|
Post by Caroline Abbey on Feb 18, 2013 1:30:38 GMT
For: Eric Wolfe ~ Dressed like: this
Klokken var slået otte, tiden var gået, aftensmaden var spist og Carrie stod på badeværelset i det lille hus, som hun næsten lige var blevet medejer af. Hun så sig selv i spejlet og trak vejret dybt ned i lungerne, før hun glattede sin kjole og bøjede sig ned for at samle sine sko op. Det var vigtigt, i hendes optik, at det hele var rigtigt og på plads, når nu hun havde lovet noget og blev nødt til at gøre det. Hendes mave gjorde knuder af nervøsitet under det blå stof og under bulen, der var tydelig i kjolen, ligesom den ville være på hendes bryllupsdag om et par måneder. For enden af hendes ben, klædt i strømpebukser og barberet, selvom det blev stigende sværere at komme til, var hendes fødder en smule hævede. Alligevel fik hun dem klemt ned i de sorte sko og rettede sig op efterfølgende, kun for at sikre sig at den knude, som hendes fugtige hår sad i, var som den skulle være.
Soveværelset og kontoret var tomt, da hun så efter, og frem for at råbe igennem huset efter Eric, gik hun ud fra at han måtte være nedenunder og forlod den øverste etage akkompagneret af den klikkende lyd af de høje hæle imod træet under dem. Hun var ikke glad for situationen, men hun vidste, at det var bedre at kvaje sig nu, end at gøre det når begge deres familier og venner stod og så på dem. Overvejelsen om at stikke en lille pude under kjolen, for at imitere den øgede størrelse af hendes mave, skubbede hun væk igen, da hun nåede det sidste trin. Det vigtigste var, at hun virkelig gjorde sit bedste, forsøgte at have det sjovt og ikke fik Eric til at fortryde, at han havde sagt ja til at hjælpe hende. Hun var svedig i håndfladerne, pressede dem kort imod sit skørt og trådte ind i stuen med kun antydningen af en rynke i panden.
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Feb 18, 2013 18:59:54 GMT
Go confidently in the direction of your dreamsLive the life you have imaginedTag :: Caroline Abbey ~ Outfit :: Here Eric rettede sig op allerede da han hørte Carries skridt på trappen og skævede mod døren ud til gangen med et lille underfundigt smil på læberne. Han vendte sig kort igen og lukkede den lille låge på musikanlægget han igen havde fået fundet frem og vendte sig så helt mod døren netop som Carrie kom til syne.
Hans blik gled helt på egen akkord ned over hende mens et varmt smil trak hele vejen op i hans grå øjne "Du er smuk." konstaterede han en smule selvfølgeligt, som om det var tydeligt for enhver at se og lukkede den korte afstand hen til hende uden at lade sig mærke med den svage rynke på hendes pande. Så snart han nåede op til hende kyssede han samme rynke og løftede den ene hånd for at stryge hende over kinden en enkelt gang "Hvor længe kan du holde ud at have de sko på?" hans tonefald var drillende, men der lå et bekymret glimt i hans blik mens han lod hånden falde og i stedet tog hendes ene for at føre hende med sig ind på det stykke stuegulv han havde ryddet ved at flytte møblerne ud til siden "Okay.. vals. 3/4-takt. Det er forholdsvis simpelt når man lige finder rytmen." han sendte hende endnu et varmt smil "Men jeg vil hellere vise dig det end at give dig en længere teori-lektion. Med mindre du gerne vil have den."
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Feb 19, 2013 10:45:56 GMT
Carrie elskede den måde Erics blik vandrede over hende, imens han smilede. Allerede før han åbnede munden havde han formået af få hende til at føle sig attraktiv og hun forsøgte ikke at bide det smil i sig, der af sig selv trak op i hendes mundvige, selvom hendes mave var fuld af kriller og hendes pande forblev rynket. ”Tak,” svarede hun simpelt på hans kompliment, inden han krydsede afstanden imellem dem og plantede et kys på hendes bekymrede rynker, der opløstes en smule ved både det og kærtegnet. Hun så op på ham og slap en munter lyd over hans spørgsmål, før hun løftede den ene fod og til gengæld lagde sin ene hånd mod hans brystkasse. ”Lige så længe det skal være,” erklærede hun selvsikkert, hvilende al sin vægt på den ene fod, før hun satte den anden i gulvet igen og fulgte ham, med hånden indfanget i hans og åbenlys nervøsitet over det forestående.
Han kunne sige lige så meget om, at det var simpelt, som han havde lyst til. Hun var kun beroliget af, at det var ham og at de var alene. Intet ved at danse var nemt for hende og hun kæmpede en kamp, for ikke at vise ham at hun helst var fri. At lære hvordan hun gjorde nu og her var for hendes egen skyld. At danse til deres bryllup var, helt og holdent, en gave til Eric og hun håbede at han satte pris på den.
Med sin ene hånd på hans skulder og den anden i hans sikre greb, rystede hun en enkelt gang på hovedet. ”Vis mig det,” bød hun, før hun strammede sine fingres hold omkring ham en smule i en instinktiv impuls. At blive vist noget som helst, krævede at hun fulgte godt med.
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Feb 19, 2013 20:15:17 GMT
Go confidently in the direction of your dreamsLive the life you have imaginedTag :: Caroline Abbey ~ Outfit :: Here Eric så ikke komplet overbevist ud, men kommenterede ikke mere på hendes valg af sko, kontra den hævelse han vidste stadig spøgte. I stedet førte han hende med sig ud midt på gulvet og slap hendes hånd med en kort verbal indledning. Han smilede skævt og hans blik spillede drilsk da hun krævede handling frem for snak. Ikke at det undrede ham og med et nik tog han hendes højre hånd med sin venstre og løftede deres, nu samlede hænder, i skulderhøjde. Sin anden hånd lagde han fast lige under hendes venstre skulder og fangede hendes blik med et beroligende smil "Prøv at se på mig i stedet for dine fødder når vi sætter musik på." hans vidste det ville ske alligevel, men så var det sagt.
Han blev stående stille mens en blød kvindestemme blandede sig med tonerne og holdt bare positionen "Hvis det hjælper, så tæl højt. Jeg tæller stadig for mig selv." indrømmede han og smilede skævt "1-2-3, 1-2-3, om og om igen." han løftede venstre fod lidt og førte den hen til hendes skosnude "Jeg går frem på venstre og du går tilbage på højre." han ventede til hun fulgte trop og fortsatte så "Fortsæt med modsatte ben et skridt mod din venstre." han gjorde det selv og fortsatte inden han var i hold igen "Og på 3 samler vi." han tog venstre fod med sig og endte stående med samlede fødder lidt fra udgangspunktet.
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Feb 20, 2013 1:18:22 GMT
Carrie så på Eric og hævede et øjenbryn over hans forslag, før hun skar en mindre grimasse, velvidende at hans antagelse ikke var helt forkert. ”Jeg vil ikke se på mine fødder til maj,” konstaterede hun en lille smule mut, men mere bestemt end så meget andet.
Øjeblikket efter indså hun, at hun havde set ned på lige præcis sine fødder og løftede hovedet med det samme. En ufrivilligt munter lyd forlod hende og hun så ham i øjnene med fingrene krummet lidt imod hans skulder.
Tavst nikkede hun til hans resterende instruktioner. Hun talte lydløst for sig selv, mimede et, to, tre og rynkede panden lidt, før hun fugtede sine læber nervøst. ”På tre,” gentog hun til sidst, før hun tog en dyb indånding og koncentrerede sig om at se på Eric, frem for at se ned.
Musikken var der allerede, hun manglede bare at give det sidste nik og forsøge at lade ham føre. ”Okay,” medgav hun, inden hun nikkede, genspillede alle hans informationer og trådte bagud i de høje hæle, lidt foran og uden at have ham med, på trods af den gentagne påmindelse om, at det var ham der skulle lede dansen.
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Feb 20, 2013 9:02:40 GMT
Go confidently in the direction of your dreamsLive the life you have imaginedTag :: Caroline Abbey ~ Outfit :: Here Eric smilede kun da Carrie alligevel så nej, næsten per automatik, og vidste at han selv ville have gjort nøjagtigt det samme, havde nogen fortalt ham han ikke måtte. Det var ligesom at få at vide man ikke måtte tænke på blå-prikkede elefanter. Efterfølgende ville det være lige det de fleste tænkte på. Han nøjedes med at nikke til hendes konstatering og bed en kommentar i sig om, at hun sikkert rent fysisk ikke ville kunne se sine fødder. Der var intet ondt i tanken, men han var på samme tid ret sikker på, at hun ikke ville sætte pris på konstateringen, uanset hvor dejlig han personligt mente hun så ud, også med topmave.
Han koncentrerede sig dog i første omgang om at vise hende de simple grundtrin, langsomt og uden at prøve at følge musikkens rytme med det samme og stoppede igen da hun havde fulgt ham i en enkelt takt "Og så gentager du samme mønster, men denne gang går du frem på venstre, mens jeg går tilbage." han førte sin højre fod lidt tilbage for at illustrere, men ventede på hun var med før han satte foden i gulvet og derefter førte hende et skridt mod hendes højre "Og samle igen, så vi ender med at have lavet en usynlig firkant. Kan du se det?" han førte venstre fod frem mod hendes venstre igen og opfordrede hende til at gentage de seks skridt for at lave endnu en firkant "Tilbage på højre, skridt til venstre, samle.." han gjorde en lille pause, både fysisk og verbalt og fortsatte så "Frem på venstre, skridt til højre, samle."
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Feb 21, 2013 0:47:32 GMT
Carrie fulgte tøvende med Eric, men nærmede sig ikke engang at være i det rigtige tempo. Hun trådte ham nær over fødderne, undgik det lige netop og måtte samle fødderne hastigt for at nå til samme sted som han. Denne gang undlod hun at skære en grimasse, så blot op på ham med en enkelt, lille rynke i panden og nikkede. ”Mmh,” svarede hun ham, selvom den firkant de havde lavet ikke var særlig pæn eller kvadratisk, som hun forventede at det var meningen.
Det var tilsyneladende ikke så vigtigt. I hvert fald kommenterede Eric det ikke og kun hendes egen perfektionisme hang fast ved det. Hun trådte bagud, som han gik frem, klemte en anelse fastere om hans skulder og fulgte ham til venstre. Da hun samlede benene, trak det antydningsvis i hendes mundvige. Hun gik frem og til højre, var nær ved at smile og så ham i øjnene med en følelse af sikkerhed.
Hendes mave fyldte lidt imellem dem. Nok til at hun havde lagt mærke til det, men alligevel ikke nok til at være i vejen. Tre måneder fremme ville det dog være en anden sag og hun forblev nervøs over både det uforudsigelige i det og hendes egne, dårlige erfaringer med at bevæge sig mere eller mindre seriøst på et dansegulv. ”En gang til?” Endnu med en lille rynke i panden, så hun spørgende på ham, før hun trådte bagud med højre fod og han gik med. Venstre, samle, frem på venstre, højre, samle. Hun tog en dyb indånding og mønstrede et smil, før hun nikkede en enkelt gang. Hvis de skulle prøve det rigtigt, så kunne de lige så godt komme i gang før frem for siden.
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Feb 21, 2013 23:20:01 GMT
Go confidently in the direction of your dreamsLive the life you have imaginedTag :: Caroline Abbey ~ Outfit :: Here Det trak diskret i Erics ene mundvig da han nær var blevet trådt over den ene fod, men sagde ikke noget, fortsatte bare sine overlagt langsomme skridt, for at give hende mulighed for at nå både at følge med og lure den simple teknik "En lidt skæv firkant, men ingen sagde den skulle være retvinklet." han holdt blikket på hendes ansigt mens han gentog proceduren igen, ledende hende med sig, uden at blive restriktiv eller tvinge hende og gengældte både varmt og opmuntrende hendes smil da hun mødte hans blik og nikkede så bekræftende "Igen." opfordrede han og lavede en firkant mere med hånden hvilende sikkert under hendes skulderblad.
Han stoppede der og så spørgende på hende, fik et smil og et nik som svar og fandt det alt nok "Lyt til rytmen." han gjorde et lille kast med hovedet i retning af anlægget "Den er ikke så hurtig, men hurtigere end vi lige har gjort det." han blev stående et øjeblik og talte lydløst, nikkede på slaget lige inden en ny takt begyndte og gik så frem på venstre fod endnu en gang "Tilbage, venstre, samle.." han stoppede et splitsekund uden reelt at stoppe overhovedet og gik så selv tilbage "Frem, højre, samle.." han stoppede ikke denne gang, men fortsatte ud i en ny firkant og drejede denne gang både sig selv og hende en lille smule i skridtene, så de endte med at have drejet sig en kvart omgang, da de nåede tilbage til udgangspunktet. Dér stoppede han denne gang og så spørgende på hende igen "Ved at dreje bare lidt på foden når vi går enten frem eller tilbage, ender vi tilsidst i en større cirkel, samtidig med vi stadig bruger nøjagtigt de samme trin. Er du stadig med?" han tvivlede egentligt ikke. Hun var lærenem og havde altid været det. Lærenem og indædt stædig. Selvom hun måske ikke selv troede på sine evner, var han ikke i tvivl om hun nok skulle få det lært, også hurtigere end hun selv måske troede.
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Feb 24, 2013 0:43:39 GMT
Carrie skævede imod musikafspilleren, der først var begyndt at virke, da den kom langt væk fra Diagonalstræde og den magiske forstyrrelse. Hun kneb øjnene den mindste smule sammen, men nikkede så bekræftende og så på Eric igen. Han var trods alt sød, når han stod helt koncentreret om at hjælpe hende og hun overgav lidt af sin stramt administrerede kontrol til ham, da hun fulgte hans anvisninger og tog et skridt bagud.
En lille smule usikker, alene fordi hun havde så mange instinktive forbehold imod at danse, var hun lige lidt langsommere end han var. Hun indhentede ham dog på sit tredje skridt, hvor hun samlede fødderne, strammede grebet en anelse om hans hånd og hastigt trådte frem på venstre fod. Endnu en firkant blev påbegyndt, da den første var afsluttet, og hun fulgte bedre med denne gang, dybt koncentreret om at sætte sine fødder rigtigt og for alt i verden undgå at se ned. Hendes nervøsitet var tydelig, men hun gjorde som han lagde an til og formåede at følge ham i næsten det rigtige tempo uden at vakle, selvom hendes såler allerede føltes ømme.
Da Eric standsede, gjorde Carrie det samme. Hun løftede begge øjenbryn, så halvbekymret på ham og nikkede langsomt uden at se overbevist ud. Som først hun indså, at det ikke rigtig kunne narre ham, bed hun ned i sin underlæbe og sænkede blikket til deres fødder kortvarigt. ”Nej, jeg forstår ikke hvordan det bliver til en cirkel eller hvordan jeg undgår at vælte, hvis...” Hun rynkede panden, da hun havde løftet hovedet, rystede på hovedet og åndede hurtigt ud. ”... Kan du ikke tegne det?”
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Feb 24, 2013 15:21:34 GMT
Go confidently in the direction of your dreamsLive the life you have imaginedTag :: Caroline Abbey ~ Outfit :: Here Eric slappede lidt af i armene da de første stod stille igen efter en omgang eller to til musik og smilede endnu engang opmuntrende over det bekymrede udtruk på hendes ansigt. Han lyttede og strøg hende en enkelt gang over ryggen mens hun talte og slap en lille munter lyd "Du vælter ikke. Det lover jeg, men.." han rynkede brynene lidt og overvejede hendes ord, slap så posituren, uden at slippe hendes hånd og trak hende lidt ud til siden "Tegne det, siger du.." han så overvejende på gulvtæppet og grublede et øjeblik endnu, før han trak sin tryllestav op af lommen igen.
Han rettede den mod gulvet og kneb øjnene sammen i tydelig koncentration. Der var intet svært i den simple besværgelse, men magien kom ikke helt så let til ham som den gjorde til hans bedre halvdel. Det havde alt sammen en logisk grund, men betød ikke at hans otte år på skolen i Skorland havde været komplet spildt. Han førte staven i et tydeligt mønster i luften, mens der som resultat opstod to sæt svagt lysende fodaftryk i en bølgende cirkel på tæppet. Det ene blåt, det andet gult.
Han så vældig tilfreds ud med sig selv da han sænkede staven og så på hende igen, med et smil der mest fik en til at tænke på en langt yngre knægt, der lige havde gjort noget han var vældig stolt af "Sådan. Hvis, jeg har gjort det rigtigt, så skulle de.." han slap hendes hånd og trådte et skridt frem og satte foden mod et af de gule fodaftryk. Som resultat lyste det kraftigere op og han smilede igen både tilfredst og begejstret "De blå er dine, de gule er mine og hvis ikke jeg har lavet en fejl et sted, lyser dit næste trin op lige sekundet før din fod skal være der." han så afventende på hende, ikke helt sikker på om hun også ville synes 'tegningen' var så praktisk som han håbede "Hjælper det?" han lagde hovedet lidt på skrå mens han stak tryllestaven i lommen igen "Vi får lavet cirklen ved at dreje lidt på foden hver gang vi tager et nyt skridt." han pegede mod de rigtige trin på tæppet og håbede det hele var lidt mere overskueligt nu.
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Feb 24, 2013 18:20:33 GMT
Carrie rynkede panden en smule mere over Erics munterhed, selvom netop den var meget bedre end det skuffede udtryk han i sin tid havde fremvist, da hun nærmest kategorisk nægtede at skulle danse på deres bryllupsdag. Hun mindede sig selv om, at hun stod hvor hun gjorde for hans skyld og skubbede sin egen ukomfortable følelse af utilstrækkelighed væk.
En dyb indånding senere havde hun nikket som svar på hans ord og var fulgt med det lille stykke til siden. Hun kneb øjnene en anelse sammen og så halvnysgerrigt på ham, da han rettede tryllestaven imod gulvet for kort efter at fremmane to sæt fodaftryk, der lyste lidt op. Det samme gjorde hun, i det mindste antydningsvis, som han vendte blikket imod hende med en nærmest barnlig tilfredshed og et smil, der så ud som om han forventede at blive rost. I stedet for at gøre lige det, nøjedes hun med at besvare hans smil og fulgte ham med blikket, som han slap hendes hånd og gav sig til at demonstrere.
Hans forklaring fik hende naturligt til at se ned på fodaftrykkene igen og hun rynkede panden en anelse, før hun selv fulgte eksemplet og stillede sig oven på det, der var aftrykket af en flad sko, med sine høje hæle, som ikke udfyldte alt det blå. ”Men hvis det skal hjælpe, så skal jeg jo hele tiden se ned,” pointerede hun overvejende, stadig med blikket vendt imod gulvet og de lysende fodaftryk.
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Feb 25, 2013 16:16:59 GMT
Go confidently in the direction of your dreamsLive the life you have imaginedTag :: Caroline Abbey ~ Outfit :: Here Eric blev stående på det sæt gule fodaftryk der var hans egen startposition og fulgte Carrie med blikket mens hun stillede sig overfor ham på de blå, der også lyste op som de skulle. Han rynkede brynene svagt et øjeblik og var lige ved at sige noget om hendes fødder i de høje sko igen, men lod være og skar i stedet en lille grimasse fulgt op af en munter lyd "Godt ord igen." han løftede en hånd og kløede sig i nakken før han så på hende med hovedet lidt på sned "Du har hermed tilladelse til at se ned, menig Abbey." han rakte en hånd frem for at få hende til at tage hans igen og smilede drillende "Når de først sidder fast har du slet ikke brug for at se ned."
Han løftede den anden hånd også og lagde den endnu en gang under hendes skulderblad og trak hende en anelse tættere på, uden at slippe hendes blik "Klar igen?" han ventede til hun gav ham netop den bekræftelse og talte så selv lydløst med indtil en ny takt begyndte og han trådte frem på den rigtige fod. Denne gang sagde han ikke noget, men lod hende følge sporene på tæppet og hjalp kun til med at føre hende i den rigtige retning hvis det virkede til hun var på vej modsatte vej. De fulgte ikke musikkens takt helt perfekt, men det var mindre vigtigt lige til en start. Det vigtigste var stadig at få trinene på plads.
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Feb 26, 2013 22:47:09 GMT
Carrie smilede skævt, da Eric næsten grinede. Hun så op på ham, imens han sagde hun kunne gøre det modsatte, plantede et hurtigt kys på hans læber og lod sin hånd indfange i hans, før hun skævede ned imod gulvet igen. ”Jeg tror aldrig det kommer til at sidde fast,” konkluderede hun pessimistisk, men uden at virke decideret opgivende overfor opgaven. Det var hvad det var.
Klar var hun næppe. Hun ville ikke komme til at elske at danse, selvom det var med ham, men hun nikkede alligevel, før hun sænkede blikket til fodaftrykkene, der skulle lede hende på vej. Hendes opmærksomhed var hele tiden opslugt af at tælle højre fod og venstre fod og frem og tilbage i en uendelighed og kombineret med at skulle følge med i om det nu stemte overens med hvad hans besværgelse ledte hende imod, havde hun ikke meget overskud til at registrere hvad Eric gjorde.
Hendes pande var rynket i dyb koncentration og underlæben indfanget af hendes tandsæt i det samme, imens hendes høje hæle satte diskrete mærker i gulvtæppet. Med et var hun ved at snuble over sine egne ben og greb hårdt fat i ham med en overrasket lyd. Hendes hjerte slog hårdt og hun løftede blikket til ham, imens hun fandt sit fodfæste igen. ”I---gen,” forlangte hun stædigt, da først hun stod sikkert og havde sat fødderne hvor de nærmeste aftryk var. Ikke på vilkår om hun havde tænkt sig at opgive det skidt, før hun formåede at gøre det bedre.
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Feb 27, 2013 19:07:29 GMT
Go confidently in the direction of your dreamsLive the life you have imaginedTag :: Caroline Abbey ~ Outfit :: Here Eric smilede igen opmuntrende efter åbenbart at have gjort sig fortjent til et flygtigt kys og gav hendes hånd et lille klem mens de begge fandt på plads i den rigtige position igen "Det gør jeg." svarede han med kærlig overbevisning uden at lade hendes efterhånden velkendte pessimisme gøre andet end at prelle af.
Han sagde ikke mere før han satte igang igen og førte hende sikkert, uden selv at have behov for at se ned for at vide hvor han skulle sætte fødderne næst. Efter en omgang eller to blev han lidt modigere og drejede lidt hurtigere på den ene fod i et skridt frem. Øjeblikket efter blev takten effektivt brudt da Carrie snublede og som hun greb fat i ham med mærkbar styrke, lagde han instinktivt armen helt omkring hende og strammede grebet om hende. Han stoppede på stedet for at lade hende genvinde balancen og så semi-bekymret ned på hende mens han slækkede grebet igen "Er du ok?" han smilede svagt over hendes stædighed, men genoptog ikke valsen prompte "Du siger til hvis du skal have en pause eller vil stoppe for i dag, ikke?" hans blik flakkede søgende mellem hendes øjne og han smilede afslappet. Der var stadig god tid til at få dansen til at sidde fast og han havde alverdens tålmodighed.
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Mar 3, 2013 23:49:44 GMT
Carrie insisterede ikke verbalt på, at det aldrig ville blive en naturlig del af hende, at vide hvordan hun skulle bevæge sig på dansegulvet. Det var trods alt en formålsløs diskussion – og hun vidste allerede at hun havde ret. Frem for at tale videre, forsøgte hun derfor i stedet at bevæge sig til selvsamme trin, som hun mente hun aldrig for alvor ville kunne på rygraden.
Det gik nogenlunde acceptabelt, uden ligefrem at være elegant, lige indtil det tidspunkt, hvor hun snublede over sine egne ben i et forsøg på at rette op på, at hun havde gået frem på det forkerte. Hun havnede i Erics arme og nåede ikke andet end at blive aldeles selvbevidst igen, før hun fandt tilbage på de sikre hæle, som hun selv havde besluttet sig for at tage på. Hans bekymring fik hende kortvarigt til at smile beroligende og hun nikkede, som hun tog en dyb indånding. Hun var stædig som få og selvom hun ikke havde lyst til at lære at danse, så ville det have lignet hende dårligt at stoppe op, fordi hun snublede en enkelt gang.
Selvom hun kunne have taget imod hans tilbud, rystede hun derfor denne gang på hovedet og antog en bestemt mine. Hendes hånd var endnu i hans og hun klemte lidt fastere for en kort bemærkning, før hun selv fandt de rigtige aftryk og trådte bagud, uden på nogen måde at lade ham tage initiativet eller føringen.
|
|