|
Post by Emmeline Harris on Aug 2, 2012 3:25:15 GMT
I'll have grounds, more relative than this ... the play's the thing, wherein I'll catch ...
[/font] the conscience of the King Tagged: Jonathan Young ~ Outfit: Here[/center] Emmeline nynnede lidt for sig selv mens hun med lette skridt forcerede trapperne op fra undergrunden for at komme op til gadeniveau igen. Hun stoppede på toppen og tog en enkelt dyb indånding, før hun med et smil på læberne fortsatte i en bestemt retning, der ville føre hende til en ligeså bestemt bygning. Det var en tur hun efterhånden havde taget adskillige gange over det sidste halve år og en hun lidt håbede, hun ville komme til at tage mange gange endnu.
Hun stoppede foran opgangen da hun nåede den bygning Jonathan boede i og trykkede på knappen ud for det rigtigt navn, for så at vente et øjeblik, indtil en karakteristisk lyd fra døren, fortalte hende at den var låst op. Med et nyt smil skubbede hun den op og fortsatte op ad trapperne i små, oplagte hop, indtil hun nåede den rigtige etage og kort efter stod udenfor den rigtige dør. Her stoppede hun igen, løftede den ene hånd og bankede på, for så afventende at træde et skridt tilbage og vente på der blev reageret indefra lejligheden.
|
|
|
Post by Jonathan Young on Aug 17, 2012 8:24:43 GMT
the secrets you want to keep andthe kind you don't dare let outTag: Emmeline Harris ● Outfit: Here [/font] Der var aldrig noget der var overladt til tilfældighederne når Emmeline kom på besøg og normalvis var Jonathan mere end grundig med at sørge for at der ikke lå noget og flød, som ved et uheld ville afsløre den hemmelighed han havde formået at holde i hvad der efterhånden var rendt op imod et halvt år. Lige netop den dag, havde han dog været senere hjemme fra arbejdet end hvad han lige havde regnet med og han var ikke mere end lige kommet ud af badet og i noget rent tøj, før det ringede på dørtelefonen.
En momentær panik slog ned i ham og i nogle øjeblikke stivnede han på stedet og stod i et par sekunder og forsøgte at lægge en slagplan, inden han endelig sparkede sig igang og småløb over til døren for at holde knappen der lukkede hoveddøren op, inde. Han blev ikke stående længere end han var sikker på den var gået op, før han med et par hurtigere skridt havde krydset lokalet og komplet skødesløst hevet en skrivebordsskuffe ud, for at feje alt hvad der lå på bordpladen ned i det.
Han gav sig dog ikke mere tid, til andet end hurtigt at lukke den i og fortsætte ud i køkkenet, hvor han havde lagt sin tryllestav fra sig på bordet. I et øjeblik så han sig rådvildt omkring, før han endte med at skubbe den ind bag en hylde med krukker og enkelte kogebøger, i samme øjeblik som lyden af dørklokken klingede igennem lejligheden. Visheden om at han netop havde nået at feje alle afslørende effekter af vejen, fik ham til at ånde tungt ud en enkelt gang og trække hånden igennem de fugtige krøller, med skuldre der med det samme faldt fra den anspændte postition de var røget op i.
Med langt mere rolige skridt end før, forlod han køkkenet igen på bare tæer og ud igennem stuen til den lille entre, hvor han i en hurtig bevægelse pillede sikkerhedskæden af, drejede låsen og åbnede døren for brunetten udenfor. Nærmest i samme øjeblik bredte et smil sig over hans læber og han mærkede hurtigt hvordan følelsen af stress og travlhed over arbejdet, gled i baggrunden. "Det var lige det smil, jeg havde brug for at se," kom det instinktivt fra ham, før han lænede sig frem og placerede et hurtigt kys mod hendes kind og dernæst trådte til side for at hun kunne komme ind. Selv fortsatte han også ind i lejligheden og så sig for en sikkerhedsskyld en ekstra gang rundt (uden desværre at kunne se lige det hjørne af sofabordet for sofaryggen, hvor han havde smidt dagens avis da han kom hjem) inden han vendte sig halvt mod hende igen, mens han bevægede sig gennem lokalet. "Jeg er næsten lige hoppet ud af badet," forklarede han uden nogen egentlig grund og nåede frem til skrivebordet, hvor han af ren vane drejede den lille nøgle til skuffen og lod den glide ned i lommen. "Har du haft en god dag?"
[/blockquote]
|
|
|
Post by Emmeline Harris on Aug 18, 2012 3:25:36 GMT
I'll have grounds, more relative than this ... the play's the thing, wherein I'll catch ...
[/font] the conscience of the King Tagged: Jonathan Young ~ Outfit: Here[/center] Emmeline nynnede lidt for sig selv uden helt at tænke over det, mens hun stod udenfor døren til Jonathans lejlighed og ventede på livstegn indefra den anden side. Der gik ikke længe før hun hørte dæmpede skridt, dernæst lyden af kæden der blev taget af og låsen der blev drejet. Hun smilede allerede før døren gik op og afslørede et velkendt ansigt, hvis smil og mørke øjne, uvilkårligt fik hendes eget smil til at vokse i styrke og et øjeblik blotte hendes fortænder "Der skal ikke meget til at gøre dig glad." drillede hun mildt og uden skyggen af beklagelse, mens hun fik en behagelig kildren i mellemgulvet, da hans læber strejfede hendes kind.
Hun fortsatte forbi ham ind i lejligheden så snart han gik til side og gjorde et kort ophold i entreen, hvor hun tog sin hat af og hang den på knagen på væggen, sammen med sin brune cardigan og sit tørklæde. Så fortsatte hun helt ind i lejligheden med tasken over den ene skulder og strøg hånden gennem sine lange krøller en enkelt gang, for at purre op i den efter opholdet under hatten.
Hun stoppede nogle skridt inde i stuen og betragtede ham mens han stod ved skrivebordet og smilede igen "Havde I travlt i dag?" spurgte hun med den formodning, at han var kommet senere hjem end forventet. Hun nikkede som indledende svar til til hans spørgsmål og lukkede den korte afstand hen til ham, uden rigtigt at have øje for andet end ham lige for nu. Hun lod tasken glide ned på gulvet, lænet op ad skrivebordets ene ben og strakte sig i stedet lidt på tæer, for at kunne lægge hænderne bag hans nakke og plante et blidt kys på hans læber "Den blev lige meget bedre." svarede hun lidt forsinket og med et varmt blik, uden at trække hænderne til sig igen "Dig?"
|
|
|
Post by Jonathan Young on Sept 4, 2012 7:48:29 GMT
the secrets you want to keep andthe kind you don't dare let outTag: Emmeline Harris ● Outfit: Here [/font] Jonathan strøg det fugtige, krøllede hår bagud, som han bevægede sig i retning af døren med hensigt at lukke Emmeline indenfor. Så snart han så hende, bredte et smil sig naturligt over hans læber og han lænede sig uden at tænke over det, frem for at plante et kys imod hendes ene kind. En munter lyd gled ud mellem hans læber, som han fortsatte tilbage ind i lejligheden. ”Generer det dig?” spurgte han med tydelig skepsis og et underholdt glimt i de mørke øjne, som han kort så tilbage på hende over den ene skulder, inden han fik drejet nøglen til skrivebordsskuffen og lod den glide ned i lommen.
Han havde ikke travlt i og med at Emmeline stadig var i færd med at frigøre sig fra sit overtøj og lod begge hænder glide ned i lommerne, som han vendte sig imod hende igen og lænede sig tilbage imod bordkanten. Jonathan trak svagt på skuldrene med antydningen af et smil hvilende på sine læber, som han fulgte hende med blikket mens hun kom nærmere. ”Vi har mere eller mindre altid travlt for tiden,” svarede han, ganske ærligt og trak hænderne op af lommerne igen, som hun kom helt tæt på.
Han smilede let ind imod hendes læber da hun kyssede ham og lod armene glide omkring hende, for at stryge hænderne blidt opover hendes ryg en enkelt gang. Han brummede blot bekræftende til hendes spørgsmål og bøjede nakken lidt, for i stedet at trykke læberne blidt mod hendes en enkelt gang mere, dvælede der i et øjeblik og slap hende så igen. Han rakte op med den ene hånd for at stryge hendes hår bag øret og skubbede sig så fri af skrivebordet igen efter at have givet hende et lille klem. ”Vil du have te?” spurgte han og antog allerede på forhånd at hun ville sige ja, som han bevægede sig imod køkkenet.
[/blockquote]
|
|
|
Post by Emmeline Harris on Sept 4, 2012 15:50:11 GMT
I'll have grounds, more relative than this ... the play's the thing, wherein I'll catch ...
[/font] the conscience of the King Tagged: Jonathan Young ~ Outfit: Here[/center] Emmeline smilede varmt mens hun strakte sig lidt på tæer og lagde armene omkring Jonathans nakke "Du ender med et mavesår inden du bliver fyrre.." drillede hun mildt før hun lod sine læber møde hans og strakte sig lidt mere da hans arme gled omkring hende. Hun havde det skønt, lige der, på den måde, selvom hun til stadighed kunne more sig over at de på det nærmeste havde råbt af hinanden første gang deres veje havde krydset hinanden. Hun blev stående lidt på tæer selvom hun trak ansigtet lidt væk fra hans og blottede tænderne i et nyt smil over hans brummen og uden skyggen af protest da han blidt krævede hendes læber igen. Hendes fingerspidser strøg helt på egen akkord over de korte hår i hans nakke og hun holdt øjenkontakten selv da han strøg håret om bag hendes ene øre. Så nikkede hun med sin egen bekræftende brummen og sank ned på flade fødder igen da han rettede sig op. Hun så efter ham med et underfundigt smil og bed et øjeblik ned omkring sin egen underlæbe. Det hele var stadig nyt nok til, at hun ikke helt havde vænnet sig til det, men samtidigt mere end nok til at hun var sikker på, hun helt ikke ville af med ham igen heller. Hun strøg hurtigt håret om bag ørerne og tog så de få skridt hen til sofaen hvor hun satte sig og ventede på den lovede te. En bevægelse fra bordpladen fangede efter et sekund eller to hendes blik og hun lænede sig lidt frem for at se på den sammenfoldede avis der lå på bordet. Hun rynkede undrende panden, rakte så ud, tog avisen op og foldede den ud foran sig på bordpladen. "Berømt Quidditch-stjerne arresteret!"
[/size][/center] Hun rynkede panden endnu mere over det ukendte ord og lod blikket falde til billedet af en yngre mand i en flagrende stålgrå kappe der lignede en del af en uniform, blive ført bort med hænderne bag nakken, af to autoritære mænd "Jonathan...." kaldte hun spørgende, uden at tage blikket fra billedet, der stik imod alle naturlove, bevægede sig. Hun kunne ikke helt få taget blikket fra det eller slippe avisen, efter at have sikret sig det ikke var en eller anden mini-computer. Det virkede dog grangiveligt som papir, hele vejen igennem "Hvad er Quidditch?" fortsatte hun, mens manden på billedet så direkte på hende, råbte lydløst og så forsvandt, ud af billedet mens hun selv sad med vidt opspærrede øjne.[/justify][/blockquote]
|
|
|
Post by Jonathan Young on Sept 11, 2012 12:29:13 GMT
the secrets you want to keep andthe kind you don't dare let outTag: Emmeline Harris ● Outfit: Here [/font] Jonathan slap et påtaget indigneret fnys over Emmelines ord og lod, uden at tænke over det, sine hænder vandre kærligt op over hendes ryg igen. Et underholdt glimt sneg sig dog ind i af hans blik og i et øjeblik var hans tænder synlige i et smil. ”Du overdriver,” pointerede han, skønt hun uden tvivl havde ret i hvad hun sagde. Det lod han sig dog ikke mærke med, fandt blot hendes læber for et kort bemærkning og slap hende igen for at fortsætte ud i køkkenet for at lave henholdsvis te og kaffe.
Han havde netop nået at hive to krus ud af et af køkkenskabene og smide kedlen med vand over på komfuret, før et spørgsmål inde fra stuen lød. Der gik nogle sekunder hvor han ikke tænkte synderligt over det, før det gik op for ham lige nøjagtigt hvor unaturligt det var at høre netop ordet Quidditch fra Emmeline. Det fik ham til at vende sig så brat omkring, at han ved et uheld kom til at rage den ene af de to krus ned på gulvet, som med et brag gik i stykker.
Han bemærkede det dog ikke, stod blot frosset fast til stedet, med tanker der kværnede løs i en store pærevælling, uden han fik noget som helst konstruktivt ud af det. Det føltes lidt som om tingene gik i slowmotion og han kunne høre blodet bruse for sine egne ører, da han endelig fik sparket sig selv i gang og med stive skridt, formåede at gå tilbage ud i stuen. Da han nåede døråbningen gik han dog igen i stå, med øjne der spilede sig lidt ud ved synet af Emmeline med lige netop den udgave af profeten i hænderne, som han nu tydeligt kunne huske at have smidt der tidligere. ”Em...” begyndte han prøvende, gik i stå igen og måtte konkludere, at han ikke havde den ringeste anelse om hvad han skulle sige. Han var splittet i mellem trangen til at haste over og flå avisen ud af hænderne på hende og muligheden for at løfte sløret for en hemmelighed, han inderst inde dog godt viste han ikke måtte fortælle. Af samme grund blev han bare stående stivnet på stedet, med blikket låst fast på hende.
[/blockquote]
|
|
|
Post by Emmeline Harris on Sept 11, 2012 20:31:42 GMT
I'll have grounds, more relative than this ... the play's the thing, wherein I'll catch ...
[/font] the conscience of the King Tagged: Jonathan Young ~ Outfit: Here[/center] Det ellers ret permanente smil der altid lurede på Emmelines læber når Jonathan var i nærheden, blegnede og svandt langsomt ind, da hun først havde fået avisen bredt ud foran sig på bordet. Ikke fordi en avis var underligt at finde liggende hos en journalist. Hun rynkede panden endnu mere da hun kom til at tænke efter og rent faktisk ikke kunne huske at hun nogensinde havde set det, hvilket kun fik den begyndende fornemmelse af at noget ikke var som det skulle være, stærkere.
Hun fór sammen da den skarpe lyd af splintrende porcelæn brød stilheden efter spørgsmålet hun havde stille, og fik endelig vristet blikket fra billedet på avisforsiden, der stadig var ganske mennesketomt. Hun drejede hovedet mod køkkenet hvor lyden var kommet fra, uden at kunne se eller høre Jonathan, selvom hun vidste han var der. Da der ikke skete noget eller kom et svar lige med det samme, vendte hun igen blikket mod avisen og sank en enkelt gang, før hun med en let rystende hånd bladrede op midt i den og lod blikket skimme overskrifterne.
Flere ukendte ord og mærkelige navne hæftede sig i hendes hukommelse og endnu flere af de levende billeder fik hende til at føle sig bøde dybt fascineret og totalt uforstående, endda en smule skræmt. Hun var så optaget at hun ikke hørte Jonathan bag sig før hans stemme brød den anspændte stilhed. Hun fór sammen igen, slap avisen som om hun lige havde brændt sig på den og rejste sig fra sofaen i en brat bevægelse. Hendes blik fandt flakkende Jonathan, mens hun strøg hænderne ned over sit skørt et par gange uden at være bevidst om det "Hvad.." hun gik i stå og sank for at fugte en hals der føltes lettere tør "Hvordan kan.." hun gik i stå for anden gang, uden egentligt at ane hvad det var hun ville spørge om, eller hvordan hun skulle formulere det. Hun skævede til avisen der lå en smule krøllet på bordet "Manden på det billede der, han.." hun gik i stå tredie gang og lod igen blikket finde hans ansigt med et stadig flakkende og tydeligt indtrængende blik.
|
|
|
Post by Jonathan Young on Sept 19, 2012 12:30:08 GMT
the secrets you want to keep andthe kind you don't dare let outTag: Emmeline Harris ● Outfit: Here [/font] Jonathan stod tavst i døråbningen og så på Emmeline med et udtryksløst ansigtsudtryk. Overraskelsen var gledet i baggrunden og selvom han ikke udadtil afslørede det, grublede han som en gal over konsekvenserne af den fejl han selv havde begået. Han sagde ikke noget, stod bare stille, indtil Emmeline rejste sig. Så trak hans øjenbryn sig lidt sammen, før han krydsede afstanden. Han gik dog ikke over til hende, men i stedet de ekstra skridt til bordet, hvor han samlede den udfoldede avis sammen.
Så rettede han sig langsomt op igen og så på Emmeline med et blik, der tydeligt udstrålede fortvivlelse og ubeslutsomhed. Alle hans instinkter bød ham at gå ud i køkkenet igen, finde tryllestaven bag bogrækken og med en simpel besværgelse, få hende til at glemme alt hvad hun lige ville have set. På samme tid, kunne han bare ikke få sig selv til det. Det var et brud på troldmandsloven og han vidste det. De var ikke gift, han var ikke engang noget så langt som til overhovedet at overveje den tanke endnu, og det hele var stadig nyt nok til at tingene stadig kunne nå at svinge i en helt anden retning. Alligevel vidste han med sig selv, at han ikke kunne få sig selv til det. Og han vidste hvor lille chancen for at hun ville tro på ham, fortalte han rent faktisk sandheden, ville være. Det var alt eller intet. ”Bevægede sig,” afsluttede han og trak vejret tungt ind, før han fortsatte med en sætning, han vidste ville få tusind nye spørgsmål til at dukke op hos Emmeline. ”Som alle gør på troldmandsfotografier.”
[/blockquote]
|
|
|
Post by Emmeline Harris on Sept 22, 2012 9:18:53 GMT
I'll have grounds, more relative than this ... the play's the thing, wherein I'll catch ...
[/font] the conscience of the King Tagged: Jonathan Young ~ Outfit: Here[/center] Emmeline stod stadig lettere himmelfalden og stirrede på Jonathan, der overraskende nok, så mere beklemt og usikker ud, end hun nogensinde kunne huske at have set ham. At hun tilfældigt og uforvarende var faldet over noget hun ikke skulle have vidst var helt tydeligt, men hun forstod stadig ikke hvad det lige var.
Hun fulgte ham intenst med blikket da han endelig satte i bevægelse, for så at flytte blikket til avisen han samlede op fra bordet. Et billede på bagsiden fangede hendes blik inden han foldede den sammen og hun måtte igen fascineret erkende, at det bevægede sig. Hun så op på Jonathans ansigt igen med let adskilte læber da han gjorde hendes sætning færdig og nikkede stumt, uden at ane hvad hun ellers skulle sige, ud over at påpege det åbenlyse. Der var dog en hvis tilfredsstillelse i at få bekræftet, hun ikke så sygner eller var blevet komplet skør "Men.." fik hun spagt frem og lukkede så igen munden da han fortsatte og kun gjorde de forvirrede rynker i hendes pande dybere "Troldmandsfotografier?" hun rystede uforstående på hovedet og sank uden at tænke over det ned at sidde i sofaen igen "Står du og siger, at.." hun gik i stå og så op på ham igen uden at ane hvad hun egentligt ville have sagt. Hun tog en dyb indånding, så endnu en "Okay.. gider du skære det ud i pap for mig, for jeg forstår virkelig ingenting, Jonathan?"
|
|
|
Post by Jonathan Young on Sept 23, 2012 15:35:10 GMT
the secrets you want to keep andthe kind you don't dare let outTag: Emmeline Harris ● Outfit: Here [/font] En frustreret lyd undslap Jonathan og han lod den ene hånd hvile mod sin hofte, mens han løftede den anden, knyttede hånden og hvilede panden mod den i nogle øjeblikke. Hvordan i alverden skulle det nogensinde lykkedes ham at få Emmeline forklaret, lige nøjagtigt hvad det var han prøvede på at fortælle hende? Selv han kunne høre, hvordan det hele lød.
Først ved Emmelines sidste spørgsmål så han op igen, med et fuldkommen håbløst udtryk i de mørke øjne. ”Jeg ved hvordan det her kommer til at lyde,” kom det lettere sammenbidt fra ham, før han tog en dyb indånding. ”Men vær sød at lade være med at løbe skrigende ud af døren, før jeg i det mindste har fået en chance for at forklare.”
Hans blik var uvilkårligt drevet til siden, men han tvang sig selv til at se tilbage på brunetten i sofaen, skønt hans øjne flakkede ubeslutsomt. ”Jeg...” han slap endnu en frustreret lyd. ”Kommer ikke fra den samme verden som dig, Em.” Han så indtrængende på ham. ”Det var forkert da jeg faldt for dig og det sidste jeg burde, er at fortælle dig det her...” Han trak fingrene igennem sit hår, dybt fortvivlet og ude af stand til at formulere sig ordentligt. ”Men jeg vil heller ikke miste dig, eller lyve for dig længere.”
Han så ned imod avisen i sine hænder og overvejede i et øjeblik at sætte sig ved siden af hende, før han dømte at det bedste nok var at holde lidt afstand. ”Det magiske samfund har været hemmeligt i flere århundreder efterhånden. Både for jeres og vores egen sikkerheds skyld,” Jonathan så alvorligt på hende, før han lagde avisen på bordet igen. ”Tænk over det, Em. Har du ikke altid vidst, at vi var forskellige, du og jeg?” Det var en chance, noget han ikke havde den fjerneste idé om rent faktisk havde hold i sig. ”Jeg kommer fra en verden af hekse og troldmand, en verden drevet af magi, hvor det er lige så naturligt at flyve på et kosteskaft, som det er for mugglere at tage bilen om morgenen.” Han rynkede på panden, tav brat og så intet mindre end fortabt ud. "Hvis du på nogen måde, er i stand til at tro på hvad jeg siger, vil jeg gerne vise dig det."
[/blockquote]
|
|
|
Post by Emmeline Harris on Sept 24, 2012 9:50:56 GMT
I'll have grounds, more relative than this ... the play's the thing, wherein I'll catch ...
[/font] the conscience of the King Tagged: Jonathan Young ~ Outfit: Here[/center] Emmelines blik hang stadig intenst ved Jonathan efter hun var dumpet tungt ned i sofaen igen og hendes ellers sorgfrie ansigt, var præget af dyb forvirring som den dominerende følelse. Hun knugede hænderne nervøst i skødet og kunne ikke finde noget at sige, selvom tusind spørgsmål pressede sig på mens hans undvigende blik gav hende en mindre knude i maven. Hun nikkede en enkelt gang og så stadig afventende på ham, uden lige umiddelbart at have noget ønske om at stikke af, men et virkelig stort ønske om bare at forstå hvad det var for en hvepserede hun åbenbart uforvarende havde stukket hånden i.
Hendes bryn trak sig helt ned da han endelig begyndte og hun åbnede munden halvt for at spørge allerede der, men lukkede den igen med et betuttet udtryk da han fortsatte. Det trak svagt i hendes mundvige over ordene, på trods af hans tydelige fortvivlelse og en enkelt sommerfugl baskede insisterende med vingerne sammen med knuden der stadig sad et sted i hendes mave.
Hun nikkede igen, opfordrede ham til at fortsætte med den simple gestus og prøvede virkelig hårdt at forstå hvad han sagde. Havde det været alle andre, måske endda også lidt ham, så ville hun tro der var et skjult kamera et sted, men alt ved Jonathans kropssprog, mimik og famlen efter ord, talte imod at det hele var en velorganiseret spøg. Så hun lyttede, skævede kort til avisen han lagde på bordet igen og knugede hænderne lidt hårdere for ikke at række ud efter den.
Først da han satte et tilbud om beviser frem, løftede hun hovedet og så på ham igen. Hendes blik afsøgte grundigt hans ansigt og hun havde en fornemmelse af, aldrig rigtigt at have set ham rigtigt. Han foregående spørgsmål havde sat sig fast, og hun kunne ikke modsige at der altid havde været et eller andet ved ham, som hun ikke kunne nå ind til, men som netop også havde gjort ham det mere mystisk og spændende. Sat overfor den mulige grund til lige dette, gik hun tabt og forsøgte at vælge bare ét spørgsmål ud mellem de mange der svirrede i hovedet på hende "Hvad.. er en muggler?" fik hun så forsigtigt og tøvende frem, tog en dyb indånding og stillede et mere før hun fortrød "Be.. betyder det, at du vil have mig til at tro, at du er en.." hun rynkede panden lidt og sparkede sig selv mentalt til at gøre sætningen færdig "..en troldmand?"
|
|
|
Post by Jonathan Young on Sept 24, 2012 11:50:39 GMT
the secrets you want to keep andthe kind you don't dare let outTag: Emmeline Harris ● Outfit: Here [/font] Da Jonathan endelig fik hold på sin talestrøm, så han blot fortabt på Emmeline og forsøgte at give hende tid til at bearbejde alt det han lige havde væltet ud over hende, skønt der var endnu flere ord der pressede sig på vej, som sikkert ikke engang ville hjælpe hende med at forstå det hele bedre. Hvor lang tid han bare stod og så på han, vidste han ikke, men da Emmeline endelig talte, var det ikke hvad han havde forventet hun ville sige og han mærkede uvilkårligt sine øjenbryn skyde overrasket i vejret.
Hvad der overraskede ham endnu mere, var den impulsive, opgivende, latter der gled ud i mellem hans læber og han så i nogle øjeblikke uudgrundeligt på Emmeline, mens det smil der i et øjeblik havde manifesteret sig, langsomt gled ned igen. ”Em...” Han så forundret på hende, mens det trak lidt i hans mundvig. ”Jeg har lige fortalt dig, at jeg kommer fra en hemmelig, magisk verden og dit første spørgsmål er til et underligt ord?” Han rystede lidt på hovedet, med et utvetydigt varmt glimt i de mørke øjne. Alvoren var der dog stadig og ham rømmede sig en enkelt gang med en dyb indånding, før han fortsatte. ”En muggler, er en person uden magiske evner.” Han nikkede til hendes næste spørgsmål og så i nogle øjeblikke ubeslutsomt på hende. ”Jeg vil gerne vise dig, at jeg ikke lyver,” gentog han, tøvede lidt og rakte så forsøgende og opfordrende en hånd frem hun kunne tage imod.
[/blockquote]
|
|
|
Post by Emmeline Harris on Sept 25, 2012 18:18:36 GMT
I'll have grounds, more relative than this ... the play's the thing, wherein I'll catch ...
[/font] the conscience of the King Tagged: Jonathan Young ~ Outfit: Here[/center] Emmelines hovede føltes lidt som om det var ved at sprænges af alle de forvirrede tanker der kværnede rundt derinde, men hun tvang alligevel sig selv til at lytte opmærksomt til hele Jonathans talestrøm og prøve at rumme det hele, med større eller mindre held. Det tog hende en smule overvindelse at få tungen til at lystre da han først tav og da det lykkedes, stillede hun det spørgsmål der føltes som det mest simple af dem allesammen, alene fordi hun ikke kendte ordet og gerne ville forstå.
Endnu et spørgsmål fulgte det første, dog mere et hun stillede for at være sikker på hun havde forstået ham rigtigt. Latteren der kom fra Jonathan var ikke lige det hun havde ventet og hun så beklemt på ham, mens hun blinkede nervøst et par gange, uden helt at kunne forstå hvorfor. Et øjeblik overvejede hun igen om han alligevel var igang med en spøg, men alt talte stadig imod det. Hans efterfølgende ord fik blodet til at skyde op i hendes kinder og på få sekunder give hende en utvetydig rosa kulør.
Hun slog flovt blikket ned og bed sammen om sin underlæbe, med en momentær fornemmelse af at være meget virkelig uvidende og have stillet et tenderende stupidt spørgsmål. Hun tvang alligevel sig selv til at se om, stadig uden at bryde sig om følelsen af at være dum, men mærkede den skride så snart hun flakkende mødte Jonathans blik. Glimtet i det fik det til at trække svagt i hendes mundvige og da han sekundet efter forklarede, rynkede hun panden lidt, mens forståelsen gryede tydeligt på hendes ansigt "Så.. jeg, er en muggler?" spurgte hun og smagte på det fremmede ord der egentligt lød ret sjovt.
Antydningen af et smil forsvandt igen til fordel for alvor og hun så et sekund eller to tøvende på hans fremstrakte hånd, før hun med en dyb indånding tog den, rejste sig og så beslutsomt på ham mens hun nikkede fast en enkelt gang, overhovedet ikke sikker på hvad hun ville få at se eller hvordan han ville overbevise hende "Jeg tror ikke du lyver, Jonathan." fik hun frem med et lille smil og så afventende på ham.
|
|
|
Post by Jonathan Young on Oct 5, 2012 9:34:54 GMT
the secrets you want to keep andthe kind you don't dare let outTag: Emmeline Harris ● Outfit: Here [/font] Jonathan var oprigtigt i tvivl om hvorvidt Emmeline ville tage hans hånd eller ej og han holdt ubevidst vejret nogle sekunder, som han strakte den frem imod hende. Da hun dog gjorde det, faldt hans skuldre synligt og hans blik flakkede uvilkårligt over hendes ord. Han havde blot nikket let til hendes første spørgsmål, men det var de næste fra hende der virkelig fik hans puls til at stige. ”Gør du ikke?” kom det næsten overrasket fra ham og i nogle øjeblikke så han uudgrundeligt på hende.
Få sekunder efter tvang han dog sig selv i gang igen, med hånden lukket om hendes, og ledte dem begge to ud i køkkenet. Han stoppede i døråbningen og så tøvende på hende, før han slap hendes hånd igen og selv trådte frem, forsigtig med ikke at træde på skårene fra koppen med sine bare fødder, med retning imod den hylde han tidligere havde gemt sin tryllestav på.
”Vores verden er bygget på magi,” forklarede han, mens han flyttede kogebøgerne og fiskede den slanke stav frem. Den føltes behageligt velkendt og beroligende i hans håndflade, men han var samtidig ulideligt klar over det unaturlige i, at lade hende se den. Hans blik dvælede varsomt på hende. ”Hold øje med skårene,” instruerede han tøvende, før han rettede spidsen af staven mod porcelænsrodet. ”Reparo.” Med ét rørte skårene på sig, før de med en klirren begyndte at sætte sig sammen og snart blev til én, hel, kop.
[/blockquote]
|
|
|
Post by Emmeline Harris on Oct 5, 2012 11:32:12 GMT
I'll have grounds, more relative than this ... the play's the thing, wherein I'll catch ...
[/font] the conscience of the King Tagged: Jonathan Young ~ Outfit: Here[/center] Emmeline kunne ikke undgå at bemærke Jonathans lettede træk da hun tog hans hånd og rejste sig. Hun smilede tøvende igen og rystede langsomt på hovedet "Nej.. hvorfor skulle jeg det?" spurgte hun ærligt, men forventede som sådan ikke noget svar. Hendes blik flakkede et sekund over hans intense blik og var lige dele usikker på hvad hun skulle tro og spændt på hvad han havde tænkt sig at vise hende.
Hun fulgte med ham ud i køkkenet og trådte til den ene side på strømpefødderne, for at undgå skårene fra den knuste kop, der lå spredt over et godt stykke af gulvet. Hun samlede armene løst over sin egen mave og løftede blikket fra skårene til ham, mens hun med let rynkede bryn fulgte hans bevægelser da han fandt noget frem fra bag en række kogebøger, der i umiskendelig grad mindede om et smukt, udskåret stykke træ, en ..tryllestav.. overvejede hun i tankerne og lagde hovedet lidt på skrå.
Hun sagde ikke noget, så blot opmærksomt på ham og nikkede til hans forklarende ord. Hun nikkede igen da han fortsatte og sænkede lydigt blikket til skårene på gulvet igen med en dyb indånding. Ubevidst holdt hun vejret da et enkelt, fremmed ord gled over Jonathans læber og stirrede intens på skårene der begyndte at sitre, så flytte på sig og på få sekunder havde samlet sig til en kop igen.
Hendes øjne var vidt opspærrede og hendes læber let adskilte i ren vantro i adskillige sekunder. Så åndede hun hårdt ud, hev ny luft ned i lungerne og fik i samme ombæring et åndeløst "Hvordan gjorde du det?" frem, mens hun så flere gange fra koppen, til ham og tilbage igen. Uden reelt at vente på svar satte hun sig på hug og rakte tøvende ud efter koppen på gulvet, prikkede til den med en finger, før hun med en lille munter lyd tog det op i den ene hånd og rejste sig. Hun vendte og drejede det mellem hænderne og så på Jonathan igen med næsten barnlig glæde spillende i de mørke øjne "Der er ikke engang en revne i det!" hun kom impulsivt til at smile bredt "Gør det igen!" opfordrede hun ivrigt og så afventende på ham.
|
|