|
|
Post by Jonathan Young on Oct 19, 2012 15:23:46 GMT
the secrets you want to keep andthe kind you don't dare let outTag: Emmeline Harris ● Outfit: Here [/font] Da først Jonathan havde ytret den første besværgelse, vidste han med sikkerhed, at der ikke var nogen vej tilbage. Hans blik hvilede dog ikke på koppen i mere end et splitsekund, langt mere interesseret i Emmelines reaktion. Da den kom, kunne han dog på ingen måde hindre et smil i at bryde frem på sine læber og en munter lyd undslap ham over hendes tydelige entusiasme, samtidig med at han ikke kunne undsige sig, at være mere end en anelse lettet.
”Det der var ingenting,” svarede han og løftede den ene hånd for at klø sig i nakken, stadig uden at kunne hindre et lidt for bredt og lettet smil. Der var ingen tvivl om, at Emmeline bestemt ikke var afskrækket, tværtimod talte hendes tydelige opfordring mere end klart og han lod armen falde igen, mens han grublede over, hvad han kunne fortsætte med. Det var en overraskende svær opgave, bare lige at ryste noget ud af ærmet, når man var så vant til at magien bare altid var der og han måtte langt tilbage og grave i gemmerne efter det han havde lært på sine sidste år på Hogwarts, før det endelig slog ham.
”Avis.” En flok kanariefugle sprang til live fra spidsen af hans tryllestav og cirkulerede snart rundt i luften i det lille køkken, nogle omkring ham, andre omkring Emmeline. Jonthans blik var dog ikke rettet mod fuglene, men mod sin kæreste, stadig med et forsøgende smil og et skuldertræk. ”Det her var hvad jeg lærte i skolen, da jeg var seksten. Mest for sjov, går jeg ud fra. Der findes så uendeligt meget mere. Jeg ved ikke hvad jeg skal finde på, at vise dig.”
[/blockquote] |
|
|
|
Post by Emmeline Harris on Oct 19, 2012 18:47:28 GMT
I'll have grounds, more relative than this
... the play's the thing, wherein I'll catch ...
[/font] the conscience of the King Tagged: Jonathan Young ~ Outfit: Here[/center] Emmeline bemærkede ikke engang helt Jonathans muntre udbrud over hendes reaktion, men havde alt for travlt med stadig at vende og dreje den, nu igen intakte, kop mellem fingrene, stadig uden at finde den mindste revne eller skår i den. Hun løsrev blikket og så op på ham igen "Ingenting?!" udbrød hun og kom impulsivt til at le lettere overstadigt "HVordan kan det være ingenting?! Du har lige fået en smadret kop til at samle sig igen." hun så på ham med et blik der mindede lidt om et barn der mødte Julemanden "Er du sikker på der ikke er et skjult kamera et sted?"
Hun så stadig afventende på ham og trådte et skridt tilbage med et overrasket udbrud, da køkkenet pludselig var domineret af en mindre flok farvestrålende småfugle der kvidrende fløj hid og did, tilsyneladende opstået komplet ud af den blå luft. Hun forsøgte fascineret at følge dem med blikket og endte med at være drejet adskillige gange rundt om sig selv, igen leende, uden selv at lægge mærke til det "Fantastisk!" hun stoppede, svajede let over rundturene og fandt igen Jonathan med blikket "Da jeg var seksten lærte jeg andengrads ligninger.. og jeg hadede dem." hendes brune øjne spillede lettere overstadigt mod ham "Der her er jo bare.. det er.." hun slog med med begge hænder og kom til at le endnu engang "Hvis jeg havde haft sådan nogle fag, så var jeg blevet evighedsstudent!" uden nogen tøven tog hun et skridt nærmere, satte koppen fra sig på køkkenbordet og vendte sig helt om mod ham. Hun strakte sig lidt på tæer for at kunne lægge armene bag hans nakke og stoppede så lige før hun ville kunne presse læberne mod hans "Nu bliver du ikke en frø hvis jeg kysser dig, vel?" hun smilede smørret, stadig med hovedet snurrende af tusind tanker, ingen af dem var dog negative, bange eller fik hende til at tage afstand.
|
|
|
|
Post by Jonathan Young on Oct 23, 2012 11:05:36 GMT
the secrets you want to keep andthe kind you don't dare let outTag: Emmeline Harris ● Outfit: Here [/font] Jonathan gned den ene hånd lidt op og ned over sin nakke, med et skævt smil over Emmelines iver over den lille og temmelig simple tryllekunst han havde udført. Det virkede lidt komisk for ham og han måtte minde sig selv på op til flere gange, at hun selvfølgelig ikke havde oplevet noget lignende før. Af samme grund hævede han staven igen og snart efter, fløj en mindre flok kanariefugle rundt under loftet.
Han betragtede hende med et varmt smil da hun reagerede og var temmelig overbevist om, at han kunne have set på det i ret lang tid af gangen. Det var dog mindst lige så godt, da hun kom over imod ham igen og han gjorde et kort slag med staven, uden at tænke meget over det, som fik fuglene til at forsvinde, inden de klattede over hele hans køkken.
”Faktisk, var jeg ret utålmodig efter at blive færdig. Selv en magisk skole bliver kedelig i længden,” indrømmede han og lod sin tryllestav glide ned i baglommen, idet Emmeline nåede hen til ham. Et lidt for smørret smil trak hans læber op over hendes arme omkring sin nakke og helt på egen akkord, fandt hans arme omkring hendes liv. Et muntert fnys gled ud over hans læber og han hævede et øjenbryn af hende, med et drillende smil. ”Meget sjovt,” svarede han ironisk og lænede hovedet lidt frem, for at hvile panden mod hendes. ”Jeg er glad for, at du tror på mig. Selvom det er svært," mumlede han lavmælt, før han krydsede den sidste afstand og pressede læberne imod hendes.
c l o s e d
[/blockquote] |
|
