|
Post by Matthew Blythe on Jun 12, 2012 22:19:18 GMT
...shut in him like the leaves of a book ...known to him by heart...though others can only read the titleTag; Annabel Vargas ~ Wearing; This Matt var ikke hundrede procent sikker på, at det havde været en god idé at sige ja til pint nr. 3, men uanset, så var den røget indenbords og havde gjort sit til, at han nu sad i et skrumlende undergrundstog, med et hovede der snurrede mærkbart. Han var dog ikke beruset nok til at have syntes det var smart at forsøge at komme hjem til sin lejlighed med transferens, men havde haft fornuft nok til at benytte sig af undergrundsbanen.
Ud over ham selv var der i vognen kun en forhutlet ældre mand der sov på et sæde og tydeligvis havde gjort det til sin seng for natten, og et par yngre piger, der stirrede åbenlyst på hans, for dem, lettere aparte påklædning. Han ignorerede dem uden det store besvær og sad blot let foroverbøjet og fulgte vuggende bevægelserne fra toget, mens Annabel blev ved at være det dominerende tankeobjekt i hans hovedet. Efter endnu nogle minutter afbrød en metallisk kvindestemme hans grublen og annoncerede næste station som værende Bayswater.
Han så kort op og rynkede så brynene da en impulsiv idé slog ned i ham mens perronen kom til syne udenfor. Han vidste den var vanvittigt uigennemtænkt, men ikke desto mindre sprang han på benene da dørene gled op og fortsatte ud af toget, mindst ét stop før han egentligt burde for at komme hjem. Han blev stående, igen ubeslutsomt, og så fra toget mod trappen op til gaden og tilbage igen. Beslutningen blev taget for ham da dørene på toget gik i med en advarende lyd og toget sekunder efter var forsvundet mod næste station.
Han så efter det indtil det forsvandt ud af syne og overvejede igen at vente til det næste kom, men endte med at tage en dyb indånding og så med hurtige skridt, sætte kursen mod trapperne. Luften da han nåede gaden var kølig og forfriskende, men fik ham ikke til at standse op igen. Han drejede mod højre og gik med lange skridt de få hundrede meter der var ned til den bygning, der husede en af de lejligheder Aurorkorpset havde spredt ud over hele London.
Han så sig hurtigt omkring for at sikre sig mod nysgerrige blikke og trak så sin tryllestav fra skeden der var spændt om hans ene lår under jakken, rettede den med låsen i døren med en lydløs kommando og hørte tilfreds låsen klikke. Trapperne til første sal var hurtigt taget, mens tryllestaven blev stukket tilbage på plads og han stoppede foran døren der bar navnet L. Smith. Hans hjerte bankede hurtigere end det behøvede over den korte tur på trapperne, men alkoholen der stadig gav ham adgang til en skjult reserve af mod, fik ham til at løfte den ene hånd og banke hårdt på døren foran sig.
|
|
|
Post by Annabel Vargas on Jun 12, 2012 23:44:35 GMT
watched it rise in morningskies of fire and wineTag: Matthew Blythe ● Outfit: Here Det var lidt mere end et par timer siden Annabel var kommet til, hvad der i øjeblikket var hendes hjem. Af gode grunde havde hun været både fysisk og psykisk udmattet og der var ikke gået lang tid, før hendes hoved havde ramt puden. Men så snart hun havde lukket øjnene, stod hans ansigt alt for tydeligt frem i hendes tanker, som han havde set ud, da han først indså hvem det egentlig var der havde gemt sig bag forklædningen.
Til sidst opgav hun at blive liggende og slog frustreret dynen til side, for at sætte kursen direkte mod køkkenet, mens hendes hånd af ren vane skød ud og greb tryllestaven fra natbordet på vejen. Annabels egne ejendele stod naturligt nok stadig i kompakte flyttekasser og det tog hende lidt tid, før hun formåede at finde et glas og en flaske vin, hun normalt ikke ville have åbnet bare for sin egen skyld. Det var dog netop hvad hun endte med at gøre og sparede heller ikke ligefrem på det, da hun fyldte glasset op og tog en tår med et efterfølgende, tungt suk.
Hun havde et eller andet sted godt vidst, at der var alverdens sandsynlighed for at Matt ville have været en del af missionen, men det havde været én ting at forestille sig det og en helt anden rent faktisk at opleve det. Hun trak fingrene en enkelt gang imellem krøllerne, der uundgåeligt var blevet en anelse rodede efter hun havde rumsteret rastløst rundt i sengen, og prøvede endnu engang at slå ham ud af hovedet. Hun burde være overstadigt lykkelig over aftenens forløb, og det var hun da et eller andet sted også, men alligevel fandt hun en svag rynke mellem sine øjenbryn og lidt for mange uvelkomne tanker der fyldte hovedet.
Med glasset i den ene hånd, fortsatte hun ud i stuen, slog en enkelt gang med staven, som fik de stearinlys hun havde sat frem tidligere til at blusse op og lyse rummet op og sammen med dem, røgelsen hun også tidligere havde haft tændt, for at give stedet en hjemlig duft. Både stav og glas satte hun fra sig på gulvet og gik på jagt i en kasse eller to, før hun hev den tunge krystalkugle frem, der fik det til at sitre lidt i hendes fingerspidser ved berøringen. Hun satte sig dog ikke med det samme, men efterlod blot kuglen sammen med glas og tryllestav, for at gå over til et lille tebord i det ene hjørne og hente en firkantet metalæske og en tilhørende pakke tændstikker.
Allerede før hun satte sig i skrædderstilling på gulvet, havde hun tændt en af cigaretterne og trak røgen dybt ned i lungerne og nød den afslappende fornemmelse der fulgte med. I et øjeblik lod hun øjnene falde i, trak fingrene gennem håret igen og slap røgen sammen med et tungt suk, alt sammen i et forsøg på at falde til ro. Den velkendte duft af både røgelsen og røgen fyldte hendes næsebor og den let døsige følelse der fulgte med, bød hun mere end velkommen.
Annabel faldt langsomt hen i svag trance og havde halvt løftet hånden for at placere fingerspidserne mod krystalkuglen, før en uventet torden på døren brat rev hende tilbage til virkeligheden. Med ét var hele hendes krop spændt som en flitsbue og hun slog hurtigt øjnene op, med et hjerte der uundgåeligt bankede hurtigere. Tusind tanker fór igennem hendes hoved på et øjeblik og varsomt rakte hun ud efter tryllestaven på gulvet og slukkede cigaretten i det medbragte askebæger.
Langsomt kom hun på benene og gik med lydløse skridt i retning af den lukkede dør. Der var ingen der kunne have fundet hende her, var der? Det skulle forestille at være et sikkert sted og så vidt hun vidste, var alle misdæderne fra tidligere låst sikkert inde i Azkaban. Men hvad nu hvis ikke...? Hun holdt vejret, da hun strakte sig op på tæerne for at se ud af dørspionen og mærkede så i et øjeblik sit hjerte gå i stå, da hun så hvem det var. I et splitsekund tog hun sig i at ønske, at det rent faktisk havde været en undvegen på den anden side af døren og i ren nervøs handling, fugtede hun læberne og strøg fingrene igennem håret. Hun overvejede kort ikke at åbne, men vidste inderst inde at hun umuligt ville kunne lade være, og så kort efter sin frie hånd række frem, fjerne kæden og dreje låsen. Efter også at have fjernet den beskyttende besværgelse, trykkede hun håndtaget ned og så direkte ind i de blå øjne, hun havde forsøgt at glemme de sidste par timer. Hendes hjerte galopperede hurtigt i brystet på hende og et enkelt, åndeløst "Matthew," undslap hende.
[/blockquote]
|
|
|
Post by Matthew Blythe on Jun 13, 2012 8:28:45 GMT
...shut in him like the leaves of a book ...known to him by heart...though others can only read the titleTag; Annabel Vargas ~ Wearing; This Matt fortrød en smule så snart hans knoer ramte døren ind til lejligheden, han vidste, ikke var beboet af nogen L. Smith. Så rankede han sig med en dyb indånding og en ligeså dyb panderynke. Nervøst og utålmodigt begyndte han at slå fingrene på sin ene hånd mod sit eget lår og så vagtsomt ned ad gangen, da en lyd trak hans opmærksomhed. Han så dog intet og vendte i stedet blikket tilbage mod døren.
Da der gik endnu nogle sekunder uden nogen reaktion, løftede han hånden for at banke igen, men sænkede den hurtigt, da han hørte kæden rasle på den anden side. Hans puls steg på et sekund betydeligt og han rankede sig stift mens han bekæmpede trangen til at gøre omkring og flygte ned ad gangen igen.
Han nåede dog ikke længere end til tanken før døren gik op og han igen stod ansigt til ansigt med Annabel. Hans blik flakkede og alle de ting han havde tænkt han ville sige til hende, alle de vrede ord og anklagerne, sad fast i hans hals og kom aldrig videre. Han sank hårdt og mærkede den anspændte fornemmelse krybe sig ind på ham mens hans blik uvilkårligt sank ned over hende og hurtigt blev trukket op til hendes ansigt igen "Hvorfor lige her, Anna?" selvom han ikke talte højt, virkede lyden af hans egen stemme sådan i den ellers stille og mennesketomme gang. Han sparkede sig selv mentalt for at fortsætte "Af alle steder i verden, hvorfor så lige her?" han rynkede brynene dybt uden at tage sit stadig flakkende blik fra hendes ansigt.
|
|
|
Post by Annabel Vargas on Jun 13, 2012 10:34:48 GMT
watched it rise in morningskies of fire and wineTag: Matthew Blythe ● Outfit: Here Annabels hjerte bankede usandsynligt hurtigt i brystet på hende, som hun rakte op for at trække kæden af døren og dernæst låse den op. I et sekund tøvede hun med hånden på dørhåndtaget, før hun tvang sig selv til at åbne og øjeblikket efter stod ansigt til ansigt med Matt. Hun så på ham med et flakkende, varsomt blik og var stadig mindst lige så anspændt som hun havde været for et øjeblik siden. Da hun blev bevidst om det, slækkede hun automatisk lidt på det krampagtige greb omkring sin tryllestav, der truede med at slå gnister som effekt af det, men hun formåede ikke rigtigt at få resten af kroppen til at følge med.
Hun åbnede munden for at spørge hvad han lavede der, men nåede ikke sige noget, før Matt kom hende i forkøbet. I stedet rynkede hun lidt på øjenbrynene og foldede armene over kors, da det gik op for hende, hvor sparsom hendes påklædning var - skønt det langt fra var første gang han havde set det. Alligevel var situationen lidt en anden og det var lige så meget et ubevidst forsøg på at beskytte sig selv. "Jeg valgte ikke selv, det skulle være her," svarede hun lavmælt og så indtrængende på ham.
Hun endte med alligevel at lade begge arme falde ned langs siderne igen, mens hendes blik flakkede endnu en gang. "Efter retssagen, havde jeg ingen intentioner om nogensinde at komme tilbage," fortsatte hun. Et eller andet sted, vidste hun godt at hun skyldte ham en forklaring, men den egoistiske del af hende, mente samtidig at hun ikke behøvede give ham nogen som helst begrundelse. Det blev dog den første der vandt og af samme grund fulgte hun op med: "Jeg ville heller ikke være her, hvis ikke Gawain havde anbefalet mig til jeres ministerium." Hun spændte lidt i kæben og så i et kort øjeblik væk, før hun tvang blikket tilbage til ham. "Hvad laver du her, Matthew?"
[/blockquote]
|
|
|
Post by Matthew Blythe on Jun 13, 2012 11:24:29 GMT
...shut in him like the leaves of a book ...known to him by heart...though others can only read the titleTag; Annabel Vargas ~ Wearing; This Matts blik faldt et øjeblik til tryllestaven i Annabels hånd, da hun bevægede den svagt, men nok til at han fangede det ud af øjenkrogen. Han rynkede panden endnu dybere og vidste ikke helt om han skulle være nervøs. Han endte med at konkludere, at det var han allerede, men ikke fordi hun stod med sin stav i hånden, han ville selv have trukket sin, havde han stået i hendes situation. Det dæmrede for hans halv-berusede hjerne hvor sent det rent faktisk måtte være og endnu lidt af hans stædighed forsvandt og fik hans blik til at flakke igen mens han fik nogle få, spørgende ord frem.
Hendes svar fik ham til at knibe læberne hårdt sammen, for ikke at komme med et skarpt svar og i stedet lade hende få en chance for rent faktisk at svare ham "Og alligevel har du været her de sidste seks måneder, lige for næsen af mig." han knyttede hænderne hårdt ind mod sine lår og følte sig en smule til grin over det faktum han selv lige havde sat ord på og rystede svagt på hovedet.
Annabels næste ord fik ham til at spærre øjnene op i tydelig overraskelse "Gawain? Hvad har han..?" han gik i stå, kun halvt færdig med sit spørgsmål og startede forvirret på et nyt "Hvorfor ville han..?" igen gik han i stå mens endnu et par ting faldt på plads og han følte sig dobbelt så meget ført bag lyset som for et øjeblik siden. Frustreret slog han ud med begge hænder over hendes spørgsmål "Forsøger at finde ud af hvorfor du bliver ved med at vælte ind i mit liv og gøre det umuligt at komme videre!" udbrød han højt, uden at tænke på naboerne denne gang "Hver gang jeg lige tror alt er normalt igen, så dukker du op og vender alting på hovedet!" fortsatte han anklagende og så på hende med et blik der igen flakkede ubeslutsomt og uden samme hårde kant som hans ord.
|
|
|
Post by Annabel Vargas on Jun 13, 2012 12:09:35 GMT
watched it rise in morningskies of fire and wineTag: Matthew Blythe ● Outfit: Here Det var ikke svært for Annabel at regne ud, hvad Matt havde lavet de sidste par timer, da den utvetydige lugt af øl hang tydeligt omkring ham. Det faktum gjorde hende endnu mere varsom end hun i forvejen var og hun svarede ham langsomt, med et indtrængende blik. Den bitre kommentar han kom med fik hende dog til at knytte hænderne sammen mod sine lår, stadig med staven i den ene. "Ja," svarede hun og hævede øjenbrynene lidt. "Og hvilken forskel har det gjort for dig?" fortsatte hun defensivt og modstod trangen til at krydse armene over brystet igen.
Hendes øjenbryn trak sig en anelse sammen over Matts tydelige overraskelse, da hun nævnte Gawain og hun forstod ikke helt hvorfor. Af samme grund overhørte hun bevidst hans undrende, halve spørgsmål og stillede ham i stedet et noget mere direkte lige tilbage. Hans hævede toneleje og skarpe ord fik uvilkårligt hendes blik til flakke igen. "Hele verden centrerer sig ikke omkring dig!" røg det impulsivt ud af hende og hun fortrød det mere eller mindre lige så snart det var ude.
Anna trak vejret dybt ned i lungerne en enkelt gang for at berolige sig selv og trak fingrene igennem de løse krøller. Så slog hun ud i luften med den samme hånd. "Jeg har ikke planlagt det her, okay!" udbrød hun højt. Det krævede en anelse kontrol ikke bare at fortsætte i samme toneleje og hun kneb læberne hårdt sammen i et øjeblik, for at være sikker på hun ikke kom til det. "Jeg ved godt, det ikke er nemt," kom det endelig fra hende. "Men jeg er her ikke for at torturere dig. Selvom det måske virker sådan," hun tyggede ned på sin underlæbe og så på ham med et sørgmodigt udtryk i de mørke øjne. "Jeg overvejede at sige nej. Men jeg kunne simpelthen ikke. Ikke når jeg har kæmpet for det så længe."
[/blockquote]
|
|
|
Post by Matthew Blythe on Jun 13, 2012 16:09:53 GMT
...shut in him like the leaves of a book ...known to him by heart...though others can only read the titleTag; Annabel Vargas ~ Wearing; This Matt åbnede munden for at sige mere, men lukkede den brat igen over Annabels skarpe svar. Han havde svaret lige på tungen, men sagde det ikke højt. At han uden tvivl ikke havde involveret sig mere med Aisling end den ene frustrerede gang efter retssagen, hvis han havde vidst det, det var han selv sikker på, men han følte sig blottet nok som det var og fortrød allerede han var kommet.
Hans hovede snurrede stadig af de øl han havde drukket og fik ham til både at handle og svare meget mere impulsivt end han plejede at gøre og det han konkluderede da hun nævnte Gawain, fik ham til at bide hårdt sammen "Han vidste det!" udbrød han og fortsatte direkte over i en indtrængende anklage. Hendes svar fik ham til at slå ud med armene igen "Nej, men min verden centrerer sig åbenbart omkring dig! Uanset hvad jeg gør!" hans svar kom lige så impulsivt som hendes og først da ordene var ude, gik det op for ham hvad han havde sagt.
Han stivnede og hans blik flakkede igen mens han endte stående med let adskilte læber og bandede indvendigt over ord der ikke kunne trækkes tilbage. Han slog blikket ned uden at tænke over det og løftede det ikke igen da hun fortsatte. Han knyttede hænderne ind mod sine lår igen og krympede sig et sekund over hendes hævede stemme. Så rankede han sig og mødte igen hendes blik, mens han forsøgte at fremstå upåvirket og fejlede allerede før han havde gjort forsøget.
Hans anspændte skuldre faldt lidt mens hun fortsatte i et noget lavere toneleje. Det gjorde dog ikke knuden i hans mellemgulv mindre, snarere tværtimod mens det langsomt, men sikkert trængte helt ind, at han sikkert ville komme til at se hende hver dag fremover. Han lukkede øjnene et sekund og tog en dyb indånding før han rystede svagt på hovedet "Det ville også have været det dummeste jeg har hørt at afslå det.." konstaterede han spagt og gik så i stå igen.
|
|
|
Post by Annabel Vargas on Jun 13, 2012 19:37:57 GMT
watched it rise in morningskies of fire and wineTag: Matthew Blythe ● Outfit: Here Annabel rynkede lidt mere på panden over at Matt tydeligvis var så oprørt over at Gawain, som den eneste, havde vidst at hun havde været tilbage i England i et halvt år. Hvorfor vidste hun ikke og hun undlod stadig at spørge mere ind til det i det øjeblik, for i stedet at spørge ham, havde han lavede på hendes dørtrin klokken tre om natten. Hans svar fik hende til at spænde hårdt i kæben og før hun nåede at tænke over det, slap hun et skarpt og tydeligt frustreret svar.
Hans svar havde hun dog på ingen måde set komme og uvilkårligt gik hun en anelse i stå og stirrede i nogle øjeblikke bare på ham. I et kort øjeblik var hun ved at løfte hænderne, for at gemme ansigtet i dem og give sig selv et kort øjeblik til at samle sig, men tvang alligevel armene til at blive hængende langs siderne. Hendes skuldre faldt dog lidt fra den anspændte position, som hun fortsatte med sin forklaring, der havde startet ud i tydelig frustration og endte med nærmere at være en anelse sørgmodig.
Det tydelige skift i hans holdning punkterede hende lidt og i nogle lange øjeblikke så hun bare rådvildt på ham, med en markeret rynke mellem øjenbrynene. Hun nikkede let til hans svar, selvom han ikke så på hende og slap et lavmælt suk. "Hør," begyndte hun lavmælt, uden den samme skarphed der havde været i hendes stemme kort forinden. "Matthew," begyndte hun. Nervøst snoede hun en enkelt hårlok om en finger. "Det går ikke, det her." Hun rystede lidt på hovedet og så op på ham igen. Hun følte sig langt fra så sikker på det hun sagde, som hun lød og det afspejlede sig tydeligt i hendes blik. "Jeg kan ikke," indrømmede hun blankt. Med endnu en dyb indånding, skævede hun over sin egen skulder og ind mod lejligheden og så tilbage mod Matt. "Du bliver nødt til at tage hjem nu," hun så overvejende på ham og fulgte så en anden tanke der meldte sig. "Eller komme indenfor i stedet for at stå derude." Anna lod hovedet falde lidt på skrå. "Det her, hver eneste dag... Eller et forsøg på at komme igennem det? Og vin til at skylle det ned med." Hun vidste, at det bedste de ville kunne gøre var at forsøge at rense luften, komme til et eller andet punkt hvor de i mindste kunne holde til at være i samme lokale - og på samme tid, ville hun også gerne høre hvordan han havde det. For når alt kom til alt, så holdt hun jo stadig af ham.
[/blockquote]
|
|
|
Post by Matthew Blythe on Jun 13, 2012 21:32:58 GMT
...shut in him like the leaves of a book ...known to him by heart...though others can only read the titleTag; Annabel Vargas ~ Wearing; This Matt så ikke Annabels skuldre falde eller hendes defensive holdning krakelere, men han hørte det i hendes stemme allerede før han så op igen. Han var stadig alt for bevidst om hvad han havde sagt i et anfald af spontanitet, og han måtte til stadighed bekæmpe trangen til at stikke halen mellem benene og smutte, før hun nåede at reagere på den.
Alligevel blev han stående, med fødder der nægtede at slippe gulvet og så forsigtigt op på hende igen. Hendes ord gav glimrende mening og han kunne på ingen måde nægte, at han ville have gjort nøjagtigt det samme selv, havde det været ham der fik samme tilbud. Ydermere kunne han ikke lade være at have en god portion respekt for det hun havde indvilliget i og det resultat det havde haft tidligere på dagen.
Igen skubbede han alle de modstridende tanker om i baghovedet da Annabel blev den første til at bryde den anspændte tavshed. Hans blik flakkede igen og hjertet sank i livet på ham, selvom han stadig kun kunne være enig med hende. Han havde selv sagt så godt som det samme et halvt år forinden og nikkede med et modløst blik og vendte sig halvt for at gå tilbage ned ad gangen han var kommet fra "Nej.." mumlede han med et opgivende suk og stoppede så midt i bevægelsen da hun fortsatte. Han drejede hovedet og så overrasket på hende.
Tilbuddet kom bag på ham og han formåede ikke at skjule det. Han rynkede brynene lidt og skævede ind i lejligheden bag hende mens han hurtigt opridsede for og imod i hovedet og så tilsidst vendte sig helt mod hende igen med et svagt nik "Jeg ville være et skarn hvis jeg sagde nej til det." han smilede tøvende, og denne gang nåede det næsten hans blik.
|
|
|
Post by Annabel Vargas on Jun 13, 2012 22:25:02 GMT
watched it rise in morningskies of fire and wineTag: Matthew Blythe ● Outfit: Here Da Matt allerede halvvejs havde vendt sig for at gå, kom den anden tanke til hende og uden hun gav til selv tid til at tænke yderligere over det, luftede hun forslaget. Ubevidst holdt hun vejret og så afventende på ham, som han langsomt drejede sig lidt mod hende igen og forsøgte at aflæse hans reaktion. Hun trak vejret dybt ned i lungerne igen, da han svarede og gik momentært i stå, da hun så skyggen af et smil hun ikke havde set i mange år.
Brat rev hun blikket til sig og trådte til siden for at lade ham passere, med blikket rettet momentært mod gulvet. Så løftede hun det til hans ansigt igen med en svag trækning i den ene mundvig og lukkede langsomt døren efter ham. Belysningen i rummet var sparsom, eftersom det udelukkende var stearinlysene der lyste op og indtil videre rakte møblementet i stuen kun til en sofa og et lille tebord. Resten af hendes ting stod i flyttekasser spredt rundt omkring i hele rummet og i midten de ting Anna havde sat frem, umiddelbart før Matt dukkede op.
Tøvende fulgte hun efter ham ind og prøvede sig igen med et forsigtigt smil. "Flytterodet hører med," pointerede hun og trak en enkelt gang på skuldrene, som hun en anelse selvbevidst - for guderne måtte vide hvilken gang - trak fingrene igennem håret. Hun slog let ud med den ene hånd i retning af sofaen, som tegn til at han bare skulle sætte sig. "Øjeblik," undskyldte hun sig og forsvandt ud i køkkenet, hvor hun som det første gik i den flyttekasse hun havde rodet i tidligere og fandt endnu et glas frem. Hun fyldte det dog ikke med det samme, men tog sig et øjeblik til at samle sig og lod begge hænder glide ned over ansigtet, mens hun slap et lydløst suk.
Så fyldte hun glasset og tog både det og flaske tilbage med ind i stuen. Naturligt nok søgte hendes blik i retning af Matt der, som hun et eller andet sted havde forventet, stadig stod op og det trak forsøgende i hendes ene mundvig igen, som hun satte begge ting fra sig på tebordet. Da hun rettede sig op igen, strøg hendes blik diskret rundt i rummet efter et tæppe eller et eller andet hun kunne slå om sig, mere for hans skyld end fordi hun var direkte blufærdig. Hun måtte dog konkludere at alt det stadig lå i en af kasserne, så hun forblev som hun var. Hendes ene hånd lukkede sig om den anden arms albue, som hun drejede sig lidt og så mod Matt igen. "Hvordan... Har du det ellers?" spurgte hun forsigtigt, men med oprigtig interesse for hans velbefindende, som hun trådte et enkelt skridt i Matts retning og bøjede lidt i knæene for at kunne tage sit eget rødvinsglas fra gulvet.
[/blockquote]
|
|
|
Post by Matthew Blythe on Jun 13, 2012 23:48:10 GMT
...shut in him like the leaves of a book ...known to him by heart...though others can only read the titleTag; Annabel Vargas ~ Wearing; This Matt overraskede sig selv mere ved at acceptere den metaforisk fremstrakste hånd Annabel tilbød ham, end han havde overrasket sig selv ved rent faktisk at troppe op ved hendes dør. Da han først havde svaret, faldt hans anspændte skuldre dog det sidste stykke og den trykkende nervøsitet blev erstattet af en ny.
Han følte sig stadig frygtelig nervøs som han nikkede let endnu engang og så med tøvende skridt gik forbi hende ind i lejligheden. Han stoppede nogle skridt inde og så sig omkring. Han havde været der én gang før, men det havde været i forbindelse med en vidnebeskyttelse i en anden sag. Situationen var en ganske anden nu, og lejligheden ville efter al sandsynlighed blive Annabels hjem et stykke tid. Den duftede allerede af hende, noterede han sig og helt per automatik søgte hans blik efter den lille holder med røgelsespinden han var sikker på ville være der. Han fandt den hurtigt og smilede for sig selv over kilden til den karakteristiske duft af lavendler, der havde hængt omkring hende al den tid han havde kendt hende.
Han vendte sig halvt mod hende da hendes stemme rev ham ud af tankerne og rømmede sig hurtigt, mens det automatisk trak lidt i hans ene mundvig igen "Selvfølgelig.." svarede han blot og nikkede så igen da hun undskyldte sig. Selvom han lige var blevet opfordret til at sætte sig i sofaen, føltes hans fødder igen lettere limet til gulvet og før han nåede at få sig selv sparket i gang, vendte Annabel tilbage fra køkkenet med et glas og en flaske, som hun satte fra sig på det lille bord.
Matt fulgte hende diskret med blikket, uden helt at kunne lade være og slog det så hurtigt ned da hun igen rettede blikket mod ham. Nogle øjeblikke herskede den akavede stilhed igen for så at blive brudt. Matt trak på skuldrene og fulgte hende igen med blikket da hun bøjede sig efter glasset på gulvet "Fint.. helt.. fint.." han skar en lille grimasse og antydningen af et smil strøg over hans læber "Vi har haft nok at se til, men det ved du nok næsten bedre end mig." han tøvede et øjeblik og krængede så den lange frakke ud over skuldrene og endte i mangel af bedre med at stå med den over den ene arm, mens han så sig om efter et passende sted at hænge den eller lægge den fra sig.
|
|
|
Post by Annabel Vargas on Jun 14, 2012 22:42:05 GMT
watched it rise in morningskies of fire and wineTag: Matthew Blythe ● Outfit: Here Annabel havde ingen idé om hvordan hendes forslag ville blive modtaget og det kunne have gået lige så meget den anden vej, end hvad det egentlig endte med. Hun kunne dog ikke hindre nervøsiteten i at melde sig, idet Matt rent faktisk accepterede invitationen og i det øjeblik han gik forbi hende, kunne hun ikke undgå at bide mærke i den velkendte duft af ham - øl eller ej. Det var en anelse overvældende at skulle forholde sig til, selvom det havde været hendes eget forslag, og hun endte af samme grund med at give sig selv en kort pause ude i køkkenet, inden hun tog sig sammen og gik tilbage ind i stuen.
Kort efter havde hun placeret flaske og det ene glas på det lille tebord og drejede sig for at se på Matt, med et enkelt, tøvende spørgsmål, inden hun gik frem og bukkede sig efter sit eget glas, hun havde efterladt på gulvet tidligere. Hendes blik fulgte ham da hun rettede sig op igen, samtidig med at han svarede på hendes spørgsmål og uden rigtigt at tænke over det, nikkede hun en anelse. "Godt..." svarede hun, og mærkede det så trække en anelse op i sin ene mundvig igen. "Jeg har ikke haft så meget andet at se til," svarede hun og trak let på skuldrene, som hun tog en tår af sin rødvin. Da hun sænkede glasset igen, fulgte hun det med blikket. "Det har sine begrænsninger, når ingen skal vide man er der," hun løftede blikket til Matt igen.
I nogle sekunder dvælede det der, før hun blev bevidst om det og lod det da i stedet drive hendes blik i retning af sofaen. Hun valgte at gøre kort proces, ved at tage de få skridt og glide langsomt ned at sidde i den modsatte ende af tebordet der stadig bar det hun havde sat frem til ekskæresten. Hun foldede det ene ben ind over det andet, uden helt at kunne læne sig tilbage og slappe af, og så på ham igen. Hendes blik gled til jakken han i mellemtiden havde taget af, inden det fandt tilbage til hans ansigt. "Jeg er desværre ikke nået til en knagerække endnu," undskyldte hun, mest af alt af ren nervøsitet, fordi hun ikke helt vidste hvad hun ellers skulle sige.
[/blockquote]
|
|
|
Post by Matthew Blythe on Jun 15, 2012 0:37:25 GMT
...shut in him like the leaves of a book ...known to him by heart...though others can only read the titleTag; Annabel Vargas ~ Wearing; This Matt løftede den ene hånd og kløede sig nervøst i nakken mens han svarede på Annabels vældigt neutrale spørgsmål. Han følte sig som en idiot da han først havde svaret og så væk med en beklemt rømmen. Så nikkede han langsomt og tvang sig selv til at se op igen "Nej.. det må være ensomt." røg det ud af ham før han nåede at tænke. Hvor tanken var kommet fra vidste han ikke engang selv og han slog blikket ned igen med et hurtigt nik da hun uden at ville det, huskede ham på at hun havde været ganske tæt på i flere måneder hvor han havde troet hende tilbage i Portugal.
Han rømmede sig igen og krængede sin jakke af bare for at gøre et eller andet. Hans blik gled søgende rundt efter et sted at hænge den fra sig, uden held. Det var dog hurtigt tilbage på Annabel da hun åbenlyst fangede meningen med hans søgende blik og han smilede skævt "Nej, det kan jeg se.." han tøvede et sekund endnu og betragtede hende siddende i sofaen, før han fik sine fødder til at lystre og gik nærmere.
Han lagde frakken over sofaryggen og satte sig en smule anspændt ned, uden at læne sig tilbage og lod armene hvile mod sine lår "Så, du flytter altså tilbage hertil permanent?" spurgte han efter et øjebliks tavshed og drejede hovedet nok til at kunne se spørgende på hende. Svaret var på mange måder indlysende, og han gav sig selv endnu et mentalt nakkedrag, uden på nogen måde at kunne bilde sig selv ind, det ikke var lettere surrealistisk at sidde og forsøge at føre en helt almindelig samtale med hende. Så rynkede han brynene og rettede sig lidt op "Hvornår besluttede du at følge i din fars fodspor?" spørgsmålet havde svirret i hans tanker siden før han forlod ministeriet og den lette beruselse der stadig sad i hovedet på ham, fik ham til at tænke langt mindre før han talte, på trods af den anspændte stemning der mærkbart var i rummet.
|
|
|
Post by Annabel Vargas on Jun 15, 2012 8:25:34 GMT
watched it rise in morningskies of fire and wineTag: Matthew Blythe ● Outfit: Here Annabel gled ned at sidde i sofaen, bare for at gøre et eller andet og holdt blikket rettet mod Matt. Hun lænede sig en smule frem over sine overkrydsede ben og fortsatte med at dreje glasset mellem hænderne, bare for at beskæftige dem med et eller andet. Hun slog blikket ned mod selv samme over hans ord og nikkede svagt. "Det kan næsten ikke undgås..." svarede hun og vippede glasset lidt frem og tilbage, mens hun intenst fulgte vinens bevægelse deri. "Men ja." Hun løftede blikket mod ham igen og det faldt naturligt nok kortvarigt mod jakken han netop havde krænget af.
Hun undskyldte halvhjertet for manglen på knagerække med en svag trækning i den ene mundvig over hans svar. Ubevidst rettede hun sig en anelse op da han satte igang i retning af sofaen hvor hun sad. Anspændtheden var til at tage og føle på og unaturligt tyk i luften omkring dem, uden at hun rigtigt kunne gøre noget for at ændre det. I stedet flyttede hun en anelse på sig i sofaen, lod kort blikket falde til glasset i sine hænder igen og trak svagt på skuldrene, inden hun tvang sig selv til at se op igen. "Det ser sådan ud..." Hun løftede hovedet lidt og så på ham. "I hvert fald hvis de vælger at beholde mig her."
Hendes blik flakkede en anelse over hans ansigt og hun kunne ikke komme udenom at det var mere end underligt at sidde stille og roligt ved siden af ham, samtidig med at deres sidste bitre minder i forbindelse med hinanden, blev ved med at spøge for hendes indre blik. Et eller andet sted føltes det som en tikkende bombe, men på samme tid velkendt at snakke med ham igen - han havde trods alt på et tidspunkt været den person hun havde delt alt med. Hun fugtede sine læber en enkelt gang, der føltes en anelse tørre af nervøsitet og så i nogle øjeblikke bare på sine hænder over hans spørgsmål.
Hun kendte udmærket svaret, men det krævede alligevel mentalt tilløb at sige: "Lige efter jeg flyttede tilbage til Portugal." Og forlod dig, tilføjede hendes hjerne, men hun lod lige netop det forblive usagt. Tøvende så hun op på ham igen. "Det var så oplagt et valg, at det slet ikke var gået op for mig før, at det var det jeg skulle," Det var ganske sandt og hun rakte op for at stryge en krølle i den ene side om bag øret. "Men et eller andet sted, har jeg måske altid vidst at det var der jeg ville ende. På den ene eller den anden måde." Det trak svagt i hendes ende mundvig og hun rettede blikket ud mod den dunkle stue, mens hun tog en tår af vinen. Så drejede hun hovedet mod Matt igen. "Og nu lykkedes det."
[/blockquote]
|
|
|
Post by Matthew Blythe on Jun 15, 2012 21:22:42 GMT
...shut in him like the leaves of a book ...known to him by heart...though others can only read the titleTag; Annabel Vargas ~ Wearing; This Matt så et øjeblik undskyldende på Annabel og nikkede kort. Han rømmede sig beklemt og tog så frakken af og fik endelig sparket sig selv videre til rent faktisk at fortsætte over til sofaen og sætte sig ned med siden til hende. Han følte sig på ingen måde afslappet nok til hverken at læne sig tilbage eller trække det ene ben op, så han kunne sidde medfront imod hende.
Han drejede dog hovedet mod hende ved det første spørgsmål der faldt ham ind til at bryde den akavede stemning "Det lød da i hvert fald sådan på Forbes." indskød han med an svag trækning i den ene mundvig "En del af det britiske aurorkorps fra dags dato lyder ret permanent for mig." han så undersøgende på hende et langt øjeblik, stadig ikke sikker på, hvad han rent faktisk mente om det faktum. At hendes arbejde og præstation var beundringsværdig, kunne han dog ikke benægte "Du har fortjent det.." fortsatte han, tydeligt tøvende og betragtede hende nogle lange øjeblikke, medet blik der flakkede ligeså meget som hendes.
At sidde så tæt på hende, og føre en faktisk helt normal samtale, var underligt beroligende, men på den anden side bragte det alle de minder tilbage, som han hårdnakket havde forsøgt at fortrænge over de sidste år. Sammen med minderne kom ogsåde følelser han ligeså meget havde fortrængt, men som aldrig var blevet arbejdet igennem og på mange måder var uforandrede.
Selvom hun så ned, beholdt han denne gang blikket på hende og betragtede hende undersøgende, blot for at konkludere, at hun ikke havde forandret sig og han stadig kendte så godt som alle linier i hendes ansigt. Han så først væk da hun svarede på hans spørgsmål og spændte ubevidst kæben mens han nikkede langsomt. Efter først at være kommet sig over, at de var endt med at gå samme karrierevej, var han ikke synderligt overrasket. Han nikkede igen mens hun uddybede og rakte så ud efter glasset hun havde stillet sammen med vinflasken på det lille bord "Du har altid været stædig når du satte dig noget for.." svarede han lavmælt, mens det igen trak svagt i hans mundvige, noget han hurtigt skjulte ved at løfte glasset til læberne og tage en mundfuld.
|
|