|
Post by Annabel Vargas on Jun 19, 2012 0:22:05 GMT
watched it rise in morningskies of fire and wineTag: Matthew Blythe ● Outfit: Here Det trak svagt op i Annabels ene mundvig og hendes blik gled ned til rødvinsglasset igen, hvor hendes tommelfinger slog let mod kanten i en nervøs handling. Hun trak en enkelt gang på skuldrene over Matts ord, stadig med blikket rettet imod glasset i sine hænder. "Måske," bekræftede hun, selvom der nok ikke var tvivl om at det rent faktisk kunne gå hen og blive permanent. Hans efterfølgende ord, fik hende dog til at dreje hovedet lidt og se op på ham igen, med et svagt flakkende blik. "Tak," kom det lavmælt fra hende og hun præsterede endnu et lille smil.
Det var en underlig følelse at sidde så tæt på ham, bare sidde, efter alt hvad de havde været igennem og med alt for mange minder i skarp erindring, der på mange forskellige måder stod i kontrast til den nuværende situation. Af samme grund tøvede hun før hun svarede på hans spørgsmål. Hun vidste hvad der usagt lå i svaret og af samme grund krævede det mentalt tilløb før hun løftede hovedet lidt og så på ham igen.
Hun lod de sidste ord drive ud i stilheden og fulgte ham med blikket, da han rakte ud efter vinglasset. Hans svar trak spontant et lavmælt fnys fra hende og i et øjeblik grænsede trækningerne i hendes læber nærmest til et fuldbyrdet smil. Hun hævede øjenbrynene svagt og rettede blikket ud mod rummet igen, mens hendes fingre strøg igennem krøllerne. "I lige måde," kommenterede hun halvtørt og tog en tår af sin rødvin, for at skjule at det trak faretruende op i hendes mundvige igen.
[/blockquote]
|
|
|
Post by Matthew Blythe on Jun 19, 2012 11:34:00 GMT
...shut in him like the leaves of a book ...known to him by heart...though others can only read the titleTag; Annabel Vargas ~ Wearing; This Matt nikkede kort da Annabel takkede for den kompliment der dog var ganske oprigtig. Han rømmede sig lavmælt og kløede sig anspændt på armen efter at have stillet et enkelt spørgsmål. Tyve andre svirrede rundt i hovedet på ham, lige fra om hendes bedstemor havde det godt og til de helt personlige han vidste ville rippe endnu mere op i gamle sår.
Den ladede tavshedder faldt imellem dem voksede hurtigt og det var i et spontant forsøg på at skubbe den på afstand igen, at han talte igen. Det allerførste der faldt ham ind forsatte også ud og han satte hurtigt glasset til læberne og tog en forsvarlig mundfuld af den dybrøde væske. Det trak svagt, men tydeligt i hans ene mundvig da han fik svar på tiltale, og et sekund eller to faldt hans skuldre lidt fra den defensive position.
Han skævede over til hende og rystede på hovedet med et lille glimt i øjnene "Aldrig.." han så hurtigt væk igen og drejede glasset mellem hænderne før han tog en mundfuld mere, rynkede panden lidt og så overvejende, først på glasset og så på Annabel "Jeg tror ikke jeg har fået den her siden.." han gik i stå og skar en lille grimasse "..siden jeg arbejdede nede i Kvalitetsudstyr til Quidditch sammen med Charles." han smilede halvhjertet og så ned igen. Han var tavs nogle lange øjeblikke igen før han løftede hovedet og så spørgende på hende "Hvordan har din bedstemor det?" han var oprigtigt interesseret i svaret, men på samme tid også fuldt klar over at han kun forsøgte at fylde tomrummet mellem dem med neutral, ufarlig snak for ikke at komme ind på det emne der uundgåeligt fyldte allermest.
|
|
|
Post by Annabel Vargas on Jun 21, 2012 16:51:48 GMT
watched it rise in morningskies of fire and wineTag: Matthew Blythe ● Outfit: Here Annabel lod blikket glide ud i rummet, som hun svarede på Matts ord og selv løftede glasset til læberne for at tage en tår af rødvinen, der brændte behageligt hele vejen ned igennem hals. Det trak lidt op i hendes mundvig over hans svar, ikke så tæt på det smil som der næsten havde været der for et øjeblik siden, men hun undlod at svare på det igen, selvom hun havde masser af argumenter.
Da han talte igen, drejede hun dog hovedet lidt og så på ham og var i et øjeblik ved at trække benene op i sofaen, før hun kom i tanke om sin sparsomme påklædning igen og selvom der i teorien ikke var noget han ikke havde set flere gange før, fik det hende i stedet til at trække en anelse ned i kanten på natkjolen over sine krydsede ben. Hun rynkede svagt på brynene da han gik i stå og havde en alt for klar fornemmelse af hvad han ville have sagt.
Af samme grund så hun væk igen og vendte tilbage til at dreje glasset i hænderne. "Det har altid været min yndlings," kommenterede hun, mest af alt fordi hun ikke vidste hvad hun ellers skulle sige og tog i stedet endnu en tår af vinen. Ved hans næste spørgsmål, så hun dog tilbage på ham, med en svag trækning i den ene mundvig. "Godt... Hun rejser stadig frem og tilbage hele tiden," sagde hun fraværende og tvang blikket væk fra hans hånd, hvor den var havnet. Da hun mødte hans blik igen, var der en svag rynke mellem hendes øjenbryn, samt et undrende og lettere uudgrundeligt udtryk i hendes mørke øjne. "Du går stadig med ringen."
[/blockquote]
|
|
|
Post by Matthew Blythe on Jun 22, 2012 10:07:15 GMT
...shut in him like the leaves of a book ...known to him by heart...though others can only read the titleTag; Annabel Vargas ~ Wearing; This Matt gjorde indhug i indholdet i sit vinglas hurtigere end han selv lagde mærke til. At det var i ren nervøsitet han egentligt ikke engang selv i tvivl om, men det fik ham ikke til at lade være. Hans hovede snurrede igen svagt. Eller også lagde han bare selv mærke til det igen, efter nogle solide mundfulde portugisisk rødvin. Han satte glasset til læberne igen, nærmest som automatisk reaktion på sine tanker og gik så i stå, da hans blik faldt på noget småt, og rødt, hvis metal et kort øjeblik fangede lyset og gjorde opmærsomt på sig selv. Han rynkede panden lidt og så på ringen mens den skurrende fornemmelse i hans mellemgulv tog til igen.
Uanset var det umuligt at skubbe den anspændte følelse væk og samtidigt ligeså umuligt ikke hele tiden at komme til at skæve diskret over til hende. Hans blik gled langsomt ned over hendes ansigt da hun et øjeblik så væk igen og fulgte hendes bevægelse da hun løftede glasset til læberne igen. Hans blik blev uvilkårligt hængende ved hendes læber et sekund eller to og nikkede let til hendes svar, der ikke kom som nogen overraskelse.
Da hun drejede hovedet igen blev han opmærksom på at han stadig så på hende og trak hurtigt blikket til sig med en lavmælt rømmen. Han stirrede stift på glasset i sin hånd, mens smilede svagt da han fik endnu et svar "Godt at høre." han løftede hånden og kløede sig i nakken, mens han så over på hende igen "Jeg kunne heller ikke forestille mig hun faldt til ro.." han lod hånden falde igen og smilede svag. Samme smil frøs dog fast på hans ansigt sekunder efter og fuldkommen instinktivt, tog han glasset over i den anden hånd og knyttede den anden ned langs sit lår og delvist skjult "Vane.." mumlede han med et flakkende blik og smilede tydeligt beklemt og med en følelse af lige at være blevet taget med fingrene i kagedåsen.
Ringen føltes pludselig unaturligt varm omkring hans tommelfinger og han måtte tage sig selv i nakken, for ikke at liste den af og ned i den ene lomme. I stedet fandt hans blik igen hendes ring på bordet, og han drejede langsomt hovedet mod hende igen "Og det gør du også.." en svag rynke var stadig synlig på hans pande mens han betragtede hende lige dele vagtsomt og undrende.
|
|
|
Post by Annabel Vargas on Jun 22, 2012 22:13:53 GMT
watched it rise in morningskies of fire and wineTag: Matthew Blythe ● Outfit: Here Hun hørte ikke rigtigt svaret på det hun selv havde fortalt om sin bedstemor, da hendes blik i stedet var blevet fanget af den lidt for velkendte ring på Matts tommelfinger. Hun så op på ham med et let flakkende blik, mens en konstatering hun ikke helt tænkte over røg ud over hendes læber. En svag rynke dannede sig på hendes pande, da han tydeligt flyttede hånden så hun ikke kunne se den og den knude der ikke helt var forsvundet fra hendes mellemgulv, knugede sig lidt hårdere sammen.
Ved hans svar, slog hun hurtigt blikket ned mod sine hænder igen og nikkede lidt, med et halvhjertet smil, der på ingen måde virkede oprigtigt. "Ah," svarede hun. Hun formåede ikke helt at tage sig sammen til at se op på ham igen og tvang først sig selv til det, da han talte igen. Det var dog ikke uden at hendes blik flakkede og hun løftede glasset for at tage en solid tår af rødvinen, for at købe sig selv endnu en mulighed for at se væk og overveje hvordan hun skulle svare.
Hun sænkede langsomt glasset igen og drejede hovedet for at se tøvende på ham igen. "Ja," bekræftede hun, uden at gøre noget forsøg på at bortforklare noget, når det han havde sagt var helt sandt. Hun så ned mod vinen igen og bed lidt ned i sin underlæbe. Hun kunne bare have ladet emnet fare og hun var ikke helt klar over hvorfor, da hun bragte lige netop det emne op, de havde cirkuleret om lige siden Matt var dukket op. "Jeg burde nok ikke være blevet ved med at bruge den efter jeg... forlod dig, men..."
[/blockquote]
|
|
|
Post by Matthew Blythe on Jun 22, 2012 23:53:49 GMT
...shut in him like the leaves of a book ...known to him by heart...though others can only read the titleTag; Annabel Vargas ~ Wearing; This Den knugende fornemmelse i mellemgulvet var tilbage for fuld styrke i det øjeblik Annabel bragte begges opmærksomhed til ringen på hans tommelfinger. Han så hurtigt væk, ude af stand til at se hende i øjnene mens han mumlede et enkelt ord der ingen overbevisning fik med sig. Han stirrede stift på vinglasset og lukkede fingrene hårdt om det, komplet sikker på, at hvis han så på hende igen, ville han afsløre sig selv grumt.
Han løftede glasset i en hurtig bevægelse og tømte det, for så at sætte det fra sig på bordet og tvinge sig selv til at dreje hovedet og se på hende igen alligevel med en enkelt lavmælt sætning. Der var ingen anklage i hans ord, men et tydeligt usagt spørgsmål mellem linierne, nøjagtigt som der havde været i hendes kort forinden. Hans blik flakkede igen over hendes bekræftende svar, men han holdt blikket på hende, selv da hun fortsatte.
Rynken i hans pande fik selskab af adskillige flere, og han betragtede hende tavst i adskillige sekunder, uden at ane hvad han skulle sige eller hvor han skulle gøre af sig selv. Det samme ord blev ved at kværne rundt i hovedet på ham ...hvorfor... men i stedet for at sige det højt sank han hårdt, tog en dyb indånding og fik et lavmælt, opfordrende "Men?" frem. Han betragtede hende ængsteligt og gjorde ikke længere noget forsøg på at skjule det sårede, sørgmodige glimt i sit blik "Jeg havde lagt den væk.." fortsatte han så alligevel og slog blikket ned "..men.. det føltes forkert at den ikke var der." fortsatte han før han nåede at fortryde og tog endnu en dyb indånding uden at turde se op igen.
|
|
|
Post by Annabel Vargas on Jun 23, 2012 0:30:41 GMT
watched it rise in morningskies of fire and wineTag: Matthew Blythe ● Outfit: Here Annabel fortrød rimelig meget at hun havde bragt ringen, hun selv havde givet Matt engang for alt for lang tid siden, på banen ligeså snart det var ude. Der var dog intet hun kunne gøre for at tage det tilbage igen og i stedet rettede hun fokuseret blikket mod sit rødvinsglas, som om det var det mest interessante hun nogensinde havde set. Alligevel ændrede det dog ikke det faktum, at han kort efter konkluderede selv samme som hun lige havde gjort
Om det var det ene glas rødvin eller en mindre hjerneblødning, der fik hende til at fortsætte ud af et spor de ellers havde forsøgt at undgå, vidste hun ikke helt, men med ét var ordene ude og hun vedblev at stirre på det næsten tomme glas i mellem sine hænder, uden på nogen måde at have mod til at se op på ham igen. Hun fugtede læberne en enkelt gang da han stillede et opfølgende spørgsmål, for blot at blive bevidst om hvor tør hendes hals føltes. Af samme grund løftede hun glasset og drak det sidste, for så at læne sig en anelse frem og sætte det fra sig på gulvet.
Da hun rettede sig op igen, tvang hun sig selv til at se på ham igen, med en beklagende rynke mellem øjenbrynene og et lige så sørgmodigt glimt i blikket som det hun tydeligt fandt i Matts. Knuden i hendes mellemgulv strammede sig endnu hårdere og hun foldede ubevidst armene tværs over sin mave, som om det kunne få det til at holde op. Hun nikkede tavst til hans ord, men valgte at fortsætte den sætning hun ikke havde afsluttet før. "Men jeg kunne ikke få mig selv til at gemme den væk... Fordi jeg et eller andet sted gerne ville beholde bare en lille del af dig."
[/blockquote]
|
|
|
Post by Matthew Blythe on Jun 23, 2012 14:13:22 GMT
...shut in him like the leaves of a book ...known to him by heart...though others can only read the titleTag; Annabel Vargas ~ Wearing; This Matt var stadig ikke sikker på hvordan han havde det med emnet der var blevet prikket hul på. At de før eller siden ville have ramt det uanset var han rimeligt sikker på. Det var på det nærmeste uundgåeligt, endnu mere nu hun ikke sad i Portugal, men var lige der. Det fjernede dog på ingen måde den anspændte knude i hans mave der kun voksede da han selv fulgte trop og hendledte opmærksomheden på den ring han selv havde givet hende for år tilbage.
Muligheden for at trække i land eller undgå emnet kom og gik og han tog en dyb indånding før han fortsatte og hørte Annabel følge op med ord der udemærket passede til de tanker der fór rundt i hovedet på ham selv. Han nikkede langsomt og så på hende igen med en lille panderynke "Præcis.." gled det spontant over hans læber.
Han slog blikket ned igen, til sin egen hånd der nu igen hvilede mod hans lår og begyndte nervøst at dreje ringen på sin tommelfinger "Anna, jeg.." begyndte han, og gik i stå igen. Endnu en dyb indånding senere så han op igen med et blik der endnu engang flakkede "Undskyld.." han følte sig en smule svimmel, men om det var øllet og vinen han havde i kroppen, eller overvindelsen ved lige netop det ene ord, vidste han ikke "Jeg ved jeg var urimelig dengang.." han gik i stå igen og så sørgmodigt på hende.
|
|
|
Post by Annabel Vargas on Jun 23, 2012 16:52:31 GMT
watched it rise in morningskies of fire and wineTag: Matthew Blythe ● Outfit: Here Annabel havde en rimelig tydelig følelse af at gå på usikker is, uden at vide hvornår hun ville bryde igennem. Den følelse voksede, så snart han pointerede at det ikke kun var ham der stadig gik med den ring han havde fået af hende, men også omvendt. Hun var i et øjeblik ved at afskrive det som en vane ligesom ham, men ombestemte sig så af en eller anden grund og sagde sandheden. Eller i hvert fald en del af den.
Hun drejede hovedet lidt og så på ham over det ene ord, der sagde en hel del, med en svag rynke mellem øjenbrynene. I et kort øjeblik var hun ved at foreslå, at han rakte ud efter den vin der igen og fyldte op, men hun nåede aldrig til det før han fortsatte. Hun så spørgende på ham, med et let flakkende blik, uden at have nogen idé om hvad der ville følge, andet end at det måtte være noget seriøst.
Undskyld. Det ene ord fra Matts læber, fik hende til at stivne komplet hvor hun sad og i et øjeblik glemte hun at trække vejret. Det og det der fulgte efter, var ord hun aldrig havde troet hun skulle høre ham sige og det rystede hende mere end hun lige umiddelbart ville være ved. En anelse mundlam stirrede hun på ham med et flakkende blik og prøvede på at abstrahere fra at knuden i hendes mellemgulv, efterhånden gjorde hende svimmel. Til sidst endte hun med at se væk og modstod trangen til at begrave ansigtet i sine hænder. Det tog hende nogle øjeblikke, før hun endelig drejede hovedet igen og så tilbage på ham, med et blik der alt for tydeligt afslørede hvor ondt situationen egentlig gjorde. "Vi var to om det..." svarede hun lavmælt. "Jeg skulle aldrig have forladt dig på den måde."
[/blockquote]
|
|
|
Post by Matthew Blythe on Jun 23, 2012 23:58:26 GMT
...shut in him like the leaves of a book ...known to him by heart...though others can only read the titleTag; Annabel Vargas ~ Wearing; This Matt overraskede sig selv ikke så lidt ved de ord der gled over hans læber. Ganske spontant, men alligevel nogle han havde tænkt mange gange, især over det sidste halve år, og på samme tid nogen, han ikke havde regnet med, han nogensinde ville få mulighed for at sige til hende, ansigt til ansigt.
Det første ord krævede mest tilløb, men da først det var ude, fulgte flere betydeligt lettere efter, hver gang med en lille lettet fornemmelse over at have fået det ud. Lettelsen bragte dog ingen ro med sig og han følte sig om muligt endnu mere anspændt end tidligere, mens han afventede hendes reaktion. Hendes tydelige overraskelse og den medfølgende tavshed, gjorde intet for at mindske knuden i hans mave og han nåede at fortryde sine ord de første tyve gange.
Han så ikke væk igen selvom Annabel gjorde og måtte bruge en god portion selvkontrol for netop at holde blikket på hende og endnu mere for ikke at følge sin mest dominerende impuls, at rejse sig og gå igen. Det han læste i hendes blik da hun igen så op og mødte hans blik, naglede ham dog effektivt til sofaen og sammen med hendesnæste ord, blev impulsen nærmere det modsatte af flugt. Den efterhånden gamle trang til at beskytte hende vældede op uden varsel og mest af alt havde han lyst til at lægge armene omkring hende. Samme tanke fik ham også for første gang siden han havde forladt ministeriet, til at tænke på Aisling. Han følte et stik af dårlig samvittighed, selvom han reelt set intet galt havde gjort. Alligevel fik erkendelsen af, at han efter seks år stadig reagerede så stærkt på Annabels tilstedeværelse som han gjorde, ham til samtidigt at erkende, at han aldrig ville få ligeså dybe følelser for hende. Det ville altid være næstbedst.
Han sank hårdt og mærkede sit blik flakke igen, hvorefter han så ned igen "Jeg troede ikke jeg fik dig at se nogensinde igen.." han tvang sig selv til at se op endnu en gang "Jeg ville have givet hvad som helst for en tidsvender den morgen." der var ingen anklage i hans stemme, blot tørre fakta som han fremlagde med en let snublende stemme "Alting blev ved med at minde mig om dig indtil.." han gik i stå og smilede halvhjertet uden at det nogensinde nåede hans øjne eller reelt set blev mere end en opgivende trækning "Det holdt aldrig op.." konstaterede han så og så væk mens han rakte ud efter flasken på bordet og holdt den spørgende frem mod hende.
|
|
|
Post by Annabel Vargas on Jun 25, 2012 12:16:06 GMT
watched it rise in morningskies of fire and wineTag: Matthew Blythe ● Outfit: Here Annabel havde aldrig nogensinde regnet med at høre de ord fra Matt han netop havde sagt og i nogle øjeblikke slog det hende komplet ud af kurs. Et eller andet sted, havde hun altid troet at han ikke rigtigt havde nogen forståelse for, hvorfor hun havde forladt ham, men lige netop de ord talte imod det. Det tog hende noget tid, før hun endelig tog sig sammen til at se på ham igen og komme med et par lavmælte, oprigtige ord selv. Hendes blik flakkede stadig og det sørgmodige glimt var endnu ikke forsvundet.
Da han så ned, så hun dog ikke væk denne gang, men tvang sig selv til at holde blikket på ham. Da han svarede trak hendes øjenbryn sig lidt sammen og hun så undskyldende på ham. Mentale billeder dansede for hendes nethinde igen, minder hun for længst havde skubbet så langt ud af rækkevidde, forsøgt at fortrænge, at hun kun sjældent tillod sig selv at tænke på dem. "Jeg troede..." begyndte hun, stoppede op et øjeblik og tvang så sig selv videre.
"Jeg troede det ville være nemmere med et rent brud... At hvis du ikke så mig igen, så ville det være nemmere at glemme..." Hun formåede ikke rigtigt på nogen måde at gengælde den svage antydning af et smil hun så hos Matt, men så i stedet blot stadig på ham med et flakkende blik, hun måtte kæmpe for ikke at slå væk. Hendes blik gled til flasken da han holdt den frem og hun nikkede tavst en enkelt gang, inden hun bukkede sig og løftede glasset fra gulvet igen.
Så snart det var fyldt, tog hun en tår af det og lod bunden hvile mod det knæ der var foldet over det andet ben, med begge hænder lukket om det. Hun holdt blikket rettet imod det, da hun lavmælt fortsatte. "Jeg så dig den morgen..." begyndte hun tøvende, stadig ikke modig nok til at se på ham igen. "Udenfor Inverailort..." Annabel sank en klump og drejede glasset i mellem hænderne, før hun endelig fik sig selv til at se op på ham igen. Hendes øjne glinsede let i skæret fra stearinlysene, uden hun helt kunne gøre for det. "Jeg..." Mere fik hun ikke sagt, bange for at hendes stemme ville knække over, på grund af den lidt for store klump der stadig sad i hendes hals.
[/blockquote]
|
|
|
Post by Matthew Blythe on Jun 25, 2012 18:04:23 GMT
...shut in him like the leaves of a book ...known to him by heart...though others can only read the titleTag; Annabel Vargas ~ Wearing; This Matt rynkede panden om muligt dybere da Annabel igen begyndte at tale og gik i stå. Han så ikke op, men knyttede sine hænder hårdt om hinanden, uden helt at være bevidst om det. Han lyttede tavst, selvom det føltes som om hvert af hendes ord var en nål der blev boret ind i siden på ham og nikkede langsomt da hun gik i stå for anden gang "..og hvis man fjernede alt der mindede om dig, så ville det holde op med at gøre ondt på et eller andet tidspunkt.." fortsatte han hendes tanker, uden helt at være sikker på, om han talte for hende eller sig selv.
Han trak hurtigt fingrene fri af hinanden og rakte ud efter flasken for så at holde den opfordrende frem mod hende, uden helt at kunne se på hende alligevel. Han fyldte hendes glas op igen uden et ord og gjorde kunsten efter med sig eget, satte så flasken fra sig og drak af glasset og fik nogle sekunder en reel undskyldning for ikke at sige noget. Den anspændte stemning synes kun at vokse hvert minut og han følte sig gevaldigt splittet mellem trangen til at lægge armene omkring hende eller at rejse sig og gå.
Han tog endnu en mundfuld vin og sank den med en lille, halvkvalt lyd over hendes tøvende ord der fulgte og drejede hovedet mod hende med et ryk. Hans blik flakkede og han havde det et øjeblik som om nogen havde puttet en isterning ned ad ryggen på ham, da alt for klare billeder fór forbi hans indre blik. Han åbnede munden for at sige noget, mens han næsten kunne mærke den altdomineren følelse af afmagt han havde haft den morgen, lukkede den så igen, sank og prøvede igen "Jeg troede jeg bildte mig ind jeg så dig i vinduet.." mumlede han med et blik der stadig flakkede "..din bedstemor sagde.." han gik i stå og fór sammen da en distinkt pikken på ruden trak hans opmærksomhed væk fra Annabel. Han rettede sig vagtsomt op og havde allerede rakt den frie hånd ned mod sin tryllestav, da han fik øje på en stor ugle udenfor det ene vindue. Han rynkede brynene lidt og så fra uglen til Annabel med et afventende blik.
|
|
|
Post by Annabel Vargas on Jun 25, 2012 22:24:20 GMT
watched it rise in morningskies of fire and wineTag: Matthew Blythe ● Outfit: Here Annabel tvang sig selv til at fastholde blikket på Matt, som hun talte og nikkede svagt til hans tilføjelse, med et trist udtryk i de mørke øjne. "Undskyld..." kom det lavmælt fra hende. Hun havde sagt det samme for et halvt år siden, men det virkede alligevel ikke tilstrækkeligt og hun lod det ene ord som havde presset sig på, sive ud. Villig til at lade sig distrahere for en kort bemærkning, samlede hun sit glas op fra gulvet og holdt det tavst frem imod ham, for at tage en ordentlig tår, da først det igen var fyldt.
Om det var den relativt stærke vin ovenpå trætheden efter en alt for lang dag, der gav hende modet til at fortsætte og indrømme noget hun havde forsøgt at fortrænge uendeligt længe, vidste hun ikke. Ikke desto mindre, gjorde hun lige netop det og holdt hele tiden blikket meget stift mod den dybrøde væske. Hun skar en grimasse over hans ord, uden først at svare eller se på ham. I stedet lyttede hun blot, stadig med alverdens ting summende i hovedet.
Matt nåede dog aldrig tale færdigt, før en insisterende pikken på vinduet afbrød og i et øjeblik gav det et sæt i Annabel, som brat så op i retning af vinduet og samtidig instinktivt rakte ud efter tryllestaven, hun havde efterladt imellem dem i sofaen tidligere. Da det dog gik op for hende hvad det var der havde lavet lyden, slap et lavmælt suk hende og hun slap grebet om staven igen og lod den falde tilbage i sofaen. "Øjeblik," undskyldte hun sig kort, stadig med blikket vendt mod vinduet. I en glidende bevægelse, formåede hun at sætte glasset fra sig på gulvet igen og komme på benene, mens hun bevægede sig ind i et hjørne af lejligheden, hvor det mest af alt var månen udenfor der lyste op og skæret fra flammerne ikke rigtigt nåede ud.
Med et kraftigt ryk, fik hun vinduet, der ikke havde været i brug i et stykke tid tilsyneladende, op og ind flagrede hornuglen der havde fulgt hende siden skoletiden. Den var våd af regnen og da den valgte med det samme at kræve en plads på den arm Anna holdt strakt frem for at holde vinduet åbent, brokkede hun sig lavmælt til den på portugisisk, men rakte dog op med den anden hånd for at stryge den en enkelt gang over fjerene. Over det, virkede han vældig tilfreds og tudede lavmælt, før han opdagede at de ikke var de eneste to i lejligheden.
Annabel var ikke et sekund i tvivl om at Ambrosio med det samme genkendte Matt, for så snart de gennemborende, gule øjne landede på manden i sofaen, pustede uglen sig op og strammede grebet med kløerne om hendes arm til det punkt, hvor hun gav den et skarpt, formanende ord. Den tudede utilfreds, foldede vingerne ud og landede øjeblikket efter på ryglænet lige ved siden af Matt, hvor han med det samme hakkede ud efter aurorens blottede nakke.
Ovre fra hjørnet, hvor Annabel igen havde fået lukket vinduet, kom et skarpt "Ambrosio!" lige efter uglens indiskrete angreb og hun bevægede sig tilbage mod sofaen igen med et strengt blik. Så gled det til Matt og hun så beklagende og stadig en anelse utilpas på ham i et øjeblik. "Du ved hvordan han er..." undskyldte hun, hvortil uglen reagerede ved at tude utilfreds endnu engang og nappe ud efter en tot af Matts lyse hår.
[/blockquote]
|
|
|
Post by Matthew Blythe on Jun 26, 2012 0:28:18 GMT
...shut in him like the leaves of a book ...known to him by heart...though others can only read the titleTag; Annabel Vargas ~ Wearing; This Selvom han selv havde sagt samme ord få minutter forinden, fik Annabels undskyldning ham til at se overrumplet på hende. Hans blike flakkede for guderne måtte vide det hvilken gang og han sank tydeligt, uden helt at kunne løsrive blikket fra hendes. Han åbnede igen munden for at sige noget, men fandt ingen ord og distraherede i stedet sig selv med at gribe ud efter flasken med vin, og fylde begge deres glas igen.
Efter et par solide mundfulde, fik han taget sig sammen til at svare på hendes indrømmelse, uden alligevel reelt at svare på noget. Flere ord pressede sig dog på, men endte med at blive ved tanken, da en uventet lyd mod vinduet, fik ham til at fare sammen og række ned efter sin tryllestav i bæltet af ren vane. Han slappede lidt af igen da han opdagede uglen, men flyttede først sin hånd da det gik op for ham hvor tæt den var på Annabels. Så snart det var gået op for ham, trak han hånden påfaldende hurtigt til sig og fulgte hende med blikket hen til vinduet.
Det trak ubevidst lidt i hans mundvige mens han betragtede hende stå ved vinduet i det svage lys udefra, mens fjerkræet hun lukkede ind udefra, fik et mistroisk blik. Han sagde ikke noget, men vedblev at holde øje med uglen indtil den satte på vingerne, uheldigvis i hans retning. Han slap et impulsivt udbrud og dukkede sig da fuglen svævede tæt forbi ham og slog sig ned på ryglænet. Han nåede ikke at dreje hovedet mere end halvt før en skarp smerte ramte hans nakke og han rykkede sig væk med et overrasket "Stupide fjerkræ!" han ømmede sig med den ene hånd og var endt i en underlig, skæv stilling i sofaen. Da Ambrosio gjorde endnu et udfald, slap han sin egen nakke og knipsede prompte den store fugl over det skarpe næb, uden så meget som at tænke to gange "Drop det der fis, Ambrosio!" han så olmt på uglen, klar til at forsvare sig igen om nødvendigt.
|
|
|
Post by Annabel Vargas on Jun 26, 2012 22:07:48 GMT
watched it rise in morningskies of fire and wineTag: Matthew Blythe ● Outfit: Here Matts tydeligt overrumplede ansigtsudtryk, fik hende kortvarigt til at ønske at hun kunne trække sit ord tilbage, selvom hun mente det ganske oprigtigt. Det var en kamp at holde sit blik i hans, for hver gang hun så direkte på ham, føltes det umiskendeligt meget som at få stød. Af samme grunden var vinen en velkommen distraktion og hun tog en dyb tår af glasset, inden hun fortsatte på samme, ubehagelige spor de havde bevæget sig ud på. Det blev hun dog også effektivt distraheret fra, da en tydelig lyd fra vinduet i hjørnet, brød den trykkede stemning i mellem dem.
Kort efter havde hun lukket den store hornugle ind, som så snart den fik øje på Matt i sofaen, satte kurs direkte derover og nærmest allerede inden den havde nået at lande, havde hakket ud efter hans nakke. Af samme grund protesterede Anna, der var på vej tilbage imod sofaen, blot for at se uglen gøre det samme igen øjeblikket efter. Hun nåede dog ikke protestere igen, før Matt selv havde gjort det og gik i stedet lidt i stå. Hun havde ikke tal på, hvor mange gange hun havde set Matt gøre lige netop det, fordi Ambrosio havde været på krigsstien og i et øjeblik stod hun blot og betragtede de to, med noget der rent faktisk mindede om et underfundigt smil på læberne.
Ambrosio pustede sig fornærmet op en enkelt gang, men trak sig alligevel tilbage med et olmt blik, før han satte på vingerne igen og demonstrativt fortsatte ind igennem den åbne dør til køkkenet, hvor Anna regnede med han ville gå efter hendes soveværelse næst, hvor han plejede at opholde sig, uanset hvor hun boede. Hun rynkede svagt på panden. "Jeg ved ikke hvad du har gjort ham, siden han stadig gør det der," kommenterede hun og så på ham med antydningen af et opgivende smil, der lige så meget var rettet imod det lette brud i den før trykkede stemning. "Er du okay?" fortsatte hun og krydsede igen den sidste afstand, så hun kunne glide ned at sidde i sofaen igen, denne gang med det ene ben foldet under sig, så hun kunne sidde med fronten imod ham. Tøvende rakte hun frem, med blikket på ham for at sikre sig det var i orden, og fjernede forsigtigt hans hånd så hun kunne komme til at se på skaden, mens hun samtidig prøvede at ignorere hvordan følelsen af at få stød, vendte tilbage igen det øjeblik hun rørte hans hud.
[/blockquote]
|
|