Worry is a thin stream of fear...

[Imogen Ivory]

that becomes a channel into
which thoughts flow

[/size]

Tag: Kevin & Heather • Outfit: Here[/center]

Den nervøse knude i Imogens mellemgulv var værre end nogensinde før og følelsen af at hele hendes fremtid afhang af hvad der lige om lidt ville ske på den anden side af døren i venteværelset, fik det til at vende sig svagt i hende. Nervøst, ude af stand til at sidde stille, gik hun frem og tilbage, svagt bevidst om at hun måtte være en pestilens for de andre personer i lokalet.

Hun havde stadig kappen på, med hætten slået op for at skærme det meste af sit ansigt. Rastløsheden var voldsomt frustrerende og hun endte med at sætte sig i en af de ledige stole, der var længst væk fra de andre personer – primært kvinder – i lokalet. Hun lagde benene over kors og allerede sekundet efter, vippede hun utålmodigt op og ned med den ene fod, uden helt at kunne lade være med at skæve imod døren, som ikke ledte ind til selve konsultationen.

Imogen modstod trangen til at begynde at gnave på sine negle og knyttede i stedet fingrene hårdt sammen mod sine lår. En svag rynke hvilede mellem hendes øjenbryn og hun holdt blikket rettet imod sin egen, vippende fod, samtidig ulideligt bevidst om de andre personer i lokalet, om end det langt fra var fuldt. Imogen rakte op under hætten og strøg en kort hårlok bag sit ene øre, før endnu et lavmælt suk undslap hende.

[/blockquote]
[/justify]

[Kevin O'Hare]

No matter what we do
FOR ALL OF ITS UNCERTAINTY
we cannot flee the future

• Tag : Imogen Ivory • Outfit : Here

Kevin dukkede op fra ingenting med et lille smæld i en gyde tæt på St. Mungos og så sig hurtigt omkring for at sikre sig der ingen ufrivillige tilskuere havde været. Da det ikke var tilfældet stak han hurtigt tryllestaven indenfor kappen igen og tog en dyb indånding. Det var sjældent han rent faktisk bare en kappe, når han spillede undtaget. I bund og grund brød han sig ikke om dem, selvom den han havde på lige denne dag tjente et glimrende formål. Selvom han hadede at skulle snige sig afsted som en anden indbrudstyv, trak han alligevel den mørke hætte på kappen længere frem omkring sit ansigt og satte så igang mod en af de mindre benyttede indgange til troldsmandshospitalet.

Han fandt op til femte sal uden at blive stoppet og forhåbentligt dermed også uden at blive genkendt og fandt også uden de store problemer frem til den rigtige dør. Han stoppede dog lige foran den og tøvede tydeligt ved tanken om det ærinde han havde inde bag den. Det knugede sig nervøst i hans mellemgulv, før han så tog sig selv mentalt i nakken og med et dyb indånding mere, trykkede håndtaget ned og gik indenfor.

Han lukkede stille døren bag sig og kastede et søgende blik rundt i skjul af hætten, indtil han fandt en ligeledes kappe-indhyllet persone i det fjerneste hjørne. Kappe eller ej, ville han dog kunne genkende hende alligevel og han smilede svagt før han krydsede rummet, stadig med en knude i maven, men også med en spirende varm fornemmelse samme sted.

Han satte sig langsomt, og uden et ord på den ledige stol ved siden af Imogen og drejede hovedet mod hende med et mat smil, mens han måtte tage sig selv i nakken igen for ikke at følge sin første impuls og lægge armen omkring hende "Du kom tidligt.." lagde han lavmælt ud og rynkede så panden med et hurtigt blik ud i rummet. Imens trak han sin tryllestav frem igen og vippede den diskret i luften mens et lavmælt "Muffliato" gled over hans læber.

[Imogen Ivory]

that becomes a channel into
which thoughts flow

[/size]

Tag: Kevin & Heather • Outfit: Here[/center]

Da lyden af skridt uden for døren, brød igennem stilheden i venteværelset, drev Imogens blik automatisk derover og så snart den kutteklædte skikkelse trådte indenfor, behøvede hun ikke kunne se hans ansigt for at vide hvem det var. Selvom Kevin op til flere gange havde nævnt at de var sammen om det og at han nok skulle være der, sneg en lettet følelse over at se ham sig alligevel ind over hende, grundigt blandet sammen med den irriterende og alt for tilstedeværende følelse af sommerfugle.

Hun blev dog siddende hvor hun var, indtil han satte sig i stolen ved siden af hende. Hun drejede sig en lille smule i stolen og gengældte hans matte smil, med et der udstrålede nervøsiteten mere end hun ville have brudt sig om, hvis hun selv havde set det. Hun nikkede svagt til hans ord. "For tidligt," svarede hun og havde bestemt ikke mærket den svage frygt blive mindre, af at vandre hvileløst rundt i venteværelset.

Hun fulgte hans bevægelse med blikket og hvis hun ikke havde været så anspændt i forvejen, ville hun have taget det lidt mere roligt over besværgelsen, der i det mindste sørgede for at ingen andre kunne høre hvad de talte om. Hun skubbede det ene ærme på kappen lidt op, for at kunne se på armbåndsuret og sukkede så en enkelt gang, mens hun fugtede sine ulideligt tørre læber. "Det er lige om lidt," konstaterede hun og så op på ham igen fra under hættens skygge, stadig med tydelig nervøsitet. Hun var i et øjeblik fristet til at række ud efter hans hånd, men hun holdt sig i skindet og knyttede i stedet begge sine hænder mod lårene igen.

[/blockquote]
[/justify]

[Kevin O'Hare]

No matter what we do
FOR ALL OF ITS UNCERTAINTY
we cannot flee the future

• Tag : Imogen Ivory • Outfit : Here

Kevin havde løftet den ene hånd for at skubbe kappens hætte om i nakken af ren vane, men bremsede sig selv midt i bevægelsen og lod hånden falde igen mens han satte sig på den ledige stol ved siden af Imogen. Det svage smil var kun momentær og var væk allerede før hun svarede hans åbenlyse spørgsmål og han nikkede en enkelt gang, før han diskret trak sin tryllestav , halvt skjult af den lange kappe.

De vagte ikke den store opsigt selv i kapper med opslåede hætter. Det var et ret almindeligt stykke overtøj i den magiske verden og stadig køligt nok i vejret til at retfærdiggøre at have dem på. Alligevel havde han det lidt som om alle stirrede på dem, selv efter han lavmælt havde kastet den lyddæmpende besværgelse så de kunne tale sammen uden at hviske. Han drejede hovedet mod hende igen da hun løftede armen og så på sit ur og nikkede så igen med et hurtigt blik mod den anden dør i lokalet mens knuden i hans mave strammede sig til endnu engang "Ja.." han sukkede diskret, men hørligt og vred sine hænder lidt mod hinanden.

Instinktet der fortalte ham at han skulle lægge armen omkring hende, eller tage hendes hånd, bare gøre et eller andet, blev bremset af fornuftens stemme der huskede ham på, hvad han kunne risikere der kune ville gøre det hele endnu værre. Han sad lidt og så stift på døren og rettede sig så langsomt op mens han, under kappen, listede den ene hånd over at ligge ganske let på hende lår, stadig skjult af han egen kappe, med mindre man så direkte efter det "Vi klarer det.." han drejede hovedet og så på hende igen uden at kunne præstere et smil, men gav hendes lår et lille klem og flyttede ikke sin hånd igen da han tøvende fortsatte "Når vi kommer ud på den anden side af det her, uanset udfaldet.." han gik i stå og rynkede panden mens han endnu engang overvejede om han skulle gøre som han havde tænkt på hele dagen.

[Imogen Ivory]

that becomes a channel into
which thoughts flow

[/size]

Tag: Kevin & Heather • Outfit: Here[/center]

Imogen var taknemmelig for besværgelsen Kevin kastede, selvom den ikke rigtigt fik hende til at slappe mere af end hun i forvejen havde gjort. Hun var ulideligt bevidst om, at et eneste lille fejltrin kunne betyde at de potentielt endte på forsiderne igen, og det var det sidste hun havde brug for i øjeblikket. Imogen elskede sit arbejde mere end noget andet, ingen tvivl om det, men indimellem overvejede hun om det virkelig var det hele værd i længden.

Det var der dog ikke noget at gøre ved nu, så af samme grund beholdt hun kappen på og kastede et enkelt blik imod sit ur, med en efterfølgende kommentar, der fik det til at røre ubehageligt på sig i hendes mave. Hun rynkede på panden og drejede hovedet halvt, uden at se op på ham. I stedet stivnede hun lidt over følelsen af hans hånd imod sit lår, svagt bevidst om at hendes hjerte pludselig bankede hurtigere i brystet.

Hendes blik flakkede op igen og impulsivt lod hun diskret sin ene hånd glide ind over hans og gav den et klem. "Selvfølgelig gør vi det," forsikrede hun ham, lige så meget som sig selv, om. Hun tyggede lidt ned på sin underlæbe og kastede et enkelt, dvælende blik imod den lukkede dør, uden at give slip på hans hånd igen. Hun havde mest af alt lyst til at kravle over og helt tæt ind til ham for at gemme hovedet ved hans skulder og lukke resten af verden ude, uanset hvor urealistisk det var. Hun rørte sig dog ikke ud af flækken, bortset fra fingrene der strammede sig anspændt lidt om hans hånd.

[/blockquote]
[/justify]

[Kevin O'Hare]

No matter what we do
FOR ALL OF ITS UNCERTAINTY
we cannot flee the future

• Tag : Imogen Ivory • Outfit : Here

Kevin skubbede gentagende gange stædigt alle tanker væk som gik længere frem end lige nu og her. Der var ellers rigeligt af dem og de pressede på for at få frit spil, mens han blev ved at presse dem om i baghovedet og nægte at male fanden på væggen før de vidste noget med sikkerhed. Uanset om det blev det ene eller det andet udfald.

Han var klar over risikoen for nysgerrige blikke da han, i skjul af sin kappe, rakte det lille stykke til siden, og lagde hånden på hendes lår. Nogle sekunder var han tæt på at trække den til sig igen og mærkede modet svigte, blot for så at mærke hendes hånd glide ind over hans og i stedet føle fem imaginære sten falde fra sit bryst. Han smilede mat og nikkede en enkelt gang mens han drejede hånden lidt og lukkede fingrene om hendes.

Knuden i hans mave var uformindsket, men følelsen af hendes hånd i hans egen, fik ham alligevel til at sidde lidt roligere og et kort øjeblik undre sig over, hvor naturligt det føltes at have den lige det. Det var også den følelse der fik ham til at fortsætte og med et dyb indånding fortsatte han sin stagnerede sætning "Når vi ved noget med sikker hed.." lagde han ud igen og løftede hovedet lidt for at kunne se bare lidt af hendes ansigt under hætten "..så tænkte jeg på om du ville med en tur hjem til Irland." hans blik flakkede tydeligt og uden at han gjorde noget forsøg på at forhindre det "Komme væk fra det hele bare nogle dage i mit hus oppe ved Letterkenny." han tav igen og knugede ubevist lidt mere om hendes hånd, mens han så nervøst afventende på hende.

[Imogen Ivory]

that becomes a channel into
which thoughts flow

[/size]

Tag: Kevin & Heather • Outfit: Here[/center]

Imogen reagerede instinktivt ved at lukke fingrene tættere om Kevins, da han drejede hånden op imod hendes, uden helt at kunne ignorere den stædige fornemmelse af sommerfugle, som dog ikke helt formåede at udmanøvrere knuden, som blev strammere og strammere for hvert sekund der gik. Hun var ikke i et sekund i tvivl om at hun godt kunne lide følelsen af hans hånd omkring sin egen.

Der var noget beroligende over det, noget som også havde været der for et års tid siden, men som hun ikke havde tænkt over på samme måde som hun gjorde det nu. Det faldt hende ind, at hun rent faktisk godt kunne lide følelsen af at vide at han var der – at han på et eller andet plan passede på hende – og uanset hvor meget hun så end ville benægte det senere, så havde hun faktisk ikke det fjerneste imod det.

Hendes blik flakkede nervøst op til hans ansigt, uden at have nogen idé om hvad han havde tænkt sig at sige nu. At han stadig havde ved hendes hånd, valgte hun dog at tolke som en god ting og hun så afventende på ham, uden at svare med unødvendige ord. Hans spørgsmål fik helt uvilkårligt hendes øjenbryn til at glide op og spørgsmålet var så uventet, at hun i et sekund ikke anede hvad hun skulle svare. Det overraskede udtryk blev ikke mindre da han fortsatte. "Har du et hus i Irland?" røg det impulsivt ud af hende og rynkede svagt undrende på brynene, temmelig lamslået over at hun ikke havde vidst det – også med deres nuværende situation taget i betragtning, før det dæmrede for hende hvad det lige præcis var han lige havde inviteret hende til. Sommerfuglene baskede i hendes mave igen og hun behøvede ikke at tænke længe over et svar, egentlig ganske sikker på hvad det ville være. "Det ville være godt at komme væk..."

[/blockquote]
[/justify]

[Kevin O'Hare]

No matter what we do
FOR ALL OF ITS UNCERTAINTY
we cannot flee the future

• Tag : Imogen Ivory • Outfit : Here

Kevin fandt at det afledte ham tilstrækkeligt at tale, til at slappe bare en lille smule af mens hendes varme hånd omkring hans egen, havde en lignende effekt. Det var dog alligevel tydeligt tøvende han fortsatte og gav hende en invitation der i sig selv også afslørede en af de få ting hun endnu ikke vidste om ham.

Hendes overraskelse kom ikke bag på ham, men fik ham alligevel til at skære en lille grimasse og et øjeblik se næsten flov ud. Så nikkede han med et lavmælt, bekræftende "Mhmm.. med udsigt over fjorden." han tav et øjeblik og så igen afventende på hende for at få sit svar før han uddybede mere, af flere grunde. Et helt ægte smil, der var knap så anstrengt som de tidligere, fandt et kort øjeblik ind på hans ansigt da han fik det ventede svar og det tilmed var positivt.

Han nikkede og så ned mod gulvet, stadig med antydningen af smilet siddende i den ene mundvig og uden at have sluppet hendes hånd "Efter hele den ballade der mens jeg spillede for Caerphilly tog jeg hjem til Irland for at finde mig selv igen og kommer væk fra søgelyset." begyndte han lavmælt og stadig en smule tøvende "Jeg besøgte en bekendt i Letterkenny en dag og vi var på en tur ud i området. Vi kom forbi den her gamle hytte der var komplet ubeboelig, men der var et eller andet ved den som jeg ikke kunne skubbe fra mig igen." han smilede skævt ved mindet og drejede hovedet mod hende igen mens han fortsatte "Jeg endte med at købe det, selvom David mente jeg var skingrende skør. Han hjalp mig nu alligevel med at sætte det i stand." han trak på skuldrene og slog blikket ned igen, efter kort at have skævet mod døren der ikke førte ud til gangen "Det var helt færdigt sidste sommer." han smilede for sig selv uden helt at tænke over det og strøg tommelfingeren over hendes håndryg "Jeg har den mest vidunderlige udsigt over fjorden og 20 km til den nærmeste nabo." han skævede op på hendes ansigt igen fra under hætten "Mit hemmelige skjulested langt væk fra London og kameraer og en til tider alt for travl hverdag." hans blik flakkede et øjeblik før han tilføjede endnu en sætning "Jeg ville gerne vise dig det.."

[Imogen Ivory]

that becomes a channel into
which thoughts flow

[/size]

Tag: Kevin & Heather • Outfit: Here[/center]

Overraskelsen aftog bare ikke sådan lige med det samme og hun endte med at se uudgrundeligt på ham i nogle lange øjeblikke, fra under hætten. Smilet der viste sig på hans læber, trak hendes mellemgulv sammen igen, på en måde der var betydeligt mere behagelig end den knude det ellers strammede der. Hun lyttede tavst mens han fortalte, tydeligvis fanget af hans ord. Mens han talte var hun tilbage i Irland, vinden imod ansigtet, duften der fyldte hendes næsebor og græsset imellem bare tæer.

Et forfærdeligt stik af hjemve ramte hende og trangen til at krybe tæt på ham, var større og stærkere end den havde været på noget andet tidspunkt. "Jeg vil gerne se det..." svarede hun endelig, helt og fuldkomment oprigtigt. Imogen havde stadig blikket rettet imod hans ansigt – eller nærmere skyggerne der lå over det – og det uudgrundelige udtryk var endnu ikke forsvundet. Hun havde en helt instinktiv trang til at lægge armene omkring ham, tage dem begge væk fra tumulten og problemerne.

Hun så stadig på ham, som havde hun aldrig set ham før, med et forundret glimt i de mørke øjne, inden hun endelig blev bevidst om det og hurtigt lod blikket falde til det sted på hendes lår, hvor deres hænder hvilede. Hun var endnu engang forbavset over hvor naturligt det føltes. "Virkelig gerne..." gentog hun sig selv lavmælt og fandt hans blik igen, uden at løfte nakken. På hendes læber trak et oprigtigt, lille smil frem og i få, lykkelige sekunder, var tanken om hvorfor de sad hvor de gjorde, kastet bort.

[/blockquote]
[/justify]

[Kevin O'Hare]

No matter what we do
FOR ALL OF ITS UNCERTAINTY
we cannot flee the future

• Tag : Imogen Ivory • Outfit : Here

Kevin glemte nogle få sekunder hvor de sad mens han fortalte Imogen om sit tilflugtssted på den lille grønne ø de begge var født og opvokset på. Hvis ikke smilet alene afslørede hvor glad han var for stedet han talte om, så gjorde tonen i hans stemme, selvom han igen var tøvende da han lod et oprigtigt ønske glide over sine læber. Hendes svar fik han til at tage en lille lettet indånding, uden at kunne holde et hurtigt smil tilbage. Uden at finde ord nikkede han kort med et blik der igen flakkede mellem hendes brune øjne.

Alle hans instinker sagde det samme, men han vidste han ikke kunne følge dem hvor de var nu, så i mangel af bedre gav han hendes hånd under kappen et fast klem og fastholdt den intense øjenkontakt med hende. Der var noget i hendes blik der ikke havde været der før. Hvis det havde, så var han i hvert fald sikker på han ikke havde lagt mærke til det før og hans blik flakkede igen over det uudgrundelige i det som han ikke helt kunne læse.

Han slog selv blikket ned da hun gjorde og det trak igen i hans mundvige da hun gentog sig selv og han løftede hovedet blot for at se hende gøre det samme "Det håbede jeg.." svarede han ærligt og lænede sig ubevidst lidt til siden, ind mod hende "Min søster er overbevist om der bor feer og det var dem der fik mig til at købe det." en lille underholdt lyd undslap ham mens han så ned igen og fortsatte med at tale. Både for at aflede sig selv fra situationen, men også fordi han ganske simpelt havde lyst "Og at de holder det pænt når jeg ikke er der. Selvom de to der holder til under lænestolen efter sigende er nogle ballademagere." han så op på hende med et skævt smil.

Et sekund eller to var han tavs og så bare på hende før han fortsatte, ligeså lavmælt som før, men uden den tøven hans stemme havde haft øjeblikket før "Hun fik også lov at bestemme et navn til det. 'Pixie Cottage'." han rystede på hovedet, uden dog at kunne holde endnu et impulsivt smil tilbage før alvoren indfandt sig igen "I forhold til min lejlighed her i London er det virkelig småt, men det er hjem. Mere end lejligheden nogensinde bliver."

[Heather Chancellor]

Every ordinary day
is special for someone somewhere, so smile when your sky is grey

* Imogen & Kevin * Outfit *

"Men hvem skulle ellers hvis ikke dig, Pet?" Heathers lyse stemme var munter, som hun sendte Petunia, en anden af de yngre healere på afdelingen, et varmt og opmuntrende smil, der blev mødt med et ikke særligt oprigtigt fnys og rysten på hovedet, der på ingen måde fik Heathers smil til at falme. Tværtimod. Hun Gav den anden et lille puf med hoften, før de skiltes ved døren til venteværelset og som de lette, hurtige slag fra Patunias sko fortog sig hen af gangen, åbnede Heather sin folder og lod blikket glide ned over listen af navne. Hendes pause var netop overstået og sidste halvdel af hendes vagt ved at tage sin begyndelse og det med travlhed kunne hun se.

Så rynkede hun panden let, mens hendes blik fandt tilbage øverst på listen og fæstede sig på navnet der, som hun med sin frie hånd trykkede håndtaget ned og døren op. Ivory, Imogen. Venindens navn var ikke til at tage fejl af, som de personer siddende tæt skjult i deres kapper ikke var det. Det trak i Heathers mundvige som allerede var trukket op i et varmt beroligende smil fra det øjeblik hun trådte ind i lokalet. For nogen der ikke tydeligvis ikke ønskede at tiltrække sig opmærksomhed var dette lige netop hvad de gjorde. Men hvorfor havde Imogen intet sagt til hende?

Hun lod blikket glide rundt over resten med små nik og varme smil, før hun lod det finde tilbage til de to tildækkede skikkelser og lod genkendelsen stå tydeligt frem i sine træk, skønt den forlængst havde indfundet sig. "Immi!?!" Hun klappede folderen sammen, mens hun passerede gennem rummet og stoppede foran parret. "Det er alt for længe siden og så dukke du op øverst på min liste..." Hun sendte manden et undersøgende blik uden at slække på smilet eller den varme udstråling, før hun vendte det tilbage til den det hele ville komme til at dreje sig om. "... men hvis I vil følge med denne vej?" Hun gjorde et kast med hovedet, før hun med en ny stribe beroligende smil til de andre der ventede forlod venteværelset som den første og ledte vejen til sit eksaminationsrum tre døre længere nede af gangen.

[Imogen Ivory]

that becomes a channel into
which thoughts flow

[/size]

Tag: Kevin & Heather • Outfit: Here[/center]

Kevins fortælling var en velkommen distraktion og hun fandt det utroligt nemt, at blive fanget af den og i nogle få øjeblikke, glemme alt andet omkring dem. Hans øjne var endnu mørkere end normalt på grund af skyggen fra hætten og hun fandt, at det umådeligt svært at løsrive sit blik, så snart det var fanget der. Uvilkårligt gengældte hun trækningen i hans mundvig med en lignende, som hun tog imod invitationen.

Hans fortsættelse fik hende impulsivt til at blotte tænderne i et smil i et øjeblik, et smil der modsat de fleste, faktisk nåede op i de brune øjne. "Og så påstår du alligevel at jeg er en skiftning, når det er dig der bor med feer," kommenterede hun lavmælt, med en svagt drillende undertone, der var ganske at foretrække frem for gravkammerstemningen. En svag, munter lyd slap fra hende over det navn Kevins lillesøster havde valgt. "Selvfølgelig... Det lyder passende," svarede hun og mærkede det trække lidt op i sine mundvige igen over hans sidste ord, allerede på vej til at fortælle ham, hvordan Irland også altid ville være hjem for hende.

Det nåede hun dog aldrig til, før en lidt for velkendt stemme skar igennem med et lidt for velkendt kælenavn og i et splitsekund,spærrede Imogen øjnene op, inden hun drejede hovedet og ganske rigtigt, fandt Heather med blikket. Tanken havde kort strejfet hende, at det muligvis ville være veninden der tog imod dem, men hun havde for en stund glemt det igen. Et stik af dårlig samvittighed meldte sig, men hun nåede ikke at tænke mere over det, før blondinen stod foran dem. "Heather!" udbrød hun og mærkede igen samvittigheden røre på sig over venindens ord.

Helt uvilkårligt havde hun givet slip på Kevins hånd og følte sig lidt som et barn, der var taget med fingrene i kagedåsen. Hun vidste ikke hvad hun skulle svare, men blev dog heller aldrig nødt til det, da Heather fortsatte. Hun stivnede kortvarigt i stolen da veninden gik, alt for klar over at det betød at de nu skulle ind på den anden side af døren. Hun så over på Kevin igen, alle rester af smilet forsvundet og erstattet af nervøsiteten. Hun ville sige noget, men hendes hals føltes tør, så hun endte med bare at rejse sig og træde et halvt skridt frem, før det gik op for hende at han ikke nødvendigvis ville komme med. Hun vendte sig halvt imod ham igen og spurgte så lavmælt, at det kun var ham der kunne høre det. "Kommer du med?" Ordene var uden hun var helt klar over det, sagt med en svagt bedende undertone.


[/blockquote]
[/justify]

[Kevin O'Hare]

No matter what we do
FOR ALL OF ITS UNCERTAINTY
we cannot flee the future

• Tag : Imogen Ivory + Heather Chancellor • Outfit : Here

Kevin fik en umiskendelig flagrende fornemmelse i mellemgulvet, da et smil for en kort bemærkning nåede op i Imogens brune øjne og han smilede selv skævt over hendes ord "Du har ikke tænkt på at jeg måske netop har et ret godt sammenligningsgrundlag når jeg bor sammen med nogle af det lille folk?" han hævede brynene lidt og nød det lille løft i stemning. Der var dog ingen af dem der havde glemt hvorfor de sad der, men det var alligevel rart at skubbe det lidt i baggrunden, så længe det var muligt.

Han smilede igen med et tydeligt varmt glimt i øjnene rettet mod sin meget yngre søster "Mere end passende.." han gav ubevidst hendes hånd endnu et lille klem under kappen og åbnede munden for at sige noget mere, da en stemme hævede sig over alle de andre og fik det til at give et sæt i ham. Han vendte hovedet i den givne retning og slap på samme tid Imogens hånd ligeså hurtigt som hun slap hans. Den knugende fornemmelse i hans mellemgulv vendte tilbage for fuldt styrke mens hans blik landede på en blondine i Mungos karakteristiske, lysegrønne tøj. Hun så svagt bekendt ud, men ikke nok til at han kunne placere hende som andet end en der ganske sikkert havde gået på Hogwarts flere årgange under ham selv.

Imogen gav ham et fornavn som blondinen kom nærmere, men det gjorde ham ikke klogere og i stedet rettede han sig op fra sin let foroverbøjede stilling på stolen og forholdt sig tavs mens de to kvinder udvekslede hilsener. Heathers opfordring fik ham til automatisk at se på Imogen med et spørgende blik for så at nikke en enkelt gang og med en dyb indånding rejse sig for at følge med hende efter healeren mens knuden i hans mave voksede til nye proportioner. Han modstod igen trangen til at lægge den ene arm omkring Imogen og knyttede i stedet begge hænder hårdt under kappen med en ubehagelig fornemmelse af, at hele hans fremtid ville blive fastlagt indenfor de næste minutter.

[Heather Chancellor]

Every ordinary day
is special for someone somewhere, so smile when your sky is grey

* Imogen & Kevin * Outfit *

Heather smilede varmt til Imogen,, da denne hilste hende ved navn og skjulte bestemt den svage skuffelse der havde samlet sig i hende, som hun var blevet klar over at den anden havde valgt hende fra bevidst eller ubevidst. Hun gættede på ubevidst, men det hjalp ikke på følelsen af at den anden havde foretrukket den kommende samtale med en fremmed og ikke hende. Måske havde det også været lettere. Måske. Hendes smil vaklede ikke det mindste. Tværtimod, da hun så hvordan Imogen og manden hun var med rykkede sig lidt fra hinanden som hendes blik faldt lidt for tungt på dem. Interessant… De sagde dog intet.

Med et lille nik, som havde de svaret hende, vendte hun rundt og forlod lokalet med samme effektivitet strålende fra sig, som hun var kommet ind med. Gangen var stille og tom, men i det fjerne kunne hun høre babygråd, der snart efter forsvandt igen. Hun så sig ikke tilbage for at se om de to virkelig fulgte hende, men gik ud fra de ville og ikke tøvede for længe. Først ved døren til sit kontor stoppede hun op og så tilbage på dem med kun en rest af det forgående smil hængende tilbage. ”Så er vi her.” Hun åbnede døren og førte an ind i sit domæne.

Kontoret, eller eksaminationsrummet som det også var, var enkelt indrettet med et skrivebord ud fra vinduet så lyset derfra faldt ned over pladen. Bag Heathers drejelige kontorstol og langs væggen stod en reol med skabe i bunden og skuffer rundt om hvor der ikke var bøger eller krukker placeret. Overfor var to stole til besøgende. I hjørnet ved døren stod en ekstra stol i form af en lænestol med en kurv med garn på sædet og et aktivt strikkende sæt pinde svævende over, der var på deres femte lyseblå babystrømpe.

Heather stoppede lidt inde og vinkede de to hen til stolene ved skrivebordet. ”Kom nu ind og sæt jer. Der er jo ingen grund til at blive stående ude på gangen.” Hun fandt selv sin plads, men ventede med at fortsætte til døren var lukket bag dem og sammen med magien skærmede rummet fra lyttende ører udefra. Så smilede hun atter til dem, før hun fæstede blikket smilende på manden. ”For at holde lidt på formerne, selvom Im gav mit navn i venteværelset ligefør, så er jeg Heather Heartfield, healer her på Skt. Mungos og som måske gættet Im’s veninde.”

[Imogen Ivory]

that becomes a channel into
which thoughts flow

[/size]

Tag: Kevin & Heather • Outfit: Here[/center]

Imogen slap et halvmuntert fnys sammen med antydningen af et smil over hans ord. "Det er godt med dig," svarede hun og lukkede ubevidst fingrene lidt tættere omkring hans hånd. Hun drejede ansigtet imod ham igen og betragtede det af hans hun kunne se. Hun havde trukket luft ind for at svare på hans næste ord, men nåede ikke til det før en lidt for velkendt person dukkede op. Hun var udmærket klar over at hun ikke havde fortalt Heather noget endnu, men et eller andet sted var hun sikker på at veninden ville forstå hvorfor, når først hun fik mulighed for at forklare det.

Det øjeblik var dog ikke endnu og i stedet nikkede hun bare til venindens opfordring og rejste sig, for så øjeblikket efter at gå i stå med et par spørgende ord til Kevin. Hun så afventende på ham, sank en klump da han rejste sig og fulgte så efter Heather ned til konsultationen. Heather havde været den person Imogen havde overvejet at tage hen til først og hun havde da også lige været på vej, før hun fandt sig selv hindret af det faktum at Heather selv havde været i samme situation og temmelig åbenlyst havde en lille, lyshåret skønhed som bevis.

"Altid så kommanderende," kommenterede hun halvtørt i et sædvanligt drillende tonefald, der dog ikke helt formåede at skjule nervøsiteten. Alligevel sendte hun dog veninden et svagt smil og så snart døren var lukket bag dem, lod hun først hætten falde, blot for at løsne kappen og lade den glide ud over sine skuldre øjeblikket senere. Den endte over den ene arm, samtidig med at hun skævede lidt til strikkepindende i det ene hjørne og i et øjeblik følte hun sig svagt svimmel. Hun så skiftevis fra Heather til Kevin, da førstnævnte trådte over til ham, uden helt at have nogen idé om hvad han mente om situationen. Blikket faldt dog sidst på veninden og efter at have ledt lidt efter noget at sige, endte hun med at lukke sin første indskydelse ud med et svagt beklagende ansigtsudtryk. "Jeg ved godt det ikke ligefrem er den optimale måde du skulle finde ud af det her på, Heather."

[/blockquote]
[/justify]