|
Post by Caroline Abbey on Jun 26, 2013 12:26:51 GMT
Carrie følte sig veltilpas og tryg på en måde, som ikke særlig mange fænomener fik hende til. Det var længe siden hun bare havde ligget tæt ind til Eric og snakket med ham, uden at være ved at falde om af træthed. Selvom søvn stadig var en mangelvare, så havde hun haft et lille frirum og hun vidste, at der ikke var en lille baby, der havde brug for hende indenfor de næste par timer. Det gav hende muligheden for reelt at slappe af og nyde følelsen af hans lette omfavnelse og den varme krop, som tilhørte hendes forlovede. Hendes øjne var gledet i, men smilet forblev på hendes læber på trods af, at han ikke kunne se det.
Hun rykkede en anelse på sig med en benægtende lyd og rømmede sig, før hun svarede rigtigt. ”Nej, det er der ikke, men vi betragter det ikke som et ægteskab. Det gør i jo i øvrigt heller ikke, hvis ikke der er sådan en med fra enten en religion eller en anden myndighed, som kan smede folk sammen... Hvilket er hele grunden til, at vi både skal have ham fra rådshuset og Mr. Pinnacle, som vi fortæller din familie er min onkel, selvom vi kun er beslægtet langt, langt ude... Og som nøjes med at sige ordene der.” Hun slap et lille, opgivende suk. ”Det er egentlig enormt tåbeligt. Det er jo ikke mindre muligt at ophæve et ægteskab med den baggrund, men det er nu engang tradition, ligesom det er blevet det, at bruden har hvid kjole på... Og at brudgommen skal bære hende over dørtærsklen til deres nye hjem. Ja goddag...” Hendes sarkasme var åbenlys, men hun nøjedes med at fnyse muntert som afslutning og pillede ved en løs søm i hans t-shirt.
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Jun 26, 2013 19:39:24 GMT
T A G---C a r r i e b u g s ---~ ---O U T F I T-- H e r e Eric rystede på hovedet så godt det nu lod sig gøre i liggende stilling og fortsatte sine dovne strøg over hendes overarm. Hans fingerspidser nåede hver gang lige at strejfe hendes hud hvor ærmet endte "Nej, der skal være en med de rigtige beføjelser, ellers er det ikke gældende. Så kunne enhver stille sig op og gifte folk." han smilede skævt og fulgte en dunet sky med blikket "Det er nok meget godt det er sådan. Trods alt." han tog en dyb indånding og åndede afslappet ud igen mens de seneste måneders stress og bekymringer syntes at lette bare en lille smule.
Det var en velkommen fornemmelse og han tog villigt imod den mens han lå med Carries varme krop tæt ind mod sin egen "Du slipper ikke for den med at blive båret på. Bare så du ved det." han åbnede øjnene endnu en gang og gav hendes skulder et klem "Hvor mange af mugglernes bryllupstraditioner kender du?" han bøjede hagen godt ned mod brystet i et forsøg på at kunne se hendes ansigt "Og hvilke har magikerne jeg ikke kender, hvis der er nogen." han rynkede brynene lidt og forsøgte at genkalde sig hvordan det var foregået til Noah og Emmas bryllup nogle år forinden.
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Jun 26, 2013 23:49:43 GMT
Carrie slap en bekræftende lyd og sukkede dæmpet, før hun tog en dyb indånding og fik Erics velkendte duft med i købet. Hun åbnede øjnene, uden rigtig at se på noget specielt og nøjedes med at trække vejret langsomt og roligt, før hun kom til at fnyse muntert over hans forsikring. Hendes fingre slap den løse tråd og krummede sig i stedet let om stoffet, før hun slap det og skævede op imod ham. ”Jeg kender til flere,” konstaterede hun med et lille smil, som han alligevel ikke kunne se. ”Det med at blive båret er ikke noget nyt. Desuden havde jeg ingen intentioner om at forsøge at slippe. Jeg har det temmelig godt i min mands stærke arme, du.”
Hun understregede sine ord ved at røre lidt på sig og komme et umuligt stykke tættere på. ”Men der er den med de fem ting en brud skal have, den med strømpebåndet og brudebuketten... Det virker alt sammen ret fjollet, men vi har altså for længst købt et blåt strømpebånd, som du kan få lov til at tage af.” Hun tog en hørlig indånding og kvalte en munter lyd, der mest af alt lød som et fnis. ”Der er det med brudeparret ovenpå kagen, men det ved du jo, at jeg ved,” fortsatte hun pragmatisk med mindet om deres besøg hos konditoren i frisk erindring. Hendes fingre tegnede et usynligt mønster på det hvide stof, imens hun betragtede dem fraværende. ”Det tror jeg er det. I hvert fald det, som adskiller sig fra vores traditioner. Men vores er enkle nok. Parret bindes sammen med gamle ord, som jeg ikke engang kender. Du har selv set det til Noah og Emmas bryllup. Det er smukt på sin egen måde, men vi må gøre det før eller efter festen. Jeg ville helst, at det var før. Dine forældre og søskende må jo gerne være der... Vores andre traditioner er uden reel betydning. Det vigtige er fæstningen, hvor han fletter vores magi... Sammen. Det er i hvert fald den forklaring jeg har kunnet finde. Det er slet ikke ubrydeligt, som man troede engang, men det er da smukt på sin egen måde. Jeg synes i hvert fald at det er det. Efter fæstningen bytter vi ringe og så må vi simpelthen bytte dem om igen, før vi gentager det hele på jeres måde...”
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Jun 30, 2013 18:09:41 GMT
T A G---C a r r i e b u g s ---~ ---O U T F I T-- H e r e Erics tænder blev synlige et øjeblik eller to da han smilede og løftede hovedet nok til at kunne plante et kort kys på Carries hår "Jeg har det også temmelig godt med at have dig der, smukke." han lod hovedet falde tilbage igen og stak denne gang sin frie arm under hovedet mens hun krøb helt ind til ham og fortsatte.
Han fortsatte med at stryge hånd og fingre over hendes skulder mens hun talte og opgjorde samtidigt de bryllupstraditioner han selv kendte, fra begge verdener. En lille rynke viste sig mellem hans bryn, men mere en tænksom en af slagsen end en utilfreds "Er det synligt?" han bøjede hagen lidt ned mod brystet igen mens hendes fingre mod hans brystkasse sendte dovne ilinger ud i kroppen på ham "Når vores magi bliver flettet sammen altså? For hvis ikke den er det, er der vel ikke noget der forhindrer at vi kunne kombinere de to. Jeg er ret sikker på jeg engang læste, at det med at binde folks hænder sammen med et bånd også var ret almindeligt blandt mugglere før i tiden." han løftede hånden mod hendes skulder lidt og lod i stedet fingrene glide gennem hendes hår mens han fortsatte "Jeg kan ikke se hvorfor Parrish fra borgmesterkontoret skulle have noget at indvende over at vi gjorde det enten før eller efter han skal på banen." han smilede igen, mens han forsøgte at genkalde sig nøjagtigt hvordan det var foregået til Noa og Emmas bryllup "Jeg glæder mig desuden til at se det strømpebånd." han gav hende et klem og smilede en smule smørret "Ud over dem du har nævnt, så skal vi også skære kagen sammen og fodre hinanden med den første bid. Det skulle bringe held. Hvad er der mere.." spurgte han, mest til sig selv og grublede et øjeblik "Bruden skal danse med begge fædre og gommen med begge mødre. Din far med min mor, din mor med min far, og så selvfølgelig os." han smilede varmt, selvom han vidste hun ikke var ubetinget vild med dansedelen.
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Jun 30, 2013 20:42:52 GMT
Carrie rynkede en kende på panden og var nær ved at afbryde Eric i hans talestrøm. Hun bed dog svaret i sig og ventede med rent faktisk at sige noget, til han var færdig med at snakke. Et insisterende, skævt smil trak op i hendes mundvige over kommentaren til strømpebåndet og hun bøjede nakken den mindste smule, som hun lod hånden ligge fladt imod hans brystkasse. Efter at have sukket opgivende over påmindelsen om den dans, som hun stadig ikke så synderligt frem til, klarede hun halsen en smule og tog en dyb indånding.
”For det første...” Hun slap et lille, hørligt suk og løftede hovedet en kende, for at kunne se opgivende på ham. ”Ja. Ja, det er meget synligt. Hvordan du overhovedet kan have glemt det er decideret uforståeligt. Det er utrolig smukt – og romantisk hvis man er til den slags. Men der kan ikke være nogen uindviede mugglere tilstede under nogen omstændigheder.” Hun hævede begge øjenbryn en anelse, så sigende på ham og hvilede hagen imod hans bryst med en lille, klemt lyd, da hun rykkede på sig. ”Du har sagt det med dansen. Det bliver en fest med min far bag roret. Lige så lidt rytmesans, men langt mere entusiasme... Men okay. I det mindste tøffer jeg ikke rundt med seriøs frontal overvægt længere. Det gør i øvrigt også hele strømpebåndsprocessen mindre akavet.” Et lille, muntert fnys forlod hende og hun vendte blikket imod skyerne for en kort bemærkning. ”Jeg ville ønske at Evie var født før, men jeg har virkelig ikke noget imod at opleve mit bryllup uden at være en hval.”
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Jun 30, 2013 22:24:58 GMT
T A G---C a r r i e b u g s ---~ ---O U T F I T-- H e r e Eric lod sin hånd falde til Carries hofte da hun flyttede på sig igen og mødte hendes blik med let hævede øjenbryn. Det ændrede sig til et passende brødebetynget udtryk da hans hukommelse fik et skub og han smilede skævt "Nej, der var det der hvirvlende lys og ting. Jeg kan godt huske det nu." han skar en lille grimasse og strøg hånden over hendes ryg da hun igen lå stille.
Han lyttede og kom til at smile bredt, lige på kanten til et grin mens et drenget glimt viste sig i hans grå øjne "Bestemt.. og så kan vi gisne om hvem der griber både det ene og det andet og skal gøre mig kunsten efter i baglæns rækkefølge." han løftede hånden igen og nussede hende halvt ubevidst i nakken "Desuden var du aldrig en hval. Du var smuk og du er stadig smuk." han var tavs et lille øjeblik før han tog ordet igen "Men skal den magiske ceremoni næsten ikke være først så?" han løftede hovedet lidt for at se ned på hende "Ville det ikke være mest praktisk? Din familie, mine forældre og søskende og vores magiske venner."
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Jun 30, 2013 22:42:36 GMT
Carrie så sigende på Eric og nød for sig selv den beroligende følelse af hans hånd, der strøg over hendes ryg. Hun trak vejret dybt og langsomt, imens hun så op på ham. En lille, resigneret lyd forlod hende og hun skar en grimasse ved tanken om at noget skulle gribes eller at der ville være noget som helst, der lignede kunst, over hendes klodsede dansetrin med henholdsvis far og svigerfar.
Alligvel åbnede hun først munden igen, da han forslog en passende rækkefølge. ”Mmh,” medgav hun indledende. ”Lige netop. Så er vi allerede gift – efter vores standarder – når de resterende dukker op, men det gør ikke noget. Der er nok ikke nogen, som klager over at bytte ringene om igen for den korte periode. Jeg vil i hvert fald undlade at brokke mig over, at du leger en fri mand for en times tid...”
Hun smilede skævt til ham og tog en dyb indånding, inden hun slap den ud i et velbehageligt suk. Det faktum, at de ikke kunne blive liggende for evigt, var ikke særlig velkomment i hendes bevidsthed. Hun nød tætheden og mente, at det var al uroen over Evangelines velbefindende værd.
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Jul 1, 2013 0:52:01 GMT
T A G---C a r r i e b u g s ---~ ---O U T F I T-- H e r e Eric kom denne gang til at le kort og smilet på hans læber var efterfølgende ganske smørret mens han fortsatte med at stryge fingerspidserne over hendes nakke "En hel times frihed. Jeg må lægge en plan for at udnytte den mest muligt." han lagde ansigtet i passende folder og foregav at tænkte grundigt over sagen "Jeg skulle nå at score hende der skuespilleren og købe en motorcykel.. forsøge mig som rockstjerne.."
Mens han talte strakte han armen han havde halvt omkring hende og møvede sig nedefter uden at forsøge at skubbe hende væk, indtil hendes hovede i stedet hvilede på hans overarm og han selv lå på siden og havde ansigtet lige ud for hendes "På den anden side kunne jeg også bare bruge den time på at glæde mig over, at jeg får lov til at blive gift med dig to gange på samme dag." han smilede varmt, selvom det drillende glimt stadig var tydelig i hans blik.
Han så kærligt på hende nogle øjeblikke uden at sige noget før han strakte hals og tiltuskede sig et dvælende kys han ikke havde travlt med at bryde væk fra. Det blev dog helt naturligt nødvendigt ret hurtigt "Min Mrs..." han gik momentært i stå og smilede skævt "Abbey, Wolfe eller begge dele." han rynkede brynene en lille smule mens han blev mindet om han faktisk ikke kunne huske om de nogensinde var blevet enige om lige det.
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Jul 1, 2013 1:11:25 GMT
Carrie grinede og rystedet lidt på hovedet over Eric, uden at kommentere på hans vilde planer for deres bryllupsdag. Hun hævede begge øjenbryn over hans rykken rundt, men løftede på sig alligevel og endte veltilpas på siden med hans øjne så tæt på, at hun kunne se detaljerne i dem.
Det smil hun sendte ham ovenpå han ord var mere kærligt end muntert og hun mødte velvilligt hans læber, imens hendes fingre fandt hans hals og strøg blidt over den. Alt ved situationen forekom hende tæt på perfekt og hun havde ikke lyst til at det stoppede, selvom det var uundgåeligt.
Hendes hånd blev hvor den var, da han trak sig væk igen og hun så på ham med halv lukkede øjne og et lille smil. Det voksede en kende over hans ord og hun så kortvarigt ned, før hun fangede hans øreflip blidt imellem pege- og tommelfinger og trak let i den. ”Abbey-Wolfe,” svarede hun med afdæmpet sikkerhed. ”Mrs. Abbey-Wolfe.”
Hun slap øreflippen igen og strakte sig en anelse, for at plante et kort kys på hans læber, uden at dvæle ved dem i mere end et sekund eller to. ”Det lyder næsten lige så godt som Mrs. Luftkaptajn, ikke?”
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Jul 1, 2013 9:55:58 GMT
T A G---C a r r i e b u g s ---~ ---O U T F I T-- H e r e Eric havde ikke rigtigt noget imod at blive grinet af. Det havde været intentionen og Carrie så kun mere dejlig ud når hun grinede. Hans øjne gled i sekundet før hans læber mødte hende og han konstaterede, at selv efter flere år, kunne hendes kys stadig vække en sommerfugl eller to i hans maveregion. Han strøg hende dovent over ryggen mens hendes fingre gengældte kærtegnet mod hans hals.
Han skar en lille grimasse, mest for syns skyld, over det lette træk i sit ene øre, men kunne på ingen måde tilbageholde det brede smil der fik hans mundvige til at trække opefter da hun talte igen. Hans blik var forgabt og beundrende mens han så på kvinden han håbede at tilbringe resten af sit liv med og tanken alene fik sommerfuglen til at vågne igen "Mr. og Mrs. Abbey-Wolfe." gentog han hende med en enkelt tilføjelse for en smule kringlet at sige han ikke havde det fjerneste imod selv at skulle føje et navn til sit eget.
Han smilede stadig da hun tildelte ham endnu et kys og kom så til at le mens hans blik spillede muntert til hende "Næsten, kun næsten." han løftede sin frie arm og lagde også den omkring hende kun for at trække hende et umuligt stykke tættere på og lukke den behagelige lille boble omkring dem mere end den var i forvejen. Det hele var frygteligt sukkersødt, men lige i øjeblikket var han virkelig ligeglad og nød i stedet tosomheden med hende til sit fulde potentiale da han strakte hals og insisterende fangede hendes læber igen.
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Jul 1, 2013 13:41:05 GMT
Caroline var ligeglad med, at deres omfavnelse og dæmpede ord passede fint ind i en af de tåbelige, romantiske romaner til husmødre og teenagepiger, som hun aldrig var blevet læser af. Hun smilede mildt til Eric og strøg fingrene let over hans hals. Hun strejfede hans kæbe og strakte sig kortvarigt en lille smule, før hun sank tilbage og sukkede veltilpas.
Alt ved situationen var i det lille, bitte øjeblik helt perfekt og hun var yderst tilfreds med at have arrangeret dagen sådan, at de rent faktisk havde tid til at ligge og se hinanden dybt i øjnene, som om de stadig var åndssvage og nyforelskede. For hendes vedkommende kunne det godt føles en anelse som om hun var det i små, segmenterede dele af livet, som nu, hvor han trak hende tættere på sig.
Hendes øjne gled i og hun mødte hans læber uden den mindste anelse af protester. Fingrene gled ind i Erics hår og hun krummede dem let sammen om det. Det ville være nemt at lade sig rive med, men efter et par lange, dejlige øjeblikke brød hun langsomt fri og nøjedes med at plante et drillende kys på hans næsetip, før hun så ham i øjnene igen. ”Jeg elsker dig,” konstaterede hun med et kærligt smil, imens hendes fingerspidser strøg blidt hen over hårene i hans nakke.
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Jul 1, 2013 14:41:16 GMT
T A G---C a r r i e b u g s ---~ ---O U T F I T-- H e r e Erics ene hånd nåede at bevæge sig hele vejen ned over Carries ryg og ende på det øverste af hendes bagdel før hun langsom trak ansigtet lidt væk og han igen åbnede øjnene kun for at se lige ind i hendes brune øjne. Hans blik matchede uden tvivl hendes selvom han ikke selv kunne se det og han rynkede svagt på næsen da hun kyssede den, uden at slække grebet omkring hende eller trække hånden til sig "Jeg elsker dig." gentog han hende lavmælt og havde lyst til at kysse hende igen, men tog sig i det.
I stedet lukkede han øjnene med et lille velbehageligt suk og lod panden hvile mod hendes uden at sige noget. Flere minutter lå han bare sådan og lyttede til hendes åndedrag, mærkede den lette vind og ind i mellem eftermiddagssolen der sendte varme stråler ned over dem "Jeg ender med at gro fast lige her." konstaterede han så mumlende uden at åbne øjnene. Han flyttede dog lidt på sig, løftede hovedet og plantede et kys på hendes pande før han slog øjnene op igen og så en smule dvask på hende "Fryser du?" spurgte han let bekymret og lod hånden glide langsomt op over hendes ryg.
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Jul 1, 2013 19:14:49 GMT
Caroline lukkede øjnene synkront med Eric og trak vejret langsomt og dybt, imens hun kærtegnede hans nakke i små, lette strøg. Hun kunne ikke huske sidste gang de havde ligget sådan sammen – og da slet ikke på et tæppe midt på en græsplæne. At det i øvrigt var helt sikkert, at de aldrig havde gjort det på deres egen græsplæne i deres egen have, var i den sammenhæng mindre relevant.
Erics mumlende konstatering blev det første, der brød stilheden mellem dem. En lavmælt, bekræftende lyd forlod hende, som hun krøb tættere på ham og hun overvejede ikke at ændre på noget som helst, før han talte igen og hun åbnede øjnene med et lille smil.
”Nej,” svarede hun simpelt, imens hendes øjne gled halvt i igen over hans kærtegn. Hun gemte ansigtet ved hans hals og smilede for sig selv. ”Jeg har dig. Du er varm og dejlig.” En dæmpet, munter lyd forlod hende og hun strøg næsen let imod hans hud. ”Der er stadig mere mad, dog...”
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Jul 1, 2013 21:24:31 GMT
T A G---C a r r i e b u g s ---~ ---O U T F I T-- H e r e Eric gav sig umærkeligt under Carries fingre i hans nakke, der fik det til at risle behageligt ned langs hans rygsøjle. Han følte sig dejligt afslappet, næsten dvask og et lille smil hvilede næsten permanent på hans læber selv mens han havde øjnene lukkede. Hans konstatering var ligeså doven som han følte sig og han gemte velvilligt næsen i hendes hår da hun krøb tættere på.
"Godt." han grinede lydløst da hun fortsatte og rystede let på hovedet mens hans fingerspidser på hendes ryg dvælede et øjeblik ved sømmen på hendes bluse "Jeg har dig.." han lod en enkelt finger smyge sig ind under kanten på blusen og strøg den over hendes varme ryg "Og du er lige til at spise som altid." han trak hånden til sig igen med et lille suk og genoptog de langsomme strøg på hendes ryg "Hvis jeg falder i søvn, så giver jeg dig skylden." anklagede han halvhjertet og mumlende med antydningen af et flabet smil på ansigtet.
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Jul 1, 2013 22:20:32 GMT
Carrie grinede ind imod Erics hals, da han strøg en finger op over hendes ryg. Hun gav sig en smule og bed ned i sin egen underlæbe med begge øjne åbne, før endnu munter lyd gjorde kål på den grimasse. ”Vi skulle heller ikke sove,” konstaterede hun unødvendigt, inden hun plantede et kys på hans kæbelinje og møflede sig lidt væk, bare langt nok til at kunne se ham i øjnene. ”Vi skulle tale sammen, snakke om alt det vi lige har misset på grund af søvnmangel og bleer.”
Hun så sigende på ham, før det trak i hendes mundvige igen. ”Man kunne selvfølgelig argumentere for, at noget af det vi har misset er en god lur, men der er andet, ikke? Jeg savner dig en lille smule. Det her, tid alene med dig, muligheden for rent faktisk at have lyst til dig... Du må også savne det. Hvor længe siden er det nu? Tre en halv? Det var heromkring desperationen begyndte at være til at læse imellem linjerne i dine breve.”
Hun bed et meget insisterende og temmelig smørret smil i sig og sænkede blikket et sekund eller to, før hun atter mødte hans blå øjne. ”Vi skal ikke... Nu. Men bare fortæl mig, om det ikke går dig på?”
|
|