In my own world..

[Matthew Blythe]

T A G---A N N A B E L --V A R G A S--~--W E A R I N G---T H I S

Matthew sendte endnu et velrettet slag mod det matte læder der, sammen med adskillige kilo sand, udgjorde sandsækken. Til daglig havde den sin plads, krympet behændigt inde i skabet hvor den ikke tog plads der egentligt ikke var der. Lejligheden var ikke stor, men passende til én person. Nu der mere eller mindre boede to, var det begyndt at kunne mærkes at der ikke var oceaner af rum.

Det forhindrede ham dog ikke i træne nu han var alene og havde en sjælden eftermiddag fri og med tunge rytmer i ørerne regnede slagene taktfast og kraftfuldt mod sandsækken der raslede i sine kæder fra loftet. Han hørte ikke andet end musikken mens han sammenbidt og koncentreret fuldte en fast rutine. Han stoppede et øjeblik for at tørre sit ansigt i håndklædet han havde lagt på sengekanten, spændte handskerne ordentligt fast, rullede med nakken og fortsatte så hvor han var sluppet.

[Annabel Vargas]

T a g : - - M a t t h e w - - - - - W e a r i n g : - - T h i s

"... Det skal jeg sige til ham. Mange tak for hjælpen, Lily. Vi snakkes ved." Med et tilfreds smil trykkede Annabel på det lille, røde symbol på mugglergenstanden, hun kunne holde i sin håndflade og hvis ganske effektive funktion, hun havde genopdaget efter hun var vendt tilbage til England. Hun lod mobiltelefonen glide ned i tasken og rodede lidt rundt efter et lille nøglebundt, der begrænsede sig til to små nøgler og en nøglering, før hun smed cigaretstumpen hun havde haft mellem to fingre på jorden, trådte på den og samlede så skoddet op igen, for at smide det i skraldespanden ved siden af bænken på fortovet.

Ikke længe efter trådte hun ind i Matthews lejlighed, skubbede skoene af og lod tasken glide ned på gulvet. "Matthew?" kaldte hun ud i lejligheden, før en dump lyd nåede hendes ører. Den var ganske afslørende og hun besværede sig ikke med at kalde igen, velvidende om, at han næppe ville kunne høre hende.

På vej igennem lejligheden viklede hun det tørklæde af, som hun havde slået let om overkroppen efter hun havde været til en af sine utallige, forskellige dansetimer. Hun stoppede i døråbningen til soveværelset og blev som forventet mødt af synet af Matt, som stod med ryggen til hende. Det trak lidt op i hendes ene mundvig. "Matthew?" kaldte hun igen, uden tegn på den mindste reaktion fra ham. Hun rynkede lidt på panden, uden at smilet på hendes læber forsvandt helt, og skubbede sig fri af dørkarmen. Det var hendes intention at lægge en hånd mod hans skulder, i tilpas sikkerhedsafstand, men netop som hun nåede hen til ham, flyttede han uventet på sig. Det næste Annabel registrerede var en blændende smerte som fik hendes øjne til at sortne og i forlængelse af det et pinefuldt jag, da hendes haleben kolliderede med gulvet.

[Matthew Blythe]

T A G---A N N A B E L --V A R G A S--~--W E A R I N G---T H I S

Matthew hørte ikke andet end musikken der buldrede i hans ører, måske også lidt for højt, ikke engang sine egne slag mod lædersækken. Han mærkede dem dog tydeligt forplante sig op gennem sine arme og videre ud i overkroppen hvor musklerne blev sat på prøve og anstrengte sig for at følge med, uden dog at være uvant med presset.

Efter en ny serie slag holdt han en kort pause, uden reelt at stå stille. Et par kontrollerede indåndinger senere var han klar igen, løftede den ene arm og begyndte igen. Han nåede dog ikke mere end et enkelt slag før hans albue på vejen tilbage for at lægge kraft bag næste slag, uventet mødte modstand. Han farede sammen og vendte sig med en hastig vejrtrækning lige tidsnok til at se Annabel sætte sig hårdt på gulvet bag ham "Anna?" udbrød han overrasket, før blodet der tydeligt piplede frem under den hånd hun holdt over sit ansigt, gjorde det alt for klart hvad det var hans albue var kollideret med "Fuck." udbrød han højt og meget ukarakteristisk Matthew, mens han flåede ørepropperne ud af ørerne og lod dem dingle om halsen på sig selv. Musikken var fra dem var tydelig at høre mens han satte sig på knæ "Jeg så hørte dig ikke.." fortsatte han mens han løftede den ene hånd, blev klar over han stadig havde handskerne på og febrilsk gav sig til at hive dem af.

[Annabel Vargas]

T a g : - - M a t t h e w - - - - - W e a r i n g : - - T h i s

Der gik et øjeblik fra Annabel satte sig tungt på gulvet, til hendes hjerne egentlig registrerede hvad der skete. Instinktivt fløj hendes hånd dog op til ansigtet og der var ingen tvivl om hvad den varme, våde fornemmelse var. Hun ænsede ikke Matthews ord, men bandede bare højlydt på klingende portugisisk bag sin hånd. Hun var ikke i tvivl om at næsen var brækket, for det gjorde næsten mere ondt i hendes haleben, og størstedelen af reaktionen, skyldtes uden tvivl chokket.

Hun mærkede tydeligt blodet løbe ud gennem sine fingre og instinktivt tiltede hun hovedet en smule bagud, uden i øvrigt at være stoppet med at hvæse hidsigt på portugisisk, selvom det nu var lavmælt og ud gennem sammenbidte tænder. Da det lykkedes Matthew at frigøre sig fra boksehandskerne og hans hånd gled ind i hendes synsfelt, reagerede hendes hånd instinktivt og slog hans væk, med et hørligt klask. "Lad være med at røre ved mig!" Hun nåede slet ikke at tænke over hverken handlingen eller ordene, før hun havde ført dem ud i livet, men hun fortrød dem til gengæld heller ikke efterfølgende.

[Matthew Blythe]

T A G---A N N A B E L --V A R G A S--~--W E A R I N G---T H I S

På trods af at Matthews forståelse af portugisisk var rimelig god, fangede han ikke alt Annabel i en lind strøm lukkede ud. Han fangede dog nok til at krympe sig lidt, hvor han under normale omstændigheder, eller i hvert fald omstændigheder han ikke selv var skyld i, ville have moret sig lidt over hendes farvestrålende ordforråd. Han havde selv brækket næsen mere end én gang og han vidste nøjagtigt hvor ondt det gjorde, hvilket kun fik ham til at rynke panden endnu dybere.

Han fik handskerne af, men lod tapen sidde omkring begge hænder da han rakte frem for at tage fat om hendes håndled for fjerne hendes hånd. En prompte svidende fornemmelse over hans håndryg fik ham dog til at trække hånden til sig igen og bare se ubeslutsomt på hende et langt øjeblik "Undskyld! Jeg så dig ikke for fanden!" udbrød han både frustreret og skamfuldt "Lad mig se." bad han og så indtrængende på hende, mens hendes hvæsende ord stadig lød for hans indre øre "Jeg kan fikse det på to sekunder hvis du lige falder ned og giver mig lov." han løftede hånden igen, men lod den hænge afventende i luften mens hans blik flakkede over hendes ansigt og han mest af alt forventede en ny strøm af portugisiske eder.

[Annabel Vargas]

T a g : - - M a t t h e w - - - - - W e a r i n g : - - T h i s

I første omgang var Annabel temmelig ligeglad med Matts undskyldninger. Faktisk ville hun langt hellere være fri for dem, som hun bandede over den umiddelbare smerte, som den knækkede knogle og sammenstødet med gulvet havde båret med sig. Ederne røg ud over hendes læber, uden hun tænkte over det og det var rent instinktivt, at hun gav Matthews hånd et ublidt slag, da den kom indenfor hendes synsvidde. Den egoistiske del af hende, fik det næsten bedre over det og hun lod hovedet falde den mindste smule længere tilbage.

De vrede ubrud var begrænset til en uforståelig hvæsen mellem sammenbidte tænder og da hun åbnede øjnene igen, var hendes blik gennemborende. Sådan stirrede hun på ham nogle øjeblikke, før hun endelig lod hånden falde. Synet bag den var absolut ikke kønt og hendes hånd var dækket af det blod, som ikke var løbet ved siden af. Annabels brystkasse hævede og sænkede sig arrigt op og ned, mens hendes nu frie hånd knugede sig hårdt sammen, udelukkende for at forhindre den i at dirre. Hendes læber var ikke meget mere end en tynd streg og hendes kæber spændt hårdt, for ikke at fortsætte den meget ukarakteristiske og grimme snak.

[Matthew Blythe]

T A G---A N N A B E L --V A R G A S--~--W E A R I N G---T H I S

Matthew kneb øjnene lidt sammen og krympede sig igen indvendigt over det blik han fik da Annabel langt om længe åbnede øjnene . Han veg dog ikke under det, men mødte det stædigt uden at det ændrede på han havde sort samvittighed over at være skyld i hun var kommet til skade. Det var en diskussion de havde haft flere gange end han brød sig om at tænke på. Sædvanligvis var det ham der ville forhindre hende i at komme noget til og lige nu havde han gjort nogenlunde det modsatte.

Han så mellem hendes lynende øjne et par gange efter at have løftet hånden, tog forsigtigt fat om hendes hage og drejede hendes ansigt lidt til siden for bedre at kunne se det knæk der meget tydeligt var på hendes næseryg "Undskyld.." mumlede han igen og fangede momentært hendes blik før han slap hendes hage igen og rejste sig langsomt, med en hånd rakt opfordrende ned mod hende "Sæt dig herop." bad han igen, lige så indtrængende som før og nikkede mod sengen mens han så sig hurtigt omkring og lokaliserede sin tryllestav i vindueskarmen.

[Annabel Vargas]

T a g : - - M a t t h e w - - - - - W e a r i n g : - - T h i s

Annabels vejrtrækning var tung, men hun faldt langsomt mere og mere ned. Hvor hendes øjne først lynede, nøjedes hun nu med at skule. Hun spændte dog stadig i kæben, da Matts fingre lukkede sig omkring den og hun lukkede øjnene igen, da hun lod ham dreje sit ansigt. Det gjorde ondt og hun kunne ikke ryste følelsen af at have fået omrokeret hele sit ansigt af sig. Hun åbnede øjnene igen da han slap hende og fulgte ham med blikket.

Instinktivt var hun ved at fnyse, men fandt at det både gjorde ondt og var mere eller mindre umuligt med næsen fuld af blod. "Der kommer blod på sengen," affærdigede hun hans ord, nu på det sædvanlige engelsk hun talte til ham i, som hun ellers ikke havde brugt, siden hun hvæste af ham og slog hånden væk. "Bare skynd dig, ellers gør jeg det selv." Annabel var ligeglad med den hårde kant, der var i hendes stemme, i hvert fald for nu. Hun var mere fokuseret på den smertefulde dunken centreret i hendes ansigt.

[Matthew Blythe]

T A G---A N N A B E L --V A R G A S--~--W E A R I N G---T H I S

Matthew undlod så vidt muligt at se Annabel i øjnene mens han hurtigt tog bestik af situationen og skadens omfang. Han kunne dog tydeligt mærke hendes blik, også selvom han ikke så det. Brynene var stadig trukket nedefter da han rejste sig og rakte hånden ned mod hende for så at trække den til sig igen og åbne munden for at argumentere, at det ikke gjorde den store forskel.

Hendes følgende ordre fik ham dog til at lukke munden igen og et splitsekund spillede skyggen af et smil på hans læber. Så vendte han sig hurtigt for at skjule det og tog tryllestaven fra vindueskarmen "Tag en dyb indånding og bid sammen." mumlede han mens han sank på knæ foran hende igen "Det kommer til at gøre ondt lidt fem sekunder endnu." han lagde igen let den ene hånd under hendes hage og rettede tryllestaven mod hendes brækkede næseryg med et lavmælt "Episkey." et tydeligt knæk senere var hendes næseryg rettet ud igen. Han sænkede dog ikke staven, men forsætte lydløst med et lille glimt der fik de små blodkar i hendes næse til at lukke sig igen og dermed stoppede blodet også "Så.." konstaterede han overflødigt og lod begge hænder falde til sine egne lår "Det var virkelig ikke meningen." mumlede han videre og undskyldte dermed for tredie gang.

[Annabel Vargas]

T a g : - - M a t t h e w - - - - - W e a r i n g : - - T h i s

Annabel slap en temmelig irriteret lyd over Matts ord, selvom hun et eller andet sted godt vidste, at det var af rent hensyn, at han sagde det. Det var dog i øjeblikket temmelig svært for hende at fokusere på og i stedet slap hun blot et utålmodigt: "Det er ikke første gang jeg har brækket næsen," som om han skulle have haft mulighed for at vide det. Hun gjorde dog som han sagde, som hun under alle omstændigheder ville have gjort og lukkede øjnene igen.

Det gav et smertefuldt jag, da knoglen satte sig selv på plads, men Annabel slap ikke en lyd. Hendes kæbe spændtes dog tydeligt og det gav et lille ryk i hende, men hun nægtede pure at vise andre tegn på manglende tolerance. Hun havde brækket næsen før og også selv sat den på plads. Det lå indgroet i hende, hele tiden at skulle bevise at hun var stærk og ikke bare en dum, lille pige. Hun havde åbnet øjnene igen og da Matt sænkede tryllestaven, løftede hun den ene hånd og tog sig til næseryggen. Den var øm, men tydeligvis ikke længere brækket. "Det ved jeg godt," mumlede hun, ikke helt så bitter, som hun havde været resten af tiden, men endnu heller ikke helt overbærende. Hun bandede lavmælt for sig selv på portugisisk endnu engang, før hun lod hånden falde og tog en dyb indånding.

[Matthew Blythe]

T A G---A N N A B E L --V A R G A S--~--W E A R I N G---T H I S

Matthew rynkede brynene bare en lille smule mere ved tanken om det ikke var første gang Annabel udgjorde et syn lignende lige nu. Han var ikke særlig god til at forlige sig med, at hun uundgåeligt ville kommer til skade, flere gange, i en forhåbentlig lang karriere som auror, og han vidste det godt selv. For nu koncentrerede han sig om at få hendes næseryg tilbage til udgangspunktet, hvor den forhåbentligt ville blive i meget lang tid.

Han blev siddende med hænder og tryllestav hvilende mod lårene da han var færdig. Det eneste der vidnede om episoden var blodet der stadig plettede Annabels eller kønne ansigt, hendes hænder og bluse. Først efter at have undskyldt igen, blev han opmærksom på at den ene af hans egne hænder også så farlig ud. Han så op da hun talte, fremtvang antydningen af et smil og så ned igen da hun bandede "Jeg har ikke helt vænnet mig til jeg ikke er her alene." han skar en grimasse og så op igen "Det er ikke nu jeg skal spørge om du har haft en god dag, vel?" han kløede sig beklemt lidt på armen før han rejste sig langsomt og igen rakte en hånd ned mod hende.

[Annabel Vargas]

T a g : - - M a t t h e w - - - - - W e a r i n g : - - T h i s

Annabel slap sin ømme næseryg og så op mod Matt igen. Hun undlod at pointere det faktum, at hun havde været omkring stort set hver eneste dag i et halvt år og forsøgte i stedet at berolige sig selv. Hun vidste jo godt, at det absolut ikke havde været mere end et uheld og at han virkelig ikke kunne gøre for det. Det viste sig dog, at hendes forsøg slet ikke var nødvendigt, for Matthews næste ord trak en ufrivillig, munter lyd fra hende, som blev til en lavmælt og lettere hæs latter. "Nej. Nej, det er ikke nu," gav hun ham ret med et lettere skulende blik, der dog blev undermineret af det antydningsvise smil, der havde sneget sig over hendes læber.

Villigt tog hun imod den fremstrakte hånd, tilsyneladende ligeglad med det blodige rod, og trak sig selv på benene igen. Hendes haleben var ømt og hun skar en flygtig grimasse over det. "Men det har jeg," fortsatte hun, stadig med en trækning i den ene mundvig, der afslørede at hun ikke var direkte vred længere. "I hvert fald indtil for fem minutter siden. Det var ikke lige en del af planen," tilføjede hun med let hævede øjenbryn, uden at se direkte på ham. Det var dog kun fordi hendes blik gled undersøgende over det nærmeste område, i en søgen efter sin tryllestav, så hun hurtigt kunne gøre noget ved blodet der skinnede let på hendes overdel og også delvist var blevet tværet ud på hendes bukser, kudos til hendes blodige hænder.

At den befandt sig i tasken, som hun havde sat fra sig i gangen kom hun hurtigt i tanke om og gav sig selv et mentalt nakkedrag for det. Havde det ikke været for den temmelig spirituelle dansetime hun lige havde været til, ville hun, som altid, have haft den på sin person. Hendes blik vendte tilbage til Matt, med skuldre der var faldet tydeligt. "Du må hellere få gjort noget ved gulvtæppet, før magi ikke kan redde det længere," kommenterede hun og kastede et blik ned af sig selv. Det var et farligt syn, som så meget værre ud end det egentlig var. Hun havde formået at få blodet tværet temmelig godt ud og på hendes nøgne hud, stod det røde makabert frem. "Jeg skal i hvert fald have ordnet det her," mumlede hun for sig selv med en opgivende lyd, som hun startede med at trække den klamme overdel af.

[Matthew Blythe]

T A G---A N N A B E L --V A R G A S--~--W E A R I N G---T H I S

Matthew smilede svagt over Annabels latter og følte endnu en sten dumpe fra brystet på ham. Smilet blegnede dog igen da hun skulede, også selvom det ikke var med helt samme kraft som tidligere "Så lader jeg være." han så ned og rømmede sig, stadig flov over det utilsigtede drama han havde været skyld i. Han rejste sig langsomt og kunne ikke helt skjule et lettet udtryk da hun tog hans hånd uden at tøve. Han slap den igen så snart hun var oppe og skar ansigt da hun svarede på det spørgsmål han reelt set ikke havde stillet "Det tør svagt antydes." mumlede han og lod uvilkårligt blikket glide ned over hendes lettere makabre fremtoning, med en insisterende rynke i panden.

Han blev revet ud af sine egne tanker da hun tog ordet igen og et øjeblik så han forvirret på hende. Så smilede han skævt og nikkede "Ja. Ja, du har ret." han løftede tryllestaven igen og rettede den mod gulvtæppet med en ordløs kommanda og et lysglimt senere, var der ingen spor af misæren at se. Ikke der i hvert fald, Annabels tøj og hænder talte stadig tydeligt "Skal jeg fylde badekarret til dig?" han flyttede uroligt lidt på fødderne mens han så spørgende på hende, usikker på hvad hun ville foretrække.

[Annabel Vargas]

Det trak lidt i Annabels ene mundvig, da han gav hende ret og så snart han beskæftigede sig selv med at gøre kål på blodpletterne, kastede hun sig ud i at komme af tøjet, som var præget af det samme. Hun bøjede sig frem, for at skubbe bukserne ned over sine ben, da Matt talte igen. Hun så allerede op på ham, før hun havde rejst sig helt og uvilkårligt trak hendes læber nu op i et helt smil. "Det ville være dejligt," indrømmede hun og nåede i et øjeblik at strække sig lidt, med en instinktiv hensigt.

Så kom hun i tanke om, at hendes ansigt med garanti heller ikke var noget kønt syn og hun gled langsomt ned på flad fod igen, uden at have gjort, hvad hun oprindeligt havde tænkt sig. Hun foldede i stedet tøjet over sin ene arm, sendte ham et lille smil og gik så ud i den resterende lejlighed, for at finde sin tryllestav. Det tog hende ikke lang tid og snart efter dukkede hun op på badeværelset med beklædningsgenstandene, for at sætte dem i gang med at vaske sig selv på magisk vis i håndvasken. Annabel vrængede lidt af sit knapt så tiltrækkende spejlbillede og stak hænderne under den løbende hane, for at vaske det værste blod af sit ansigt.

Det hjalp på sagen, konkluderede hun, da hun rettede sig op igen. Alle spor var ikke slettet, men det var meget bedre. "Matthew," begyndte hun og drejede hovedet, for at se mod Matt. "Hvis du har lyst, er der plads nok i badekarret." Tilbuddet i hendes ord, var ikke til at tage fejl af og var på samme måde, uden den mindste tvivl, hendes måde at indrømme, at hun ikke var sur på ham over at han havde brækket hendes næse kort forinden. "Desuden så du ud til at træne hårdt. Det varme vand, ville nok ikke skade musklerne."

[Matthew Blythe]

T A G---A N N A B E L --V A R G A S--~--W E A R I N G---T H I S

Matthew smilede svagt igen og hans skuldre sank tydeligt under hendes smil "Giv mig et øjeblik." han rynkede brynene ganske lidt da hun strakte sig og så sank ned igen, men nøjedes selv med at smile varmt og gå forbi hende ud på badeværelset mens hun afklædte sig det blodige tøj.

Han satte sig på kanten af badekarret og åbnede for den varme hane. Mens det løb varmt pillede han enden på tapen på sine ene hånd fri og viklede den op for så at krølle den sammen til en lille kugle. Han mærkede efter på vandet og lænede sig ind over karret for at sætte proppen i netop som Annabel kom ud til ham. Han fortsatte med den anden hånd og betragtede hende diskret, stadig svagt bekymret, mens hun satte tøjet til at vaske sig selv og vaskede det værste af sit ansigt.

Så trak han blikket til sig og drejede sig i stedet for at se overvejende på den lille samling flasker og krukker der stod på badekarrets modsatte kant. Kun en enkelt af dem var hans egen og før han nåede at vælge en ud, vendte han blikket spørgende mod hende igen "Mhm?" han kneb momentært øjnene lidt sammen og så uudgrundeligt på hende. Så smilede han skævt og nikkede let "Jeg havde brug for at slå på et eller andet." mumlede han og undlod at understrege det ikke havde været planen det skulle være hende "Hvilken en vil du have i?" han slog ud mod mulighederne på kanten af badekarret og så afventende på hende.