Post by Emrys Cadwallader on May 15, 2011 22:58:42 GMT
Fulde navn: Emrys Gawain Cadwallader
Kaldenavn: Hans navn er svært at finde variationer til, idet det allerede er så kort, men Emry er en af de anvendte muligheder. Før i tiden var det kun hans mor, der brugte mellemnavnet – men til juleballet ’88 blev det heroiske navn Sir Gawain hæftet på ham, og det kaldenavn har han siden hen skattet højt. I hans skoletid bar han et utal af både velmente og mindre velmente navne med reference til hans opsigtsvækkende hårfarve såsom ’karotten’ og ’guleroden’ – og disse navne hænger stadig ved seks år efter i de samme mangfoldige sammenhænge på godt og ondt.
Alder: 23 år
Fødselsdag: 27. november 2066
Køn: Mand
Nationalitet: Walisisk
Blod: Fuldblodstroldmand – af den gamle Llewellyn-slægt (mødrene side) og Cadwallader-slægten (fædrene side, en fjern walisisk gren af Abbey-slægten)
Race: Magiker
Tryllestav: En mørkegrå 15,2” stav af skandinavisk lindetræ med håndtaget skåret ind i træet og lakeret hvidt. Kernen består af kombineret doxyvinge og gespenststøv. Det har været Emrys’ loyale stav siden hans første år på Hogwarts, og den er stadig i ligeså fin robust form, som den altid har været. Dens forcer ligger i det almene felt og kan lidt af hvert, hvilket gør den særdeles pålidelig og hårdfør, selvom den umiddelbart ikke virker som nogen exceptionel stav.
Kæledyr: En hvid hunspurveugle i hvad der ifølge Emrys er sin bedste alder (termen dækker i virkeligheden over en alder på 14 år) og som efterhånden er mærket af sin alder. Hun går under navnet Elphaba, opkaldt efter The Wicked Witch of the West fra Muggler-filmklassikeren The Wizard of Oz, og hun blev døbt sit navn efter hendes klare stedsegrønfarvede øjne, der bærer en lighed til heksens ekstraordinære hudfarve. Selvom det kan være noget af et postyr at holde ugle i et mugglerlejlighedskompleks i midten af London, holder Emrys i virkeligheden alt for højt af den ugle, der har fulgt ham gennem hele hans skoletid, til at lade den være hjemme hos forældrene eller sælge den. Uglen fungerer som kommunikationsvej til venner og familie, afhenter avisen hver morgen, og er godt selskab over morgenmaden.
Kost: En Celestial Constellation Mark I, der udkom samtidig med Starshooter 02 og indtil nu er kostemarkedets bedste bud på en kost, der både kombinerer den nødvendige fart til en hygge-Quidditchkamp samtidig med at kunne klare lange rejseture i hårdt vejr. Celestial-serien produceres af Derwyn Flyte, sønnesønnen af kosteproducenten Flyte, som var med til at lancere Twigger 90’en (Flyte & Barker) tilbage i 1990. Serien byder dog også på de to yderpunktskoste Celestial Aurora, der udelukkende er en robust og langsom rejsekost, og Celestial Comet, som er en hurtig Quidditchkost. Emrys erhvervede sin Constellation, da hans oldgamle tilsodede Sølvpil (”Kulpilen”, der tilhørte hans onkel og allerede dengang var et beskidt fortidslevn) begyndte at tabe endegrenene som følge af alderdom og til sidst ikke kunne lette fra jorden, men i stedet har den fået sig en værdig alderdom, da hans mor fik brugte kostens træ til en flot stumtjener , som hun gav ham i udflytningsgave og som står i Emrys’ entré. Emrys holder stadig af at være i luften og suse rundt langt over jorden, selvom han ikke spiller Quidditch på professionelt plan, og hyggespiller med et par venner fra til anden i godt vejr. Favorittransportmidlerne er Susepulver og kosten, men det sker nu og da at han flyver en tur på arbejde, skjult af en Sløringsbesværgelse.
Skole: Hogwarts i årene 2076-2083
Kollegium: Slytherin
Beskæftigelse: Politisk kommunikationsstrateg (magisk parallel til en spindoktor) for minister Amon Boothe i egen høje person på 2. år – efter det politiske blodbad der fulgte i kølvandet på Stuart Felltons store værk omhandlende ministeriel hemmelighedskræmmeri og den efterfølgende afskedigelse af Ella Dellochio skete der en omfattende omrokering i de ministerielle rækker, som kom ministerens mest loyale støtter til gode. På baggrund af hans ”rigtige” politiske standpunkt som tidligere Hallows-leder samt hans uforlignelige og retorisk slagkraftige talegaver opnåede Emrys at blive forfremmet og avancere fra niveau 2, Afdelingen for Magiske Efterretninger til det ombejlede niveau 1, hvor han indgår i ministerens personlige stab. Til trods for at han ikke selv var indblandet i den pikante sag fik han modsat en del andre ministerielt ansatte sin forfremmelse på baggrund af at have distingveret sig og været fuldkommen viet til sit arbejde i tre lange år – og det er han stolt af. Hans arbejdsopgaver består i at vejlede ministeren omkring fordelagtig retorisk og strategisk udlæggelse af selv de uheldigste situationer i udtalelser til medier såsom Profettidende samt udfærdige skitser af det aktuelle politisk-retoriske landskab og de anliggender der er relevante.
Fremtidsplaner: Det er stadig ambitionen om at blive Minister for Magi en dag, som for alvor trækker i Emrys, og han har tænkt sig at nå til den vej igennem politisk rådgivning og udvisning af evner indenfor politisk debat og argumentation. Han vil gerne opnå at blive rådgiver for Ministeren, og så (med lidt held og evner) at kunne træde ind på Ministerposten derefter. Den stilling er der dog meget kompetente konkurrenter til, konkurrenter der i forvejen har et stort forspring, og selvom han står hårdnakket fast på sin drøm, er han realistisk (eller voksen) nok til at kunne se alternativer, selvom han ikke vil give op. Han kunne nu også godt tænke sig at gøre sig bemærket nok til at blive tilbudt et arbejde nede i det sagnomspundne Mysteriedepartement, hvor hans forkærlighed for mysticisme op til flere gange har trukket hans tanker hen, men det sker nok først, når han en dag føler at den direkte politiske slagmark bliver for hed en omgang, og som det hele ser ud nu, vil han ikke andet end direkte politisk kamp. For han ved at en stilling på 9. niveau vil betyde et skridt væk fra alt politisk rampelys til stilhed og hemmelighed. Han ser i hvert fald ikke sig selv forlade Ministeriet for Magi på noget tidspunkt.
Patronus: Emrys’ Patronus antager form af en sort mellemstor edderkop med et sølvfarvet stænk på ryggen. Den har været fremkaldt en enkelt gang, og mindet der får den frembragt, er mindet om da Emrys for første gang som 18-årig så hvordan den tale, han selv havde skrevet til den daværende seniorsekretær i Afdelingen for Magisk Kooperation, virkede på den journalistmasse, som hun talte til. I det øjeblik følte han sig umådelig magtfuld og kunne se hvordan han kunne kontrollere en situation til hans fordel, blot ved at manipulere sammenhængen og ændre lidt på sandheden.
Boggart: En fugtklam krypt, hvori der med en lille sparsom fakkel oplyses hans mor, der ligger lammet på gulvet og stirrer skræmt op i loftet. En skikkelse i en mørk kutte træder hen ved skikkelsen, løfter højre arm og lader Dødsgardisternes mærke komme til syne på underarmen, inden vedkommende råber ”Doloroso!” Boggarten har skiftet form fra at gå fra at have været hans egen frygt for at dø, inden hans mål blev opnået, til nu at dreje sig om at folk han elsker vil komme i livsfare og eventuelt lide på grund af hans meninger og politik, og fordi de er en nem måde at ramme ham på og står for skud, alene fordi de står tæt på ham. Denne skikkelse, som ligger på det nøgne stengulv og skriger af smerte under Dolorosoforbandelsen, vedbliver at skifte ansigt og stemmeleje til alt fra hans forældre liggende lidende på gulvet hver især, til nogle af de kvinder han bedårer, og til Stuart og hans lille datter September. Selvom han efterhånden har mødt boggarter i diverse kosteskabe og skumle hjørner, gør synet af mennesker han elsker under tortur alligevel stadig så ondt at han i flere timer bagefter vender sig impulsivt om og trækker tryllestaven, hvis nogen skriger bag ham, selv hvis han ikke kender dem.
Dementor: En knugende anspændthed forårsaget af en kombination af magtesløshed, forvirring, fortvivlelse samt en uforklarlig mental hulhed over at være ude af stand til at finde de rette snørklede ord vælder op i Emrys, når han nærmer sig en dementor. Den fremkaldes af mindet om den skæbnesvangre dag i sommeren ’87, hvor han ledsagede en blødende Fenella Maverick til Skt. Mungos efter at have overværet et opgør mellem hende og hans gamle konkurrent Caroline Abbey. Ikke alene satte synet af duellen spørgsmålstegn ved præcis hvor høj en pris han i sidste ende kommer til at betale for sin umættelige politiske ærgerrighed – men han blev også skræmt over at møde en ukendt side af sig selv, hvor han hverken kunne holde styr på tanke eller tale ej heller få et eneste ord frem, en side som slet ikke ligner den kontrollerede, talende og fattede politiker Emrys Cadwallader. Han troede han kendte sig selv ud og ind og kontrollerede sine følelser til mindste detalje, og han er angst for at han vil møde flere uacceptable facetter af sig selv.
Drømmespejlet: Ham selv som Minister, stående på Ministeren for Magis kontor, med et billede af ham selv hængt op i rækken af Ministre, som succesfuld politiker og strateg, i fuld færd med at udarbejde en udtalelse til Profeten i en langt mere ideel tid for magiens verden. På skrivebordet står der et krus med skoldhed toddy, der ligger en stor bog om Wiliefejden og han kan stadig smile – han har ikke forandret sig meget, selvom man altid forandrer på vej til magten.
Amortentia:
• Duften af lakridsrod
• Duften af kamfer
• Duften af Gnistrebrandy
• Duften af varme vafler
• Duften af osen, der opstår efter at man har pustet et stearinlys ud
Veritaserum:
•
• Emrys er, selvom han er blevet voksen, stadig ganske interesseret i mysticisme og divinationskunst, og har det stadig som en ligeså dyb hemmelighed for at det ikke kan påvirke hans karriere og give ham et image for at tro på den slags ”pladder”, selvom han i virkeligheden blot tror på højere magters tilstedeværelse. Det er dog blevet sværere for ham at skjule det, siden det er offentlig viden at han tog en FUT i Spådom til et F, har artefakter liggende derhjemme og han godt kunne fristes af en fremtid i Mysteriedepartementet, hvis Ministerposten ikke vil kunne blive givet til ham efter lang kamp. Det holder han dog tæt, så folk ikke kan bruge det mod ham.
•
Faceclaim: Benedict Cumberbatch
Udseende: Selv fem år efter sin afsked med Hogwarts, er det stadig det orangerøde hår, der er Emrys Cadwalladers primære kendetegn. Det røde hår er noget af en legende indenfor Llewellyn-slægtens medlemmer, hvor mange er rødhårede, og arvet efter hans mor. Det hviler i en nuance mellem gulerodsorange og ferskenorange, og har givet ham kælenavnene ”guleroden” og ”karotten”. Krøllerne har han også efter sin mor, og de er mere proptrækkerkrøllede end slangekrøllede. Hans nuværende frisure er holdt kort med håret båret som en lok i venstre side. Han er ikke vokset siden sin afsked med skolen og måler stadig de 1,86, som giver ham en højde lidt over middel, men han har fået en mere maskulin fremtræden og en alvor sat i ansigtet takket være årenes passage og sin dedikation til arbejdet. Han har også fået noget selvtillid, der kan ses i ansigtet. Den lette ranglede overkrop, han havde på Hogwarts, er nu gennem fysisk træning blevet mere muskelmarkeret og mere tætpakket, og han er nu klædeligt mere maskulin end som 16-årig, selvom det er tydeligt at han er politiker og bogorm, og ikke professionel sportsmand. Skuldrene har også fået en smule bredde, men især hans arme har fået lidt fylde takket være det rugby, han spillede de første tre år på amatørplan med et par venner. Kinderne er blevet hulere og ansigtet smallere, og han holder sig altid pænt glatbarberet, om end der fra til anden, især i weekenderne, kan anes et vagt spor af orangerødlige skægstubbe. Han har igennem tiden fået sig lidt mere sol, selvom han stadig har en forholdsvis britisk bleg hud og om sommeren kan han blive godt rød i kinderne og på halsen af sol, hvorefter det fortager sig til almindelig farve. På halsen har han vage skønhedspletter, imens han i højre håndflade har et langt lyserødt ar, der løber lodret hen over håndfladen. Det fik han, efter at han blandede blod med Stuart, hans blodsbror. Han var altid for snusfornuftig til at få præget sin krop med tatoveringer eller piercinger, og han har heller ingen planer om at ændre på det.
Hans tøjstil er blevet en ung magisk herres, og er nu i kraft af hans stilling i Ministeriet blevet mere formel og ’stiv’ nu, i hvert fald hvad angår arbejdsregi. Og han bærer denne ”kedelighed” med stil, så man virkelig fornemmer at han er blevet en voksen selvstændig mand. Han er blevet en mand, der går op i den ydre fremtræden i hans arbejde, og det afspejler sig også at han ønsker sit politiske image skal afspejle hans alder og at han går seriøst op i sit politiske arbejde. Selvom han ikke tjener en formue, som tingene er, har han alligevel formået at få pengene til at række til at betale huslejen, til at købe lidt tøj hist og her og til at få mad. Noget af tøjet er dyrt, men til gengæld har det holdt i flere år nu og er stadig uden huller og slid, og det er ikke det hele, han selv har betalt – noget af det mente hans mor at hun burde give ham. Hans garderobe består nu overvejende af skræddersyede jakkesæt og skjorter fra Hawkes of Savile Row, imens at kapperne og overjakkerne er fra Madam Malkins, og de dominerende farver er sort og hvid, selvom der stadig findes casual tøj i hans skab, som han går med, når det ikke er arbejdet der kalder. Han går nærmest aldrig uden det par gyldne manchetter, han fik i 17-års fødselsdagsgave, og som bærer hans initialer EGC. Når man ser ham udenfor Ministeriet i weekenderne, kan man se ham i kortere jakker, striktøjer og halstørklæder, i klædeligt løse bukser og med t-shirts i mere varme farver, men stadig grundigt velovervejet. Festsituationer og socialisation bærer som oftest præg af det stilfulde jakkesæt og et par lædermokkasiner, dog afhængig af hvilken fest det er – og hvem det er med. Han kan stadig ikke helt vaske tøj, og han har lidt lyserødt tøj gemt bagerst i skabet til at attestere de mislykkede forsøg selvom han da har en del hvide skjorter endnu. Hvor man på Hogwarts sjældent så ham med en hat, er det nu ikke længere en hemmelighed at han elsker hatte, og at hans samling er ekstensiv: når som helst han har mulighed for det, fremviser han gerne en hat for at skygge for solen, holde ørene varme eller bare for at undgå at få regn i øjnene. Til hverdag er det samlingen af flade bredskyggede hatte med kantbånd eller sixpence caps, der bliver luftet, imens at festlige lejligheder kan byde på de helt store gammeldags høje hatte.
Interesser:
• Politik – en gammel men stadig ilter passion, der stammer helt tilbage fra Hogwartstiden, hvor han var næstformand for gruppen The Hallows, og selv nu, hvor Emrys ernærer sig gennem politisk fodarbejde i Ministeriet, gør han stadig en betydelig indsats for at holde sig opdateret på stor- og småpolitik i ind- og udland og i Ministeriet helt generelt, og han følger intenst med gennem aviser, tidsskrifter, bøger og hvad nyt han kan opfange i korridorerne. Han bruger ydermere en del tid udenfor arbejdet på debatter og diskussioner og på at læse sig til nyeste nyt, som måske kan hjælpe ham til tops på rangstigen.
• Retorik – siden politik blev hans levevej, har Emrys ihærdigt passet og plejet sine argumentatoriske teknikker og sit taleforsvar til eventuelle små politiske skærmydsler og for at kvalificere sig til en eventuel forfremmelse. Og det at opbygge taler har han fået en levende interesse for. Han er desuden heller ikke blevet mindre talende. Bestemt ikke. Foruden at han bruger tid på at studere retorik i form af den oldgræske tales opbygning og ved at se på andre magiske politikeres taler, skriver han tit selv små skrivebordsskuffeudkast til taler omkring aktuelle politiske emner og præsenterer dem gerne til sin leder. Man ser også stadig denne retoriske interesse i de debatter og diskussioner, han stadig har i omgangskredsen.
• Historie – historie, læren om fortiden og dens fejl og succeser, er i Emrys’ øjne en ufravigelig del af hvad en politiker skal tage højde for, og han læser sig stadig igennem store værker om krige og magtspil i et fortidigt England, alene fordi han synes det er spændende, men også fordi han kan lide at have fortiden stående som en bekræftelse af hvad han siger nu og da.
• Mugglerskak – selvom han som fuldblodstroldmand burde hylde den magiske udgave af spillet, har han alligevel en større forkærlighed for mugglernes spil; han føler at det selv at bevæge brikkerne rundt på brættet giver ham magt. Et spil med andre er efterhånden blevet en sjælden set ting, men han holder stadig sine træk ved lige ved at stille op på brættet derhjemme.
• Mysticisme – voksenlivets travlhed har sat en stopper for at han kan fordybe sig i det mystiske ligesom han gjorde i skolen, men sin voksne alder til trods er Emrys stadig levende interesseret i det mystiske og ukendte, og tog faktisk en FUT i Spådom med karakteren F, til umådelig underholdning for mange af vennerne. Og det er stadig noget, han holder som en dyb hemmelighed for de fleste, at han faktisk ikke bare rynker på næsen af billeder i krystalkugler eller kiromantiske læsninger. Han tror på at der er mere imellem himmel og jord, end magien og menneskene – han følger ikke krystalkuglens billeder, men han mener at der nok skal være en magt højere end menneskene. Denne interesse er dog levende nok til, at han når han er politisk prominent, kan overveje at søge en stilling i Mysteriedepartementet, selvom det vil betyde en ende for politisk fremtræden og politisk debatter offentligt. Interessen trives også stadig godt nok til, at han har små spådomsrelaterede genstande liggende hjemme i lejligheden, han hævder de er samleobjekter når folk ser dem, og han bruger dem ikke, men han kan godt lide at have dem til en fremtidig situation, der eventuelt kræver en konsultation med de højere magter.
• Hatte – uvurderlige tilføjelser til tøjet, og praktiske værn mod vind og vejr. Og det er især de gamle, man ikke kan træde ind i The Tube med uden at løfte dem af, som har fanget hans hjerte. Emrys har siden sine teenageår haft en forkærlighed for hattene, og hvor han på Hogwarts skammede sig over det og sjældent lod dem komme til sin ret, er han nu i fuld gang med at rette op på dette. Han har en hattehylde hjemme i soveværelset, hvor de flotteste af hans kære hatte bliver udstillet; blandt andet de høje tophatte og en flot polstret bowler kan ses der, imens at de hatte han som oftest tager ud i offentligheden hænger på stumtjeneren. Hatte til strandture, og hatte til vinteren. Når som helst man kan tage hat på, kan man se ham under en bred hatteskygge. Han køber sig stadig erhvervelser i form af både de gamle mølædte veteraner og de nye mindre klassiske hverdagshatte, og de sidder ikke kun til pynt på ham; han bruger dem blandt andet til at hilse på folk med.
Personlighed: Emrys er en skakspiller, både rent bogstaveligt og metaforisk. En magtbegærlig skakspiller. Den skakspiller var han også på Hogwarts – men nu er han blevet endnu mere erfaren i sit spil og er, om noget, måske endnu farligere og mere magtsulten end før. Og for de rette mennesker er han endnu mere interessant end før. Han er velformuleret og en dygtig politiker, der kan bruge ordet til at tale sin sag og til at hjælpe sin leder. Det er dog også en af de dårlige sider ved ham, der fremhæves mest i Ministeriet: han plaprer løs hele tiden, og man har ørene lukket halvdelen af tiden for ikke at få dem til at falde af. Det er heller ikke altid, at han holder sin mund lige lukket i situationer, hvor den burde være det. Og denne udspekulerthed har sin pris – han har mange fjender, og vælger kun få venner til sig selv. Mange fjender med skarpe våben, men få venner med store skjolde. Han er idealist til fingerspidserne, og en pragmatiker der virkelig forstår at tilpasse situationen til hans eget bedste og som spiller kortene til hans fordel. Han observerer sit skakbræt, og mener at man kan lære meget ved at iagttage i stedet for at tage alt for et godt ord. Dertil spreder han selv alt for meget propaganda i kraft af sin stilling, til at han lytter til alt. Han er beregnende og tænker sine træk igennem, inden han rykker på en vigtig brik på brættet. Han undervurderer aldrig en modstander, men vælger i stedet at observere dem først og finde hullerne i deres strategi, så han kan bruge dem mod fjenden og vinde over dem gennem deres svagheder. Og han ved, at der skal være et motiv for alle træk, han gør i spillet. Han er ambitiøs, og han ser kun en vej igennem livet: og den går kun opad, også selvom han løber om kamp mod flere dygtige menensker, der vil have den samme gyldne trone i Ministeriet. Og netop fordi han har konkurrenter, intensiverer han sin egen formåen indenfor feltet: i skolen bed han tænderne sammen og læste godt op i alle fag, fordi viden er magt og fordi han ikke ville have sine muligheder ødelagt, hvilket gav ham et pænt gennemsnit. Nu læser han retorik for at forbedre sin verbale formåen og brillere i debatterne, han læser historie for at cementere sine argumenter og han går op i sit ydre for at kunne fremføre en pletfri facade. Han tror på at ”den, der ler sidst ler bedst” – så selvom han har tabt små kampe til f.eks. sin tidligere leder i The Hallows ved at hun fik lederstillingen og er et år foran, kan han stadig nå at slange sig indenom og hovedsagen er blot, at han vinder det endelige slag. Han bliver fuldkommen opslugt af en drøm, når først den er blevet en fast nok del i ham, og han ved at man må kæmpe for disse drømme, hvis de skal blive til mere end tankespind – så derfor har han lært at bruge sine styrker som våben. Disse drømme er ikke kun selvcentrerede omkring hans egen position som politiker, men også omkring hans politiske overbevisninger, hvis værdier han vil sikre et fremtidigt magisk samfund med tryghed og hvor magikere har ret til at udøve magi, uanset blodsstatus. Hans idealisme er ikke blevet slukket over årene, ligesom at hans passion for politik også stadig gløder og kun flammer mere intenst for hver eneste arbejdsdag. Han tror på, at der findes mere end mennesket og magien og hvad øjet kan se i denne verden, men han ved samtidig også at en holdning som den bliver der leet af og bliver betragtet som barnlig overtro. Han bærer modet til at kæmpe for sine drømme, hvilket halvt fik den gamle Fordelingshat til at sætte ham i Gryffindors hus, men hans observerende natur har forhindret ham i at blive dumdristig – han kan selv godt se at døde konkurrenter ville tjene ham bedre, men han vil på ingen måde lade hans konkurrenter vinde ved at få ham spærret 13 år i Azkaban for mordet på dem. Desuden er livet kun sjovere, når man faktisk har noget modgang – hvor meget han hader at indrømme det. Han er heller ikke uselvisk opofrende overfor alt og alle – han gør kun dette mod det fåtal af mennesker, der betyder nok for ham. Og de mennesker kan tælles på to hænder. Han har aldrig fra naturens side været fuldkommen åben overfor mennesker, men han har dage hvor han overvinder sin mistillid til mennesker bedre end andre. Hvad angår respekten, er han efter at have observeret mennesker blevet overbevist om, at det ikke just er alle mennesker, man skal lyde – det skal være dem, der fortjener det. Det betyder ikke at han er taktløs overfor folk – respekt i sin fulde forstand indbegrebet af lydighed og følgeskab er bare ikke en selvfølge. Naturligvis opfører man sig pænt. Han vil ikke have, at for mange mennesker står alt for tæt på ham, for hver og en holder de en kniv imod ham: nemlig at de kender ham nok til, at de ville kunne få ham til at vende ryggen til alt, hvad han kæmper for. Den kniv ville de kunne bruge, som de ville. Fjender ville også kunne bruge de få mennesker han elsker, til at såre ham eller få ham til at gøre noget for at få dem uskadt ud. Når man ikke kun kender politikeren Emrys, men også personen af kød og blod bag, ved man også at det ikke kun er spekulative spind, ambitioner og strategi, der gennemsyrer hans liv. Af temperament er han adstadig og stoisk, men han har en stærk æresfølelse og gør altid sit for at holde et løfte – og det forventer han også at andre gør, venner som fjender. Spindene er der altid, men der findes også de lysstråler, der overskygger dem. De lysstråler er familien, venne- og venindekredsen, samt kvinderne. Han er en formfuldendt høflig gentleman med manererne på rette sted, og en mand som gerne behandler en kvinde pænt med respekt. Til gengæld er han kræsen, netop på det punkt – han kan slet ikke forlige sig med de piger, der skal hænge på hans arm som et andet vedhæng og han vil ikke berøves sin egen frihed af dem, men i stedet tryllebindes han af de selvstændige, uafhængige kvinder, der tør sige noget til ham og som står stærkt selv. Og lige netop den slags smag er ikke altid lige godt overensstemmende med hans politiske retning. Han er loyal mod de mennesker, der har vundet hans tillid – og han vil dem kun det bedste. Han ser sin blodsbror som sin rigtige bror, og han forsøger stadig at hjælpe ham som han gjorde med lektierne på skolen, om end de begge er voksne mennesker, der har hver deres sti at følge, vil Emrys forsøge at springe ind på den sti og støtte. Det samme gælder hans højtsatte forældre, hans andre venner og familien. Han kan bære andres hemmeligheder, men vil ikke have at andres bærer hans. Det kan de jo blive slået ihjel for! Han kan godt lide at slippe tøjlerne i vennernes nærvær og blot være leende, spøgende og glemme politikken for en stund – men tanken om at intet er som det ser ud lurer altid i baghovedet. Om at ven kan være fjende. Han vil opfylde sine mål, og så vil han finde sig et nyt. Eller måske findes der mulighed for to mål på en gang?
[/s] Emrys har altid været enebarn, mod både hans forældres og hans egen vilje. Forældrene prøvede gentagne gange på at få udvidelser op igennem Emrys’ tidlige barndomsår, men disse forsøg mislykkedes hver gang. Hans mor Anwen har i forvejen aldrig været den stærkest byggede kvinde, og hans fødsel tog hårdt på hendes videre evne til at bære børn. Han har dog gennem tiden haft adskillige tætte venner, han har set som brødre, og han hævder stadig at hans blodsbror Stuart Fellton er så tæt som nogen overhovedet kan komme på at være hans biologiske bror.
Far: Bedwyr Cadwallader, 53 år, en lettere forvirret, rodet og glemsom fuldblodstroldmand, fuldkommen politisk neutral (Status Quo) – op igennem hele Emrys’ opvækst var han notorisk berygtet i sin omgangskreds for at have en evne til aldrig at kunne fastholde et arbejde ret længe af gangen, alene på grund af den trivielle rutine, der ville komme i det og få ham til at miste interessen, selv for ting han elsker højt. Det eneste, han aldrig er blevet træt af, er at være far og ægtemand. Efter at Emrys flyttede hjemmefra kort efter at have afsluttet 7. år på Hogwarts, har han genoptaget det rejseliv han levede med sin kone Anwen inden Emrys’ fødsel, dog alene nu som følge af hans kones ihærdige arbejdspligtfølelse – og han nyder i fulde drag at have en uforudsigelig hverdag og opleve noget nyt hele tiden. I øjeblikket er hans ”arbejde” (selvom det nok nærmere er en hobby) som magisk folkemindesamler i de magikyndige områder i Middelhavet, hvor han indsamler magiske folkeeventyr og sagn til en større samling af magikernes verdens folkeeventyr, som han selv regner med at udgive i en fjern fremtid. Han skriver ofte til Emrys, sender små mærkværdige artefakter med og fortæller om sine fund, samt bekendtgør hvor godt han trives med sit arbejde. (Faceclaim: Paul McGann)
Mor: Anwen Cadwallader [nee: Llewellyn], 46 år, en dedikeret retfærdighedskæmper og ordensmenneske, men frem for alt en kærlig mor – hvor Emrys’ far altid formåede at rode huset til, samlede hun sagerne op, og havde umådelig givtige politiske samtaler med sin søn. Hun har altid været en stor inspiration for Emrys med hendes uudslukkelige engagement og måde at have mange bolde i luften på samme tid, og han ser meget af sig selv i sin mor. Hun er en dygtig jurist og har været gennem mange svære sager. Som resten af familien Llewellyn er hun en dedikeret Dumbledore-Grindelwald-tilhænger, selvom hun ikke viser dette inde ved domstolene. Selvom hendes elskede mand er ude for at indtage verden med stormskridt, hvor hun allerhelst ville være ved hans side, er hun fuldt ud beskæftiget med hendes kamp for retfærdighed fra hendes piedestal som højdommer indenfor Ministeriet for Magis dømmende lovsektor i Afdelingen for Magiske Efterretninger, hvilket hun har været i snart 10 år nu. Hun regner stærkt med at trække sig tilbage indenfor de næste få år og slutte sig til sin savnede mand, men hun ønsker samtidig at have et vågent øje på hendes søns færden i Ministeriet og være der hvis han skal bruge en hjælpende hånd, imens hun vil sørge for at retfærdigheden sker fyldest. (Faceclaim: Bryce Dallas Howard)Søskende:
Civilstatus: Single – han har sig et par damebekendtskaber, yndede og som bliver kurtiseret på bedste gammeldags gentlemanmanér, men intet videre fast. Til hans egen store forbløffelse er han dog blevet en hel del mere interesseret i den lyserøde slagmark i løbet af det forgangne år. Før i tiden plejede politikken at komme før pigerne, men efterhånden har han fået sig et par udkårne, som har formået at give hans arbejde og kræsne sind skarp konkurrence.
Børn: Ingen - endnu. Det er bestemt ikke utænkeligt for Emrys at han i en fjern fremtid vil kunne se sig selv med børn og hustru, men tanken om en fremtidig familie er i løbet af de sidste år blevet ganske behagelig og langt mere interessant end den var for tre år siden. Han kan dog ikke helt glemme at han har en karriere som aspirerende politiker at passe og at være ung far ville kun sætte en kæp i hjulet på de aspirationer. Desuden ville han ikke kunne se en hvilken som helst kvinde som mor til disse eventuelle børn. Han jagter sin karriere, men er begyndt oftere at vove sig ud i familietankesporet efter at have mødt nogle særligt betagende unge kvinder.
Barndomsby: Havnebyen Moelfre på øen Anglesey (Môn), Nordwales
Nuværende bopæl: Emrys bebor en 2-værelses lejlighed på 1. sal i et hyggeligt lejlighedskompleks på 3 etager i Clerkenwell, London – værelserne er små men velmøblerede, lejen er mere end økonomisk passende, holdt i varme farver og har et gammeldags touch over sig, og indrettet med antikke møbler som Emrys over 5 år har indsamlet sig. Køkkenet bruges fra tid til anden og har små forsyninger i skabene, ellers er Emrys normalt mest mand for at spise ude på en pub sammen med et par kolleger (selvom han da sagtens kan lave mad, det hævder han i hvert fald at han kan)
Lejligheden er beliggende på adressen Saffron Hill 76 i det historieprægede og centrale Clerkenwell-område i London, kun 1 stop fra King’s Cross Tube Station fra Farringdon station. Det er så nemt som ingenting at komme til Diagonalstræde fra King Cross, og så tage en af mange transitnøgler eller kaminindgange ned i Ministeriet. Og det er lidt som at være med i Oliver Twist, når man bor i Saffron Hill – desuden taler det kun godt for ens politiske image, at man bor som magiker i et mugglerkvarter, det viser kun at man støtter idéen om at mugglere og magikere gerne må interagere.
Historie: Emrys Cadwallader var mere end ønsket, da han, sund og rask efter en lang og udmattende fødsel, hilste på sine to forældre og den store verden. De to noget kontrastslående mennesker, den meget ældre, rodede, apatiske og forsømmende Bedwyr og den unge organiserede, retfærdighedskæmpende og arbejdsomme Anwen havde prøvet i et par år at få familieforøgelser, og da de fik deres lille rødhårede søn, var det for dem som at få deres livs største gave. En gave, der sov og spiste det meste af tiden, men som de begge elskede og som de vedblev at elske, og som de stadig elsker. Og deres fælles søgen på flere små tilføjelser fortsatte hele vejen op igennem Emrys’ opvækst og endte med at blive forgæves. De kunne have adopteret, vidste de, men i betragtning af Emrys’ alder da de selv gav op mente de ikke at det ville være fair for ham. De kunne bare ikke vide, at han selv havde ønsket sig søskende. Senere fik han sig en blodsbror – men nok om det.
Han voksede godt og trygt op og var kernepunkt for sine forældres opmærksomhed, og de boede i den lille fredfyldte havneby Moelfre på Anglesey i Nordwales. Og skal Emrys selv sige det, kunne han ikke have ønsket sig bedre barndomsminder end dem han har.. Hans mor Anwen stoppede aldrig med at være den dedikerede retfærdighedskæmper på hendes dommerpiedestal som hun altid har været, og formåede at kombinere familieliv med det at sikre retfærdighed i Ministeriet – og også på hjemmefronten. Selv fra tidlig barnsben af opdrog hun Emrys godt i at han måtte være retfærdig og høflig, og det er værdifulde ting for ham i dag. Hans far gav ham opmærksomhed, legede med ham og blev efterhånden selv barnet, som Emrys fandt hans briller for. Hans forældre har altid været et noget specielt par, som han holder af. De har lært ham, at man sagtens kan være hinandens diametrale modsætninger, men stadig elske disse kontraster. De magiske evner florerede også for den lille magiker; historien om hvordan Emrys i en alder af 2 år ved et uheld, da han legede med en lille model af en basker på kost fra hans fars tid på Hogwarts, fik en gryde med tomatsuppe til at flyve igennem køkkenet og ommale den pæne hvide væg til en farve der kunne ligne ketchupkunst, fortælles stadig af hans far, når de sidder i haven. Men ellers var Emrys i de tidlige år et medgørligt og muntert barn, der elskede at lege med sin far, gå på opdagelse i hus og have og vælte bøger ned fra reolerne i stuen. Han stiftede bekendtskaber i byen, der primært bestod af mugglere, og lærte sig efterhånden at komme godt ud af det med mugglerne, selvom hans mor var bekymret for om han mon ville komme til at vise sine evner. Men det skete aldrig, og Emrys lærte mugglernes fodbold at kende der. Han gik i folkeskole, levede livet og mødte resten af familien Llewellyn, hans mors familie – og igennem dem lærte han om politik. Over en af de gode middage for familien, hvor børnene blev siddende og spiste deres is, begyndte de voksne interesserede at tale om The Hallows. Han anede overhovedet ikke hvad det var, og snart endte det med at lille Emrys sad og stillede spørgsmål under debatten til sin far, som smughviskede fakta til ham. Dengang synes han at det var noget af det mest kedelige, at de voksne bare sad ved et bord og snakkede. I dag kan han på ingen måde forstå, hvorfor han ikke har indset det fantastiske i politiske debatter lidt før.
Som 11-årig oprandt dagen, hvor han modtog brevet på Hogwarts – og der kom han til at gå i 7 år. På Slytherin. 7 fantastiske, turbulente år, hvor han gik fra at være en lille dreng, der havde hatten helt nede over hovedet, da den råbte Slytherin ud i hallen efter kort at have overvejet Gryffindor, til at være en 17-årig ung mand, selvtilfreds med at være blevet forfremmet til at overtage lederskabet af The Hallows, Dumbledore-Grindelwald-støttegruppen på Hogwarts. Det var naturligvis ikke 7 år i lutter idyl – han kæmpede mod negativ magiarv, den holdning fra hans kollegium til hvad de synes om the Hallows, og så kæmpede han naturligvis også for at komme til orde i gruppen, hos en dygtig leder der havde meget at skulle have sagt. Han formåede at holde mange bolde i luften og havde tid til at læse lektier for at sikre sig de bedste karakterer og bedste muligheder, han var sammen med venner og veninder, han mødte sin blodsbror og blandede blod, han var med i The Hallows og holdt politiske brandtaler, samt mødte hunkønnet og alle deres facetter. Han var oppe i dueller mod dødsfjender, og fik eftersidninger for de tydelige sår han mødte op med dagen efter. Han blev såret af en kvinde, og bar såret tæt på hjertet, og kæmpede som en pragmatiker for at tilfredsstille sin leder og få lederposten. Da der ikke var andre valg, blev han i 7. år indsat som leder – og opretholdte kontakten til den tidligere leder Abbey i ministeriet, samtidig med at varetage gruppen på bedste maner i et lille år. Derefter, efter FUT’er i Spådom (F), Magiens Historie (F), Forsvar Mod Mørkets Kræfter, (F), Oldtidens Runer (F), Astronomi (O), Botanik (O), og Besværgelser (O), skulle han ud i verden og indtage den med stormskridt. Og han vidste naturligvis allerede hvordan – politisk.
Da han skulle til at flytte ud, var det et hårdt slag for hans mor, men hun accepterede med storsind at hendes fugl fløj fra reden. Desuden vidste hun jo, at hun ville se den igen hver dag – i Ministeriet. For politikken havde altid været en del af Emrys’ hjerte. For hans far var det med stolthed, at han kunne se sin søn stå på egne ben og have fundet sin rette hylde, og nu manglede Bedwyr kun at finde sin egen rigtige hylde. Den vidste han hvor var, og den var ude i hjertet af den store verden – altid på farten, altid ude for at se noget nyt. Emrys opmuntrede ham kun til at tage ud og rejse igen, men hans mor ville ikke med – hun mente at hun skulle blive hjemme og hjælpe Emrys med at tage sine første skridt ud i verden. Desuden havde hun en retssal, der skulle holdes åben. Men Emrys havde fremtiden lige foran sig – han havde lige efter skolen bakset sig op til en stilling i Ministeriet for Magi i Afdelingen for Magisk Kooperation som assistent for en af seniorsekretærene. Det kom dog hurtigt for dagen, at han havde evner for noget helt andet end at gå til hånde og hente kaffe, især da hans leder en dag overværede ham nede i lobbyen, hvor han holdt en glimrende retorisk brandtale mod en af de andre assistenter fra samme afdelingen. Seniorsekretæren fandt ud af, at han foruden at elske at debattere og have en god formulering og kunne ændre på sammenhængene, også havde et strategisk element indover, og han blev snart i stedet ”forfremmet” fra hendes personlige assistent til hendes politiske kommunikationsstrateg – den der varetog at sørge for at budskabet blev manipuleret til hendes fordel. Han var i Afdelingen for Magisk Kooperation som kommunikationsstrateg i 3 år, indtil at sekretæren blev afskediget og hans mor fik ham forfremmet. Han har lige siden holdt øje med sin mor, og sørget for at forsvare hende politisk via sine udkast til interviews og sine taler til hende. Siden da har han arbejdet for hende som kommunikationsstrateg, når der kun ellers er Dellochio i oppositionen at arbejde for som kommunikationsstrateg, hvilket ville blanke hans image – og han venter blot på muligheden for at avancere.
[/blockquote]
Cbox-navn: Emrys
Alder: 26 år
Kontakt: PMs, nu og da MSN – eller en flaskepost adresseret til nordlige farvande
Fortid: Emrys Gawain Cadwallader
Andet: Plankton-plukkende pygmæ-puff – længe leve atypisk allitteration og mærkværdige dyr!
