|
Post by Allie Hayes on Mar 29, 2013 21:40:33 GMT
Tag: Simon Lithgow Outfit: Klik Under normale omstændigheder ville Allie aldrig have haft råd til en billet ud af de galleoner hun tjente. Det var udelukkende på grund af hendes stilling som lærling hos Profettidende, at hun kunne dukke op som pressemedarbejder til festen, og hun var sit arbejde dybt taknemmelig for det. For Allie var det som at komme i den syvende himmel når hun fik lov til at dresse op, og gøre brug af alle de spontane køb, som lå gemt bagerst i hendes skab. På trods af Allies ry for at gå farverigt klædt befandt hun sig i aften i en simpel, sort kjole. Den hjemmelavede maske havde taget lang tid at lave, og først efter flere dages frustrationer, lykkedes det hende at komme op med et resultat hun var tilfreds med.
Siden Allie ankom havde hun stort set ikke været andre steder end ude på dansegulvet, i selskab med et utal af maskeklædte folk. På et tidspunkt under de mange danse var det lykkes den energiske pige at miste pusten, og hun valgte derfor at begive sig ud mod et mindre menneskefyldt rum, hvor hun kunne hvile sine fødder på et eller andet bekvemt møbel.
Allie slog sig ned ved et tomt bord, og lod hvilende sin krop læne sig op mod den kolde væg. Gennem den tætsiddende maske lod hun de blå øjne vandre rundt på de forskellige gæster, mens hun tog sig selv i at betragte de forskellige kostumer. Hendes blik synes at tryllebinde sig mest ved de farverige og modige valg af kjoler, og hun tog sig selv i kort at fortryde at hun ikke selv havde vovet sig ud i noget lidt mere ekstremt. Allie lænede sig mere ind mod væggen, og ventede langsomt på at hendes puls ville falde til normal tempo, så hun igen kunne bevæge sig til den bevægende musik, der skønt spillede i baggrunden.
|
|
|
Post by Simon Lithgow on Mar 30, 2013 18:24:15 GMT
W I T H : - A L L I E - H A Y E S - - - W E A R I N G : - T H I S
Simon var i et acceptabelt humør. Han var ikke fuldstændig feststemt eller hjertelig, men han havde på den anden side heller ikke haft snablen alt for dybt nede i de våde varer endnu. Den tid kunne stadig komme, hvor upassende kommentarer forlod ham frit fra leveren, men på nuværende tidspunkt var han såmænd ganske charmerende. Det synes damen på hans ene arm tydeligvis også. Hun grinede i hvert fald højlydt af hans temmelig tørre vittighed og drak mere af sin vin.
Aftenen var knapt begyndt. Det føltes i hvert fald sådan for den unge forfatter, som selvfølgelig også var kommet en kende for sent. Han smilede til kvinden, hviskede noget i hendes øre og forlod hende efter at have blinket med det ene øje bag masken. Med det gik han efter friske drikkevarer til sig selv og så sig nysgerrigt rundt på vejen.
Stemningen var nem at suge til sig. Det samme gjaldt den blanding af whiskey og tranebær, som bartenderen serverede for ham og som han tog med sig i sin vandren bag maskeklædte mennesker. Nogen kendte han uden tvivl, andre ikke, men det var alt sammen det samme, når deres træk var gemt bag blonder, gips, maling, fjer og palietter. Selv var han nærmest umulig at genkende, hvis ikke man vel og mærke var klar over at det var ham. Det nød han på mange måder – friheden i at kunne være enhver anden eller ingen som helst. Da han gled ned på en stol ved siden af en ung kvinde, der modsat mange andre var til at se bag de mørke blonder, smilede han for sig selv. Også hende sendte han et smil, inden han hævede sit glas i en simpel hilsen. ”Forpustet?”
|
|
|
Post by Allie Hayes on Mar 30, 2013 19:14:14 GMT
Tag: Simon Lithgow Outfit: Klik Som Allie sad og overværede den dansende flok mærkede hun en øm, bidende fornemmelse opstå i begge sine fødder. Hun konkluderede at det måtte være de mange danse i høje hæle der nu hævnede sig på hende, og hun vurderede længe hvor vidt hun skulle tage dem af eller ej. Hun kunne dog næsten ikke nænne at tage dem af, eftersom det var nye sko, og det var første gang hun havde dem på.
En maskeklædt herre afbrød hende i sit svære valg, i det han bevægede sig i hendes retning, og placerede sig på den tomme stol ved siden af hende. Allie der intet glas havde at gengælde hilsnen med, nøjedes med at sende et smil tilbage i retur. ”Det kan man godt sige”, svarede hun, uden at kunne uddybe hvorfor hun var blevet så forpustet. Danseri som dette plejede ikke at slå hende sådan ud. ”Mine fødder lider dog mest”, tilføjede hun i et skævt smil, og lod sit blik finde hans gennem den mørkegrå maske. Det tog hende ikke lang tid at regne ud at hun ikke vidste hvem fyren overfor hende var. Hun havde en fornemmelse af at hun heller ikke ville kunne sætte navn på ham, selvom han ikke var iklædt maske og kostume. Det gjorde ham dog ikke mindre spændende af den grund.
|
|
|
Post by Simon Lithgow on Mar 30, 2013 21:13:35 GMT
Simon kneb de lyse øjne en smule sammen under masken, imens han betragtede pigen ved siden af sig. Hun virkede på en eller anden halvfjern måde bekendt. Et ansigt han havde set før. Hogwarts, Beauxbatons eller noget tredje, hvor flere mennesker passerede hinanden hver dag end man var i stand til at holde tal på. Det var nok også ligemeget. Hun kunne uanset hvad ikke genkende ham. Da hun talte, fik han nærmest øjeblikkeligt svar på sit spørgsmål. Selvom intet ved hende skreg af det Frankrig han kendte, så var det tydeligt at dialekten kom direkte sydfra, præget af det engelske, men slet ikke nok til at så tvivl. Det fik det til at trække yderligere i hans mundvige, selvom det lige så godt kunne have været indholdet i hendes ord.
Med fingrene trommende lidt imod glasset i sin ene hånd, lænede Simon sig tilbage imod stolens ryg og nikkede. ”Torturinstrumenter,” konstaterede han, som han nikkede i retning af hendes fødder, sænkende blikket kortvarigt til dem. I samme omgang formåede han yderst diskret at se den unge kvinde an, uden at virke som om han ligefrem slugte hende med øjnene. Hun var ellers et acceptabelt nok syn. ”Men de klæder jer jo. Der er aldrig noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget.” Han hævede begge øjenbryn en smule, men opnåede ingen effekt under masken. I stedet tog han blot en tår af glasset og så kvinden an, imens han ledte efter ord. ”Jeg har fået at vide at det er dårlig skik til et maskebal at præsentere sig med navn og at man i stedet bør finde en anden måde at introducere sig selv på. Har du fundet en endnu?”
|
|
|
Post by Allie Hayes on Mar 30, 2013 21:41:59 GMT
Tag: Simon Lithgow Outfit: Klik Allie havde altid fundet glæde ved festlige arrangementer. Der var dog en helt bestemt mystik og spænding over et maskebal, som hun ikke kunne andet end at holde af. Det var pirrende at man ikke kunne vide hvem der gemte sig bag folks udvalgte masker, og omvendt. Det var på en måde befriende at folk ikke vidste hvem man var. Man kunne i princippet være en helt anden for en aften – hvis man havde lyst.
Allie lo lavt af hans lille, fikse kommentar, og havde det ikke været masken der skjulte hendes øjenbryn, ville man have set dem løfte sig en smule. ”Og alligevel er de vores bedste venner”, tilføjede hun, og konkluderede at hun var i selskab med en herre der ikke var bange for at sige tingene ligeud. Allie nikkede erkendende til det næste han sagde. Det gav hun ham ret i.
”Nej, jeg holder af ikke at bryde mystikken. Hvorfor skulle man være sig selv en aften hvor man kan være hvem som helst?”, spurgte hun, og lod spørgsmålet hænge i luften i et stykke tid, inden hun forsatte. ”Jeg kan dog introducere mig som en kvinde, hvis sandsynlighed for at du møder igen, ikke er særlig stor”, Et drillende blik var at finde inde bag masken, i det hun vendte sig om, og lod sit blik falde på rummets gæster igen. ”Så, hvorfor er du her i aften? For velgørenheden, for damerne eller spruttens skyld?”. Hun drejede sit hoved mod ham, og sendte ham et let smil. ”Eller måske alle tre ting?”
|
|
|
Post by Simon Lithgow on Mar 31, 2013 0:27:27 GMT
Simon smilede skævt. Hun gjorde sig absolut ingen anelser om præcis hvor meget af sig selv hun gav med det hun sagde. Mystik var på sin hvis fint og udmærket, men den unge forfatters yndlingsbeskæftigelse var at se igennem masker og minespil, samle oplysninger og bruge dem – gerne imod andre mennesker. Det var ikke ligefrem fordi hans samtale med den blonde kvinde var ment til at skulle udmønte sig i noget andet end det allerede var, men på de få sekunder de havde tilbragt i hinandens selskab var han allerede blevet en hel del klogere på hende. Så kunne hun snakke nok så meget om mystik.
”Jaså,” svarede han muntert på hendes åbenlyse selvsikkerhed, som muligvis i højere grad var selvindbildning. Den konklusion holdt han fornuftigt nok for sig selv, selvom en drillende skepsis alligevel sev igennem.
Hen over sit smil og sin maske, betragtede de blå øjne kvindens ansigt. Han var ikke helt klar til at socialisere videre andetsteds endnu, men det faldt så udmærket at hun stillede ham et modspørgsmål, som fik ham til at knibe øjnene en anelse sammen og tænkte sig om for en kort bemærkning. ”Det er en god sag,” konstaterede han, før han trak på skuldrene. ”Hvad der følger med er kun kirsebær på toppen. Men hvorfor er du her selv? Er det det glamourøse aspekt, de stakkels patienter eller er du her som pynt?”
|
|
|
Post by Allie Hayes on Mar 31, 2013 17:28:38 GMT
Allie kunne forsøge at analysere folk ud fra hvad de bar af kostumer og masker, og det ville måske lykkes hende til en hvis grad, men den store menneskekender, det var hun ikke. Allie stræbte ikke efter at lære alt om hver enkelt person, hvilket nok også var hvad der lå bag hendes ord, når hun sagde at hun ikke havde behov for at introducere sig selv. Hvis folk kendte hende i forvejen, så skulle de nok genkende hende. Hvis ikke på hendes direkte opførsel, så i hvert fald på den tydelige franske dialekt, som afslørede sig hver gang hun åbnede munden for at sige noget. Hvis folk alligevel ikke kunne genkende hende, så kunne hun lige så godt have sjov med det, indtil de gjorde.
Allie smilede åbenlyst af hans svar til hendes selvsikre kommentar, som mere havde været en sætning, formet af den humor andre til tider havde svært ved at forstå. Det havde også været et faktum, for hvad var sandsynligheden for at de ville mødes igen? Han havde spurgt og hun havde svaret.
”En god sag som De har støttet?”, spurgte hun, med et blik der glimtede muntert bag masken. Svaret til hendes spørgsmål ragede som sådan ikke hende, men hun havde spurgt alligevel, af ren og skær nysgerrighed. Selv havde hun kun kunne skrabe en lille sum galeoner sammen, men lidt var langt bedre end ingenting. Et smil viste sig i hendes mundvig af det gengældende spørgsmål, og også hun måtte overveje sine ord, inden hun svarede. ”Jeg er her som pressemedarbejder”, svarede hun kort og godt, og mærkede et svag stik af dårlig samvittighed over at have forsømt arbejdet indtil videre. Forhåbentlig var Jonathan ikke at spore i nærheden.
”Mest nysgerrig er jeg efter at finde ud af om gæsterne reelt støtter det gode formål, eller om der er mere skjult bag de mange masker, end blot deres ansigtstræk”, sagde hun og lænede sin krop en anelse ind mod bordet. ”Du skulle ikke tilfældigvis ikke være faldet over noget mistænkeligt?”
[/color]
|
|
|
Post by Simon Lithgow on Apr 5, 2013 20:56:53 GMT
Simon hævede et øjenbryn under masken, men svarede ikke på kvindens spørgsmål. I stedet var han nær ved at pointere, at han selv havde spurgt om noget først. Inden kommentaren var ude I fri luft, havde hun dog opgivet og gav ham endnu en lille bid af sig selv, der denne gang fik et skævt smil frem på hans læber.
En pressemedarbejder, simpelthen. Køn, sikkert, under masken vel og mærke. Han så på hende med et muntert glimt I øjnene, balancerede sit glas I den ene hånd og sænkede hagen en smule ned imod sin egen brystkasse, før et diskret og underholdt fnys forlod ham. “Der er en betragtelig andel af maskerne, der skjuler mere end velplejede træk, men det betyder ikke, at der ikke er raslet penge fra lommerne,” konstaterede han med en drillende undertone, før han drak og skævede ud imod gulvet en enkelt gang. “Profettidende? Eller måske The Weekly Goblet?”
Spørgsmålet havde han aldrig stillet uden maske. Hans forhold til begge aviser var I virkeligheden anstrengt, men der var ingen tvivl om at han brød sig mindst om den sidste – magen til fuldblodsfacistisk ævl I pæn indpakning skulle man lede længe efter. Alligevel formåede han at smile, imens han genoprettede øjenkontakten med den lille skribent.
|
|
|
Post by Allie Hayes on Apr 6, 2013 16:49:54 GMT
Allie betragtede ham. Han så muntert tilbage på hende, hans øjne synes blågrå gennem den sorte maske, han bar til aftenens anledning. Pressemedarbejder. Hun var endnu ikke udlært journalist, hun var knap nok kommet i gang med sin lærlingestilling endnu. Det behøvede han dog ikke at vide. I aften var aftenen til at være en anden. Eller, i hvert fald lade som om.
”Profettidende!”, udbrød hun, lidt for kraftigt måske. En maskeklædt, ældre kvinde sendte hende i hvert fald et undrende blik, få borde fra deres. Hun rømmede sig svagt inden hun forsatte. ”The Weekly Goblet er jeg ikke just fan af. Jeg foretrækker en anden skrivestil”, uddybede hun og sendte ham et mildt smil. Hun vidste ikke om hun sad overfor en fuldblodsfanatiker, i så fald ville han nok blive fornærmet over hendes ord. Hvis det var tilfældet ville hun nok alligevel finde en undskyldning for at smutte, da hun aldrig faldt særlig godt i hak med den type magikere. Hendes ærlighed kunne til tider være en forbandelse.
”Det lyder næsten som om du har erfaring med det, ud fra det du siger… Er det noget du har lyst til at uddybe?”, spurgte hun, og gengældte den drillende tone ved at blotte sine tænder i et morende smil. ”Du kan jo starte med at fortælle om du selv er en af dem” sluttede hun af. Den sidste sætning var udelukkende et forsøg på at stikke lidt til ham.
|
|
|
Post by Simon Lithgow on Apr 9, 2013 19:56:04 GMT
Simons læber krusede sig I et skævt smil og han hævede atter engang brynene under masken, der løftede sig lidt over den halvt skjulte ansigtsmimik. Den kraft hun besvarede spørgsmålet med havde allerede fortalt ham alt det, som hun valgte at uddybe med bagefter. Alligevel lyttede han med blikket på hendes ansigt og de lysere øjne lettere sammenklemte i halv morskab og halv nysgerrighed.
Ikke fuldblodsmagiker, konkluderede han stiltiende, imens han drejede glasset mellem sine fingre. Han tog en tår af den røde drik, åndede ud og havde nær rejst sig op, selvom han havde flere spørgsmål han I teorien kunne stille hende. Pressefolk – uanset hvilken slags – havde en tendens til at være irriterende nysgerrige, når det gik op for dem hvem han var. Han havde intet behov for en snak omkring sit kærlighedsliv eller hvad det nu var de satte unge, kønne damer til at hale ud af fløden af det magiske selskabsliv.
Inden han kom videre, var hun allerede nået til spørgsmålene, men det var vel som sådan også hendes tur. Det var I hvert fald det han konkluderede, som han fnøs muntert og rystede langsomt på hovedet. “Nej, det er ikke noget jeg har lyst til at uddybe,” svarede han glat, men med antydningen af et drillende smil. “Du er vældig køn, lille du, men jeg stiller ikke op til impromptu interviews. Regn med at det gælder endnu mere for flokken af pengesække derude.” Han blinkede, nikkede ud imod dansegulvet og målte hende med blikket.
|
|
|
Post by Allie Hayes on Apr 13, 2013 19:50:29 GMT
Allie følte at hendes selvsikkerhed som journalist led et knæk da Simon nægtede at besvare hendes spørgsmål. Allie lænede sig ved hans ord tilbage i stolen, hvorefter hun lagde armene over kors. Masken skjulte de fleste af hendes træk, men de spidsede læber afslørede tydeligt at hun ikke var tilfreds med hans respons. Allie havde ikke været i journalistbranchen længe, og hendes erfaring inde for faget var derfor ringe. Allie havde det med at plapre løs og hun mistede af og til koncentrationen. En ting hun altid havde været god til var dog at få folk til at snakke. Hun mødte godt nok modstand hos Simon. Hun var dog sikker på at hun nok skulle få ham over på sin side. Han skulle bare lige blødes lidt op.
”Jeg kan ikke tvinge dig til noget”, sagde hun og kæmpede med at få det forstående smil over sine læber til at se så oprigtig ud som muligt. Hun ønskede kort at hun - ligesom Simon – havde et glas hun kunne nippe af. ”Jeg var skam ikke ude på at interviewe dig, jeg er blot en journalist der kort blev ramt af en dosis nysgerrighed omkring herren overfor mig”, svarede hun i en svag, flirtende tone. Ikke at han var typen der behøvede komplimenter. Hun havde på fornemmelsen at han fik nok af dem.
I det hun drejede hovedet kom en tjener forbi, og hun viftede ham hurtigt over, hvorefter hun rakte ud efter en drik placeret på tjenerens bakke. Da tjeneren passerede videre tog hun en tår af glassets indhold, inden hun placerede det på bordet. I det glasset ramte bordet rejste hun sig op, og bevægede sig hen mod hvor han sad. ”Nu vil jeg forlade dig til fordel for dansegulvet”, sagde hun og gik få skridt bagud, inden hun drejede hovedet mod ham igen. Et udfordrende smil spillede på hendes læber. ”Med mindre du tør gøre mig selskab?”
|
|
|
Post by Simon Lithgow on Apr 13, 2013 22:34:10 GMT
Simon var ganske letpåvirkelig overfor smiger og hans mundvige trak da også op, som den lyshårede journalist-pige udtrykte sin nysgerrighed. Alligevel var han ikke dum, og selvom en ganske betragtelig del af det modsatte køn var interesseret I ham – og det med grund – havde han stadig en dæmpet, mental stemme, der mindede ham om at hun var en del af den evigt invaderende dagspresse. De var både en velsignelse og en forbandelse.
Han smilede skævt til hende bag masken, der skjulte hans egentlige identitet lige så godt som hans hemmelighedsfulde opførsel gjorde det. “Bevares,” konstaterede han overbærende, før endnu en tår tranebærsaft med whiskey røg ned. Det smagte satans godt, stadset, og vædede hans gane. Meget mere skulle der til, før han rent faktisk var fuld, men måske var det aftenen, hvor han skulle prøve at lade være med at nå dertil. Mary var der også et sted. Han havde lagt mærke til hende. Lige hun kunne ikke gemme sig bag nogen maske.
Mary var I midlertidig langt væk. Foran ham nu, var der kun den lille halvflabede blondine, der så på ham, som om de delte en hemmelighed. Han kneb øjnene lidt sammen, imens hun gik bagud, havde nær ønsket hende et tørt held og lykke, da en opfordring rullede ud over hendes læber og han hævede et bryn bag masken.
Langsomt lod han blikket glide fra hendes fødder op hele vejen op. Da de gråblå øjne mødte hendes, var han I gang med at rejse sig op, uden ligefrem at fremstå som en, der havde travlt. Hun måtte vente på ham, hvis hun ellers havde tænkt sig at lade sit tilbud stå. Det gik han ud fra, da han satte glasset fra sig – lettere modstridende men med lovning til sig selv om at skaffe en enkelt mere bagefter – og krydsede afstanden imellem dem, for at tilbyde hende sin hånd, I stedet for at række ud efter hendes.
|
|
|
Post by Allie Hayes on Apr 20, 2013 18:22:48 GMT
Allie følte det som lange sekunder mens hun ventede på Simons respons. Hun havde på fornemmelsen at han ville tage imod hendes ’udfordring’, hvilket var grunden til at hun havde spurgt ham. Hun kunne dog have tydet ham forkert, og skulle han vise sig at afslå, kunne hun ende op med at stå der og føle sig aldeles akavet og flov. I det han rejste sig op åndede hun lettet ud, og hun sendte ham et smil, i det han bevægede sig i hendes retning. Hun hævede et bryn i det han tilbød sin hånd, og så det som en klar provokation fra hans side af. Hun tøvede dog ikke da hun rakte sin hånd frem for at tage hans hånd. Hun kom dog i sidste sekund på andre tanker, og i stedet listede hun sin arm ind under hans, så de endte arm i arm.
Med sin arm i hans tog hun føring, og trak ham med ud til midten af dansegulvet. Der var stadig en del ude på gulvet, dog færre end der havde været før deres møde. Hun vendte sig mod Simon, og placerede sin ene hånd på hans skulder. Den anden hånd lagde hun forsigtigt mod hans, hvorefter hun gav hans hånd et kort klem. Hun så smilende på ham, mens hun ventede på at han ville føre hende rundt til musikken. Allie havde ikke noget imod den stilhed der nu havde varet lidt mellem dem. Hun endte dog med at bryde den med endnu et af sine mange, spøjse spørgsmål. ”Fortæl et eller andet ligegyldigt om dig selv”.
|
|
|
Post by Simon Lithgow on Apr 20, 2013 20:17:33 GMT
Simon var ikke overbevist om at det var nogen fantastisk idé at svinge journalistpigen rundt på gulvet. Han gik i midlertidig alligevel ind til netop det og lod hendes arm finde ind under hans, før de gik ud på dansegulvet sammen. Hendes iver var en lille smule overraskende, men han tilskrev den det faktum, at hun tilsyneladende var temmelig ung.
Det var ikke for ingenting, at hans forældre havde spenderet en betragtelig portion penge på at både han og hans to brødre blev fortrolige med et dansegulv. Selvom han ikke ligefrem var nogen stor selskabsdanser, vidste han udmærket hvordan man førte sig – og ikke mindst hvordan man førte en kvinde. På skolen i hans præpubertære år havde det været små piger med brystkasser lige så flade som deres sorte laksko, der stod prøven. Det var dem, der havde taget smerten fra de gange han trådte ved siden af og ramte deres tæer. De havde lidt, for at han nu var I stand til – uden problemer – at lede den lyshårede kvinde ind I dansen og bevare overskud nok til at trække på smilebåndet over hendes bud.
“Ligegyldigt?” Han kneb øjnene en smule sammen, imens han så på hende og var lige ved at konstatere, at der ikke var noget ligegyldigt ved hans person. Selvom han helt reelt var af den mening, at det udsagn passede, indså han I god tid at det ville blive opfattet anderledes end det var ment og gav sig selv et par sekunder endnu, før han svarede. “Jeg kender en stor del af Profettidendes journalister. Men jeg aner ikke hvem du er,” endte han med at sige med et smil, der lige så godt kunne være udfordrende som højrøvet.
|
|
|
Post by Allie Hayes on Apr 20, 2013 21:06:19 GMT
Allies mødre havde danset rundt med hende i deres stue til høj musik siden hun var helt lille og dans havde været en stor fritidsinteresse i en periode, i løbet af hendes barndom. At bevæge sig på et dansegulv var derfor barnemad for Allie, hvilket hendes elegante bevægelser når Simon førte hende rundt på dansegulvet heller ikke skjulte. Simon virkede heller ikke til at være helt dårlig. Det var i hvert fald lykkes ham endnu ikke at træde på hendes lange kjole, hvilket var en bedrift i sig selv – taget sine andre dansepartnere i løbet af aftenen i betragtning.
Hans ord pirrede hende i en vis grad, og havde nær fristet hende nok til at sige at han i så fald var gået glip af noget. Det lykkedes hende dog at holde sin mund – for en gang skyld. ”Er det en kompliment eller en fornærmelse?”, spurgte hun uden at forvente et svar. Hun betragtede ham nysgerrigt mens de bevægede sig rundt, mens hun holdte sig i samme tempo som ham. Til tider havde hun lyst til at dreje modsat hvad han gjorde, hun kvalte dog lysten. Det var trods alt ham der førte. ”Je parle français.. Jeg taler flydende fransk”, sagde hun lidt efter og mødte hans blik med et svagt smil over læberne. Han havde ikke spurgt hende, men hun var for stædig til at lade hendes lille leg stoppe her. Allie kunne ikke forestille sig at det måtte komme som en overraskelse, hendes accent var ret overbevisende, så han havde nok lagt mærke til det. ”Din tur”, tilføjede hun lidt efter.
|
|