Den druknede

[Stuart Banes]

Den grønne flaskehals kolliderede med de brede læber, i det den tynde mandeskikkelse tømte resten af dens indhold. Vaklende fortsatte han ned langs gadebilledet. Lyset fra de omkringliggende butikker og lejligheder eksisterede ikke længere, men den druknede skikkelse bragte dem ivrigt til live i fantasien. Han tabte flasken da han trænet koordinerede sig omkring gadehjørnet. Glasset sprængte og skårene spredtes. En kat hylede et sted bag ham, men han ænsede det ikke. De mørkeblå øjne var slørede og de afslørede, hvordan manden befandt sig andetsteds i tankerne. I tankerne lå han i et mørkt rum med en nøgen kvinde. Hun var lyshåret og havde for 14 måneder siden, født deres fælles barn. Længslen efter kvinden fik det til at svig forræderisk i hans bryst, men tanken om, at han snart skulle se hende gjorde ham i stand til at overleve. Sofia Banes ville lukke ham ind. Selvfølgelig ville hun tage ham ind i varmen, for hun vidste han havde brug for hende, som hun også behøvede ham.

Stuart Banes vaklede langsomt op af stentrinene. Hans bukser var fugtige og et sted i hans druknede bevidsthed, var der en der fortalte ham, at det var fordi han var faldet. Han vidste ikke over hvad og det fortalte han mumlende. Stemmen forklarede ham, at han var faldet over den hvide låge, der med et kreativt skilt, bød fremmede såvel som bekendte velkommen hos Sofia. Stuart knipsede hvorefter han greb om dørhåndtaget. Han glemte at svare stemmen i sin blottede ivrighed for at komme ind. Han mumlede stille, at der var nogen der blokerede for ham, men stemmen beroligede ham. Døren var kun låst. Der var ingen der ønskede ham ude. Hans kone ville lukke ham ind. Stuart satte sit lid til stemmen og bankede på døren. Han mumlede, at det vidste han Sofia satte pris på. Når man bankede. Stemmen gav ham ret og de konverserede i uanede øjeblikke.

Stuart fortalte hæst, at der ikke var nogen der åbnede. Stemmen svarede, at det kunne den godt se. At Stuart skulle gå om i baghaven, fordi Sofia aldrig låste havedøren. Stuart svarede ikke men vaklede usikkert men ivrigt. Hans skridt var betydeligt kortere end de plejede, og han ænsede ikke de gange han faldt demonstrativt. Stemmen ophidsede ham til at forsøge at kravle op til hendes værelse, men Stuart svarede irriteret, at det ikke kunne lade sig gøre. Stuart kunne ikke mærke sine fingre og stemmen forstod.
”Havedøren er åben..”, hviskede Stuart ophidset i det han tog i den. Stemmen jublede sammen med ham og fortalte ham, at den godt havde vidst det. Stuart trådte ind i køkkenet. Ind i varmen. Duften af hans familie slog ham som varm luft og han grinede lavmælt. Han var nødt til at finde Sofia. Hans kone. Og så ville han elske med hende. Præcis som de plejede når han kom.

[Sofia Banes]

Sofia var træt. Uendelig træt. Hun var træt af at knokle på arbejdet for efter at vende hjem og have alt for lidt tid med sine børn. Hun var træt af stå alene med alle de huslige pligter. Hun var træt på grund af manglende søvn, nu da den lille var i sin morsyge periode og skreg efter Sofia ustandseligt. Og hun var træt af at prøve at forklare Sebbe hvorfor hendes far ikke var her.
Olivia var endelig faldet i søvn da Sofia forsigtigt lukkede døren til børneværelset på klem. I sine uldsko listede hun hen ad gangen og ind badeværelset. Hun så sig selv i spejlet. Blå øjne understreget af trætte render stirrede tilbage på hende. Udmattet. Trodsigt. Længselsfuldt. Uden den Sofia-glød de altid havde haft. Hvordan var det muligt at blive så udmattet på så kort tid?
Med et lille suk fjernede Sofia blikket. Hun fik tisset af, hvilket var hun-vidste-ikke-hvad-gang denne aften, og bed irritationen over endnu en graviditets side-effect i sig. Post-graviditeten havde været hårdere end graviditeten. På det tidspunkt var morgenkvalme, strækmærker og humørsyge en smal sag, for der havde hun Stuart hos sig. Efterfølgende havde medbragt så mange omvæltninger og beslutninger, at hun følte det helt havde stjålet glæden over den lille. Selvfølgelig var hun lykkelig over Olivia og følte sit hjerte svulme hver gang hun så på det uskyldige barneansigt, men kendsgerningen var, at hun kunne have været meget lykkeligere og tilbragt meget mere tid med sin datter, hvis det ikke havde været for Stuart.
Stuart.
Endnu engang befandt han sig i hendes tanker. Som et genfærd der lurede alle steder, klar til at minde hende om sit livs kærligheds fordærv: en duft, et billede, en sang. Alt kunne trigge et minde. Eller også hørte hun om noget, som hun morede sig over og lovede sig selv at fortælle Stu – for snart at huske sig selv på, at han jo var her ikke mere.
Jo, det var hårdt. Nogle dage havde hun lyst til at krølle sig sammen og græde. Ignorere Olivias gråd, trække dynen over hovedet og forsvinde ind i en anden verden. Andre gange bed hun tænderne i sig og led i stilhed. Lovede sig selv, at hvis hun snart mødte Stuart, ville hun ikke holde sig tilbage men kaste sig over ham og vise alt den vrede og magtesløshed hun følte. Efterfølgende blev hun skræmt over sig selv – skræmt over, hvordan tanken om at give ham en knytnæve på siden af hovedet eller følelsen af neglene begravet i hans benede skuldre, kunne afføde så meget tilfredsstillelse. Hvad for en person, var hun blevet til?
En svag brise fik gardinet foran vinduet til at blafre. Kulden prikkede i hendes hud. Sofia skuttede sig og lukkede det i med et smæld. Et smæld der dækkede over den banken, som netop nu lød nedefra. Uvidende lod Sofia sig glide ned under dynen med velbehag. Den var stadig en smule varm, selvom hun havde været inde hos Olivia i lang tid.
En lyd nåede Sofias ører. Larm – nedefra. Hun satte sig op i et ryk og spidsede ører. Jo, det lød ganske rigtigt som om køkkendøren blev åbnet. Det første tanke der slog hende, var en indbrudstyv! Nervøst greb Sofia sin tryllestav, der altid lå på sengebordet ved siden af. Hun sneg sig lydløst hen ad gangen, lukkede af en eller anden grund døren til Olivias værelse og dernæst Sebbes lidt længere nede ad gangen, selvom det ikke ville bringe nogen form for beskyttelse hvis først tyven kom forbi Sofia. Hun listede ned ad trappen, der heldigvis ikke knirkede og bragede som normalt. Blodet havde forladt hendes ansigt så Sofia var bleg som et lagen, da hun hørte tydelig rumsteren i køkkenet. Få skridt længere fremme, så ville hun stå ansigt til ansigt med ham.
Med staven hævede holdt Sofia vejret – og sneg sig til et kig. En høj, spinkel skikkelse stod krumbøjet over bordet, og på et sekund genkendte Sofia ham. Selv bare som en skygge. Især som en skygge.
”Stuart”, gispede Sofia. Hun var alt for forskrækket til at gøre andet end at sende en lyskugle af sted så køkkenet blev oplyst. Dér stod han, midt i hendes køkken, som et levende mareridt.

[Stuart Banes]

De svømmende øjne fæstnede sig på kvindeskikkelsen i døråbningen. Læberne skiltes og mundvigene polariserede i et fjoget, overlegent smil. Stuart stod foroverbøjet hen over bordpladen, som havde den grebet ham inden et fald. Han havde troet, han skulle kaste op.

”Har du en liggende i din seng?”, mumlede Stuart leende. De mørkeblå øjne stirrede tomt på Sofia til trods for hans fjogede grimasses eksistens. Han gjorde sig usikkert fri af bordet og vaklede, med overlegene øjne, tættere mod hendes hvide skikkelse. Stuart sank hvad der måtte synkes. De mørke øjne antændte pludseligt i det han placerede sig mindre end en meter fra hende og hans smil stivnede. ”Du ved, at hvis jeg finder en deroppe, så slår jeg ham ihjel”, hviskede han, som delte han en beskidt hemmelighed med hende. Langsomt fugtede han sin brede underlæbe, uden at hans ubarmhjertige øjne forlod hendes. ”Jeg så dig med en mand tidligere i dag..”, konstaterede han lavmælt med dirrende stemme. Det sorte hår antog en lysere kulør. Øjnenes pupiller udvidede sig for et split sekund. Hans hænder rystede svagt i det han langsomt og uden at røre hende, tvang hende op af væggen. Igen sank han. Denne gang højlydt. Forsigtigt men med vrede hænder, strøg han hende over det ene bryst. Den mørkeblå farve var væk. Øjnene var sorte. Længe stod han og nød følelsen af hendes bløde bryst, men uden at glemme hvad han havde set tidligere. Uden at glemme, hvad der lå i hendes seng. Des mere tanken stadfæstede sig, des rødere blev hans hår. Des mørkere blev hans øjne.

Stuart tvang sin hånd til at hvile på væggen. Hans krop dirrede faretruende. ”Du er min. September og Olivia er mine piger. Du kan ikke være sammen med andre mænd end mig”, hviskede han hårdt hvorefter han langsomt lagde sin pande mod hendes. Hans vejrtrækning var ustabil. Med en rystende hånd strøg han hende langsomt over kinden. ”Du kan ikke forlade mig. Det tillader jeg aldrig.”

[Sofia Banes]

Et helt væld af følelser strømmede gennem Sofia da hun tavst betragtede Stuart. Det var helt tydeligt at han var meget påvirket af alkohol – måden hans blik var helt tomt mens resten af ansigtet viste overdrevet grimasser, der gemte på kulde og vrede. Beruset, som han havde været de sidste mange gange hun havde set ham. Spørgsmålet, kastet så skødesløst, var som en mavepuster på Sofia. Endnu en gang slog det hende, hvordan han havde talent for at drive en person langt ud over kanten bare med et enkelt spørgsmål. Mere skulle der ikke til. Men det var måske derfor, han var sådan en god journalist.
Sofia var for chokeret til at svare. Hun prøvede at finde den vrede frem, som havde hersket hele aftenen, og som var så let at genkalde som at slå et sving med tryllestaven. Men den var der ikke. I stedet stod hun paralyseret da Stuart kom gående hen mod hende på en yderst truende facon.
”Du ved, at hvis jeg finder en deroppe, så slår jeg ham ihjel”. Sofia forstod ikke. Hvad havde fået den grimme jaloux side frem i ham? Hun havde jo slet ikke rørt en mand siden de gik fra hinanden! Havde hverken haft overskud eller lyst. Faktisk havde hun kun set… Ja, det dæmrede for hende, da Stuart konstaterede, at han havde set hende med en anden mand. Pludselig fandt hun evnen til at tale igen.
”Det var min kollega”, hviskede hun med hovedet løftet så hun kunne prøve at finde et holdepunkt i Stuarts slørede blik. Det var umuligt. Stuart var ikke sig selv. Det var som at finde et fast holdepunkt i en mørk, bundløs sø.
Hvorfor hviskede hun? Var hun bange? Det burde hun være. Hans udvidede pupiller, de rystende hænder, håret der sekund for sekund lysnedes, vidnede om, at han havde fået en besættende tanke i hovedet, og umuligt kunne blive den fravristet. Vidnede om, at han var nået et punkt af komplet utilregnelighed.
Fordi hun var i tvivl om en enkel berøring fra hendes side ville antænde et eller andet i ham, bakkede hun automatisk så hun ramte væggen. Og så rørte hende på en måde, der vækkede afsky og fik hende til at dreje hovedet væk fra ham. Hun gispede efter luft.
Jo, hun var bange, gik det op for Sofia. Men ikke for sig selv. For sine døtre. Når han var på den måde, vidste hun ikke, hvad han ikke kunne finde på. Det var jo for fanden derfor hun havde forladt ham i første omgang! Hun havde elsket ham engang… Men gjorde hun det stadig?
Den blotte tanke, at hun skulle frygte for sine egne døtre i sit eget hjem, på grund af den mand der havde været kilde til så meget sorg og vrede, vækkede endelig noget i hende. Dyb afsky.
”Du vover…”, hviskede hun med rystende stemme, både af undertrykt vrede og af frygt. Hans ånde slog mod hendes læber, og hans fugtige kolde pande sendte ikke samme elektriske impulser gennem hende som før.
”Du vover at komme til mit hus og true mig? Efter alt hvad du har gjort?” Stemmen knækkede over. Uden at vide det var fugtige tårer begyndt at samle sig i øjenkrogene.
Hånden knugede tryllestaven, parat til at hæve den hvis hun skulle have brug for det. Han ville ikke komme over det dørtrin. Ikke et skridt tættere på hendes døtre!

[Stuart Banes]

Salte, forræderiske tårer flygtede fra Stuarts øjne. Længe havde han stået og grædt tavst, med sin pande hvilende mod hendes. De druknede øjne havde slugt hendes skarpe linjer og den dybe afsky længe. Han rystede stadig, denne gang af ædende kulde.

Stuart lukkede langsomt sine øjne. Han sank, højlydt. Hans rystende hånd på væggen, fandt uprovokeret vej rundt om hendes tynde skikkelse og i det han pressede hende nærmere, forlod et tungt suk hans læber. Et suk der tydeligt afslørede, hvor stor en grad han nød hendes krop mod sin. Tårerne løb hastigt. Der syntes ingen ende på dem.
”Jeg har brug for at være hos dig i aften. Bare i aften.” Hans ord forlod snøvlet hans læber og i det efterfølgende sekund, krakelerede hans ansigt. Regnvejret i hans øjne tog til og hans greb om hendes krop blev strammere. Stuart hulkede hjælpeløst, hvilende mod Sofia og med øjne der for første gang var levende med sorg. En dyb, uforståelig sorg.

Længe stod han og hulkede tavst. Hans vejrtrækning var ustabil og krævende. At samle sig var en umulighed. Kulden havde svøbt sig om ham, som en gråt, altomsluttende tæppe. Et tæppe han aldrig kunne kæmpe sig af med, uanset hvad han forsøgte.
Hans krampende hænder forlod ufrivilligt Sofias magre skikkelse og Stuart lagde ikke mærke til det. Han stod blot på usikre fødder og græd i køkkenet. Uden at vide det, bakkede han væk fra hende. ”Han døde i morges den fede idiot!”, hvæsede Stuart hviskende. Med stigende desperation lagde han sin hånd på hans pande, fordi hovedet dunkede så det føltes som ville han besvime. Noget indeni skreg til ham, at han skulle lægge sig ned. Han hørte det ikke. Stuart dunkede ind i den modsatte væg og der gav hans ben efter. I sin kvælende fortvivlelse, lagde Stuart aldrig mærke til, hvordan han landede på det hårde trægulv. ”Undskyld.. undskyld.. undskyld skat..”, mumlede han desperat med gråden malet i hans hæse stemme. Han vidste ikke hvad han sagde. Det eneste han tænkte på var ingenting. Ingenting og hans far. Hans døde far.