From porcelain, to ivory, to steel

[Meredith Abbey]

t a g - c a r r i e - ~ - w e a r i n g

[/b] - t h i s[/font]
[/center][/size]
Mary havde det en anelse som om hun var i trance. At hendes fødder bevægede sig, uden hun helt var klar over hvordan. Hun havde det ikke som om hun var ved at falde fra hinanden. Hun følte sig måske en anelse hul, men ellers var den mest dominerende følelse egentlig overraskelsen og overvældelsen over det der lige havde forløbet. Hun kunne stadig se Simon i døren for sig, sådan som hun havde givet ham et kram inden han gik, for ikke at vende tilbage igen.

Det samme scenarie blev ved med at vende tilbage til hende, som hun bevægede sig ned langs Diagonalstræde, uden overhovedet at se noget andet, end vejen hvor hun gik. Det var meget at sige at hun følte sig lettet, for sådan var det ikke, men hun følte sig ikke nedtynget af sorg. Hun var ikke glad, snarere bare en anelse mut.

Hun trak jakken tættere sammen omkring sig, som hun nåede hoveddøren der ledte til lejlighederne over Floridors. Der var ikke så meget liv, som der havde været for en måneds tid siden, hvor alle elverne fra Hogwarts havde været hjemme, men heller ikke forladt. Mary bemærkede det dog ikke, men skubbede blot døren op og forcerede trapperne op til anden sal, senere uden helt at kunne huske hvordan hun egentlig gjorde det. Det var lørdag, så hun håbede på, at Carrie eller i det mindste bare Eric var hjemme, da hun løftede hånden for at banke på og efterfølgende strøg en undsluppen hårlok om bag øret.
[/justify][/blockquote]

[Caroline Abbey]

For: Meredith Abbey ~ Dressed like: this

Caroline sad med næsen veritabelt begravet i en ældre udgave af en forvandlingsbog med op til flere rynker i panden. Det gik op for hende at hun havde glemt brillerne i panden på sig selv og hun vippede dem ned, for bedre at kunne se teksten. Fordelen ved at have dem skulle trods alt gerne være, at hun slap for at bøje sig helt ind over bogen, med næsen få millimeter fra de trykte bogstaver og duften af støv, bogbinderlim og papir. Det var ellers en dejlig duft – og en dejlig bog.
Som den vaskeægte gamle ravn hun var, var det en del af hendes fritidsbeskæftigelse hun havde gang i og hun nød da også stilheden og det velsignede i at kunne sidde helt for sig selv og læse, helt uden at have travlt eller være under en deadline. Hun havde al tid i verden og overvejede lidt at gå ud for at sætte kedlen over til te, da en bankelyd forstyrrede hendes tanker.

Først så hun op og over imod døren ud til gangen, der stod åben. Det kunne altså ikke være Eric, hvilket heller ikke ville have givet meget mening, eftersom hun burde have hørt ham i gangen først. Hun havde ingen aftaler og de fleste i hendes bekendtskabskreds var klar over, at man ikke kom dumpende hos hende. Derfor forholdt hun sig undrende, da hun rejste sig op. Hun huskede intet om at tage brillerne af, men havde dem endnu siddende på næsen, som hun sekunder efter kneb øjnene sammen og så igennem det lille kighul ud til gangen.
Synet, der mødte hende der, overraskede en del mindre end det udtryk, der hvilede på hendes lillesøsters ansigt. Hun fik hurtigt kæden fra og åbnede døren, for at se spørgende på den yngste i sin egen familie. ”Hvad er der sket?”

[Meredith Abbey]

t a g - c a r r i e - ~ - w e a r i n g

[/b] - t h i s[/font]
[/center][/size]
Afklaret. Det var egentlig sådan hun følte sig, selvom det virkede helt ubegribeligt. Mary løftede hånden og bankede på ind til sin storesøsters lejlighed, uden helt at være klar over hvordan udtrykket på hendes ansigt var endt. Egentlig var det nok mest af alt overraskelse og forundring, som på mange måder fik hende til at virke ved siden af sig selv. Det var dog også afslørende nok i sig selv, blev det bekræftet da Carrie åbnede døren.

Spørgsmålet fik Marys skuldre til at falde synligt og hun udåndede tungt, som om hun havde holdt vejret. ”Simon og jeg har slået op,” kom det overraskende roligt fra hende. At sige det højt fik det til at dæmre for hende og i nogle lange øjeblikke stod hun bare og så lidt overvældet på sin storesøster, uden at have flere ord at komme med i første omgang. De seks hun kom med sagde dog også mere end rigeligt. Det var helt abnormt så rolig hun følte sig. Men hun kunne ikke påstå overfor sig selv at hun oprigtigt fortrød noget heller.

[/justify][/blockquote]

[Caroline Abbey]

For: Meredith Abbey ~ Dressed like: this

Det enkle svar på det første spørgsmål, der dukkede op i Carries bevidsthed, fik hende til at hæve begge øjenbryn øjeblikkeligt og yderst kortvarigt. Næst kom bekymringen og hun var ved instinktivt at røre på sig, for at kramme sin lillesøster, da det gik op for hende at Mary ikke lignede en, der var på randen af trøstesløs gråd. I stedet trådte hun derfor bagud, gjorde plads og holdt døren åben, indtil hendes søster var kommet ind og hun kunne lukke af igen, sætte haspen på og så alligevel lægge den ene arm omkring den yngste i familien med et enkelt, opfordrende ”kom,” før hun førte hende med ind i stuen, efterladende sin spændende bog på arbejdsværelset uden at stille noget op med den.

Der var ryddeligt i det åbne rum, der fungerede som både køkken, spisestue og reel stue for Eric og hende selv, og hun trak armen til sig, for at gestikulere imod køkkenet, før hun brød den midlertidige tavshed med ordren ”fortæl,” der næppe kunne blive meget klarere. Imens hev hun tryllestaven frem og gav sig til at vifte den imod kedlen og sætte gang i den simple proces at tilvejebringe te. Når der skete noget nyt og ubehageligt, næsten uanset hvad, så var tiden til en ordentlig kop. Selv måtte hun ikke drikke store mængder af den sorte slags, men det skulle ikke forhindre hende i at følge den tradition, som de begge var opvokset med.

[Meredith Abbey]

t a g - c a r r i e - ~ - w e a r i n g

[/b] - t h i s[/font]
[/center][/size]
Det trak svagt i Marys ene mundvig, en smule opgivende, men stadig lidt, da Carrie trådte til side og gav Mary plads til at komme ind i lejligheden. Hun tog villigt imod opfordringen og knappede jakken op, hang den på knagen og tog dernæst sine støvler af. På strømpefødder fortsatte hun med Carrie ind i lejligheden, smilende en smule taknemmelig over den forsikrende arm storesøsteren lagde omkring hende. Hun sagde ikke noget, men fulgte bare med ud i køkkenet, indtil hun kunne glide ned at sidde ved køkkenbordet.

Mary trak ærmerne ud over hænderne og sukkede lavmælt. ”Jeg ved ikke hvordan vi kom ind på emnet,” begyndte hun. ”På en eller anden måde blev vi dog enige om, at det bare ikke var hvad vi begge havde håbet det ville være. At der egentlig ikke rigtigt var mere.” Hun hævede øjenbrynene lidt mens hun talte, men så ikke noget bestemt sted hen. Det var mere eller mindre alt hvad der var sket. ”Jeg bragte hans alkoholproblem på banen. Han tog det selvfølgelig ikke så pænt, men det kunne have værre. Jeg tror nok vi skiltes som venner. Eller nok ikke venner, men... Ikke fjender i hvert fald.”

[/justify][/blockquote]

[Caroline Abbey]

For: Meredith Abbey ~ Dressed like: this

Carrie havde trøstet Mary sidste gang den samme dreng tog pigsko på og vadede hen over hendes hjerte. Det var derfor intet under, at hun havde haft aldeles svært ved at blive overbevist om, at hendes lillesøster havde noget at gøre tilbage sammen med ham. Ord om at hun havde advaret, påtalt og påskrevet var dog langt væk, som hun gav sig til at fremstille te med en simpel ordre.

Hun lyttede i stilhed, imens kedlens skramlen gjorde op for bekræftende lyde eller lignende. Alligevel fremgik hendes alvor af de rynkede bryn og blikket hun lod hvile midlertidigt på sin yngste søster, imens hun forklarede.

Hele fortællingen undrede hende i en sådan grad, at hun ikke havde noget oplagt at sige til spekulationerne og hun måtte vinde sig selv lidt tid, med at udvælge te uden koffein, før hun så på Mary og rømmede sig lidt. ”Når du siger, at der ikke var mere, hvad mener du så? Har du ikke følelser for ham længere?”

[Meredith Abbey]

t a g - c a r r i e - ~ - w e a r i n g

[/b] - t h i s[/font]
[/center][/size]
Marys hænder lagde sig mod bordpladen og hun tegnede uopmærksomt mønstre med fingerspidserne. Hendes blik var stadig rettet ud i ingenting, mens hun fortalte og løftede sig først til Carrie, da storesøsteren stillede et direkte spørgsmål. Mary vendte det i tankerne i nogle øjeblikket og endte så med at ryste lidt på hovedet. ”Nej.”

Simpelheden i det overraskede hende igen og hun var lige ved at begynde at grine over det. Hun gjorde det dog ikke, men rystede blot på hovedet igen, med et lille smil på læberne. ”Nej, det har jeg ikke,” gentog hun sig selv, egentlig bare for at høre det sagt højt igen og virkelig indse, hvor meget det passede. Hele situationen var så uvant for hende, at hun ikke vidste hvordan hun skulle forholde sig til det.

[/justify][/blockquote]

[Caroline Abbey]

For: Meredith Abbey ~ Dressed like: this

Carrie rynkede panden lidt og betragtede sin lillesøster overvejende, da først hun havde svaret. Der var sikkerhed i stemmen på Mary og hendes smil understregede det hun lige havde sagt i en sådan grad, at sandheden blev købt som den var.

Det fik det til at trække antydningsvist i også Carries mundvige og hun rystede selv langsomt på hovedet en enkelt gang. ”Godt?” Hun hævede begge øjenbryn lidt og så spørgende på den yngste lillesøster, imens hun fyldte te op i den aflange papirspose. ”Jeg er overrasket og du ser ud som om du i virkeligheden selv er det samme, men det er vel en god ting, at det er slut, når i ikke elsker hinanden, ikke?”

Spekulativ, men tiende, satte hun låget på bøtten med te igen og puttede den på plads ved de andre. Lejlighedens tekande kom svævende, kommanderet af et let slag med tryllestaven, og fik stukket teposen ned i sig, før Carrie selv standsede op og ventede på at vandet kogte.

[Meredith Abbey]

t a g - c a r r i e - ~ - w e a r i n g

[/b] - t h i s[/font]
[/center][/size]
Mary nikkede og foldede det ene ben ind over det andet. ”Ja,” bekræftede hun og nikkede igen for at understrege det. Et lavmælt fnys undslap hende, en smule muntert, men hun svarede ikke før hun havde taget sig en kunstpause, ved at stryge en hårlok om bag øret. ”Jeg er meget overrasket. Men afklaret.”

Hun drejede sig lidt på stolen, så hun bedre kunne se på sin storesøster. ”Men ja.” Hun begyndte snart at føle sig som en nikkedukke, som hun endnu engang nikkede. ”Det er godt.” Et lille smil trak hendes læber op og denne gang var det helt oprigtigt. Det var godt, det vidste hun med sig selv. Faktisk havde hun ikke rigtigt på noget tidspunkt været i tvivl om det, da først hun havde siddet overfor Simon og de havde prikket hul på bylden.
[/justify][/blockquote]

[Caroline Abbey]

For: Meredith Abbey ~ Dressed like: this

Carries pande var stadig rynket, lige indtil Mary fnøs og den glattedes ud. Hun smilede ikke ligefrem, men hendes naturlige bekymring aftog endnu en smule og hun slappede mere af, som hun nikkede og så undersøgende på sin lillesøster. Det var underligt at sidde hende sidde der ved spisebordet og sige, at hun var afklaret med at være færdig med sin kæreste fra skoletiden, men på mange måder følte hun sig selv lettet over at høre det og hun lænede sig lidt ind over disken på køkkensiden, imens vandet kogte.

Gentagelserne fik det til at trække lidt i hendes mundvige igen og hun nikkede til det sidste, før hun tog en dyb indånding. ”Det lyder sådan,” konstaterede hun. ”Men det er stadig en underligt tom følelse, ikke? Sådan... Som om der manglede noget? Det var i hvert fald sådan jeg havde det. Chokoladeis hjælper. Det og te og samtale. Til gengæld hjælper det ikke noget at ærgre sig over den tid man har spildt på at være sammen med vedkommende.” Hun hævede et øjenbryn, på samme tid som kedlen gav sig til at hyle. Her drejede hun sig dog blot uforstyrreligt rundt for at kommandere kedlen over til sig selv og hælde sit indhold ned i tepotten.

[Meredith Abbey]

t a g - c a r r i e - ~ - w e a r i n g

[/b] - t h i s[/font]
[/center][/size]
Mary fulgte tepotten med blikket, før Carrie igen talte og hun af samme grund måtte se på sin ældre søster. Hun trak svagt på skuldrene uden at afbryde og rynkede svagt på panden. Alligevel trak det dog afslørende i hendes mundvige over forslaget. ”Det lyder ualmindeligt godt,” svarede hun oprigtigt og tog en dyb indånding, nærmest et suk, mens hun trak benene op til sig i skrædderstilling.

En tænksom rynke havde plantet sig mellem hendes øjenbryn og hun vippede hovedet overvejende et par gange fra side til side. ”Jeg føler ikke, det var et spild af tid,” svarede hun til sidst. ”Nærmere det modsatte, egentlig.” Hendes blik fandt igen tepotten, mest af alt fordi den bevægede sig og hun kunne se det ud af øjenkrogen. Det hvilede der dog ikke længe, men var snart tilbage ved Carrie og hun smilede let igen. ”Jeg føler mig klogere. På en eller anden måde.”
[/justify][/blockquote]

[Caroline Abbey]

For: Meredith Abbey ~ Dressed like: this

Carrie smilede antydningsvist over sin lillesøsters tilkendegivelse og hældte vand over teen, imens hun fortsatte med at tale. Der blev lyttet og fundet kopper frem, før hun forlod køkkenet og lod både kopper og tepotte finde plads på spisebordet. Hun selv gled ned at sidde på stolen overfor Mary og slap en hørlig udånding, før hun skubbede den ene kop tættere på sin yngste søster. ”Så du har lært noget?” Spørgsmålet var nærmest retorisk. Det fremgik tydeligt, når hun nu lige havde sagt, at hun følte sig klogere. Alligevel afventede Carrie et svar, før hun smilede lidt og hældte te op i koppen foran Mary, uden denne gang at benytte magi til det.

Hun hældte også op til sig selv og hidkaldte lidt forsinket bøtten med sukker, samt to små teskeer. ”Fortæl mig om det. Det er sikkert ikke ligesom nogen af mine forliste forhold. Han betød jo noget for dig, selvom det ikke lige var det, ikke?” Imens hun forsynede sig selv med en enkelt skefuld sukker, betragtede hun Mary undersøgende, afventende at lillesøsteren fik munden for alvor på gled og gav sig til at fortælle.

[Meredith Abbey]

t a g - c a r r i e - ~ - w e a r i n g

[/b] - t h i s[/font]
[/center][/size]
Mary nikkede til Carries spørgsmål og tog imod koppen, der blev skubbet frem imod hende. ”Underligt nok, ja.” Hun tøvede og fugtede sine læber, mens hun lyttede til søsterens fortsættelse. Marys hænder lagde sig omkring den varme tekop og modsat Carrie, rakte hun ikke ud for at putte sukker i, men gnavede i stedet overvejende på sin underlæbe.

Det lykkedes dog alligevel at få formuleret det hun ville og hun så op fra koppen igen, med et lille nik. ”Jeg elsker ham. Men jeg er ikke forelsket i ham,” begyndte hun og trommede let med fingerspidserne mod porcelænet. ”Det var bedre at stoppe det nu, før nogen af os gjorde noget vi ville fortryde. At forsøge at ende det som venner. Det er jeg glad for, at vi gjorde. Virkelig.”

c l o s e d

[/font][/color][/center]
[/justify][/blockquote]