If you prick us, do we not bleed?

[Fenella Maverick]

If you tickle us, do we not laugh?
if you poison us, do we not die?
and if you wrong us, shall we not revenge?

Tag: Stuart Fellton - Outfit: Here

Det var midt på formiddagen og formiddagssolen stod lige ind ad de store vinduer til Fenellas arbejdsværelse på Dunvegan. Skrivebordet foran hende var så godt som dækket af papirer og modsat vanligt, var det hende der denne dag arbejdede hjemmefra og Jonathan der var taget afsted til Ministeriet i London. Ud over hendes fjerpen der skrattede mod et stykke pergament i en stadig fart, var rummet fyldt af bløde toner af klassisk musik der strømmede ud af tragten på den magiske grammofon der stod på et lille bord.

Hun rynkede panden lidt og lagde fjerpennen fra sig, for så at begynde at lede mellem de mange papirer efter en bestemt sagsakt fra en gammel sag i Højmagiratet, der nu var relevant som eksempel for den hun ellers var i gang med. Den dukkede hurtigt frem fra hendes sindrige orden og hun tog fjerpennen op igen med en tilfreds mine og skrev videre.

Hun nåede dog ikke langt, før et lille plot brød stilheden og hun drejede hovedet kun for at finde husalfen med blikket "Frøken Fenellas te." erklærede det lille væsen og satte en dampende kop på en ledig plads mellem hendes papirer på skrivebordet"Tak, Edlyn. Der er ikke mere lige nu." den lille alf bukkede let og forsvandt så i den blå luft med endnu et plop, mens Fenella selv tog tekoppen op og nippede til det varme indhold, mens hendes blik løb ned over linierne hun havde skrevet på papiret. Et øjeblik blev hun afbrudt af sin kat der med en tydelig ejermine, hoppede op på skrivebordet og blev jaget ned ligeså hurtigt. Katten sendte hende et fornærmet blik og traskede så væk igen med halen i sky og indtog i stedet en lænestol der meget belejligt stod midt i en solstribe.

[stu]

Fenella Maverick
467

Havde Stuart Fellton vidst, at han et kort sekund efterfølgende, skulle forplante sin fod i mudderhullet nær hegnet der omkredsede Dunvegan, havde han aldrig transfereret sig så tæt på slottet. Om ikke andet bandede den unge journalist højlydt, men konstaterede gladelig efterfølgende at det var nemt at være bagklog, i situationer som disse. Intet, heller ikke blandingen af dyre-ekskrementer og mudder, kunne ødelægge en så fantastisk dag som denne. Stuart Fellton stod et øjeblik med hænderne i siden, og betragtede området hvori han befandt sig, alt imens han nød den noget mærkværdige hørm, sådan et landsted nu alligevel samlede til sig. Først efter adskillelige minutter med næsen i sky, besluttede han sig for, at lirke sin sko fri, og da det var gjort – temmelig besværet, det måtte han nu indrømme, - rev han et kæmpemæssigt blad af fra den nærmeste busk, hvorefter han som den uerfarne byboer begyndte at fjerne, hvad end det nu måtte være hans sko var blevet voldtaget af.

Det var først efter seks minutter, at den unge journalist kunne skridte over hegnet, og derefter begive sig hen over slottets abnorme græsareal. Skønt denne gåtur havde chikaneret ham mange gange forinden, syntes den dog ikke at gøre det i samme grad, denne solrige formiddag. Faktisk gik han med hænderne i lommen, nynnende alt imens han studerede hvad skoven havde at byde på – ikke at han tog notits eller lod sig imponerer, for oprigtigt havde Herren helt andre tanker, kredsende bag den solide pandeskal.

Som altid, lod han sig ikke stoppe af forvirrede eller skræmte husalfer. Ej heller solide trædøre eller fortryllede rustninger, der temmelig forbløffet knirkende drejede ansigtet efter ham, i det han i en hurtig skridt skred forbi dem. Han bed ikke mærke i selv samme, og fortsatte ind i modtagelseslokalet, hvori han som regel blev henvist, hvis Jonathan var i marken og ville være inde, inden så længe. Han faldt om i sofaen, placerede sine lange fødder på stuebordet, hvorefter han lagde hænderne foldet på maven. Et kort øjeblik passerede, hvorefter den underdanige husalf langsomt afslørede sit grimme fjæs, og næsten uhøfligt spurgte, hvad den kunne hjælpe ham med. Stuart svarede den, i et gyseligt provokerende toneleje, at den som sådan ikke kunne gøre en skid, andet end at hente slottets frue i en allerhelvedes fart – og selvfølgelig servere lidt snolder samt drikkelse, hvis den nu engang kunne finde ud af det.

”- gerne nogle af disse makrontærter, jeg fik sidste gang jeg var her!”

[Fenella Maverick]

If you tickle us, do we not laugh?
if you poison us, do we not die?
and if you wrong us, shall we not revenge?

Tag: Stuart Fellton - Outfit: Here

Fenellas tekop var næsten tom og hun havde taget hul på den næste referencesag i stakken, en 70 år gammel sag om brud på traktaten om hemmeligholdelse. Den bar dog stadig relevans nok til at være blevet bragt op igen, og hun sukkede lydløst, før hun gik i gang med at læse. Hun havde dog ikke nået mere end et par linier, da det karakteristiske plop fra en husalf brød hendes koncentration og hun løftede hovedet for at se mildt irriteret på det lille væsen "Ja.. Edlyn?" spurgte hun, mens hun sænkede blikket til papirerne igen og samtidigt fortsatte med at tale "Jeg har ikke brug for noget." husalfen rømmede sig beklemt og vred de krogede fingre mellem hinanden "Edlyn undskylder til Frøken Fenella, men Hr. Stuart sidder nede i den lille stue og spørger efter Frøken Fenella." De store tekoppeøjne så underdanigt på hende og Fenella selv løftede hovedet igen.

Nogle sekunder så hun uudgrundeligt på husalfen. Så sukkede hun og nikkede mens hun lagde fjerpennen fra sig "Vis ham herop, Edlyn." husalfen bukkede hurtigt og forsvandt så med et nyt plot i den blå luft. Snerten af en fornærmet mine der havde hængt på det rynkede ansigt var dog ikke gået Fenellas opmærksomhed forbi og hun havde en klar fornemmelse af hvad den skyldtes.

Hun løftede fjerpennen igen og begyndte at skrive mens hun ventede på husalfen viste Stuart gennem slottets mørke gange, fra stueplanet og op til anden sal, hvor både hendes og Jonathans arbejdsværelser befandt sig. Der gik heller ikke længe før lydenaf Stuarts stemme tydeligt nåede ned til hende gennem den halvåbne dør og hun rettede sig op og så afventende mod den. Hun sendte Stuart et overbærende blik så snart han kom til syne i døren og henvendte sig så til husalfen igen "Edlyn. Jeg tror en kande te og en ekstra kop vil være på sin plads." husalfen skævede et kort øjeblik op mod Stuart, men bukkede så og forsvandt med et plop der efterlod Stuart og Fenella alene i rummet "Du har stadig ikke hørt om at sende en ugle i forvejen går jeg ud fra?" hun hævede de smalle bryn sigende og fulgte ham med blikket "Jonathan er ikke hjemme. Han er i ministeriet i dag." informerede hun i den tro det var vennen Stuart var kommet for at besøge.

[stu]

Fenella Maverick
527

Stuart krængede begge mundviger i en nedadgående retning, som respons på hendes irettesættelse. ”Det er fandeme også synd for dig, Fen”, udbrød han påtaget sørgmodigt, hvorefter han fortsatte sin latterliggørelse af hendes ord; ”sådan, at jeg ikke advarer dig, med en ugle flere uger forinden jeg rent faktisk kommer på besøg. Det må i sandhed da ryste i dine allernederste etager, når du vælger at gøre mig opmærksom på det. Jeg beklager, fra bunden af mit fordrukne hjerte, at jeg ikke gjorde dig opmærksom på, at du ville kunne forvente mig til the her i formiddag. Jeg håber du en dag kan tilgive mig, og at vi kan fortsætte vores venskab. At dette, at min dumhed, ikke sætter en stopper for vores unikke og tætte bånd, jeg i årevis har kæmpet for at bevare. Du er i sandhed noget specielt. Noget udefinerbart, som jeg aldrig ville vove at trodse igen..”. Endelig holdte han inde. Han bevarede den tyngede, dog påtagede, ansigts- samt kropsmimik alt imens han betragtede hende. Denne kunstfærdige, spontane illusion krakelerede dog brat, i det Stuart bøvsede øredøvende og for et øjeblik selv lignede en, hvis hjerte trodsigt var stoppet med at fungere, i sekundet efterfølgende. ”Hold da kæft! Den kom bag på mig!”

Den unge journalist havde placeret sit dovne skrog i en vinrød lænestol, der stod med fronten vendt mod skrivebordet. Han havde lagt sig i en afslappende stilling, med de lange fødder hvilende på bordets kant, ubevidst hvordan dette kunne opfattes – netop dette, var, hvad der karakteriserede Stuart Fellton; hans glimrende evne til ikke at tænke.

Han fæstnede sit blik på Fenella Maverick og trak på skuldrene. ”Og?”, spurgte han uinteresseret, i det hun neutralt lod ham vide, at manden i huset ikke var at finde, andet end i ministeriet. ”Ligner jeg en der er interesseret i hans gøren og laden? Ikke rigtig vel?”, fortsatte han i det samme ligegyldige toneleje. ”Hvis jeg ville vide hvad Jonathan lavede, havde jeg spurgt dig – tro mig. Jeg hader de der gættekonkurrencer. Så er det meget nemmere, bare at spørge, og så komme videre i dagens program, men.. – hvilket minder mig om, hvorfor er du ikke i ministeriet? Blev de træt af dig?”, spurgte han, nu pludselig moret, i det han blinkede til hende over skrivebordets bunker af papirer. Først i øjeblikket efter, vendte den hæsligt udseende husalf tilbage til kontoret, bærende på en bakke af sølv. I det selv samme ville til at skænke til den nyankommende gæst, sprang Stuart op af stolen, og viftede husalfen væk. ”Mange tak, hej hej!”, udbrød han hurtigt, som gjorde selve synet af gnomens fjæs ham irriteret, hvilket ikke var langt fra sandheden. Husalfen lod sig dog ikke mærke af halvblodstroldmandens kyniske ord, men henvendte underdagnit sig i stedet til Fenella.

[Fenella Maverick]

If you tickle us, do we not laugh?
if you poison us, do we not die?
and if you wrong us, shall we not revenge?

Tag: Stuart Fellton - Outfit: Here

Fenella betragtede Stuart med et udtryk der efter meget få ord, gled over i den udtryksløse maske, hun havde perfektioneret over flere år. Hun lænede sig lidt tilbage i sin egen stol og lagde hovedet lidt på sned mens hun lod ham fortsætte sin ordstrøm uden at afbryde ham. Hans endnu mindre flatterende bramfri udladning fik en svag rynke til at krybe ind mellem hendes øjenbryn og de lyse øjne bar et tydeligt misbilligende glimt.

"Hvad jeg mente.." startede hun langsomt og roligt, næsten som om hun talte til et barn "..var, at det ville være rart bare engang i mellem at vide det, før du har tænkt dig at brase ind. Det hedder høflighed." hun lænede sig lidt frem og satte albuerne mod bordet "Måske du har hørt om det." fortsatte hun med sukkersød sarkasme og sukkede så dybt "En ugle fra Hogsmeade tager ikke mere end et par timer, og det ville forsikre dig om, at vi rent faktisk var hjemme."

Hun lod den svagt belærende tone glide og samlede hænderne foran sig mens hun informerede ham om, at Jonathan ikke var hjemme. Hendes blik faldt på hans mudrede sko og hendes øjenbryn gled lidt op igen "Ikke engang Bella får lov at gå på bordet, Stuart." bød hun i en hentydning til katten i stolen bag dem og nikkede sigende mod hans fødder, før hun vendte tilbage til emnet "Som hans ven var det en nærliggende tanke, skulle jeg mene. Og som svar på dit andet spørgsmål, så har vi en større sag om nogle dage og jeg valgte at forberede mig hjemmefra i dag." hun lagde hænderne mod bordpladen netop som husalfen vendte tilbage.

Hun smilede afmålt, men venligt til det lille væsen og blev siddende tavst, afventende, mens den satte en kop foran Stuart og gjorde anstalter til at skænke op for ham. Hun så uforstående på hans reaktion og så undrende fra Stuart til husalfen der henvendte sig til hende med vanlig høflighed "Er der andet Frøken Fenella ønsker Edlyn skal hente?" Fenella rystede på hovedet "Nej tak, Edlyn. Du kan gå." husalfen bukkede og forsvandt i den blå luft og Fenella så igen på Stuart "Jeg ville desuden sætte pris på om du behandlede Edlyn ordentligt. Han er loyal og hårdtarbejdende og har såvidt jeg ved aldrig gjort dig nogen uret." hun rakte ud efter tepotten og fyldte selv hans kop "Og fortæl mig så hvad du kom helt herop for, nu det ikke er for at se Jonathan." hun fyldte sin egen kop også "Jeg er formelig ved at dø af nysgerrighed." hun satte potten fra sig igen og smilede ironisk, men med et muntert glimt lurende i sit blik.

[stu]

Fenella Maverick
527

”Hør nu her, søde Fenella”, udbrød Stuart protesterende, hvorefter han fandt sin klodsede tryllestav frem fra inderlommen på hans jakke. En inderlomme, Sofia havde syet i, i samtlige af hans jakker til opbevaring af den tryllestav, Stuart havde tendens til at glemme alle og ingen steder. Stuart rettede den mod hende, dog med skaftets ende, hvorefter han ubevidst begyndte at vifte med den. ”Du har fuldstændig ret!”, udbrød han, ”det ville tage flere timer! Timer! Og dem kunne jeg have brugt på noget helt andet!”, tilføjede han i et bedrevidende tonefald. ”Hvad forventer du af mig som menneske? At jeg tilpasser min tidsplan alt efter om du er hjemme eller ej?”, spurgte han hastigt, og i et tonefald der tydeligt afslørede, hvordan han fandt den blotte tanke hylende humoristisk og latterlig. ”Så er det da ti gange hurtigere, at transferere sig hertil, banke på og vente til din lille grimme nisse åbner døren! Jeg forstår ikke, hvorfor vi skal tage den her diskussion!”, konstaterede han, i det han rakte frem mod den kop, hun netop havde fyldt for ham med den the husalfen havde bragt dem.

Stuart greb om hanken, og stirrede misbilligende ned den grumsede væske, hvorefter han lavmælt konkluderede, at det lignede mørkerødt pis. Fenella Maverick formåede dog fange journalistens tilsyneladende flakkende opmærksom, ved igen at irettesætte ham, og denne gang tabte han – påtvunget -, underkæben i forbløffelse. ”Jeg har fandeme ikke været her i mindre end fem minutter, og det eneste du gør er, at hakke på mig! På et eller andet tidspunkt, så stopper jeg bare helt med at besøge dig, og det tror jeg ski’ fandeme ikke lige du ønsker dig!”, udbrød Stuart i en påtaget fornærmet toneleje, samt et tvunget ansigtsudtryk af samme kaliber. Han vendte stavens skaft mod hende og stirrede intenst på hende i blot få sekunder, før han brød illusionen, ved at blinke til hende. ”Jeg synes bare den er så grim at se på, og så bliver jeg angrebet af en indædt lyst til at mobbe livet ud af den! Jeg kan fandeme ikke lade være. Det var sådan jeg havde det med dig, inden du hoppede over på vores side.” Stuart måtte anstrenge sig for ikke lade sit hæse, klukkende grin forlade sine læber. I stedet lagde han benene over kors, og temmelig dovent, lagde han sig til rette – stadig med tekoppen i den venstre hånd, og staven i den højre.

”Du ligner en der er ved at revne”, konstaterede han, ikke lang tid efter. I samme sekund hævede han skeptisk det mørke bryn, men grimassen krakelerede hurtigt efter. ”Jeg kom naturligvis for at tale med dig! Hvad skulle jeg ellers komme for, når jeg ikke kom for at se ham? Det er jo ikke fordi jeres have er pænere end vores...”

[Fenella Maverick]

If you tickle us, do we not laugh?
if you poison us, do we not die?
and if you wrong us, shall we not revenge?

Tag: Stuart Fellton - Outfit: Here

Fenella kneb øjnene lidt sammen som Stuart fortsatte. Både over måden han tiltale hende på, men også det faktum at han viftede sin tryllestav imod hende, uanset om det var med skaftet eller ej "Timer som du alligevel kan bruge på alt muligt andet mens du ventede på et svar, og alt muligt andet du kunne fortsætte med, uden afbrydelse, i stedet for at tage en forgæves tur helt herop." hun hævede de smalle bryn lidt og så sigende på ham "Ud over det, ville du være sikker på du rent faktisk ikke forstyrrede nogen." fortsatte hun, mens hun skænkede te op og lod så emnet fare.

Det trak afslørende i hendes mundvige da Stuart i påtaget forbløffelse fortsatte og hun endte med at løfte koppen til læberne, med en lille skuldertrækning "Tag det som en del af den lod der følger med at forblive den uventede gæst." hun så på ham hen over kanten af porcelænet og nippede til indholdet og med fuldt overlæg undlod at kommentere på, hvorvidt hun ønskede hans impulsive opdukken eller ej.

Hun satte koppen fra sig igen og slap en lille fnysende lyd, der kunne være både munter og hånlig, alt efter hvordan man valgte at tolke den "Det skulle ikke undre mig, om Edlyn mener det samme om dig." hun så endnu en gang sigende på ham, med et lille smil lurende i mundvigen "Jeg ville dog sætte pris på, at du fandt en andens husalf at 'mobbe livet ud af'. Jonathan sætter stor pris på ham og han har intet gjort for at fornærme dig." igen undlod hun at kommentere på sidste del af hans sætning og løftede i stedet koppen igen "Åh, ja.. jeg kan slet ikke vente." fortsatte hun i vanlig sarkasme, men så dog stadig interesseret på ham "Og hvor længe lader du mig hensygne i spænding før du kommer til sagen?" hun tav igen og så afventende på ham.

[stu]

Fenella Maverick
474

Stuart lænede sig skødesløst hen over skrivebordet. ”Jeg skal nok være ordentlig ved ham, og sende en ugle, inden jeg kommer næste gang..”, udbrød han hæst, i øjeblikket efter, han havde lagt sig til rette, med hovedet støttende på den knyttede næve. Han hævede begge de markerede bryn i en sigende grimasse men smilede oprigtigt til hende. ”Det lover jeg.. Okay?”, tilføjede han i en hurtig vending, skønt hans ord var oprigtige.

En nyopdaget respekt for heksen foran ham, havde meldt sin brutale ankomst, og ganske pludseligt følte Stuart Fellton sig nødsaget til at vælge sine følgende ord med omhu. Hvad der før havde været en uformel leg, voldte ham pludselig store kvaler. Det tog derfor journalist et uforskyldt øjeblik at samle ord, der kunne forklare hans visitbesøg, eller i det hele taget grunden til hans fremragende humør den selv samme formiddag. ”Ser du..”, mumlede han og bed sig tøvende i den buttede underlæbe, før han fortsatte. ”Jeg fik en idé som jeg har jongleret med i snart tre dage.. og med henblik på denne idé, kom jeg til at tænke på dig, inden du.. ja.. inden du blev kærester med Jonathan”, erkendte han stilfærdigt og uden tvivl tøvende. De blå øjne af hans fæstnede sig ligegyldigt på hans tatoverede hånd, i det han uden tvivl sad fordybet i tanker. ”Jeg.. jeg vil begynde at skabe mere fokus på de tvangsægteskaber som stadig foregår i det magiske samfund, og jeg vil gerne have dig med.. eftersom.. ja.. eftersom du var udsat for det”, nåede han langsomt frem til, for koncentreret til at blive overrasket over hans næsten hensynsfulde ord, i det hans forklaring skred frem. Den unge journalist lå hen over skrivebordet, med en tænksom rynke mellem øjenbrynene, og med den frie hånd hvilende skødesløst på de mange papirer. ”Jeg kommer til at lave bogen uanset hvad.. for jeg synes det er enormt vigtigt, at vi får lagt nogle kræfter i netop det emne.. og jeg kan godt forstå, hvis det vækker.. et eller andet i dig..”, sagde han, og for første gang i hans hakkende forklaring, lod han sit blik møde hendes. Han fugtede læberne langsomt, og rømmede sig stilfærdigt. ”Det.. det bliver din mulighed for at fortælle din historie. Omkring Jake.. din familie.. du får fuldstændig frihed, til at vælge og vrage hvad du vil fortælle..”, afsluttede han tøvende, dog med en journalists beslutsomhed i de mørke øjne.

[Fenella Maverick]

If you tickle us, do we not laugh?
if you poison us, do we not die?
and if you wrong us, shall we not revenge?

Tag: Stuart Fellton - Outfit: Here

Fenellas som oftest skarpe blik, flakkede undersøgende mellem Stuarts nogle sekunder, før hun blødte lidt op og nikkede med antydningen af et smil "Tak.. Det sætter jeg pris på." hun lagde hovedet lidt på sned og betragtede ham med et underfundigt blik, som han lå hen over skrivebordet fra modsatte side af hende selv. Så nikkede hun igen "Okay." gentog hun ham og lænede sig tilbage i sin stol med et lille suk.

Hun forblev tavs mens hun ventede på han kom frem med grunden til sit besøg, der tydeligvis ikke bare var et visit af kedsomhed eller et ubændigt behov for at se sin ven. Hun nikkede for tredie gang da han begyndte og brummede et opfordrende "Mhmm?" mens hun løftede koppen med te til læberne igen og lyttede.

Hans tøvende tone var i skarp kontrast til hans ellers altid direkte og til tider provokerende fremgangsmåde og hun rynkede brynene svagt undrende, men uden at afbryde. De rynkede bryn blev dog betydeligt mere markante da han endelig kom til sagens kerne og hendes kæbe spændtes synligt nogle sekunder, mens hun kneb øjnene sammen med et kold blik, der dog ikke var rettet mod Stuart, men en helt anden person, da hans tanker faldt på plads, også for hende.

Hun var tavs i adskillige minutter efter Stuart tav igen. Det kolde blik var forsvundet næsten helt, men erstattet af en uudgrundelig maske, der ikke afslørede hvad der foregik bag de grå øjne. Så tog hun en dyb indånding og stillede koppen fra sig på skrivebordet og lænede sig samtidigt lidt frem "Du er klar over, at du ligeså godt kunne stikke hånden direkte i en hvepserede ved at lukke op for det emne der, ikke?" begyndte hun, gravalvorligt og uden at give ham hverken sin egen bekræftelse eller afslag lige med det samme.

[stu]

Fenella Maverick
964

Stuart trak på skuldrene. ”Og?”, mumlede han stille, i det det trak svagt i hans venstre mundvige. Han fugtede tøvende læberne, hvorefter han fæstnede sit blik i hendes, med en journalists beslutsomhed i sit mørkeblå blik. ”Jeg kan huske den første gang, det virkelig gik op for mig, at halvblods såvel som mugglerfødte magikere, ikke var velkomne i..”, mumlede han forklarende, men tav brat, i det desperat måtte lede efter et pronomen som kunne dække. Den karakteristiske rynke i panden afslørede tydeligt, hvordan dette voldte ham større kvaler. ”Vores.. jeres.. verden”, udbrød han lavmælt, eftersom hans søgen ikke lykkes ham til den perfektion, han nu engang ønskede. Han sank ubesværet og rystede afværgende på hovedet, som var det i grunden lige meget, og i sekundet efter fortsatte han. Nu mere irriteret, end tidligere. ”Min far havde tit fortalt mig, hvordan jeg øjensynligt ville støde på troldmænd og hekse, som på lang afstand kunne bedømme hvorvidt jeg var det ene eller det andet.. bedømme om jeg var ren eller ej.. men jeg gad aldrig høre efter, for i mit hoved, forekom det mig fuldstændig urealistisk!”, fortalte han med en ironisk undertone, uden mine om at holde inde, og blikket fastlåst i hendes. Han kastede den brede hånd ud til den ene side, i en ligegyldig, afstressende gestus. ”Jeg mener.. jeg syntes jeg styrede, da jeg startede på Hogwarts. Jeg havde min specielle evne som en af de eneste. En evne som man bliver født med, og som man ikke kan tillærer sig. I mit hoved var jeg mindst ligeså meget magiker som jer fuldblods, der så det absolutte omvendte – selve episoden er i grunden fuldstændig harmløs og ligegyldig”, konstaterede han hurtigt, ”men den ledte mig til den konklusion, at jeg fandeme aldrig var velkommen i den lukkede klub, for den næsten incestprægede fuldblods, der hårdnakkede blev ved med at fortælle mig, hvordan jeg var ingenting!”. Han måtte synke en pludselig markant klump i halsen, og lade sit blik farer fra Fenellas.

Stuart Fellton lænede sig tilbage i stolesædet, pludselig tavs, med et overvejende udtryk i sit smalle ansigt. For en kort tid, sad han og studerede sine sorte lædersko, med hånden støttende under hans hage, dækkende for munden. Som ledte han efter ord, der kunne forklarer ham. Pludselig rejste han sig fra lænestolen, og gik roligt hen til vinduet, hvor han stillede sig ved karmen. Han lod sine underarme kollidere med træet, i det sekund hans ord fortsatte. ”Jeg blev fandeme hurtig træt af konstant at blive nedgjort, til trods for jeg kunne noget, samtlige fuldblodstroldmænd ikke kunne. Jeg blev endnu hurtigere træt af, at min mor ikke var god nok, til trods for hun passede på mig, helt til hun døde – i modsætning til alle de fuldblodsmødre, som parkerede deres børn på Hogwarts, og end ikke ønskede dem hjem i ferierne. Som mente at en skide uddannelse og de rette forbindelser blandt andre fuldblodsfamilier, var langt vigtigere, end at lærer at elske helt oprigtigt. Og ved du hvad jeg tror?”, spurgte han stille, dog uden at afvente hendes svar, ”jeg tror at der var mange der inderst inde var pisse misundelige. Jeg lagde jo aldrig skjul på, hvordan min familie var fuldstændig perfekt, til trods for jeg kun var halvblods. Og jeg forstår dem sgu i grunden godt. Jeg kan huske, jeg snakkede med min mor omkring det, da jeg havde været på Hogwarts i to år – måske var det tre, men det er fuldstændig ligegyldigt! – og hun fortalte mig, at alle børn længdes efter.. accept og forståelse. Og hånden på hjertet Fenella, det fik særlig mange af jer jo ikke”, udbrød han lavmælt, hvorefter han skar en grimasse. ”Jeg ved ikke om det giver mening, det jeg siger.. eller om der overhovedet er hold i noget af det.. men det korte af det lange er, at jeg altid har haft oprigtig ondt af jer. Og af dem I mobbede. Og af mig selv. Og jeg har altid hadet fuldblods, for at gøre min far til en desperat prostitueret der villigt lod sig overfalde og voldtages, af en grisk og nedværdig mugglerfødt og så fik mig. Det er sgu da derfor jeg gør det her. Og så vil jeg da skide højt og helligt på, hvem der så ikke kan lide mig.. eller er uenige. Jeg skal bare ikke støde på min mor oppe i himlen, uden i det mindste at kunne sige, jeg fandeme gav dem en ordentlig røvfuld. Mit liv er så meningsløst, hvis ikke jeg.. hvis ikke jeg gør noget! Og ikke kun for hende.. også for alle dem, som er dig, som du var engang. Selv I fortjener at blive kæmpet for, når I ikke gør det selv. De skal også vågne, som du vågnede!”

Og da Stuart Felltons talestrøm endelig holdte inde, vendte han sig mod Fenella Maverick. De mørkeblå øjne havde antaget en næsten sort, intetsigende glød. En forvandling den unge metamorphmagus ikke havde bemærket. Det eneste han noterede sig, var hvordan hele hans ambition lå for fødderne af Fenella – en ambition han aldrig i sit liv havde sat ord på. Ikke før dette øjeblik.

[Fenella Maverick]

If you tickle us, do we not laugh?
if you poison us, do we not die?
and if you wrong us, shall we not revenge?

Tag: Stuart Fellton - Outfit: Here

Fenella trak ganske let på skuldrene og lænede sig igen tilbage i stolen, uden at tage blikket af Stuart igen "Og ikke noget. Jeg burde have vidst at det var lige det du var ude efter." det trak lidt i hendes mundvige, uden at det reelt set blev til et fuldbyrdet smil og hun tav igen, blot for at lytte opmærksomt til ham.

Hun havde flere gange lyst til at bryde ind, men hun lod være og betragtede ham uden at afsløre hvad hun tænkte, hverken om emnet eller om Stuarts helt personlige logik. Hans ord gik dog ikke for døve øre og et næsten beklagende glimt, sneg sig ind bagerst i hendes lyse, grå øjne. Hun forblev tavs nogle lange øjeblikke, selv efter Stuart tav og betragtede ham bare uudgrndeligt hen over skrivebordet.

Endelige bevægede hun sig igen og tog en dyb indånding, mens hun løftede den ene hånd, og strøg håret om bag øret "Du har ret.." lagde hun roligt ud og fortsatte med let rynkede bryn "Langt hen ad vejen." hun lænede sig frem igen, uden at tage blikket af ham "Jeg havde et tættere forhold til vores husalf og de barnepiger mine forældre ansatte, end jeg havde med nogen af dem. Og da jeg var yngre, var der ikke det jeg ikke ville give for et venligt ord fra min mor. Bare et eller andet lille bevis på, at hun rent faktisk holdt af mig." hendes kæbe strammedes et øjeblik "Men det skete ikke." hun gjorde en lille pause før hun fortsatte igen "I stedet solgte hun mig som et stykke kvæg til Jakes familie."

Hendes blik faldt til hendes hænder der var samlet på bordpladen og knuget hårdt sammen "Jeg vågnede måske nok, som du vælger at kalde det, men ikke uden en pris." hun så op igen med et hårdt blik, der dog ikke til fulde skjulte det triste glimt "Jeg mistede min familie i processen og er i manges øjne ligeså meget en blodforrædder som enhver mugglerfødt eller halvblod." hun tav et øjeblik og lagde hovedet lidt på sned "Forestil dig, at du siden du var gammel nok til at kunne forstå, var blevet fyldt med netop det du sidder og siger. At hele dit verdensbillede er bygget op på det grundlag og gør så oprør mod det." hun rynekde brynene lidt igen, uden selv at være bevidst om, at hendes udtryksløse maske var faldet "Det er som at stille sig op midt i Diagonalstræde og forsøge at overbevise alle om, at Grindelwald var en Fuser." hun tog en dyb indånding og rystede let på hovedet uden helt at tænke over det "Det ændrer sig ikke fra den ene dag til den anden. Selv nu, har jeg svært ved at afskrive det hele. Det sidder på rygraden af mig og jeg kan det i søvne," hun tav og var allerede nu overrasket over, hvor meget hun lige havde fortalt, som egentligt var ret personligt og meget af det noget, som hun ikke havde fortalt andre end sine nærmeste venner eller Jonathan "Dine bevæggrunde er noble, Stuart, men hvordan har du tænkt dig at føre dem ud i praksis?"

[stu]

Fenella Maverick
917

”Siger det ikke sig selv?”, mumlede Stuart stille. Han hævede spørgende de brede øjenbryn, og smed i samme øjeblik hænderne ud til siden, i en sigende gestus. Tavsheden lagde sig konservativt imellem dem, indtil Stuart brød den, med et tungt suk. Denne gang utålmodig efter respons. ”Jeg vil skrive!”, udbrød han, højere end det i grunden var ment, men journalisten bed knap mærke i hans pludselig spændte skikkelse, og i samme sekund aflagde han afstanden imellem dem. Det var ganske tydeligt på hans ranglede mandsperson, at han desperat prøvede at beherske sig, men da han støttende lagde sine brede hænder på skrivebordet, forekom ham det umuligt. Og også det, måtte stå klart for den unge, mørkhårede heks. Pludselig krakelerede et bredt smil hans alvorlige ansigtsmimik.

”Efter min sidste succes, kan jeg komme ind alle steder – forstået på den måde, at samtlige magiske forlag i Storbritannien er interesseret i, at jeg selvfølgelig udgiver hos dem – undtagen dem som synes jeg er en komplet idiot, og så har vi måske halveret mulighederne, men skide nu være med det -, det giver mig naturligvis en hvis frihed, men hvis jeg oven i købet har et samarbejde kørende med fru Retsekretær fra Højmagiratet, er de parat til at slikke os groft analt!”, fortalte han moret, hvorefter han rejste sig fra sin spændte position, foran skrivebordet. Han rømmede sig besværet, dog bredt smilende, men fortsatte sin konstatering som var intet hændt. ”Her sidst på eftermiddagen i går, tog jeg et kig i de forskellige boghandlere der findes rundt omkring, Diagonalstrædet eksempelvis, og jeg kan konstatere, at emnet ’tvangsægteskaber’ som sådan ikke er blevet berørt, andet end ganske overfladisk – med andre ord, jeg kan ikke finde nuværende forfattere, der decideret har kritiseret hele konceptet. De har mere.. hvad fanden siger man.. konstateret at det finder sted i visse kredse”, fortalte Stuart, det sidste med en temmelig ironisk undertone, og en sigende grimasse, der understøttede selv samme. Han rynkede dog brat brynene og pegede på hende. ”Men du kender måske til nogen, som jeg har overset?”, udbrød han. Intet mindre end to sekunder efter, havde han dog affejet emnet, ved en sigende gestikulation med hånden. ”Det er sgu også lige meget! Vi adskiller os takket være dig. Det er det vigtigste.. at vi tilbyder noget nyt, noget slagkraftigt!”, fortsatte han ivrigt, hvorefter han hamrede hænderne sammen i et øredøvende klap.

”Som det kommer til at se ud indtil videre, er, at du er mit levende eksempel på at det stadig finder sted, og hvad det kan føre med sig. Jeg disker op med en helvedes masse baggrundsviden, kritikpunkter, alt hvad jeg overhovedet kan få flettet ind, og så søger jeg for at kontrakten kommer i hus, i det forlag vi nu engang vælger, og får den distribueret, promoveret og så videre og så videre..”, fortalte han alvorligt, dog stadig kvælende hurtigt, alt imens han skridtede frem og tilbage foran skrivebordet. ”På den måde, får du rig mulighed for at skrive løs, og du skal ikke tænke på andet.. og det andet klare jeg sgu snildt, der er ingen bjørne gemt i skabet der, eller skeletter eller hvad fanden det nu er!”, udbrød han, i grunden betænksomt, skønt hans sidste ord var præget af den sædvanlige, ligegyldige forvirring, han straks affejede.

Journalisten drejede rundt på hælen og gav sig til at stirre intenst på hende, uden i grunden at bide mærke i selv samme. Pludselig trak han i mundvigene, så de adskilte læberne i et kortvarigt smil. ”Du kan godt se, at der ikke rigtig er nogen vej udenom, ikke? Jeg skal bare have dig med på den her..”, mumlede han, alt imens de før hævede mundvige, langsomt sank til bunds. De alvorlige mørkeblå øjne, der stadig var voldsomt præget af hans så voldsomme iver, fæstnede sig uundgåeligt i hendes. ”Og jeg har aldrig sagt, at der i sidste ende, ikke ville være en pris at betale. Det ved jeg godt der er. Jeg ved godt du betalte den, med renter og ekstragebyrer og mere til.. det ved jeg!”, prøvede han stille, men ikke opgivende, at forklare sin tilskuer. ”Men vi skal skide på den hvepserede, og sørge for at der er andre piger, eller drenge, som vågner op og begynder at leve deres liv! Det er din opgave, at forklarer dem, at det kommer til at koste dem! At det er hårdt og at man er bange og man er skuffet! Men.. at.. at de skal gøre det, for hvis ikke de gør det, så bliver verden ikke et bedre sted!”, udbrød Stuart uden tøven, i det han bedende betragtede hende, med en selvdestruerende, kvælende iver malet hen over hele hans skikkelse. ”Vi skal redde dem Fenella.. sørge for at verden ændre sig.. og det gør vi ikke ved, at holde kæft og accepterer det stadig foregår..”

[Fenella Maverick]

If you tickle us, do we not laugh?
if you poison us, do we not die?
and if you wrong us, shall we not revenge?

Tag: Stuart Fellton - Outfit: Here

Fenella henfaldt igen til opmærksom tavshed, men himlede diskret med øjnene, over hans indledende kommentarer. Dettrakdog samtidigt afslørende i hendes mundvige, da hun ikke kunne lade være at lade sig smitte af hans brede smil og selvsikkerhed, på trods af det alvorlige og ømtålelige emne han havde taget op. Hun rynkede næsen svagt over den titel han gav hende i sin forklaring og kunne ikke holde et lavmælt "Frøken.." tilbage, før hun lod ham fortsætte upåvirket.

Hun trak let på skuldrene og rystede på hovedet "Ikke udgivne forfattere på emnet, nej, men det er også et emne der oftest bliver slået ned, før det for alvor kommer op at vende." hun så sigende på ham "De få der ønsker det begravet og ikke talt om, er måske nok ikke flertallet, men det er dem der sidder på magten i dette tilfælde." hun slap et lille fnys over hans sikkerhed igen og hævede brynene en smule "Hvis jeg siger ja, Stuart." huskede hun ham på, igen uden at tage en beslutning, endnu.

Hun rynkede de smalle bryn og drejede tekoppen et par omgange på underkoppen før hun tog en dyb indånding "Igen, er det prisværdigt og jeg siger ikke at jeg ikke ville nyde at se emnet rusket op i, men helt personligt, så kan jeg se en del negative sideeffekter." hun stoppede med at dreje koppen, uden dog at slippe hverken den med hånden eller Stuart med blikket "Hvad kan du tilbyde mig, som ville være værd at risikere at blive hængt ud i alle medier og potentielt få både min egen og Jakes familie på nakken, mere end de er i forvejen." hun slog ud med den frie hånd og tilføjede "Det og potentielt få en negativ omtale, der potentielt også kan skade den karriere jeg trods alt prøver at opretholde?" hun tav igen og så indgående på ham "Det er meget yndigt at få lettet sit hjerte og redde alle andre, men jeg kommer selv først." et både underholdt og undrende glimt sneg sig ind i hendes blik "Siden hvornår har det ændret sig for dig? Hvornår blev din livsmission at redde andre fra samfundets tabuer og snærende traditioner?"

[stu]

Fenella Maverick
564
Hvis der skal ændres noget, så skriv mig lige en sms!

Stuart sad i lang tid og betragtede hende.

”Det har aldrig ændret sig”, mumlede han stille. Pludselig smilede han stilfærdigt. ”Jeg var ikke ligeså snæversynet og egoistisk som mange af jer, jeg desværre var tvunget til at glo på hver dag i syv år”, sagde han lavmælt. Han lænede sig frem mod hende og lagde sine albuer støttende på skrivebordet. ”Men jeg var en rigtig god skuespiller”, tilføjede han. Det stille smil om læberne voksede sig stødt større. ”Kald det en facade. Jeg er i grunden ligeglad. Pointen er, at jeg ikke var ligesom dig. Jeg synes du var det absolut laveste, jeg overhovedet kunne komme i tanke. Dig og Jake og hvem der ellers styrede skolen dengang, med alle jeres fissefornemme tanker omkring hvem der kunne tillade sig at gå på skolen eller ej. Det handlede om at overleve lige fra første dag. Hele tiden. Altid. Vi var taberne, og I gjorde intet for, at vi skulle tro det modsatte”, fortalte han langsomt. Alt imens han fortalte forlod hans gnister de mørkeblå øjne, og hans skuldre sank langsomt sammen. Hans blik forlod svømmende hendes. ”Jeg kan huske der gik en halvblods på årgangen under mig. Han var så bange for jer, at han hele tiden sørgede for ikke at være alene. Var han alene, gik han i sådan en stille.. panik.. jeg ved ikke hvordan jeg ellers skal forklare det..”, mumlede journalisten skingert, som udgjorde ordet ikke den endelige forklaring. Kort efter fortsatte han. ”Jeg fulgte ham på toilettet om natten de første år… Han var ikke ligeså god til at håndtere jer, som jeg var. Det var derfor I hele tiden kastede jer over hans slags…”,

Der var stille en rum tid. Stuart sad og stirrede fraværende ud i luften.

”Ingen ting har ændret sig, for jeg kæmpede aldrig kun for mig selv. Og det gik op for mig, at det er hvad der adskiller os. Du kendte mig ikke dengang og vil aldrig komme til det… ikke rigtigt. Det synes jeg ikke jeg skylder dig”, brummede han. Hans mørkeblå blik fæstnede sig i hendes, men de var rolige. ”Jeg kan ikke se bort fra, hvad du gjorde og følte dengang… og det er derfor jeg vel i grunden stadig hader dig en lille smule… jeg er bare ikke som dig Fen… jeg har nemlig ondt af dig også. Jeg synes nemlig du er taberen, at du er det tabubelagte emne som alle andre hekse, der frygter deres ægtemænd mere end noget andet, fordi de har lært at det eneste rigtige er, at gøre hvad mor eller far siger… og nu…”, afsluttede han sin talen og rejste sig. Han sukkede tungt og lod hånden glide udmattet igennem håret. ”… vil jeg skride. Du kan tænke over det, men gør det lidt hurtigt… jeg har virkelig andet at lave end at vente på dig. Jeg begriber ikke du ikke har den værste smag i munden over din opførsel…”, mumlede den udmattede journalist usammenhængende. I samme sekund vendte han rundt på hælen og forlod kontoret.