"Bål i Bagenden"

[stu]

Sofia Banes
690

”Det regner.”

Det var kommentarer som disse, der truede med at gnave sig ind i Stuart Felltons inderste og efterlade ham tilbage, som en indskrumpet bitter dadel. Han stod foroverbøjet hen over en middelstor sten, med begge hænder hvilende på den, som var han i gang med at flytte den. Græsplænen bag træhuset afslørede dog også, hvordan dette udsagn stemte overens med, hvad der rent faktisk foregik. Det var ganske tydeligt, at journalisten var en doven sjæl, og havde valgt at skubbe stenene over græsplænen hen imod stenterrassen, hvor han var i færd med at samle dem i en cirkel, absurd ligeglad med, hvilke mærker det end efterlod sig.
”Det…”, udbrød Stuart ståkåndet, i det han i en øm, krampagtig bevægelse rettede sig op, med hænderne straks støttende mod lænden. Han fnyste protesterende, dog velvidende at det rent faktisk regnede, og at dryppene ville forhindre hans fremtidige arbejde. Igen måtte han se sig slået af en realitet han ikke kunne forlig sig med, og stædigt trak han på skuldrene. ”Det er sgu da lige meget skat! Vi kan da sagtens få gang i det satans bål!”, udbrød han, påtaget optimistisk, i det han igen begyndte sin kamp med stenen, der ikke syntes projekt bål var nær så spændende som ejeren af selv samme – den hjalp i hvert fald ikke til og vejede ti tons, så meget kunne Stuart Fellton konstaterer.

”Hold da kæft hvor er det et flot bål!”, udbrød en imponeret Stuart, i det han glædesstrålende gestikulerede mod cirklen af sten, våde grene og kviste fra haven der skødesløst var samlet i en bunke i midten, samt ikke at forglemme den ikke eksisterende ild. Datteren September på seks, hævede begge de mørke bryn, i det hun lod blikket glide hen over det hendes far havde gestikuleret imod, og hendes ansigtsmimik afslørede hende. Hun var ikke imponeret. ”Der er jo ikke ild i”, konstaterede hun efter en kort tids tavshed, men hendes far kom hende hurtigt i forkøbet. ”Nej, det kan jeg da godt se! Det kommer der jo lige om lidt smukke!”, udbrød han og snøftede pludseligt, i det han vendte sine glade, mørkeblå øjne mod sin datter. Og som altid, lod September overbærende sin far erfare. Blødt op af de glade øjne og kække smil.

”Der sker jo ikke en skid!”, udbrød Stuart, i det han rejste sig fra stensædet. September betragtede sin far, der irriteret rodede i de matte gløder, med en oversavet tyk pind fra grantræet bagerst i haven. Hun måtte nedkæmpe et overbærende smil, i det han tilsyneladende nægtede at opgive, og temmelig desperat begyndte at puste til bålet fra en meters afstand. Desuden støvregnede det stadig, og deres tøj var gennemblødt – for ikke at tale om bålet der var selv samme. Hun rømmede sig, tørrede væsken af næsetippen samt læberne, i det hun bagefter snøftede ubevidst. Hun sagde intet, og lod stadig sin far gøre hvad han ville, skønt situationen snart blev for sølle til hun kunne lade ham fortsætte. September hævede overrasket brynene, i det Stuart stak hænderne i siden, og hvad det for hende lignede, lod sig kue. At hun mindre end et øjeblik senere kunne konstatere det stik modsatte, kom ikke bag på hende, og hun lagde hagen i hånden, hvis albue støttede på hendes smalle lår, hvorefter hun betragtede sin far. ”Det er da pisse irriterende!”, fortsatte han sin klagen, hvorefter han skuffet vendte sig mod datteren. ”Det var sgu da godt vejr da vi startede! Det her er da fuldstændig til grin! Hvorfor gider det ikke?!”

[Sofia Banes]

Sofia drejede om på hælen. Hun mærkede det velkendte sug i maven og dumpede i næste sekund ned for enden af Hogsmeades gågade. Det havde været nemmere at spektral transferere sig lige foran hoveddøren, men hun holdt af gåturen ned gennem byen. I dag var kun få mennesker på gaden. En gammel heksekælling var krøbet sammen under et halvtag foran en kro, og stod nu småmumlende for sig selv med et krus, hvis indhold brændte, i hånden. Sofia dukkede sig lidt i støvregnen, trak kappen lidt tættere om sig og begav sig ned ad den halvtomme gade. En familie, der lignede druknede mus, hastede forbi og mumlede noget med, ”lad os søge dækning i de tre koste efter vi har købt vortesvinshaler. Jeg håber ikke de er steget endnu mere i pris!”
Endelig nåede hun ned til det gamle, knoklede træhus. Hendes hjem igennem et par år nu. Nej, hun savnede bestemt ikke den halvelendige lejlighed i Diagonalstræde. Hér var der så fyldt med kærlighed og en barnlig energi og glæde, som Sofia nød. Hun havde ganske vist været mere nervøs for at bo sammen med September end for at bo sammen med Stuart, fordi hun frygtede at skuffe dem begge, men efterhånden havde de fundet en god rutine. Dér blev dagene snart fyldt med sjov og varme: de tilbragte deres fritid med at tage på skovture, male, lave og passe urtehave, bage julebag, lære hunden kunstner og ellers more sig og være kreative.
Noget fangede pludselig Sofias opmærksomhed, da hun indsnusede. En lille vissen duft af røg, som havde man desperat forsøgt at tænde et bål ved at proppe det med sære ting. En smule undrende åbnede Sofia havelågen og gik ind. Henne i hjørnet af den lille grønne, vildvoksende have, stod en gennemblødt Stuart og September. Stuarts halvhæse bandende stemme nåede hendes ører, og det var tydeligt at høre hvor utilfreds han var med et eller andet. Så faldt hendes blik på den lille stencirkel foran dem, og det lille hvæsende forsøg på et bål.
En smule undrende lagde Sofia hovedet let på skrå. Nå, nu havde de åbenbart også bålplads! Stuart var blevet ramt af en helt ny impulsivitet og rastløshed disse dage. Faktisk var det ved at køre lidt af sporet sporet… Den ene øjeblik stod stuens møbler for skud, det næste øjeblik en eller anden halvfarlig hule i et træ.
At han så oven i købet forsøgte at tænde bål i regnvejr, og så endda uden at bruge vandafvisende besværgelse, forekom hende også en smule sært. Men som altid var Sofia støttende, og hvis de havde haft sjov med at lave bålpladsen i processen, skete der vel ikke noget ved det.
”Hej med jer. I ved godt at det regner, ikke?”, spurgte hun drillende, velvidende at det var dette problem de netop kæmpede mod. Hun sendte dem et lille smil, inden hun bukkede sig lidt ned for at give September et kram. Dernæst gik hun hen til Stuart. Selvom de havde været sammen i lang tid, lykkedes det hende stadigvæk at blomstre af glæde i hans nærhed.
”Du er våd”, bemærkede hun lavmælt og løftede sig på tæer for at give ham et vådt, forsigtigt kys på læberne. Enkelte dråber fra hans læber fangede hendes egne. Hun trykkede sig kort og kærligt mod ham, og på et øjeblik glemte hun alt om sin stressede dag. For ikke at sige sin stressede uge og måned.

[stu]

Sofia Banes
625

”Jeg sagde det til ham”, annoncerede September neutralt og smilede diskret bedrevidende til Sofia, i det selv samme lagde armene omkring hendes far. Stuart fnyste højlydt og skævede, stadig skuffet, mod det mislykkede bål-sted. ”Det er sgu da noget forbandet pis! Det var da smadder fint vejr da vi startede, og så begyndte det bare at pisse ned!”, udbrød han, hvorefter han kastede begge hænder ud til siden i en irriteret gestus. Pludselig ændrede hans ansigtsmimik dog karakter, i det Sofia gjorde mine til at kysse ham, og uvilkårligt lagde han armene om hende. Tilsyneladende distraheret nok til ikke længere at lade sig irriterer af, hvad nogle sikkert ville klassificere som værende en våd skraldebunke indrammet af middelstore sten.

Stuart havde ubevidst, dog stadig krævende, lagt armen omkring Sofia Banes, i det de tre individer havde besluttet sig at søge indendørs. ”Jeg siger jer, at manden i jeres liv har kedet sig i dag. Jeg stod op da I var taget af sted – det vil sige klokken otte. Så handlede jeg ind og besøgte min far, slog hans græs, vandede hans blomster, gjorde hans lokum rent! Klokken tolv var jeg hjemme, så fodrede jeg hunden, luftede ham, handlede ind, fældede grantræet i baghaven, ryddede op i stuen og i soveværelset, fodrede hunden, luftede ham i haven, gik ned på ’Vildsvinet’ og drak en øl med Tom og først der kom Sebbe hjem!”, fortalte han, den sidste del bebrejdende. Det resulterede i et tungt suk fra September og et sigende blik rettet mod Sofia, hvorefter han lukkede terrassedøren bag sig. ”Så lavede vi kaffe og så fik jeg den idé vi skulle lave bål og æde hjemmelavet brød, du ved!”, fortalte han, som havde han allerede glemt sin tidligere snak, hvorefter han knipsede. Stuart fulgte med Sofia ud i garderoben, hvor han færdiggjorde sin beretning om dagens absolutte intetsigende gerninger, alt imens hun afklædte sig. Han end ikke tænkte på selv at lyne den tynde vindjakke op eller smide huen, som skærmede det sorte, tykke hår mod omverdenen. Først da Sofia stod i sit pæne arbejdstøj og betragtede ham, syntes hans snak at holde inde. Og først der kom han i tanke om sit eget overtøj(- bestående af den tynde jakke, hue, tynde vanter og et par ligegyldige sko), der føltes klistrende og klamt.

Med en irriteret mine, smed han det ligegyldigt i entreen, hvorefter han gjorde krav på hende krop, ved at ligge sine arme omkring hende. Hans bevægelser var hurtige. ”Du er smuk og dejlig, og jeg har også tænkt på dig! Hele tiden… og lidt nøgen var du nu også!”, mumlede han hviskende, med et smørret grin over læberne, hvorefter han kyssede hendes mund.

Pludselig, efter blot få sekunder i en let påvirkelig trance, løsrev han sig fra kysset, hvorefter han udstødte et tungt suk. ”Det minder mig sgu om noget!”, udbrød han, og igen var hans mørke, hæse stemme domineret kraftigt af den irritation han følte så voldsomt over sit kedsommelige liv. ”Jeg så Jordan og Mark, du ved dem nede af vejen, gå ordentlig til den på lagnerne! Jeg har aldrig set noget så.. ja, så underligt! Det var virkelig.. altså.. hun lå ovenpå ham, sådan med bagenden i mod-”.

Og alt imens regnvejret langsomt ophørte, kørte Stuart Felltons mundtøj ustoppeligt og vildt.

[Sofia Banes]

Sofia blinkede indforstået til September. De var vant til den slags udbrud fra Stuart og tog det derfor aldrig videre alvorligt, selvom der blev brugt fagter, bandeord og vrede ansigtsudtryk. Sofia lod ham bande af, mens de tre gik ind i tørvejr. Hun tørrede omhyggeligt fødderne af, trak den vandafvisende sommerkappe af og rystede sig lidt. Tankerne forsøgte at følge med Stuarts afslappede pludren. Hun udvekslede blikke med September. Det var tydeligt at mærke på dem begge, at de mente husets herre skulle finde på noget at skrive om.
Ude i garderoben hængte hun kappen på plads, indtil hun stod i sit arbejdstøj og så på ham, uden at kunne skjule sin utålmodighed. Det var fint nok at han gik hjemme og holdt en pause fra skriverierne, om end den ikke var frivillig, men Stuart var efterhånden blevet i et dårligere og dårligere humør, plaget af en forfærdelig rastløshed. Og nu slog det hende, at når hans dag netop havde været så formålsløs, hvorfor spurgte han så i stedet ikke ind til hende? Stuarts skødesløs jakkesmidningen føjede endnu mere irritation. Var det virkelig så svært at hænge sit tøj ordentligt på plads?
Da tankerne havde forladt hende, rynkede hun næsen over sig selv. Siden hvornår havde hun haft den slags kvindelige humørsvingninger? Var det i takt med Stuarts forværring? Måske var det blot en ond cirkel… Så var der selvfølgelig også den manglende aktivitet i soveværelset, men det affejede Sofia hurtigt. Det var vel ikke hendes skyld, at hun var nødt til at arbejde sent i så mange dage efterhånden. Nej, anholdningen og konfiskeringen af dyrene fra farmen i Rumænien tog hårdt på hende. Der var så uendeligt meget papirarbejde…
De urolige tanker sank langsomt i gulvet, da Stuart lagde armene om hende. Selvom hun stadig følte sig en smule fornærmet, kunne hun ikke lade være med at smile skævt ved hans rosende ord. Læberne besvarede villigt hans kys, mens Sofias kolde hænder behændigt gled omkring Stuarts liv, gravede sig under hans skjorte og pressede sig mod hans varme hud.
Da kysset blev afbrudt og Stuart pludselig begyndte at tale om de andres sexliv, himlede Sofia med øjnene. Imellem én af hans sparsomme pauser, tilføjede hun drillende ”jeg ved godt du er kinky, hr. Fellton, men jeg troede ikke voyerisme var din stil”. Med et glimt i øjet trak hun hænderne til sig, inden hun gav ham et klap i rumpen. Med et lille smil på læberne gik hun ind i køkkenet, hvor deres vovse lå på et tæppe og logrede lidt. Han var stadig en legesyg og glad hund, og halteriet var blevet meget bedre, efter adskillige behandlinger hos en kyndig VetWitch.
Da Stuart endelig var færdig med at fortælle og spurgte ind til hendes dag, svarede Sofia, ”åh, du ved, totalt kaos. Vi har fået bevilgningen til arresteringen, men de rumænske magiske myndigheder kræver mindst 5 af deres folk tilstede. Tåbeligt, når de intet ved om situationen, og det vil tage for lang tid at åbne hele sagen op til dem. Desuden har vi ikke fået rejsepapirerne til at transportere enhjørningerne til de store skove i det nordlige Bulgarien, hvor bestanden er alt for lav”. Mens Sofia fortalte videre om situationen på arbejdet, bevægede hun sig rundt i køkkenet for at lave te. Da vandet var kogt færdigt, fandt hun et tebrev frem og lod det dumpe ned i vandet.
Det var svært ikke at føle stressen gnave i udkanten af bevidstheden ved snakken. Åh, hvor følte hun sig pludselig træt. Oven i det havde hun haft kvalme knap hver aften i de sidste par uger. Hun skyldte skylden på det stressede arbejde.
Med et lille suk vendte hun sig mod ham og lænede sig op ad køkkenbordet.

[stu]

Sofia Banes
602

Stuart rynkede fornærmet på næsen, i det han skar en voldsom grimasse, og fulgte efter hende ind i køkkenet. ”Hvad snakker du om? Det er sgu da umuligt at undgå, når de nærmest stikker røven op i ens ansigt!”, brokkede han sig lavmælt, hvorefter han irriteret fik placeret sig klodset på en rødmalet stol i køkkenpartiet. Han lagde armene over kors alt imens han fornærmet lod de hvidlige sokker glide hen over det gulv, han havde vasket og fejet adskillelige gange de sidste, kedsommelige uger. ”Men med vores natlige aktivitet havde jeg næsten lyst til at være med. Det må du da næsten forstå”, bed han af hende, hvorefter han provokerende betragtede hende. Hundens pludselige piben, fik dog den unge troldmand til at rette sine sure øjne mod den. Han tyssede på den, dog uden held, hvorefter han med et tungt suk rejste sig og forlod køkkenet. Hvad dette havde udviklet sig til, vidste han ikke, men den pludselig vrede var langt fra ventet. Eller ønsket.

September skævede til Sofia fra sofaen, velvidende at faderens rastløse, aggressive tilstand havde påvirket heksen. Hun prøvede at smile til hende, men kunne ikke. I stedet forlod hun stuen, for at lukke døren på sit værelse. Som vidste hun, at de voksne skulle snakke alene. Ikke at Stuart bed mærke i den gestus, for han havde placeret sig bag skrivebordet på overetagen i soveværelset, stirrende på sin skrivemaskine. Han ville ikke forstyrres.

Stuart vendte tilbage til stuen, i det September havde lukket sin dør for natten. Datteren havde vinket til ham fra sprækken, og først der gik det op for ham, at han havde befundet sig i soveværelset i snart fire timer. Det betød Sofia snart måtte følge datterens eksempel, og efterlade ham vågen tilbage. Han stirrede træt på Sofia, dog uden at bryde tavsheden. Han sank en usynlig klump, velvidende han havde været decideret led ved hende tidligere, og at den opførsel ikke kunne undskyldes. Ikke overfor hende. Han gned sit venstre øje, hvorefter han krydsede stuegulvet, med retning mod køkkenet. Stuart åbnede køleskabet men konstaterede han ikke kunne spise. Han havde lyst til andet. Lyst til noget, han selv havde stødt på tidligere, men befippet fra flygtet fra. Det slog Stuart, at trangen efter Sofia først oprigtigt var startet ved synet af det, han ikke længere fik.

Stuart havde stået længe og stirret ind i køleskabet. En af de få muggle-ting han havde anskaffet sig, dengang September havde krævet hans fulde beskyttelse, og han var flyttet fra London til Hogsmead. Ikke at han savnede London, og dennes vilde, utilregnelige gader.
”Jeg savner dig”, mumlede han, efter at have lukket for køleskabet, og dermed frarøvet køkkenet for al lys. Hans skikkelse var omklamret af et uigennemtrængeligt mørke, skønt han ikke lod sig mærke. Stuart stak hænderne i lommen og stillede sig ved vinduet, som han åbnede. ”Og så har jeg spekuleret på, siden jeg kom hjem og havde set Jordan og Mark sammen… hvorfor det er vi ikke længere har sex med hinanden? Jeg troede…”, mumlede han, alt imens de mørkeblå øjne fæstnede sig på hans mislykkede forsøg tidligere. Han tav dog brat, måtte synke lydløst, hvorefter han med et ubemærket ydre fortsatte. ”Jeg troede vi var vildt forelskede og at ondt i hovedet, eller træthed, ikke... ikke var en forhindring.”

[Sofia Banes]

Stuarts kommentar skar ind i Sofias bevidsthed og fik hende til at snurre hurtigt rundt mod ham. Det ellers rolige temperament begyndte at boble på sig, og tusinde svar arbejdede sig frem på tungen. Var det måske hendes skyld at de havde så skide travlt på arbejdet? Alle kunne ikke skrive en bestseller ligesom Stuart og være på toppen med det samme. Nogle måtte slide og slæbe år efter år i den samme usle stilling for blot at blive betragtet som en værdig medarbejder. Og selv den kommentar var ikke fair, for Stuart havde knoklet for sin bog.
Alle mulige svar havde hun liggende, men det lykkedes hende ikke at komme med ét før Stuart havde rejst sig uden noget som helst svar eller nogen bemærkning til fortællingen om dagen. Hun lod blikket hvile giftigt på hans ryg da han bevægede sig ud af køkkenet. De små klonk fra fødder mod trappetrin gav genlyd og tonede langsomt ud, indtil de efterlod Sofia frustreret alene i køkkenet. Der gik ikke lang tid før frustrationen blev efterfulgt af skuffethed og ensomhed. De levede i samme hus, sov i samme seng men alligevel var det ligesom om de var så langt fra hinanden. Kærligheden var der, men en tåge prøvede ihærdigt at sløre den.
Tårer pressede sig på, men Sofia nægtede at give efter. Hun kløede sig i øjnene så det sved, satte sig ved bordet og sippede langsomt af den varme te. Tankerne flød rundt i en træt, ulykkelig og stresset pøl.
Timerne gik med at lave lidt mad til hende og September, vaske tøj og rydde op. Snart befandt hun sig i køkkenet igen, siddende med adskillige pergamentark foran sig ved bordet. Hænderne var plettet af blæk, og den halvsjuskede håndskrift var begyndt at sejle faretruende så man måtte anstrenge sig for at læse og tyde ordene. Da Stuart kom ned i køkkenet igen, fastholdt hun kort og stædigt hans stirrende blik, som for at tyde hvad han tænkte og følte. Hans krop var indhyllet i mørke. Med et suk gav hun op, da hun kun fandt den samme stive afholdthed som tidligere.
Men som altid skulle der ikke mere end blot et par få ord til, før Sofias hjerte smeltede for den mand, hun havde været forelsket i så mange år. ”Jeg savner dig”. Sofia lod fjerpennen falde ned på bordet og løftede benene op under sig, som for at give sig selv det kram hun ville give Stuart, men var bange for, han ikke ville tage imod. Tavst lod hun hans ord synke ind, og i et pludseligt anfald af panik, overvejede hun om han ikke var forelsket i hende mere.
”Det er vi da også”, mumlede hun, men stemmen knækkede over på halvvejen. Hun havde ikke bemærket at et par salte tårer banede deres vej ned af kinderne. ”Måske har vi ikke arbejdet hårdt nok for vores forhold de sidste par måneder”, foreslog hun lavmælt. Det havde været en ond ring – Sofia der havde travlt med arbejdet og var blevet træt og stresset af det, og Stuart der gik ensomt og rastløs derhjemme uden noget at tage sig til – og når så han endelig fik sin kone hjem, var hun for træt til noget som helst.
Var arbejdet virkelig det værd?
Der var så mange ting hun gerne ville sige. Måske var det tid til at tale tingene igennem?

//Out