|
Post by Samuel Abott on Jun 11, 2012 11:53:36 GMT
The heart wants what the heart wants... ”Sam… Julie, hun er syg. Alvorligt syg”. Tonefaldet og ændringen i Lilys ansigt havde ikke efterladt nogen tvivl om, at hun mente det oprigtigt. De andre navne var gledet upåvirket over hovedet på ham, da Lily fortalte hvordan det gik med de gamle elever fra Hogwarts… men ved Julie… Samuel kunne mærke et velkendt sug i maven, men denne gang af tydeligt nervøsitet. Han havde spurgt hvad hun fejlede, og Lily havde fortalt, at hun ikke vidste det, men at Julie havde tilegnet sig sygdommen under en rejse. Dernæst var han strøget ud af døren med en tam undskyldning, fulgt af to anklagende blikke fra hans niecer.
Hvor lang tid havde det været? 4 år? 5? Sidste gang de så hinanden, var vist da han og Simon blev smidt på porten af Maverick. De havde krammet hinanden, et kram der rummede så mange usagte ord, men alligevel komplet forståelse. Den forståelse, der altid havde hersket mellem dem. Forvirrede tanker svirrede i Samuels hoved, da han begav sig mod Skt. Mungos. Som sædvanligt tænkte han ikke sine handlinger igennem, men fulgte sit hjerte frem for sit hoved. Og lige nu tvang det ham mod hospitalet. Den velkendte følelse af komplet afmagt, som han altid havde omkring Julie, gnavede råt i maven. Var hun ilde tilredt? Kunne hun tale? Kunne hun overhovedet huske ham? Forfærdelige billeder af en blodig Julie med det hvide vendt ud af øjnene, gjorde ham nærmest syg indvendig. Det gik op for ham, at de mange års adskillelse, ikke havde formået at slette den følelse af tæt forbindelse han altid havde haft til hende. Efterårets kulde ruskede i træerne og sivede ind mellem sprækker og jakker overalt. De fleste folk på gaden havde trukket frakkerne godt op om ansigtet, men Samuel havde blot en åbenstående læderjakke på. Frosten i luften gik ham ikke på. Tværtimod tvang den knivstikkende kulde ham til at klare hovedet, og ikke styrte panisk af sted. Varmen lukkede om ham som en kappe, da han endelig trådte ind i indgangshallen til Skt. Mungos. Han hastede hen til velkomstskranken, forbi et barn med svampe voksende på armen, en gammel mand der skrålede Rule Britannia for fulde lunger, og et ungt par der på en eller anden måde så ud til at have sammenvoksede læber. Lettere modvilligt havde kvinden ved skranken udleveret nummeret på Julie stueetage. ”Nær ven” var åbenbart ikke en helt tilfredsstillende beskrivelse. Med en ansigt furede af bekymring strøg han afsted, indtil han endelig kunne åbne døren til Julies værelse. Det slog ham ikke, at hun måske havde selskab. Eller han i bund og grund var dybt uønsket. Hun var alene. Og lå dér med lukket øjne, ligeså fint. Ældre. Forandret. Stadig den samme? Umuligt. Ingen af dem var den samme mere. Samuel sank en klump og lukkede forsigtigt døren bag ham, så han ikke vækkede hende. Julie. Den pige, der havde betydet så meget for ham, og som han ikke kunne slå ud af hovedet. Ville hun nogensinde vide, hvor meget han betød for hende? Med rynkede pande gik han hen mod sengen og betragtede hendes ansigt. Strøg forsigtigt en vildfaren hårlok væk fra panden, komplet ligeglad med, om sygdommen smittede. "Jules", hviskede han, som for verbalt at bekræfte, at det var hende der lå foran ham så sygeligt udtærede, efter så mange, lange år.
|
|
Julie Young
Hogwarts - R
Sagesl?s skribent
%\2\%
Posts: 122
|
Post by Julie Young on Jun 17, 2012 17:27:26 GMT
sometimes things that you i g n o r e , are all the things i am looking for Trætheden værkede i Julies hoved, og hun kunne ikke tænke klart. Det eneste hun gerne ville var at få en pause fra alle de forvirrede tanker, der virrede rundt i hendes hoved, men selv når hun sov var det en urolig, drømmefyldt søvn, der hele tiden mindede hende om, hvor uønsket en situation hun var havnet i. At komme hjem fra fire års rejse med uden nogen grænser til at ligge ufrivilligt bunden til en hospitalsseng var som helvede på jord, og hun følte sig udover at være træt og stærkt svækket, frarøvet af sin frihed - den frihed som hun altid havde taget for givet. Noget af tiden kunne hun godt tage hjem til John, og visse dage havde kunne hun endda bevæge sig frit omkring og ikke havde andre problemer end, at det føltes, som om hun havde sovet dårligt om natten. Men hendes tilstand svingede uforudsigeligt. Hendes eneste trøst var de mennesker, hun elskede. Hun havde sine brødre og Eddie, som hun ikke i sine vildeste drømme havde troet, at hun ville blive genforenet med, selvom rødtoppen aldrig helt havde forladt hendes dagdrømme, mens hun havde været på farten. Der var også andre gamle venner, som havde vist sin loyalitet og besøgt hende på hospitalet, og selvom hun ikke brød sig om, at folk så hende, som hun var nu - svag og afhængig af andres hjælp -, varmede det alligevel hendes hjerte at se et bekendt ansigt ved hendes side. Lyden af hendes navn trak Julie ud af den søvnlignende trance, hun befandt sig i. De blege farver i lokalet skar en smule i hendes øjne, og hun så sig forvirret omkring. "Eddie?" spurgte hun og prøvede at huske, om han burde være til quidditchkamp lige nu. Inden hun kom i tanker om det, opdagede hun dog, at det slet ikke var ham, der stod ved hendes seng. Ordene satte sig fast i halsen på hende, og hun var fuldstændig overbevist om, at hun stadig drømte. Sidst hun havde set Samuel var, da han havde forladt Hogwarts for evigt, og siden da havde de ikke haft nogen kontakt. Engang i mellem havde Julie spurgt Lily om, hvordan han havde det, men hun havde aldrig fået mere detaljerede updates end, at 'han havde det fint' - mest fordi hun aldrig havde turdet spørge mere ind til ham. Stadig desorienteret lå Julie tilbage på sengen og kiggede udtryksløst på Samuel. Hun var grå-bleg i ansigtet og havde en smule koldsved på panden på grund af feberen, der kom og gik. Hendes hår klistrede til hendes hud ved tindingerne, og hendes øjne var rødsprængte af træthed.
|
|
|
Post by Samuel Abott on Jun 25, 2012 12:31:20 GMT
The heart wants what the heart wants... Rynken i Samuels pande blev betydeligt dybere da Julie rykkede sig under ham. Han skyndte sig at tage hånden til sig, i håb om at han ikke havde vækket hende. Det overbeskyttende gen han havde overfor bestemte personer i sit liv, rørte på sig og kradsede indvendig. Hvis bare han kunne gøre et eller andet… Hjælpe hende på en måde. Men det lå ude for hans rækkevidde. Da Julie pludselig missede med øjnene og sagde noget, lænede Samuel sig ned mod hende før at høre. ”Eddie”. Navnet der endelig undslap Julies læber, fik Samuel til at lave en lille grimasse og rette sig op. Det var bestemt ikke det navn, han havde håbet på. Eddie? Hvorfor spurgte hun om Eddie? Var de sammen? En del af ham vidste selvfølgelig, at han ikke havde nogen ret til at blive en smule skuffet. De havde ikke set hinanden i så mange år, og at Julie stadig kunne have følelser for ham, og måske ligefrem havde siddet og ventet på ham, var tåbeligt og utænkeligt. ”Nej, Samuel”, rettede han blidt med en lavmælt stemme. Det slørede blik fik Samuel til at overveje, om hun overhovedet kunne kende ham, eller om sygdommen havde sløret hendes tilstand komplet. Frustrationen gnavede i halsen. Det var forfærdeligt at se hende sådan, uden at kunne gøre noget som helst! Anstrengt forsøgte han at forholde sig roligt for hendes skyld, stadig en smule desperat efter blot et lille genkendeligt blik i øjet. Selv hvis det var raseri der tegnede sig i hendes ansigtstræk, ville han have foretrukket dette. ”Hvad har du nu rodet dig ud i?”, mumlede han, uden at forvente noget svar. Det lykkedes at sætte sig forsigtigt på kanten af Julies seng, uden at komme for tæt på hende. Hænderne pillede rastløst i kanten af jakken, indtil han ikke kunne lade være mere: forsigtigt fandt han frem til hendes udtærede og koldsvedige hånd, der nærmest druknede i hans store hænder.
|
|
Julie Young
Hogwarts - R
Sagesl?s skribent
%\2\%
Posts: 122
|
Post by Julie Young on Jul 17, 2012 19:20:40 GMT
sometimes things that you ignore , are all the things i am looking for Julie havde svært ved at skelne mellem drøm og virkelighed, og hun anstrengte sig for at fokusere på personen, der stod ved hendes sengekant. Hun hørte ham tale, men ordene sivede ikke ind, og i et kort øjeblik glemte hun, at der var nogen til stede, og måtte starte forfra med at bekæmpe forvirringen. Da Samuel tog hendes hånd, var det, som om hendes sind faldt til ro. Det var noget, hun kunne mærke, hvilket måtte betyde, at hun var vågen, og da hun igen hørte den velkendte stemme, blev det straks nemmere for hende at orientere sig. Det var nogen hun kendte, og genkendelsens glæde blomstrede i hende, selvom hun endnu ikke havde opfattet, at hun godt vidste, hvem det var. Af nogen årsag var Samuels mumlen det der gjorde, at brikkerne endelig faldt på plads, og Julie kunne endelig fokusere på hendes tidligere klassekammerat. "Du er her," sagde hun lavmælt, nærmest hviskende da hun var blevet hæs af ikke at tale i meget lang tid. At konstatere det åbenlyse gjorde ikke situationen mere virkelig for hende, men hun var for træt til at gøre andet end bare ligge der og lade følelserne strømme i gennem hende. Selvom hun kendte hans ansigt meget vel, var der alligevel noget fremmed over det, og forsigtigt gav hun hans hånd et klem, mens hun i stilhed registrerede de små ændringer, der var sket ved hans ansigt.
|
|
|
Post by Samuel Abott on Aug 17, 2012 15:27:34 GMT
The heart wants what the heart wants... En lille håbefuld boble bredte sig i mellemgulvet da Julies slørede blik forsøgte at fokusere på hans skikkelse. Da hendes blege læber skiltes og mumlede noget skyndte han sig at læne sig frem og lod overkroppen synke så langt ned mod hendes ansigt, at han kunne mærke hendes ånde mod hans kind. Det var blot tre ord, men tre ord der fik ham til at udbryde et lettelses suk. Ikke blot viste de at hun stadig var nærværende nok til at kunne genkende visse personer i hendes liv, Julie havde åbenbart også savnet ham! Det var i hvert fald sådan han valgte at tolke ordene. Med en kraftanstrengelse rettede Samuel sig lidt op, selvom det, han havde allermest lyst til, var at synke endnu længere ned og kysse hendes læber, hvor blege og feberhede de end måtte være. ”Selvfølgelig er jeg her! Jeg ville have været her lang tid før, hvis jeg havde vidst du lå her”, brummede han en smule gnavent, selvom det var umuligt at blive vred på dette tidspunkt. Alvorligheden i situationen afspejlede sig tydeligt i ansigtstrækkene og fik ham til at se 10 år ældre ud. Med øjenbryn rynkede af bekymring besvarede han hendes svage klem. Der var så mange ting han ville spørge om: hvad fejlede hun? Hvornår og hvordan var hun blevet syg? Hvad havde hun lavede i alle disse år? Og vigtigst af alt: ville hun blive rask igen? Det lod dog ikke til, at Julie ville være i stand til at besvare spørgsmålene. Og noget andet fik ham til at holde kæft… Han var rædselsslagen for svaret. I stedet betragtede han hende blot, uden at kunne lade være med at stryge tommelfingeren over hendes kolde håndryg i små, forsigtige og kærlige strøg. ”Se os lige..." mumlede han lavmælt for sig selv, som en slags opsummering af de sidste mange år... hvordan de havde sagt farvel og hvordan de nu sad her sammen for første gang i fem år i denne bizarre situation. Og følelserne... De var ændret. De var ikke de samme, nej, men gnisten, den var aldrig forsvundet. I hvert fald ikke for hans vedkommende.
|
|
Julie Young
Hogwarts - R
Sagesl?s skribent
%\2\%
Posts: 122
|
Post by Julie Young on Aug 21, 2012 18:32:37 GMT
sometimes things that you ignore , are all the things i am looking for Det var slet ikke så selvfølgelig for Julie, det var jo så lang tid siden, de havde set hinanden sidst. Hun havde levet for sig selv så længe, at hun ikke havde regnet med andre end hendes brødre, da hun satte sine fødder inden for Englands grænser igen. Selvfølgelig var gensyn med gamle venner og bekendte altid en fornøjelse, en at snakke om gamle dage over en kop kaffe var ikke det samme som at lade nogen sove på ens sofa, fordi man var hjemløs, som Julie havde været, da hun kom tilbage. At tingene så var gået som de gjorde med Eddie var ikke til at forklare - hvis man spurgte ind til ham fik hun sådan et drømmende blik eller sart rødmen i kinderne. Forsikringen om, at Sam ville have været her tidligere, hvis han havde kendt til hendes situation, varmede, og hun nikkede for at vise, at hun havde hørt ham. "Hvor er du, Sam?" spurgte hun, da han mumlede noget om de to, og slap hans hånd for i stedet at vifte den foran hans ansigt. Hans alvorlige fremtoning skræmte livet af hende, og var bange, at hun var grund til hans uro. "Det er ikke dig..." fortsatte hun hæst, efter hun havde ladet hånden falde ned mod sengen igen. Uden noget sarkastisk tonefald og ansigtsmimik fremstod hendes ord måske som kryptiske, men hun talte ikke om andet end, at han ikke smed flabede kommentarer eller smilede det der djævelske smil.
|
|
|
Post by Samuel Abott on Aug 21, 2012 20:06:49 GMT
The heart wants what the heart wants... Da Julie løsrev sig fra ham for at vifte hånden foran hans ansigt og spørge hvor han var, troede samuel I et halvt øjeblik at han havde tabt hende i sygdommens tågehvirvler. Ansigtsmimikken og det skæve smil, der kendetegnede Julie når hun spøgte, var ikke tilstedeværende, så der gik adskillige bekymrede sekunder før Samuel forstod hendes fortabte adfærd. Rynkerne i panden glattede sig en smule ud, men ellers viste han ingen tegn på at komme med en syrlig kommentar. Til det gik situationen ham for meget på. Havde det været en anden frøken han besøgte på sygesengen, var det nok blevet til kommentarer som ”skat, hvis du ville tilbringe tid i en anden seng, kunne du da bare komme hjem til mig”, eller hvis det var en dreng, spørge om de skulle tage en trekant med sygeplejersken. Men med Julie var det noget andet. Alligevel anstrengte han sig for at vise en gnist af sit gamle jeg. ”Er jeg blevet så rynket på mine gamle dage?”, spurgte han og fremtvang et lille smil. Når sandheden skulle frem, var han nok blevet mere rynket. Og solbrændt. Og var blevet far. Men det var en anden sag, og det var nok ikke det han skulle bralre frem på Julies sygeseng. Efter et lille øjebliks stilhed sagde Sam, ”nu ser du og blive rask, og så skal jeg høre alt om dine eventyr”.
|
|
Julie Young
Hogwarts - R
Sagesl?s skribent
%\2\%
Posts: 122
|
Post by Julie Young on Aug 21, 2012 21:09:45 GMT
sometimes things that you ignore , are all the things i am looking for Som håbet på reagerede Sam med at spøge alvoren væk, og hun mærkede hvordan det sitrede i hendes mundvige, selvom det nok ikke kunne ses. Det var frygteligt at blive behandlet som et offer dag ud og dag ind, og selvom hun var ilde tilredt, så var det rart med noget afveksling fra 'hvordan går det?',' har du det bedre?' og 'du burde virkelig kontakte dine forældre'. Hun greb ud efter hans hånd igen men fik i stedet fat i sengelagenet. I andet forsøg fandt hun hans hånd, og hun to en dyb, lydløs indånding, inden hun talte. "Det var en sfinks," fortalte hun og ville have nydt at fortælle historien i detaljer og siden se hans imponerede ansigtsudtryk ved mødet med et så sjældent dyr. Men i stedet begyndte lokalet at dreje sig om hende, og hun lukkede øjnene. Der gik noget tid, inden hun mønstrede at sætte en sætning sammen igen. "De ved ikke..." hendes stemme forsvandt, og et øjeblik lå hun stille tilbage, som om hun sov. Så åbnede hun øjnene igen og kiggede op på Sam med et blik, der både var undskyldende og rædselsslagent. "Måske er det slut," sagde hun næsten uden stemme, og hvis ikke hendes øjne havde været blanke i forvejen, ville man kunne se tårer.
|
|
|
Post by Samuel Abott on Aug 22, 2012 11:45:41 GMT
Samuels hånd lukkede sig atter om Julies da hun fandt ham igen. ”En sfinks?”, gentog han halvdumt og temmelig forvirret. Det tog et øjeblik at genkalde sig den magiske dyrs pasning og pleje lektion hvor de lærte om sfinkser. ”En sfinks krop består af en løvekrop og et menneskehoved. Den findes ofte som vogter af templer og andre helligheder, og som regel lukker den kun folk igennem hvis de kan svare på svære gåder”.”Hvad fanden lavede du med en sfinks? Og hvordan kunne den skade dig?” Han formodede den havde angrebet hende på en eller anden måde, men der var ingen tydelige sår på Julies krop – det vil sige ingen der krævede tykke forbindelser, som han kunne ane gennem sengetæppet. Måske havde den overført en eller anden mystisk dødelig sygdom? ”Angriber de ikke kun hvis man svarer forkert på deres gåder? Du er en ravn, for fanden”, udbrød Samuel med en snert af irritation, inden han lod hende svare. Det var meget nemmere at blive oprørt og vred end at bukke sammen og lade tårerne trille. Denne gang så det dog ud til at Julie fik et anfald af svimmelhed og dårligdom, så hun ikke kunne høre ham og give et svar. Irritationen forsvandt som dug for solen og blev erstattet af bekymring. Som for at bringe hende tilbage, strammede Samuel grebet lidt om hendes kolde hånd. Hendes ord var så lavmælte, at han ikke kunne høre dem. Der gik ikke lang tid før hun lukkede øjnene i så lang tid, at Samuel nervøst modstod trangen til at ruske hendes spinkle skuldre. ”Hvad, Jules?”, spurgte han utålmodigt. Da Julies afmagrede ansigt pludselig afslørede en frygt og bekymring Samuel aldrig havde set før, mærkede han en uro og kulde brede sig helt ind i knoglerne. ”Lad være med at sige sådan noget”, udbrød han med en stemme der var så hæs, at den truede med at knække over. ”Du er en fighter, Jules! Der skal satme mere end en loppebefængt pelskugle til at slå dig ud”. Uden at lægge mærke til det, knugede han Julies hånd så hårdt, at det uden tvivl gjorde ondt på hende. Vreden ulmede i ham… Vrede over den latterlige grif. Tankerne svirrede om en heltemodig og yderst dumdristig tur hen for at slagte den fandens grif, hvorend den befandt sig. Vrede rettet mod ham selv, fordi han ikke havde fundet en måde at finde frem til Julie før. Vrede over at være så afskyelig magtesløs.
|
|
Julie Young
Hogwarts - R
Sagesl?s skribent
%\2\%
Posts: 122
|
Post by Julie Young on Aug 22, 2012 17:32:09 GMT
sometimes things that you i g n o r e are all the things i am looking for Hvis Julie havde været ved sine fulde fem havde hun nok nydt opmærksomheden, men som hun havde det ænsede hun knap Samuels ord. De spørgmsål han stillede forsvandt et sted ud i intetheden og forblev ubesvarede. End ikke da han skyndede på hende, opfattede hun noget, og hun var slet ikke klar over hvor usammenhængende hun lød. I hendes hoved forklarede hun en masse, fortalte Sam hvor bange hun var, hvor meget hun ønskede, at hun kunne gå tilbage i tiden og ændre tingene - og samtidig var hun så lykkelig over de ting hun havde oplevet, at hun ikke ville ændre den mindste detaljer. Men det eneste, der kom ud, var en tilståelse af, hvor bange hun var. Et eller andet sted var det ikke døden hun frygtede. Det var tanken om at ligge fuldstændig hjælpeløs tilbage i en hospitalsseng i resten af sit liv ude af stand til at gennemføre noget af det, hun drømte om. Alt dette kunne hun ikke forklare men blot håbe på, at nogen kunne forstå. "Det skal nok gå," forsikrede hun ham mumlende da hun så, hvor fortvivlet han blev. Så lukkede hun øjnene igen. Hendes hånd blev slap i Sams hårde greb, mens hun forsvandt ind i en tåge af bevidstløshed igen.
|
|
|
Post by Samuel Abott on Aug 22, 2012 18:13:29 GMT
The heart wants what the heart wants... Julies ord var ikke nogen stor trøst, der fik hans oprørske følelser under kontrol, men han kunne høre, at hun selv havde brug for at sige det. ”Selvfølgelig”, svarede han, men da havde hun allerede lukket øjnene i. Hånden blev slap i hans greb, og Samuel måtte læne sig frem for at høre hendes ujævne vejrtrækning. I stedet for at rette sig op, sænkede han hovedet, så munden var lige ude for hendes øre. Velvidende at hun sov, eller var væk i sin feber, hviskede han hæst, ”selvfølgelig bliver det bedre. Det bliver det nødt til… Jeg har ikke tænkt mig at spilde tiden. Jeg skal nok få dig tilbage, Jules”. Ordene kom spontant og ikke særlig velovervejet, men de kom ikke bag på ham. Med en lille grimasse, som for at afgøre om det ville vække hende, lod han læberne flygtigt berøre hendes, totalt ligeglad med om det smittede. Så kunne de da ligge sammen og komme med vittigheder og udveksle minder på deres dødsleje. Magtesløsheden og vreden brølede rundt i kroppen, og han besluttede sig for at gå, inden han begyndte at kaste rundt med ting og sager. Uden at være i stand til at kigge tilbage på den dødssyge patient, der havde været hans første store kærlighed, marcherede han ud af stuen med hovedet sænket og hænderne stukket dybt ned i lommen. Nu havde han brug for en cigaret. Og en drink. Og at afreagere. //Out
|
|