The night is calling

[Aisling Delaney]

It whispers to me softly - come and play
TAG - STU & SIMON
WORDS - 336
OUTFIT

Det nyeste musik fra magiens verden tordnede højt gennem lokalet, hvor der var folk der dansede og nogle der sad og prøvede at føre en samtale. Der blev snavet i hjørnerne og danset tæt på dansegulvet. Bartenderne havde travlt med at servicere folk, der var mange tørstige unge magikere og specielt en lyshåret pige der sad ved baren havde taget godt fra. Hun sad med albuen på bardisken og hovedet i samme hånd. Den anden hånd havde fat i et glas med alkohol, som hun skubbede rundt på bordet uden at tænke synderligt over hvad hun lavede.

Aisling sad og tænkte på en ikke særlig overraskende person, Matthew Blythe, som var grunden til at hun var taget herned i første omgang. Ikke at hun ville indrømme det overfor sig selv. Der var ingen der havde lagt an på hende endnu, men hun var også for ynkelig til at være interessant og for ædru til at være et let offer. Derfor havde hun fået fornøjelsen af at sidde alene og forblive tænksom det meste af aftenen. Hun tog en slurk af sit glas med vin og sukkede dybt, mens hun overvejede hvad Matthew havde tænkt sig i første omgang. Hun var stadig vred på ham, da det kun var et par dage siden hun havde fundet ham og Annabel i hans lejlighed. En del af hende havde dog også ondt af Annabel der tydeligvis ikke vidste hvad han havde gang i, det gjorde hende endnu mere frustreret da han så havde ført to mennesker bag lyset.

[stu]

Aisling Delaney
Simon Lithgow
433

Stuart stak smøgen i mundvigen, og begav sig vadende hen over trægulvet. Han nynnede med på baggrundsmusikken, og konstaterede glædeligt af musikken fra hans vilde ungdomsår på Hogwarts, stadig syntes at fange. Den halvfulde journalist bed dog med vilje ikke mærke i, hvordan folk begyndte at foretrække sig fra dansegulvet, i det de gamle rytmer begyndte at strømme fra den magiske grammofon i hjørnet, i det han glædeligt satte sig på en høj barstol nær hjørnet af selve den solide bardisk. I et kort øjeblik fandt han det svært at finde fodfæstet, på den tynde stang et stykke under sædet, grundet sine lange fødder og sin ellers fordrukne krop. Da de endelig lykkes ham, skar han en svag grimasse, og lænede sig udmattet hen over bardisken, som havde hans fysiske kamp tæret ham for de sidste kræfter. Ikke desto mindre begyndte han kort efter en konversation med tjeneren bag disken. Uvidende omkring det faktum, at der tre meter fra ham, sad en lyshåret heks der var mindst ligeså sølle som ham selv.

Han modtog sin kølige drink, i et massivt glas, der var formet som troldmands-hat der var vendt på hovedet. Motivet forekom ham næsten latterlig, for det var vel i grunden de færreste, der stadig iklædte sig denne beklædningsgenstand. Stuart Fellton ville gå så langt, som at sige, at det nu til dags vidnede om en hvis trang til at skille sig ud, eller tilmed helt at afslørede, hvordan man var en komplet afviger. Stuart blev fanget i sit tankespind, og sad i en rum tid og betragtede selve glasset, indtil han nåede frem til, at han øjensynligt havde ret – om ikke andet, var han jo i hvert fald forkert på den.
Pludselig rettede han sig op, og lod det mørkeblå blik glide rundt i lokalet. Han fandt ikke nogle af interesse, indtil han observerede en genkendelige skikkelse, ligeledes placeret i baren. ”Gud!”, udbrød Stuart hæst, ”Aisling Delaney! Hold da sommerferie, dig har jeg jo ikke set i evigheder! Kan du huske mig!?”, udbrød Stuart, ubevidst omkring det faktum, at han formåede at overdøve musikken. Han fik temmelig besværet fjernet sin dovne krop fra barstolen, og med en smøg i den ene hånd og sin drink i den anden, bevægede han sig vaklende hen imod den lyshårede heks.

[Aisling Delaney]

It whispers to me softly - come and play
TAG - STU & SIMON
WORDS - 333
OUTFIT

Mens Aisling sad og drejede glasset rundt og blev mere og mere deprimeret, hørte hun nogen sige sit navn og vendte sig den vej stemmen kom fra. Der var et par andre der ved lyden af hendes navn også kiggede en ekstra gang, da Delaney mest en dels var kendt for at være en sindssyg morder.
Hendes gråblå øjne fandt et velkendt ansigt, Stu, som havde gået på samme kollegium som hende. Hun kendte ham ikke synderlig godt, men det var da bedre at have lidt selskab end at sidde her alene.

"Selvfølgelig kan jeg det.. Så let glemmer jeg heller ikke et ansigt." Sagde hun med et skævt smil og vendte sig mod ham på sin barstol, da han var nået hen til hende. Mindet om Matt og Annabel var for et kort øjeblik fløjet væk fra hendes tanker, men nu landede det i hende igen og hun mærkede en knude i sin mave. Hun overvejede om Annabel mon var blevet der efter hun var gået, og om de var forsat med at hygge sig. At tænke på Matt med en anden kvinde gjorde helt ondt i hjertet på hende og forsøgte at skubbe tanken væk.
"Ja det er efterhånden længe siden.. Hvad render du egentlig rundt og laver?" Spurgte hun med et lille smil mens hun kiggede flakkende på ham. Hendes blik var en smule tåget, det var rimelig tydeligt at hun var beruset, men det var dog stadig muligt for hende at føre en nogenlunde normal samtale.

[stu]

Aisling Delaney
Simon Lithgow
460

”Du ligner jo lort!”, udbrød den berusede journalist, i det han gestikulerede sigende mod hende. De brede øjenbryn havde forladt sin retmæssige plads, og var mødtes nær midten af panden, i en undrende grimasse. Han kløede sig i det sorte, strittende hår med en tommeltot, der ikke længere hjalp de resterende finger med at holde styr på cigaretten. Det var et under han ikke tabte den i det voldsomme garn, han nu engang var blevet født med, i det han fortsatte sin konstatering. ”Eller ikke på den måde, du ved!”, brummede Stuart lang tid efter, tøvende, som var han i grunden usikker på, hvad han sagde og ikke. Han fugtede klodset sine læber, i det han vaklende besluttede sig for, at bestige den høje barstol. Hans forsøg blev, om muligt, endnu mere ydmygende og sølle end før. ”Du ser godt ud! Kjole og hår og alt det!”, udbrød han, så venligt og indsmigrende det var ham muligt, i den akavede foroverbøjede stilling hen over stolen. Hans ene fod havde krampagtigt listet sig ind imellem støtterne forneden, og truede med at sætte en stopper, for hans i forvejen dårlige balance.

Mindre end fire minutter efter, sad den unge journalist parkeret på stolen. Næsten forpustet suttede han løs på sin – velfortjente -, cigaret, skønt dette velbehag hurtigt var overstået. Som var han pludselig kommet i tanke om, hvorfor alle disse strabadser havde været nødvendige, vendte han sig mod Aisling og gav sig til at stirre på hende. ”Hvad?”, udbrød Stuart mumlende. Troldmanden var for et kort øjeblik blevet så fornærmet, at han helt glemte den lange reaktionstid fra egen side af, og i de efterfølgende sekunder lod han ikke til at ville mindes om den. Han kommenterede i hvert fald ikke på selv samme, men pegede på Aisling med et fornærmet udtryk, malet hen over hans smalle ansigt. ”Hvad jeg laver?”, gentog han skingert, i det han forbløffet fortsatte. ”Jeg er sgu da journalist og forfatter! Helt ærligt!”, udbrød han hurtigt, og fnyste lavmælt hvorefter han stak cigaretten i mundvigen og fornærmet stirrede ned i sit glas. ”Har du slet ikke læst noget af det jeg har skrevet? Fy for satan, jeg sidder sgu da her og bliver helt skuffet! Vi var sgu.. ja, bekendte i skolen! Den respekt kunne du da godt have vist mig!”, fortsatte han bebrejdende, hvorefter han tømte glasset for indholdet.

[Aisling Delaney]

It whispers to me softly - come and play
TAG - STU & SIMON
WORDS - 371
OUTFIT

Aisling rettede sig forbløffet op ved hans udtalelse om hendes udseende og overraskelsen over hans frække attitude, gjorde at hun ikke vidste hvad hun skulle sige i lidt tid. Det gav ham nok tid til at forsætte, og da han prøvede at redde den på en meget ynkelig måde, træk hun blot på skuldrene og nikkede.
"Jeg ved det godt.. Det var ikke meningen jeg skulle se godt ud" Sagde hun en smule bittert og tog en slurk af sin drink.

Ved Aislings næste spørgsmål måtte hun dog erkende at han havde misforstået hendes intentioner. Endnu engang stirrede hun måbende på ham, med øjenbrynene hævet i en lettere desperat mine. Da han pegede på hende rykkede hun sig tilbage i sædet, stadigt med et vantro blik i øjnene. Det var vist tydeligt at hun burde vide hvad han lavede, hvilket hun egentlig også gjorde nu hun tænkte over det. Aisling kiggede en smule såret på ham og bed sig i læben, hvorefter hun forsøgte at forklare sig selv.
"Jo jo det har jeg da - vidste da godt hvad du var.. sådan formelt set - men det kunne jo være du havde gang i noget, som du ikke allerede har skrevet om og som du havde lyst til at fortælle om. Men det regner jeg ikke med så.." Sagde hun noget famlende og kiggede ned i glasset med en mut mine. Aisling følte sig uretfærdigt behandlet, men hun var for ked af det til at hidse sig op over hans opførsel. Desuden var det sidste hun havde brug for at hidse sig op igen, hun var nærmest kommet af med sit hidsige rygte og hun ville helst beholde det på den måde.