Hope begins in the dark...

[Matthew Blythe]

..the stubborn hope, that if you just show up
...and try to do the right thing, the dawn will come...
you wait and watch and work: you don't give up


Tag; Annabel Vargas ~ Wearing; This

Der var stille i gyden et sted i det sydlige London, mere stille end hvad man kunne forvente af et sted i London, men Matt var ikke sikker på, om det var noget han forestillede sig fordi han selv var anspændt eller fordi det rent faktisk var sandt. Han havde allerede miste fornemmelsen for hvor lang tid han havde stået skjult i skyggerne med blikket stift rettet mod trappen der førte op til bagindgangen på den bygning det hele drejede sig om. Eller måske nærmere de personer der var inden i den; de sidste udbrydere fra Pinkstones-bevægelsen der havde sat røre i hele det magiske samfund et halvt år forinden. Gruppens oprindelige politik var nok til at holde øje med dem, men den del der var gået til ekstremer i Hyde Park, var røget direkte ind på listen over uønskede personer.

Nogle få var undsluppet i foråret og havde fået samlet tilhængere nok til at rygterne begyndte at gå og nok til, at sagen landede i aurorkontoret. Der havde den været siden og over de sidste seks måneder, var der blevet indsamlet bevismateriale og oplysninger om udbrydergruppen der pønsede på endnu en stor aktion. Takket være den muldvarp fra aurorkorpset der var blevet sat ind, var det dog netop Matt og hans kolleger der nu sad med trumfen og udsigten til, at denne aften ville blive kulminationen på mange måneders fodarbejde.

Rundt omkring stod flere andre aurorer, alle klar til at reagere på sekundet når de fik signalet til det. Signalet, det var det de alle sammen ventede på, mere og mere anspændt og utålmodigt med blikke der skiftede mellem døren på toppen af trappen, og til begge sider ned ad gyden, skulle nogen uvedkommende mod forventning komme forbi. Matt sukkede lydløst og rettede for 117. gang blikket mod døren mens han holdt et fast greb om skaftet på sin tryllestav og alle sanser vagt og klar til enten angreb eller forsvar. Med den frie hånd rakte han op og mærkede efter om den beskyttende amulet han havde om halsen stadig var der, selvom han allerede var sikker. Så sænkede han armen igen med et hurtigt blik på sit håndled, for også at tjekke at armbåndet med de besværgelses-afvisende symboler, sad hvor det altid gjorde. Da begge dele var tilfældet, rettede han igen blikket mod trappen og døren og ventede.

[Annabel Vargas]

we're going off tonight to
kick out every light

Tag: Matthew Blythe ● Outfit: Here

Der var mørkt i lokalet, pånær de enkelte stearinlys der nødigt var blevet tændt i hjørnerne. At den sparsomme belysning i et forsøg på ikke at afsløre tilstedeværelsen af den hemmelige forsamling for eventuelle udefrakommende, var til ingen verdens nytte var det kun Annabel der var klar over. Hun sad i den ene ende af bordet, anspændt og årvågen, på trods af den rolige attitude udadtil. At hun ville ende som et får i en løvehule, hvis de fandt ud af nøjagtigt hvem hun var før tid, var hun udmærket klar over og det gjorde at hun trådte varsomt med hver eneste ting hun gjorde.

Delingen stod klar udenfor og ventede kun på hendes tegn. Minutterne tikkede afsted og hun vidste, jo længere der gik, jo kortere tid ville der gå før eliksiren aftog og at tiden efterhånden var knap. Hun spændte en anelse mere i kroppen, da lederen i den anden ende gav hende den sidste information hun havde brug for. Uvilkårligt bankede hendes hjerte lidt hurtigere og hvis nogle af de andre havde været i stand til at høre det, ville det uden tvivl have afsløret hende på stedet.

Hun var dog meget forsigtig med ikke at fortrække en mine, men bevarede blot det svagt ligegyldige ansigtsudtryk hun allerede fra starten havde tillagt den rolle hun spillede, mens hun behændigt og uden at fumle, listede tryllestaven frem fra den skjulte lomme i sit skørt. Den hvilede mod hendes lår, effektivt skjult af bordet og med blikket rettet opmærksomt mod taleren i den ene ende, udtalte hun tydeligt en besværgelse i sine tanker. Røgen var så tynd og mørk, at den var noget nær umulig at se som den strøg over gulvet i ly af lokalets dystre belysning.

Så snart hun vidste det var lykkedes, gled tryllestaven tilbage på plads hvor den kom fra og hun talte langsomt sekunderne i hovedet. I mellemtiden havde røgen snoet sig ud under dørsprækken, videre igennem det snørklede gangsystem, Annabel for længst havde forklaret og kortlagt overfor aurorkontoret, og ud under bagdøren der ledte ud til gyden. Der samlede det sig til en slange af sort røg, der snoede og vred sig langs jorden og forsvandt ind i skyggerne der var fyldt af andet end hjemløse katte og kakerlakker.

[/blockquote]

[Matthew Blythe]

..the stubborn hope, that if you just show up
...and try to do the right thing, the dawn will come...
you wait and watch and work: you don't give up


Tag; Annabel Vargas ~ Wearing; This

Matt flyttede rastløst på sig i skyggerne og løsnede sit stramme greb om tryllestaven lidt da han selv blev opmærksom på det. Han kastede et hurtigt blik rundt til hvor han vidste de andre stod og stivnede så, da en lille bevægelse ved trappen fangede hans opmærksomhed ud af øjenkrogen.

Med det samme var hans blik samme sted, mens den mørke røg tog form af en slange, der bugtede sig hen over over jorden og så forsvandt. Nogle sekunder stod alting stille før den første mørkklædte skikkelse trådte frem og flere fulgte efter, inklusiv Matt selv. Den ansvarlige auror sørgede for at få øjenkontakt med dem alle, fik diskrete, sammenbidte nik som svar og løftede så sin stav og rettede den mod låsen i døren der sekundet efter klikkede tydeligt i den stille gade og blev skubbet op.

Flokken af aurorer bevægede sig næsten lydløst og med alle sanser vakt gennem bygningen efter de klare anvisninger de havde fået og stoppede først igen, da de stod foran endnu en lukket dør. En enkelt vagtpost var blevet uskadeliggjort på vejen, uden det store postyr og lå nu i en total kropslås længere tilbage. Der lød tydelige stemmer på den anden side og efter endnu et kort ophold med øjenkontakt og lydløse tegn, blev en tryllestav rettet mod den sidste dør der sekundet efter eksploderede med et brag.

Alle tryllestave var løftet da Matt og de andre aurorer hurtigt og effektivt entrede rummet og besværgelserne begyndte at fyge om ørerne på både dem og de intetanende mennesker der havde opholdt sig der. Matt slog en sorthåret troldmand ud med en lammer, mens hans blik hurtigt lokaliserede en ukendt kvinde, helt i rødt ikke langt fra sig selv, der ikke kunne være andre end den muldvarp, der det sidste halve år havde skaffet korpset de oplysninger der gjorde at de stod hvor de stod nu.

Han bevægede sig til siden mens endnu en besværgelse forlod hans stav i det naturlige kaos der var udbrudt og greb så et kort øjeblik fat i kvindens arm, for at få hendes opmærksomhed "Er du okay?" han ventede kun på hendes svar med et halvt øre, og slap hendes arm med det samme igen, mens hans blik gled ud over rummet og forsøgte at skabe mentalt overblik.

[Annabel Vargas]

we're going off tonight to
kick out every light

Tag: Matthew Blythe ● Outfit: Here

Det var risikabelt at sende tegnet afsted, det vidste hun, og hendes blik dvælede opmærksomt på de andre omkring bordet. Da det dog ikke lod til, at nogen havde bemærket noget usædvanligt, slog hun sig i stedet hen til at tælle sekunderne i hovedet og lytte efter skridt udenfor døren, det kun var hende der vidste var på vej. Hånden dvælede stadig anspændt over staven, hun tydeligt kunne mærke igennem stoffet og hun rettede ubevidst ryggen lidt.

Længere tid gik der ikke, før døren sprang op og sekundet efter var alle omkring bordet på benene, Annabel inkluderet, mens både besværgelser og overraskede udbrud føg igennem luften. Modsat Pinkstones-medlemmerne, trak Anna sig ikke sammen med dem, men i stedet bagud mod aurorflokken, velvidende om at hendes hemmelige identitet ikke længere var af betydning. Behændigt havde hun trukket sin egen stav og sendte i samme omgæring en kropslås mod en af dem, hun for et øjeblik siden skulle have forestillet at være en af.

Hun havde halvt løftet staven igen, da en hånd lukkede sig om hendes arm og hvis ikke hun med det samme havde genkendt stemmen, ville hun instinktivt have trukket sig brat væk. I stedet stivnede hun i et splitsekund, drejede hovedet lidt og så direkte på Matt. Hun havde vidst han med al sandsynlighed ville være der, men alligevel tog det pusten lidt fra hende rent faktisk at se ham der. I et øjeblik flakkede hendes blik, før hun kom i tanke om at han af gode grunde ikke ville vide hvem hun var.

Hun nåede dog ikke svare før en Pinkstone var på vej direkte i retning af dem, med staven hævet og snarrådigt svripede Annas stav igen. Ord var ikke nødvendige, men alligevel strøg sorte reb ud fra spidsen og lagde sig stramt omkring troldmanden, der endte med at gå på næsen i gulvet. "Perfekt," svarede hun endelig Matt med et enkelt ord, og trådte over for at hive manden på benene ved at lukke fingrene om rebene over hans ryg, efter at have sparket hans tryllestav udenfor rækkevidde. De lå stramt nok omkring ham, til han kun lige kunne bevæge benene og det blødte kraftigt fra næsen, der rimelig tydeligt var brækket. Omkring dem havde de resterende aurorer også overtaget kontrollen og de var allerede i færd med at føre misæderne ud af lokalet og tilbage i gyden.

Anna kastede et enkelt, stjålent blik på Matt med en gnavende uro i mellemgulvet, der intet havde med nattens mission at gøre og ubevidst spændte hun lidt i kæben, som hun stædigt vendte opmærksomheden mod troldmanden, der bandede og svovlede. "Gem det til retssagen," svarede hun ham upåvirket og fik med et ryk i rebene, troldmanden sat vaklende igang og ledte dem begge ud gennem de snirklede gangsystemer, med aurorer både foran sig og bag dem. Indædt kæmpede hun for at skubbe de mentale billeder af et sæt blå øjne ud af hovedet. Det var kun et spørgsmål om minutter før eliksiren aftog helt og hun var sikker på at det ville ændre udtrykket i dem radikalt.

[/blockquote]

[Matthew Blythe]

..the stubborn hope, that if you just show up
...and try to do the right thing, the dawn will come...
you wait and watch and work: you don't give up


Tag; Annabel Vargas ~ Wearing; This

Matt lagde ikke noget særligt i, at kvinden i rødt stivnede mærkbart ved hans korte berøring, det ville have undret ham mere, hvis der ingen reaktion havde været. Hun var bare på vagt ligesom alle andre og hans blik hvilede ikke på hende længe nok, til at fange det flakkende blik, før hun løftede sin stav og sendte en mand i gulvet. Et øjeblik hvilede hans blik på tryllestaven i hendes hånd og han rynkede panden før han nikkede til hendes ene ord og fortsatte længere ind i rummet, da han var sikker på hun havde styr på manden der nu lå og bandede på gulvet.

Han afværgede en besværgelse der blev sendt imod ham fra en midaldrende heks med viltert, blond hår og fulgte forsvaret op med et angreb, der fik kvinden til at stivne på stedet og vippe faretruende. Før hun tippede helt over, slog Matt endnu et svip med sin stav og holdt hende i stedet svævende lidt over gulvet før hun ramte det. Et hurtigt blik rundt fortalte ham, at de havde haft held med overraskelsesangrebet. Det var gået stærkt, men havde været effektivt og den sidste af de udbrudte Pinkstones-medlemmer, faldt for en Lammer.

Han blev stående nogle sekunder og så rundt med en puls der bankede betydeligt hurtigere end normalt, men alligevel med en tilfreds fornemmelse da han igen satte i bevægelse mod udgangen og med sin stav fik den kropslåste kvinde til at svæve foran sig. Længere nede af den dunkle gang kunne han se et glimt af rødt og han fulgte efter skikkelsen helt ud i det fri, hvor han overlod den uskadeliggjorte kvinde til de der stod parat til at føre misæderne direkte til Azkaban.

Med det gjort tog han en dyb indånding af den kølige natteluft, vendte sig om og så sig igen omkring. Antydningen af et smil hvilede på hans læber mens adrenalinen langsomt tog af og hans puls faldt til et mere naturligt leje. Så faldt hans blik på kvinden i rødt og ansigtet der mødte ham var på ingen måde det, han minutter forinden havde set på. Det han så nu var alt for velkendt og fik ham til at stivne komplet på stedet mens han stirrede vantro på hende, ude af stand til at lade være og uden på nogen måde at kunne få brikkerne til at passe sammen mentalt.

[Annabel Vargas]

we're going off tonight to
kick out every light

Tag: Matthew Blythe ● Outfit: Here

Anna havde et fast greb i den stadig let vaklende mand og havde gået af gangene nok gange til, at hun ikke havde det mindste problem med vejen ud. En velkendt, prikkende følelse begyndte så småt under hendes hud, før det gik over til den lettere ubehagelige fornemmelse af at være ved at smelte. Håret voksede sig længere og krøllerne større, mens hun langsomt voksede en anelse nedad. Tøjet passede bedre omkring hende og hun var ikke det mindste i tvivl om, at hun igen var sig selv.

Samtidig var hun ulideligt klar over hvem der gik kort bag hende og kunne ikke helt lade være med at grue for hvad der ville ske, når han fandt ud af hvem det egentlig var der havde hjulpet dem med opgaven så længe. Uanset hvor meget hun forsøgte at skubbe det væk og koncentrere sig fuldt ud om arbejdet, pressede det sig insisterende på alligevel og hun måtte tage sig selv i nakken, for ikke at skæve bagud over sin egen skulder, men i stedet få misæderen ud og placeret sammen med de andre.

På trods af det faktum at hendes ekskæreste var til stede, uden at han endnu vidste hun var det, var det alligevel en gennemgående tilfreds fornemmelse der gik igennem hende og hun kunne ikke lade være med at være både stolt og lykkelig over, at det hele havde gået lige nøjagtigt som det skulle. At hun ikke var den eneste af samme overbevisning fandt hun hurtigt ud af, da en auror hun hverken kendte ansigt eller navn på, klappede hende anerkendende på skulderen og hun fandt, at hun ikke helt kunne lade være med at smile lettet.

Smilet stivnede dog på hendes læber og falmede, da hun drejede hovedet og så direkte ind i et alt for velkendt ansigt. I stedet trak hun vejret dybt ned i lungerne en enkelt gang og rakte op for at trække fingrene en enkelt gang igennem krøllerne, i en ubevidst, nervøs handling. Vantroen og overraskelsen var tydelig på hans ansigt og uden at det havde noget med missionen at gøre, bankede hjertet betydeligt hurtigere i brystet på hende. Hendes læber var let adskilte, som om hun havde tænkt sig at sige noget, men ingen ord kom til hende.

[/blockquote]

[Matthew Blythe]

..the stubborn hope, that if you just show up
...and try to do the right thing, the dawn will come...
you wait and watch and work: you don't give up


Tag; Annabel Vargas ~ Wearing; This

Matts puls kørte igen en del hurtigere end normalt, men hvor det for et øjeblik siden havde været af ren spænding over situationen, var det nu fordi han komplet uventet, stod ansigt til ansigt med Annabel. Hvad hun skulle lave her kunne han ikke forstå, selvom en lille stemme af fornuft i hans baghovede, gav ham den ret indlysende grund til, at hun åbenbart var den muldvarp de alle havde regnet med i mange måneder.

Hvor længe han stod fastfrosset til stedet og bare stirrede på hende, havde han ingen anelse om, men det var først da en af de andre aurorer med et undrende blik daskede til hans skulder, at han med et sæt vendte tilbage til virkeligheden og tvang blikket væk fra den rødklædte skikkelse. Han nikkede tydeligt fraværende til det der blev sagt til ham og sendte så Annabel endnu et uforstående blik. Han åbnede munden for at sige noget, men anede ikke hvad og endte med at vende sig væk og gå et lille stykke i modsatte retning og stoppede halvt skjult bag trappen for at tage adskillige dybe indåndinger.

Den indledende tilfredshed ved at alt var gået som det skulle, var hurtigt blevet skubbet i baggrunden og han anede ikke om han skulle være vred over hendes tilstedeværelse. Mest af alt var han forvirret og forsøgte hårdnakket at genvinde sin selvkontrol, det var blevet rystet mere end han ville indrømme. Der var stadig et job der skulle gøres og de var ikke færdige endnu. Med en kraftanstrengelse tog han sig selv i nakken mentalt og vendte sig for at gå ud i gyden igen. Han kastede automatisk et langt blik mod Annabel, men tog det så til sig og fortsatte hen til en kollega der var blevet ramt i kampens hede og at sende et par opmuntrende ord med ham før han blev taget til Mungos.

[Annabel Vargas]

we're going off tonight to
kick out every light

Tag: Matthew Blythe ● Outfit: Here

Nøjagtigt ligesom Matt, gik Annabel temmelig meget i stå på stedet så snart han fik øje på hende og omvendt. På trods af det faktum, at hun hele tiden havde haft en bange anelse om at han ville være der og at hun rent faktisk havde set ham før han havde set hende, så gjorde det alligevel ondt et eller andet sted i brystet på hende over at se på ham. Hvis hun havde haft nogen forhåbninger om, at være blevet mere afklaret med det hele over det halve år der var gået, så var de alle sammen væk på et splitsekund over udtrykket på Matts ansigt.

Hun ledte efter noget at sige, men fandt intet og kunne i stedet øjeblikket efter se ham vende ryggen til. Selv tvang hun sig selv til at se væk, for ikke at følge hans ryg intenst med blikket. I stedet drejede hun resolut om på hælen og satte kursen imod gruppen af det der tilsyneladende var hendes nye kollegaer og formåede en anelse anstrengt, at tvinge et smil frem.

Det krævede al den viljestyrke hun havde, ikke at dreje hovedet hvert andet sekund for at spejde efter Matt, men i stedet holde fokus komplet på den midaldrende auror hun hurtigt var faldet i snak med. Uanset de forsøg hun gjorde, kunne hun dog ikke hindre sit hjerte i at banke en anelse hurtigere end normalt. Det var derfor en velkommen distraktion, da troldmanden der tilsyneladende var leder af missionen, efter misæderne var blevet transfereret til Azkaban, erklærede at hele holdet skulle vende tilbage til kontoret til en kort debriefing. Af gode grunde, måtte Annabel hægte sig på en af de andre, udviende om præcis hvor destinationen var og fandt snart sig selv i et karakteristisk rum med sorte klinker, mens hun tog sig et sekund til at ryste følelsen af transferens af sig. Rundt omkring dem dukkede der flere og flere op og i et splitsekund hvilede hendes blik ved en bestemt lyshåret skikkelse, før hun tvang det væk og i stedet tog plads, som de andre.

[/blockquote]

[Matthew Blythe]

..the stubborn hope, that if you just show up
...and try to do the right thing, the dawn will come...
you wait and watch and work: you don't give up


Tag; Annabel Vargas ~ Wearing; This

Matt var slået mere ud af kurs end han nogensinde ville indrømme. Efter de bestialske mord på Annabels bedsteforældre og deres efterfølgende følelsesladede sammenstød, var hun den sidste han havde forventet at se igen, nogensinde. Han havde affundet sig med det, så meget som han nogensinde ville og som månederne gik, var hun igen gået fra at være en konstant tanke i hans baghovede, til en der dukkede op fra tid til anden.

Men nu stod hun der igen og brikkerne faldt på plads for ham i en hurtig kædereaktion, mens han stod halt skjult bag trappen og samlede sig. Hun var aldrig taget tilbage til Portugal som han havde antaget. Hun havde efter al sandsynlighed været lige her i London hele tiden, under falsk identitet, lige for næsen af ham, uden at han havde haft den mindste mistanke. Ikke at han på nogen måde ville have kunnet vide det, men tanken fyldte ham alligevel med lige dele vrede og skuffelse.

Begge dele blev dog skubbet stædigt tilbage mens han gik ud af skyggerne igen og undlod efter et enkelt langt blik, at se mere i retning af Annabel, men koncentrerede sig i stedet om den sårede kollega. Kort efter var vedkommende sendt videre og da det samme gjaldt de pågrebne mænd og kvinder, gik gruppen af aurorer i opbrud efter en kort ordre fra den ansvarlige. Matt fandt instinktivt den rødklædte skikkelse med blikket, netop som hun forsvandt med et smæld sammen med en ældre auror. Øjeblikket efter gjorde han selv det samme med et sammenbidt udtryk og stort kort efter i et velkendt lokale i ministeriets aurorafdeling.

Han undgik med fuldt overlæg at se direkte på Annabel, selvom han alligevel var ulideligt bevidst om hvor hun var i rummet. Han tog plads som alle andre og rettede opmærksomheden mod en midaldrende auror med viltert sort hår og skæg, der tog position foran gruppen og, da der faldt ro, hævede stemmen "I kan alle være tilfredse med udfaldet af missionen her til aften." han gjorde en kort pause og så ud over rummet før han fortsatte "Alt gik efter planen, ingen slap væk og kun en af vore kolleger blev ramt. Newell er i gode hænder på Mungos allerede og hans skader var ikke kritiske. Han er hurtigt på benene igen." forsikrede han og fortsatte med antydningen af et smil "Derudover har vi et nyt ansigt med os, som vi i høj grad kan takke for, at tingene gik så glat som de gjorde." hans blik fandt uden de store problemer den unge kvinde og han løftede en hånd for opfordrende at vinke hende nærmere "Miss Vargas, kom herop et øjeblik." at han ikke forventede nogen protester var tydeligt, men det var stadig mere en venlig opfordring end en egentlig ordre.

[Dean Morrison]

alas, when danger comes calling
you should answer the door

Selvom Dean mentalt havde gået og forberedt sig på denne aften de sidste par måneder, så var det en helt anden sag endelig at plante begge ben i gyden, på de regnvåde brosten og prøve at jage enhver form for anspændthed væk. Selv med et par år som Auror, og en del missioner på CV'et, så var der intet der var det samme i denne branche. Udslaget af en opgave kunne aldrig forudsiges, og selv efter grundig planlægning var en sejr aldrig selvskreven. Dean trak tryllestaven ud af ærmet hvor den var fastgjort og holdte den ud fra sig. Sammen med resten af holdet havde han begivet sig ind i huset efter signalet var givet og havde håbet på det bedste resultat.

Det var en veltilfreds Dean der kom slæbende ud med Newell under armen. Han havde selv fået reddet sig en skramme over venstre kind efter en forbipasserende besværgelse havde strejfet ham. Der var intet smil at finde på hans læber, trods den vellykkede mission, og han var hurtig til at få smidt Newell af i armene på de aurorer der ville tage ham til Skt. Mungos. Han børstede en smule støv af tøjet og var en af de første til at transfere sig fra stedet.

Hans højre arm var følelsesløs efter et møde med en lammer, men han stillede sig bravt op i rækken sammen med de andre. Dean havde placeret sig ved siden af Matt, højre arm hvilende i den venstre, og puffede let til kollegaen ved siden af ham. "Veludført," kommenterede han kort før den middelaldrende auror gennemgik den sædvanlige procedure der altid havde mindet Dean mere om en takketale end egentlig ros. "Lammet arm," hviskede Dean til Matt og nikkede ned mod det halvdøde legemsdel. "Du kunne vel ikke hjælpe mig her?" Han stolede ikke selv på hans besværgelser når de blev udøvet med venstre hånd, og en lille sag som denne kunne let løses uden en healers tilstedeværelse.

Dean følte et behov for at klappe da Annabels navn blev nævnt, men usikker om hvorvidt det var passende lod han i stedet begge hænder hvile ned ad siden. Hun havde udført et fantastisk stykke arbejde, især for en ung kvinde i hendes alder, og at blive sat i en position som hendes var en stor risiko at tage, men også en ære Dean endnu ikke havde modtaget selv. De fleste af hans missioner indtil nu havde handlet om ulovlig brug af magi på mugglergenstande.

TAG: Annabel & Matt
WEARING: this

[Annabel Vargas]

we're going off tonight to
kick out every light

Tag: Matthew Blythe & Dean Morrison ● Outfit: Here

Annabels blik var meget fast rettet mod auroren der havde taget ordet, mens hun alligevel var ulideligt bevidst om lige præcis hvor Matt havde sat sig og kunne ikke helt ryste tanken af sig, uanset hvor meget hun fokuserede på det andet. Det trak en anelse op i hendes mundvig over rosen til hele holdet og det vandt lidt mere kraft, da den ældre troldmand opfordrede hende til at slutte sig til ham.

Uden at tøve, skubbede hun sig på benene igen og tog de få skridt bagom stolene, uden på vejen at kunne lade være med at kaste et enkelt sideblik i en bestemt retning, før hun nåede op på siden af auroren. Selvom tankerne sværmede i hovedet på hende, kunne hun alligevel ikke hindre en gennemgående stolt følelse og af samme grund trak smilet igen op på hendes læber, som hun rakte frem for at trykke hans hånd. "Jeg er glad for at have kunnet været til nytte, Sir." Hendes accent var stadig udpræget portugisisk, selvom hun ikke havde været meget tilbage over det sidste halve år.

[/blockquote]

[Matthew Blythe]

..the stubborn hope, that if you just show up
...and try to do the right thing, the dawn will come...
you wait and watch and work: you don't give up


Tag; Annabel Vargas & Dean Morrison ~ Wearing; This

Matt havde med fuldt overlæg stillet sig som en af de bagerste i flokken af aurorer der nu alle havde blikket rettet mod Auror Forbes der havde haft kommandoen på aftenens mission. Hans blik drev dog helt automatisk til Annabel gentagende gange, mens han kun hørte hvad der blev sagt med et halvt øre.

Det gav et lille sæt i ham, da nogen puffede til ham og han tog hurtigt blikket fra Annabels mørke krøller med et lettere skyldigt udtryk i ansigtet da han mødte Deans blik. Nogle sekunder så han uforstående på kollegaen, mens han hørte Forbes kalde Annabel op. Han skævede hurtigt op mod den midaldrende auror og derefter tilbage til Dean, sænkede blikket til hans fremstrakte arm der fik meningen til at gå op for ham. Han nikkede hurtigt og rømmede sig "Selvfølgelig." svarede han lavmælt og trak sin tryllestav frem fra remmen i bæltet, rettede spidsen mod Deans arm med et koncentreret udtryk og fik med en non-verbal kommando en lille hvid gnist til at forlade spidsen af sin stav og forsvinde over i den andens arm.

I mens han gjorde det, tog Forbes imod Annabel med et solidt håndtryk og et anerkendende blik "Mere end nyttig, Miss Vargas." han smilede kort til hende før han slap hendes hånd og vendte sig mod resten af flokken igen "Miss Annabel Vargas har taget sin træning i Portugal og nogle af jer husker hende måske som personligt indblandet i Delaney-sagen i foråret." han gjorde en kort pause og så kort beklagende på den unge kvinde ved siden af sig, før han fortsatte "Miss Vargas har med denne opgave gjort sig fortjent til sit endelige bevis og er fra dags dato at regne som en del af det britiske aurorkorps. Indtil hun finder sig på plads og vi er sikre på der ingen risiko er længere, vil hun blive installerede i vores havn i Bayswater." at korpset havde flere adresser til rådighed til lignende situationer, kendt som havne, var noget alle i rummet var bekendt med og Forbes vendte sig igen mod Annabel med et smil og nikkede anerkendende "Godt arbejde, Miss Vargas og velkommen til." han løftede hænderne og begyndte at klappe som den første.

Matt havde haft blikket rettet stift mod Annabel og Forbes så snart han havde hjulpet Dean og var tydeligt sammenbidt. Han løftede dog hænderne og klappede som alle andre, mest per automatik og fordi han endnu ikke havde slugt den nye kamel det var, at få at vide Annabel nu ikke blot krydsede stier med ham igen, men også at hun åbenbart havde valgt samme karrierevej som han selv og ovenikøbet skulle være hans nye kollega. Det hele var mere end han brød sig om at tænke på og så snart Forbes førte Annabel med sig ud for at sørge for de praktiske detaljer, drejede han hovedet og så på Dean "Er jeg den eneste der kunne bruge en tur på den nærmeste pub?" han smilede skævt, uden at det helt nåede hans øjne og tog sig selv i nakken for ikke at sende endnu et langt blik mod døren Annabel var forsvundet ud af.

[Dean Morrison]

alas, when danger comes calling
you should answer the door

Dean havde vendt blikket mod Annabel der fandt vej mod Forbes for at modtage en lille smule hæder og ære. Hun var en køn pige uden tvivl, hvilket tildels lå i hendes eksotiske rødder, som Dean fandt et hint af i hendes accent.
Han havde haft for travlt med at stirre efter Annabel til at ligge mærke til at Matt havde trukket staven. Det var først da en velkendt varme spredte sig igennem den lammede arm at han kiggede ned, spændte musklen et par gange og fleksede fingrene. "Tak," kommenterede han hviskende da Forbes fortsat snakkede.

Dean tog del i den klapsalve der havde bredt sig igennem gruppen, selvom den ene arm endnu ikke var fuldkommen arbejdsvillig.
Dean følte sig ikke vitterligt udmattet og Matts forslag om at slå benene op på den nærmeste pub var sød musik i hans ører. "Ikke i denne forsamling," svarede Dean med et smil. "Lad os få hældt lidt gylden væske i vores udmattede kroppe!" Han gav Matt et venskabeligt klap på den ene skulder, men kollegaen var knapt tilstede. Dean nåede kun at fange et sidste glimt af Annabel før hun forsvandt ude af syne. "Ja, køn det er hun!" kommenterede han og ruskede en smule i den skulder han stadig havde et tag i, overbevist om at det lange blik var et af beundring. "Til og med modig. Jeg vil ikke vente for længe med at gøre mig bemærket." Han kunne ikke undertrykke et smil før han tog ved skulderen og trak Matt igang. "Miss Vargas fortjener helt bestemt også en øl, så inviter hende med." Dean nikkede kort mod døren og så dernæst ned ad sig selv. Han kunne godt bruge et minut eller to på at lappe de værste skader før han bevægede sig udenfor.

TAG: Annabel & Matt
WEARING: this

[Annabel Vargas]

we're going off tonight to
kick out every light

Tag: Matthew Blythe & Dean Morrison ● Outfit: Here

Annabel blottede tænderne i et oprigtigt, bredt smil over den ældre kollegas anerkendende ord og gav hans hånd et fast klem. Samtidig kunne hun heller ikke helt holde det tilbage, som Forbes fortsatte med at præsentere hende for resten af flokken. Helt bevidst undlod hun at se i den retning Matt stod og fokuserede i stedet på at indprente sig resten af ansigterne i forsamlingen.

Uden helt at kunne gøre noget ved det, rykkede hun en anelse på sig i ubehag, da den talende bragte hendes bedsteforældre på banen og hun slog i et sekund blikket ned, før hun igen rettede blikket imod ham. Fortsættelsen trak dog smilet frem igen og en ovenud stolt fornemmelse løb igennem hende, da der ikke længere var tvivl om at mange års træning havde nået sit mål og det strålede tydeligt ud af hende.

Hun trak vejret dybt ned i lungerne en enkelt gang, uden helt at kunne tvære smilet af sine læber. "Mange tak, Sir," hun drejede hovedet mod resten af forsamlingen og nikkede en enkelt gang. "Jeg glæder mig til at arbejde sammen med jer," flygtigt stejfede hendes blik en auror med rødligt hår og sekundet efter Matt, før hun hurtigt tog det til sig og i stedet smilede taknemmeligt og varmt da de omkringværende klappede.

Det var et eller andet sted i det øjeblik, en tilfredstillende fornemmelse at være centrum og hun tillod sig selv at nyde det fuldt ud, velvidende om at hun havde gjort sig fortjent til det. Smilet hvilede stadig over hendes læber, da Forbes gjorde tegn til at hun skulle følge med ham, inden hun med et kort nik bekræftede og fulgte efter. Lige før hun trådte ud af døren, kunne hun dog ikke lade være med at kaste et sidste, stjålent blik over sin ene skulder.

O U T

[/blockquote]

[Matthew Blythe]

..the stubborn hope, that if you just show up
...and try to do the right thing, the dawn will come...
you wait and watch and work: you don't give up


Tag; Annabel Vargas + Dean Morrison ~ Wearing; This

Matt smilede momentært og gav Dean et lille nik som svar på det ene, hviskende ord og stak hurtigt sin tryllestav tilbage på plads, mens hans blik automatisk fandt Forbes og Annabel igen. Rynkerne i hans pande blev om muligt mere tydelige som den ældre auror forklarede sagens sammenhæng for alle, meget kort, men fuldt forståeligt. Han klappede, uden at tænke særligt over det og var ikke selv helt bevidst om, nøjagtigt hvor stift hans blik fulgte Annabel, på vej ud af rummet.

Med et mentalt tag i nakken på sig selv tvang han blikket væk og drejede i stedet hovedet mod Dean med et spørgende blik og et halvhjertet smil, der kunne tages som træt. Han nikkede med en ny trækning i mundvigene og sukkede dybt "Det må være passende at skylle støvet ned med et eller andet." begyndte han og trak på skuldrene, mens hans blik igen fandt Annabel, der nu forsvandt ud af syne.

Deans ord, sammen med en let rusken i hans ene skulder, fik det til at give et sæt i Matt, der straks trak blikket til sig igen. Det flakkede afslørende da han så på Dean igen, der bare fortsatte og fik Matts kinder til at føles en smule varmere end normalt. Han rømmede sig, alt for selvbevidst og så hurtigt væk mens han bed hårdt sammen "Jeg tror jeg har gjort mig bemærket nok for to liv." svarede han tørt og rystede på hovedet med et sidste blik mod døren Forbes og Annabel var forsvundet ud af "Jeg springer over den invitation." han smilede skævt et kort øjeblik "Desuden er hun optaget den næste time hvis jeg kender Forbes ret." han løftede den ene hånd og gav Deans skulder et klap "Afgang.." opfordrede han kort og kontant og satte kursen mod udgangen.

C L O S E D