Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on May 31, 2012 10:11:21 GMT
Man's feelings are alwayspurest and most glowingin the hour of meeting and of farewell- - - - - - - - - - -Tag :: Everybody ~ Outfit :: Here Stemningen blandt de mange camouflageklædte skikkelser der bevægede sig hen over landingsbanen på Honington basen i Suffolk var opstemt til et punkt hvor man nærmest kunne skære spændingen med en kniv. Alle vidste, at når de først var kommet igennem det obligatoriske tjek i bygningen de var på vej imod, ville deres koner, kærester, familier, børn og måske venner, stå i ankomsthallen på den anden side, ligeså spændte på at se dem, som de var.
Den opstemte summen af stemmer blev langsomt svagere og svagere efterhånden som alle gik gennem tjekket og næsten ingen sagde noget mens flokken som en meget uordentlig deling gik det sidste stykke gennem gangene og tilsidst drejede ud i den store hal, der var tætpakket af mennesker. Så snart de viste sig brød en kakofoni af tilråb, hujen og generel summen af stemmer løs og Eric begyndte automatisk selv at spejde ud over de mange mennesker efter ansigter der var kendte for ham.
Alle i uniformer gjorde det samme og flere brød ud fra flokken efter at have fået øje på deres familier, mens resten blev stående i en langsomt glidende klump der stadig spejdede utålmodigt. Erics blik gik i stå på en lille skikkelse som han genkendte på trods af at drengen var vokset gevaldigt på de måneder han havde været væk. Et smil bredte sig på hans læber som han sænkede blikket til manden hvis skuldre den lille dreng sad på og han løftede den frie hånd, både for at hilse og for at trække opmærksomheden hen mod sig selv.
Efter at have fundet Noah og George med blikket fandt han hurtigt flere kendte ansigter omkring ham. Emma med Hannah på armen, Alice og Alexander, Imogen, sine forældre, ingen af sine brødre, men den var han forberedt på, Duane og næsten vigtigst af dem alle sammen, Carries brune øjne der fik hans tænder til at blottes i et bredt smil. Han var begyndt at gå uden helt at tænke over det og holdt blikket på Carrie så snart han havde fået øje på hende og satte gradvist tempoet op jo tættere han kom på den lille, umage flok der var hans og lod få skridt før han nåede helt op til Carrie, sin taske glide ned fra skulderen og lande på gulvet med et bump uden at tage sig det fjerneste af den.
|
|
|
Post by Caroline Abbey on May 31, 2012 10:32:37 GMT
The joy of meeting pays the pangs of absence;else who could bear it?Tag: Wolfes etc. ~ Outfit: Here
Den spændte, nervøse stemning ville være tydelig for enhver, selv hvis ikke alle i ankomsthallen vidste hvad de ventede på. Carrie havde allerede prøvet at sidde ned på en af bænkene, men opgivet det igen og gik nu blot rastløst frem og tilbage med blikket flakkende over imod de to døre mere end ofte. Hun havde en veritabel hær af sommerfugle lokaliseret i sin maveregion og vidste at hun overhovedet ikke var ene om det. Selv lille George Abbey på sin fars skuldre virkede energisk, men det kunne lige så godt være fordi han fornemmede sine forældres sindsstemning og reflekterede den.
Carrie krysede armene over hinanden med sin taske hængende fra den ene hånd og tog en dyb indånding. Hun løsnede dem igen, pillede ved vedhænget på sin halskæde, ved sit ur og ved halstørklædet, der i et øjeblik virkede som om det var ved at kvæle hende. Midt i bevægelsen stivnede hun og vendte derpå blikket brat imod dørene igen. Lyden af stemmer var distinkt endnu før den første uniformerede dukkede op, fulgt af adskillige andre.
Fraværende så hun et enkelt ansigt hun havde set på sin computerskærm før, men det var hurtigt ude af hendes bevidsthed og også komplet ligegyldigt, da først hun spottede ham hun virkelig ledte efter. Hun gik i stå og stirrede bare på Eric, imens hun bekæmpede et par insisterende tårer, der slet ikke havde noget at gøre i hendes øjne på nuværende tidspunkt, men alligevel efterlod dem tydeligt blanke. Som han endelig så hende og lyste op i et bredt smil, gjorde hun præcis det samme og huskede på, at hun skulle trække vejret. Hun blev stående hvor hun var imens han kom tættere på indtil det sekund, hvor han lod sin taske falde til gulvet og hun brød den sidste fysiske afstand i mellem dem, for at kaste armene omkring ham uden et ord.
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on May 31, 2012 16:06:52 GMT
Man's feelings are alwayspurest and most glowingin the hour of meeting and of farewell- - - - - - - - - - -Tag :: Everybody ~ Outfit :: Here Eric havde en boblende anspændthed i hele kroppen, der dog ikke var ukendt længere, men lignede den han havde haft de andre gange han havde været udsendt og var kommet hjem igen. En blanding af ren, utålmodig iver og en følelse af ikke helt at turde tro på endnu, at man var hjemme. De kendte ansigter han fik øje på cementerede dog ganske glimrende, at det var engelsk jord han stod på og det simple faktum at de stod der for ham, gjorde det ganske umuligt at holde et bredt smil tilbage.
Da hans blik først var landet på Carrie var det dog der det blev, mens han møvede sig gennem mængden af kolleger og deres pårørende, for at komme hen til sine egne. Tasken landede tungt på gulvet mens hans smil truede med at gå fra øre til øre da han så Carrie sætte i bevægelse. Sekundet efter havde han hendes arme om halsen og lagde ganske naturligt armene omkring hende, knugede hende tæt ind til sig og rettede sig op så hendes fødder forlod gulvet.
En lille, let overstadig lyd undslap ham mens han gemte ansigtet mellem hendes hals og skulder og tog adskillige dybe indåndinger i et helt instinktivt behov for at fylde næsen med hendes duft. En t-shirt havde været godt, men intet kunne nogensinde stikke den ægte vare. Han sagde ikke noget, stod blot lige sådan i adskillige sekunder og glemte nogle øjeblikke, at der også var andre til stede og uden helt at være bevidst om, hvor hårdt han holdt om hende.
Så slækkede han grebet lidt, nok til at kunne trække hovedet lidt tilbage og se på hendes ansigt, stadig med et bredt smil "Hej smukke.." fik han lavmælt, og en smule grødet frem, før hans blik gled over hendes skulder på de andre der var troppet op, uden at det dog fik ham til at slippe Carrie, der havde viklet benene omkring ham som en anden koala, uden at han dog havde den mindste protest over lige det.
|
|
|
Post by Caroline Abbey on May 31, 2012 19:33:26 GMT
The joy of meeting pays the pangs of absence;else who could bear it?Tag: Wolfes etc. ~ Outfit: Here
For et par sekunder forsvandt både ankomsthallen og resten af den lille flok, der var kommet sammen med hende, med samme formål. Hun kastede sig i armene på løjtnanten foran hende uden spekultation eller hæmninger, var nær ved at tabe en af de gule stiletter og strammede sit greb om ham per instinkt, som han knugede hende ind imod sig. Et enkelt, grødet, hviskende ”Eric,” forlod hende, som hun afspejlede hans handling og gemte ansigtet ved hans skulder. Uden omtanke havde hun viklet benene omkring ham og befandt sig som en anden koala ind imod ham, hvor alting var nøjagtig som inden han tog afsted. Hendes våde øjne var for længst rendt over med tårer, men der var trods alt ingen tvivl om at det var den gode slags, der faldt på hans uniform.
Da han løsnede grebet om hende, gjorde hun selv det samme, pludselig bevidst om, at der var andre mennesker tilstede. Hun snøftede lavmælt ind, løftede hovedet og blinkede hurtigt et par gange, før hun så ham i øjnene med et varmt smil. ”Hej,” svarede hun selv dæmpet, uden at slippe ham med blikket, selvom han så hen over hendes skulder. "Velkommen hjem." Meget modvilligt løsnede hun sine bens greb omkring ham, for at glide ned at stå på egne ben igen og brugte hastigt sit ærme til at tørre sporene af tårer væk fra sine kinder og øjne. Med det overstået så hun selv rundt på de forsamlede og flyttede sig en smule tilsiden, så andre end hende kunne få lov til at hilse på den hjemvendte soldat. Hun blev dog lige indenfor rækkevidde og kunne slet ikke lade være med at se på ham og smile hvert andet øjeblik.
|
|