|
Post by Annabel Vargas on Apr 10, 2012 12:23:50 GMT
maybe that's what happens when atornado meets a volcanoTag: Charles McDonal + Matthew Blythe ● Outfit: Here Anna var udmærket klar over at der absolut ingen logik var i det hun sagde og hun var ikke helt klar over hvorfor hun havde så svært ved at forstå at Matt ikke hadede hende. Det var jo åbenlyst og hun kunne jo egentlig godt regne sig frem til grunden, men det var næsten nemmere at nægte at indse det. Problemet var nærmere hans affærdigende ord, der med det samme fik fire år gamle minder til at røre på sig.
Hun bemærkede kun svagt den våde fornemmelse over sine kinder, samtidig med at en komplet urationel vrede brændte i hende og voksede sig større og større for hvert sekund der gik, for hvert ord der kom ud. Hun fortrød stadig overhovedet at have bragt emnet op og havde halvt åbnet munden for at bede ham om at glemme det igen, ude af stand til at få ord på hvorfor det lige var så vigtigt for hende.
I stedet ramte hans næste ord hende hårdt og hun trak vejret dybt ind en enkelt gang, uden at være bevidst om at hun havde holdt det. Det rumsterede svagt ude fra køkkenet, men Annabel overhørte det fuldstændigt. "Jeg tog det valg..." gentog hun hult og spændte kæben hårdt, mens hendes øjne svømmede over igen. "Det var det valg du gav mig! Jeg troede virkelig du ville have fattet det efter alle de år, men tydeligvis ikke..." Hun så vantro på ham, ubevidst om at hendes stemme ikke blev mindre dæmpet. "Jeg elskede dig, men jeg var ikke lykkelig... Vi var ikke lykkelige... Men da jeg prøvede på at fortælle dig det, nægtede du at lytte!" fortsatte hun og løftede hidsigt den ene hånd for at stryge den over sin kind. "Hvis jeg ikke var gået, ville vi bare have endt med at såre hinanden dybere! Du knuste mit hjerte og jeg flygtede fra det, fordi jeg ikke kunne gøre andet!"
[/blockquote]
|
|
|
Post by Matthew Blythe on Apr 10, 2012 18:28:01 GMT
I can't tell you what it really is ...I can only tell you what it feels like...right now it's a steel knife in my windpipe ▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬Tag; Charles McDonal + Annabel Vargas ~ Wearing; This Matt forsøgte hårdnakket at abstrahere fra tårerne der var begyndt at trille ned af Annabels kinder. De påvirkede ham mere end han brød sig om at indrømme og gjorde ham på samme tid blot endnu mere opsat på at være hård og netop ikke lade dem påvirke sig. Den skæve sammenblanding gjorde ham splittet ud over alle grænser og dermed frusteret. Sammenlagt fik det en magtesløs vrede til at boble i ham, som han allerede der vidste han havde tabt kampen imod.
Han rankede sig ubevidst og stirrede stædigt igen mens hun begyndte at svare ham og kunne ikke lade være at ryste lidt på hovedet over hendes gentagende antagelser som kun fik vreden til at boble endnu stærkere i kroppen på ham. Han lod hende dog tale ud før han selv tog til orde igen "Det er så nemt bare at antage ting, ikke?" spurgte han spydigt og rystede lidt på hovedet igen "Hvad så hvis jeg har 'fattet det', hvad ændrer det? Ikke en skid, vel?" han slog selv frustreret ud med begge hænder før han fortsatte "Uanset hvad vi var, eller ikke var, så tog du det valg helt alene og gav ikke mig et." han pegede ubevidst en pegefinder mod hende og var gået et skridt nærmere "Du flygtede og lod mig sidde tilbage med stumperne. Skal jeg fortælle dig hvor længe der gik før verden gav mening igen?" mod sin vilje mærkede han det presse insisterende bag sine egne øjne og han mærkede dem ligeså tydeligt blive fugtige "Fire år og jeg tænker stadig på dig hver eneste dag!" hans stemme knækkede over og han tav et øjeblik mens han hev efter vejret "Fire år hvor jeg ikke engang vidste om du stadig var i live og ingen andre var gode nok fordi jeg sammenlignede dem allesammen med dig." han rystede lidt på hovedet og så indtrængende på hende, med et både såret og vredt blik og havde lige der glemt, at han stod i entreen hos en af sine bedste venner.
|
|
|
Post by Annabel Vargas on Apr 10, 2012 19:08:17 GMT
maybe that's what happens when atornado meets a volcanoTag: Charles McDonal + Matthew Blythe ● Outfit: Here Tårerne blev ved med at trille ned over hendes kinder efter de først var begyndt og hun kunne slet ikke tænke på at forsøge at hindre dem i det. Det var så uendeligt ligegyldigt lige i det øjeblik og hun lod sig uden skrupler styre af både vrede og frustrationer, af simpel mangel på bedre. Hans svar fik hende til at spænde hårdt i kæben og hun knyttede hårdt hænderne imod sine lår. "Du har helt ret. Der er absolut intet der er ændret, det kan jeg tydeligt se," hvæsede hun og fnøs tydeligt over hans fortsættelse. "Selvfølgelig. Det er jo udelukkende mig der er den onde i alt det her og du havde absolut intet med det at gøre!" kom det dybt sarkastisk fra hende, før hendes hånd igen strøg op for at fjerne tårerne, der slørede hendes udsyn.
Det var ikke fordi hun var løbet tør for ting at sige at hun tav i et kort øjeblik, men blot fordi at Matt ikke gav hende mulighed for at skyde noget ind og hans ord samtidig ramte hende hårdt nok til at hun i et øjeblik følte sig endnu mere slået ud af kurs end hun i forvejen gjorde. "Tror du ikke jeg er klar over hvor lavt det var at forsvinde i ly af natten? Du tror måske det var noget jeg havde lyst til?" Hun trådte uvilkårligt et skridt tættere på ham, uden at sænke stemmen af den grund. "Jeg gav dig fandme alt det valg, alle de muligheder, som jeg kunne give dig, men du nægtede at høre efter hvad jeg sagde! Men det er så nemt bare at lægge al skylden over på mig, ikke!?" Hun hulkede en enkelt gang og trak vejret dybt ned i lungerne, før hun alligevel fortsatte.
"Det var ikke kun din verden der gik i stykker, Matthew!" hun trak vejret hårdt ind igen og kunne selv høre hvor grådkvalt hendes stemme var. "Du var den eneste jeg nogensinde ville have, den eneste reelt gode ting jeg havde i mit liv og da det kørte af sporet, anede jeg ikke hvad fanden jeg skulle gøre! Jeg var atten år gammel! Hele mit liv har jeg været vant til at folk flygtede omkring mig, så hvorfor skulle jeg være anderledes!?" Hun modstod trangen til at række ud og ruske ham eller det der var værre og valgte i stedet at fortsætte: "Det har ikke været en skid nemt! Hver eneste gang jeg overhovedet har overvejet at kigge efter en anden, er det dit ansigt der står helt klart frem! Så kom ikke og fortæl mig, at jeg ikke ved hvordan det er! Men så igen, det er jo udelukkende min egen skyld, så det er fandme bare ærgerligt, ikke?!"
[/blockquote]
|
|
|
Post by Matthew Blythe on Apr 10, 2012 22:47:09 GMT
I can't tell you what it really is ...I can only tell you what it feels like...right now it's a steel knife in my windpipe ▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬Tag; Charles McDonal + Annabel Vargas ~ Wearing; This Matt bed hårdt sammen som de anklagende ord der føg mellem dem kun tog til og eskalerede ud af kontrol "Det sagde jeg ikke." bed han hårdt ind, selvom hun fortsatte ufortrødent sekundet efter og blot gav ham lyst til at gentage sig selv. I stedet bed han endnu hårdere sammen og spændte kæben tydeligt mens han kneb øjnene sammen og blot betragtede hendes vredt og såret før han selv fortsatte lige så anklagende som hende og lukkede op for den kasse han stædigt havde holdt lukket i flere år.
Da han tav og hun uden tøven tog tråden op, var han ikke engang selv bevidst om, at han trak vejret hurtigere end normalt. Han var så fokuseret på hendes ord der drejede den usynlige kniv i brystet på ham en halv omgang for hver gang en ny anklage eller en ny indrømmelse kom frem. Han bøjede hovedet lidt som hun gik tættere på for at bevare øjenkontakten og kneb læberne så hårdt sammen, at de svandt ind til to smalle streger og forholdt sig stadig tavs, selvom hans blik var trodsigt og han nægtede at se væk.
Hendes hulken rev i ham og han knyttede hænderne hårdere for ikke bare at række ud og gribe fat i hende for at gentage sin fadæse fra dagen før. Det krævede hans sidste mål af viljestyrke ikke at afbryde hende og tale i munden på hende, men så snart hun tav havde han taget en dyb indånding for at svare hende "Og det er fandens nemt at lægge ord i munden på mig, ikke?" spurgte han ligeså sarkastisk som hun tidligere havde svaret ham "Og hvordan virker det så for dig at stikke af? Hmm?" fortsatte han spydigt, velvidende hvor uretfærdigt det var, men ude af stand til at stoppe igen "Hvis alle andre sprang ud fra en bro ville du så også følge efter? Det er jordens dårligste undskyldning." han slog frustrret ud med den ene arm igen "Og jeg var nitten år gammel og sikker på jeg skulle være sammen med dig resten af mit liv. Modsat hvad du åbenbart allerede har bestemt dig for, så er jeg udemærket godt klar over at vi var to om det.." han tav et øjeblik og så indtrængende på hende igen "Men det ændrer stadig ikke noget nu, vel? Der kommer ikke nogen og svinger en tryllestav og så er alt i orden igen. Det er for sent." de sidste fire ord der gled over hans læber punkterede ham selv og han gik i stå for blot at se fortabt på hende uden helt at kunne finde den samme vrede som for et øjeblik siden. Hvor længe han stod og så på hende uden at finde ord anede han ikke og da de endelig kom var de lavmælte og snublende "Jeg holdt aldrig op med at elske dig, Tink.."
|
|
|
Post by Annabel Vargas on Apr 10, 2012 23:14:37 GMT
maybe that's what happens when atornado meets a volcanoTag: Charles McDonal + Matthew Blythe ● Outfit: Here Annabel overhørte fuldstændigt den ene sætning Matt skubbede ind imellem hendes ordstrøm og fortsatte blot ufortrødent, uden overhovedet at tænke over hvad hun sagde og hvordan det måske ville ramme ham. Hun var blændet af raseri og efter hun først havde fået hul på frustrationerne, fandt hun at det var noget nær umuligt at få hold på dem igen. Den trang blev dog også mindre og mindre i takt med at flere af hans ord samtidig sårede hende dybere end hun i forvejen var.
Hun havde halvt åbnet munden for at fortsætte da han brød ind med dyb sarkasme, alt for lig den hun for et øjeblik havde smidt i hovedet på ham. Måden han fortsatte på skar hende dybt i hjertet og hun fandt at vreden fordampede og veg for direkte smerte, påført af hans skarpe ord, som hun dog et eller andet sted var klar over at hun mere end fortjente. Hun gjorde ikke længere noget forsøg på at afbryde ham og så blot på ham med et dybt såret blik, halvt forfærdet over at høre ordene komme fra hans læber.
Øjnene svømmede stadig over og ubevidst havde hun slået blikket ned og rystede svagt på hovedet, i et forsøg på at få ham til at stoppe, uden at hun rent faktisk kunne få ordene frem. Hun prøvede fortsat at kvæle de enkelte hulk der ind i mellem sneg sig ind, men det blev ikke nemmere jo mere han fik sagt. Det værste af det hele var dog fire ord, som definitivt knuste den smule af hende der var tilbage. Hun stod blot og så meningsløst på hans fødder, uden at hverken kunne finde ord eller tvinge sig selv til at løfte hovedet igen.
Da han fortsatte lykkedes det dog alligevel, blot for at skyde et tryglende: "lad være," ind. Det nyttede dog intet, for hun havde tydeligt hørt ordene og de rev ulideligt i hende. "Du sagde det selv. Det er for sent. Hvad nytter det så?" spurgte hun, uden tegn på den vrede hun havde mønstret for et øjeblik siden. "Hvad nytter det, at du siger det? Hvad nytter det, at jeg endelig har affundet mig med at jeg aldrig kommer til at elske nogen som jeg elsker dig?" Hendes stemme var hul og hun gentog tomt hans ord en gang til. "Det er for sent."
[/blockquote]
|
|
|
Post by Matthew Blythe on Apr 11, 2012 8:09:55 GMT
I can't tell you what it really is ...I can only tell you what it feels like...right now it's a steel knife in my windpipe ▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬Tag; Charles McDonal + Annabel Vargas ~ Wearing; This Matt hørte sig selv fortsætte ufortrødent selvom Annabel rystede på hovedet og han i hendes sårede blik ret tydeligt kunne se hendes vrede punktere ligeså meget som hans egen. Det gjorde om muligt endnu mere ondt at se sin egen smerte genspejlet i hendes brune øjne, men det ændrede stadig ikke på noget, uanset hvor meget han inderst inde barnligt ønskede, at nogen ville komme og svinge den tryllestav eller levere en Tidsvender.
Virkeligheden var bare en anden og langt mindre behagelig som de stod der i gangen. Han var allerede overrasket over hvor meget han havde sagt, selvom han mente det hele og han rystede instinktivt på hovedet da hun tryglende bad ham lade være og fortsatte igen så snart hun tav, med en stemme der rystede svagt "Jeg holdt op med at bilde mig selv ind jeg ikke knuste dit hjerte for længe siden, Anna og jeg ved det er for sent, og det giver ingen mening længere." han så fortabt på hende og følte sig aldeles tom indeni "Det gør hverken fra eller til at jeg står nu og ønsker jeg havde lyttet, havde behandlet dig bedre, men det kan måske give mig nok afslutning til at komme videre i stedet for at hænge i det her limbo som ikke gør noget som helst bedre." han så væk med en lille forpint lyd og fortsatte efter en dyb indånding "Det var aldrig min mening at såre dig. Jeg kunne ikke se konsekvensen og selv hvis jeg havde, ville ingen af dem have involveret at du forsvandt fra jordens overflade i fire år." han gik i stå igen og så lige så fortabt på hende som før, uden at ane hvordan han skulle fortsætte.
|
|
|
Post by Annabel Vargas on Apr 11, 2012 8:35:58 GMT
maybe that's what happens when atornado meets a volcanoTag: Charles McDonal + Matthew Blythe ● Outfit: Here Annabel vidste udmærket af alt hvad Matt sagde var sandt, men derfor gjorde det ikke mindre ondt at høre det. I bund og grund var hendes egne anklager lige så meget rettet imod sig selv, som de egentlig havde været rettet mod ham, men hun havde ikke specielt meget lyst til at indse det.
Hun trak vejret dybt og tydeligt rystende ind da han fortsatte, uden nogen trang til overhovedet at være vred på ham længere. Derimod var hun mere vred på sig selv, også selvom hun stadig var klar over at han ikke var fuldkommen skyldfri, og først da han var helt færdig, tvang hun sig selv til at møde hans blik igen.
Hun hulkede ikke længere, men tårerne havde stadig frit løb over hendes kinder. "Jeg ved godt at jeg handlede overilet og det var oprigtigt aldrig min mening at såre dig," begyndte hun spinkelt. "Jeg troede at det ville hjælpe at jeg var væk, at jeg ikke længere kunne såre dig, hvis jeg var alene." Hun trak vejret dybt ind igen. "Du fortjener at være lykkelig, Matthew. Også selvom det aldrig bliver sammen med mig..." Lige netop de ord, gjorde mere ondt på hende at sige end noget andet, selvom hun vidste det var sandt. "Jeg vil bare... Gerne have at du ved, at jeg er ked af hvad jeg gjorde og ønsker ofte at jeg havde handlet anderledes. Men jeg kan ikke gøre noget for at ændre det." Hun fandt blikket med gulvet igen, uden at kunne holde ud at se på ham længere. "... Undskyld."
[/blockquote]
|
|
Charles McDonal
Deaktiveret
Ekspedient i "Kvalitetsudstyr til Quidditch"
%\3\%
Posts: 18
|
Post by Charles McDonal on Apr 11, 2012 17:00:19 GMT
I’ll be there , Det kom hurtigt Charles for øre, hvad der foregik ude i gangen. Meget bevidst prøvede han at holde deres stemme ude af sit hoved, men han vidste godt at han ikke kunne lade dem stå derude meget længe. Han tog en dyb indånding og gav slip på tallerknerne som han havde i hånden, så de klirrede mod bordpladen. Med et irriteret udbrud bankede han den ene hånd ned i køkkenbordet, og stirrede vred på døren. Han burde ikke have lade dem være alene derude, og da slet ikke når Annabel virkede på randen til at besvime og Matt virkede endnu mere deprimeret end han havde været gennem de fire år af venindens forsvinden. Troldmanden gik hen til døren, og lagde hånden på håndtaget men kunne ikke få sig selv til at åbne døren og gå derud. Det lød som om at de var i gang med at diskutere, men han kunne ikke høre andet end tonen i deres stemmer. Med et dybt suk lod han hånden falde ned af siden igen, og han tog et par skridt bagud i køkkenet. Det var ikke stort, men det var lige nok plads til at man kunne lave mad.
Charles kørte frustreret hænderne gennem det uglede hår, og lukkede øjnene i. Hans hjerte sank i brystet på ham, og han lod sig falde ned til gulvet. Med bøjet ryg, kiggede han ned i gulvet og forventede stilheden at overtage lejligheden om få sekunder. Det havde ikke været hans hensigt at få de to til at komme op og skændes, men tværtimod få snakket tingene igennem, men ud fra hvad han kunne høre havde hans plan haft en helt anden effekt end den han havde regnet med. Charles sukkede dybt, og lænede sig tilbage mod køkkenskabene. Han hvilede albuerne på knæene og kastede få gange blikket hen på døren der førte ud til gangen hvor stemmerne ligeså stille ebbede ud.
Med megen besvær fik troldmanden stablet sig selv på benene, men måtte hive sig helt op og stå. Han tog en dyb indånding og gik så hen til døren og lagde hånden på håndtaget. Denne gang tog det han ikke mere end et øjeblik at trykke ned og åbne døren udadtil. De grønne øjne fandt hurtigt hen på vennen der så ud til at være fuldstændig knust, og derefter hen på Annabel. Sådan kørte hans blik frem og tilbage i et par sekunder, hvorefter han straks følte en trang til at puste sig op og skælde dem begge ud. Hvorfor kunne de ikke se at de var lige såret, og at de begge havde gjort deres del til at deres forhold var end som det var. Charles kneb med det samme øjnene sammen og kunne ikke lade være med at trække øjenbrynene sammen, så han straks antog samme grimasse som hans far havde haft så mange gange før. Men denne grimasse forsvandt hurtigt, da han inderst inde godt vidste at han ikke burde blande sig i deres ting. Alligevel følte han at det hele var hans skyld; det var ham der havde trøstet Annabel forrige nat, og ham der havde været der for Matt de sidste fire år. Derfor gjorde det mindst ligeså meget ondt på ham at se sine bedste venner blive skilt på den måde.
Charles gav slip på dørhåndtaget, så døren langsomt lukkede i igen. Han åbnede munden gentagende gange, dog uden at der kom noget ud af hans mund. Der var så meget han ville sige, nogle af dem var end ikke passende i en situation som denne men han formåede ikke at få ordene ud over hans læber. Endelig fik ham fremstammet ”Hvad er der sket?” meget forsigtigt. Det var ligesom at gå på is, og han kunne tydeligt mærke den tunge stemning. Tag: Annabel + Matt x Outfit: here
|
|
|
Post by Matthew Blythe on Apr 11, 2012 17:59:03 GMT
I can't tell you what it really is ...I can only tell you what it feels like...right now it's a steel knife in my windpipe ▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬Tag; Charles McDonal + Annabel Vargas ~ Wearing; This Matt følte sig drænet for energi. Langsomt, men sikkert blev energien og viljen til at kæmpe imod suget ud af ham og efterlod ham med en punkteret, tom fornemmelse mens han selv talte. Han mente sine ord, men havde alligevel en desperat lyst til at trække dem tilbage igen så snart de var sagt højt. Splittelsen mellem det han vidste ville være det bedste, for både ham selv og hende, og det han allerhelst ville, var massiv og umulig at ignorere. Alligevel stive han sig selv mentalt af og fik det hele sagt før han fortrød.
Hendes svar, da hun først kom i gang, gjorde ikke den hule fornemmelse i hans mellemgulv mindre. Tværtimod fik den en gnavende fornemmelse til at vokse med rekordfart og han tog sig selv i at ryste stille på hovedet mens hun talte, som om han kunne forhindre hende i at fortsætte, dog uden held. Han vidste hun havde ret, nøjagtigt som han selv havde haft det, men ordene skar stadig i ham og han var komplet bevidst om, at han på ingen måde var klar til at lade hende slippe helt væk endnu, og langt mindre glemme hende og komme videre.
Hendes sidste ord fik ham for alvor til at punktere og han mærkede meget mod sin vilje, sin underlæbe bæve svagt, men afslørende. Hans blik flakkede mellem hendes forgrædte brune øjne og i hovedet havde han allerede gengældt undskyldningen ti gange. Der kom dog ikke noget over hans læber og før han fik taget sig sammen, gik døren til køkkenet op og det gav et sæt i ham da Charles, tydeligt beklemt, dukkede op i gangen.
Han rankede sig hurtigt og bed hårdt sammen for at genvinde bare en smule kontrol over sig selv og rømmede sig selvbevidst, mens hans blik flakkede mellem Annabel og Charles. Det endte på Annabel med et fortabt glimt og han rystede tavst på hovedet, mens han tvang blikket væk fra hende og i stedet mødte Charles blik "Ikke noget." begyndte han spagt, selvom det modsatte tydeligvis var tilfældet "Jeg skulle ikke være kommet. Undskyld jeg ødelagde din morgen." han så oprigtigt beklagende på sin ven og hadede at have sat ham ufrivilligt midt i det hele "Jeg giver lyd senere, okay?" fortsatte han spørgende og vendte sig allerede der halvt mod døren.
Han gik dog i stå da hans blik faldt på Annabel og igen kunne han ikke tvinge sig selv til at gengælde hendes undskyldning. I stedet stod han et langt øjeblik blot og så på hende, for så at læne sig frem og lade læberne strejfe hendes kindben "Farvel, Anna.." mumlede han lavmælt og trak så sig selv op ved nakkehårene og forlod lejligheden.
O U T
|
|
|
Post by Annabel Vargas on Apr 12, 2012 7:17:23 GMT
maybe that's what happens when atornado meets a volcanoTag: Charles McDonal + Matthew Blythe ● Outfit: Here Synet af Matt rev i Annabel og en stærk trang til at folde armene omkring ham meldte sig tydeligt, alene på grund af det afslørende udtryk på hans ansigt. Der var hundrede ting hun havde lyst til at gøre, men ingen af dem nåede at blive til noget, før døren gik op og Charles pludselig stod der. Anna trak hørligt vejret dybt ind, uden at dreje hovedet imod ham eller gøre noget reelt forsøg på at svare.
Det gjorde Matt dog derimod og mens han gjorde det, kæmpede Anna en indre kamp for at få nogen form for kontrol over sig selv igen. Det krævede dog samtidig at hun ikke så på Matt, selvom hun tydeligt kunne mærke hans blik på sig og da han i stedet fortsatte til Charles, bed hun tænderne hårdt sammen for ikke at bryde ud i et håbløst forsøg på at få ham til at blive.
Alligevel trak hun hovedet lidt tilbage da han pludselig bukkede sig frem imod hende, i et håbløst forsøg på at holde sammen på sig selv, men det var ikke effektivt, så kort efter mærkede hun alligevel aftrykket fra Matts læber, tydeligt imod sin kind. Efterfølgende tvang hun blikket op, for kort at møde hans, lige endnu hun så ham forsvinde ud af døren i selskab med hvad end der havde været tilbage af hende før hen. Tårerne løb ikke længere, men hendes ansigt var udtørret, men det var hun ligeglad med. Ganske ligesom hun i det øjeblik igen havde glemt at Charles stod der.
[/blockquote]
|
|