Early bird special...

[Matthew Blythe]

Good morning my friend
...it's a new day...
I hope things get better

▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬

Tag; Charles McDonal + Annabel Vargas ~ Wearing; This

Matt lukkede døren til Aislings opgang bag sig med adskillige rynker i panden og et udtryk der ikke helt passede til et tilfredst, morgenfriskt menneske. For alt han vidste sov Aisling endnu. Han var, vanen tro, vågnet ligeså tidligt som ellers og havde samlet sine ting så lydløst som muligt, fået tøj på og havde efterladt en kort besked om, at han var taget på arbejde og ville komme forbi senere. Han havde alle intentioner om at gøre det sidste, men i det han lukkede døren bag sig og stod på den sparsomt befolkede gade, var han også sikker på, at han ikke kom på arbejde.

Som direkte konsekvens deraf, satte han igang ned ad gaden og gjorde sit første stop ved det magiske posthus, hvor han sendte en ugle til aurorkontoret og sygemeldte sig af personlige årsåger. Dernæst slog han vejen forbi den lille bager og var snart efter på vej op ad trappen til Charles lejlighed med en lille pose i den ene hånd. Han vidste den anden ikke skulle arbejde tidligt den dag og håbede at han derfor ville være hjemme, selvom det sikkert betød han ville ende med at banke ham op.

Det var dog en risiko han var parat til at løbe lige nu hvor han var lettere desperat efter en ven at dele det sidste kaotiske døgn med. Det var ikke tit han rent faktisk gjorde lige det, men alt ved de sidste fireogtyve timer havde været så langt fra hans sædvanlige hverdag, at han følte sig komplet slået af kurs og manglede et godt råd, eller bare en der ville lytte. Han stoppede foran døren til den velkendte lejlighed og bankede på, højt nok til at han var sikker på det ville kunne trænge igennem til en der sov og gik så et afventende skridt tilbage.

[Charles McDonal]

I’ll be there ,

Charles var vågnet tidligt, med en sovende Annabel liggende på sit bryst. De grønne øjne fløj hurtigt gennem rummet og derefter ned af veninden og ham selv i frygt for at der skulle være sket noget natten forinden som hans hjerne havde udeladt. Han sukkede dog lettet op, da de begge havde tøj på og det ikke så ud som om de havde lavet andet end at sove. Meget forsigtigt fik han manøvret sig op af sofaen, og lagt Annabels hoved på armlænet og lagt et tæppe over hende. Et skævt smil formede sig i hans mundvig og han lagde hovedet på skrå, mens han kiggede kærligt på sin veninde. Det hele virkede mere overkommeligt i dag, men han anede ikke om der ville ske et eller andet uventet der ville vende dagen helt på hovedet.

Ude i køkkenet stod der pander og gryder i skabene, og tallerknerne stod i opvaskemaskinen. Charles fik hurtigt stillet to tallerkner og glas parat på køkkenbort hvorefter han åbnede skuffen ved siden af vasken for at tage bestikket frem, dette blev lagt på tallerknerne. Med et skævt smil gik han hen til køleskabet og tog bakken med æg ind under armen, hvorefter han gik hen til skabene og tog en pande. Panden blev stillet på komfuret, mens han skruede op for varmen, og bakken med æg blev stillet på køkkenbordet ved siden af ham. Et efter et blev æggene slået ud på panden, og Charles brugte en palet til at skrabe hele æggemassen sammen. Han håbede på at det i sidste ende ville blive til røræg, og han var opsat på ikke at bruge magi til at lave mad.

Den unge troldmand nåede kun lige at fordele æggene ud på de to tallerkner, og sætte brød på brødristeren før det bankede på døren. Han kastede et hurtigt blik ind i stuen, og hævede tænkende det ene øjenbryn. Hvem ville dog besøge ham om morgenen? Egentlig burde han havde været på arbejde, men Charles havde valgt at tage dagen fri. Med et suk slukkede han for varmen på komfuret, og tørrede hurtigt hænderne af i viskestykket der hang på væggen ved siden af komfuret.

Charles gik forbi sofaen med et skævt smil, og stod henne ved døren da det endnu engang bankede på. ”Jeg er på vej.” sagde han højlydt for at overdøve den insisterende banke. Da han slog døren op kiggede han direkte på Matt, og han kunne ikke undgå at gispe en smule overrasket over at vennen havde valgt at dukke op netop på hans dørtrin. ”Matt, hej!” Charles kørte en hånd gennem håret, og blev ramt af en unødvendig skyldfølelse. Han havde jo ikke gjort noget med Annabel. ”Du ved – ” Startede han og kastede et blik tilbage over skulderen og ind i stuen. ”Jeg har en gæst på besøg.” Han vidste ikke om det ville være dumt at nævne hendes navn og at hun var inde i stuen, så i stedet tvang han sig selv til at træde en smule til side. ”Kom indenfor, jeg er i gang med at lave morgenmad.” Charles kunne have myrdet sig selv på stedet, hvis ikke hans stav havde ligget inde i stuen havde han kastet Avada Kedavra besværgelsen på sig selv. Han kastede et hurtigt blik på den lille pose som Matt havde i hånden og udbrød med et smil: ”Du har brød med!”

Tag: Annabel + Mattx Outfit: here

[Annabel Vargas]

maybe that's what happens when a
tornado meets a volcano

Tag: Charles McDonal + Matthew Blythe ● Outfit: Here

Dagen forinden havde drænet Annabel fuldstændig for energi og udmattelsen havde hurtigt fået hende til at bukke under. Der var gået adskillige timer, men alligevel havde hun sovet tungt imod Charlies brystkasse. Hun rørte kun svagt på sig da han rykkede rundt på hende uden helt at boble op til overfladen og faldt snart i søvn igen, med hovedet hvilende imod armlænet på sofaen. Det var ikke en helt komfortabel søvn, men i det mindste så godt som drømmeløs.

Alligevel blev hun dog svagt mere og mere opmærksom på at støvlerne strammede, at tøjet generede og at det opsatte hår var ubehageligt at ligge på. I takt med det begyndte hun langsomt at vågne, svagt bevidst om at det skramlede ude fra køkkenet. I nogle lange øjeblikke blev hun bare liggende stille og prøvede på at komme i tanke om hvor hun var henne og hvordan hun var endt der. Da det kort efter dæmrede kneb hun hårdt øjnene i igen og dækkede ansigtet med hænderne, for i samme ombæring at blive klar over hvor øm og ubehagelig huden var efter den rigelige mængde saltvand der var løbet der dagen forinden.

Med et dybt suk skubbede hun sig alligevel langsomt og usikkert op i sofaen, for som det første at bukke sig forover og løsne snørerne på begge støvler, der snart begge var kasseret på gulvet. Annabel strøg hænderne over ansigtet igen i et desperat forsøg på at skubbe de mentale billeder væk, inden hun fortsatte med håret og snart efter mærkede det løsne sig og folde sig ud i de sædvanlige krøller omkring hendes skuldre.

Der gik hun i stå over lyden af nogen der bankede på og kortvarigt rynkede hun på panden. Så realiserede hun dog alligevel at hun jo af gode grunde ikke kunne vide hvem der kunne komme på besøg hos Charles og lod ryggen falde tilbage imod sofaen for en kort bemærkning. Hun nåede dog kun hvile i et øjeblik før vennens stemme ude fra døren tydeligt annoncerede hvem der havde banket på og med ét var hele hendes krop spændt som en flitsbue og hun sad ret op i sofaen og stirrede i retning af gangen. Allerede der bankede hendes hjerte hurtigt og med vaklende skridt kom hun på benene og uden at hendes hjerne egentlig var med på det, fortsatte hun usikkert ud og rakte med en rystende hånd frem for at åbne døren derud til.

[/blockquote]

[Matthew Blythe]

Good morning my friend
...it's a new day...
I hope things get better

▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬

Tag; Charles McDonal + Annabel Vargas ~ Wearing; This

Matt tog sig selv i at ånde lettet op da han hørte låsen blive slået fra og han sekundet efter stod ansigt til ansigt med Charles. Han smilede svagt og undrede sig momentært over den andens overraskelse, før han slog det hen og huskede sig selv på, at han trods alt var kommet uanmeldt og ret tidligt "Godmorgen måske nærmere." han blev stående og skar en lille grimasse da den anden fortsatte uden dog at kunne lade være at se nysgerrigt på ham "Undskyld, jeg manglede bare lige en at læsse af på, så jeg tænkte.." han lod sætningen hænge ufuldendt mellem dem og skævede kort over vennens skulder ind i gangen "En gæst.." han så på Charles igen med et lille glimt i de blå øjne "Hankøn eller hunkøn?"

Han tøvede et sekund da den anden gik til sige og inviterede ham ind "Jeg vil ikke trænge mig på, Charlie. Hvis du har gæst, så smutter jeg bare igen. Måske du har tid senere så." han så spørgende på sin ven og gik alligevel ind i gangen med et hurtigt blik mod døren han vidste førte ind i stuen. Så talte Charles igen og Matt så et øjeblik uforstående på ham, før ordene trængte ind og han løftede posen han havde i hånden "Åh ja. Det virkede som en god betaling for at troppe op uanmeldt." han løftede den frie hånd og strøg den over nakken mens smilet svandt lidt ind "Igår var ikke lige den bedste dag i, skal jeg hilse at sige." han så op igen og rakte så posen frem mod den anden "Uanset hvad du har gang i, så dufter det godt."

[Charles McDonal]

I’ll be there ,

Charles nikkede kort for hovedet og fremtvang et svagt smil på sine læber. Han stod bare og stirrede uforstående på Matt, fuldstændig opslugt i fremtidige scenarier der højst sandsynligt ville ende med at ske. Han sukkede tungt, og rystede så på hovedet af sig selv for at tage sig sammen. ”Hunkøn.” Svarede han ærligt og trak brynene sammen i en fortrydende grimasse. Det var ikke fordi at han ikke ville have Matt ind i lejligheden, men han vidste hvad der kunne ske. ”Du kender hende. ” Mere sagde han ikke, han var ærlig talt bange for at alle Matts frustrationer i sidste ende ville gå ud over ham. ”Rigtig godt, faktisk.” mumlede han lavmælt og sænkede blikket ned mod sine sko.
”Jeg har ikke noget imod at du er her, men det har hun måske.” Charles kløede sig nervøst i nakken og hævede så blikket og kiggede sigende på Matt. Han var parat til at forsvare sig selv i tilfældet af at vennen valgte at lade alle frustrationer få frit løb. Et skævt smil formede sig i mundvigen og han kunne ikke lade være med at klukke let. ”Det lyder som en fin betaling.” Sagde han og tog imod posen, hvorefter han traskede ud mod køkkenet. Han stoppede dog da han var halvvejs derude. ”Det er bare æg og brød.” Grinte han og kastede et hurtigt blik hen på døren, der førte ind i stuen. ”jeg finder en tallerken til dig. ” Lød hans stemme da han vendte om på hælen og forsvandt ud i køkkenet.
Han var ikke lægen om at finde en tallerken, og ligge brødet derpå. Egentlig forventede han ikke at der blev spist noget til morgen men det var bedre at være på den sikre side. Charles sukkede tungt og begyndte at øse æg op på de tre tallerkner. Derefter gik han hen til køleskabet og tog en karton juice, hvor af indholdet blev hældt ned i tre glas også blev den stillet ind igen.

Tag: Annabel + Mattx Outfit: here

[Annabel Vargas]

maybe that's what happens when a
tornado meets a volcano

Tag: Charles McDonal + Matthew Blythe ● Outfit: Here

Annabels hjerte bankede hårdt i brystet på hende og hendes hals føltes pludselig mere tør end den i forvejen havde gjort. Hun var gået i stå med hånden mod dørhåndtaget og ledte efter modet til at åbne den, men fandt det ikke med det samme. Hun kunne høre stemmerne blande sig med hinanden alt for tydeligt igennem døren og i et øjeblik kneb hun øjnene hårdt sammen, i et desperat forsøg på at klare hovedet. Hun så alt for tydeligt Matts ansigt for sig, huskede hvordan han havde set ud dagen forinden og tanken om at han nu stod lige på den anden side, var ikke til at bære.

Hun fugtede sine læber en enkelt gang og sank hårdt, alt imens hun forsøgte at bygge modet op. Hun stivnede dog igen over Charlies afslørende ord og følte sig i et øjeblik svimmel. Impulsivt så hun sig omkring efter en hurtig flugtvej, men tog sig så i nakken med et mentalt nakkedrag. Hun havde flygtet nok for et helt liv og det vidste hun udmærket, men springet fra at indse det til rent faktisk at lade være, var uendeligt stort.

Anna kunne tydeligt høre Charlie der fortsatte ud i køkkenet og i et enkelt øjeblik lod hun øjenlågene falde i, trak vejret dybt ind, før hun tvang sig selv til at trykke håndtaget ned og åbne døren, før Matt kunne nå at forsvinde. Selvom hun troede hun havde været nogenlunde forberedt, gik hendes hjerte alligevel i stå ved synet af ham og tusind forskellige følelser fór igennem hende. Hun åbnede munden for at sige noget, men de sad fast i halsen og var samtidig kun halvt bevidst om sit tydeligt forgrædte ansigt, det rodede hår og det krøllede tøj, der mildest talt fik hende til at ligne lidt af et rod.

[/blockquote]

[Matthew Blythe]

I can't tell you what it really is
...I can only tell you what it feels like...
right now it's a steel knife in my windpipe

▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬

Tag; Charles McDonal + Annabel Vargas ~ Wearing; This

Det skæve smil der halvt havde hvilet på Matts læber over at få at vide vennen havde en overnattende gæst, gik lidt i sig selv over udtrykket på den andens ansigt, da han afslørede at der var tale om en pige, eller kvinde. Det kunne være en af hans søskende, men noget gjorde ham ret sikker på at det ikke var tilfældet. Han så uforstående på Charles da han fortsatte og så et øjeblik lettere fåret ud "Gør jeg?" en nagende fornemmelse rørte på sig i hans mellemgulv og han skævede mod døren til stuen igen, mens Charles næste ord kun gjorde ham alt for sikker på, hvem der var på den anden side af døren.

Enhver antydning af smil var hurtigt forsvundet fra hans ansigt, selvom han så tilbage på vennen med et let forurettet udtryk og undlod at kommentere på hvorfor hun skulle have mere imod at han var der, end han måske havde det omvendt, men han holdt det for sig selv og forsøgte i stedet at ignorere den voksende knude i maven. Han krummede ubevidst fingrene lidt om posen han stadig havde i hånden uden at kunne bestemme om han bare skulle gå med det samme eller blive. At han ikke ville kunne få talt om det han var kommet for var dog ganske klart og han var nogle øjeblikke lettere fraværende.

Det gik først op for ham at han stadig stod med papirsposen rakt frem, da Charles tog den fra hans hånd, og han formåede at smile anstrengt mens han hurtigt slap posen og nikkede, først en gang, så endnu en gang "Okay.." fik han lettere fladt frem, men rørte sig ikke ud af stedet da Charles gik mod køkkenet.

Så snart den anden var ude af syne drejede han igen hovedet mod døren til stuen og hvis ikke døren var blevet åbnet lige der, var han ret sikker på han ville være vendt omkring og være gået igen. Nu endte han dog med at fryse endnu mere fast på stedet og bare se på Annabel der stod i døren. Han knyttede ubevidst hænderne hårdt ind mod sine lår, mens den dårlige samvittighed over hvor han havde tilbrat natten vendte tilbage for fuld styrke bare ved synet af hende. På samme tid prøvede han at huske sig selv på, at det var komplet hen i vejret at tage hende med i sine overvejelser. Ikke desto mindre var det lige hvad han gjorde, Uden at kunne lade være. Det undrede ham i bund og grund ikke at hun havde overnattet hos Charles. Han havde selv mødt Charles gennem hende, men tanken havde ikke strejfet ham og han endte med bare at stå og se på hende uden at ane hvor han skulle gøre af sig selv og føle han var kommet lige fra asken til ilden.

[Annabel Vargas]

maybe that's what happens when a
tornado meets a volcano

Tag: Charles McDonal + Matthew Blythe ● Outfit: Here

Efter Annabel havde åbnet døren ud til gangen, føltes det som om hendes hjerte momentært gik i stå og at det hele begyndte uvilkårligt at snurre for hende igen. Hun sank hårdt uden den store effekt og stod bare og stirrede på Matt der ikke var mere end få skridt fra hende. Hun blev bevidst om sine svagt adskilte læber fra det tidligere forsøg på at sige noget og lukkede med det samme munden igen og bed hårdt ned i sin underlæbe i stedet.

Det brændte endnu engang faretruende bag hendes øjne og selvom hun umuligt troede på at der kunne være mere tilbage fra dagen forinden, var det alligevel en hård kamp at holde tårerne tilbage lige pludselig. Hendes fingre knugede sig hårdt sammen imod lårene og hendes hjerte hamrede hurtigt nok til, at det fik hende til at føle sig lettere forpustet.

Hun havde ingen anelse om hvor lang tid der gik hvor de bare stod og så på hinanden, men skyldfølelsen skyllede hurtigere og hurtigere ind over hende, alt for bevidst om alt det hun havde gjort, helt frem til dagen forinden. "Matthew..." lykkedes det hende endelig at få frem og hun var selv overrasket over at høre sin stemme så hæs og uden kraft overhovedet. Ubevidst så hun bedende og tenderende desperat på ham, mens det endnu engang rev faretruende i hendes bryst, lige omkring hjertet.

[/blockquote]

[Matthew Blythe]

I can't tell you what it really is
...I can only tell you what it feels like...
right now it's a steel knife in my windpipe

▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬

Tag; Charles McDonal + Annabel Vargas ~ Wearing; This

Matt havde meget hurtigt glemt alt om Charles da døren til stuen gik op og han for anden gang på et døgn stod ansigt til ansigt med Annabel. Selvom hendes tilstedeværelse var dæmret for ham før hun kom til syne, gik han alligevel helt i stå og endte med blot at stå og stirre på hende med en knude i maven der truede med at stramme så meget til, at han ikke kunne få vejret.

Hans blik var låst fast på hendes forgrædte ansigt og uvelkomne glimt af både dagen før og et lignende udtryk på hendes ansigt fire år forinden, passerede forbi hans indre blik, sammen med den kølige fornemmelse af faldende regn. Han sank hårdt og rettede sig yderligere op i et forsøg på at stive sig selv af og ikke vise hende tydeligt hvor meget hendes tilstedeværelse slog ham ud af kurs, men vidste allerede der, at det ikke ville lykkes ham.

Han mistede momentært tidsfornemmelsen mens spændingen i gangen kun voksede til den truede med at tage vejret fra ham. Han holdt blikket fikseret på hende og kunne ikke hverken få sine fødder til at lystre for at gå eller tungen til at lystre for at sige noget. Hun blev den første til at bryde den anspændte stilhed og nøjagtigt som dagen før, fik lyden af hans eget navn over hendes læber, noget til at gå i stykker indeni ham. Han knyttede ubevidst hænderne hårdt ind mod lårene og rynkede panden dybt over udtrykket på hendes ansigt og undertonen i hendes stemme, men blev hvor han var med en solid portion viljestyrke for at overtrumfe trangen til at lukke afstanden mellem dem og lægge armene omkring hende "Ja, Anna.." fik han lavmælt og påfaldende roligt frem, før han igen tav og igen så afventende på hende med alle parader oppe.

[Annabel Vargas]

maybe that's what happens when a
tornado meets a volcano

Tag: Charles McDonal + Matthew Blythe ● Outfit: Here

Annabel havde ikke den fjerneste idé om hvad hun havde tænkt sig at fortsætte med, efter hun først havde tvunget Matts navn ud over sine læber. Tværtimod gik hun blot endnu mere i stå da han svarede hende og i nogle lange øjeblikke blev hun bare ved med at stå og kigge på ham, uden at have nogen idé om hvad hun skulle sige eller gøre overhovedet. Hun vidste hvad hun havde lyst til, men den tanke var så absurd at hun skubbede den helt væk.

Hun åbnede munden for at sige noget igen, men fik ingen lyd frem fordi hendes hals var så tør. Af samme grund rømmede hun sig spinkelt en enkelt gang og sank hårdt. Et enkelt spørgsmål blev ved med at presse sig på, et som havde rumsteret i hendes baghoved lige siden det øjeblik hun havde set ham stå under sit vindue i regnen. Lige netop det mentale billede stod alt for skarpt frem på hendes nethinde og blandede sig med synet af ham nu.

Der gik sikkert ikke særligt lang tid, men alligevel føltes det nærmest som flere timer for Annabel. Hun var stadig fuldkommen blank for ord, udover det ene spørgsmål der stadig lurede og til sidst bukkede hun under og spurgte så lavmælt at det ikke var mere end en svag hvisken: "Hader du mig?" Hun frygtede svaret, dog rimelig sikker på at hun udmærket kendte det og i samme øjeblik som ordene var over læberne, fortrød hun.

[/blockquote]

[Matthew Blythe]

I can't tell you what it really is
...I can only tell you what it feels like...
right now it's a steel knife in my windpipe

▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬

Tag; Charles McDonal + Annabel Vargas ~ Wearing; This

Matt måtte bruge en skjult reserve af viljestyrke for at blive stående og ikke vende sig og gå igen og endnu mere for ikke at begynde at drukne hende i anklagende spørgsmål og vrede ord, som han vidste han ville fortryde bagefter, uanset om han mente dem eller ej. I stedet tvang han sig selv til at svare hende neutralt opfordrende da hun sagde hans navn og så igen tie og blot betragte hende uden at tage blikket fra hendes ansigt.

De mange spørgsmål, der kun var blevet flere efter deres møde dagen før, blev dog ved med at svirre ubarmhjertigt i hovedet på ham, mens han diskret tog hendes træk ind og forsøgte ikke at lade sig påvirke af hendes tydeligt rystede tilstand og med en lille, men voksende irritation over hendes tavshed.

Han anede ikke hvor længe der regulært set gik mens de stod sådan. Han registrerede svagt lyde fra køkkenet der kun kunne være Charles, men hæftede sig ikke noget særligt ved dem. Han havde drejet hovedet og endelig sluppet hende med blikket da hun talte igen. Hans halve bevægelse for at vende sig mod døren og gå igen stoppede brat og han rynkede brynene dybt mens ordene punkterede den vrede der svagt havde meldt sig.

Han drejede langsomt hovedet om mod hende igen og rystede på hovedet i en langsom bevægelse allerede før et lavmælt "Nej.." gled over hans læber uden tøven og uden at han nåede at tænke over det. Han tog en dyb indånding og så indtrængende på hende uden dog at gøre anstalter til at sige mere. Det ene lille ord og den indrømmelse der lå i det var grænseoverskridende nok og mere end han havde indrømmet overfor andre, og sig selv før nu, de sidste fire år.

[Annabel Vargas]

maybe that's what happens when a
tornado meets a volcano

Tag: Charles McDonal + Matthew Blythe ● Outfit: Here

Annabel ønskede i nogle lange øjeblikke at hun kunne skrue tiden tilbage og lade være med at sige ordene højt og havde allerede trukket sig et halvt skridt tilbage ind af døren, i forventning om det verbale slag der inden længe ville ramme. Hans bortvendte ansigt og udtrykket hun inden havde fundet der, havde kun gjort den forventning stærkere og da det var nøjagtigt det modsatte der kom gik hun endnu engang i stå.

Hun havde været så forberedt på det andet at hun helt impulsivt slap et åndeløst: "Hvordan?" Hun rømmede sig en enkelt gang igen, foldede beskyttende den ene arm tværs over sin mave. "Hvorfor?" Annabel kunne slet ikke få det til at hænge sammen og hun havde så længe været så overbevist om at det var det modsatte svar hun ville få. Hun havde uvilkårligt fundet hans ansigt med blikket igen, også selvom det brændte i hende bare ved synet af ham.

Hun var stadig fuldstændig klar over hvorfor hun havde valgt at gøre som hun gjorde dengang, men samtidig var der en million andre faktorer der også blandede sig. Det pressede stadig irriterende bag hendes øjne og til sidst endte hun med helt bevidst at dreje ansigtet væk for at skjule det for ham og i et håbløst forsøg på at være diskret, løftede hun den arm der ikke var foldet over maven og forsøgte at hindre den våde fornemmelse i øjenkrogene med fingerspidserne, uden hun kunne få sig selv til at kigge på ham igen, fortsat bange for hvad hans næste ord ville være og hvordan de ville ramme hende.

[/blockquote]

[Matthew Blythe]

I can't tell you what it really is
...I can only tell you what it feels like...
right now it's a steel knife in my windpipe

▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬

Tag; Charles McDonal + Annabel Vargas ~ Wearing; This

Matt var en smule forvirret over Annabels ellers simple spørgsmål, og han formåede ikke helt at skjule det på sit ansigt, mens han svarede hende med et enkelt, benægtende ord. Rynkerne på hans pande blev kun dybere ved hendes reaktion og han flyttede uroligt på fødderne, da hun fulgte op med endnu to spørgende ord, der gik tættere på end han på nogen måde brød sig om.

Uden at tænke over det begyndte han at ryste på hovedet allerede før han fik sig taget sammen til at sige noget igen. Svaret på hendes spørgende ord var ikke et han behøvede tænke over, eller lede efter, men heller ikke et han havde lyst til at sige højt. Det gik alt for tæt på og han fastholdt stædigt sine parader og nægtede at gøre sig selv til en sårbar skydeskive ved at indrømme noget, han havde brugt fire år på at forsøge at fortrænge.

Som konsekvens stod han igen nogle lange øjeblikke og bare så ubeslutsomt på hende, uden helt at kunne være upåvirket af hendes kropssprog og de signaler hun sendte og endte med selv at slå blikket ned, tydeligt beklemt ved situationen "Det er ligegyldigt nu.." endte han med at svare i et tydeligt forsøg på at vige udenom den egentlige grund, før han rømmede sig nervøst og kastede et hurtigt blik mod døren til køkkenet.

[Annabel Vargas]

maybe that's what happens when a
tornado meets a volcano

Tag: Charles McDonal + Matthew Blythe ● Outfit: Here

Efter Anna impulsivt havde stillet to, vaklende spørgsmål lige i træk fortrød hun igen og vendte snart efter ansigtet væk fra ham, både fordi hun mildest talt ikke kunne holde ud at se på ham og for at skjule tårerne der pressede sig insisterende på. Det var en naiv tanke, men alligevel kunne hun ikke tvinge sig selv til at se tilbage.

Hans svar var intet mindre end hvad hun forventede, men ikke desto mindre drejede det stadig den imaginære kniv i brystet på hende op til flere gange. Blodet brusede højt for hendes ører og på et eller andet plan, fandt hun faktisk at hans svar irriterede hende lidt. Af samme grund hørte hun kort efter sig selv konkludere: "Du kyssede mig i går."

I et kort øjeblik var hun selv overrasket over det, men skubbede det væk og løftede hovedet for at se stift på ham igen, med blanke øjne. Hun spændte hårdt i kæben, før hun alligevel endte med at fortsætte. "I de sidste fire år har jeg overbevist mig selv om at du hadede mig, og med god grund også, og nu står du og siger det modsatte, men samtidig at det er ligegyldigt. Hvad vil du have at jeg skal tro?" Ubevidst havde hun hævet stemmen lidt og slog aggressivt ud med den ene arm, fuldkommen ligeglad med hvor lidt mening hendes ord gav.

[/blockquote]

[Matthew Blythe]

I can't tell you what it really is
...I can only tell you what it feels like...
right now it's a steel knife in my windpipe

▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬

Tag; Charles McDonal + Annabel Vargas ~ Wearing; This

Matt stivnede tydeligt da Annabel igen blev den første til at tale og han lukkede øjnene hårdt i over hendes ord, mens han for guderne måtte vide det hvilken gang, fortrød netop at han havde reageret som han gjorde dagen før. Han åbnede øjnene igen og drejede ansigtet for at se på hende igen, med et tydeligt forsvarsberedt blik. Han sagde dog ikke noget. Der var ingen hensigt i hverken at forsøge at benægte han havde gjort det eller i at bekræfte det åbenlyse.

I stedet betragtede han hende blot afventende og knyttede igen hænderne mod lårene over hendes blanke øjne, der stadig gav ham en impulsiv trang til at trøste hende. Som hun fortsatte ved den impuls dog til fordel for en begyndende vrede og selvom han igen overvejede bare at gå og ikke værdige hendes anklagende ord et svar, blev han alligevel stående "Hvad du skal tro..." gentog han lavmælt med en stemme der dirrede let.

En lille opgivende og tydelig frustreret lyd undslap ham og han rystede svagt på hovede før han mødte hendes blik igen "Du smuttede uden et ord og så står du her og er nød til at spørge hvorfor jeg ikke hader dig?" han tog en dyb indånding før han fortsatte og hårdnakket forsøgte at holde sin stemme under kontrol "Det ville være virkelig nemt hvis jeg kunne hade dig, Anna. Det havde gjort de sidste fire år betydeligt nemmere." fortsatte han bittert uden at slippe hende med blikket igen "Men det gør jeg ikke." tilføjede han med endnu et suk "Du tog et ret tydeligt valg den morgen. Derfor er det ligegyldigt nu." han tav et sekund og fortsatte så lavmælt, med et blik der på ingen måde var ligeså hård som hans stemme "Så fortæl mig hvad jég skal tro!"