No time for chocolates

[Simon Lithgow]

Glory of youth glowed in his soul
where is that glory now?

Tag: Meredith Abbey ~ Outfit: Here

De fysiske tømmermænd dagen efter Simons eskapader på Diagonalstræde og 'Den utætte kedel var tilpas voldsomme, til at han nåede at love sig selv, at han aldrig mere skulle indtage alkohol. Da først de, efter adskillige kopper kaffe, var aftagende, fulgte de moralske dog efter og han søgte tilflugt i sin lænestol og sit arbejde. Det var et forsøg på at skubbe løsrevne minder, fra en nat fuld af tomme huller, væk, men virkningen var begrænset.

Hun var lyshåret nu, Mary. Ellers havde hun vidst lignet sig selv. Han mindedes en rød læbestift, men han var ikke sikker på, at det var hende den hæftede sig til. Billederne fra natten var uklare, men det var helt sikkert, at hun havde været der. Bartenderen på 'Kedlen' havde da også fortalt ham hvorfor han var endt på et af deres værelser, imens den unge forfatter drak sin første kop kaffe med et blegt ansigt og et presserende behov for at krybe ned i et mørkt hul og jamre selvmedlidende. Hans lejlighed havde ingen pejs, men mugglernes fjernvarme virkede aldeles udmærket og der var behageligt i lænestolen, hvor han sad. Alligevel var han overhovedet ikke veltilpas. Han kunne ikke koncentrere sig om de praktiske oversigter han sad med og tallene fløj rundt på papiret for ham, imens hans tanker gang på gang vendte tilbage til præcis den lyshårede servitrice, som han ellers så effektivt holdt ud af sit hoved til hverdag. Lige nu var hun der hele tiden og han rynkede panden irriteret, imens han overvejede hvad han havde sagt eller gjort. Hamrende intelligent og imponerende havde det næppe været, selvom det umiddelbart havde føltes som om han var på toppen af verden, men han kunne på ingen måde huske nogen nøjagtige formuleringer og det generede ham.
Han vrissede for sig selv, før han lagde papirerne fra sig igen og rejse sig op. En dyb indånding senere var han på vej ud på badeværelset, hvor han forsikrede sig selv, at han ikke længere lignede noget med den ene fod i graven. Så snart han havde pjasket lidt vand i hovedet og havde strøget fingrene lidt igennem det blonde hår, fandt han sine sko. Med en kappe hængende fra den ene hånd og tryllestaven i den anden, lukkede han øjnene i og koncentrerede sig om interiøret i 'De tre koste'

Der var ikke langt fra tanke til handling og han ville senere forundres over sin egen impulsivitet. Ikke desto mindre stod han en halv time efter sin transferens fra Edinburgh foran en hoveddør i Diagonalstræde og skævede til den lukkede tøjbutik ved siden af. Han fik et underligt flashback til sit sidste år på Hogwarts og den æske chokolade han havde foræret præcis den heks, som han nu havde tænkt sig at opsøge. I dag ville det nok ikke bringe lykke med samme taktik og han havde da heller ikke andet med sig end sig selv. For et kort øjeblik overvejede han om det var en fordel eller ej, men til sidst endte han med at opgive yderligere spekulationer, for blot at åbne hoveddøren og fortsætte op af den lille trappe til han endte det sted, hvor navnet passede. Det var heldigt, at der var et skilt, for han havde ikke anet hvilken sal hun boede på.
Inden han nåede at tænke sig yderligere om, havde han løftet hånden og banket på. Han vidste ikke helt om han ønskede at hun rent faktisk var hjemme eller ej, men nøjedes med at tage et skridt tilbage og krydse armene beskyttende over hinanden. Et sted i sit baghoved mindedes han, at hun var vældig god til visse offensive besværgelser, men han tillod sig at håbe på, at han ikke havde været helt så stor en idiot, at hun ville benytte sig af en.

[Meredith Abbey]

he's gonna leave you crying with
your head in the dirt

[/size]

Tag: Simon Lithgow • Outfit: Here[/center]

Hun var kommet sent hjem fra arbejde om natten og havde følt sig langt mere udkørt, end hun havde det sidste halve år, så vidt hun kunne huske. Søvnen havde været velkommen og selvom det var en lille time siden hun var stået op igen, havde hun ikke taget sig sammen til at komme videre og havde egentlig ikke nogen intentioner om det. I stedet havde hun krøllet sig sammen på sofaen med en kop te mellem sine hænder og betragtede ilden der knitrede livligt i pejsen.

Tankerne snurrede rundt i hovedet på hende og det der var sket i løbet af natten, blev ved med at vende tilbage til hende, uden at hun helt var klar over hvordan hun skulle forholde sig til det. Der var hundrede forskellige vinkler, men hun kunne ikke rigtigt finde ud af nogen af dem. Hun vidste dog at en ubehagelig knude strammede sig i hendes mellemgulv bare ved mindet om det der var sket.

Hun var så fordybet i egne tanker, at det helt uvilkårligt gav et sæt i hende, da det bankede på døren. Hun ventede ikke gæster og af samme grund sprang en rynke frem mellem hendes øjenbryn. Hun sukkede lavmælt og lænede sig frem for at sætte tekoppen fra sig på stuebordet og efterfølgende komme på benene. Mary stak fødderne i de lune hjemmesko og satte kursen mod hoveddøren, mens hun på vejen greb den mindre morgenkåbe hun havde lagt fra sig tidligere og foldede den omkring sig.

Hun bandt en knude på båndet og rakte op for at fjerne kæden og efterfølgende låse døren op, uden at tænke på at kigge ud igennem dørspionen først. Øjeblikket efter ønskede hun dog, at hun havde gjort netop det, så hun havde været forberedt på at se Simon stå på den anden side. Det var hun dog ikke og af samme grund stivnede hun helt og så på ham med let opspærrede øjne. Ubevidst trak hun kåben lidt tættere sammen om sig selv. "Hvad laver du her?" røg det impulsivt ud af hende, uden hun helt kunne hindre det.

[/justify]

[Simon Lithgow]

Glory of youth glowed in his soul
where is that glory now?

Tag: Meredith Abbey ~ Outfit: Here

Han burde ikke stå på den trappeafsats. Så meget var klart for Simon, da han lod sin hånd falde, efter at have banket på. Alligevel var han på en absurd måde et eller andet sted ikke i tvivl om, at han havde gjort det rigtige, ved at tage en hastig beslutning. Når man trådte i spinaten – så bad man om tilgivelse. Det var en simpel regl, som han havde lært fra barnsben, og han levede stadig efter den. Det faktum, at den man havde trådt i spinaten overfor var en man havde historie med var ikke relevant i den sammenhæng, uanset hvor skræmmende det så end gjorde det at skulle se hende i øjnene. Han stivede derfor sin egen rygrad af, for ikke at tage benene på nakken, da han hørte skridt på den anden side af døren. Lige om lidt... Kæden, der blev fjernet.

En underlæbe blev fanget hårdt imellem et tandsæt hos den unge troldmand på gangen og han trådte et halvt skridt tilbage, før han tvang sine hænder om på ryggen og klarede sin hals dæmpet. Synet, der mødte ham, lagde dog en kraftig dæmper på hans forsøg på at bibeholde sin værdighed. Han stirrede åbenlyst i to sekunder, før han virrede en anelse med hovedet og rømmede sig igen. Hendes ord var forståelige og måske endda ligefrem forventelige, men det tog ham alligevel et øjeblik eller to at få tungen på gled. ”Jeg... Ehm...” Han rettede ryggen og tog en dyb indånding. ”Jeg kommer for at beklage min opførsel i nat, Mary... Meredith...” Det var tydeligt at han ikke helt kunne beslutte sig for hvad han skulle kalde hende, men han endte med at opgive at bestemme sig for hvad der var mest passende og fortsatte med en dæmpet stemme, uinteresseret i at tiltrække sig hele opgangens opmærksomhed. ”Jeg ved ikke hvad jeg sagde og gjorde, men det var utvivlsomt ubehøvlet og jeg er... Ked af det. Det sker ikke så tit.” Hvorvidt han mente sit overdrevne indtag af alkohol eller oplevelsen af at være ked af noget var han ikke engang helt sikker på selv. Han rynkede panden en anelse og lagde hovedet lidt på skrå. ”Vil du overveje tilgivelse?” Et prøvende smil hev i hans ene mundvig og selvom hele hans hals var tør, så formåede det alligevel mærkværdig nok at nå hans øjne.

[Meredith Abbey]

he's gonna leave you crying with
your head in the dirt

[/size]

Tag: Simon Lithgow • Outfit: Here[/center]

Mary havde ikke ventet at se Simon stå på den anden side af døren og hun tog sig i at tænke, at hun havde set ham flere gange i løbet af de sidste fireogtyvetimer end hun havde gjort i løbet af de sidste fem eller seks år. Hendes hjerne handlede uden hun helt selv var klar over det og sendte et enkelt spørgsmål ud over hendes læber. Da først det var ude, gjorde hun dog intet for at trække det tilbage, men så blot afventende på ham, uden at have sluppet døren.

Hun rykkede lidt uroligt på fødderne og rynkede svagt på brynene over hans tydelige tvivl i forhold til hendes navn. Hun valgte dog at lade være med at kommentere på det. I stedet lyttede hun blot til hvad han sagde, med en svag rynke mellem øjenbrynene. Hun sukkede lavmælt og så kortvarigt ned på sine fødder, synkront med at hun gned sin tinding en enkelt gang.

Hun lod hånden falde og så op på ham igen. "Måske. Om ikke andet, så fordi, jeg tror på du mener det," svarede hun og trådte et enkelt skridt bagud og trak døren med sig. Hun så ubeslutsomt på ham i et øjeblik og endte så alligevel med at lukke et: "Jeg vil gerne være fri for at hele opgangen lytter med, dog," ud. Hun rømmede sig og prøvede på at skjule sin usikkerhed, ved at pille nervøst ved døren. "Hvis ikke du skal afsted igen, så kom lige ind."

[/justify]

[Simon Lithgow]

Glory of youth glowed in his soul
where is that glory now?

Tag: Meredith Abbey ~ Outfit: Here

Simon var tør i munden. Han samlede hænderne på ryggen og havde en underlig følelse af deja-vu og vidste udmærket hvorfor. På en eller anden måde, var det altid dem han havde mindst lyst til at træde på, som han kom til at gøre netop det ved og Mary var absolut ingen undtagelse. Nu var det adskillige år siden han sidst virkelig havde set hende – meget bevidst – men ingenting havde forandret sig på den konto. Han stod stadig og måtte undskylde for sin egen opførsel.

Måske... Begge Simons øjenbryn røg en anelse op og hans blik flakkede, som den blonde udgave af hans ekskæreste tog et skridt bagud. Han var ikke sikker på hvordan han skulle læse hendes kropssprog og blev stående usikker og lettere anspændt, selv efter hendes konstatering, der gik på naboerne. Selvom han var helt ualmindelig enig i det hun sagde, så var han alligevel ikke fuldstændig overbevist omkring det kloge i at følge med ind i hendes lejlighed.

Han rømmede sig lavmælt, kastede et enkelt blik imod trappen, men endte trods alt med at nikke bekræftende med et lettere anstrengt smil. ”Jeg har tid,” konstaterede han dæmpet, før han trådte forbi hende indenfor med et flygtigt blik rundt. ”Og jeg mener det.” Han brugte med vilje hendes egne tidligere ord og tvang sig selv til at krydse armene foran hinanden, i stedet for at give sig til at stryge fingrene igennem håret eller klø sig i nakken eller skægstubbene på hagen. ”Jeg... Eh... Ja. Vi havde måske fejret lidt heftligt og jeg ved sgu ikke lige hvad jeg havde tænkt mig. Tak fordi du... Ehm... Ja. Bare tak.” Han fugtede sine læber med en relativt dyb rynke i panden og skævede til siden, i stedet for at se på Mary. Måske skulle han bare have taget benene på nakken, sådan som han havde gjort før, når han ænsede hendes ansigt et sted.

[Meredith Abbey]

he's gonna leave you crying with
your head in the dirt

[/size]

Tag: Simon Lithgow • Outfit: Here[/center]

Mary var ikke helt sikker på hvad det var hun havde gang i, da hun endte med at træde tilbage for at give plads til at Simon kunne komme ind. Hun havde måske ikke set ham eller snakket med ham over de sidste mange år, men det betød ikke at hun ikke havde hørt om ham. Tværtimod var hun udmærket klar over, at hun bare behøvede at dreje hovedet lidt, for at se begge bøger han havde skrevet, stå ovre på bogreolen.

Et eller andet sted, havde hun måske lidt håbet på at han ville afslå hendes tilbud og hurtigt komme videre igen, stadig uden helt at vide hvad der havde slået klik i det øjeblik ordene var gledet over hendes læber. Hun holdt sig dog tavs og trådte til siden for at lade ham træde ind i lejligheden, uden helt at kunne lade være med at tænke, at det var mere end underligt. Samtidig var hun ulideligt bevidst om sin egen fremtoning og som hun skubbede døren i, rettede hun også diskret lidt på kanten af den korte morgenkåbe.

Nøjagtigt lige som ham, valgte hun at krydse armene over brystet, udmærket klar over at hun ikke havde svaret da han havde sagt at han mente det. Hendes fingre strammede sig en anelse omkring overarmene og hun skiftede ubevidst vægten lidt fra den ene fod til den anden og tilbage igen. "Det er mit arbejde," svarede hun impulsivt og fortrød det næsten lige med det samme igen. Hun rømmede sig og rakte op for at stryge en vildfaren blond hårlok om bag øret. "Jeg mener..." Hun fandt ikke ord til at afslutte sætningen og endte i stedet bare med at lade blikket glide til siden, stadig med armene over kors. Den akavede stemning var tydelig i luften imellem dem og for at undgå den nervepirrende stilhed, endte hun med at tvinge sig selv til at se på ham igen. "Tillykke med bøgerne i øvrigt... Det har jeg vist aldrig sagt..."

[/justify]

[Simon Lithgow]

Glory of youth glowed in his soul
where is that glory now?

Tag: Meredith Abbey ~ Outfit: Here

Simon gjorde sit yderste for ikke at komme til at stirre på Marys bare ben, som han stod der i lejligheden i den mest anspændte stilhed han længe havde oplevet. Alligevel var han frygteligt opmærksom på dem – og på hende i det hele taget. Han så sig lidt rundt, ledte efter en måde at løse tingene lidt op, men fandt kun en sølle form for taknemmelighed, som ikke engang var særlig velment. Det efterlod ham præcis lige så akavet og han fortrød, at han ikke havde undskyldt sig og havde gjort sin exit, frem for at bevæge sig ud på endnu mere usikker grund. Som han stod der, indså han at hele stedet duftede af hende, og han rømmede sig svagt, med blikket alle andre steder en på blondinen i natkåben.

Hendes ord, der brød en stemning så tyk, at den kunne skæres med en kniv, fik ham til at afbryde sin egen jagt på en undskyldning for alligevel at stikke af. I stedet mødte han hendes blik med let hævede øjenbryn og kom, lidt ude af kontekst, til at smile. “Tak,” lød det, en anelse forbløffet, selvom han kunne have sagt sig selv, at hun havde hørt om ham. “Har du læst dem?” Han klarede halsen igen og rynkede panden en anelse. “Jeg mener... Ja.” Realisationen af, at det kunne være tilfældet, og at deres historie meget strategisk ikke fremgik med et eneste ord i nogen af dem, ramte ham brat og han så på hende med et søgende blik, usikker på om det mon egentlig var en god eller en dårlig ting i hendes optik. “Vi prøver at få de skandinaviske lande med på bølgen lige nu. Det franske forlag skrev under i går... Oversættelser, altså. Det var også derfor... Ja.” Han sænkede blikket til sine egne skosnuder for en kort bemærkning og tog en enkelt dyb indånding, før han præsterede et høfligt smil, der kun med nød og næppe nåede hans øjne. “Har du det... godt?”

[Meredith Abbey]

he's gonna leave you crying with
your head in the dirt

[/size]

Tag: Simon Lithgow • Outfit: Here[/center]

Mary følte sig ikke helt tilpas i situationen, nærmere tværtimod og selvom hun stod i sin egen lejlighed, vidste hun ikke helt hvad hun skulle gøre af sig selv. Hun fandt ikke et bedre ord end underligt, til at beskrive situationen. I lang tid havde hun været vred og ødelagt over det han havde gjort mod hende da de havde været teenagere, men nu var der gået så lang tid og det var blevet pakket så grundigt væk igennem årene, at hun ikke længere vidste hvordan hun havde det.

Det hang da også ganske tydeligt i luften blandet sammen med alt muligt andet og begyndende desperat sagde hun det første og mest oplagte der faldt hende ind. Det trak svagt op i hendes ene mundvig da han takkede, uden dog at det rigtigt nåede hele vejen op i hendes øjne. Hun vendte kortvarigt blikket mod gulvet og nikkede en enkelt gang. "Det har jeg, ja," svarede hun ærligt. Det havde været en hård kamp at gøre netop det, mest af alt fordi at alt Simon stod for, og dermed ham, så tydeligt skinnede ud af dem.

Hun rakte op igen og strøg en lok om bag øret, før hun foldede begge arme over brystet, mere selvbevidst end hun brød sig om. Hun ville have sagt noget om hvad hun mente om bøgernes indhold, men hun kunne ikke rigtigt formulere noget ordentligt og endte med bare at være tavs igen, selvom det irriterede hende grusomt. Alligevel tvang hun dog sig selv til at gengælde hans smil, lidt for anstrengt. "Det er godt at høre," svarede hun høfligt og gik i et splitsekund i stå over hans følgende spørgsmål, Hun tøvede lidt og rømmede sig en enkelt gang før hun svarede. "Ja... Du ved jo hvad jeg laver... Det er ikke... Du ved, så stort. Men det er fint..." kom det svagt usikkert fra hende. "Og dig? Hvordan... går det ellers?"

[/justify]

[Simon Lithgow]

Glory of youth glowed in his soul
where is that glory now?

Tag: Meredith Abbey ~ Outfit: Here

Simon rynkede panden, da Mary sænkede blikket. Det faldt ham ind, at hun virkede beklemt og han overvejede kortvarigt om det hang sammen med andet end bare hendes hjemlige – og lidt for distraherende – beklædning. Han kunne ikke se hvad hun havde at skamme sig over, men det fremgik, at hun tilsyneladende gjorde det alligevel. I et kort sekund var han fristet til at spørge hende direkte, men i sidste ende vandt hans manerer for meget indpas til, at det kom over hans læber. I stedet klemte han dem let sammen, kastede et blik ud i rummet og så ubevidst efter sine egne bøger på hendes bogreol, uden at han umiddelbart fik øje på dem.

Hans spørgsmål faldt temmelig akavet, ligesom alt andet i deres nuværende position, men han formåede alligevel at hæfte et smil på den og overholdt således et eller andet høflighedskodeks, som han klyngede sig en anelse til. Det faldt dog relativt hurtigt væk igen over hendes usikre svar og han nøjedes med at nikke antydningsvist, imens han selv sænkede blikket med rynket pande. ”Det går fint,” var hans automatiske reaktion på det gengældte spørgsmål, men ægtheden i ordene var temmelig begrænset. Han klarede halsen og rettede ryggen en anelse. ”Hør... Det her er... Vildt akavet. Skal vi ikke bare sige, at vi begge to har det fint og lade den ligge her?” En vag udgave af et skævt smil trak op i hans mundvige, som han løsnede sine krydsede arme og stak den ene hånd ud imod hende i et tydeligt tilbud om en nemmere udvej for dem begge to. Han havde absolut ikke rygraden til at give hende et kram og han fornemmede på alle måder at den manglende lyst gjaldt begge veje. ”Venner?”

[Meredith Abbey]

he's gonna leave you crying with
your head in the dirt

[/size]

Tag: Simon Lithgow • Outfit: Here[/center]

Hun nøjedes med at nikke en enkelt gang til hans svar på sit eget spørgsmål og havde efterfølgende ikke den fjerneste idé om hvad hun skulle sige til ham. Nu havde de så effektivt undgået hinanden de sidste mange år og derfor var det komplet unaturligt at have ham hvor han stod nu. Mildest talt gjorde det hende lidt utilpas.

Af samme grund forsøgte hun igen at komme på et eller andet at sige, som kunne redde dem begge ud af situationen, men han formåede at komme hende i forkøbet. Uden at hun var klar over det, faldt hedes skuldre en anelse og det trak en anelse op i hendes ene mundvig, som hun rakte op for at klø sig lidt i nakken i en nervøs vane.

Hun lod armen falde igen og foldede armene tværs over brystet. "Jo... Lad os det..." svarede hun og lod blikket falde til den hånd han rakte frem. Det var en splittet følelse hun endte med at stå med. På den ene side ville det lukke noget, som havde haft brug for en ordentligt afslutning i lang tid, men på den anden side følte hun at det var at acceptere noget som i sig selv aldrig havde været i orden. Alligevel endte hun dog med at række frem og lukke fingrene om hans hånd. Idet hun gjorde det, var hun ulideligt klar over hvor velkendt følelsen af den i sin egen var og i et sekund skar det dybt i brystet på hende. "Venner," hørte hun sig selv sige, men vidste allerede der at de aldrig ville kunne blive lige netop det.

[/justify]

[Simon Lithgow]

Glory of youth glowed in his soul
where is that glory now?

Tag: Meredith Abbey ~ State: Out

Simon var i et langt øjeblik, der virkede som om det strakte sig ud i evigheden, usikker på om Mary ville tage hans hånd eller ej. Han rettede ryggen med en svag rynke i panden og så søgende på hende, før hun rakte frem og lukkede sine fingre omkring hans. Følelsen fik ham til at stivne i det korteste splitsekund, inden han genvandt kontrollen over sig selv og trykkede hendes hånd, som var hun enhver anden og ikke... Hende. At hun var netop det og at det ene ord hun gentog var lige så umuligt som da han havde sagt det, var dog aldeles prominent i hans tanker, da han betragtede hende.

Han nikkede alligevel en enkelt gang i en tavs bekræftelse, som han ikke kunne stå inde for. ”Godt,” bemærkede han hult, før han tvang sig selv til at sende hende et enkelt smil, tog en dyb indånding og bøjede hovedet. ”Pas godt på dig selv, ikke?” Han fjernede blikket fra hende med let rynket pande og sank en klump, før han gik forbi hende, åbnede døren og trådte ud på gangen. Uden egentlig at ville det, kom han til at se sig over skulderen, men han trak hurtigt blikket til sig, lukkede døren efter sig igen og stirrede ud i luften. Sekunder senere virrede han lidt med hovedet, inden han tog sig sammen og gav sig til at gå ned af trappen og ud i den virkelige verden, tilbage til nutiden igen.

[Meredith Abbey]

he's gonna leave you crying with
your head in the dirt

[/size]

Tag: Simon Lithgow • Outfit: Here[/center]

Mary var alt for bevidst om hans søgende blik, men alligevel gik der et stykke tid, før hun tog sig sammen og lukkede hånden omkring hans med et enkelt ord, der var tomt og uden nogen form for betydning. Hun var sikker på at de begge vidste at de ikke kunne være venner, sådan havde det altid været, og på trods af årene var det ikke ændret.

Hun nikkede kort til hans ene ord og tog hånden til sig igen, blot for med det samme at krydse begge arme over brystet. "I lige måde," svarede hun og drejede sig i takt med at han gik forbi hende. En rynke tog plads på hendes pande og hun fulgte ham med blikket, blot for et sekund at møde hans, inden han var væk. I et kort sekund meldte der sig en irrationel trang til at løbe efter ham, selvom hun ikke vidste hvorfor, og irriteret skubbede hun den væk igen. Hun trådte frem og lukkede døren efter ham, med et hoved der sværmede af tanker og et hjerte der slog hurtigere end det havde gjort længe og lænede panden mod døren med et tungt suk.

[/justify]