|
Post by Kathleen Kennith on Apr 19, 2012 9:38:50 GMT
From time to time Just follow your heart and find what has been missing unnoticed* Lucy Finnegal * Outfit *
Det var en skønt eftermiddag for marts med solen skinnede forræderisk fra en skyfri, blå himmel og grønt spirende frem alle vegne. Vinden var dog kold og samlede kraft op, som den strøg omkring hushjørnerne i Londons gamle gader. Kathleen trak skuldrene en smule længere op, glad for at valget var faldet på den lune frakke med den store krave der, som nu, kunne slås op og dække hende ind for vindens susen. Hun havde ikke travlt. Faktisk nød hun at være ude efter en hel dag tilbragt blandt støvede bøger og fortravlede kunder. Ikke at hun havde noget mod sit arbejde. Det var meget tæt på drømmen for sådan et, men den frisk luft og åbne himmel trak i hende og det endnu mere efter hun havde slået sig ned i en stor by.
Hun drejede om et hjørne og blev for alvor opmærksom på hvor hendes fødder havde taget hende hen, mens hun selv havde kigget på mennesker og leget med ideer om hvad der kunne skjule sig af historier bag de forskellige ansigter og udtryk. Skt. Mungos. Ikke at det var til at se for mugglerne omkring hende, men hun genkendte bygningen udmærket. Med genkendelsen kom også et lille hop i hukommelsen om hvem der måske var at finde indenfor og uden videre overvejelse skiftede hun retning mod indgangen.
Skrænkeheksen var til stor til stor hjælp og snart efter forlod hun elevatoren på den fjerde sal på udkig efter en bestemt heks blandt healerne og et smil stadig på varmt hængende på læberne. Der blev hun lidt usikkert stående, mens det langsomt gik op for hende at hun ikke vidste om Lucy i det hele taget var på arbejde eller om hun havde lyst til at se Kathleen efter de år der var gået. Langsomt slog hun kraven på frakken ned og løsnede den lidt, så hun ikke omkom af varmen indenfor, mens hun lod blikket glide rundt ledende efter en at spørger om hjælp hos.
|
|
Lucy Finnegan
Deaktiveret
I'm as green as the ring on my little cold finger%\3\%
Posts: 23
|
Post by Lucy Finnegan on Apr 19, 2012 18:39:29 GMT
Friends will remain friends, no matter the distance TAG: Kathleen Kennith | WORDS: 392 | OUTFIT: Here Da Lucy stod op den morgen, havde det set ud til at blive lækkert vejr. Solen havde virket varmere end de foregående dage, det havde været vindstille, og der havde ikke været en sky på himlen. Så det meste af dagen havde hun gået og tænkt på, at hun håbede det havde fortsat i den retning, så hun stadig kunne nå at nyde lidt af det når hun fik fri. Fri, det havde hun om blot en halv time.
Samtidig havde det været en småkedelig dag, en af de få. Hun havde kun haft tre patienter, hvilket var meget usædvanligt, så hun havde prøvet at bruge den resterende del af tiden mere praktisk. Desværre var hun løbet på en af sine kollegaer på 3. sal som hun ikke brød sig særligt meget om. Han havde benyttet chancen til at bruge hende som assistent, og leget chef overfor hende i intet mindre end tre lange timer. Lucy var ikke særligt god til at sige fra overfor sådan nogen ting, ikke når det var en kollega. Skt. Mungos var jo et sted hun havde i sinde at blive, og nænnede derfor ikke at gøre et nummer ud af det. I stedet havde hun bidt det i sig, fordi hun alligevel ikke normalt arbejdede sammen med ham.
Men det havde ødelagt hendes humør. Hun var nedtrykt, noget der var meget unormalt for hende, og hun vidste ikke helt hvorfor. Den irriterende kollega kunne ikke være den eneste grund, men han havde bestemt ikke gjort det bedre. Tilbage på 4. sal var Lucy nu på vej mod dagens fjerde patient, og sikkert også den sidste. Hun kunne vidst ikke regne med overarbejde i dag. Hun var på vej ned af gangen da hun fik øje på et velkendt ansigt. Hun stoppede brat op og kiggede lidt nærmere for at være helt sikker. Jo, det kunne kun være... "Katie?!" udbrød hun, og et kæmpe smil - det første i dag - voksede sig frem på hendes læber idet hun skyndte sig hen til veninden hun ikke havde set siden hun gik ud af Hogwarts. Da hun kom helt tæt på bredte hun armene ud for at omfavne Katie.
|
|
|
Post by Kathleen Kennith on Apr 20, 2012 19:31:13 GMT
From time to time Just follow your heart and find what has been missing unnoticed* Lucy Finnegal * Outfit *
Lyden af skridt, der vidste hvor de var på vej hende, tiltræk Kathleens opmærksomhed og fik hende ikke bare til at spidse øre, men også til at vende sig mod den retning hvorfra de kom. Forhåbentligt var det en hun kunne spørge om hjælp. Skridtene rundede et hjørne og bragte en grønklædt healer i sigte, hvilket trak et næsten lettet smil frem på Kathleens ansigt, før det blev erstatte først af usikkerhed over at den unge kvinde gik i stå ved synet af hende, så overraskelse som hun tog den andens træk ind og endte i glædestrålende, som genkendelsen faldt på plads.
"Lucylove!" svarede hun henrykt, mens hun bredte armene ud, som hun gik den anden et par skridt i møde og tog hende ind i en tæt omfavnelse. "Hvor ser du godt ud! Altså ikke at den grønne der gør det store, men altså.... wauw! Hvor ser du bare godt ud! Fuldt færdig healer og det hele...." pludrede hun varmt, mens hun lænede sig lidt tilbage uden at slippe den anden ud af sine arme helt, men så hun kunne se hende ordentlig. At se den anden igen bragte hende selv tilbage til lidt af den pige hun havde været på Hogwarts, men der nu mest spøgte i skyggerne. Hun smilede varmt til Lucy og fortsatte lidt mere roligt. "Hvor er det længe siden - alt for længe siden."
Hun slap endelig den anden lidt for bevidst om hvordan de så ud, men ikke rigtig generet af det som andet end unødig opmærksomhed at tiltrække dem begge. "Jeg kom lige forbi og håbede..." begyndte hun og gik i stå, mens et næsten genert islet gled ind og overtog hendes smil og hun bed sig i underlæben. "... jeg håbede du måske var her og var ved at have fri? Måske havde lyst til en kop kaffe eller the og en sludder?"
|
|
Lucy Finnegan
Deaktiveret
I'm as green as the ring on my little cold finger%\3\%
Posts: 23
|
Post by Lucy Finnegan on Apr 25, 2012 20:26:03 GMT
Friends will remain friends, no matter the distance TAG: Kathleen Kennith | WORDS: 250 | OUTFIT: Here Gensynsglæden var enormt stor, og Lucy kunne ikke lade være med at smile så meget at hendes kinder snart gjorde ondt. Hun kunne ikke huske hvornår hun sidst var blevet så glædeligt overrasket.
"Katie, altså! Det er fantastisk at se dig igen!" sagde hun helhjertet. "Tusind tak!" svarede hun med et grin og så ned ad sig selv. "Det er i hvert fald en farve man lægger mærke til, men jeg gætter på at det er meningen med det hele." Hun var heldigvis ikke typen der gik op i hvilket tøj hun skulle have på på arbejde, ellers havde det nok ikke været den foretrukne farve. Selv var hun jo mest til det lidt mere nedtonede.
"Det er bestemt alt for længe siden," tilføjede hun med en let hovedrysten og plantede et let, venskabeligt kys på Katies kind inden hun trak sig lidt tilbage. "Selvfølgelig vil jeg det." Hun grinede lidt over den andens tøven. "Jeg har fri her om knap en halv time, men jeg har lige et par patienter at se til. Hvad siger du til at vi mødes nede foran ti over? Eller du kan vente i cafeteriet hvis du heller vil det? Så kan vi tage hen hvor end du havde i tankerne." Hun glædede sig til at høre alt om den lange rejse. Jo, de havde da sendt ugler, men der var sikkert meget mere at høre om.
|
|
|
Post by Kathleen Kennith on Apr 28, 2012 14:03:26 GMT
From time to time Just follow your heart and find what has been missing unnoticed* Lucy Finnegal * Outfit *
"Helt bestemt! Og giver som sådan god mening med en farve ingen kan være i tvivl om hvem har på og hvorfor..." Kathleen brød af, før hun alligevel fortsatte den glade pludren om ingenting med en længere udredning om tøjs betydning, farvevalgets vigtighed og hvor tåbelig hun havde følt sig i den rød-hvide bolsje-stribede sag de brugte i staterne for slet ikke at nævne forvirringen hun havde oplevet og skabt på et mugglerhospital ved en mindeværdig lejlighed med et brækket håndled før det.
Hun smilede som Lucy samtykkede og gav hende et kindkys, før de trak sig en smule fra hinanden igen. Så lagde hun hovedet let på skrå, mens smilet fik sikkerheden tilbage og hun nikkede. "Lyder som en plan, Lucy. Nede foran altså. Jeg fik vist cafeterier nok for de næste mange årtier i Texas..." Hun gøs tydeligt ved tanken og smilede så muntert til den anden. "Men jeg så en the-butik lidt længere nede af gaden, som jeg tror jeg vil fordrive tiden i til du får fri. Jeg ved lige hvor vi skal hen bagefter!" Entusiasmen hos hende var ikke til at tage fejl af. Ugler var bare ikke det samme som en snak over et krus varmt et eller andet og der var så meget der aldrig skulle ned på skrift. Selv ikke for hende.
Hun lænede sig frem og plantede et flygtigt kys på den andens kind med et lille smil, før hun dæmpet hviskede. "Jeg har savnet dig." Så slap hun veninden helt, tog et par næsten dansende skridt baglæns og blinkede til hende. "Vi ses nedenunder!" Kathleen havde aldrig holdt af hospitaler og Skt. Mongus var og blev lige det. Jo hurtigere hun kom ud igen, jo bedre havde hun det. Med det delvist synligt i blikket, sammen med forventningen om en snarlig, hyggelig snak, løftede hun hånden til en afskedsvinken, før hun forsvandt tilbage ind i elevatoren og ud.
OUT
|
|
Lucy Finnegan
Deaktiveret
I'm as green as the ring on my little cold finger%\3\%
Posts: 23
|
Post by Lucy Finnegan on Apr 28, 2012 15:28:25 GMT
Friends will remain friends, no matter the distance TAG: Kathleen Kennith | WORDS: 297 | OUTFIT: Here Lucy lyttede til den lille tale om farver og historien om mugglerhospitalet med et underholdt smil. For første gang nogensinde var hun ligeglad med om hun spildte arbejdstid med at stå og snakke med en hun kendte. Dagen kunne kun blive bedre nu. Selv havde hun været på mugglerhospitaler flere gange, for hun var jo halvblodsheks. Ikke fordi hun nogensinde var blevet indlagt der, det havde altid været på den magiske verdens hospitaler, men hun havde besøgt nogen stykker der var det.
"Jeg kender godt den tebutik," sagde hun. "De har mange spændende slags. Det er lidt dyrt, men helt klart pengene værd." Hun var sikker på at Katie ville synes det samme når først hun fik smagt det. Enhver forbigående ville tydeligt kunne se glæden på begge deres ansigter. Det var så længe siden de havde set hinanden, og de havde helt sikkert masser at snakke om. Lucy var enig i, at det var noget helt andet at snakke sammen ansigt til ansigt.
Lucys smil blev varmere. Hun havde bestemt også savnet Katie. Da veninden havde rejst rundt, havde hun altid set frem til uglerne, og når der gik for lang tid i mellem, blev hun bekymret. Der kunne jo ske en masse i den store verden, selv for en heks. Hun opfangede noget i hendes blik, som hun først skulle til at spørge ind til, men kom så i tanke om hendes forhold til hospitaler. Det havde hun næsten helt glemt. "Ja, vi gør!" svarede hun, og lyste helt op da hun var på vej videre til dagens sidste patienter. Et hurtigt blik på uret inden hun gik ind på stuen, fortalte hende at der kun var 20 minutter tilbage. LUKKET
|
|