|
Post by Rodger Pasternack on Apr 6, 2012 15:53:14 GMT
I am all in your hands nowWORDS - 353TAG - LUCY LOVEOUTFIT Kampen mellem Caerphilly Catapuls og Wimbourne Wasps havde fra starten været ret anspændt, og det var kun blevet værre i løbet af kampen. Begge hold havde brug for at vinde kampen, for at gå videre til næste runde, og der havde derfor været høj konkurrence, selv mellem dem der egentlig var venner. Det hele blev dog stoppet, da Caerphilly Catapuls' søger blev ramt af en smasher og faldt flere meter fra sin kost.
Rodger kunne ikke huske meget fra efter han blev ramt af smasheren og styrtede mod græsplænen. Han huskede svagt nogle stemmer, samt skiftende former af lys og et par skift mellem senge. Efter han havde ligget længe i sengen, begyndte det dog endeligt at dæmre for ham, og han åbnede langsomt øjnene, uden at kunne se helt klart. Alting virkede udvisket og skinnende, og han rynkede øjenbrynene mens han skar en grimasse, og blinkede et par gange for at få synet tilbage. En lav gurglen undslap hans læber, og han skar endnu en grimasse da han ved et tilfælde bevægede sin overkrop lidt for meget, og derfor mærkede den smerte smasheren og faldet havde forårsaget. Han prøvede at sætte sig op, men et stik af smerte skød igennem ham og han lod sig dumpe ned på madrassen igen med et dybt suk. For første gang i lang tid savnede han sin familie, og han følte sig ligepludselig utrolig ensom i England. Rodger lukkede derfor øjnene igen og tænkte på den gang han havde leget fangeleg med sin søster, i deres hus i Lviv, hviket fik et lille smil til at dukke op på hans læber.
|
|
Lucy Finnegan
Deaktiveret
I'm as green as the ring on my little cold finger%\3\%
Posts: 23
|
Post by Lucy Finnegan on Apr 10, 2012 17:30:56 GMT
And you came into my life, as if you'd fallen from the sky Lucy havde været nødt til at aflyse en aftale med mugglerveninden Maria da hun modtog en hasteugle lige inden hun skulle ud af døren. Brevet, uglen havde båret i næbet, var fra Skt. Mungos hvor hun arbejdede:
"Lucy Finnegan,
Vi beklager at måtte indkalde Dem til arbejde på Skt. Mungos på trods af Deres fridag. De bedes møde ind hurtigst muligt. Skulle det derimod ikke være muligt, bedes De sende brev tilbage med det samme."
Brevet var underskrevet det magiske hospitals sekretær. Godt nok havde Lucy en aftale i forvejen, men hun kunne ikke få sig selv til at sige nej til arbejde når hun vidste hvad det betød for de syge og tilskadekomne.
"Lucy, du skal være sød at hjælpe til i Stuen i dag," var den fraværende besked hun fik fra en af sine overordnede som skyndte sig videre uden at kaste et ekstra blik på hende. Det var ikke altid nok med det personale der var ansat på Skt. Mungos, men det var første gang Lucy var blevet sendt til en anden afdeling, udover da hun i sin tid blev vist rundt og fik nogen forskellige opgaver. Uden spørgsmål skyndte hun sig derfor ned ad alle trapperne igen til hun nåede stueetagen. Hun nåede dårligt at åbne munden overfor den første Healer hun så på afdelingen, før han sagde til hende, "Kom med mig". De stoppede op foran en af dørene. "Du kan starte herinde. I den første seng til venstre ligger Camille Lube, og i første seng til højre ligger Jack Nichols. Begge er bevidstløse, og er vidst skyld i hinandens ulykke. Anden seng til højre ligger Rodger Pasternack, tilskadekommen under Quidditch kamp. Nogen spørgsmål?" Godt nok så Lucy en smule forvirret ud, men hun rystede på hovedet. Hun vidste sagtens hvad der skulle gøres. Hendes udtryk måtte dog have blødt den noget stramme Healer lidt op, fordi han tilføjede, "Du siger bare til, men der er så travlt og ingen til at tage sig af de tre." Hun sendte ham et forsikrende smil før hun gik ind ad døren, så også han skyndte sig videre som om det brændte et sted. Var nogen ved bevidsthed på stuen havde de nok hørt det meste. Lucy scannede rummet efter at døren havde lukket sig bag hende. Patienterne i de to første senge så ganske vidst bevidstløse ud, men Rodger Pasternack lå med et smil der fik hende til at tænke at han nok var vågen. Hun bevægede sig hen til hans seng. "Hr. Pasternack? Mit navn er Lucy Finnegan, og jeg er din Healer i dag. Hvordan har De det?" Hendes stemme var venlig og beroligende.
|
|
|
Post by Rodger Pasternack on Apr 10, 2012 18:41:59 GMT
I am all in your hands nowWORDS - 315TAG - LUCY LOVEOUTFIT Rodger blev afbrudt i sin tankestrøm, da han kunne høre stemmer udenfor døren, og lyttede nøje efter mens døren blev åbnet og en person gik ind i lokalet. Det lød ikke som en tung person, små lette skridt, der sikkert tilhørte en kvindelig sygeplejerske, hvilket kun gav ham mere lyst til at åbne øjnene. Han afventede dog hvad hendes plan var, og viste først tegn på at han var i live, da hun bevægede sig over mod hans seng. Rodger blinkede et par gange med øjnene og kiggede op i healerens brune øjne og smilede skævt. ”Jeg har det skam glimrende! Et par smerter hist og pist er da ingenting” Sagde han. ”Og Rodger er fint, ingen grund til at minde mig om mine forældres sadistiske valg af navn” Forsatte han og ville sætte sig op i sengen, men da han havde det som om han fik en mavepuster af ren smerte, lod han sig falde ned og skar en grimasse. Han brød sig ikke om at være så ynkelig foran en ung kvinde, og ville næsten ønske han havde fået en mandlig healer, så han da i det mindste ikke skulle pine sig selv med at være håbløs tumpet i en situation hvor hun var i nærheden.
”Jeg kunne vel ikke få noget at drikke? Jeg er vildt tørstig” Sagde han og smilede halvt skævt og halv undskyldende til hende. Han skubbede dynen ned til midten af maven, mens han prøvede på ikke at lade sig mærke med smerten og kiggede lidt på det resterende tøj han havde på. De havde taget det meste af hans quidditch udstyr af, og han havde kun sin tank top og T-shirt på nu. Det var vel også mere behageligt, konkluderede han og kløede sig lidt på siden af halsen.
|
|
Lucy Finnegan
Deaktiveret
I'm as green as the ring on my little cold finger%\3\%
Posts: 23
|
Post by Lucy Finnegan on Apr 10, 2012 19:25:44 GMT
And you came into my life, as if you'd fallen from the sky De grønne øjne, der tilhørte hendes nuværende patient, åbnede sig da hun havde introduceret sig selv, og et lille, tilbageholdende smil viste sig på hendes læber. Grønne øjne. Hvor var han dog flot. Hun kunne ikke holde et kort grin tilbage. "Rodger, så. Det lyder ellers ikke som om De har det helt fantastisk," svarede hun. "Og jo, selvfølgelig må De det." På væggen ved døren hang et skab hvor hun hentede et plastikkrus. Imens kastede hun et blik på begge de andre patienter, som dog stadig så ud til at være bevidstløse. Kruset satte hun på det lille bord der var fastgjort Rodgers seng. "Jeg kan forstå De er kommet til skade under en Quidditch kamp?" Hun skævede til udstyret der lå på en stol ved siden af hans seng, for at sikre sig hun ikke havde misforstået noget. Hun så tilbage på ham og skulle til at spørge hvad han ville have at drikke, da en hosten og lavmælt stønnen fra en af de andre senge fik hende til at se op. Hun trak tryllestaven op ad højre lomme, og lagde kort spidsen af den mod kruset som straks blev fyldt med koldt vand. "Øjeblik," sagde hun til Rodger med endnu et smil før hun gik hen til den opvågnende patient. "Camille Lube?" spurgte hun, og kvinden åbnede langsomt øjnene. Hendes blik blev dog hurtigt mere klart og en anelse panikslagen. "Hvor er jeg?!" Lucy lagde en beroligende hånd på hendes skulder. "Skt. Mungos. Kan De huske hvad der er sket?" Camille kunne ingenting huske, og hun kunne heller ikke huske manden der lå overfor hende, hvilket gjorde det en smule sværere at hjælpe hende. Men bulen og smerten i hovedet fik Lucy hurtigt klaret før hun fik sendt besked efter et middel mod hukommelsestab. Efter at have sikret sig at kvinden havde det bedre, vendte Lucy tilbage til Rodger. For enden af hans seng lagde hun hovedet let på skrå. "Nå?"
|
|
|
Post by Rodger Pasternack on Apr 14, 2012 13:16:30 GMT
I am all in your hands nowWORDS - 342 TAG - LUCY LOVEOUTFIT Rodger betragtede healeren mens hun gik efter et krus, og brummede irriteret. Han studerede de andre patienter med blikket, han kunne kende nogle af dem, men heldigvis var det ingen af hans nære venner, selvom han selvfølgelig stadig håbede at de vågnede. Han nikkede en smule og sagde: ”Ja, det er der jeg plejer at komme til skade” Han sendte hende derefter et skævt smil, som hun højst sandsynlig ikke nåede at se da hun allerede var opmærksom på en af de andre patienter. Han så taknemmeligt på kruset, og tvang sig selv til at tage det og drikke den kolde væske.
Han kiggede derefter ud af vinduet mens healeren gik hen til en af de andre patienter, og hun fangede først hans opmærksomhed igen, da han hørte en bekendt stemme og løftede hovedet en anelse. Lube spillede på det hold de skulle have slået i dag, han kendte hende ikke særlig godt, men blev dog en anelse bekymret over hendes paniske udtalelse. Han betragtede den dramatiske scene foran sig, men efterhånden vandrede hans blik tilbage til vinduet og han sukkede dybt. Hospitaler var nu så kedelige, tænkte han og gav sig til at tænke på hvordan kampen ellers var gået. Det var tydeligt healeren ikke var særlig interesseret i sport, eller også var hun bare professionel nok til ikke at behandle ham som en eller anden berømthed. Rodger drejede hovedet en anelse og kiggede på hende, med et enkelt hævet øjenbryn. ”Nå?” Gentog han og grinede let. ”Vil du høre mere? Jeg blev ramt af en fæl smasher, den ramte lige hvor den skulle, desværre gled jeg af min kost og…” Sagde han og stoppede pludseligt, mens han panisk kiggede ud i luften. ”Min kost… Jeg… Den er vel ikke…Ved du hvad der er sket med den?” Spurgte han hende og ville sætte sig op igen, men blev endnu engang stoppet af en smerte der skar igennem ham, og tvang ham tilbage igen.
|
|
Lucy Finnegan
Deaktiveret
I'm as green as the ring on my little cold finger%\3\%
Posts: 23
|
Post by Lucy Finnegan on Apr 14, 2012 14:39:28 GMT
And you came into my life, as if you'd fallen from the sky Lucy havde ærligt ingen idé om hvem hendes tre patienter var. Jo, deres journaler fortalte hende da at de alle var Quidditchspillere, og dermed kunne hun gætte sig til at de enten havde spillet med eller imod hinanden. Det var som sådan ikke fordi hun ikke brød sig om spillet, mere at sport i det hele taget ikke sagde hende særligt meget. Hun havde selvsagt set en del kampe da hun gik på Hogwarts, men mere var det ikke blevet til. Hun grinede lidt, før hun så hans ansigtsudtryk ændre sig. "Hmm..." Hun vidste akkurat hvor ømme Quidditchspillere var overfor deres koste, for dem kom der trods alt en del af på Skt. Mungos. Men hun havde ingenting hørt om hans kosts tilstand - heller om de andre to. "Lad mig lige finde ud af det engang," sagde hun og skyndte sig bort. Der gik ikke mange minutter før hun kom tilbage igen. I hånden havde hun et glas med en gullig væske som hun satte ved Camille Lubes bord. Den var mod hukommelsestabet. Tilbage ved Rodgers seng sendte hun ham et forsikrende smil. "Deres kost har det fint. Nogen nåede at redde den fra at ramme jorden. Holdets kaptajn har den." I tankerne undrede hun sig hvorfor man havde valgt at fokusere på kosten i stedet for spilleren. Og egentligt var det også utroligt godt sigtet. "De andres koste derimod..." fortsatte hun med et kast med hovedet i retning af de to andre, "de har set bedre dage." Hun tænkte at hun ud fra hans reaktion ville kunne gætte om de var med- eller modspillere, og vidste samtidig ikke helt hvorfor hun pludseligt interesserede sig. "Men nej, jeg ville hellere have Dem til at fortælle mig hvor smasheren ramte og hvor De ellers har ondt, så vi kan gøre noget ved det. Jeg kan forestille mig De gerne vil ud herfra så hurtigt som muligt?" Det sidste lød halvt spørgende, for overraskende nok var der folk der godt kunne lide hospitaler.
|
|
|
Post by Rodger Pasternack on Apr 14, 2012 16:12:39 GMT
I am all in your hands nowWORDS - 290 TAG - LUCY LOVEOUTFIT Rodgers udtryk ændrede sig til en smule mere forhåbningsfuldt, da hun meldte ud at hun ville finde ud af det. I de lange minutter hvor hun var væk, var Rodger på grænsen til at skære tænder af bar nervøsitet. Han kunne ikke overskue at få en ny kost, ingen ville være lige så god som den han havde nu, og han kunne ikke være sikker på at firmaet ville lade ham flyve på en ny en uden at han skulle betale. Han kiggede straks på hende da hun kom ind igen, og ønskede næsten at hun råbte det til ham, da de få skridt hun tog hen til hans seng føltes som en evighed. ”Phew!” Sagde han lettet og kløede sig tænksomt på halsen. ”Det var rart at få det afklaret, tak for hjælpen!” Sagde han og sukkede lettet. ”Ærgeligt med de andres koste dog..” Sagde han, selvom det uden tvivl ikke gjorde noget for konkurrence delen af ham. Han var dog ikke i humør til at begynde på den slags, når de lå ved siden af ham i hospitalssenge. ”Den ramte mig lige her.. På siden af mig, og jeg tror også min arm kom med i slaget” Sagde han og pegede på højre side af hans brystkasse, hvor det gjorde mest ondt. ”Men de må da allerede have givet mig noget, siden det ikke gør mere ondt i øjeblikket, ellers er det et under hvis jeg ikke har brækket noget” Sagde han og forsatte. ”Og armen er vist brækket.” Rodger vendte igen opmærksomheden mod healeren og smilede skævt. ”Var det nok information?” Spurgte han og grinede på en brummende måde.
|
|
Lucy Finnegan
Deaktiveret
I'm as green as the ring on my little cold finger%\3\%
Posts: 23
|
Post by Lucy Finnegan on Apr 14, 2012 17:40:28 GMT
And you came into my life, as if you'd fallen from the sky Nej, hans reaktion hjalp ikke rigtigt. Han lød mere eller mindre ligeglad, hverken glædeligt overrasket eller det modsatte. Egentligt kunne Lucy jo også være ligeglad, ikke? Hun gengældte hans skæve smil med et af sine egne og nikkede. "Så vidt jeg er informeret, har De ingenting fået. Men jeg skal sørge for at De får noget til armen og de eventuelt bøjede ribben." Og så smuttede hun ud af døren endnu engang. Det var ret normalt at rende meget frem og tilbage, men alligevel føltes det anderledes irriterende i dag. Måske var det fordi hun var alene på en stue i dag, hvilket bestemt ikke var normalt. Igen gik der ikke længe før hun kom tilbage, denne gang med tryllestaven rettet frem for sig i den ene hånd, med hvilken hun lod 8 forskellige flasker svæve. I den anden hånd bar hun en stak glas. Det hele placerede hun på et bord der stod under det eneste vindue i rummet. Hun fyldte to af glassene op med to forskellige flydende substanser, og bragte dem begge til Rodger. "Denne her er mod smerterne og de blå mærker. Jeg er sikker på De har flere end det i ansigtet," hun tilføjede et drilsk smil før hun pegede på det andet glas. "Og det er til de bøjede og brækkede knogler. Når De har drukket det må jeg bede Dem blive her et par timer til observation, men jeg kan selvfølgelig ikke tvinge Dem."
|
|
|
Post by Rodger Pasternack on Apr 15, 2012 8:33:03 GMT
I am all in your hands nowWORDS - 254TAG - LUCY LOVEOUTFIT Rodger nåede ikke at svare hende før hun var gået igen, hans blik hvilede rastløs på døren hun var gået ud af og han faldt i staver indtil hun dukkede op igen. Da hun kom ind igen vågnede han op fra sine tanker og gabte en smule. Han betragtede flaskerne hun havde svævende foran sig og overvejede hvilken der var til ham. Han kiggede på hende mens hun hældte væskerne op i nogle glas, og smilede for sig selv af synet af den nydelige healer.
Rodger smilede stadig da hun vendte sig imod ham, og han tog først det mod smerterne og de blå mærker, hvorefter han drak en smule af det og skar en grimasse over smagen. ”I kunne da gøre lidt ved smagen” Sagde han og gengældte hendes drillende smil, mens han hævede øjenbrynene lidt. ”Jeg venter med den der..” Sagde han og nikkede mod den mod de brækkede knogler. ”Min erfaring siger mig at det kommer til at gøre ondt.” Forsatte han og tog endnu en tår af væsken. Det smagte ikke godt, men han kunne ikke lide tanken om at han havde et kæmpe blåt mærke i hovedet og ville gerne have det væk hurtigt, hvilket kun gjorde processen hurtigere. ”Får du slet ikke noget hjælp til os tre?” Spurgte han nysgerrigt og kiggede mod døren. De måtte virkelig have travlt i dag, siden de ikke kunne have flere personer end Lucy her.
|
|
Lucy Finnegan
Deaktiveret
I'm as green as the ring on my little cold finger%\3\%
Posts: 23
|
Post by Lucy Finnegan on Apr 15, 2012 9:04:01 GMT
And you came into my life, as if you'd fallen from the sky Lucy grinede lidt igen og rystede på hovedet mens hun stadigt smilede til Rodger. "Jeg er bange for, at enhver tilsætning af noget andet ville ødelægge virkningen," sagde hun undskyldende. Hun huskede at en af drengene fra hendes kollegium og årgang på Hogwarts havde været meget eksperimenterende når det kom til Eliksirer - noget han sjældent fik ros for af af nogen professorer overhovedet, for ikke at tale om rektor. På 4. år havde han prøvet at ændre smagen på nogen knap så velsmagende eliksirer og havde fået nogen fra de lavere årgange til at smage. Det var endt med et par stykker i Hospitalsfløjen og han selv var nær blevet smidt ud. "Sådan er det desværre med de fleste eliksirer. Men jeg ved af erfaring at den ikke smager nær så grimt som den anden dér, som ganske rigtigt ikke er helt smertefri," tilføjede hun med et drillende blink. Hun trak så lidt på skuldrende af hans spørgsmål, og fulgte hans blik mod døren. "Der mangler en del Healere lige for tiden. Det er faktisk slet ikke min afdeling," svarede hun idet hun så tilbage på ham. Hun foretrak klart sin egen afdeling, fordi hun syntes det var langt mere spændende. Men i dag var hun slet ikke så ked af at være blevet sendt ned i Stuen.
|
|
|
Post by Rodger Pasternack on Apr 16, 2012 15:26:20 GMT
I am all in your hands nowWORDS - 205TAG - LUCY LOVEOUTFIT Rodger trak lidt på skuldrene og kiggede ned på den flydende masse. Han tænkte et par sekunder, hvorefter han besluttede sig for at tage en ordentlig slurk, hvilket han gjorde og væmmede sig bagefter over smagen. ”Tja.. Det har aldrig været nemt at være på hospitalet, så det burde ikke komme helt bag på mig” Sagde han og rynkede øjenbrynene lidt, mens han betragtede væsken igen og tog endnu en slurk, hvilket blev hans sidste og han placerede glasset på bordet ved siden af sengen. Rodger kiggede på hende med et smil, og blinkede drillende. ”Jeg må have fortrængt mindet om hvordan det smagte” Sagde han og betragtede den gullige væske, som var den der skulle hele hans brækkede knogler. Han havde ikke lyst til at drikke det, og derfor opfandt han en overspringshandling, der kunne udsætte oplevelsen lidt endnu. ”Ikke det? Hvor arbejder du da som regel?” Spurgte han og kiggede nysgerrigt på hende, med øjenbrynene let hævet. Rodger var blevet spurgt så mange spørgsmål, at det virkede mærkeligt og akavet ikke at spørge hende om noget, selvom han nok ikke ville turde spørge hende om mere personlige ting – det ville højst sandsynligt ikke blive godt modtaget.
|
|
Lucy Finnegan
Deaktiveret
I'm as green as the ring on my little cold finger%\3\%
Posts: 23
|
Post by Lucy Finnegan on Apr 16, 2012 18:44:28 GMT
And you came into my life, as if you'd fallen from the sky Lige da hun havde nævnt, at dette ikke var hendes vandte afdeling, var hun ved at fortryde, og bed sig lidt i læben. Det var uden tvivl nogen der ville tage en sådan bemærkning negativt, fordi de så ikke mente at man ville klare sig lige så godt uden for sin egen afdeling. Heldigvis lod det dog ikke til at være Rodgers reaktion. I stedet lød han nærmere nysgerrig. "Jeg er normalt oppe på fjerde sal. Afdelingen for Trylleskader." Hun smilede ved tanken som om hun morede sig lidt. Og det var ganske rigtigt en afdeling hvor man ofte oplevede mange sære og underholdende ting. Det var selvfølgelig ikke for morskabens skyld at hun i første omgang havde valgt den afdeling. Hendes tanker var ved at vandre bort, så hun rystede næsten umærkeligt på hovedet, og smilede til Rodger. "Jeg kunne forestille mig at De lander på hospitaler jævnligt?" Hendes tone var smådrillende, men der var også nysgerrig hed at spore. Det var ikke så tit hun snakkede rigtigt med patienterne. De fleste var enten ikke i stand til det, eller også var de langt mere fokuserede på deres skade og hvornår de kunne komme hjem igen. Måske snakkede han bare om nogen andre ting for at distrahere sig selv fra sine brækkede lemmer, men ikke desto mindre vækkede hans snakken en svag interesse.
|
|
|
Post by Rodger Pasternack on Apr 18, 2012 16:44:00 GMT
I am all in your hands nowWORDS - 246TAG - LUCY LOVEOUTFIT Rodger grinede lidt og sagde derefter: ”Trylleskader? Så må det her være så let som en leg for dig, jeg kan forestille mig at du ser mange mærkelige ting i løbet af dagen” Rodger betragtede hende lidt , men vendte så blikket mod det resterende glas, der ventede på ham med glubske øjne. Han rystede let på hovedet af sig selv, og kiggede op mod hende igen, da hun talte. Han var glad for at hun ikke var en super formel healer, det var så kedeligt når han ikke kunne snakke med folk. ”Jaeh.. Du er helt fint for resten. Men jo, jeg har været her mange gange, heldigvis har det været sjældent mine skader har været decideret livstruende, og en brækket arm kan man jo overleve.” Forsatte han og lod endnu engang blikket bevæge sig hen til glasset. Han brummede let og tog glasset, med en mindre smertefuld grimasse, og kiggede ned i den gule, lettere tykflydende væske. ”Det skal jo ned” Sagde han og lukkede øjnene, hvorefter han slubrede det hele ned og tørrede sin mund med håndfladen. Rodger satte glasset tilbage på bordet og stirrede ud i luften mens han spændte sine kæber. Virkningen så ikke ud til at træde ind før der var gået lidt tid, men så mærkede han et kort jag i sin arm og han skar tænder mens han stønnede af smerte.
|
|
Lucy Finnegan
Deaktiveret
I'm as green as the ring on my little cold finger%\3\%
Posts: 23
|
Post by Lucy Finnegan on Apr 18, 2012 18:17:50 GMT
And you came into my life, as if you'd fallen from the sky Lucy så på ham med et tænksomt smil. "Det er i hvert fald anderledes." Til tider var det også ret hektisk, men hun fandt det spændende fordi to dage aldrig var ens. Ud fra hvad hun havde hørt fra sine kollegaer, så gjaldt det samme selvfølgelig også for de andre afdelinger, bare på forskellige måder. "Undskyld," svarede hun, "jeg er bare så vant til det når jeg er her." Hun håbede ikke han troede hun prøvede at være ekstra høflig fordi han var Quidditchspiller, for hun anede ærligt ikke hvor kendt han var. Tænk, hvis han var enormt kendt. Hun måtte grine lidt af sig selv, for det var egentlig lidt pinligt at hun ikke vidste det. Når hun tænkte over det, kunne det godt være hun havde set ham i Profettidende eller lignende på et tidspunkt, men hun var ikke helt sikker. Hun var en af de meget få der slet ikke fulgte med i Quidditch overhovedet. Lucy så på Rodger mens han havde lukkede øjne og betragtede hans ansigtsudtryk ændre sig i takt med at eliksiren begyndte at virke. Det var vidst aldrig noget hun blev vant til at se på. Det gav hende altid sådan en ubehagelig fornemmelse. "I det mindste ser dit ansigt helt normalt ud igen," drillede hun i et forsøg på at distrahere ham lidt, og hentydede til at det blå mærke var væk.
|
|
|
Post by Rodger Pasternack on Apr 20, 2012 17:48:47 GMT
I am all in your hands nowWORDS - 295TAG - LUCY LOVEOUTFIT Rodger smilede af hendes kommentar og nikkede bekræftende. Det lod til at de begge havde samme brug for forandring i deres arbejde, han elskede også Quidditch fordi det var så fyldt med forandringer, man vidste aldrig hvad man fik ud af det. Tilgengæld var det også ret uforudsigeligt hvordan hans liv formede sig. ”Du behøver ikke undskylde, jeg overlever nok det ord” Sagde han og smilede drillende til hende. Rodger tog så slurken af væsken, og mærkede sine knogler vokse sammen igen. Han smilede anspændt til hende og tog endnu en slurk, hvorefter han måtte stille glasset på bordet og lukke øjnene. ”Sandt nok” Sagde han anstrengt og klemte øjnene sammen, mens han pressede læberne sammen og håbede nærmest at hun ville forsvinde, så han ikke skulle leve med at hun så ham sådan. Det var ikke helt super at føle sig så ynkelig, men der var ikke meget han kunne gøre ved det. ”For søren, det gør ondt” Sagde han og åbnede øjnene og kiggede på hende med et nervøst smil. ”Men tak for hjælpen” Forsatte han og rakte ud efter glasset igen. Halvdelen var kun tilbage nu, så han drak resten og stillede hurtigt glasset tilbage på bordet og skuttede sig lidt under dynen.
|
|