|
Post by Annabel Vargas on Mar 23, 2012 0:04:35 GMT
will you let me change my mind and turn aroundTag: Charles McDonal ● Outfit: Here Det ene øjeblik havde hun set direkte ind i Matts blå øjne og i det næste lukkede den kvælende fornemmelse sig omkring hende i et øjeblik og han tonede ud, for splitsekunder efter at blive erstattet med stilheden i Charles' opgang. Uundgåeligt befandt hun sig stadig i samme position som hun havde gjort på gulvet i ministeriet og selvom hendes hoved stadig snurrede ubehageligt var hun bevidst om at hun ikke bare kunne krølle sig sammen på gulvet hvor hun var.
I stedet støttede hun den ene hånd imod væggen og tvang sig vaklende på benene, før hun endte med at læne sig ind imod selv samme og trække vejret dybt ned i lungerne. I nogle øjeblikke klemte hun øjnene hårdt i og prøvede på at abstrahere fra hvor tør hendes hals var og at hun idet hun fugtede læberne en enkelt gang, kunne smage Matt på dem.
Bare det fik hendes mave til at knuge sig sammen igen og hun lukkede ubevidst fingrene på den ene hånd strammere omkring tryllestaven hun stadig havde hårdt fat ved. Den anden fandt vej op til kinderne og huden føltes tør der hvor hendes tidligere tårer havde løbet. Lige for nu var de dog kæmpet på afstand og selvom hendes bryst brændte smertefuldt tvang hun sig selv til at rette sig op og med usikre skridt træde hen til Charles dør for at banke på.
[/blockquote]
|
|
Charles McDonal
Deaktiveret
Ekspedient i "Kvalitetsudstyr til Quidditch"
%\3\%
Posts: 18
|
Post by Charles McDonal on Mar 23, 2012 19:24:02 GMT
I’ll be there , Det føltes kun som at have været væk i et sekund, men da Charles slog øjnene op og kiggede på uret fandt han ud af at de få sekunder havde været tre timer. Han gned sine øjne, og satte sig op i sofaen. Med rander under øjnene lod han blikket glide rundt i lokalet. Der stod et brugt kaffekrus på sofabordet, der stadig lugtede stærkt af kaffe og der lå en brugt t-shirt hist og her på gulvet. Charles var ikke særlig god til at rydde op, men al rodet fik lejligheden til at føle som et rigtigt hjem.
Troldmanden huskede at være blevet vækket af et eller andet, men huskede ikke hvad. Han gættede sig til at det bare var hans overbo der havde tabt et eller andet, så han lænede sig tilbage i sofaen igen dog ikke i mere end et sekund for da bankede det på døren. Charles var hurtigt oppe og stå, og kørte en hånd gennem det uglede hår mens han kiggede forvirret rundt i rummet. Det tog ham mere end et minut at finde ud af at der faktisk havde været nogen der havde banket på hans hoveddør. Han satte derfor gang i fodtøjet hvorefter han åbnede døren med et stort gab.
Charles stirrede lamslået fremfor sig, da hans blik lagde sig på Annabels spinkle skikkelse. Flere følelser overtog hans ansigt; først glæde, så forvirring, så igen glæde og til sidst en ordentlig dosis af bekymring. Han lagde mærke til at hun så helt ødelagt ud, og først der åbnede han munden. ”Annabel!” Hans stemme var et hæst råb. Charles greb hurtigt ud efter hende, og fik fat rundt om livet på hende så han kunne støtte hende. ”Hvad er der sket?” spurgte han med oprigtig bekymring. Han huskede svagt noget med at de havde aftalt at hun skulle overnatte hos ham, mens retssagen var i gang. Men han havde ikke regnet med at den ville være færdig så hurtigt, eller at han ville havde sovet over sig. Charles ville ikke engang spørge om hvorfor hun virkede så ilde til mode, da han sagtens kunne gætte sig til det. ”Kom med ind. Jeg laver noget mad, du har brug for det.” mumlede han, mens han fik manøvre hendes hånd omkring nakken på ham så han kunne hjælpe hende ind i lejligheden.
Rodet og alt det andet var pludselig glemt, og det eneste han kunne koncentrere sig om var hvordan Annabel havde det. Charles gjorde sit bedste for at få sat både Annabel og ham selv sikkert ned i sofaen. Da han selv satte sig, kiggede han undersøgende på hende. ”Vil du snakke om det?” Hans stemme var lav og meget prøvende. Han ville ikke presse hende til noget hun ikke ville, men han ville utrolig gerne vide hvad der var sket. ”Har du brug for noget?” Charles lagde en hånd på hendes knæ, og kiggede afventende på hende.
Tag: Annabel x Outfit: here
|
|
|
Post by Annabel Vargas on Mar 23, 2012 19:45:57 GMT
will you let me change my mind and turn aroundTag: Charles McDonal ● Outfit: Here Det var svært for Annabel bare at samle sig nok til at skubbe sig væk fra væggen og over til døren. Endnu mere for at løfte hånden og banke på, stadig med et hjerte der galopperede stærkt afsted. Da der første gang ikke skete noget i et stykke tid, tvang hun sig selv til at gentage handlingen og mærkede en stigende angst sprede sig ved tanken om at Charles på trods af deres aftale, ikke ville være hjemme. Annabel lukkede armene omkring sig selv, som hun prøvede på at få kontrol over sit summende hoved, lige inden selv samme fløj op da døren blev åbnet.
Synet af Charlie foran hende fik automatisk den smule selvkontrol hun havde genvundet, til at smuldre igen og knuden i hendes mave strakte sig ud omkring hvad der føltes som hele hendes krop. Uden at kunne hindre det slap hun et lavmælt hulk ind imod sin bedste ven, da han lagde armen omkring hende. Hendes ene hånd løftede sig med det samme i et forsøg på at tørre tårerne væk inden de nåede at falde og det gik op for hende at hun havde mere brug for hans støtte både fysisk og psykisk end hun havde været klar over.
Hun fik aldrig svaret på hans spørgsmål og nikkede blot taknemmeligt ind imod ham over det næste og lod ham uden protester flytte rundt på hendes arm. Havde han ikke gjort det, ville hun sikkert også være gået direkte i gulvet igen i det øjeblik. Ubevidst lænede hun sig ind imod ham og greb fat om hans trøje med den hånd der ikke var over hans skuldre, lige indtil de nåede sofaen og hun faldt ned i den.
Hendes instinktive reaktion var at ryste på hovedet over spørgsmålet, før hun alligevel trak vejret skælvende ind en enkelt gang og tog den ene hånd til sig for at tørre den over kinderne. "Jeg vidste ikke han ville være der, Charles..." fik hun svagt og hakkende frem og kunne stadig ikke kapere både tabet af sine bedsteforældre og mødet med Matt på en gang. Hendes hals var tør og hun sank en enkelt gang uden nogen effekt, mens hun mest af alt bare havde lyst til at begrave hovedet ved sin vens skulder. "Et glas vand ville hjælpe..." svarede hun endelig, selvom de sidste to ord i sig selv mere eller mindre var løgn.
[/blockquote]
|
|
Charles McDonal
Deaktiveret
Ekspedient i "Kvalitetsudstyr til Quidditch"
%\3\%
Posts: 18
|
Post by Charles McDonal on Mar 23, 2012 20:16:15 GMT
I’ll be there , Charles var velinformeret omkring den situation som Annabel var i, både den med hendes bedsteforældre og den med Matt. Han havde selv været påvirket en del de sidste par år af den sidst nævnte, men den var blevet bedre. Han trak brynene sammen i en forvirret grimasse, og rykkede let på hovedet mens han kneb øjnene en smule sammen som for at ransage hendes hoved for alle hendes tanker. Han var ikke helt sikker på hvem hun snakkede om, men han havde en ret god fornemmelse på om hvem det var. ”Matt.?” Vennens navn blev sagt som et spørgsmål, men i det at navnet var røget ud over hans læber fortrød han. Han åbnede sine øjne på vidt gab, og skulle til at lægge sine hænder på hendes skuldre men han blev grebet af panik. Charles anede ikke hvad han skulle gøre. Flere gange kastede han et blik hen mod køkkenet, og andre gange hen mod kaffekruset der stod på bordet men i sidste ende hvilede det på Annabel. Han tog en dyb indånding og lagde armen om skulderen på hende, mens han lagde sin kind mod hendes hår. ”Hey. Det skal nok gå. ” mumlede han i et forsøg på at berolige sin veninde, bare en smule. ”Jeg er her for dig.” hviskede han lavt, og nussede hende blidt på skulderen.
Meget modvilligt fjernede han sin arm fra hendes skuldre, og tog den til sig. Han smilede sorgmødigt til hende og rejste sig op, mens han klappede sig let på lårerne. ”Jeg henter et glas vand til dig.” Charles var på vej ud i køkkenet hvorefter han vendte om på hælen og kiggede hen på annabel igen. Han løftede hænderne en smule og fortrød så, og tog endnu et par skridt mod køkkenet igen. Endnu engang vendte han sig om og kiggede hen på annabel. ”Du bliver bare der.” Det var tydeligt at troldmanden var splittet. Han ville ikke efterlade sin veninde alene, men han ville også gerne hjælpe hende så godt han kunne. Charles begav sig så ud i køkkenet, hvor han hurtigt fik åbnet det øverste skab og fik fat i et rent glas. Han lod vandhanen løbe en smule, så den blev kold. Derefter fyldte han glasset og slukkede for hanen. På vej ud af køkkenet lukkede han skabet.
Da Charles kom tilbage i stuen kiggede han bekymret på Annabel. Han kunne ikke holde ud af se hende sådan, og han kunne da slet ikke holde ud at han ikke kunne hjælpe hende. Det gjorde helt ondt. Efter at havde stået i et øjeblik og stirret på sin veninde, gik han hen til hende og stillede vandet på sofabordet foran hende. Derefter lod han sig dumpe ned i sofaen ved siden af hende. Med et tøvende smil om læberne kiggede han undersøgende på Annabel. Charles lagde endnu engang armen om skulderen på hende og lagde hovedet en smule på skrå. ”Du skal bare sige hvad du vil have, så finder jeg det til dig.” Tag: Annabel x Outfit: here
|
|
|
Post by Annabel Vargas on Mar 26, 2012 8:38:05 GMT
will you let me change my mind and turn aroundTag: Charles McDonal ● Outfit: Here Annabel havde ikke rigtigt nogen viden om at Charles og Matt fortsat var venner, nære endda. For hende var Charles blot en af de mest trofaste venner hun havde og som hun vidste hun kunne stole på uanset hvad hun havde gjort førhen. Annabel fik hakkende og skælvende nogle enkelte ord frem og da Charles udtalte det navn hun ikke selv havde været i stand til, trak hun vejret hårdt ind, bed ned i sin underlæbe og nikkede svagt.
På trods af sit forsøg på at hindre det, kunne hun alligevel mærke underlæben bæve truende og som Charlie lagde armen omkring hende, begravede hun kortvarigt hovedet ved hans skulder og forsøgte at berolige sig selv med den velkendte duft af ham i næseborene. Hans beroligende ord betød mere for hende end hun på nogen måde kunne beskrive og hun snøftede lavmælt ind imod hans skulder og hviskede et lavmælt. "Tak."
Da hun lige fik kontrol over sig selv nogenlunde, tvang hun sig selv til at løfte hovedet lidt igen for at spørge til et glas vand. Hun havde ikke lyst til at han gik fra hende, men samtidig føltes hendes hals som en ørken og hun havde for ikke særligt længe siden, været på randen af bevidstløshed. Hun nikkede svagt til hans ord og fulgte han med blikket som han forsvandt. I det øjeblik hun var alene vendte de mentale billeder tilbage for hendes indre blik for fuld styrke og impulsivt lænede hun sig forover og begravede hovedet i hænderne i et forsøg på at skubbe dem væk.
Anna kneb øjnene hårdt i, men blev alligevel ved med at se Teodors ansigt for sig og samtidig hele tiden forstyrret af mindet om hvordan Matt havde set ud lige i det øjeblik før hun transfererede sig væk og hans ord rungede klart for hendes ører. Det var en hård kamp for at undertrykke tårerne igen og hendes øjne sved bag de lukkede øjenlåg. Hun fjernede hænderne fra sit ansigt og foldede i stedet armene stramt over sin egen mave, indtil hun så dybt taknemmeligt på Charlie der vendte tilbage ind i stuen igen.
Da han satte vandet fra sig lænede hun sig automatisk frem og lukkede begge hænder om det for at være sikker på at hun kunne holde ved, inden hun tørstigt tømte halvdelen af glasset på en gang. Mere opmærksomhed gav hun det ikke og efterlod det i stedet på bordet igen, før hun forsvandt tilbage ind imod Charles med hans betryggende arm omkring sine skuldre. Uden at tøve og med et instinktivt behov for at have nogen nær, hvilede hun hovedet mod det øverste af hans kraveben og lod den anden arm glide halvt omkring ham, med hånden hvilende halvt imod hans mave og halvt imod hans side. "Jeg har bare brug for at du ikke går fra mig," mumlede hun så lavmælt at det nærmest var en hvisken.
[/blockquote]
|
|
Charles McDonal
Deaktiveret
Ekspedient i "Kvalitetsudstyr til Quidditch"
%\3\%
Posts: 18
|
Post by Charles McDonal on Mar 27, 2012 18:52:04 GMT
I’ll be there , De grønne øjne veg ikke et øjeblik fra Annabel, og han sørgede for at han sad så han var parat til at gribe glasset i tilfældet af at hun begyndte at ryste ustyrligt igen. Charles smilede sorgmodigt til sin veninde, og tøvede ikke med at lægge armen om skulderen på hende. Han brød sig ikke om at se hende i denne tilstand og han ville gøre alt for hende. ”It’s okay, sweetie.” mumlede han betryggende, og strøg sin ene hånd henover Annabels brune hår gentagende gange. Selvom den unge mand følte sig fuldstændig fortabt, så gjorde han sit bedste for at holde styr på sin veninde så hun ikke ville gå i stykker.
Meget forsigtigt lænede han sig tilbage i sofaen, stadig med skulderen omkring hende. Han var utrolig forsigtig, da han bogstavelig talt var bange for at Annabel ville gå i stykker. Hun var skrøbelig, så meget vidste han, især i denne tilstand hun var i nu. Egentlig var han ikke overrasket over at hun havde det på denne måde, bortset fra at han også havde forventet at hun ville smadre noget. ”Jeg går ikke fra dig.” hviskede han lavmælt og hvilede kinden mod toppen af hendes hoved. ”Jeg bliver her.” forsikrede han hende om, og kyssede hende blidt i håret.
”Du ved godt at du bare kan være dig selv ikke, du behøver ikke at spille stærk.” Det var slet ikke ment som en ond kommentar, men han kunne tydeligt se at Annabel kæmpede for ikke at lade tårerne tage over. Han smilede svagt, og lagde hovedet en smule på skrå mens han lænede sig en smule tilbage så han kunne se hendes ansigt. ”Jeg siger ikke noget.” hviskede han, hvorefter han lagde sin frie hånd på hendes kind, og nussede hende en enkelt gang med sin tommelfinger.
Charles sukkede lavmælt og hvilede igen sin kind mod Annabels hoved. Han anede ikke hvad han skulle gøre, eller sige. Han følte sig virkelig uduelig i en situation som denne, og han havde egentlig ønsket at hun ikke ville ende så langt nede som hun var nu. Selvom Matt og Charles var venner, rigtig gode endda, ville han gøre alt for at se Annabel smile igen. Også selvom det indebar at give Matthew en ordentlig skideballe, som Charles egentlig godt vidste at vennen ikke fortjente. ”Bells, du kan blive her så længe du vil.” Charles havde flere gange før tilbudt Annabel at overnatte hos ham, men han var blevet afvist et par gange. Nu var han dog ret sikker på at der ville blive brug for den ekstra madras han havde under sin egen seng, og det var højst sandsynligt ham der kom til at bruge den. Tag: Annabel x Outfit: here
|
|
|
Post by Annabel Vargas on Mar 28, 2012 8:12:49 GMT
will you let me change my mind and turn aroundTag: Charles McDonal ● Outfit: Here Hans arm omkring hendes skuldre var mere beskyttende end noget andet hun kunne komme på og tyve gange bedre end noget magisk skjold nogensinde ville være. Hun styrkede sig på hans velkendte duft og den plads hun altid havde fundet sig godt til rette i under hans arm. Selvom Anna ikke i en million år ville indrømme det, havde hun virkelig brug for at nogen holdt om hende, strøg hende over håret og forsikrede hende om at det nok skulle gå.
Charles udfyldte lige præcis den rolle og hun mærkede sin underlæbe bæve faretruende igen. Hans forsikring om at han ikke ville gå nogen steder ramte et eller andet dybt i brystet på hende og hun hvilede panden imod hans varme hals, mens hendes fingre krummede sig lidt imod hans mave igen. Hans fortsættelse trængte endnu mere igennem til hende og i et øjeblik løftede hun hovedet så han lige netop kunne se på ham. "Undskyld at jeg aldrig kom tilbage..." fik hun endelig ud, oprigtig i sine ord, nu hvor hun sad lige der under hans arm, som om de ikke havde været adskilt af både år og hav.
Mere fik hun dog ikke tilføjet før hun igen han havde strøget en tommelfinger over hendes kind og uden at kunne gøre mere for at hindre det, slap hun sit vakkelvorne greb om sin egen selvkontrol og lod smerten og sorgen få frit spil. Hun bøjede hovedet igen og begravede ansigtet mod hans bryst, uopmærksom på at hendes salte tårer efterlod mærker på hans trøje. Hun snøftede hørligt ind og strøg fingerspidserne over sin egen kind der føltes våd og nikkede svagt til hans invitation, oprigtigt taknemmelig.
[/blockquote]
|
|
Charles McDonal
Deaktiveret
Ekspedient i "Kvalitetsudstyr til Quidditch"
%\3\%
Posts: 18
|
Post by Charles McDonal on Mar 29, 2012 16:00:47 GMT
I’ll be there , Charles sukkede tungt og fortsatte med at berolige hende, mens han blev ved med at ae Annabel stille og roligt. Han åndede ud samtidig med at en lydløs klukken gled ud i rummet. Troldmanden rømmede sig let, for at skjule at han fandt situationen en smule morsom. For ikke mere end et halvt år siden, var deres kontakt fuldstændig stopper og nu sad han her med armene om hende i håb om at hun ville få det bedre. I hans hoved var det yderst komisk, højst sandsynligt han havde brug for noget at smile over.
Det var meget bevidst at han valgte ikke at tænke i alt for negative baner. Han havde lige fået af vide at han snart ville miste sin mor, og han kunne ikke tåle at tænke at han også ville miste Annabel igen. Den tanke fik tårerne til at presse bag hans øjenhinde. ”Du kom jo tilbage,” Smilede han for sig selv, og lænede sig en smule tilbage for at kigge opmuntrende på sin veninde.
Da tårerne fik frit løb for Annabel kunne Charles mærke hendes saltede tårer på både hals og bluse. Han sukkede lydløst og lukkede øjnene halvt i. ”så, så.” mumlede han, og strøg hende blidt henover håret. Et svagt smil, der næsten var usynligt, var til at skue på den unge mands ansigt og han kiggede på Annabel. ”Jeg tager sofaen, du får sengen.” Sagde han, det lød mere som en ordre end et tilbud. Endnu engang lagde han kinden mod hendes pande, og lod langsomt øjnene glide i. Selvom han havde fået sovet det meste af dagen, havde det ikke været nok for at indhente de mange søvnløse nætter med tvillingerne. Da han lukkede øjnene, faldt han straks i en dyb søvn.
Bag hans øjenlåg stod han på en grøn eng, hvor hele hans familie var samlet. Alle var klædt i hvidt tøj, bortset fra hans mor. Hun gik rundt på engen, kun iført sort. Ude i skovkanten trådte Annabel og Matt frem. Begge de to var også iført sort tøj. Charles følte panikken overtage, og han rykkede let på sig i sin søvn. Drømmen skiftede og nu stod alle iført sort tøj, undtagen ham selv. Han så ikke længere verden gennem sine egne øjne. Faktisk så han den oppefra. Han lå selv i en kiste, med alle sine venner og sin familie grædende lænede sig frem for at få et sidste glimt af ham før kisten blev lukket. Så blev der helt sort og Charles fortsatte i en drømmeløs søvn.
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
OUT
Tag: Annabel x Outfit: here
|
|