Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Mar 20, 2012 13:16:21 GMT
It takes two people to quarrelbut only one personto end it again- - - - - - - - - - -(Tag) :: Caroline Abbey ~ (Outfit) :: Here Carries skarpe svar forhindrede effektivt Eric i at række frem efter hendes hænder for ved selvsyn at sikre sig, der ikke var sket noget med hende, næsten allerede før han havde tænkt tanken og endnu mindre fået løftet hænderne. Han betragtede hende tavs og sammenbidt uden at kunne bilde sig selv ind, at han ikke kunne læse hendes sindstilstand uden problemer.
Selvom han var delvist forberedt, kom hendes voldsomme reaktion alligevel bag på ham og hendes ord ramte ham hårdt et sted indeni, som et mentalt slag til mellemgulvet. Han knyttede hænderne ind mod sine lår og forblev tavs. Så bare udtryksløst på hende som hun fortsatte og knuden i hans mave voksede for hvert ord mens hun vandrede frem og tilbage.
Først da hun stoppede sin talestrøm sank han hårdt og tog en dyb indånding før han ildevarslende roligt og lavmælt begyndte at svare hende, eller nærmere forsvare sig selv "Hvad jeg hører er nærmere at du netop ikke under mig det.." begyndte han med et tydeligt både såret og vredt blik "Så jeg skal forstå og jeg skal indordne mig. Det er det du siger. Jeg får dig til at stå i et dårligt lys. Er det sådan jeg skal tolke den?" han tav og så indgående på hende, mens han igen krydsede armene defensivt over brystet og tog et øjeblik før han talte igen "Jeg har aldrig bedt om den 'gave', Carrie. Fortæl mig hvorfor jeg så skulle lade den diktere mit liv." han slog ud med den ene arm igen og lagde ikke mærke til at hans stemme steg lidt "Fortæl mig, hvorfor jeg skulle vælge noget som jeg ikke helhjertet brænder for, bare på grund af det." en lille opgivende lyd undslap ham og han så væk et sekund før han fortsatte igen "Og ja, hvis Superman gerne ville være slagter, så skulle han være blevet slagter og brugt sine evner der, frem for at gøre som alle andre mener han skulle og kun være tilfreds." han tav et langt øjeblik igen, fyldte lungerne med luft igen og genvandt kontrollen over sin stemme "Hvis du er så flov over hvad jeg laver, over mig. Hvorfor.." han gik i stå og rynkede panden dybt mens han krummede fingrene hårdt om sine egne overarme "..hvorfor står vi så her? Fortæl mig det? Hvad er jeg så?"
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Mar 20, 2012 16:29:31 GMT
Love is not love which alterswhen it alteration findsTag: Eric ~ Outfit: Here
Carrie var klar over det ubehagelige i hendes ord. Alligevel var det sandheden – eller én version af den – som hun så det og hun havde for en gangs skyld ikke lyst til at tage det i sig igen, på trods af den ubehagelige følelse hun fik i maven, i det korte øjeblik hun standsede sine skridt og så hans sårede blik. Det var bestemt ikke nogen rar stemning, der herskede i rummet, men på en absurd, skæv måde var den bedre end den magtesløshed og frygt, der i et kort øjeblik havde knuget hende. Nu var hun i det mindste aktiv – hidsigt i gang med at forsøge at få ham til at forstå hvor hun kom fra, selvom hun burde vide, at det ikke kunne lade sig gøre.
Hun var rød i kinderne af vrede og standsede foran ham med tænderne mast hårdt sammen, for ikke at afbryde ham i hans uvelkomne ordstrøm, som på sin hvis rent ubevidst var nøjagtig hvad hun havde fisket efter. Hendes sammenbidte mine var uklædelig, ligesom det farlige glimt i de mørke øjne, da han stillede sit sidste, ubehagelige spørgsmål. ”Det aner jeg virkelig ikke,” sagde hun bidsk, før hun alligevel fortrød og slog ud med armene med en opgivende, irriteret lyd. Hun krydsede armene over hinanden igen og snøftede ind, uden at der var nogen tårer at se. ”Jeg har aldrig sagt, at jeg var flov over dig, men jeg er uenig i dine valg og det har jeg ikke lagt skjult på.” Hun rynkede panden og betragtede ham tavst i et sekund eller to, før hun fortsatte videre på sin åbenlyse metafor uden nogen reel tøven. ”Hvis Superman ville være slagter, så ville han spilde sine evner på at gøre et job en milliard andre kunne gøre, selvom han kunne noget som ingen ud af den milliard kan. Det er da bare så hamrende, åbenlyst tåbeligt som noget kan være. Hvorfor kan du ikke se det, når alle andre kan?”
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Mar 20, 2012 22:13:19 GMT
It takes two people to quarrelbut only one personto end it again- - - - - - - - - - -(Tag) :: Caroline Abbey ~ (Outfit) :: Here Eric mødte Carries vrede blik uden at blinke eller vige på anden måde. Så hende blot fast i øjnene, uden at lægge skjul på sine sårede følelser og den skuffelse der dominerede alt for meget lige i øjeblikket. Hendes skarpe svar på hans sidste spørgsmål var som en usynlig knytnæve i mellemgulvet og han tog en hurtig indånding og havde det lidt som om noget var gået i stykker indeni ham og efterladt ham tom og lettere mundlam.
Han bed hårdt samme, og musklerne i hans kæbe og hals stod tydeligt frem ved samme handling, mens han lod hende fortsætte uden at afbryde. Han betragtede hende blot tavst og intenst som hun tilsyneladende uden tøven forsatte, men ikke sagde noget der fik ham til at slappe mere af. Tværtimod voksede den knugende fornemmelse i hans mellemgulv og han kunne tydeligt høre sin egen puls banke for sit indre øre. Han så væk igen og stirrede stift ind i den nærmeste væg nogle lange øjeblikke før han talte igen, stadig med sin stemme holdt så rolig som det var ham muligt, det var dog tydeligt at han gjorde netop det "Nej, det har du ikke.." begyndte han tørt og drejede langsomt hovedet mod hende igen "Men jeg havde håbet du havde accepteret det nu." det skuffede glimt indfandt sig i hans grå øjne igen "Jeg tog tydeligvis fejl."
Han så væk igen og spændte hårdere i kæben som hun fortsatte på den samme metafor og knyttede hænderne hårdt ind mod sine egne lår før endnu en dyb indånding og et krampagtigt hold om sin egen selvkontrol satte ham i stand til at se på hende igen og fortsætte "Så han er frataget sit frie valg fordi alle andre mener han skulle gøre noget andet end det han gerne vil?" spurgte han dybt ironisk og så hårdt på hende "Det eneste der er hamrende, åbenlyst tåbeligt er, at det åbenbart betyder mere for dig hvad den klaphat til minister mener, end hvad der foregår lige her." hans greb om sin egen stemme røg fløjten et sted mens han fortsatte og han lagde ikke engang mærke til at den steg eller var helt bevidst klar over, at han lukkede den korte afstand mellem dem og endte stående lige foran hende "Jeg er ragende ligeglad med hvad andre mener, Carrie, men jeg er ikke ligeglad med hvad du mener." han tav et sekund og så bare på hende uden at flytte sig igen for så at fortsætte med tydelig hævet stemme og hænder der fulgte hans ord i frustrerede bevægelser "Jeg står ved mit valg." han pegede en finger mod sit eget bryst uden at tage blikket fra hende "Dét her er hele pakken og hvis ikke den er nok for dig, så synes jeg ærlig talt det er lidt sent at finde ud af." han hev hurtigt luft ned i lungerne og fortsatte uden helt at kunne stoppe da han først var kommet i gang og ignorerede hårdnakket den stikkende fornemmelse bag sine øjne "Har jeg nogensinde revet dine valg i næsen på dig på den måde? Hvad giver dig retten til at diktere hvad jeg skulle og ikke skulle gøre. Fortæl mig det?"
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Mar 20, 2012 22:45:23 GMT
Love is not love which alterswhen it alteration findsTag: Eric ~ Outfit: Here
Carrie havde været milimeter fra at opbløde sine ord på en eller anden måde, sådan som hun havde gjort så mange. At undskylde, trække i land og gøre bod. Noget i Erics svar, eller i den tone det blev leveret i, fik hende dog til at ændre mening. Hun så hårdt på ham og nægtede for sig selv at bakke tilbage denne gang, uanset omkostningerne. Hans valg var idiotisk. Hun havde ment det før hun forelskede sig i ham og hun havde indset – efter at den skøre sindstilstand aftog – at hun stadig mente præcis det samme. ”Ja,” kommenterede hun simpelt, kortfattet og uden nogen form for fortrydelse. Han tog tydeligvis fejl.
Hendes skridt standsede nær vinduet og hun så ud, uden at fortrække en mine under hans ord, der føltes som intensiverede gentagelser, hårde bølger af en vrede, som hun selv havde skabt, uanset hvor meget hun måske ville kunne forsøge at skyde skylden på ham, på luftvåbnet eller endda på Boothe. Da netop han blev nævnt, drejede hun sig hurtigt rundt. Hun løftede hovedet, som han trådte tæt på hende, mødte hans blik uden at vige eller endsige blinke. Ordene fik hende dog til at bide tænderne hårdt sammen og for første gang siden han annoncerede sin fremtidige afgang, mærkede hun en trykken bag sine øjne. Hun sagde ikke en lyd, betragtede ham blot tavs, imens han fortsatte, anklagende, som om hun stod med hele skylden. Det var det, der i sidste ende pissede hende tilpas meget af, til at hendes blanke øjne igen skød lyn og hun rystede en anelse på hovedet, uden at slippe ham med blikket. ”Du skyder mig ting i skoene. Jeg har intet sagt om at det ikke er nok. Det er dig, der har haft de spekulationer at tage dig af.” Hun spændte i kæben og var irriterende bevidst om, at hun var nødt til at lægge nakken tilbage, for at se ham i øjnene. ”Og jeg har ikke dikteret en skid! Hvis ikke jeg kan sige hvad jeg tænker, hvor står vi så henne? Skal jeg blive ved med at lægge mundkurven på, fordi det ikke behager dig at høre sandheden? Fordi du hellere vil tage ud og ofre livet for en flok fuldstændig ligegyldige mennesker, end du vil være en del af det samfund, der har åbnet sine døre for dig? Glem det, Eric!”
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Mar 21, 2012 0:51:49 GMT
It takes two people to quarrelbut only one personto end it again- - - - - - - - - - -(Tag) :: Caroline Abbey ~ (Outfit) :: Here Eric bed så hårdt sammen at en svag metallisk smag bredte sig i hans mund. Lige dele af det ene ord han fik som eneste svar på sin formodning, mens endnu mere over den tilsyneladende lethed med hvilken hun trak tæppet væk under ham og de ting han indtil for få minutter siden, havde været mere sikker på end noget andet. Han gik i stå og vreden veg igen et øjeblik for et såret blik "Jeg troede vi havde det godt.." røg det lavmælt og en smule uforstående ud af ham før han tænkte over det.
Så rankede han sig og den boblende, magtesløse vrede vendte tilbage med fornyet styrke, mens behovet for at komme væk meldte sig og han trådte helt hen til hende og fortsatte sine egne vrede ord. Hendes hårde blik skar endnu dybere end nogen af hendes ord og alligevel hørte han sig selv fortsætte efter at have fanget meningen bag hende "De havde intet med dit job at gøre, tværtimod var jeg villig til at opgive en del af mit. Modsat dig." gav han igen og blev sammenbidt stående mens hun fortsatte.
Han blev stående efter hun tav og bare så på hende med et hovede der svirrede af modstridende tanker og følelser. Fra alle andre end hende ville de tåbelige anklager ikke havde ramt tilnærmelsesvis så hårdt, men en maveknugende følelse af at være blevet faldet i ryggen af den ene person hvis mening betød mere end alle andres, fik filmen til at knække for ham "Glemme det.." gentog han hende og rystede på hovedet med et både vredt, såret og komplet magtesløst blik før han uden flere ord drejede omkring og forlod køkkenet og hende.
Han stoppede først da han stod i soveværelset og tvivlen begyndte at melde sig. Han skubbede den stædigt og stadig oprørt væk og fandt i stedet hurtigt sin brune lædertaske og begyndte hidsigt at stoppe tøj i den, uden egentligt at se efter hvad det var han trak ud fra skabet. Det tog ikke mange minutter, før han hankede op i tasken og fortsatte ud på badeværelset og puttede flere ting i tasken med febrilske bevægelser. Hans øjne sved uundgåeligt og han lukkede tasken med en hidsig bevægelse og gik igen ud i gangen, i sin vrede fast besluttet på at fortsætte før han fortrød.
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Mar 21, 2012 1:18:55 GMT
Love is not love which alterswhen it alteration findsTag: Eric ~ Outfit: Here
Erics lavmælte ord savede sig vej igennem Carries hårde facade, men hun skød atter engang en følelse af, at tingene havde oversteget de sædvanlige højder, fra sig. Hun var vred, ikke længere rasende, men i sine følelsers vold i en grad, hvor hun ikke længere kunne se hvordan det skulle slutte. Det kølige overblik var forsvundet i det øjeblik han havde meddelt at han skulle udsendes igen, men selve årsagen til deres heftige skænderi var for længst druknet i deres ord og hun kæmpede efterhånden for at bevare en eller anden form for kontrol over sig selv, uvidende om præcis hvad der ville ske, hvis hun brød sammen og græd, sådan som hun i stigende grad havde lyst til.
Det prikkede for hendes øjne, men hun bevarede sit blik på ham, stædigt, hårdt og uforsoneligt. Hun tav, bed tænderne sammen og knyttede hænderne, uden at have mere at sige. Det kunne da også være det samme, for i det øjeblik drejede han sig væk fra hende. Hun stod fastfrosset og betragtede hans ryg, uden at føle sig i stand til at gøre noget. Lydene fra soveværelset var fuldstændig utvetydige og følelsen fra tidligere, den tomme, knugende fornemmelse af at blive forladt, vendte stærkt tilbage. Hun opgav.
Tårerne pressede sig på og denne gang kunne hun ikke stoppe dem. Hun sank sammen lige hvor hun var på køkkengulvet og skjulte sit ansigt i hænderne, imens en hulken overtog hende. Erics trampen ude i gangen, lyden af et par sko, der blev taget fra hylden, fik hende til at se op. Hun blev siddende hvor hun var, men fik mast et enkelt, spinkelt ”undskyld” ud over sine læber, i et tilpas højt lydniveau, til at det burde kunne høres derude. I fald at det ikke var tilfældet gentog hun sig selv en enkelt gang lidt højere, før gråden overtog og hendes skuldre igen rystede krampagtigt. Tårerne vældede ud af de mørke øjne, imens hun skjulte ansigtet i hænderne, med en afgrundsagtig følelse af, at hun havde smadret alting.
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Mar 21, 2012 1:57:53 GMT
It takes two people to quarrelbut only one personto end it again- - - - - - - - - - -(Tag) :: Caroline Abbey ~ (Outfit) :: Here Eric havde en intens fornemmelse af at bevæge sig halvt i sovende tilstand. Som om hans krop reagerede komplet uden kontakt til hans hjerne, og alligevel var han ulideligt bevidst om hver eneste stykke tøj og kort efter toiletgrej, der havnede i den brune taske. han var på alle måder splittet og forvirret og stoppede op flere gange, tøvende, for så at høre Carries ord genspille sig for hans indre øre og se hendes hårde blik og fortsætte. I sin blinde vrede og skuffelse cementerede det faktum at hun hun blev i køkkenet blot de ting der var blevet sagt og nu ikke kunne trækkes tilbage. Han lod tasken falde til gulvet med et tungt bump, før han greb sine sko fra hylden. Han nåede at få den første snøret, inden et enkelt ord nåede ud til ham og fik ham til at gå i stå. Han lukkede øjnene og mærkede den vrede ballon punktere, bed så hårdt sammen og snørede hurtigt den anden sko, rettede sig op og greb den nærmeste af sine jakker på knagen blot for at gå i stå da Carrie gentog sit ene ord. Den sidste vrede fordampede og efterlod i stedet en tom fornemmelse af afmagt og sårede følelser et sted i hans stadigt knugende mellemgulv. Han tog langsomt jakken på, bøjede sig efter tasken igen og stod et øjeblik ubeslutsom før han alligevel ikke gik ind i stuen igen og langt nok ind til at kunne se Carrie siddendepå køkkengulvet med ansigtet skjult i hænderne. Både synet og lyden af hendes gråd rev i ham så det gjorde fysisk ondt, men han kunne heller ikke overskue at blive. Han blinkede hurtigt da han meget mod sin vilje mærkede sine øjne blive våde på samme tid som han mærkede sin underlæbe sitre umærkeligt "Jeg kan ikke, Carrie.." fik han lavmælt og snublende frem "..ikke lige nu. Undskyld." han sank en klump og så magtesløst på hende før han tvang sig selv til at vende sig om igen, væk fra hende og modstå trangen til at fortsætte hen til hende og forsøge at stoppe hendes gråd. Han trak sin tryllestav frem med en hånd der rystede tydeligt, lukkede øjnene og svirpede med håndledet før han fortrød mere og forsvandt i den blå luft med et smæld. O U T
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Mar 21, 2012 8:49:01 GMT
Love is not love which alterswhen it alteration findsTag: Eric ~ Outfit: Here Carrie havde tabt sit greb omkring den ubenhørlige selvkontrol, der prægede hende til hverdag og hulkede åbenlyst, som hun sad sammensunket på køkkengulvet. Hun kunne lige så godt have ligget, så tilpas nedbrudt følte hun sig. Det var ikke en mulighed at rejse sig op for fysisk at forsøge at stoppe Eric, selvom det var hendes første indskydelse i det øjeblik hans stemme brød igennem hendes gråd. Hun så op og mødte fortabt hans blik med et bedende udryk, som havde tilhørt ham på deres vej ud i tovene. Alligevel vidste hun, at det var for sent. Endnu et ”undskyld” forlod hende, denne gang så lavmælt, at det nærmere var en mimen end egentlig tale. Hun så på hans ryg, som han vendte sig om, så ham forlade stuen og hørte det ubenhørlige smæld, der annoncerede hans endelige afgang. ”Eric!” Hun kaldte håbløst ud i tavsheden, med tårerne vældende op i sine øjne. I hendes hoved genlød kun ordene jeg kan ikke og hun rystede igen, som hun atter engang skjulte hovedet i sine hænder. - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - Var der gået en time? Fem? Carrie var ikke engang selv sikker mere. Hun havde endelig formået at skrabe sig selv op fra gulvet og indså i det øjeblik, at hun ikke var i stand til at blive i lejligheden – eller at være der, hvis Eric skulle komme tilbage. Det var en konklusion, der hurtigt ledte hende til, at hun måtte væk, og også hun gik ind på soveværelset, soveværelset, der stadig duftede af ham. Hendes fingre lukkede sig omkring uniformsjakken, som han havde haft på, da han vendte hjem og hun måtte benytte al sin selvkontrol for ikke at synke ned igen, knugende den i sine arme, imens hun indsnusede den duft, der så entydigt tilhørte ham. I stedet slap hun den i en abrupt bevægelse og nægtede sig selv, at samle den op, da den faldt skramlende ned på bunden af skabet. Hun var langsom til at få smidt tøj i weekendtasken, selvom hun kun pakkede et minimum. Oveni røg arbejdsmappen, da det faldt hende ind, at hun ikke var i lejligheden mandag morgen. Hun hidkaldte sin toilettaske, lod den følge resten og lukkede tasken til, før hun fandt susepulveret. I sin nuværende tilstand havde hun ikke nerven til at forsøge sig med transferens, velvidende at hendes mål også var tilsluttet suse-netværket. Hun trådte ind i smaragdgrønne flammer med en taske i hver hånd, lukkede øjnene og anstrengte sig for at udtale adressen i Newcastle klart, selvom hendes stemme var usikker. Sekundet efter havde ilden opslugt hende og tavsheden faldt atter i den lille lejlighed i Diagonalstræde. CLOSED
|
|