Something dark is brewing

[Caroline Abbey]

Love is not love which alters
when it alteration finds

Tag: Eric ~ Outfit: Here

Solen skinnede og vejret var klart, men også blæsende, i den engelske hovedstad. Vinden gik igennem marv og ben og fik Carries løse hår til at danse og stritte omkring hende, da hun bevægede sig igennem Diagonalstræde. Hun havde været på besøg hos sin veninde i Godrics Hollow og efter et kort slag forbi hendes lokale postkontor, var hun nu på vej hjem til lejligheden igen. Kappen var lukket tæt omkring hende og tørklædet strammet, så kun hendes hoved var efterladt frit til elementernes rasen. Det var nu ikke længe hun gik, før hun nåede døren til opgangen, lige ved siden af den lukkede og låste indgang til Floridors iscafé. Hun fandt sin nøgle frem, stak den i låsen og var få sekunder senere på vej op af trappen imod 2. sal med røde kinder over mødet med kulden. Der var varmt i lejligheden, som hun sandede, da først hun havde ophævet de låsebesværgelser, der lå på døren. ”Eric,” kaldte hun i en spørgende tone.

Intet svar.

Hun skuttede sig lidt, hev skoene af sine fødder og satte både dem og sin skuldertaske fra sig, før hun kortvarigt stak hovedet ind i stuen, kun for at finde den tom. Også kappen røg op på sin plads, sammen med tørklæde og hansker. Carrie nappede tasken, stak i sine hjemmesko og smuttede ind på kontoret, for at finde den bog, som hun var i gang med at læse. Ikke to minutter senere var hun i gang med at lave kaffe, lænet ind over bordkanten i køkkenet med både blik og opmærksomhed fanget i bogen foran sig.

[Eric Wolfe]

It takes two people to quarrel
but only one person
to end it again

- - - - - - - - - - -
(Tag) :: Caroline Abbey ~ (Outfit) :: Here

Eric gik lidt i sine egne tanker mens han åbnede døren til "Den Utætte Kedel" og gik indenfor. Han krydsede hjemmevant rummet og fortsatte ud i baggården uden at lægge synderligt meget mærke til, om der havde været nogen kendte ansigter i krostuen. Han fiskede hurtigt sin tryllestav frem fra inderlommen på den lyseblå uniformsjakke og havde få sekunder efter udsigt ned ad Diagonalstræde. Han begyndte at gå igen med lange målrettede skridt, mens han stak tryllestaven tilbage indenfor jakken og ikke længere lagde mærke til de sporadiske undrende og nysgerrige blikke han fik på grund af uniformen.

Inden længe nåede han døren til sin egen opgang og havde hurtigt taget trapperne op til anden sal. Han stoppede foran døren til sin og Carries lejlighed og tog forsøgsvis i håndtaget, ikke sikker på om hun var kommet hjem endnu. Da døren gik op kunne han konkludere, at det var hun og han tog en lydløs indånding før mens han gik ind i den lille gang og lukkede døren efter sig. Han skævede hurtigt mod døren til stuen og snusede ubevidst ind, da lugten af kaffe nåede hans næsebor.

Han smilede svagt for sig selv, mens han tog sin hat af og lagde den op på hattehylden over knagerne, før han fortsatte ind i stuen og fik øje på Carrie stående lænet ind over køkkenbordet. Det trak lidt i hans mundvige igen da han fik øjenkontakt med Carrie og han stoppede først da han nåede op til hende og med et lavmælt "Hej skat." bøjede sig og gav hende et hurtigt kys, der måske nok var blevet vane, men dog stadig var lige kærligt ment "Har du haft en god dag?" fortsatte han og lænede sig tilbage mod kanten af bordpladen, med begge hænder lukket om kanten på den.

[Caroline Abbey]

Love is not love which alters
when it alteration finds

Tag: Eric ~ Outfit: Here

Carrie var opslugt af sit læsestof, men hørte alligevel udmærket døren, der gik. Hun løftede hovedet fra bogen, kastede et enkelt blik imod døråbningen ud til gangen, men havde hurtigt blikket tilbage på teksten. Først da Eric dukkede op og krydsede rummet så hun op igen og denne gang dannede en tydelig rynke sig på hendes pande. ”Hej...” Hun betragtede ham med klar forundring, modtog det forventede kys uden at det fjernede rynken og fandt bogmærket frem, imens hun nikkede. ”Ja, den har været fin,” svarede hun lidt ligegyldigt, før hun klappede bogen sammen og stak hænderne i lommerne på de lyse jeans.

”Havde du ikke fri i dag?” Det hev lidt i hendes mundvige, som hun lagde hovedet på skrå. ”Eller du nyder måske bare folks blikke, når du tøffer rundt i byens gader sådan?” Hun hævede begge øjenbryn og drejede sig om for at tage sin kaffekop og nød det faktum, at det var weekend, også selvom det ikke havde været det for Eric endnu alligevel.

[Eric Wolfe]

It takes two people to quarrel
but only one person
to end it again

- - - - - - - - - - -
(Tag) :: Caroline Abbey ~ (Outfit) :: Here

Eric fangede uden problemer den undrende rynke på Carries pande, men han fulgte alligevel de trygge vaner og hilste på hendes først, mens han overvejede en indgangsvinkel til det han havde at sige. Han smilede svagt og fulgte hendes bevægelser da hun lukkede bogen sammen og fortsatte med endnu et spørgsmål "Og Eili har det godt? Og din mor?" han krydsede armene over brystet, for så at lade dem falde næsten med det samme igen og tage fat om bordkanten endnu en gang, mens en lille ubevidst rynke sned sig ind på hans pande.

Han skar en lille grimasse og nikkede så da hun også begyndte på ret naturlige spørgsmål "Havde er det helt rigtige ord." han slap en lille munter lyd og så et øjeblik drillende på hende "Jeg elsker at blive beundret når jeg går på gaden, det ved du da." han smilede skævt og fortsatte så uden samme munterhed "jeg blev kaldt ind til en briefing med ret kort varsel, så det ødelagde lidt konceptet fridag." han rynkede brynene lidt og skubbede sig så fri fra bordkanten "Lad mig lige skifte, så skal jeg nok uddybe, okay?" han ventede et øjeblik på en respons, smilede så varmt og plantede et hurtigt kys på hendes kind, før han forlod køkkenet igen og satte kursen mod soveværelset.

[Caroline Abbey]

Love is not love which alters
when it alteration finds

Tag: Eric ~ Outfit: Here

Carrie viftede lidt med den ene hånd og nikkede. ”De har det begge to glimrende,” svarede hun, lige før hun gik direkte over til sit eget spørgsmål. Hun havde ikke oplevet at han blev hasteindkaldt før – den tvivlsomme ære plejede at tilfalde hende – og det undrede hende en hel del at han var blevet det og at hun ikke havde fundet nogen seddel, der forklarede hvor han var henne.

Hendes egen spøg og hans nærmest selvfølgelige svar fik en munter lyd fra hende og hun drejede hovedet imod ham med et temmelig sigende blik, før hun selv lod blikket glide en enkelt gang op og ned af ham, så der ikke kunne herske nogen tvivl om hvad hun mente om hans udseende i netop uniformen.

Øjeblikket efter var det sjove taget ud af situationen og hun rakte op, for at finde en kaffekop og sætte den på bordpladen. Hun vendte sig helt om med selvsamme rynke atter prominent i sin pande og nikkede så, yderligere mystificeret af hans tilbageholdenhed, der næppe lovede noget videre fantastisk. ”Ja, okay...” Tanker om fyringer, reprimander og overflyttelser dominerede hendes spekulationer, imens hun hældte kaffe op til sig selv og derpå lænede sig imod bordpladen med koppen i hånden. Hun havde siddet rigeligt ned hele dagen og havde det aldeles glimrende med at få strukket sine ben en anelse.

[Eric Wolfe]

It takes two people to quarrel
but only one person
to end it again

- - - - - - - - - - -
(Tag) :: Caroline Abbey ~ (Outfit) :: Here

Eric nikkede igen kort og smilede svagt da hun bekræftede at både veninden og hendes mor havde det godt "Jeg gik heller ikke ud fra andet." han hævede det ene øjenbryn diskret drillende, da hendes blik ganske åbenlyst gled ned over ham og kunne ikke helt sige sig fri for, at lige det blik selv efter halvandet år, kunne give ham en varm fornemmelse i kroppen.

Smilet falmede dog lidt som han fortsatte og han vidste udemærket at hun var klar over at han holdt noget tilbage. Alligevel plantede han et flygtigt kys på hendes kind og forlod så køkkenet. Han endte i soveværelset og afklædte sig hurtigt og rutineret den ulastelige uniform, der endte på sin bøjle i skabet til næste gang han ville have brug for den. Så tog han en dyb indånding og gik tilbage mod stuen og køkkenet, nu noget mere afslappet klædt.

Hans blik låste sig fast på Carrie så snart han gik igennem døren, men han forblev tavs indtil han igen stod lænet mod kanten af køkkenbordet ved siden af hende. Han lagde armene over kors på brystet og tog endnu en dyb indånding før han brød stilheden "De sender os ud igen. Til maj." sprang han direkte ud i det og så afventende på hende.

[Caroline Abbey]

Love is not love which alters
when it alteration finds

Tag: Eric ~ Outfit: Here

Carrie smilede kort til Eric og trak på skuldrene. Hun betragtede ham forlade lokalet med en markant rynke i panden og overvejede hvad, der ville fostre den type alvor, der ligefrem krævede, at han trak det ud at fortælle. Som sædvanlig tænkte hun alt for meget, men netop den mulighed, som han satte ord på, da han atter stod i køkkenet, havde hun ikke vendt i hovedet.

Hun standsede midt i en bevægelse, med kaffekruset halvt løftet til læberne, løftede blikket og stirrede tavst på ham. Adskillige sekunder forløb, uden at hun reagerede yderligere og da hun til sidst gjorde noget, var det blot at sætte kruset fra sig med svagt rystende fingre. Hun blev stående med ryggen til ham og hovedet bøjet.
Det var nok at koncentrere sig om at trække vejret, imens en gammelkendt frygt blussede op i hende og efterlod hende fuldstændig forstenet. Luft ind, luft ud og alt for mange påtrængende billeder af Eric med en sikkerhedshjelm og et stort smil et fremmed sted verden. Hun følte sig tom og forladt, selvom han stod ikke fire meter væk fra hende.

[Eric Wolfe]

It takes two people to quarrel
but only one person
to end it again

- - - - - - - - - - -
(Tag) :: Caroline Abbey ~ (Outfit) :: Here

Eric følte sig kun lettet et sekund efter at have sat ord på grunden til, at han ikke havde fået den fridag han ellers havde regnet med. Sidst han havde været udsendt havde tingene været anderledes, især i forhold til hende og han betragtede hendes tavse reaktion med rynket pande. At han skulle afsted var uundgåeligt. Når først ordren var udstedt, var der ingen vej tilbage, men der var siden sidst kommet adskillige nye, og vigtige faktorer ind i ligningen.

Han bekæmpede trangen til at gå direkte over til hende og lægge armene omkring hende, men gav hende i stedet nogle øjeblikk til at synke nyheden, mens han selv blev stående med blikket rettet mod hendes nakke. Efter nogle minutter i anspændt tavshed tog han en dyb indånding og lod armene falde for igen at lukke fingrene om bordkanten bag sig "Til Mogadishu den her gang. Borgerkrigen dernede spidser til, så vi bliver sat ind som backup." fortsatte han så, mere rolig end han følte sig og uden at tage blikket fra hendes nakke.

[Caroline Abbey]

Love is not love which alters
when it alteration finds

Tag: Eric ~ Outfit: Here

Carrie havde det dårligt. Hendes mave strammede sig ubehageligt sammen omkring et sort hul af tomhed og hun havde lukket øjnene, imens hun koncentrerede sig om sin vejrtrækning. Erics ord faldt, som hun rettede ryggen op igen og hun bed tænderne sammen, imens hun slog øjnene op igen.

Uganda. Hun gav pokker i Uganda. Da hun vendte sig om hørte hun et spøgelse af sin chefs uforsonlige ord i sit øre og hun så på Eric med anspændt kæbe og fugtige øjne. ”Hvorfor skal du...” Hendes stemme knækkede over og hun rømmede sig hørligt, før hun fortsatte. ”Kan de ikke sende nogen andre?” Hun så fortabt på ham, forsøgte at skubbe den boblende vrede imod hans arbejde væk og fejlede. ”De kan da ikke bare komme og diktere den slags nu!”

[Eric Wolfe]

It takes two people to quarrel
but only one person
to end it again

- - - - - - - - - - -
(Tag) :: Caroline Abbey ~ (Outfit) :: Here

Rynkerne på Erics pande blev kun dybere da Carrie vendte sig og mødte hans blik og han rystede langsomt på hovedet en enkelt gang da hun talte "Fordi det er en del af mit job. Det ved du." han sukkede svagt og slog ud med begge arme et sekund mens han fortsatte "Nogen andre er allerede dernede og skal afløses. Det er sådan det fungerer så længe man er i aktiv tjeneste." han tav igen og så alvorligt på hende, mens hans bryn trak sig endnu længere nedefter "Jo, det er lige det de kan."

Han tav et øjeblik igen før han rettede sig op, slap bordkanten og i stedet stak tommelfingrene indenfor kanten på lommerne i sine jeans, stadig uden at have taget blikket fra hende "Fra maj til oktober og så går der mindst et år igen før det bliver aktuelt." fortsatte han på fakta og understregede med det blot igen, at det ville ske og ikke stod til at ændre. Det trak dog svagt og let tøvende i hans ene mundvig mens han tilføjede lidt til sine egne fakta "Vi klarede det sidst. Mon ikke vi også gør det den her gang?" spurgte han retorisk og måtte igen bekæmpe trangen til at træde helt hen til hende, med en klar fornemmelse af, at det ikke lige var det hun ville synes om i øjeblikket.

[Caroline Abbey]

Love is not love which alters
when it alteration finds

Tag: Eric ~ Outfit: Here

Carrie blev ikke den mindste smule beroliget eller forsikret af Erics ord. Hun vidste udmærket at øjeblikket var uundgåeligt, men hun havde formået at undgå at tænke på det i næsten et år og hun fortsatte hjertens gerne i sin benægtelse længe endnu. Den bratte ophørsel af muligheden for netop det ramte hende hårdt i mellemgulvet og hun krydsede armene stramt over brystet, imens hendes ansigtsudtryk blev mere og mere sammenbidt.

Havde han rørt hende, ville hun have veget væk med det samme. Hun følte sig ubehageligt til mode og formåede på ingen måde at holde alle de ubehagelige, uforsonlige tanker nede. ”Maj...” På fingrene talte hun månederne, med en svindende følelse af selvkontrol. Hun havde lyst til at fortælle ham hvor angst hun blev ved tanken om at sende ham ud i det ukendte, men hun var ikke særlig dygtig til frygt. Vrede og harme var langt nemmere at håndtere. ”Det giver ingen mening at du skal ud og risikere liv og lemmer for en eller anden fjern borgerkrig. Det er latterligt! Du er jo magiker, ikke en eller anden... Det burde ikke være sådan!” Hun lod hænderne falde håbløst til sine sider, efter at have slået ud med dem.

[Eric Wolfe]

It takes two people to quarrel
but only one person
to end it again

- - - - - - - - - - -
(Tag) :: Caroline Abbey ~ (Outfit) :: Here

Eric betragtede Carrie i anspændt stilhed efter at have svaret på hendes indledende, og tydeligt impulsive spørgsmål. Han nikkede igen langsomt en enkelt gang, med blikket hvilende på hendes ansigt og lod et bekræftende "Mhm.." følge hovedbevægelsen. Han kunne tydeligt se hende tælle de seks måneder op med fingrene og vidste at snakken ikke var færdig endnu. Det ville have undret ham om den var, men da hun fortsatte måtte han alligevel tage en dyb indånding før han selv talte igen.

"Carrie.." begyndte han og gik så i stå igen, mens han overvejede sine ord før han fortsatte "Lad være at begynde på det emne igen, så er du sød. Det har ikke noget som helst hold i sig." han så indtrængende på hende og havde fortsat tydelige rynker i panden "Der er ingen der tvinger mig. Jeg har selv valgt det og det har intet at gøre med om jeg har magiske evner eller ej." han slog ud med den ene hånd og gned sig så over panden i en træt bevægelse "Magi eller ej, så bor vi allesammen på den samme planet. Det er sagen komplet uvedkommende." hans stemme var rolig og blikket han sendte hende lettere bedende, i håbet om ikke at bringe en gammel diskussion op, som de alligevel aldrig blev enige om.

[Caroline Abbey]

Love is not love which alters
when it alteration finds

Tag: Eric ~ Outfit: Here

Carrie bed tænderne sammen og krydsede armene over hinanden igen. Hun tog en dyb indånding, så tavst på Eric i et langt øjeblik efter hans afsluttende ord og nikkede så, kort og afmålt. ”Fint,” sagde hun, i en tone, der tydeligt indikerede, at hun bestemt ikke synes at det var fint.

Hun drejede sig væk fra ham igen med et sammenbidt ansigtsudtryk og ganske ufrivilligt våde øjne. Det var vældig meget nemmere at fokusere på sin antipati og sin vrede, end det var at lade frygten overtage og hun var for længst gået i en mental forsvarsposition, der ikke svarede til nogen hun tidligere havde præsteret. Dødstille og med rystende hænder tog hun kaffekruset og løftede den til sine læber igen. Hun stirrede lige ud i luften imens hun drak og forsøgte at undertrykke de ubehagelige spydigheder, der alligevel voksede sig stærkere for hvert sekund hun stod i køkkenet. Endelig blev det for meget for hende at holde inde og hun lukkede fingrene en anelse hårdt om kruset, der sprang, i et sjældent tilfælde af løssluppen magisk energi.

Hun bandede, som kaffen sprøjtede ud over hendes trøje og på de lyse bukser og trak sin tryllestav frem. Med en hidsig bevægelse og flere små glimt fik hun repareret kruset og fjernet kafferesterne fra sit tøj, fra gulvet og fra både køkkenskabet og bordet. Hun vendte sig om imod Eric igen og så vredt på ham, næsten som om hun mente, det var hans skyld, at hun havde knust porcelænet. ”Hvorfor kan du ikke bare være ligesom alle andre mugglerfødte, der er taknemmelige for deres skide evner?!” Hun registrerede at hun var lige ved at stå og pege på ham med den lyse stav og lagde den hårdt fra sig på køkkenbordet med en irriteret vrissen.

[Eric Wolfe]

It takes two people to quarrel
but only one person
to end it again

- - - - - - - - - - -
(Tag) :: Caroline Abbey ~ (Outfit) :: Here

Eric sukkede lydløst da Carrie vendte sig væk igen, men blev stående hvor han var. Uadtil virkede han stadig rolig, men fingrene de knugede hårdt om bordkanten og rynkerne på hans pande afslørede klar at han måske ikke var så afslappet som det kunne virke. Han havde forventet en reaktion på den nyhed han kom med, uden tvivl, men han havde ikke helt forventet den han fik og han endte stående med en begyndende knude i maven.

Det gav et sæt i ham da kruset mellem Carrie hænder sprang og han reagerede instinktivt ved at skubbe sig fri fra bordkanten og gå nogle skridt tættere på med et bekymret blik "Skar du dig?" var det første der røg ud af munden på ham, mens han stoppede et skridt fra hende og igen tavst betragtede hende, da hun reddede både kruset og fjernede kaffestænk fra både sig selv og omgivelserne.

Hans bryn røg i vejret da hun vendte sig mod ham igen og gik overrumplet et halvt skridt tilbage da hun slyngede en tydeligt frustreret anklage mod ham. Han så tydeligt skuffet på hendes mens hans bryn trak sig nedefter igen og bed hårdt sammen for ikke at sige noget han vidste han ville fortryde. I stedet tog han en dyb indånding og forsøgte at holde sin stemme rolig da han endelig svarede hende "Fordi jeg ikke har lyst til at være som 'alle andre', Carrie." han skævede kort til tryllestaven der blev smækket i bordet og fandt så hendes ansigt med blikket igen "Hvilken lov siger at jeg skal tage et job i den magiske verden for at vise min taknemmelighed?" han slog ud med den ene hånd og fortsatte lettere sammenbidt "Jeg troede helt ærligt den diskussion var lukket for længe siden." han tav igen, sukkede dybt og rystede ubevidst lidt på hovedet.

[Caroline Abbey]

Love is not love which alters
when it alteration finds

Tag: Eric ~ Outfit: Here

Carrie skød et enkelt, hidsigt ”nej!” fra sig, før hun svang staven, gjorde det gjorte ugjort og derpå fjernede kafferesterne. Der var absolut ingen taknemmelighed at spore over hans bekymring, heller ikke da hun vendte sig om og lukkede damp ud, tydeligt frustreret og vred, måske endda endnu mere, fordi hendes magiske evner bestemt ikke plejede at ryge ud af hendes kontrol. At de havde gjort netop det denne gang, talte næsten højere om hendes sindstilstand end de mørke øjne eller udtrykket i hendes ansigt gjorde.

Hun bed tænderne hårdt sammen, som han svarede på hendes spørgsmål, knugede hænderne sammen så knoerne blev hvide og havde formentlig slået i bordet, hvis hun stod bag det, frem for foran det. ”Selvfølgelig er den ikke lukket, Eric! Det går jo stik imod alt hvad jeg har kæmpet for i de sidste ti år, hvorfor kan du ikke forstå det?!” Hun slog ud med armene, tog en dyb indåning og lagde hovedet tilbage med et dybt suk. ”Og ja, jeg ved godt, at du elsker det og hvor glad det gør dig og jeg under dig det, jeg under dig at være pisse hamrende lykkelig, men du bliver nødt til at forstå, at det komplet modarbejder det både jeg og Boothe og sgu også Cadwallader arbejder for hver evig eneste dag!” Hun gav sig til at gå, først fire skridt imod vinduet, så i den stik modsatte retning. ”Du er velsignet med en særlig gave – og jeg mener ikke at du alene burde være taknemmelig, du burde benytte den! Kan du forestille dig en af jeres... Supermænd, der får specielle evner, og så bare vælger at blive slagter?!”