|
Post by Caroline Abbey on Feb 28, 2012 14:27:25 GMT
Oh my sweet CarolinaWhat compels me to go?Tag: Eric Wolfe ~ Outfit: Here
Carolines pande var rynket, som var hendes kommende mange år mejslet ind allerede. Hun sad med benene krydset oppe under sig midt på sofaen og stirrede tomt ud i luften. Foran hende på sofabordet stod et halvtomt kaffekrus samt en lille tallerken med brødkrummer og en uanselig klat marmelade fra den halve bolle, som hun havde fortæret siden hun kom hjem fra ministeriet.
Der var stille i den ellers tomme lejlighed og man kunne svagt høre lyden af mennesker nede på Diagonalstræde. Et lille barn skreg på sin far og en ugle tudede. Intet af dette havde nogen effekt på Caroline, som blot tyggede fraværende på sin underlæbe, før hun lænede sig frem og lukkede den ene hånds fingre omkring hanken på kruset med kaffe. Hun hævede det til munden, tog en enkelt tår og lagde begge hænder omkring det, imens hun lænede sig tilbage igen. Alvoren prægede endnu både hendes ansigt og hendes tanker og hun følte sig ubehageligt til mode.
Hvis hun havde handlet rent på instinkt og følelser, da hun hørte om både mordene på Mr. og Mrs. Baker samt tilfangetagelsen af morderen – en af hendes tidligere klassekammerater fra Hogwarts – ville hun være taget direkte til Azkaban for selv at gøre en ende på Delaneys sørgerlige eksistens. Hun mindedes nu både skoletiden og sit år i praktikforløbet i den afdeling hans far ledte og følte lede ved at have hentet kaffe til en mand, der var ophavet til et sådant monster. Der var ingen tvivl i hendes hoved om hvilken straf han og hele hans familie fortjente og hun havde alle planer om at forsøge at præge retssagen udefra til at det var netop hvad der blev uddelt.
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Feb 28, 2012 22:04:42 GMT
And I find it hard to takewhen people run in circlesit's a very, very mad world- - - - - - - - - - -(Tag) :: Caroline Abbey ~ (Outfit) :: Here Eric tilbagelagde det korte stykke fra Den Utætte Kedel til Floridors Iscafé uden at skænke udstillingsvinduer eller mennesker nogen opmærksomhed eller nysgerrighed. I stedet stilede han lige efter indgangen ved siden af caféen og tog trappen op til anden sal to trin ad gangen, så hans tunge støvler fik det til at runge lidt i opgangen.
Han nåede døren til den rigtige lejlighed og låste sig hurtigt ind, lukkede døren bag sig og bøjede sig ned for af ren vane, at binde sine støvler op og tage dem af "Carrie?" kaldte han mens han hev i snørebåndene og løftede hovedet for at kaste et blik mod døren ind til stuen "Er du hjemme?" han trådte støvlerne af med lidt besvær og satte dem på deres faste plads, før han på strømpefødder fortsatte ind i stuen, uden at tage hverken jakke eller baret af, eller gå direkte i soveværelset for at skifte, som han ellers plejede at gøre.
Han stoppede nogle skridt inde da han fik øje på hende i sofaen og rynkede panden spekulativt, da hendes fremtoning i sig selv svarede på det spørgsmål han havde været lige ved at stille. Selvfølgelig vidste hun det allerede. Det ville være mere underligt om hun ikke gjorde "Du har hørt det går jeg ud fra?" spurgte han alligevel mens han tog de sidste skridt hen til sofaen og lod sig dumpe ned ved siden af hende.
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Feb 29, 2012 19:52:33 GMT
Oh my sweet CarolinaWhat compels me to go?Tag: Eric Wolfe ~ Outfit: Here
Caroline reagerede ikke på lyden af hoveddøren, der gik op. Hun blev siddende med kaffekoppen mellem begge hænder og vendte først hovedet imod gangen, da Erics stemme lød derude fra. Det blev rynkerne i hendes pande i midlertidig ikke mindre udtalt af. Tværtimod slog hun blot blikket ned med en tydeligt bekymret mine og så på den mørke væske, imens hun overvejede dels om han havde hørt den magiske verdens seneste nyhed og dels hvordan hun skulle fortælle ham den, hvis det ikke var tilfældet. Han havde også engang gået på samme årgang som Delaney, siddet til timer med ham og måske havde han endda oplevet at blive diskrimineret af monsteret i det spæde stadie dengang det alt sammen mest var snak.
Adskillige tanker fór igennem hovedet på hende allerede inden Eric rent faktisk kom gående ind i stuen og hun ved selvsyn kunne konstatere temmelig hurtigt at han havde hørt om hvad der var sket. I et kort øjeblik var hun nærmest lettet, men det forsvandt hurtigt. Hun forsøgte at smile til ham, men det nåede aldrig rigtig hendes øjne. I stedet satte hun blot kaffekruset fra sig på sofabordet og nikkede antydningsvist. ”Selvfølgelig,” bekræftede hun lavmælt og alvorligt. ”Vi har ikke beskæftiget os med andet hele dagen.” Hun rakte sin ene hånd ud efter ham, men endte blot med at lade den hvile imod oversiden af hans ene lår, imens hun betragtede hans ansigt med et hårdt udtryk i sit eget. ”Han skal have kysset. Hvis det på nogen måde kan lade sig gøre. Det sker sjældent i dag, men denne gang... Det er gået for vidt. Magiratet må sende et budskab til monstre som Delaney. Dementorens kys.”
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Mar 1, 2012 0:42:37 GMT
And I find it hard to takewhen people run in circlesit's a very, very mad world- - - - - - - - - - -(Tag) :: Caroline Abbey ~ (Outfit) :: Here Eric gengældte ikke Carries smil, men fortsatte direkte hen til sofaen så snart han fik øje på hende der og satte sig ned lige ved siden af hende. Han lænede sig af ren, indgroet vane over mod hende, og lod læberne flygtigt strejfe hendes kind mens hun svarede på hans spørgsmål. Han trak sig tilbage igen og nikkede uden at de alvorlige rynker i hans pande var forsvundet på noget tidspunkt "Jeg nåede at læse det i Profeten i morges inden jeg gik.." forklarede han selv kortfattet, som svar på hvor han selv havde hørt om mordene, uden selv at være ansat i den magiske del af verden.
Han mødte hendes blik uden forbehold og spejlede uden problemer hendes alvor, mens hans ene hånd helt på egen akkord lagde sig over hendes på sit lår. Hans bryn trak yderligere lidt ned som hun fortsatte og selvom hvad hun nævnte var noget nær det værste han kunne forestille sig, så kunne han ikke inderst inde være uenig med hende.
I stedet for dog at udtrykke sin enighed så han spørgende på hende, mens han strøg tommelfingeren over hendes håndryg en enkelt gang "Aurorerne er vel sendt ud. Ved du om de har fundet ham endnu?" han vidste efterhånden af erfaring at hun ind i mellem, for ikke at sige forholdsvis tit, havde oplysninger der endnu ikke var nået medierne. Et sted i hans baghovede krøb den den ubehagelige erkendelse af, at de to ofre havde haft samme tilgang til den magiske verden som ham selv stadig rundt, men han fortsatte med at skubbe den tilbage som han havde gjort hele dagen.
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Mar 1, 2012 11:10:48 GMT
Oh my sweet CarolinaWhat compels me to go?Tag: Eric Wolfe ~ Outfit: Here
Carrie reagerede ikke på Erics vanestyrede kys imod hendes kind. Hun nikkede blot en anelse som svar på hans simple oplysning og så på ham med fremtrædende alvor. Uanset hvilken situation hun stod i ville hun have betragtet mordene som direkte afskyvækkende, men der var ikke nogen tvivl om at hendes forhold til Eric gjorde at hun så det igennem bare en smule anderledes briller end ellers. Det havde mere end strejfet hende at han var præcis som de to ældre mennesker og at det for så vidt lige så vel kunne have været ham, Eilionoir eller Ethan, som det var gået ud over. De var lige nøjagtig så meget mugglerfødte som Mr. og Mrs. Baker. I hendes optik havde de alle sammen samme rettigheder til deres plads i den magiske verden som hun selv, men for en forstyrret mand som Teodor Delaney var situationen en anden.
Hun følte afmagt – men også et afgrundsdybt had, som på mange måder havde slumret i et stykke tid, hvor verden omkring hende havde virknet både ordnet og stabil. Ministeren havde slået sig fast som autoritet, hun selv havde fundet sig tilpas i sit endnu relativt nye job, hun og Eric var flyttet sammen og de eneste reelle bekymringer havde vedrørt hendes privatliv. Denne sag rystede hende helt ned i hendes grundvold og hun forsøgte ikke engang at skjule det, som hun sad der i sofaen. I stedet talte hun åbent og ærligt, drejede hånden og fangede hans, som hun knugede en anelse hårdere end nødvendigt. Hun nikkede med tænderne bidt sammen og en anspændt kæbe. ”Lige inden jeg gik. Morcant og Blythe var det team, der fandt hans skjulested. Han må være blevet overført til Azkababan på nuværende tidspunkt. De fremskynder processen med at få hans sag for Højmagiratet.”
[/color] Endnu med et fast greb omkring hans hånd mærkede hun en insisterende trykken for øjnene og registrerede at hendes øjne var fugtige – mere i vrede end i sorg. Hun kendte ikke de myrdede, men sagen om dem repræsenterede noget større end hvem de end havde været som mennesker. ”Det er præcis lige som dengang på skolen. Intet har forandret sig siden dengang lige meget hvor meget vi end har prøvet! Der bliver ved med at dukke galninge op, som bare ikke forstår det, men de har jo lært det derhjemme! Folk som Maverick lærer at i ikke...” Hendes stemme knækkede over og hun rømmede sig irriteret. ”At i er mindreværdige! Men det er i jo ikke. I er en skat! En velsignelse, for fanden!”[/justify][/blockquote]
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Mar 1, 2012 13:26:50 GMT
And I find it hard to takewhen people run in circlesit's a very, very mad world- - - - - - - - - - -(Tag) :: Caroline Abbey ~ (Outfit) :: Here Eric kendte efterhånden Carrie godt nok til at være rimeligt sikker på hvad der foregik i hovedet på hende. Hendes passion for sin sag og dybe, til tider næsten overdrevne indlevelse for den, var en af de mange grunde til hun havde den plads i hans hjerte som hun havde fået, Dybest set var han enig med hende det meste ad vejen, omend deres tilgang til tingene var meget forskellige.
Han løftede hånden lidt uden at fjerne den, da hun vendte sin, og lod sig ikke mærke udadtil med det faste greb hun lukkede fingrene om hans med. Han nikkede som en ubevidst reaktion og ekstra indikation på, at han lyttede mens hun fortsatte, selvom der ikke var tvivl om at han gjorde netop det "Godt. Jo hurtigere det bliver overstået, jo bedre. Det lød ikke til der var ret meget tvivl om at han var den skyldige?" fortsatte han spørgende og forsøgte i hovedet at kæde ansigtet han havde set smile manisk til sig fra forsiden af avisen om morgenen, sammen med en han tidligere havde gået i skole med.
Han gav hendes hånd et lille klem da han så hendes øjne blive blanke og tog selv en dyb indånding mens han løftede den frie hånd og strøg den over sit underansigt i en let magtesløs gestus og nikkede langsomt igen "Sådan er verden desværre.." bød han lavmælt ind og så beklagende på hende "De vil altid være der og dukke op fra tid til anden. Ikke kun i den magiske verden. Det er ligeså slemt på den modsatte side." rynkerne i hans pande blev dybere som hun fortsatte, og havde det ikke været for situationens alvor ville han have smilet. Nu trak det blot et sekund i hans ene mundvig, før han lænede sig lidt til siden igen og plantede et impulsivt kys på hendes pande "En velsignelse er måske så meget sagt, men vi er her i hvert fald. Det må der være en grund til." han tav igen og fokuserede tænksomt på hendes kaffekrus på sofabordet.
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Mar 2, 2012 22:12:34 GMT
Oh my sweet CarolinaWhat compels me to go?Tag: Eric Wolfe ~ Outfit: Here
Carries ansigtsudtryk var hårdt, ligesom hendes tonefald, som hun talte om den forestående rettergang. Hun nikkede en enkelt gang uden yderligere uddybelse og tog en dyb indånding for at forsøge at få et bedre hold om sig selv. Det var altid noget at det var nu hun mærkede det glide lidt ud af sit greb og aldrig på arbejdet, hvor hendes facade var stenhård og afpudset igennem de seks år hun efterhånden havde været der. Hjemme var tryghed og omsorg, med frihed til at være ærlig, også selvom sandheden kunne gøre forfærdelig ondt. Det vílle ikke være første gang, hvis hun kom til at græde foran Eric, men hun ville gerne være stærk og stålstikker. Bare denne gang.
Af samme grund bed hun tårerne i sig, rynkede panden og knugede blot hans hånd i sin, imens hun for en kort stund sænkede blikket. Da hun hævede det for at møde hans igen var hun mere samlet og hun klarede halsen en smule, som han plantede et kys på hendes pande. Hun slækkede rebet om hans hånd og nikkede endnu engang. ”Der er slet ikke nok historiske undersøgelser af emnet. Man ved jo ikke engang om ikke de første magikere var mugglerfødte – hvilket jeg til stadighed tror. Der er intet datamateriale tilbage til stenalderen, men hvem siger at vi ikke udsprang fra mugglere? Hvis man ser sådan på det er i jo nærmest mere... Rene.” Hun havde sagt det før og hun vidste det udmærket. Der var ikke mange af hendes argumenter han ikke havde hørt efterhånden og hun tav da også, blot for at slippe et skælvende suk. ”Jeg ville... Jeg har lyst til at gøre en ende på ham... Det modbydelige...” Hun bremsede sig selv, bed fat om sin underlæbe og stirrede ud i luften. ”... De kommer aldrig til at røre dig,” nærmest hviskede hun, uden at se på ham.
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Mar 3, 2012 16:14:36 GMT
And I find it hard to takewhen people run in circlesit's a very, very mad world- - - - - - - - - - -(Tag) :: Caroline Abbey ~ (Outfit) :: Here Erics pande forblev let rynket, nu dog mere over hvor tydeligt påvirket Carrie var af situationen, end over mordene i sig selv. Hendes oprevethed kunne han tage og føle på, mens mordene var tilpas surrealistiske til at glide i anden række som han sad nu. Han sagde ikke noget da hun sænkede blikket, men havde en klar fornemmelse af hvorfor hun gjorde det.
Da hun slækkede grebet om hans hånd, slap han hendes helt, blot for i stedet at lægge armen omkring hende og give hendes skulder et beroligende klem og på samme tid trække hende lidt ind til sig selv. Det trak svagt i hans mundvige da hun fortsatte, uden at der var nogen egentlig antydning af morskab i hans udtryk. Det var mest bare en ubevidst reaktion på tanker og teorier han havde hørt før. Det gjorde dem dog ikke uvedkommende og han nikkede svagt sin enighed "Det er hønen og ægget for den magiske verden, ja." gav han hende blot ret, hvor han sikkert til hverdag ville være kommet med en spøgende kommentar om, at han faktisk ikke følte sig særlig ren og trængte til et bad.
Der var dog intet morsomt eller spøgeværdigt ved emnet nu og det afspejlede sig tydeligt hos dem begge. Ubevidst begyndte han at stryge hendes overarm blidt, mens han selv faldt hen i alvorlige tanker og lyttede som hun fortsatte. Hans kæbe spændtes et øjeblik som eneste synlige reaktion på, at han var enig i hendes udtalelse. Han sagde det dog ikke højt og blev i stedet afledt da hun hviskende fortsatte. Han drejede langsomt hovedet og så alvorligt på hende med endnu dybere panderynker end før, mens han løftede den frie hånd, lagde den blidt under hendes hage og drejede hendes ansigt mod sit eget så han kunne se hende i øjnene "Nej.." han så alvorligt på hende og skiftede fokus mellem hendes øjne før han fortsatte, og det der lå bag hendes udtalelse fik det til at knuge let i hans mellemgulv "Og hvis 'de' gjorde, så ville de få kamp til stregen."
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Mar 3, 2012 22:09:33 GMT
Oh my sweet CarolinaWhat compels me to go?Tag: Eric Wolfe ~ Outfit: Here
Caroline gjorde intet for at forhindre Eric i at lægge armen omkring hende og trække hende nærmere. Hendes pande var i midlertidig blot lige rynket, da hun vendte blikket ud i rummet, uden rigtig at se på noget specielt. Kaffen var glemt og hendes alvor fremtrædende. Hun standsede sig selv halvvejs på vej til at tage grimmere ord i sin mund end hun havde gjort længe. I stedet fortsatte hun ud i en lavmælt og stålsat erklæring, temmelig ligeglad hvor tomme hendes ord var. De var præget af en indbygget beskyttertrang, der var vokset til at omfatte ham for længst og kom fra et helt ærligt sted. Uanset det ligegyldige i dem mente hun fuldstændig reelt at hun ikke ville lade nogen gøre ham det mindste. At hun ikke havde magten til at love den slags var underordnet.
Hun fulgte hans hånd, da han drejede hendes ansigt imod sig selv, løftede blikket til ham igen og betragtede ham, modsvarende hans alvor fuldstændig, uden at forsøge at løsne situationen op. Hans ord fik hende blot til at nikke. Hendes kæbe var anspændt og hun klarede halsen lidt, før hun åbnede munden igen. ”Ja de ville,” konstaterede hun bestemt. Hun sukkede lavmælt og endte med at hvile sig ind imod ham, endnu stirrende tomt ud i luften. ”Hvis han får den høje straf vi ønsker, så sender det er stærkt signal om at det ikke længere behandles let at forbryde sig mod mugglerfødte... Eller mugglere. Oveni Florence Dale, som formentlig får livstid, begynder det at blive tydeligt.”
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Mar 4, 2012 1:42:42 GMT
And I find it hard to takewhen people run in circlesit's a very, very mad world- - - - - - - - - - -(Tag) :: Caroline Abbey ~ (Outfit) :: Here Eric lod hånden blive liggende under Carries hage nogle øjeblikke endnu efter at have forsikret hende om, at han på ingen måder og i ingen situationer ville lægge sig uden kamp. Dét kunne han i det mindste love oprigtigt, modsat at begynde på tomme løfter som han ingen chance havde for at holde, blot for at forsøge at berolige hende. Det lå ikke til ham og ydermere vidste han at ville gennemskue den på to sekunder og for det meste også foretrak en ærlig udtalelse fremfor en der var pakket ind i candyfloss.
Det trak svagt i hans mundvige igen da hun reagerede med ord på hans løfte og flyttede så hånden til hendes kind for en kort bemærknin før han lod den falde igen og gav hendes skulder endnu et klem da hun lænede sig ind mod ham. Han nikkede en enkelt gang "Eller halvblods.." tilføjede han lavmælt og var tavs nogle lange øjeblikke mens han så tænksomt frem for sig "I det mindste er han i forvaring og render ikke ude hvor han kan gøre mere skade." hans blik blev hårdt, uden at han selv tænkte over det da han fortsatte "Er der sat en dato på hvornår han bliver stillet for Højmagiratet?" han drejede hovedet lidt og så spørgende på hende.
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Mar 4, 2012 18:54:55 GMT
Oh my sweet CarolinaWhat compels me to go?Tag: Eric Wolfe ~ Outfit: Here
Carrie stirrede ud i luften, som hun hvilede sig ind imod Eric og lod sin indhylde af den velkendte lugt af ham og hans arbejdstøj. En enkelt, lavmælt og bekræftende lyd ved hans tilføjelse og hun bed ned om sin underlæbe igen, imens billeder af de mennesker hun kendte løb igennem hovedet på hende. Eric, Bree, Brody, Eilionoir og Ethan. Alle, ifølge folk som familien Delaney mindreværdige. Hun ville aldrig komme til at forstå deres syn på verden – men hadet forstod hun udmærket. Det var nøjagtig hvad hun nærede til de mennesker, der mente at de havde andre rettigheder fordi deres forældre var fætter og kusine.
Da Eric atter engang talte, løftede hun hovedet lidt for at se på ham. Hun nikkede med sammenbidte tænder, tog en dyb indånding og rystede så i stedet på hovedet. ”Ikke endnu, men de fremskynder det. Det er vigtigt at få en hurtig afslutning på det, også selvom han allerede er buret inde og der ikke kan være tvivl om at han ikke bliver en fri mand igen.” Hun sukkede, stirrede tomt frem for sig og endte med at rykke sig tættere på Eric og begrave hovedet halvt ved hans skulder. ”Jeg er så glad for at du er hjemme,” mumlede hun lavmælt. ”Jeg ved godt at det er irrationelt, men...”
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Mar 5, 2012 14:22:17 GMT
And I find it hard to takewhen people run in circlesit's a very, very mad world- - - - - - - - - - -(Tag) :: Caroline Abbey ~ (Outfit) :: Here Eric var tavs i adskillige minutter mens han sad med armen omkring Carries skulder og fraværende strøg hendes overarm, mens tankerne kværnede i hans eget hovede også. Omend størstedelen af hans magiske omgangskreds rent faktisk var halvblodede eller fuldblods, så påvirkede sagen ham mindst ligeså meget som den åbenlyst gjorde Carrie. Det lå blot ikke til ham at reagere udadtil som hun, i stedet trak han bekymringerne indefter og bearbejdede dem systematisk én for én.
Det blev ham selv der blev den første til at bryde den tænksomme tavshed igen og han bøjede hovede lidt for at møde hednes blik da hun løftede hovedet mod ham. Han rynkede brynene lidt mere over hendes hovedrysten og endte så i stedet med at nikke tænktsomt da hun uddybede "Forhåbentligt ikke. Jeg tror alle ville være bedre tjent med at han var gemt langt væk." hans stemme var ligeså hård som hans udtrykket på hans ansigt, men det blødte op igen, da Carrie gemte ansigtet ved hans skulder.
Han lænede hovedet lidt til siden og plantede et kys på hendes hår før han blot lod kinden hvile mod det og smilede svagt "Jeg havde heller ikke helt hovedet med mig i dag." indrømmede han lavmælt og trak hende lidt tættere ind mod sig "Du var ikke mere end lige smuttet før Profeten dumpede ind i morges. Det har været lidt svært at slå ud af hovedet." han sukkede svagt og skar en lille grimasse ned mod hendes hår "Og jeg kunne af gode grunde ikke fortælle nogen om det."
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Mar 5, 2012 19:33:08 GMT
Oh my sweet CarolinaWhat compels me to go?Tag: Eric Wolfe ~ Outfit: Here
Carrie var ikke helt enig med Eric, men undlod at sætte flere ord på hvad hun mente der burde ske med den formodede morder, såfremt han blev dømt skyldig. Hun gemte i stedet blot ansigtet ved hans skulder, tog en dyb indånding og ved blev at stirre ud i luften, som han plantede et enkelt kys på hendes hår. Et lavmælt suk forlod hende, da hun blev trukket helt ind imod hans varme krop og tillod sig selv at føle sig beroliget af den velkendte følelse og af hans stemme, uanset hvad han egentlig sagde.
Hun klarede halsen, løftede hovedet igen og rystede en anelse på hovedet. ”Vi talte ikke om andet,” kommenterede hun. ”Jeg har set hans ansigt for mig tusind gange i løbet af i dag. Bare tænk... I syv år gik jeg op og ned af ham... Var han allerede et monster dengang? Det var jo ikke ham, der myrdede Professor Dempsey, så hvordan? Hvordan ved man den slags? Maverick skulle forestille at være den værste af dem alle sammen, men se nu bare nu...” Hun rynkede panden dybt og rystede langsomt på hovedet. ”Verden er helt op og ned af hvordan jeg troede den skulle være. Mavericks marionetter viste sig at være de værste, hun selv leger far, mor og børn med MacLeod, imens de går rundt og... Slår ihjel.”
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Mar 5, 2012 21:20:19 GMT
And I find it hard to takewhen people run in circlesit's a very, very mad world- - - - - - - - - - -(Tag) :: Caroline Abbey ~ (Outfit) :: Here Erics strammede greb omkring Carrie var mest af alt ubevidst, affødt af behovet for at beskytte hende. Selvom han udemærket vidste hun var i stand til at passe på sig selv, så fjernede det ikke ur-instinktet for at ville skærme hende mod ting der gjorde hende ondt, fysisk som psykisk. Han løftede hånden fra hendes overarm da hun løftede hovedet igen og rakte den i stedet op mod siden af hendes ansigt, vhor han lige kunne nå til at stryge en vildfaren hårlok om bag hendes øre mens hun talte "Der har uden tvivl ligget noget og gæret. Den slags opførsel kommer sjældent ud af ingenting." kommenterede han alvorligt, mens han lod hånden falde til hendes skulder og selv prøvede at huske den tidligere skolekammerat der nu var tiltalt for dobbeltmord. Tanken i sig selv var lettere surrealistisk, men han sagde det ikke højt, lyttede blot fortsat opmærksomt til hende og smilede så svagt uden at det helt nåede hans øjne "Hun ville ikke være den første der har ændret sig i en positiv retning." han rynkede panden og tænkte kort tilbage på den aften for snart længe siden hvor selvsamme kvindes mand havde banket på Carries dør og skød hurtigt tanken fra sig før han tog en dyb indånding og fortsatte "Nu går jeg ud og fylder badekarret." han smilede svagt igen mens han forsøgte at fange hendes blik "Jeg trænger til et bad og jeg kunne godt bruge at ligge i blød i dag. Hvis du kommer ud og gør mig selskab så lover jeg at vaske dig på ryggen." han hævede begge bryn sigende, plantede endnu et flygtigt kys på hendes pande og gjorde sig så blidt fri af hende, rejste sig og forlod stuen. Kort efter var lyden af løbende vand tydelig, men den sædvanlige muntre fløjten udeblev. C L O S E D
|
|