Foolish heart let me go

[Aisling Delaney]

You know he will never be truly yours

TAG - MATT
WORDS - 351
OUTFIT[/center]

Et par børn løb efter hinanden foran iscafeen, vejret strålede på deres blege kinder, mens de virvlede rundt mellem bordene. Diagonalstræde var stadig ret befolket, selvom de fleste var gået hjem efterhånden, da butikkerne var ved at lukke. Der var en fornemmelse af en skøn afslappet forårs eftermiddag i Diagonalstræde, og solen gav alle bygningerne en varm og gylden farve.

Troldmænd og hekse sad og nød den første is i deres stiveste sommer puds i grønne, gule og røde farver, det kunne dog ikke siges om den blonde pige der sad ved et af bordene tættest på den befærdede gade. Hun var klædt i en mørkeblå, næsten sort kjole, der sad tæt fra brystet og ned til taljen, hvorefter den faldt helt ned til hendes ankler. Uden på den havde hun en kappe, med huller til armene og håret lignede noget der på et tidspunkt havde siddet stramt, men nu var løsnet og lagde sig ned over hendes skuldre. Hun havde åbnet kjolen lidt oppe ved halsen, for at få lidt sol på sin ellers så blege hud, selvom hun vidste det var nyttesløst.

Aisling var gået ned til iscafeen efter hun var færdig på arbejde, og fået sig en is, da hun mente hun havde fortjent det efter at have arbejdet så hårdt, der havde nemlig været mange kunder i butikken i dag. Efter lidt tid havde hun spist isen færdig, hvorefter hun rejste sig og bevægede sig mod en sidegade, hvorfra hun brugte spektral transferens til den ende af gaden hvor hun boede. Det var lidt i overkanten at transportere sig magisk, men hun fandt det så underholdende at hun efterhånden gjorde det hele tiden. Hun havde haft problemer med at lære det de første par år, og det var faktisk først her det sidste år at hun havde lært det fuldt ud.
Aisling sukkede lettet for sig selv og spankulerede hen til døren, satte nøglen i og skyndte sig op ad trappen til sin lille taglejlighed. Hun havde brug for et bad, et lækkert måltid og måske skulle hun gå ud senere og opsøge lidt levende væsener også.

[Matthew Blythe]

Though it be honest
...it is never good to bring bad news...

▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬

Tag; Aisling Delaney Wearing; This

Matt var sammenbidt som han forlod Auror-hovedkvarteret på Niveau 2 i ministeriet den dag. Det havde været en dag ligesom alle andre lige indtil en ny sag landede på hans skrivebord og var blevet sat til højere prioritering end de to andre han allerede havde liggende. Det der gjorde at han lignede en grublende tordensky, var dog ikke sagen i sig selv, omend den var alvorlig nok til at få de fleste til at miste appetitten, men i langt højere grad, det alt for velkendte navn der var gentaget flere gange i papirerne.

Han valgte trapperne frem for de mavevridende elevatorer, og småløb hele vejen til han nåede niveau 8 og det store atrium han kom i mindst to gange om dagen. Han hev svagt efter vejret efter turen på trapperne, men satte ikke farten ned mens han krydsede det store rum med lange skridt. De hårde tramp fra hans støvler blandede sig med lyden fra hundrede andre par sko, mens han behændigt snoede sig igennem mængden. Før han nåede hen til den imponerende skulptur der var det første man fik øje på når man ankom, havde han taget en beslutning og han trak med vanens lethed sin tryllestrav frem og forsvandt med et smæld i den blå luft, uden at være stoppet eller have sat farten ned.

Sekunder efter dukkede han op foran en velkendt dør i en sidegade til Diagonalstræde. Han bed hårdt sammen og stod et øjeblik for at ryste den klemte følelse af transferensen af sig. Han så hårdt på den lukkede dør mens han stak tryllestaven tilbage på plads i bæltet, tog en dyb indånding og løftede så den ene behandskede hånd og bankede beslutsomt på døren foran sig tre gange.

[Aisling Delaney]

You know he will never be truly yours

TAG - MATT
WORDS - 449
OUTFIT[/center]

Aisling så lettere håbløs ud da hun kom indenfor i stuen, hun havde glemt at hun havde besluttet sig for ikke at rydde op før hun tog på arbejde, men heldigvis var det hurtigt klaret. Lejligheden var ikke stor, men det var da stort nok til hende. Stuen havde to vinduer ud mod Diagonalstræde, og der var et lille køkkenbord der lige var stort nok til at man kunne lave mad på det. Ud over det var der et badeværelse og et soveværelse. Stuen bestod bortset fra køkkenbordet, af et par skabe, en sofa, en lænestol og et mindre spisebord der stod op til et af vinduerne.

Bare for at udskyde rengøringen lidt, gik hun over og trak gardinerne fra for at se om der skete noget spændende ude på gaden. Aisling hørte en der transfererede sig til et sted meget tæt på, og denne lyd blev efterfulgt af en beslutsom banken på døren. Hun pressede kinden mod den kolde rude og kunne lige nøjagtig gætte sig til hvem der ventede derude. Den blonde pige sprang op og snurrede rundt en gang, hvorefter hun stoppede pludseligt op, kiggede nervøst rundt i stuen og lavede så et hurtigt sving med tryllestaven mens hun sagde et par ord, hvorefter tallerkenerne begyndte at vaske sig selv op. Et andet hurtigt flip med staven sammensat med en kort ytring, fik det meste af rodet på plads, og med et kort, tilfreds nik, virvlede blondinen ud af døren og ned ad trappen.

Lige inden hun skulle til at åbne døren, kom en hæslig tanke over hende. Hun havde stadig sin uniform på, det mest usexede tøj der fandtes i verden. Aisling skar en grimasse, men tog så fat i dørhåndtaget og låsen og åbnede døren. Hun ville ikke lade ham vente ude i det stadig lettere kolde forårsvejr.
Et bredt smil lyste op på hendes ansigt da hun fik øje på drengen, eller nærmest manden der stod foran af hende. Der var ikke særlig meget dreng tilbage i ham, men hun havde kendt ham så længe at det var svært for hende at betragte ham som en mand.
”Sikke en overraskelse Matt! Hvor er det dejligt at se dig. Jeg er såmænd lige kommet hjem.” Sagde hun mens hun lod ham træde indenfor, lukkede døren hurtigt og smuttede forbi ham op ad trappen. Hun kiggede et par gange ned mod ham mens hun gik, og sagde så for at undgå den akavede stilhed:
”Vi havde så travlt i dag hos Madam Malkins, alle skal åbenbart ud og have nyt forårstøj. Ikke at jeg ikke kan forstå dem, vi har så mange gode ting i vinduet denne sæson.” Sagde hun stolt og åbnede døren indtil hendes egen lejlighed. Aisling forsatte direkte over til køkkenet, hvor hun fandt lidt slik fra Kandisbaronen frem og begyndte at lave en kande te.

[Matthew Blythe]

Though it be honest
...it is never good to bring bad news...

▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬

Tag; Aisling Delaney Wearing; This

Matt samlede hænderne på ryggen da han først havde banket på Aislings hoveddør og efter et par sekunder, begyndte han at vippe utålmodigt med den ene fod. Da der gik flere minutter uden en reaktion indefra, løftede han hånden og bankede igen, lidt hårdere denne gang. Da han lod hånden falde igen gik han et skridt tilbage og lagde nakken tilbage for at kunne se op på de vinduer han vidste hørte til hendes lejlighed, men uden at se bevægelse bag glasset.

Mens han stod med nakken lagt tilbage, hørte han den umiskendelige lyd af en lås der blev slået fra og han bøjede hovede frem igen lige tidsnok til at se døren gå op og Aisling komme til syne i døren. Han smilede svagt uden at det på nogen måde nåede hans blå øjne og var lige dele lettet og ærgerlig over, at hun rent faktisk var hjemme. Han åbnede munden for at sige noget, men blev afbrudt da hun kom ham i forkøbet med en kvidrende ordstrøm og han endte med at nikke let og fortsætte ind i opgangen hvor han stoppede og så alvorligt på det blonde hovede.

Før han nåede at gøre mere, var hun allerede på vej op ad trappen og han opgav at få et ord indført lige med det samme og fulgte blot efter hende op ad trappen, mens han lyttede med et halvt øre til hvad hun fortalte. Han stoppede igen foran døren ind til selve lejligheden og smilede halvhjertet "Ja, det er vel lige sæson.." skød han svævende ind og fortsatte efter hende det sidste stykke ind i lejligheden og lukkede døren bag dem.

Han vendte sig langsomt igen og fandt hende med blikket mens hun rumsterede rundt i køkkenet og hadede den besked der var grunden til han var kommet fordi han vidste at den med sikkerhed ville slå hendes gode humør i tusind stykker. Han rynkede brynene og trak sine handsker af for så at stoppe dem i en af den lange frakkes lommer "Du må undskylde jeg kommer uanmeldt." begyndte han tøvende og tog et par skridt nærmere køkkenet uden at slippe hende med blikket.

[Aisling Delaney]

You know he will never be truly yours

TAG - MATT
WORDS - 378
OUTFIT[/center]

Aisling blev ikke lige med det samme slået ud af at Matt så så alvorlig ud, faktisk lagde hun slet ikke mærke til det før hun stod oppe med tekanden. Smilende fandt hun teen frem og lagde det ned i tesien, hvorefter hun satte en gryde til at varme noget vand. Derefter vendte hun sig om, mens hun lænede sig op ad køkkenbordet og betragtede ham mens han kom ind ad døren.

”Det gør da ingenting. Jeg har jo aldrig noget at lave om aftenen, modsat dig for eksempel.. Dine arbejdsrutiner er jo lidt mere uregelmæssige. ” Sagde hun uden rigtig at vide hvorfor hun begyndte at snakke om hans arbejde, det var i virkeligheden et ret latterligt emneskift. Aisling kunne mærke den nervøsitet der altid dukkede op i hende, hver gang Matt var i nærheden, hun vidste de bare var venner, men tanken om dengang hvor han havde inviteret hende til halloween festen havde aldrig rigtig sluppet hende. Samt den skønne flyvetur på hans kost.

”Øhm.. Sæt dig dog bare ned Matt.” Sagde hun og slog en hånd ud mod den del af stuen, hvor sofaen stod. Tankerne om hvorfor han var kommet lå og rumsterede rundt et eller andet sted i hendes baghovede, et sted hun ikke rigtig ville nå ind til.
Aisling vidste ikke rigtig hvad hun skulle gøre af sig selv, så hun begyndte at finde nogle kopper frem, stillede dem på en bakke, sammen med honningen og en lille kande som hun hældte mælk i. Porcelænet lavede små klirrende lyde, hver gang hun stødte de enkelte dele mod hinanden, første gang var da hun stillede en af kopperne ned i den anden, de andre var uheld, da det hele gik ret hurtigt.
Hendes slanke fingre samlede sig om hankene på bakken, og derefter vendte hun sig om, og gik hen til sofaen med en let svajen i hofterne. Hun kiggede med et smil på ham og nikkede ned mod sofaen, hvorefter hun stillede bakken ned på sofabordet.
”Jeg håber du har lyst til te, jeg havde bare sådan brug for noget varmt” Sagde hun og lod sig falde ned i sofaen med et afslappet suk.

[Matthew Blythe]

Though it be honest
...it is never good to bring bad news...

▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬

Tag; Aisling Delaney Wearing; This

Matt smilede halvhjertet igen, selvom det aldrig blev et egentligt smil, men blot en momentær trækning i hans ene mundvig mens han nikkede langsomt en enkelt gang "Det tør svagt antydes." gav han hende ret og tænkte kort på ugen før hvor han havde arbejdet mere end han havde sovet og brugt det meste af weekenden på at indhente selvsamme søvn.

Han drejede sig lidt og så mod sofaen hun slog ud mod. Han havde siddet der flere gange før, men denne gang rystede han let på hovedet og samlede hænderne på ryggen igen "Jeg har siddet ned hele dagen i dag. Jeg har ikke noget imod at stå lidt." han tav igen og betragtede hende uudgrundeligt mens hun satte ting på bakken uden at kunne få sig selv til at takke nej til den te hun satte frem til.

Tavsheden blev en smule anspændt jo længere tid han prøvede at tage sig sammen til at sige noget, men den perfekte formulering lod vente på sig og mens han fulgte hende opmærksomt med blikket hen til sofaen, tog han en dyb indånding og knugede den ene hånd hårdt om den anden på ryggen "Aisling.." han brugte bevidst hele hendes navn og ikke blot den ellers sædvanlige forkortelse og ventede så et øjeblik mens hun satte sig og valgte med et lille stik af dårlig samvittighed at overhøre hendes tilbud om te "Hvornår har du sidst talt med Teodor? Eller bare hørt fra ham?" han havde en tydelig rynke i panden og alvoren i både hans stemme og ansigt var til at tage og føle på.

[Aisling Delaney]

You know he will never be truly yours

TAG - MATT
WORDS - 438
OUTFIT[/center]

Aisling smilede blot lettere nervøst til ham, og trak let på skuldrene. Hun stod jo også op det meste af tiden, i mærkelige stillinger, det værste var når de folk man målte op ikke kunne stå stille. Hun blinkede lidt med øjnene og sukkede, måske skulle hun havde valgt noget lidt mere normalt at arbejde som. Hun skulle til at hælde te op til sig selv, da hun lagde mærke til at kanden stadig stod ovre på køkkenbordet og rystede så på hovedet af sig selv.

Hun rejste sig uden rigtig at høre efter hvad han sagde , og tog sin kappe af mens hun gik over mod køkkenbordet igen, og lagde den på spisebordet. Det var først da hun stod med kanden i hånden at ordene rigtig sank ind, og en let rynke blev synlig mellem hendes øjenbryn alt i mens hun blinkede et par gange. Et kort øjeblik var det som om alt hendes forventningsglæde forsvandt fra hendes blik, men hun tvang det tilbage igen om end noget halvhjertet. Et mindre smil formede sig på hendes læber og hun trak henkastet på skuldrene.

”Årh… Du kender ham, jeg ser ham kun når han vil ha jeg skal se ham… Og det er faktisk ikke så længe siden. En måneds tid måske.”

[/b]Sagde hun, og stod stille mens hun huskede omstændighederne af sin storebrors besøg.
Aisling blev ubeslutsomt stående ved køkkenbordet med tekanden i hånden, mens hendes blik vandrede hen til vinduet og hun lagde mærke til at hun savnede sin storebror. Den storebror hun kendte fra hun var lille, dengang de begge var nogenlunde normale oven i hovedet, hun var ikke selv sikker på om hun var normal i hovedet - med den familie. Hun trak vejret dybt og begyndte at gå tilbage mod sofabordet, og stoppede op foran ham med et lidt større smil. Det var dog tydeligt at det ikke nåede helt op til hendes øjne, og inde bag hendes øjne foregik der en dybere krig, hvor logikken og naiviteten skiftevis sejrede og tabte til den anden.

”Hvorfor spørger du? Han havde det fint. Der er ikke nogen grund til at opsøge ham.” Sagde hun bestemt og lagde den frie hånds fingre om tuden på tekanden. Grebet strammedes langsomt, mens hun stirrede intenst på ham, da et instinktivt beskytter gen opstod i hende da han spurgte ind til hendes brors færden. Aisling var sikker på han aldrig ville gøre noget forkert, han havde bare andre holdninger, men hvis folk troede han havde gjort noget tog de fejl, det kunne hun simpelthen ikke kapere.
[/blockquote][/justify]

[Matthew Blythe]

Though it be honest
...it is never good to bring bad news...

▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬

Tag; Aisling Delaney Wearing; This

Matts blev vedblev at følge Aisling som hun rejste sig igen for at hente den glemte tepotte han heller ikke havde lagt mærke til. Der var for mange andre ting der tog hans opmærksomhed og han betragtede hende opmærksomt, holdt øje med hendes mimik og kropssprog, da han bragte hendes storebror på banen. at han selv havde et mere end anstrengt forhold til netop hendes bror, selv så mange år efter deres år på Hogwarts, var ingen hemmelighed, men han formåede at undertrykke sine personlige følelser og tage det som den professionelle han var.

Alligevel fik det anstrengte smil på hendes ansigt ham til at rynke panden dybere og han nikkede stille til hendes ord, mens han vedblev at se alvorligt på hende "Opførte han sig anderledes end han plejer?" han så spørgende på hende og lod armene falde ned langs siderne mens han fortsatte, i et forsøg på ikke at virke truende som en gammel skolemester "Sagde han noget, eller gjorde han noget som afveg fra normalen." han var klar over at han fiskede uden at give hende en grund til hvorfor han gjorde det.

Han stivnede lidt og knyttede hænderne ind mod sine egne lår da hun efter nogle øjeblikkes tavshed stillede ham et direkte spørgsmål til grunden. Hendes defensive kropssprog og tonen i hendes stemme talte for sig selv og han regulært hadede det han skulle fortælle hende. Alligevel tog han en dyb indånding og svarede hende "Fordi der landede en ny sag på mit skrivebord tidligere i dag." han gjorde en kort pause "Som havde Teodors navn på sig. Op til flere gange." han sukkede tungt og strøg en hånd over det korte skæg på sin hage, før han så indtrængende på hende "En grim sag, Aisling." han tog ubevidst et skridt nærmere uden at slippe hende med blikket "Virkelig grim."

[Aisling Delaney]

You know he will never be truly yours

TAG - MATT
WORDS - 391
OUTFIT[/center]

Aisling stod stadig foran Matt og holdt godt fast om tekanden, som om det var det eneste der fastholdte hende i virkeligheden, hun skulle hælde te op til ham – sørge for at han følte sig velkommen. Det var sådan det skulle være, men hvorfor stod hun så stadig her, og gloede på ham som en eller anden imbecil idiot? Et par blink med øjnene fik hende tilbage i fatning, og hun blinkede et par gange mere da hun kunne mærke at hendes øjne var ved at blive vådere end de plejede.

”Han..” Sagde hun med en klump i halsen og huskede endnu engang tilbage på den tid. Det var klart for hende at han opførte sig mere selvsikkert end han plejede, lovede hende at hun snart ville komme ud af den usle lejlighed, at hun ville blive gift med en der var hende værdig og leve et liv som en ægte fuldblodsheks burde leve. Et liv hun ikke var interesseret i. Aisling kunne ikke forsætte, og hvorfor skulle hun overhovedet svare på det han spurgte om? Det var jo ikke fordi han havde gjort noget.
Aisling tog instinktivt et skridt tilbage da han trådte hen mod hende, mens han fortalte hende grunden til hans besøg. Hun træk kanden ind mod sig og pressede læberne mod hinanden, sådan stod hun i et øjeblik, hvorefter hendes øjenbryn langsomt bevægede sig nedad i et aggressivt udtryk.

”Nej.” Sagde hun og rystede på hovedet. ”Det er forkert, det er ikke ham, i er helt forkert på den.” Sagde hun og lænede sig forover for at fortælle ham hvordan det virkelig hang sammen.
”Det er bare jer og jeres fordomme, i tror at alle der kommer fra en fuldblodsfascistisk familie går ud og slagter folk. Det gør de ikke. Han gjorde det ikke, det er bare fordi i alle sammen har noget imod min familie. Det er ikke hans skyld, han kan ikke gøre for det.” Sagde hun mens tonelejet i hendes stemme steg og steg jo længere hun kom frem i sætningen, og til sidst var hendes stemme fyldt med gråd og jammer.
Aisling drejede om på hælen og begyndte med bøjet ryg at græde, hvorefter hun langsomt faldt sammen på gulvet, stadig med fingrene knuget om tekanden.

[Matthew Blythe]

Though it be honest
...it is never good to bring bad news...

▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬

Tag; Aisling Delaney Wearing; This

Matt stoppede brat da hans ene skridt fremad, fik Aisling til at gå et tilbage. Rent rationelt forstod han hendes instintive reaktion, men helt personligt følte han sig et sekund afvist, selvom han vidste det intet hold havde i sandheden. Han endte med at blive stående og se tydeligt beklagende på hende mens han rystede langsomt på hovedet "Nej..." svarede han hende lavmælt og mere rolig end han følte sig, før han tav igen og lod hende få afløb.

Han vidste hun dybest set ikke mente de mange anklager der forlod hendes mund, men kunne alligevel ikke sige sig helt fri for at blive ramt. Sagen var ikke bare en grusom sag, men den var personlig på alt for mange måder til at han kunne være upåvirket og Aislings tydelige fornægtelse og chok, gjorde ikke det hele meget bedre. Det gjorde ondt at kunne se, at hun tydeligvis allerede havde en klar formodning om hvad der var sket, selvom han endnu ikke havde givet hende nogen som helst detaljer og bekræftede kun hans formodning om, at hun inderst inde godt vidste, at hendes bror var fuldt ud i stand til at gøre netop det hun lige havde benægtet.

Han blev stående urørligt mens hun talte og knyttede hænderne hårdere ind mod lårene. Han rystede på hovedet igen med et både trist og lidt undskyldende blik. Først da hun vendte ryggen til ham og lod sine magtesløse tårer få frit løb, reagerede han synligt igen og i to lange skridt var han henne ved hende, da hun endte siddende på gulvet med tekanden knuget ind til sig.

Hendes gråd skar i ham og fik hans beskyttertrang til at vågne med det samme, mens han endte foran hende og sank ned på hug. Han rakte ud, stadig tavs og lirkede tekanden ud af hendes hænder, bange for hun skulle ende med at hælde den skoldhede te ud over sig selv, og stillede den fra sig på gulvet "Ais.. jeg er virkelig ked af det, men der er klokkeklare beviser." hans stemme var lavmælt og tydeligt beklagende, mens han rakte ud og lagde hånden blidt under hende hage i et forsøg på at få hende til at se op og møde hans blik "Han dræbte et ældre ægtepar sent i aftes i Tinworth." han undertrykte stædigt den hule fornemmelse i mellemgulvet over, at parret ikke var helt så ukendte som han kunne have foretrukket og tav i stedet igen, uden at fjerne sin hånd fra hendes ansigt.

[Aisling Delaney]

You know he will never be truly yours

TAG - MATT
WORDS - 391
OUTFIT[/center]

Aisling registrerede kun halvt at han tog tekanden ud af hænderne på hende. Tårerne løb stadig ned ad hendes kinder, men det blev langsomt mindre og mindre. Hun snøftede en smule og kiggede ned på sit tøj, der efterhånden havde fået et par dråber på sig. Lettere modvilligt lod hun ham løfte sit ansigt, hun havde ikke lyst til at se ham i øjnene. Det eneste hun kunne føle var skam. Hun skammede sig over hendes anklager, hendes dramatiske udbrud og hvordan hun sad nu, ude af stand til at kontrollere sig selv.

Aisling mødte dog hans blik til sidst, men det var kun kort, til han var færdig med at snakke og så begyndte hendes blik at flakke. Da det endelig faldt over på tekanden, begyndte hun at græde igen, da det først nu rigtig sank ind hvad hendes bror havde gjort.
”Undskyld” Fremstammede hun og bed sig i underlæben mens hun kæmpede med at få tørret tårerne væk der bare ikke ville holde op med at trille ned af hendes kinder.

”Jeg kan bare ikke tro det.” Sagde hun lavmælt men med en skinger klang i stemmen. Hun begyndte at tænke tilbage på sidst hun så ham, og på et øjeblik var hun tilbage til deres barndom i Irland og hun begyndte at smile. Det forsvandt dog hurtigt da hun kom tilbage til virkeligheden igen.
”Hvis jeg blot havde set det komme, jeg må da ha vist at han ville gøre det, så var de ikke blevet dræbt. Hvor har jeg dog været dum, jeg troede det hele bare var politisk, at han aldrig havde tænkt sig at blande vold ind i det.” Sagde hun og dækkede ansigtet med hænderne. Et øjeblik sad hun sådan, og så tørrede hun sine tårer væk endnu en gang og sukkede dybt.
”Tænk at jeg blev ved med at tro på at han ville ende det..” Sagde hun og sukkede dybt. Aisling sad stille et øjeblik, og var helt ubeslutsom over hvad hun nu skulle foretage sig.

”Hvem er disse mennesker han har.. gjort noget ved? Mugglere?” Spurgte hun, Tinworth sagde hende ikke rigtig noget, hun håbede ikke det var nogle hun kendte godt. Aisling kiggede anspændt på ham igen og løftede så hænderne op til sit hår og begyndte at stryge fingrene mellem hårstråene.
Så pludselig syntes der at opstå et håb i hendes øjne og hun kiggede begejstret på Matt.
”Jeg ved det! Theo omgås med så mange mærkelige mennesker, det kan være en af dem lagde ham under imperius forbandelsen!” Sagde hun og rettede sig op.

[Matthew Blythe]

Though it be honest
...it is never good to bring bad news...

▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬

Tag; Aisling Delaney Wearing; This

Matt rynkede brynene endnu mere da han blidt, men bestemt, løftede hendes ansigt med to fingre under hendes hage. Det skamfulde og desperate i hendes blik var til at tage og føle på, men han mødte hendes blik roligt og uden at vige. Det trak svagt i hans ene mundvig da hun undskyldte, uden at det nogensinde kom i nærheden af et rigtigt smil. Så rystede han svagt på hovedet og strøg tommelfingeren med den massive sølvring over hendes kind i stedet "Du skal ikke undskylde for noget." han lod hånden falde igen, men blev siddende på hug lige foran hende.

Han smilede beklagende til hende og rystede igen på hovedet, uden hverken at kunne eller ville give sig til at forsikre hende om, at alting nok skulle blive godt, men realiteterne var noget ganske andet og han nægtede at give hende falsk håb. I stedet blev han blot siddende og lod hende tale, selvom han vidste hun klamrede sig til et håb der var ikke-eksisterende. At hendes storebror var fuldt ud villig og i stand til at ty til vold og fysiske overgreb havde han selv været bevis på i deres skoletid og skulle han være helt ærlig overfor sig selv, var det en af de mange grunde til han havde valgt den sti han nu var på.

Da hun skjulte ansigtet i hænderne løftede han den ene hånd igen og strøg en løsrevet hårlok om bag hendes ene øre mens han igen rystede på hovedet "Jeg tror ikke på du ville have haft nogen mulig måde at forudse det her på. Lad være at give dig selv skylden." at det var lettere sagt end gjort var han klar over, men derfor mente han det ikke mindre alvorligt.

Han lod hånden falde for anden gang og endnu en rynke trådte frem på hans pande ved hendes spørgsmål. Hans blik flakkede et kort sekund mens han rystede på hovedet igen "Nej, mugglerfødte magikere." han tøvede tydeligt før han åbnede munden igen og uddybede en smule mere "Sophie og Harry Baker." han tav igen og slog blikket ned for ikke at vise at nævnelsen af ofrenes navne påvirkede ham ikke bare professionelt, men også ganske personligt. Han så op igen da hun fortsatte og rystede for guderne måtte vide det hvilken gang på hovedet, uden helt at tænke over det "Måske.." gav han hende modvilligt ret "Det er altid en mulighed og det er en af de første ting der skal undersøges, men.." han gik i stå og så alvorligt på hende "..der er intet der tyder på det, desværre."

[Aisling Delaney]

You know he will never be truly yours

TAG - MATT
WORDS - 358
OUTFIT[/center]

Aisling var overvældet over Matts omsorgsfulde opførsel og smilede en smule, da han sagde det ikke var hendes skyld. Hun følte det dog stadig, men hun vidste at lige meget hvad hun sagde eller gjorde, ville Matt stadig sige at det ikke var hendes skyld og hun ville stadig føle at det var. Hun var ærgerlig over at dette var grunden til hans besøg, men på den anden side var hun lykkelig over at han var taget hen til hende, så hun ikke skulle høre det fra sine kollegaer i morgen.

Hun blev endnu mere overrasket over at det var mugglerfødte magikere, det havde hun ikke regnet med, hun vidste ikke at han var så taktisk. Hun havde lidt håbet på at det bare havde været et eller andet der bare var opstået, men hun kunne se nu at Theo måtte have lagt meget planlægning ind i det.
”Baker?” Gentog hun og stirrede et øjeblik ud i luften, derefter kiggede hun hurtigt på ham med et bekymret blik. ”Hvor mange Baker familier er der i den magiske verden? Annabel hedder Baker gør hun ikke?” Spurgte hun og fortrød hurtigt hvad hun havde sagt, det var alligevel et følsomt emne, og det var nok ikke en god ide at bringe Annabel op lige nu. Hun sukkede dybt og rystede på hovedet.
”Jeg tror på dig. Min bror kunne jo godt finde på det, jeg ved ikke hvorforjeg prøver at bortforklare det. Det var åbenlyst til hans sidste besøg at han pynsede på noget.” Sagde hun og kiggede på ham med et håbløst blik.
”Så skal han jo sendes til Azkaban…” Sagde hun og så helt bange ud et øjeblik ”Gør han ikke?” Spurgte hun og bed sig i læben. Hun vidste at hvis det var sådan det var, måtte han jo tage sin straf. Alligevel var det svært for hende at se sin bror leve resten af sit liv i Azkaban. Hun kunne ikke holde ud at hans skæbne skulle være så grusom, også selvom han selv var grunden til denne fremtid.

[Matthew Blythe]

Though it be honest
...it is never good to bring bad news...

▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬

Tag; Aisling Delaney Wearing; This

Matt flyttede lidt på sig uden at rejse sig op, da det blev en smule anstrengende at sidde på hug som han gjorde. Han ønskede med hele sit væsen at han kunne knipse med fingrene, svinge sin tryllestav, bare gøre et eller andet der kunne ændre realiteterne, men det eneste han kunne gøre var at love både hende og sig selv, at han ville være der for hende.

Navnet hun gentog fik ham ubevidst til at spænde i kæben da han bed hårdt sammen, men han nikkede langsomt en enkelt gang og slog så blikket ned til et ubestemt punkt på gulvet da hun fortsatte og uforvarende rippede op i et gammelt sår, der allerede var blevet prikket til da sagen landede på hans skrivebord tidligere på dagen. Han sukkede tungt og nikkede langsomt igen, mens han skubbede alle tanker der omhandlede hans ekskæreste langt tilbage i baghovedet og ned i den aflåste mentale kasse hvor de eller altid var gemt væk "Jo.." svarede han lavmælt og rynkede brynene dybt før han løftede hovedet og mødte Aislings blik igen "Hendes farmor og farfar." uddybede han tonløst uden at kunne skjule det triste glimt i sit blik. At det var personer han kendte perifert gjorde ingenting lettere, men gjorde ham på samme tid dobbelt opsat på, at den skyldige skulle betale for det. At den skyldige så så ud til at være bror til en helt anden person der betød meget for ham, gjorde kun det kun det hele endnu mere svært.

Han forholdt sig tavs mens hun talte igen og tilsyneladende accepterede fakta. Han rakte igen ud mod hendes ansigt, denne gang for at stryge en løs hårlok om bag hendes ene øre mens han nikkede "Vi skal finde ham først." svarede han uden at benægte, at Azkaban ville blive næste stop for hendes storebror når det skete "Du bliver indkaldt som vidne, Aisling." fortsatte han lavmælt og alvorligt "Sagen kommer uden tvivl for Højmagiratet. Jeg synes bare du skulle vide det før.." han gik i stå mens han trak hånden til sig for tredie gang "Jeg må faktisk slet ikke fortælle dig det her." han skar en grimasse og lod sig så dumpe helt ned at sidde på gulvet "Jeg ved det er meget at bede om, men du er nødt til at holde det for dig selv lidt endnu." han strøg en hånd over ansigtet og sukkede tungt igen "Det er uden tvivl på forsiden af Profeten i morgen, men uden navne." han tav igen og så indtrængende på hende.

[Aisling Delaney]

You know he will never be truly yours

TAG - MATT
WORDS - 548
OUTFIT[/center]

Aisling kunne se på Matt at det ikke var nemt for ham da hun nævnte Annabel, og hun ville på en måde ønske der var en anden måde hun kunne have sagt det på, men det var der bare ikke. De måtte jo snakke om hende på et eller andet tidspunkt, det var sjældent det skete, men af og til var det nødvendigt. Hun rejste sig op lidt efter han havde rejst sig, og strøg håret bag ørene. ”Farmor og farfar..” Sagde hun og rynkede øjenbrynene i en ulykkelig mine, hun tog tekanden og satte den op på sofabordet, hvorefter hun satte sig ned på sofaen og lagde armene om sin overkrop.
”Tænk at han rent faktisk slog dem ihjel” Mumlede hun og strøg fingrene gennem håret, hun lod fingrene forblive begravet i et net af hår, og hvilede den tilhørende albue på det ene knæ.
”Det er jeg ked af Matt. Jeg ved godt du ikke ser hende mere, men det må stadig være svært for dig at arbejde lige netop med en sag hvor du kender familien. ” Sagde hun og løsrev sin hånd fra sit hår, og kiggede op på ham.
”Men det er vel en del af jobbet..” Sagde hun og rynkede øjenbrynene let. Aisling faldt hen i stilhed igen et øjeblik, og sad og betragtede hendes hænder lidt, men da han talte igen kiggede hun op på ham.

”Årh.. Holde det for mig selv? Det har jeg ikke noget imod. Kan du lige forestille mig komme på arbejde og sige at min bror har dræbt et ægtepar? Jeg skal være heldig hvis de lader ’En fra sådan en familie’ blive der.” Sagde hun og lod sig falde tilbage på ryglænet. Hun sukkede og kiggede op på loftet.
”Det er ironisk er det ikke? At vi fuldblodsfanatikere går så meget op i at andre skal udstødes, men når vi så ændrer mening, er der ingen der gider lege med os på grund af vores fortid og familie? Det må da siges at være skæbnes ironi.” Sagde hun og rystede på hovedet af sig selv, mens hun strøg en hånd hen over panden og det blonde hår.

”Men tak fordi du siger det.. Jeg er glad for at jeg skal høre det fra en der ved jeg ikke står inde for det han har gjort” Sagde hun og lod en fugtig tungespids kører over sine læber. Hun kom dog i tanke om at hun aldrig havde vidnet der før, og begyndte allerede at blive nervøs.
”Hvornår tror du? Det har jeg aldrig prøvet før… Gad vide om…” Sagde hun men kunne alligevel ikke afslutte sin sætning, tanken om at gå ind i et lokale fyldt med mennesker der bare ser en som psykopatens søster, var ikke just tiltalende.
”Jeg ville gerne fortælle det til min far og mor, men de ville nok bare være henrykte, og så skuffede når han bliver fanget og sat i Azkaban. Det er nok det eneste de ville græde over, og jeg skal sikkert høre for det i lang tid, for nu er jeg deres eneste håb.” Sagde hun og himlede med øjnene. Aisling kunne lige se det for sig, dem siddende der med lynende blikke, mens de siger at hun skal gifte sig med en eller anden fuldblodsfanatisk nar.