My mistakes were made for you

[Rachel Ivory]

i walk a lonely road
THE ONLY ONE THAT I HAVE EVER KNOWN
for ALEXANDER YOUNG
OUTFIT

Det var helt underligt for Rach, atter at være i Diagonalstræde. Vinteren havde varet længe det år, og det, der ellers ville have trukket hende til det myldrende troldmandscentrum havde ligesom ikke været vigtig nok til at få hende til at smutte ud fra sin eller Ethans varme, hyggelige lejligheder. Det var derfor, at hun så længe havde udskudt det eneste vigtige, der egentlig nu havde trukket hende, overskudsagtig grundet det gode vejr, til den overbefolkede stræde. Det var nu egentlig heller ikke fordi man kunne bebrejde mylderet, der strømmede frem og tilbage mellem hinanden, for for første gang længe, var skyfri himmel ikke forbundet med iskoldt vejr, men derimod rent faktisk mild vind og høj solskin, selvom det selvfølgelig havde det lidt friske pust, der nu hørte foråret til. Det var nok også derfor, at Rachel ikke mentalt måtte stå og overtale sig selv til at vade direkte ud i mylderet, men hun rent faktisk fik tvunget sig til det. Den kølige vind var stadig nok til at drive hende, der – som det lå så typisk til hende – straks var hoppet i sommertøj ved bare den mindste antydning på sommerens komme.

Den klare lyd fra dørklokken meldte ligesom Rachels ankomst i menageriet. Det havde længe været hendes plan at anskaffe sig en ny kat, da hun havde efterladt Miss Sofie, der også efterhånden var blevet lidt gammel, hjemme i Ivory-hjemmet. ”Undskyld”, forsigtigt fik Rachel en af medarbejdernes opmærksomhed og smilede skævt til den noget ældre mand, ”Jeg tror, jeg leder efter en kat, men er også åben overfor andre dyr – leder mest af alt efter et loyalt kæledyr, som ville kunne passe sig selv en hel dag, har De en ide?” I en afslappet bevægelse fik hun trukket en lok af det krøllede hår om bag øret. ”Jo, bare vent her, så henter jeg en, der kan hjælpe”. Rach nikkede kort og fulgte manden med blikket, til han forsvandt mellem de andre mennesker i butikken, før hun atter vendte blikket mod en snehvid ugle, der fik tiltrukket hendes opmærksomhed gennem en begejstret tuden.

[Alexander Young]

Come knock at my door
Tell me an old tale long forgotten
Tag: Rachel Ivory ~ Outfit: Here

Alexander stod i baglokalet og var i gang med at fylde en hel serie af skåle med forskelligt foder. Skålene skulle ud i butikkens forskellige bure og var mærket med hver sit nummer. Da han nåede til nummer elleve lød hans navn i midlertidig i en kollegas stemme og han lod posen med rottefoder dumpe ned på bordet foran sig, for at forlade baglokalet. På vejen tørrede han hænderne i buksebenene af ren vane og strøg derpå fingrene igennem det sædvanligt rodede hår. Han så opmærksomt rundt i butikken, fulgte sin kollegas nik imod den unge pige, der måtte være kunden, og gik så i stå.

Blikket hvilede på Rachel, imens begge Alexanders øjenbryn fløj op i panden på ham. Der var ingen tvivl om, at han var mere end almindeligt overrasket over synet og det tog ham adskillige øjeblikke at komme sig over at se hende stå lyslevende på hans arbejdsplads, selvom det måske ikke burde chokere ham. Da han endelig fik revet sig selv ud af bare at stirre på hende, fik han hurtigt et mere eller mindre ægte smil frem på læberne og krydsede afstanden, imens han tog en dyb indånding. ”Halløj,” hilste han, i et forsøg på at opføre sig naturligt. ”Er du kommet for at hilse på, eller på jagt efter nogen, til at holde dig med selskab?” Han kløede sig i nakken og rømmede sig lavmælt, uværgeligt en god del akavet og ukomfortabel, selvom han forsøgte at lade være med at lade det skinne igennem.