|
Post by Emmeline Harris on Apr 4, 2012 21:18:42 GMT
I'm not going to go run and hide ... because I'm catching some heat ...
[/font] I'm going to stay at home and pout - - - - - - - - - - - - - - - Tagged: Jonathan Young ~ Outfit: Here[/center] Emmeline snoede en lok af sit brune hår om en finger mens hun vippede den gule overstregningstusch mellem fingrene på den modsatte hånd og fortsatte sin gennemlæsning af det manuskript der hvilede mod hendes lår. Hun sad mageligt tilbagelænet i sofaen med fødderne oppe på sofabordet, og var, pånær de tre dyr der udgjorde hende og Alices samlede zoo, alene i lejligheden. Alice var på arbejde og hun selv havde meget strategisk valgt at tage en sygedag, uden at hun regulært set var syg, men siden hun manglede det halve af sit liv over en glemt taske, var hun for en gangs skyld ragende ligeglad.
Hun var vendt tilbage til Hyde Park det sekund hun havde opdaget hun ikke havde sin taske med sig, men både den og den mavesure mand hun gav skylden for at have glemt den, var for længst væk. Hun var endt med at gå hele vejen hjem til Regina Road og havde måttet sidde på måtten udenfor døren og vente på Alice kom hjem, før hun med ømme fødder og over en omgang kinesisk mad, på venindens regning, havde fortalt om sit opgør i parken.
Nu sad hun og memorerede replikker til en rolle hun skulle til prøve på nogle dage efter, mens det første af dagen var forløbet med skrive og ringe til banker, telefonselskaber, forsikring og hundredeogsytten andre steder. Efter at have overstreget endnu et par linier tog hun fødderne ned, lagde manuskriptet fra sig og rejste sig for at gå over i køkkenet og tage kedlen fra komfuret. Mens hun fyldte den med vand fra hanen mumlede hun de sidste replikker for sig selv.
|
|
|
Post by Jonathan Young on Apr 6, 2012 21:51:28 GMT
those things we have to do evenif we would rather notTag: Emmeline Harris ● Outfit: Here Da Jonathan først havde samlet tasken op fra fortovet havde det været rent impulsivt og det var først da der var gået et stykke tid, at han rent faktisk begyndte at gruble over hvad han skulle gøre af den. Der havde dog samtidig været tusind ting at se til, så for en stund havde han skubbet det til side, efterladt den i lejligheden og i nogle timer, lykkeligt glemt alt om det, indtil ham kom udmattet hjem efter en lang nat på redaktionen.
Med en opgivende lyd skulede han olmt til den røde taske, strøg hænderne en enkelt gang over ansigtet og besluttede sig for at han lige så godt kunne få det overstået før eller siden. Ingen af delene blev dog før han havde taget et velfortjent bad. Under bruseren blev det dog alligevel ved med at nage ham og han endte med hurtigt at gøre sig færdig, trække det første og bedste ned over hovedet og slå kursen ud imod køkkenet igen.
Han stoppede med hænderne på hver side af den på køkkenbordet og trommede ubeslutsomt med fingrene, som om han regnede med at den ville afsløre sine hemmeligheder selv og han slap for at skulle rode igennem en kvindes privatliv. Da det dog absolut ingen effekt havde tog han sig alligevel sammen og formåede efter kort tid at finde enkelte kort, der tydeligt bar en adresse.
Han krydsede mentalt fingre for at det der stod passede, stoppede alt undtagen et enkelt kort tilbage i tasken og rakte så ud efter sin tryllestav på bordet, for at transferere sig til en gyde i nærheden af området, hvor han vidste fra tidligere erfaring, at der ofte var mennesketomt. Derfra tog det ham ikke forfærdeligt længe at finde frem til den rigtige bygning og i forlængelse af det den rigtige lejlighed. Tøvende stod han foran den i et stykke tid med den røde taske i den ene hånd, tog sig så sammen og bankede på.
[/blockquote]
|
|
|
Post by Emmeline Harris on Apr 6, 2012 23:47:26 GMT
I'm not going to go run and hide ... because I'm catching some heat ...
[/font] I'm going to stay at home and pout - - - - - - - - - - - - - - - Tagged: Jonathan Young ~ Outfit: Here[/center] Emmeline trommede utålmodigt med fingrene mod køkkenbordet mens hun ventede på at vandet begyndte at kode og på samme tid fortsatte med at snakke højt for sig selv. Hun afprøvede flere tonelejer og betoninger indtil hun fandt det hun var tilfreds med til hver enkelt og stod fuldkomment i sine egne tanker, da det bankede på døren.
Det gav et sæt i hende da lyden trak hende ud af de koncentrerede tanker på samme tid som både Ophelia og Eros begyndte at gø og tog et mindre kapløb mod hoveddøren. Hun vendte sig hurtigt og skævede mod døren mens hun var halvt henne ved den før hun opdagede hun stadig havde sit tekrus i den ene hånd og skyndte sig tilbage for at sætte det fra sig "To sekunder!!" meddelte hun højt til personen på den anden side af døren. Da hun kom tilbage med hurtige skridt i de plyssede hjemmesko, sad begge hunde og stirrede intenst på døren med daskende haler og fik hende til både at himle let med øjnene og smile skævt "I kan godt glemme det. Jeg skal være færdig før vi går en tur." hun rakte op og løsnede hurtigt kæden på døren og slog låsen fra, før hun bøjede sig forover og fik en finger indenfor hver af hundenes halsbånd, så hun kunne åbne døren og holde dem tilbage på én gang.
Hun skænkede det ikke en tanke at tjekke hvem der stod udenfor gennem dørspionen, men lukkede blot døren op på klem, mens hun gik et skridt baglæns i sin foroverbøjede stilling for stadig at kunne holder fast i hundene "Undskyld. Jeg skulle lige have styr på der her to.." hun stoppede brat da hun løftede hovedet og så hvem der stod udenfor og udbrød et spontant, uforstående "Dig?" før hun nåede at tænke over det. Hun rettede sig lidt op, uden at kunne gøre det helt uden at give slip på hundene og følte sig mere forvirret og pinligt berørt over sit rodede hår og de barnlige hjemmesko, end hun følte sig irriteret eller gal, deres møde dagen før taget i betragtning og endte med blot at se afventende på ham og ikke helt forstå hverken hvordan han havde fundet frem til hvor hun boede eller hvorfor.
|
|
|
Post by Jonathan Young on Apr 7, 2012 0:22:34 GMT
those things we have to do evenif we would rather notTag: Emmeline Harris ● Outfit: Here Jonathan skiftede utålmodigt vægten fra den ene fod til den anden og strøg hånden ned over ansigtet endnu engang, i et forsøg på at komme til bevidsthed. Han var helt naturligt temmelig udmattet og udkørt efter en nat uden søvn og nu hvor han stod her, tog han sig i at genoverveje om det overhovedet havde været en særligt god idé. Ikke desto mindre fik lyden af en stemme på den anden side af døren, som han ikke kunne afgøre om var den rigtige, overbevist ham om at der i det mindste var liv.
Ubevidst strammede han grebet om tasken lidt da han hørte skramlen med låsen på den anden side og var svagt bevidst om at han ikke ligefrem havde vist sig fra sin pæneste side dagen forinden. Ganske vist var det bare en muggler han havde stået overfor, men selv der plejede han ikke fare i flint på den måde. Han var dog for træt til at tænke særligt meget længere end det og ventede i stedet utålmodigt på at der skete noget på den anden side, lettere foruroliget af den tydelige lyd af hunde.
Da døren gik op rynkede han kortvarigt forvirret på panden over den tilsyneladende tomme døråbning, inden det gik op for ham at det var fordi hun stod foroverbøjet for at holde hundene tilbage. I et øjeblik glemte han helt hvorfor han stod der og så i et øjeblik tilnærmelsesvis overrumplet ud. Hendes udbrud bankede ham dog effektivt tilbage og han rømmede sig en enkelt gang og så ned af gangen, for ikke at stirre vurderende på hende. "Du glemte den her i går," sagde han som det første, uden at se nogen grund til at trække det længere ud end det. Som han sagde det var hans blik automatisk røget tilbage på hende og naturligt nok holdt han den røde taske op, mens han rømmede sig endnu engang.
[/blockquote]
|
|
|
Post by Emmeline Harris on Apr 7, 2012 12:36:14 GMT
I'm not going to go run and hide ... because I'm catching some heat ...
[/font] I'm going to stay at home and pout - - - - - - - - - - - - - - - Tagged: Jonathan Young ~ Outfit: Here[/center] Emmeline gik ganske åbenlyst i stå da hun først havde åbnet døren og set hvem der stod på den anden side. Af alle personer hun kunne have forestillet sig ville banke på hendes dør, var han ikke engang den sidste, han var slet ikke blandt mulighederne og der gik nogle sekunder før det gik op for hende at hun stirrede ganske forvirret.
Hun mærkede tydeligt sine kinder blive varmere, mens hendes blik faldt til den velkendte taske han nu holdt frem og hun på samme tid stadig forsøgte at tilbage holde de to hunde, der var ivrige efter at hilse på fredsforstyreren eller komme ud i opgangen. Hendes første indskydelse var dyb lettelse og hun så op på ham med et smil der tydeligt afspejlede lige det og bakkede et skridt mens hun trak hundene med sig "Jeg troede virkelig aldrig jeg fik den at se igen."
I stedet for at række ud og tage tasken fra hans hånd vinkede hun ham nærmere uden helt at tænke over det "Kom lige ind så jeg kan få døren lukket og give slip på de to her inden jeg får en permanent rygskade." hun skævede opfordrende op til ham igen og gik endnu et skridt baglæns uden helt at vide hvad hun skulle mene om det lettere surrealistiske i at hun dagen før var udvandret tudende fra Hyde Park på grund af ham, og nu lige havde inviteret ham indenfor.
|
|
|
Post by Jonathan Young on Apr 7, 2012 20:50:45 GMT
those things we have to do evenif we would rather notTag: Emmeline Harris ● Outfit: Here Jonathan forsøgte oprigtigt ikke at stirre på den foroverbøjede kvinde, lettere overrasket som han nu engang var over måden hun åbnede døren på. Han rømmede sig en enkelt gang og holdt i stedet tasken op, så hun tydeligt kunne se den og efterlod dermed ingen tvivl om hvorfor han stod hvor han gjorde. Han rømmede sig igen en enkelt gang og kløede sig i tindingen, uden at føle sig helt tilpas i selskabet. "Beklager at jeg ikke kom forbi med den tidligere..." sagde han tøvende og så ned langs gangen endnu engang.
Så tog han sig sammen, gravede sine gode manerer frem og tvang et lettere modvilligt: "og undskyld for min opførsel også. Jeg ved godt, at jeg overreagerede." Det gnavede i ham at indrømme det, men ikke desto mindre klemte det sig på for at komme ud. Alligevel regnede han med at det ville være det, at han kunne række hende tasken og hurtigt komme videre. Da det overhovedet ikke var tilfældet, vred han sig mentalt lidt og tvang så alligevel sig selv til at følge hendes opfordring.
Han følte sig ikke mindre akavet da han først stod i lejligheden. Han anede ikke rigtigt hvad han ellers kunne sige og alle hans instinkter kæmpede imod. Det var aldrig hans intention at skulle ind i mugglerens lejlighed, eller egentlig overhovedet give hende en undskyldning, men på trods af det havde den smule samvittighed han trods alt havde til overs for ikke-magikere, slået igennem. Og han var trods alt i stand til at skelne imellem hvad der var retfærdigt og hvad der ikke var. Han skiftede lettere rastløst vægten fra den ene fod til den anden og bare for at gøre noget, spurgte han: "Skal jeg bare sætte den?"
[/blockquote]
|
|
|
Post by Emmeline Harris on Apr 7, 2012 22:00:21 GMT
I'm not going to go run and hide ... because I'm catching some heat ...
[/font] I'm going to stay at home and pout - - - - - - - - - - - - - - - Tagged: Jonathan Young ~ Outfit: Here[/center] Emmeline smilede fortsat lettet da hun først blev gjort opmærksom på tasken i hans hånd. Hun bakkede et skridt, med hunde der stadig peb og logrede ivrigt med halerne, og rystede så på hovedet så den rodede knold hendes hår var samlet i, truede med at gå op "Om det så først havde været om en måned, så var det bedre end aldrig." hun så momentært ned på hundene og tyssede på dem begge med en skarp lyd der fik piberiet til at stoppe, men dog ikke de logrende haler.
Så løftede hun hovedet og så op på manden i døråbningen med et nye smil og rystede lidt på hovedet "Puttet i en boble og blæst væk." konstaterede hun og skar en lille grimasse uden at holde op med at smile "Jeg var vist heller ikke helt mit pæneste selv, så undskyldningen gælder den anden vej rundt også." hun rynkede brynene lidt mens hun trak hundene endnu et skridt baglæns "Det var den særeste dag. Jeg har det stadig som om jeg kun kan huske det halve af den." hun rystede på hovedet med en lille munter lyd før hun sprang direkte videre og uden skrubler inviterede ham indenfor, omend på en noget utraditionel måde.
Hun slap sit tag i de små hundes halsbånd så snart døren lukkede i bag ham og tænkte ikke over at de begge straks gav sig til at snuse ivrigt til det ukendte sæt sko og bukseben. I stedet rettede hun sig helt op og strakte ryggen mens hun et øjeblik bare så stadig en smule overrasket på ham. Så tog hun sig sammen og smilede undskyldende, for så at række ud og tage tasken fra hans hånd "Tak... virkelig." hun tog fat i hanken med den anden hånd også og lod tasken hænge ned foran sine ben mens hun så oprigtigt taknemmelig på ham "Det sparede mig lige for flere søvnløse nætter." hun tav et øjeblik igen mens hun hurtigt overvejede og så fortsatte spørgende "Jeg var lige ved at lave te. Har du lyst til et krus? Det må være det mindste jeg kan gøre." hun vippede lidt på fødderne mens hun så afventende på ham og et øjeblik havde lyst til at sparke fåre-sutterne af fødderne, men tvivlede på hun ville kunne gøre det uden at det blev bemærket.
|
|
|
Post by Jonathan Young on Apr 8, 2012 11:05:21 GMT
those things we have to do evenif we would rather notTag: Emmeline Harris ● Outfit: Here Det trak lidt op i den ene side af Jonathans læber, mest af alt fordi det var høfligt og han nikkede svagt til hendes ord, oprigtigt lettet over at hun i det mindste ikke havde tænkt sig at grille ham for først at dukke op med den dagen efter hun havde glemt den. Han nåede lige at nikke til hendes egen undskyldning og havde halvt åbnet munden for at svare, men nåede ikke skyde noget ind, før hun upåvirket fortsatte. Han rømmede sig lavmælt, udmærket klar over hvorfor hun havde det lige på den måde og bestemt ikke særligt komfortabel med netop det. "De dage har vi vist alle sammen," svarede han undvigende og fulgte så, endnu mere ukomfortabel, med ind i lejligheden.
Af samme grund skiftede han vægten fra den ene fod til den anden. Hans spørgsmål viste sig dog at være overflødigt da hun i stedet rakte ud efter tasken og han lod hende uden protester tage den. "Ingen årsag," svarede han nærmest mekanisk og lod naturligt nok blikket glide en enkelt gang over lejligheden. Længere nåede han dog ikke, før de to hunde farede hen til ham og han trådte uvilkårligt et halvt skridt bagud. Ikke fordi han var bange for dem, men mere for at holde balancen. Helt naturligt trak det betragteligt op i hans mundvige og han bøjede sig lidt ned for at klø den langhårede af de to bag øret.
Hendes forslag kom ret uventet og han så op på hende igen, stadig ubevidst med resterne af det lille smil hundene havde fået frem over sine læber. Alle hans værdier bød ham at takke nej og komme videre i teksten, men alligevel fandt han at et tøvende: "Ja tak," røg over hans læber. Han rettede sig lidt mere op, stadig med de snusende hunde omkring sine ben og tilføjede så: "Hvis ikke jeg trænger mig på." Ordene virkede ekstremt underlige i hans mund, mest af alt fordi det stred ganske imod alle hans instinkter. Det var jo slet ikke meningen at havde tænkt sig at blive til at starte med og nu stod han alligevel og havde takket ja til en kop te. Jonathan skød skruppelløst skylden på søvnmanglen.
[/blockquote]
|
|
|
Post by Emmeline Harris on Apr 8, 2012 15:55:00 GMT
I'm not going to go run and hide ... because I'm catching some heat ...
[/font] I'm going to stay at home and pout - - - - - - - - - - - - - - - Tagged: Jonathan Young ~ Outfit: Here[/center] Emmeline smilede fortsat mens hun nikkede og gav ham ret "Mhm.. det tror jeg. Det ville være underligt andet." hun strakte sig diskret da hun kunne slippe hundene og rette sig op. Det kom naturligt at takke ham og hun rystede let på hovedet mens hun stod med tasken hængende ned foran sig "Nærmere det modsatte. Jeg tvivler på ret mange ville have ulejliget sig med at gøre det." hun sendte ham et nyt taknemmeligt smil og betragtede ham så et øjeblik mens han bøjede sig og kløede Eros bag øret. At Ophelia følte sig overset var hun ikke sen til at gøre opmærksom på og havde snart plantet den ene pote insisterende på hans sko.
Emmeline kunne ikke lade være at smile igen før hun udvidede invitationen med et tilbud om te. Hun nåede at bide lidt ned om sin egen underlæbe, men lyste så op i et klædeligt smil da han, lidt mod hendes forventning, accepterede tilbuddet "Herligt." udbrød hun og vinkede ham længere ind mens hun selv satte kursen mod køkkenet igen. Hun stoppede ved det lille spisebord hun som regel spiste ved om aftenen sammen med Alice og hængte tasken over den ene af stolene, mens hun så tilbage på ham med en ny hovedrysten "Overhovedet ikke. Jeg blev hjemme i dag om min veninde kommer først hjem senere, så det er bare mig og hundene." hun smilede skævt og kastede et blik over mod det lave kradsetræ der stod i stuens fjerneste ende, og hvor en omfangsrig kat slængte sig dovent "Og ham livsnyderen derovre.."
Hun greb den strikkede trøje hun havde slængt over en anden stol tidligere og trak den hurtigt over hovedet, mens hun lod blikket vende tilbage til ham og rynkede brynene let tænksomt. Så hun tog et par skridt tilbage mod ham og rakte den ene hånd frem med et smil "Jeg er Emmeline forresten, men det går jeg ud fra du allerede ved." hun blev stående med hånden rakt afventende frem og tilføjede så "Jeg kan også klare kaffe eller juice hvis det er mere tiltrækkende."
|
|
|
Post by Jonathan Young on Apr 10, 2012 7:41:13 GMT
those things we have to do evenif we would rather notTag: Emmeline Harris ● Outfit: Here Selvom Jonathan aldrig nogensinde havde været en fan af mugglere overhovedet, var han ikke direkte fjendsk. Han tog nærmere diskret afstand og at stå i en lejlighed der tydeligvis tilhørte en, stred imod alle hans instinkter. Derimod rynkede han lidt på panden over hendes ord. "Måske ikke," svarede han blot og havde egentlig blot set det som en selvfølge at tasken skulle tilbage til ejeren – modvilje eller ej.
Hans mere neutrale ansigtsudtryk blev dog kort efter brudt da hundene blev mere insisterede imod hans ben og naturligt nok kløede han også den insisterende beagle bag øret en enkelt gang eller to. Det var måske også på grund af distraktionen de var, at han impulsivt kom til at takke ja til hendes invitation om te og allerede sekundet efter, virkede idéen temmelig tvivlsom.
Han var dog for stolt til at trække sit svar tilbage igen, bandede indvendigt over sit værkende hoved og tilføjede så en søgende sætning. Han fulgte hende med blikket da hun fortsatte ind i lejligheden, stadig halvt foroverbøjet ned imod hundene og han tog sig i at tænke, at han var glad for at der i det mindste ikke var to mugglere at tage stilling til. Han brummede blot bekræftende som svar, rettede sig lidt op og overvejede kort, før han alligevel lettere modvilligt skubbede sine sko af og efterlod dem ved døren.
Hundene var stadig omkring hans ben da han tøvende fulgte efter hende. Først da han fik hendes navn gik det op for ham at de endnu ikke havde nået til en præsentation. Det trak svagt op i hans ene mundvig og han rakte ned i lommen for at fiske det visitkort han tidligere havde fundet, op. "Det må jeg nok indrømme. Meget praktisk," informerede han hende om og lagde den til hende på køkkenbordet. "Jonathan," fortsatte han, rakte frem og trykkede hendes hånd en enkelt gang. Efterfølgende kløede han sig en enkelt gang i nakken med samme hånd. "Kaffe ville være rart," han tøvede lidt og fortsatte så, lidt tilbageholdende. "Jeg har været på arbejde det meste af natten... Af samme grund tasken først vendte tilbage nu, i øvrigt..."
[/blockquote]
|
|
|
Post by Emmeline Harris on Apr 10, 2012 20:25:26 GMT
I'm not going to go run and hide ... because I'm catching some heat ...
[/font] I'm going to stay at home and pout - - - - - - - - - - - - - - - Tagged: Jonathan Young ~ Outfit: Here[/center] Emmeline kunne ikke lade være at smile for sig selv mens hun diskret betragtede ham tage sig tid til at hilse på hundene, tilsyneladende uden at have et problem med hverken deres tilstedeværelse eller deres lettere pågående kræven opmærksomhed. Hun kommenterede det dog ikke før hun havde taget tasken fra hans hånd og fortsatte længere ind i lejligheden hvor hun hængte den fra sig på en stol ved spisebordet og hurtigt trak den strikkede trøje over hovedet.
Før hun fortsatte videre til at lave den lovede te, kom hun dog i tanke om noget andet og endte med den ene hånd rakt frem mod ham mens hun præsenterede sig med et lille smil. Smilet voksede lidt som han trak visitkortet op af lommen og lagde det på bordet før han lukkede fingrende om hendes hånd og gav den et fast tryk som hun gengældte "Jonathan.." gentog hun, og lagrede det i sin hukommelse, mens hun slap hans hånd igen og et kort øjeblik krydsede armene over brystet.
Så nikkede hun igen og kvitterede med endnu et smil "Kaffe er altid rart." konstaterede hun svagt drillende og gik forbi ham det korte stykke over i det åbne køkken. Det var ikke stort, men der var det der skulle være og det var pænt og ryddeligt. Hun åbnede et mindre skab ved siden af emhætten og måtte strække sig på tæer for at nå den stempelkande der udgjorde hendes foretrukne måde for kaffebrygning, og den eneste i mangel af en kaffemaskine. Den frysetørrede variant føltes ikke helt gæsteværdig. Hun kastede et hurtigt blik på ham over den ene skulder mens hun slog den elektriske kedel til for at få vandet op at koge igen "Hvad laver du da som kræver hele natten?" spugte hun med oprigtig interesse og strakte sig så igen på tæerne i de fårede hjemmesutter for at nå dåsen med kaffebønner.
|
|
|
Post by Jonathan Young on Apr 11, 2012 7:41:06 GMT
those things we have to do evenif we would rather notTag: Emmeline Harris ● Outfit: Here Så snart han begyndte at gå imod køkkenet, virkede det til at hundene mistede interessen for nu, i hvert fald nok til at de ikke længere pressede sig insisterende imod hans ben. Noget det mindede om et høfligt smil hvilede over hans læber, da han rakte frem for først at efterlade visitkortet på bordet og dernæst trykke hendes hånd. Han nikkede unødvendigt en enkelt gang da hun gentog det.
Smilet vandt en lille smule mere kraft, om end det stadig bar den mest af alt høflige undertone. "Bestemt," svarede han, uden at kunne argumentere imod hendes konstatering. Han lod diskret – uden at tænke særligt meget over at han gjorde det – blikket løbe over hende en enkelt gang da hun strakte sig for at tage noget ud af skabet, men tog sig så i det og vendte i stedet blikket imod kortet han for lidt siden havde lagt på bordet, af mangel på bedre.
Han var ikke sikker på hvor meget han havde lyst til at fortælle hende om sig selv og fortrød det også halvt allerede da han havde gjort det. Han rømmede sig svagt og fandt hendes ansigt med blikket igen, da hun så på ham over sin skulder. "Jeg er journalist..." svarede han, kom så i tanke om at hun af gode grunde ikke kendte til Profettidende, og tilføjede af samme grund hurtigt: "Lidt rundt omkring."
[/blockquote]
|
|
|
Post by Emmeline Harris on Apr 11, 2012 10:05:07 GMT
I'm not going to go run and hide ... because I'm catching some heat ...
[/font] I'm going to stay at home and pout - - - - - - - - - - - - - - - Tagged: Jonathan Young ~ Outfit: Here[/center] Emmeline smilede underfundigt et øjeblik mens hun gentog det navn hun havde fået og slap hans hånd mens hun kort tænkte på den bog hun for nyligt havde genlæst. Hun holdt dog tanken for sig selv, mens hun fortsatte om i køkkenet og tog stempelkanden ned fra sin plads i skabet uden at bemærke hundene der tog plads på hver side af hendes fødder i en klar forventning om at når nogen var i køkkenet, kunne der meget vil falde godbidder af.
Der gjorde det dog ikke denne gang for hendes opmærksomhed var mere på den unge mand bag hende, end på hundene og spørgsmålet der blev stillet kom uden tøven og med oprigtig interesse. Interessen blev kun større som han svarede hende og hun vendte sig halvt imod ham, mens hun målte bønner op i kanden "Så freelance?" spurgte hun videre og satte kaffedåsen tilbage i skabet mens elkedlen begyndte at brumme "Du må opleve en masse spændende ting så og høre en masse gode historier?" hun så spørgende på ham, for så at tage kanden der slog fra og hælde det kogende vand i kanden.
Låget blev sat på så kaffen kunne trække og imens fandt hun to ganske ukurrante krus i et andet skab og tog både kande og krus med hen til spisebordet hvor hun satte dem fra sig. Hun slog ud mod den ene stol med et opfordrende smil "Bare føl dig hjemme." hun gik selv tilbage til køkkenet og bøjede sig denne gang ved komfuret, åbnede ovnen og tog en overdækket bradepande ud, med resterne af den brownie som hende og Alice ikke havde fået gjort kål på dagen før "Er der sket noget vildt siden det tog hele natten?" spurgte hun forsigtigt videre, mens hun fandt en tom tallerken og skar nogle stykker af kagen ud og lagde dem over på samme "Eller skal jeg vente og se det i overskrifterne i morgen?" hun smilede svagt drillende og tog tallerkenen med tilbage til spisebordet hvor hun satte den ved siden af kanden og krusene, før hun trak stolen overfor ham ud og gik i stå med et spørgende blik "Åh, jeg glemte helt at spørge. Sukker eller mælk? Eller bare sort?"
|
|
|
Post by Jonathan Young on Apr 11, 2012 11:45:24 GMT
those things we have to do evenif we would rather notTag: Emmeline Harris ● Outfit: Here Jonathan fortrød nærmest med det samme at han havde nævnt sit arbejde og grublede over en måde at forklare sig på, der ikke involverede at han afslørede mere end han gerne ville. Han nøjedes med at brumme bekræftende til hendes spørgsmål med et lille nik, selvom det ikke var helt sandfærdigt. Det var dog noget bedre at hun troede det, frem for at kende det virkelige svar. Hendes næste, spørgende ord fik dog uvilkårligt et lille smil til at trække op på hans læber, som i et kort øjeblik nåede helt op i de mørke øjne. "Bestemt. Det kommer man ikke udenom," svarede han, denne gang helt oprigtigt. Han var glad for sit arbejde, ingen tvivl om det.
Jonathan vidste ikke rigtigt hvad han skulle gøre af sig selv og endte med bare at stoppe hænderne i lommerne og følge hende med blikket, som hun bryggede kaffe. Automatisk drejede han sig lidt da hun gik, men fulgte ikke efter med det samme. I stedet følte han sig rimelig meget ude af sit vand og fandt det sikrest bare at blive stående hvor han var. Han følte dog ikke rigtigt at han havde noget valg da først hun havde trukket en stol ud og tydeligt opfordret ham til at tage plads. "Tak," svarede han tøvende og fortsatte med rolige skridt over imod bordet, uden først at sætte sig.
Endnu engang gik han i stå over hendes spørgsmål og ledte efter en passende løgn at stikke hende, skønt han alligevel var lidt led ved det. "Intet banebrydende. Bare en masse småopgaver," svarede han undvigende, med et nærmest forsigtigt smil, der alligevel ikke helt nåede hans øjne. "Jeg er ikke engang sikker på hvornår det bliver trykt," igen en direkte løgn der passede glimrende sammen med den første og han rømmede sig ubekvemt en enkelt gang, og fulgte hende med blikket som hun bevægede sig tilbage til bordet. Helt ubevidst og af ren vane stod han og ventede på at hun ville sætte sig først og havde halvt taget et skridt omkring sin egen stol, før hun gik i stå igen og han også stoppede tøvende op. "Sort er glimrende."
[/blockquote]
|
|
|
Post by Emmeline Harris on Apr 11, 2012 13:54:24 GMT
I'm not going to go run and hide ... because I'm catching some heat ...
[/font] I'm going to stay at home and pout - - - - - - - - - - - - - - - Tagged: Jonathan Young ~ Outfit: Here[/center] Emmeline holdt blikket på ham et øjeblik længere da han smilede for alvor og hun rynkede brynene svagt, mens hun tog sig i at tænke, at han havde et ganske klædeligt smil. Hun var dog ikke blind for at han tydeligvis følte sig en smule ukomfortabel til mode, men hun skød skylden på deres sammenstød dagen før, som hun dog allerede for længst selv havde slået en streg over og visket tavlen ren. Hun var alligevel en smule mere forsigtig da hun fortsatte sine spørgsmål "Rejser du meget så? Eller er det mere lokalt?" hun holdt blikket både spørgende og opfordrende på ham, mens hun bragte både kaffe og krus hen til spisebordet og så vendte tilbage til køkkenet efter at have opfordret ham til at sætte sig.
Hun snakkede ubesværet videre mens hun impulsivt fandt kagen frem fra ovnen og fik en klar fornemmelse af, at hun skulle have ladet være og hun endte med at svare alene med et let undskyldende smil og et lille "Oh.." hun vendte tilbage til spisebordet og trak sin egen stol lidt ud før hun alligevel fortsatte "Det lyder spændende uanset.." glattede hun ud med et prøvende smil og satte sig selv da hun havde fået sit svar på om han behøvede mælk eller sukker.
Hun vendte krusene om og trykkede derpå stemplet på kanden langsomt i bund indtil det ikke kunne komme længere og skænkede derefter op i begge krus, før hun skubbede det ene hen foran ham med et nyt smil "Sort kaffe er vist også det bedste mod manglende søvn jeg kan tilbyde." hun lukkede hænderne om sit eget krus og tilføjede med et skævt smil og uden helt at tænke over hvordan det kunne lyde "Ud over en seng altså." hun nåede at løfte kruset halvt til læberne før det dæmrede for hende hvad hun lige havde sagt og hun følte øjeblikkeligt varmen skyde op i sine kinder mens hun så tydeligt forlegen på ham "glem jeg sagde det!" skyndte hun sig at tilføje og så ned i bordpladen med en lille grimasse "Det lød forkert." hun rømmede sig selvbevidst og så forsigtigt op igen, mens hun løftede kruset helt og forsøgte at skjule sine røde kinder bag det, og samtidigt nippe til kaffen.
|
|