|
|
Post by Emmeline Harris on Mar 8, 2012 14:26:15 GMT
To offend and judge are distinct offices
†... and of opposed natures ...†
[/font] Tagged: Jonathan Young ~ Outfit: Here[/center] Emmeline gik en smule usikkert på fødderne ned ad en af de mange stier i Hyde Park. Hun var ikke nået ret langt forbi Speaker's Corner da hun stoppede og rynkede brynene mens hun så sig forvirret omkring. Hun stod lidt og forsøgte at huske hvorfor det egentligt var hun var i parken, Hun var helt sikker på hun havde haft en specifik grund, men den var forsvundet for hende og hun kunne ikke ryste følelsen af, at der var sket et eller andet, af sig.
Hun stod nogle minutter og tænkte, uden helt at være bevidst om hun stod midt i det hele. Det dæmrede dog lidt, da en ældre mand, der så ligeså forvirret ud som hende selv, stødte ind i hende, undskyldte mumlende og fortsatte sjokkende. Emmeline virrede lidt på hovedet og trak så ud til siden hvor hun lod sig dumpe ned på den nærmeste parkbænk og igen sad en stund og blot så spekulativt frem for sig, med sin taske på skødet.
Det hjalp dog hverken fra eller til og hun opgav med en lille irriteret lyd, før hun rejste sig i en hurtig bevægelse og med begyndte at gå mod udgangen af parken for at finde det nærmeste stop til undergrundsbanen og komme hjem. Tankerne kørte dog stadig i hovedet på hende, hun følte sig en smule svimmel og med rettet mod stien foran sine fødder, i stedet for frem, lagde hun ikke helt mærke til hvor hun gik.
|
|
|
|
Post by Jonathan Young on Mar 13, 2012 11:50:13 GMT
every single momentis a coincidenceTag: Emmeline Harris ● Outfit: Here
Jonathan stod og talte lavmælt med en af de aurorer der fortsat befandt sig i parken, både han og Jon selv diskret klædt i mugglertøj, for ikke at vække mere opsigt end der var nødvendigt. Obliviatorerne var taget afsted igen og alle vidnerne til episoden havde fået deres hukommelse modificeret, så det var nogenlunde uforstyrret at Jonathan kunne stille troldmanden spørgsmål. Ingen af dem tænkte tilsyneladende over at deres facade blev lidt forstyrret af at redskabet journalisten brugte til at skrive hurtige notater ned på blokken med, lignede et middelalderlevn i en mugglers øjne.
En dyb, seriøs rynke hvilede fast på Jonathans pande og han nikkede svagt i takt med at den anden fortalte, mens pennen kradsede hidsigt over pergamentet i den lille notesbog, hvor han allerede havde fyldt flere sider. Det var først da en af de andre aurorer, mindre diskret klædt end den første med sin skrigende pink blazer og polkaprikkede grønne bukser, kom og krævede sin kollegas opmærksomhed, at Jonathan takkede for samarbejdet og noterede det sidste ned.
Som han begyndte at gå imod udgangen af parken var hans opmærksomhed rettet imod den lille notatblok der bugnede lige så meget af løse ark som reelle sider. Han var dybt koncentreret om det og formåede endda at skrible endnu et par ord ned mens han gik, halvt irriteret over at offentlighed ikke tillod ham at benytte sig af en kvikskribler. Han vred håndleddet lidt for at slippe for skrivekrampen og tilføjede så endnu et par ord, før han så op, blot for i sidste øjeblik se en muggler træde lige ind foran sig inden han bankede direkte ind i hende.
|
|
|
|
Post by Emmeline Harris on Mar 13, 2012 17:39:04 GMT
To offend and judge are distinct offices
†... and of opposed natures ...†
[/font] ( Tagged ) Jonathan Young ~ ( Outfit ) Here[/center] Emmeline fik langt om længe trukket sig selv op fra bænken igen, efter at have skævet til en midaldrende man i en skrigende pink jakke, der på ingen måde passede til de ligeså søgte bukser. På alle andre tidspunkter ville hun have moret sig kosteligt over synet, men lige nu følte hun sig lidt for rundtosset. Hun lovede dog sig selv at dele det spøjse syn med Alice så snart hun kom hjem.
Hun havde ikke gået mere end nogle få hundrede meter, før hun passerede en gren i stien og lige nåede at se et par mørkebrune skosnuder komme ind i sit synsfelt, spærre øjnene op og sekundet senere blive bremset brat i sin fremfærd. Hun udstødte et forskrækket hvin, vaklede et skridt tilbage over det hårde sammenstød, formåede ikke at holde balancen og satte sig på halen midt på stien med et overrasket udbrud.
Hun sad et sekund eller to og glippede med øjnene før det gik op for hende hvad der var sket og varmen steg op i hendes kinder der på få sekunder føltes som om de brændte "Undskyld!" udbrød hun halvhøjt og løftede blikket blot for at få øje på en yngre mand med mørkt krøllet hår, der sad nogle skridt fra hende på stien. Hun skar en grimasse og fumlede sig op på knæ mens hun ømmede sig svagt og fortsatte sin flove, let panikne messen "Undskyld, det var bare, jeg så mig ikke for.. undskyld." hun kastede et brødebetynget blik på manden hun var gået ind i.
|
|
|
|
Post by Jonathan Young on Mar 14, 2012 12:33:35 GMT
every single momentis a coincidenceTag: Emmeline Harris ● Outfit: Here
Jonathan nåede ikke at registrere særligt meget fra det tidspunkt han ramlede klods ind i hvad han formodede var en muggler, til han vaklede bagover og nøjagtigt ligesom hende, røg på jorden. Hvad værre var dog at notesbogen han havde haft åben i den ene hånd ligeledes faldt på jorden og de mange løsark spredte sig ud over fortovet. Det var en mild følelse af panik der gik igennem ham, samtidig med smerten fra halebenet. Ikke bare fordi det var hele hans arbejde, men også fordi indholdet på papirerne bestemt ikke egnede sig til en mugglers øjne.
Af samme grund tog det ham ikke mange øjeblikke at skubbe sig op på knæ og hastigt begynde at skrabe papirerne sammen, uden overhovedet at tænke over at hjælpe den anden op, der i forvejen havde travlt med at undskylde. I stedet vrissede han bare instinktivt et: "Har du ikke øjne i hovedet?" ud og tog sig ikke det fjerneste af sin egen ubehøvlede opførsel. Han rettede kort blikket mod hende med et irriteret udtryk i de sorte øjne og fokuserede så halvmumlende på at samle papirerne sammen igen.
|
|
|
|
Post by Emmeline Harris on Mar 14, 2012 16:56:05 GMT
To offend and judge are distinct offices
†... and of opposed natures ...†
[/font] ( Tagged ) Jonathan Young ~ ( Outfit ) Here[/center] Emmeline tørrede håndfladerne af mod sine lår da hun først havde fået krabbet sig op på knæ. Hun skar en ufrivillig grimasse da handlingen fik det til at svie i hendes håndflader og hun kastede et hurtigt blik ned mod sine hænder, blot for at kunne konstatere at hun havde taget fra med dem da hun satte sig på halen.
Hun glemte det dog igen da personen overfor hende også kom op på knæ og hun så tydeligt brødebetynget på ham og åbnede munden for at undskylde endnu engang da han kom hende i forkøbet. Hun gik i stå med munden lidt åben og blinkede et par gange overrasket før hun hurtigt lukkede munden igen og så rundt på papirerne der nu var spredt ud over stien.
Hun sad et sekund blot og så skamfuldt og stadig lettere omtumlet på ham, da han begyndte at samle papirerne sammen, og anede ikke hvordan hun skulle reagere på hans skarpe kommentar. I stedet gjorde hun det første der faldt hende ind da hun så et par af papirerne blafre lidt længere væk i den smule vind der var. Hun kom en smule usikkert på benene og med et lavmælt "Undskyld.. nu skal jeg hjælpe dig med at fange dem igen." tog hun et par hurtige skridt, bukkede sig ned og samlede først et, så endnu et stykke tætskrevet papir op fra stien, mens hun skævede hen mod manden hun havde torpederet.
|
|
|
|
Post by Jonathan Young on Mar 15, 2012 11:13:14 GMT
every single momentis a coincidenceTag: Emmeline Harris ● Outfit: Here
Jonathan bandede højt indvendig over at se sit arbejde spredt ud over hele jorden og var travlt optaget af at skrabe dem alle sammen til sig. Han tænkte ikke det fjerneste over det da han vrissede en kommantar i hendes retning eller at det på ingen måde var fair, taget i betragtning at det trods alt lige så meget var ham der var ramlet ind i hende.
Jonathan selv havde for længst fået skubbet sig selv på fødderne igen, skønt han stadig sad på hug og samlede ark op. Det gik egentlig også rimelig godt for ham at ignorere hende, før hun talte igen og automatisk røg hans hoved op og han så hårdt på hende, på et splitsekund helt på benene igen i fuld højde. Hurtigt tog han de få skridt over til hende og nappede papirerne fra hende i samme øjeblik som hun samlede dem op.
"Jeg klarer mig," hvæsede han nærmest, dybt irriteret og så nærmest med det samme væk fra hende igen for at være sikker på at han havde fået alle arkene med. Da det virkede som tilfældet, klappede han hurtigt notesbogen sammen om dem og fastgjorde båndet, før han trådte et skridt til siden igen og bukkede sig kort for at samle fjerpennen op som det sidste, uden at værdige muggleren et blik.
|
|
|
|
Post by Emmeline Harris on Mar 15, 2012 13:19:23 GMT
To offend and judge are distinct offices
†... and of opposed natures ...†
[/font] Tagged: Jonathan Young ~ Outfit: Here[/center] Emmeline følte sig både klodset, pinligt berørt og en smule som et barn der blev irettesat da hun fik en vrissende kommentar smidt i hovedet. Hun rynkede brynene lidt, før hun kom på benene og forsøgte at rette lidt op på misæren ved at hjælpe den anden med at samle de spredte papirer sammen igen.
Hun nåede dog ikke længere end til at bøje sig for at samle et par ark op, blot for at få dem flået ud af hånden igen næsten før hun havde rettet sig op. Hun spærrede øjnene overrasket op og stod et øjeblik med hænderne løftet i samme position som hun havde stået med papirerne. Så lod hun dem hurtigt falde og rynkede brynene igen mens hun begyndte at blive en smule irriteret "Tydeligvis." røg det spidst ud af hende og hun fortsatte impulsivt før hun nåede at tænke over det "Jeg er ked af det, men jeg har undskyldt. Du behøver ikke bide hovedet af mig over et hændeligt uheld." normalvis ville hun havde ladet en attitude som hans gå ind ad det ene øre og ud ad det andet, men hun følte sig stadig lettere rystet over noget hun ikke anede hvad var og kunne ikke lade være at blive en smule vred over hans arrogante opførsel.
|
|
|
|
Post by Jonathan Young on Mar 15, 2012 22:25:38 GMT
every single momentis a coincidenceTag: Emmeline Harris ● Outfit: Here
Havde Jonathan været mildere stemt imod mugglere generelt i forvejen, ville han muligvis ikke have reageret så skarpt overfor den kvinde han var ramlet sammen med, men nu var det engang sådan det var og han kunne ikke engang i et sekund lade som om at situationen ikke irriterede ham. Han bandede højlydt inde i hovedet på sig selv, som han kom helt på benene og nappede papiret fra hende med endnu en bitter kommentar.
Da hun talte igen drejede han sig langsomt imod hende og løftede nakken for at se på hende med et gennemborende blik. Jonathan rettede ryggen igen, ubevidst og instinktivt fordi han et eller andet sted følte sig hævet over en simpel muggler, skønt det ikke stod direkte frem i hans tanker. "Jeg har vigtigere ting at tage mig til end det her," svarede han, stadig med tydelig irritation i stemmen og han kneb øjnene lidt sammen. "Pas dig selv."
|
|
|
|
Post by Emmeline Harris on Mar 16, 2012 1:13:48 GMT
To offend and judge are distinct offices
†... and of opposed natures ...†
[/font] Tagged: Jonathan Young ~ Outfit: Here[/center] Emmeline havde halvt åbnet munden for at fortsætte med endnu en undskyldning, men lukkede munden med en hørlig indånding over det blik han sendte hende. Hun lagde armene beskyttende over brystet på sig selv og lukkede fingrene hårdt om sine egne overarme, mens hun bekæmpede en instinktiv trang til at gå baglæns. Hun følte sig stadig ved siden af sig selv og lettere omtumlet og meget mod sin vilje begyndte hendes øjne at svide forræderisk. Hun sank hårdt og åbnede munden for at give skarpt igen. Lukkede den så igen, åbnede den endnu engang, blot for at ordene satte sig fast i halsen på hende mens hun så mut på ham og blinkede flere gange hurtigt efter hinanden, for at tvinge den svidende fornemmelse på tilbagetog uden det store held. Hun vaklede let da det hele et øjeblik snurrede rundt for hende og strammede grebet om sine egne arme i et forsøg på ikke at lade den insisterende trang til at lade øjnene svømme over vinde. Hun tog en dyb indånding og så både vredt og såret på manden overfor sig "Jeg har virkelig ondt af dig, hvis du ikke kan tage imod en ærlig ment undskyldning uden at sable folk ned." hendes stemme dirrede svagt mens hun kæmpede for at holde den under kontrol "Ingen af dine papirer blev ødelagt og min bagdel er ligeså øm som din." hendes underlæbe bævede undseeligt og før det for alvor blev tydeligt satte hun hurtigt, men lettere usikker i gang igen, passerede ham med tydeligt fugtige øjne og tæt nok på til at støde hårdt mod hans ene arm, mens hun serverede et tydeligt sarkastisk "Hav en virkelig god dag nu du har ødelagt min." som afskedssalut og marcherede mod parkens nærmeste udgang uden at se sig tilbage, mens hun hidsigt tørrede kinderne og kun tænkte på at komme hjem under sin dyne. Tilbage på stien, et lille stykke fra hvor hun var gået på halen, lå hendes taske endnu, men i sin hast for at komme langt væk, havde hun glemt alt om den. O U T
|
|
|
|
Post by Jonathan Young on Mar 19, 2012 10:24:08 GMT
every single momentis a coincidenceTag: Emmeline Harris ● Outfit: Here Jonathan havde virkelig ikke overskud til at tage sig af hvordan han opførte sig overfor en tilfældig muggler. Det virkede nærmere som et mindre spild af tid og han havde ikke tænkt sig at blive der længere, end det ville tage ham at binde båndet fast om notesbogen igen og sikre sig at papirerne deri blev hvor de skulle. Han var også allerede halvt på vej mentalt indtil hun igen begyndte at snakke og Jonathan sukkede, uden at lægge særligt meget skjul på sin utilfredshed. Han drejede sig mod hende igen og hævede øjenbrynene dovent. Han stod blot og så på hende uden at lade sig selv synke til at svare igen, selvom det egentlig mest af alt var hvad han havde lyst til. Samtidig ville den handling sikkert også betyde at der gik endnu længere tid før han havde held af at slippe væk, så derfor holdt han helt strategisk kæft. Jonathan skar dog alligevel en grimasse over hendes sidste ord og gav et ufrivilligt vrid i overkroppen, som hun bankede ind i hans skulder og masede sig forbi ham. I nogle øjeblikke stod han blot og så efter hende som hun gik, før han bandede lavmælt for sig selv og rystede på hovedet. Netop som han drejede sig for selv at vandre i den modsatte retning, fik han øje på den røde taske der stod ensomt på stien. Der gik endnu nogle sekunder før han lod nakken falde tilbage med en utilfreds lyd, føjede et "ved Merlins stinkende skridtbind," til den tidligere ordrække og traskede så modvilligt over og samlede den røde taske op.
C L O S E D
|
|
