|
Post by Matthew Blythe on Mar 21, 2012 23:55:04 GMT
If only you could feel my heart race ...Then you would know the truth... ▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬Tag; Annabel Vargas Wearing; This Matt følte i skarp kontrast til for få øjeblikke siden, at han nu stod på kanten af en afgrund og svajede faretruende frem og tilbage. Den ene halvdel af ham ville springe, med samlede ben, uden tanke for hvor han landede, hvordan eller om der ville være nogen til at gribe ham. Den anden halvdel klamrede sig til græsstrået der holdt ham tilbage fra at gøre netop det. Græsstrået vandt, selvom en lille del af ham inderst inde håbede det ville knække og lade ham falde.
Han vidste han bevægede sig lige på grænsen da han løftede den anden hånd og lagde den mod hendes kind, men hans hånd virkede til at handle helt på egen akkord, komplet frigjort fra hans hjernes advarsler, og fulgte blot indgroede vaner, der, selv efter flere år, ikke var forsvundet, men vågnede med fornyet styrke da han først sad med Annabel indenfor rækkevidde.
Han lod hånden blive liggende på hendes kind mens nogle hæse ord smuttede over hans læber og det blik der mødte ham da hun igen slog øjnene op, fik det kun til at prikke om muligt mere intenst bag hans øjne. Han blinkede hurtigt et par gange da hun talte igen og var splittet mellem rent faktisk at ville høre svaret, eller fortsætte i uvidenhed. Han slog blikket ned da hun løftede hånden og lod samtidigt sin egen falde fra hendes kind. Han stivnede et splitsekund i bevægelsen, da han fik øje på ringen på hendes hånd og så hurtigt og overrasket op igen. Han huskede den mere end glimrende. Han havde selv givet hende den samme år som han selv havde taget sin eksamen fra Hogwarts.
Et langt øjeblik sad han bare og så hende i øjnene, uden at kunne røre sig, eller uden at ville, han var ikke længere selv sikker, og ude af stand til at sige mere. Den forsmåede vrede han havde følt i forhold til hende et utal af gange, var ingensteds at finde som han sad nu. Fortælle hende hvordan han havde haft det da han vågnede med en seddel på hovedpuden. Hvordan det stadig gjorde ondt hver gang en ting mindede ham om hende, eller hans tanker strejfede hende, men intet kom ud. En lille del af ham ønskede den fremfor den følelse af afmagt han i stedet sad med. Vrede var nemmere at forholde sig til, men han kunne ikke finde bare en lille smule af den.
Tilsidst rystede han svagt på hovedet og slog blikket ned i forsøget på at skjule den smerte han var ulideligt sikker på var synlig i hans øjne og trak på samme tid hånden bag hendes nakke til sig. Han løftede armene, rakte op og tog blidt fat om begge hendes håndled, for så at trække hendes hænder væk fra sig selv. Hans blik faldt et sekund igen til ringen på hendes ene hånd og han måtte bruge al sin viljestyrke for rent faktisk at give slip på hendes arme igen og langsomt komme på benene. Han tøvede et langt øjeblik efter at være kommet op at stå, før han igen følte han havde så meget kontrol over sig selv, at han kunne se hende i øjnene og rakte samtidigt den ene hånd ned mod hende for at hjælpe hende op, uden at sige et ord mere.
|
|
|
Post by Annabel Vargas on Mar 22, 2012 0:40:28 GMT
you won't see the tears I crybehind these hazel eyesTag: Matthew Blythe ● Outfit: Here Ubevidst tøvede hun i et sekund med håndens fremfærd, da hans blik fløj tilbage til hende og det dæmrede for hende hvorfor. Selv kunne hun ikke lade være med at tænke på den sølvring der sad på hans egen finger og det var rystende at hun endelig lagde hånden mod siden af hans hals. Hun formåede at tvinge et par halve sætninger ud, men måtte efterfølgende give op og indse at hun simpelthen ikke kunne svare ham.
I stedet tvang hun sig selv til at løfte blikket igen og møde hans. Anna havde ingen anelse om hvor lang tid der gik med at de sad sådan. Hun kunne ikke lade være med at søge efter en eller anden form for håb i hans blik, uden held og stivnede i stedet lidt da han rakte op og fjernede hendes hænder. Den handling i sig selv fik det til at skære igennem hendes bryst og fra det øjeblik vidste hun at alt det andet, den momentære lykke fra før, var forbi. Hun sank en anelse sammen i ryggen som Matt rejste sig, med blikket rettet svømmende imod gulvet.
Først da han rakte hånden frem imod hende, kom der endelig en reaktion i form af en hovedrysten. Hun kunne ikke tage imod den, simpelthen ikke bære det og i stedet så hun blot op på ham med tydelig sorg i blikket, mens hendes ene hånd bevægede sig og trak tryllestaven frem. Annas underlæbe sitrede svagt igen og hun tog en enkelt, dyb indånding. "Undskyld..." kom det svagt fra hende, uden hun helt selv var klar over hvilket af det hun undskyldte for, men mere nåede der heller ikke komme med før hun sekundet efter havde transferet sig selv væk med et højt plop.
O U T
[/blockquote]
|
|
|
Post by Matthew Blythe on Mar 22, 2012 1:22:15 GMT
If only you could feel my heart race ...Then you would know the truth... ▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬Tag; Annabel Vargas Wearing; This Matt sank hårdt for guderne måtte vide hvilken gang, da Annabels hånd lagde sig mod hans hals. Hans hals føltes om muligt mere tør, uanset hvor mange gang han sank og hendes hånd føltes brændende mod hans hud. Instinktivt lænede han hovedet til siden, ned mod hånden og så fortabt på hende mens nogle snublende ord forlod hende.
Som de igen begge faldt hen i anspændt tavshed, skreg hele hans væsen efter at trække hende ind til sig og ikke give slip igen, men modet svigtede. Det var for meget på én gang og der var for mange af fortidens spøgelser der sultent svirrede omkring dem, som usynlige dementorer, der sugede al vilje og kampgejst ud af ham.
Det krævede al hans viljestyrke ikke at tiltvinge sig et kys mere, og i stedet rejse sig fra gulvet efter at have fjernet hendes hænder fra sin nakke og hals. Han hadede at gøre det, men kunne ikke gøre andet og endte stående med den ene hånd rakt frem mod hende i opfordrende gestus. Han mødte hendes sørgmodige blik og matchede det til fulde, før hans blik faldt til tryllestaven der blev synlig og hans stivnede mærkbart som hendes hensigt gik op for ham. hans blik fløjt tilbage til hendes øjne og han rystede på hovedet uden at tænke over det "Anna.. lad være." fik han frem, men for sent og sekundet efter var hun forsvundet i den blå luft og han stod alene i den tomme gang, med den ene arm rakt frem.
Det susede svagt for hans ører og han havde en modbydelig følelse af deja vu, som han ikke ville ønske for sin værste fjende. Ikke nok med at han havde fået revet alle gamle sår op, så var hele misæren også endt med et udfald så tæt på deres sidste møde at han kort følte stenmurene snurre rundt. Hans arm faldt endelig og han tog de få skridt helt hen til muren og lænede sig ind mod den, mens han lod panden hvile mod de kolde sten.
Hvor længe han stod der anede han ikke og da han endelig fik samlet sig, var det kun for at træde et halvt skridt tilbage og i magtesløs vrede hamre sin knyttede næve mod stenene. Naturligt nok var det hans hånd der gav efter, ikke muren, og et halvkvalt smertensudbrud undslap ham og gav genlyd i den tomme gang. Hans ansigt var fortrukket i smerte og der gik nogle minutter før han havde samlet tankerne nok til at trække sin tryllestav fra bæltet, og med en simpel besværgelse udbedre noget af skaden. At der skulle ses på hånden senere og mere grundigt var der ingen tvivl om, men den primitive kraftudladning havde tjent sit formål og han genvandt nok af sin kontrol til kort efter at tage en dyb indånding og gå ind i retssalen igen, denne gang alene.
C L O S E D
|
|