Here I am once again...

[Annabel Vargas]

you won't see the tears I cry
behind these hazel eyes

Tag: Matthew Blythe ● Outfit: Here

Annabel tænkte ikke, ikke i et eneste sekund, da hun røg på benene i retssalen og lod en smule af den vrede der brændte i hende slippe ud. Hun var fuldstændigt ved siden af sig selv og fandt ikke den kontrol der var nødvendigt. Selvom der i det øjeblik Teodor havde talt havde været en svag uro blandt de andre personer i salen, var det ikke så stærkt som Annabels reaktion havde været. Det føltes som om nogen havde krænget hendes brystkasse op med hvidglødende jern og raseriet og afmagten fik pletter til at danne sig for hendes øjne.

Anna var kun svagt klar over at nogen lukkede hånden omkring hendes håndled og hendes instinktive reaktion var at give et vrid i det, uden reelt at forsøge at kæmpe sig fri. Hendes øjne skød lyn og var rettet direkte imod det ækle kryb i afhøringsstolen og blodet brusede så højt for hendes ører, at der ikke var andet at høre end det. Først da en insisterende hånd mod hendes lænd ikke gav hende andet valg end at følge med og en stemme brød hult igennem den barriere der ellers havde lagt sig omkring hende, gik det op for hende lige præcis hvem det var. Det værste af det hele var, at hun så tydeligt genkendte duften af ham. Hendes mave slog endnu flere ubehagelige knuder og hjertet hamrede afsted i brystet på hende som en flok løbske heste.

Faktisk føltes det mest af alt som om hun kunne kollapse hvert eneste øjeblik og det svimlede voldsomt for hende, men på en eller anden måde modarbejdede hendes krop den impuls og sendte hende med ud, uden egentlig at give hende noget valg. Det pressede ubehageligt på bag hendes øjne, men hun nægtede at give efter for det instinkt, slet ikke med den viden at Matt gik lige ved siden af hende, i baghovedet. Hans følelsesløse ord blandet sammen med Teodors gav genlyd i hovedet på hende og truede med at rive hende helt fra hinanden og i det øjeblik han gav slip på hende da de kom udenfor, trak hun sig et skridt væk og knugede fingrene hårdt imod sit eget mellemgulv. Den anden hånd brugte hun til at tage sig til ribbenene og hun klemte øjnene hårdt i med let bøjet nakke, i et håbløst forsøg på at finde sig selv igen og kontrollere vreden og smerten.

[/blockquote]

[Matthew Blythe]

If only you could feel my heart race
...Then you would know the truth...

▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬

Tag; Annabel Vargas Wearing; This

Matt måtte lægge bånd på sig selv mere end han kunne huske nogensinde at have gjort, da han bevægede sig op på tilskuerrækkerne og lukkede den ene hånd om Annabels arm. Et øjeblik føltes det som om han fik stød og hans stemme dirrede svagt ved de få, neutrale ord han fik frem, før han bestemt ledte hende ud fra salen, væk fra alle de nysgerrige øjne og ører. Det havde været svært nok at være i samme rum som hende, men at gå lige ved siden af hende og tilmed fysisk have kontakt med hende, fik alle de gamle følelser han havde brugt fire år på at gemme væk i en forsvarligt låst kasse bagerst i sit hovede, til at vælte op til overfladen igen, godt hjulpet på vej af en svag, men påtrængende, duft af lavendler.

Han slap hende så snart den tunge dør til salen smækkede i bag dem og lod hænderne hænge slapt ned langs siderne. Han havde en instinktiv trang til at række ud efter hende igen, støtte hende, knuge hende, hvad som helst der måske kunne lette bare en brøkdel af hendes forståelige sorg og vrede. Et sted i hans baghovede hviskede en meget uvelkommen stemme i hans øre, og gamle sår blev revet op igen og mentale billeder fra sidste gang han havde set hende, passerede forbi hans indre blik. Han knyttede hænderne hårdt ind mod sine egne lår og var tavs længe nok til at den anspændte stemning mellem dem for alvor blev mærkbar, nærmest til at skære i.

Han flyttede beklemt lidt på fødderne og så ned ad gangen. Først bag hende og derefter bag sig selv, for så at finde hende igen med et blik, der på ingen måder længere var hverken reserveret eller følelsesløst. Et enkelt ord blev ved at presse sig på, men han skubbede det hårdnakket væk hver gang det insisterende var på vej over hans læber og tilsidst rømmede han sig svagt "Anna.." han gik i stå ved lyden af sin egen, dirrende stemme, der syntes alt for høj i den tomme gang, selvom den nærmere var det modsatte. Han tog sig selv mentalt i nakkehårene og begyndte igen "Går det?"

[Annabel Vargas]

you won't see the tears I cry
behind these hazel eyes

Tag: Matthew Blythe ● Outfit: Here

Tårer som Annabel pure nægtede at slippe ud pressede stadig insisterende på bag hendes øjne og hun forsøgte at trække vejret beroligende og dybt ned i lungerne, men i stedet var åndedragene usikre og på grænsen til gispende. Det virkede pludselig som en uoverskuelig opgave bare at trække vejret ordentligt og uden hun selv var bevidst om det undslap en lavmælt, ødelagt lyd hende og hun knækkede blot lidt længere forover, stadig med øjnene klemt hårdt sammen.

Samtidig var hun alt for bevidst om at Matt stod et eller andet sted tæt på hende og tanken om netop det fik hendes hals til at snøre sig sammen af angst. Han var den sidste person hun havde lyst til at vise sin smerte overfor, men på samme tid var hun alligevel klar over at han var den eneste hvor hun havde modet til at gøre netop det. På trods af det, kæmpede hun stadig imod de insisterende tårer og borede fingrene længere ind imod sin mave og ribben. Alt ramlede omkring hende og hendes hoved snurrede af svimmelhed.

Lyden af hendes navn over hans læber fik hende dog brat til at slå øjnene op og i nogle lange sekunder stirrede hun blot ned i stengulvet. Hendes fingre forsvandt dybere ind imod sig selv, endnu engang ubevidst om den selvpåførte smerte det bragte, og hun trak vejret dybt og rystende ned i lungerne igen. Hans spørgsmål skar i hende som en sløv kniv og hun undertrykte igen noget der kunne minde om et hulk. I et øjeblik kneb hun øjnene sammen igen, før hun endelig tvang sig selv til at se op på Matt.

I det øjeblik hun fandt hans ansigt svimlede det for hende igen og ubevidst måtte hun række ud og støtte sig til væggen. Hun kunne allerede inden hun talte, mærke at hendes stemme ville være på randen til grådkvalt, men alligevel svarede hun med tydelig dirren: "Selvfølgelig går det ikke... Hvordan kan det, når... Når jeg ved at han..." hendes stemme knækkede over og selvom tonen havde dryppet af gift rettet imod Teodor, kunne hun ikke få ordene frem. Der var en million forskellige ting at finde i de svømmende mørke øjne og det eskalerede grusomt da hun i nogle lange, dvælende sekunder fandt lige netop de blå øjne hun havde tænkt på så godt som hver eneste dag de sidste fire.

Det fik hendes hjerte til at gå i stå i et øjeblik og alle de følelser hun havde undertrykt så længe boblede frem til overfladen. Det gjorde fysisk ondt at se ham stå lige overfor hende, velvidende om hvad hun havde gjort for så længe siden. Annabel fandt at det igen blev sværere at trække vejret og brat flåede hun blikket væk fra ham igen, foldede den ene arm beskyttende tværs over maven og sank så sammen på gulvet, uden hun kunne gøre noget ved det eller reelt var klar over det.

[/blockquote]

[Matthew Blythe]

If only you could feel my heart race
...Then you would know the truth...

▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬

Tag; Annabel Vargas Wearing; This

Matts øjenbryn var røget nedad i tydelig bekymring uden at han selv var helt bevidst om det og det skar i ham at se på Annabel i så tydelig smerte som hun var. Måske ikke fysisk, men uden tvivl psykisk. Det føltes på alle måder underligt at sige hendes navn højt, et navn som han havde nægtet at sige højt i alt for længe og nu alligevel sagde. Det kom nok bag på ham til at stoppe et øjeblik før han forsigtigt fortsatte, uden at tage blikket fra hende et eneste sekund.

Det knugede ubehageligt i hans mellemgulv da hun endelig løftede hovedet og så på ham og han gik instinktivt et skridt nærmere da hun svajede og måtte læne sig ind mod væggen. Han stoppede brat igen og tog en dyb indånding mens lyden af hendes stemme, mere end hendes ord, fik knuden i hans mave til at vokse. Han fandt ikke flere ord, åbnede blot munden formålsløst og mærkede de usynlige mure han de sidste fire år havde bygget op omkring alt der havde med hende at gøre, langsomt, men sikkert, slå revner da hun mødte hans blik.

Alligevel tøvede han og anede mildest talt ikke hvor han skulle gøre af sig selv, eller hvad han skulle gøre. Beslutningen tog dog sig selv da benene gav efter under hende og hun sank ned at sidde i en akavet stilling på det kolde stengulv. Han var henne ved hende før han registrerede at han havde flyttet sig og sank på hug foran hende med et tydeligt bekymret blik "Anna!" han rakte ud og lagde den ene hånd mod hendes skulder for at støtte hende og lagde den anden mod siden af hendes hals for at få hende til at løfte hovedet "Se på mig og træk vejret dybt." han pressede stædigt alle modsigende tanker og følelser langt om i baghovedet og koncentrerede sig om at forsøge at forhindre hende i at besvime helt "Helt ned og langsomt ud igen." han gjorde som han lige selv havde sagt i en naturlig demonstration og holdt hendes blik låst fast da han først fangede det.

[Annabel Vargas]

you won't see the tears I cry
behind these hazel eyes

Tag: Matthew Blythe ● Outfit: Here

Selvom de havde forladt retssalen, var det ikke i et sekund blevet lettere at overkomme og hendes eget stædige og instinktive forsøg på at undertrykke sine egne følelser, gjorde blot det hele endnu værre. De væltede alle sammen ned over hovedet på hende på én gang, ikke bare frustrationerne, sorgen og raseriet over sine bedsteforældres mord, men også alle følelser hun nogensinde havde haft i forbindelse med den mand der nu stod kun få skridt fra hende.

Lige i det øjeblik hvor hun så op, var væggen det eneste der holdt hende på benene og hun var ikke helt klar over hvordan det lykkedes rent faktisk at få ord ud, selvom hun ikke rigtigt selv kunne bedømme om de var sammenhængende eller ej. Det sortnede for hendes øjne igen, mens det føltes som om hendes hjerte truede med at briste fordi det ikke kunne magte al den hektiske aktivitet og hun klamrede sig mentalt til billedet af Matts øjne, som på splitsekunder var brændt fast på hendes hornhinde.

Med et åndeløst gisp endte det med at benene alligevel gav efter under hende, men hun registrerede ikke rigtigt det ublide sammenstød hendes hofte og ene hånd havde med gulvet. I stedet kæmpede hun for at trække vejret ned i lungerne, blot med den effekt at det blev endnu sværere. Pletterne for hendes øjne voksede og hun mistede den sidste rest af kontrol der havde afholdt de klare tårer fra at falde ned over hendes kinder.

Hendes hoved snurrede ubehageligt og hun kunne mærke hvordan hun svajede, men kunne ikke få sin hjerne til at gøre noget ved det. Hun gav et lettere panisk, grådkvalt hulk fra sig der lige så meget var i åndenød og var i sidste ende kun holdt oppe af det støttende greb Matt pludselig havde omkring hendes skulder. Hendes brystkasse hævede sig hidsigt op og ned i halve åndedrag og først da hans hånd lagde sig imod hendes hals, så hun op.

Ikke nok med at hun havde det som om hun skulle besvime i forvejen, så brændte huden under hans hånd som ild ved kontakten og hun søgte desperat efter de blå øjne hun ikke havde set de sidste fire år. Hun skælvede voldsomt og forsøgte at gøre hvad han beordrede hende til, mens hun uendeligt langsomt genvandt en smule kontrol over sit eget åndedræt. Ikke i et sekund tog hun blikket til sig, men koncentrerede sig bare om at imitere hans eksempelvise åndedrag. "Matthew..." kom det spinkelt og hæst fra hende ind imellem et par usikre vejrtrækninger, før hun bed hårdt ned omkring sin underlæbe i et forsøg på at hindre den i at bæve.

[/blockquote]

[Matthew Blythe]

If only you could feel my heart race
...Then you would know the truth...

▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬

Tag; Annabel Vargas Wearing; This

Matt havde ganske fysik en prikkende, ubehagelig fornemmelse i hele kroppen, men reagerede stadig instinktivt da han sank på hug foran Annabel på gulvet. Han havde lagt hånden mod hendes skulder før han tænkte over det og fjernede den ikke selv da han blev bevidst om sin handling. I stedet løftede han tøvende den anden og lagde den mod hendes hals i forsøget på at få hende til at se op.

Hans stemme var mere rolig end han på nogen måde følte sig og brød den ellers uregelmæssige lyd af hendes gispende åndedræt. De små hår i hans nakke rejste sig helt på egen akkord da hun så ham i øjnene med våde striber ned over begge kinder. En kuldegysning sendte efterdønninger ud i kroppen på ham, og han mærkede de små hår på sine arme følge trop, mens han selv klamrede sig til den sidste selvkontrol, prøvede at få hende til at trække vejret dybt og for nogle øjeblikke havde glemt alle tanker om hvordan tingene var foregået sidst han så hende.

Han holdt endnu hendes blik fast, mens han tog en dyb indånding mere i den hensigt at få hende til at gøre det samme en gang til, men stivnede så helt da et enkelt ord gled over hendes læber mellem de hektiske åndedrag. Han følte det som om noget gik i stykker indeni og der gik endnu nogle sekunder før det gik op for ham at han havde holdt vejret. Han åndede hårdt ud og mærkede sig blik flakke uden at han så væk, men på samme tid nu komplet ude af stand til at skjule sine, måske nok dybt sårede, men stadig ret tydelige følelser.

[Annabel Vargas]

you won't see the tears I cry
behind these hazel eyes

Tag: Matthew Blythe ● Outfit: Here

Annabel kæmpede hårdt for at trække luften ordentligt ned i lungerne og sørgede for ikke at tage blikket fra Matts øjne, der på en eller anden måde var paradoksalt beroligende. Hun fulgte hans ledende åndedrag skælvende, men var ikke længere på randen af besvimelse som hun havde været for et øjeblik siden. Det sendte elektriske impulser ud igennem hele hendes krop over hans hænder der hvilede mod hendes skulder og hals. Hendes puls bankede hurtigt og duften af ham der så mange år kun havde været et vagt minde, klyngede sig omkring hende og fik blot hendes hoved til at summe mere end det i forvejen gjorde.

Det var i sidste ende også det der åndeløst fik hende til at hviske hans navn, som om hun ikke helt kunne forstå at han rent faktisk var der. Ikke bare et minde, en for længst tabt drøm, men lige der. Tanken var lige dele overvældende og knusende og igen skyllede alverdens følelser ind over hende. Kampen mod tårerne var tabt og hun kunne ikke engang finde det i sig selv at prøve at kæmpe imod, på trods af at alle hendes instinkter skreg at hun skulle gøre netop det.

Udtrykket i hans klare øjne fik knuden i hendes mave til at vokse sig endnu større og på et eller andet plan var det både dragende og skræmmende på samme tid. Annas ene hånd var stadig knuget ubehageligt hårdt ind imod sit eget mellemgulv og hun skilte læberne let for at sige noget, men fandt at hun ikke kunne finde et eneste ord. I stedet endte hun med at tage endnu en dyb indånding uden at kunne få sig selv til at slippe hans blik. Fingrene på den ene hånd borede sig lidt dybere ind i stoffet og den anden gjorde det samme imod gulvet, mens hun forsøgte at holde grebet om sig selv og det af hendes hjerte der endnu ikke var gået itu.

[/blockquote]

[Matthew Blythe]

If only you could feel my heart race
...Then you would know the truth...

▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬

Tag; Annabel Vargas Wearing; This

Matt var stivnet i sin hugsiddende stilling så snart hans navn gled over Annabels læber i en skælvende hvisken. På få sekunder vækkede det adskillige minder i hovedet på ham, alle en del af dem samlede pulje der var markeret 'Annabel' som han havde svoret aldrig at tage om, eller tænke på, igen. Det var dog komplet udenfor hans kontrol ikke at gøre det mens han sad med hendes stemme givende genlyd for sit indre øre, følelsen af hendes varme hud under sin ene hånd og sit blik låst fast i hendes.

Som sekunderne gik, blev han mere og mere bevidst om at han bare sad og stirrede, ude af stand til at trække hverken sit blik, eller sine hænder til sig igen. Den anspændte stemning kunne efterhånden skæres med en kniv og han følte sig revet i tre retninger indvendigt. Hun var alt for tæt på til at han kunne tænke klart og salen ved siden af, og hvad der foregik der, føltes uendeligt langt borte, selvom grunden til de sad hvor de sad, netop var at finde der og stod lysende klart.

Hans blik flakkede igen og han fugtede sin tørre læber før han sank hårdt over en hals der føltes lige så tør. Uden at være helt bevidst om det, bøjede han hovedet lidt og lænede sig frem, draget af en impuls han desperat prøvede at kæmpe imod. Alle mentale advarselslamper blinkede, men han fandt blot sig selv fortsætte indtil hans læber ramte hendes og hans øjne gled i. Alle alarmer gik i gang på én gang, men på samme tid belønnede hans hjerne ham med et gavmildt skud adrenalin, der helt per instinkt fik ham til at flytte lidt på den ene hånd og krumme fingrene svagt ind mod hendes hals.

[Annabel Vargas]

you won't see the tears I cry
behind these hazel eyes

Tag: Matthew Blythe ● Outfit: Here

Annabels brystkasse hævede og sænkede sig tungt og hendes blik var ubehjælpeligt låst fast i Matts. Selvom hun ledte efter ord, kunne hun ingen finde og så bare på ham med hurtigt bankende hjerte. Hun havde ingen anelse om hvor længe der gik og for hendes vedkommende kunne det være sekunder som timer, det var alt sammen det samme lige nu. Hun kunne ikke få hjerne og krop til at samarbejde og hang lige nu kun sammen, fordi han fik hende til det, selvom han var en lige så stor del af at hun var ved at falde fra hinanden til at starte med.

Spændingen imellem den var så tyk at Anna kunne mærke den sno sig omkring hende og bryde igennem den omtågede følelse. Hendes blik flakkede lidt imellem hans og da han langsomt lænede sig frem imod hende, var hun ikke et sekund i tvivl om hvad der ville ske. Hendes hjerte sprang et slag over og hun glemte igen at trække vejret. Hun var klar over at det var forkert, at det eneste rigtige hun kunne gøre var at slæbe sig selv op, stikke af og aldrig se sig tilbage, men alligevel blev hun nøjagtigt hvor hun var, bange for at røre sig.

Adrenalinen skød op igennem hende da hans læber ramte hendes og alle nerver i hendes krop skreg. Hun var sikker på at hun kunne høre sit eget hjerte slå i fuld fart og det snurrede voldsomt i hendes hoved igen. Annabel lod sig fuldkommen styre af sine impulser og gengældte instinktivt presset han lagde imod hendes læber. Hånden hun havde støttet sig selv med forsvandt fra gulvet, hvilket automatisk gjorde at hendes overkrop røg længere frem og hun pressede læberne lidt hårdere imod hans, mens hendes fingerspidser fandt hans hals.

[/blockquote]

[Matthew Blythe]

If only you could feel my heart race
...Then you would know the truth...

▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬

Tag; Annabel Vargas Wearing; This

Matt havde sjældent følt sig så komplet mundlam og anspændt som han gjorde lige nu, siddende overfor Annabel, ansigt til ansigt med hende for første gang i fire år. Der var næppe gået en dag i de år, hvor han ikke havde tænkt på hende, uanset om han for omverdenen hårdnakket havde nægtet at tale om hende. Selvom han havde været forberedt på hun ville være tilstede, havde det alligevel slået ham grundigt ud af kurs og nu han sad ansigt til ansigt med hende, var hans møjsommeligt opbyggede forsvarsværker for alvor faldet sammen.

Af samme grund handlede han fuldkomment per instinkt da han lænede sig frem og tøvende lod sine læber finde hendes, med alle alarmklokker ringende. Følelsen sendte en bølge af elektriske impulser igennem ham og han forsvandt i den velkendte og på samme tid, komplet nye følelse af hendes bløde læber. Hendes fingre der ramte hans hals fik hans puls til at banke endnu højere i ørerne på ham, mens han som naturlig reaktion, lod sin egen hånd glide helt om bag hendes nakke, hvor han krummede fingrene igen.

Hendes villige gengældelse af hans kys, fik ham kun til at presse læberne hårdere, nærmest desperat imod hendes og en svag smag af salt fra hendes tårer, blandede sig med både smagen, duften og følelsen af hende. Ubevidst var han selv sunket ned på knæ og var flintrende ligeglad med den lille stemme i baghovedet, der blev ved at råbe om at alt i situationen var forkert. Han vidste den havde ret, men han havde ingen trang til at bryde væk, uforstående over, hvordan noget der var så forkert, kunne føles så rigtigt.

[Annabel Vargas]

you won't see the tears I cry
behind these hazel eyes

Tag: Matthew Blythe ● Outfit: Here

I det øjeblik Matts læber ramte hendes gled resten af verden i baggrunden og der fandtes ikke andet end de to. Alt hun nogensinde havde følt sprang helt op til overfladen og duften af ham i hendes næsebor kunne ikke sammenlignes med noget andet i verden. Det var en duft der mindede hende om hjem, på en måde hun aldrig havde prøvet før og i det sekund anede hun ikke hvordan hun havde kunnet glemme den.

Anna tænkte ikke over at hun pressede læberne hårdt imod hans, mere uvillig til at bryde væk fra et kys end hun nogensinde havde været før. Hun vidste at øjeblikket kunne glide væk som sand imellem hendes fingre og det var hun ikke villig til at lade ske. Selvom hun ikke havde vidst det eller i al fald benægtet det overfor sig selv, var det det hun havde brug for, ham hun havde brug for. Fire år og der brændte stadig en uudslukkelig ild imellem dem.

Hendes fingerspidser gled længere ind over hans hals indtil hele håndfladen til sidst krummede sig halvt imod hans nakke og hun rettede sig instinktivt lidt mere op og ind imod ham. Hun var ligeglad med alt andet i verden i de lange sekunder og selvom hun havde svoret for sig selv, at han aldrig skulle behøve at se hende igen efter det hun havde gjort, var hun helt og holdent uvillig til at give slip.

[/blockquote]

[Matthew Blythe]

If only you could feel my heart race
...Then you would know the truth...

▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬

Tag; Annabel Vargas Wearing; This

Matt følte sig nogle lange øjeblikke lykkelig. Let om hjertet og uden alle de spekulationer, bekymrer og uvelkomne tanker der ellers havde præget den sidste lange tid. Ikke at han var dybt ulykkelig med sit liv, nærmere det modsatte, men alligevel var der noget der manglede og han var ikke et sekund i tvivl om, at det 'noget' sad overfor ham lige nu.

På samme tid blev han ulideligt klar over, at han ikke kunne fortsætte, hverken fysisk på grund af den svindende mængde ilt i sine lunger, men også ganske psykisk, hvor den lille stemme råbte højere og højere og uden nåde mindede ham om hvordan det var endt sidst han havde været sammen med hende, hvor ødelagt han havde været og hvor lang tid det havde taget, før han kunne smile oprigtigt igen. Langsomt, men sikkert vandt de tanker over den berusende følelse af hendes læber mod hans egne og han brød væk med en halvkvalt lyd.

Han trak dog ikke ansigtet væk fra hendes, men lænede instinktivt panden mod hendes og kneb øjnene hårdt sammen for at tvinge den svidende fornemmelse på afstand. Han strammede ubevidst grebet om hendes nakke, og sank hårdt flere gange uden at kunne få sig selv til at trække sig helt væk og uden at kunne få sig selv til at åbne øjnene og møde hendes blik igen. Han løftede hovedet nogle få centimeter og rystede lidt på det mens han fik nogle skælvende, forpinte ord over sine læber "Jeg kan ikke, Anna.." hans stemme var nærmere en hvisken end noget andet og ordene skar mere i ham end noget andet.

Han var kun blevet bekræftet i, at han på ingen måde var kommet videre og at hans følelser for hende var ganske uforandrede, men en gnavende frygt for en gentagelse af fortiden, fik ham alligevel til mentalt at gribe fat om den lille rest af selvkontrol han havde tilbage. Med endnu en dyb indånding åbnede han øjnene igen og løftede hovedet nok til at kunne se hende i øjnene med alle følelser uden på tøjet. Han havde stadig ikke sluppet hendes nakke, mærkede kun knuden i maven stramme til, så han tilsidst følte han ikke kunne trække vejret ordentligt.

[Annabel Vargas]

you won't see the tears I cry
behind these hazel eyes

Tag: Matthew Blythe ● Outfit: Here

Han var en del af hende. Det havde han været lige siden det øjeblik han var stødt ind i hendes arm til Halloween for så latterligt mange år siden og det vidste Annabel udmærket. Hun var faktisk ikke et sekund i tvivl, for hun huskede tydeligt det øjeblik hvor hun havde lukket døren bag sig for fire år siden uden at se sig tilbage og det hul der allerede der var begyndt at vokse i hendes bryst. Det hul var blot blevet større og større og på trods af at hun i teorien var lykkelig, havde hun ikke kunne ryste den gnavende følelse af tomhed af sig. Den følelse var lige i de sekunder væk og hun følte sig hel.

At den følelse ikke ville vare ved var der en irriterende stemme i hendes baghoved der pippede op om og hun forsøgte at ignorere det, lige indtil det øjeblik hvor Matt brød væk. Hun trak vejret dybt ned i lungerne med et lavmælt gisp. Hendes egne fingre krummede sig ubevidst også lidt mere imod hans nakke da han lod panden hvile imod hendes. Ordene der fulgte bragte dog med ét tomhedsfølelsen tilbage og såret i hendes bryst blev flået op på ny. Hun vidste jo det ville komme, men alligevel gjorde det ondt. Ubevidst slap en lille, halvkvalt lyd hende og hun klemte øjnene hårdt i og prøvede på at overbevise sig selv om at hun blev nødt til at give slip.

Anna trak vejret dybt ned i lungerne endnu engang, stadig tydeligt skælvende og da han rettede nakken op, gik der nogle sekunder før hun endelig samlede mod til at slå øjnene op og møde hans blik. Det knugede sig hårdt sammen i hendes mellemgulv igen og hun prøvede på at synke den klump der blev ved med at danne sig i hendes hals. Hun forsøgte igen at kæmpe tårerne på tilbagetog, før hun endelig fik tvunget et spinkelt og ødelagt: "Jeg forstår..." ud, stadig uden at kunne få sig selv til at give slip.

[/blockquote]

[Matthew Blythe]

If only you could feel my heart race
...Then you would know the truth...

▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬

Tag; Annabel Vargas Wearing; This

Matt spændte i nakken under følelsen af Annabels fingre der krummede sig mod hans nakkehår og måtte i den grad lægge bånd på sig selv, for ikke blot at trække hende ind til sig og forsvinde ind i den berusende boble af varme, behagelige følelser, som han få sekunder forinden havde været opslugt af. Virkeligheden var dog en anden, og uanset hvor klart det stod, at på ingen måde havde givet slip på hende og sikkert aldrig ville gøre det fuldt, så var det samme virkelighed der tvang ham til at punktere boblen.

Hendes impulsive reaktion på hans hæse ord, vred den usynlige kniv en omgang i brystet på ham og den klare tilkendegivelse der lå i, at hun ikke havde trukket sig væk, ikke havde afvist ham, men tværtimod havde gengældt hans kys med samme mængde desperation som han selv, gjorde det kun endnu sværere at gøre hvad han vidste han var nødt til. Alligevel fik han kun flyttet ansigtet nogle centimeter væk fra hendes, fuldkommen uvillig til at give slip på hende, mens hjerne og hjerte krævede hver sin ting.

Hans pande var præget af dybe rynker da deres blikke igen mødtes og han var alt for bevidst om sine blanke øjne da hun gav ham et svar på de få, ikke uddybede ord, han selv havde fået frem. Hans hals snørede sig sammen og han kunne stadig ikke få sig selv til at give slip på hende. I stedet løftede han den frie hånd fra hendes skulder og lagde den rystende mod hendes kind, for så at tørre en våd stribe væk med tommelfingeren. Han havde sænket blikket til sin egen hånd og løftede det først til hendes igen, da et lavmælt "Hvorfor.. Anna?" gled over hans læber før han nåede at stoppe det. Ordet i sig selv var et han havde gentaget for sig selv alt for mange gange de sidste fire år og aldrig fundet et svar på. Han forventede det heller ikke nu, men ikke desto mindre slap det ud i den tomme gang og blev hængende mellem dem, mens hans blik flakkede fortabt mellem hendes brune øjne.

[Annabel Vargas]

you won't see the tears I cry
behind these hazel eyes

Tag: Matthew Blythe ● Outfit: Here

Annabel kunne virkelig ikke engang tvinge sig selv væk fra ham, men klamrede sig nærmere til kontakten. Selv da han med få ord flåede hendes hjerte fra hinanden igen kunne hun ikke få sig selv til det og vidste samtidig godt at hun mere end fortjente hans reaktion. Hun klemte øjnene hårdere i, før hun endelig samlede mod og åbnede dem inden hun svarede ham. Blankheden i hans øjne var mere end hun kunne bære og alt i hende brændte for at tage ham i sine arme med alverdens løfter om det det nok skulle gå.

Ingen af delene kunne hun dog få sig selv til med hans ord rungende i hovedet endnu og hun turde ikke krydse den minimale afstand og begrave hovedet ved hans hals, som alle hendes instinkter ellers skreg efter. Hun skar en smertefuld grimasse og slog blikket ned for at følge hans hånd. Endnu engang føltes det som om hendes hjerte sprang et slag over ved synet af den sølvring der sad på hans finger og Annabel bed hurtigt og hårdt ned i sin egen underlæbe for at hindre den i at begynde at bæve.

I stedet gled hendes øjne kortvarigt i da hans finger strøg over hendes kind. Det ene ord sammen med hendes navn fik hendes hals til at snøre sig sammen igen og hun opgav at forhindre vandet i at tegne streger ned over sine kinder. Hun åbnede øjnene igen og fandt hans blå øjne med stigende desperation og afmagt. "Matthew, jeg..." ordene sad fast i halsen på hende og hun forsøgte at synke klumpen igen. Hendes anden hånd løftede sig på egen akkord og fandt den anden side af hans hals, hvor fingrene krummede sig let sammen. "Jeg skulle ikke have..." begyndte hun vaklende, men gik igen i stå, ude af stand til at gøre sætningen færdig og rettede i stedet blikket imod den ene af sine egne hænder, halvt bange for at se ham i øjnene.

[/blockquote]