Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Mar 25, 2012 16:07:09 GMT
Even the best fall down sometimesout of the doubt that fills my mindI somehow find you and I collide- - - - - - - - - - -(Tag) :: Caroline Abbey ~ (Outfit) :: Here Eric blev stående med hånden hvilende mod Carries kind mens han talte. Alle ting han havde sagt før, omend måske på andre måder, men alligevel føltes det vigtigt at gentage som de stod nu. Et varmt glimt sneg sig op i hans grå øjne da hun med et enkelt ord gengældte hans erklæring og lod samtidigt hånden glide om i hendes nakke igen og smilede svagt ned til hende da hun fortsatte "Ditto.." svarede han hende lavmælt, trak hende igen tæt ind til sig selv og bøjede hovedet til han kunne lade kinden hvile mod hendes hår.
Den umiskendelige lugt af røg hang stadig i hendes hår, men den maskerede på ingen måde den duft der helt og holdent var hendes og som omgav ham hver eneste dag. Hvor længe de stod sådan opgav han at holde styr på, men at det sikkert var kortere end han troede var han næsten sikker på. Til sidst tog han en dyb indånding og åbnede øjnene, for først der at blive klar over han havde lukket dem "Kom med mig hjem.." mumlede han ned mod hendes hår uden at give slip på hende eller trække sig lidt tilbage for at se hende i øjnene, en smule uvillig til i det hele taget at give slip på hende igen.
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Mar 25, 2012 16:41:48 GMT
destroys all differences of intellectThe wisest know nothingTag: Eric Wolfe ~ Outfit: Here
Carrie lod sig uden protester trække tæt ind imod Eric igen. Hun gemte hovedet ved hans brystkasse og lukkede øjnene, imens duften af ham indhyllede hende og rodfæstede sig som tryghed, ligesom varmen og følelsen af hans stærke arme omkring hende gjorde. De få ord, som de lige havde udvekslet, bidragede som sidste faktor og hun mistede halvt om halvt tidsfornemmelsen, som de stod der, hun knugende ham let imod sig. Tiden og verden var i bund og grund ligegyldig. Hun havde været så bange for at miste ham, at tanken om at give slip i ham nu, bare for at løsrive sig og gøre... Et eller andet... var uvelkommen.
Da han endelig brød stilheden imellem dem med en mumlen ned imod hendes hår, åbnede også hun øjnene, før en bekræftende lyd forlod hende. ”Giv mig to minutter,” svarede hun dæmpet, strygende sine hænder over hans ryg en sidste gang over hans ryg, før hun lod dem falde og så alligevel gik i stå. Hun løftede hovedet for at se på ham, indfangede stoffet på hans t-shirt i sin ene let knyttede hånd og trak svagt i ham, imens hun selv hævede sig op på tæer med et enkelt, åbenlyst mål. Hendes læber fandt hans i et insisterende kys, før hun gav slip, sank ned på flad fod og tog en dyb indånding, med fødder, der føltes som limet til gulvet.
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Mar 25, 2012 17:30:45 GMT
Even the best fall down sometimesout of the doubt that fills my mindI somehow find you and I collide- - - - - - - - - - -(Tag) :: Caroline Abbey ~ (Outfit) :: Here Eric tog flere dybe indåndinger med ansigtet hvilende mod Carries hår og lagde ikke synderligt skjul på han gjorde det. Han slappede langsomt helt af mens de stod der og selvom problemet som sådan ikke var løst, så var han ikke længere i tvivl om, at de nok skulle komme ud på anden siden sammen. Det gav ham den ro han absolut ikke havde haft det sidste døgn og det var tydelit modvilligt han rettede sig lidt op og slækkede sit greb om hende, selvom han selv havde taget initiativet til opbrud.
Han nikkede bekræftende, lod armene falde og nåede at tage et halvt skridt tilbage, før Carries fingre lukkede sig om stoffet på hans t-shirt og trak let. Det trak automatisk lidt på i hans mundvige og han bøjede sig uden protester for at følge hendes træk og møde hendes på halvvejen og igen lod armene glide omkring hende, dvælende og som en ret klar afslutning på det opgør de havde haft dage forinden.
Han rynkede brynene svagt mens han stadig havde læberne mod hendes og blev stående lettere foroverbøjet da hun sank ned på flad fod igen og så underfundigt på hende "Du behøver ikke tage de der ildelugtende tingester med hjem dog." han så sigende på hende og smilede en smule drillende, før han slap hende endnu engang og så afventende på hende og for første gang undrede sig lidt over, hvor hendes far befandt sig.
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Mar 25, 2012 19:29:21 GMT
destroys all differences of intellectThe wisest know nothingTag: Eric Wolfe ~ Outfit: Here
Carrie havde brug for at sætte et midlertidigt punktum i sagen inden hun smuttede ud forbi sin far i haven og smed de få ting hun havde med ned i tasken, for at tage med Eric hjem til London. Det gjorde hun ved at påkræve sig hans kys, uden plads til protester, som der da heller ikke kom nogen af. Det var hende evindelig ligegyldigt at hun sikkert smagte af den cigaret, der lå efterladt ude i askebægeret og selv hvis hun havde skænket det reel tanke, ville hun angiveligt bare være nået frem til at han måtte leve med det den ene gang, efter at have været den direkte årsag til at hun følte sig tiltrukket af at ryge.
Hun fugtede sine egne læber med tungespidsen, som hun sank ned på sine hæle igen og så op på ham med et vagt smil. Ved hans kommentar på netop røgen, hævede hun begge øjenbryn. Hun rystede lidt på hovedet og himlede med øjnene. ”Selvfølgelig tager jeg dem med hjem, de er købt og betalt, men jeg skal til gengæld nok lade være med at tænde dem når du er i nærheden.” Hun tog endnu en dyb indånding, smilede antydningsvist til ham og rakte ud efter det par med sko, der var hendes, før hun drejede sig og gik igennem huset med dem begge dinglende i luften.
Ikke mere end to minutter efter kom hun tilbage fra haven, men hun gik ikke ud i gangen. I stedet fortsatte hun direkte op af trappen til overetagen og sit eget værelse. Med hende fra drivhuset med jord under neglene var hendes far og modsat hende tøffede han igennem stuen, efter at have smidt sine sko på terassen. Han dukkede op ude i gangen med rynket pande og var stadig i gang med at tørre hænderne af i et lommetørklæde, da hans blik faldt på Eric. ”God eftermiddag,” hilste han, noget mere tørt og forbeholdent end det var sædvanligt. Han havde trods alt lige haft sin datter grædende over fjolset, der stod der og ragede op foran hoveddøren og den nærmest kammeratlige tone var ikke til at spore i dagens anledning. Alligevel lå det ikke til Duane Abbey at stikke næsen for dybt i andre menneskers sager og han nøjedes med at betragte Eric med et blik, der i sig selv advarede ham om at gentage den slags opførsel, der havde ledt til gårsdagens hændelser.
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Mar 25, 2012 21:18:16 GMT
Even the best fall down sometimesout of the doubt that fills my mindI somehow find you and I collide- - - - - - - - - - -(Tag) :: Caroline Abbey ~ (Outfit) :: Here Røg eller ej havde Eric ingen protester da Carrie insisterende trak ham nedefter og lige så insisterende pressede læberne mod hans. Et lille smil vedblev at hvile på hans læber da hun trak sig væk igen og han selv skød en lavmælt kommentar ind, uden helt at kunne lade være. Han himlede let med øjnene over hendes svar og rystede på hovedet mens han fulgte hende med blikket væk derfra "Så længe det ikke er indenfor hvor jeg også skal være.." fortsatte han opgivende, uden egentligt at gøre en indsats for at vinde det der aldrig nåede at blive en diskussion.
Han blev hvor han var da hun forlod entréen selvom han et øjeblik overvejede at følge efter hende. Han endte dog med netop at blive og stak lettere rastløst hænderne i lommerne på den forede vest, der dog fortsat stod åben. Han så sig lidt omkring og smilede for sig selv over at finde, at intet havde ændret sig synderligt over årene, ikke at det gjorde ham noget, der var en sær form for tryghed i lige det faktum.
Hans blik røg dog hurtigt tilbage i retning af døren ind til stuen, da han igen hørte skridt. At der var to sæt gik op for ham da det ene hørligt forsvandt op ad trappen, mens det andet fortsatte i hans retning. Det tog ingen opklaringsevner at regne ud hvem det var og han rankede sig ubevidst, mens en let nervøsitet meldte sig i hans mellemgulv sekundet inden Duane kom til syne i gangen. Hans blik flakkede meget mod hans vilje under det blik den ældre mand sendte ham, men han slog det dog ikke ned. I stedet rømmede han sig selvbevidst og nikkede let "Duane.." hilste han forsigtigt og så afventende på den anden, mens han følte sig lidt som om han stod skoleret "Undskyld jeg kom uden varsel." tilføjede han hurtigt og flyttede uroligt lidt på fødderne.
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Mar 25, 2012 22:01:28 GMT
destroys all differences of intellectThe wisest know nothingTag: Eric Wolfe ~ Outfit: Here
Carrie gjorde en bevægelse med fire samlede fingre og tomlen, der åbnede og lukkede sig som en plaprende mund, da først hun var på vej ud af gangen. Hun havde ikke yderligere kommentarer til emnet, men var til gengæld uendelig lettet over at stemningen imellem dem var tilpas forbedret til at det blev noget han overhovedet kommenterede. Det var med en anelse anspændthed i kroppen at hun så sin far fortsætte videre igennem huset, før hun selv skyndte sig op af trappen, men hun havde ikke tænkt sig at sige noget eller forhindre ham i at gå ud til Eric. Hun gjorde blot kort, magisk proces med pakningen, som hun svingede sin tryllestav med et klart ”Pak!”
Ude på gangen hvilede Duanes blik stadig på Eric og han nikkede, som eneste reaktion på knægtens besvarelse af hilsnen. Der var intet smil, som der ellers altid plejede at være, ingen varme. Den midaldrende mand krydsede armene over hinanden og trak let på skuldrene. ”Du behøver ikke at undskylde overfor mig,” konstaterede han tørt, uden at tilføje det åbenlyse, der ellers lå så tydeligt i luften at han mente.
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Mar 25, 2012 22:44:49 GMT
Even the best fall down sometimesout of the doubt that fills my mindI somehow find you and I collide- - - - - - - - - - -(Tag) :: Caroline Abbey ~ (Outfit) :: Here Eric fik en mindre knude i maven over Duanes blik og en lille snert af irritation, som dog aldrig helt vandt kraft. Det gik ham på at lige Carries far skulle se på ham med det blik og han endte med at bøje hovedet lidt og rette blikket mod sine egne sko, mens han stoppede hænderne dybere ned i buksernes lommer.
Han løftede dog hovedet helt instinktivt da Duane svarede ham og en lille rynke voksede frem mellem hans bryn, mens han skævede i den retning han vidste trappen til førstesalen var "Carrie har fået en undskyldning.." mumlede han lavmælt og lod blikket vende tilbage til den ældre mand, mens han igen rankede sig ubevidst "Og givet en.." tilføjede han og mærkede sit blik flakke kort mod trappen igen, mens han stadig følte sig en smule skoleret.
Han var på ingen måde stolt af situationen og kunne på sin vis også sagtens følge den anden mand, men det ændrede ikke på at han også mente at den eneste der reelt havde ret til at dømme ham selv, var Carrie. Han erkendte dog også overfor sig selv at lige den tanke udsprang mest af slt fordi han hadede at have skuffet Duane, ligeså meget som hvis det havde været hans egne forældre.
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Mar 26, 2012 9:19:00 GMT
destroys all differences of intellectThe wisest know nothingTag: Eric Wolfe ~ Outfit: Here
Duanes blik hvilede fast på Eric og hans mine var tydeligt kølig, uden at være hverken uhøflig eller uforskammet. Han formåede med et simpelt ansigtsudtryk at udtrykke adskillige ting, der ikke kom over hans læber, og holdt derved ethvert gæstebud, uden at der var tvivl om hvad han mente om netop denne gæst lige i sekundet. I denne simple handling var det for en gangs skyld tydeligt, at det ikke kun var det mørke hår og øjnene, der var gået i arv. Et enkelt øjenbryn blev hævet, som Eric svarede på det uudtalte, der lå som naturlig følge af Duanes egne ord, men han forholdt sig selv tavs og rullede blot antydningsvist med først den ene og så den anden skulder. Tilføjelsen blev fulgt op med en lavmælt rømmen og den midaldrende mand kastede selv et enkelt blik i retning at trappen. ”Jeg vil ikke se min datter ulykkelig igen, fordi du er stukket af uden en forklaring, Eric. Så simpelt er det.” Han talte dæmpet og tav brat, da lyden af skridt på trappen annoncerede Carries tilbagekomst.
Ikke ti sekunder senere stod hun i gangen med sin weekendtaske over den ene arm og arbejdsmappen hængende fra sin hånd. Hun så fra den ene til den anden med svagt rynket pande, men undlod strategisk at spørge hvad hun havde afbrudt, for blot at stikke sin far et hurtigt kram, med et lavt, mumlet ”tak.” Han på sin side gengælde selvsamme, men slap ikke knægten med blikket imens. Først da Carrie trådte hen imod Eric og tilbød ham sin hånd med et søgende blik, var det i stedet hende Duane så på, nu med antydningen af et smil. Hun besvarede det, endnu temmelig undrende over stemningen imellem de to mænd, men nøjedes med at hæve hånden med arbejdsmappen i en sidste hilsen, før hun tog en dyb indånding og blev den første til at tænke på hjem og forsvinde med en skærende lyd. Med sig trak hun Eric, hvis hånd hun strammede sit greb omkring i det splitsekund de blev mast igennem tid og rum, for at havne i lejligheden i Diagonalstræde.
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Mar 26, 2012 12:51:48 GMT
Even the best fall down sometimesout of the doubt that fills my mindI somehow find you and I collide- - - - - - - - - - -(Tag) :: Caroline Abbey ~ (Outfit) :: Here Lige meget hvor hårdt han prøvede, kunne Eric ikke lade være at krympe sig en smule under Duanes blik. Når han senere fik tænkt over det, ville han sikkert udemærket kunne forstå reaktionen, det kunne han i og for sig også nu, men det var lidt som at være teenager igen og han kunne ikke lade være at føle sig en smule uretfærdigt behandlet. Han bed hårdt sammen og så ned igen da den ældre mand fortsatte og bed en kommentar om, at omtalte datter ikke var den eneste der havde været ulykkelig eller at han havde haft sine grunde til at forlade deres fælles lejlighed, i sig.
Han så dog op da der lød skridt på trappen og et tydeligt lettet udtryk oplyste hans ansigt, da Carrie kom til syne i entréen. Han holdt blikket på hende og smilede svagt da hun, efter at have givet sin far et kram, kom hen til ham mens han hele tiden kunne mærke Duanes blik hvile på sig. Han tog Carries hånd uden tøven da den blev rakt frem og gav den et ubevidst klem, før han endelig løftede blikket til hendes far og nikkede let som hilsen, med et endnu engang undskyldende blik. Så tonede entréen ud omkring ham og han tog en hurtig indånding da han følte sig presset gennem en alt for lille åbning og sekunder efter stod lettere rundtosset i den velkendte lejlighed i Diagonalstræde, stadig med Carries hånd i sin.
C L O S E D
|
|