Sorrow makes us all children again

[Caroline Abbey]

destroys all differences of intellect
The wisest know nothing

Tag: Eric Wolfie ~ Outfit: Here

Der var stille i forhaven og under det lille stykke terasse i stuen, hvor en skikkelse sad sammenkrøbet på en havestol, pakket ind i et tykt vattæppe med en cigaret i den ene hånd og den anden slynget om sig selv. Solen skinnede mat, halvt skjult bag bag februars sidste skyer og kastede et gyldent skær over den pertentligt velholdte have, der tilhørte Duane Abbey.

Hans ældste datter tog endnu et hiv af den forbudte synd, som hun rent demonstrativt havde indkøbt tidligere, og fandt, at der kun var en hul glæde i nikotinrusen. Hun stirrede ud i luften og lagde cigaretten fra sig i det lille intermistiske askebæger, der i realiteten bare var en af hendes fars underkopper. Han røg ikke, selvom han alligevel havde taget en enkelt smøg i sympati tidligere...

... Som om det hjalp at forurene sine egne lunger – for nogen af dem. Eric ville have snuppet pakken ud af hånden på hende for længe siden og sagt, at det var tåbeligt. Han havde ret, men det var ligegyldigt nu og uanset hvor tomt det føltes, så lå der alligevel et oprør i handlingen, da hun samlede cigaretten op igen og tog endnu et hiv, før hun lagde den fra sig og hostede lidt.

Hun sukkede dybt og slog begge arme omkring sin egen skikkelse. Hendes øjne var stadig røde, efter alle de tårer der havde løbet ned af hendes kinder, men nu var der heller ikke flere. Ikke lige nu, i hvert fald. Hun var træt, selvom solen kun så småt var ved at gå ned over træerne i haven og selvom hun havde sovet længere end hun plejede, uden at have noget som helst godt at stå op til.
Måske hang trætheden sammen med, at hendes søvn var fuld af drømme og sanseindtryk, som hun ikke ville være ved. Måske var det bare fordi hun sov i en anden seng end hun plejede. Uanset hvad kunne hun sikkert se frem til en lignende, når først hun lagde sig, og hun var ikke ligefrem ivrig efter at hendes underbevidsthed smækkede mentale billeder af Eric op på hendes nethinde. Når hun var vågen kunne hun i det mindste gøre et forsøg på at lade være med at tænke på ham eller på hvad helvede hun nu skulle stille op.

[Eric Wolfe]

Even the best fall down sometimes
out of the doubt that fills my mind
I somehow find you and I collide

- - - - - - - - - - -
(Tag) :: Caroline Abbey ~ (Outfit) :: Here

Eric var taget hjem fra Ottery midt på formiddagen efter en lettere søvnløs nat hos sine bedste venner. Mest af alt havde han tænkt, siddende, stående, liggende, uden at kunne finde ro nogen stedet. Han havde genspillet skænderiet fra dagen før de første tusind gange i sit hovede og han blev ved at komme til samme konklusion; at han på ingen måde var klar til at give slip på Carrie, heller ikke nu og slet ikke over noget han stadig synes ikke burde komme i mellem dem. Han havde dog fundet lejligheden tom, hvilket han halvt havde forventet. Han havde kort overvejet at pakke sin taske ud, men en instinktiv fornemmelse af nøjagtigt hvor Carrie kunne være, fik ham i stedet til at tage den med sig, da han for anden gang inden for få timer trak sin tryllestav ud og transferede sig et andet sted hen i landet.

Sekunder efter dukkede han op i sit gamle værelse i sine forældres hus i Newcastle og efter at have skræmt livet halvt af sin mor, ved at troppe op uanmelt og på magisk vis, fik han forklaret grunden til sit pludselige besøg, over adskillige kopper kaffe og endda en lille skarp, som hans far mente var både nødvendig og på sin plads. Snakken gjorde ham dog kun mere sikker i hans sag, men derfra og til rent faktisk at tage sig sammen til at gå det korte stykke over til Duane Abbeys hus, var en helt anden sag. Sidst på eftermiddagen blev den nedgående sol dog den sidste overtalelse han behøvede, og med en anspændt fornemmelse i hele kroppen og den samme store knude i maven, trak han sin forede vest på og begav sig ud i det kølige februar-vejr.

Der var ikke langt, men det tog ham alligevel længere tid end det normalt ville tage, fordi han halvt bevidst gik langsommere og trak tiden ud. Alligevel var han på ingen måde i tvivl om at fortsætte, uanset om Carrie var hos sin far eller ej og uanset hvad udfaldet måtte blive. Alt var bedre end at blive hængende i uvidenhed. Han stoppede på fortovet da han nåede det rigtige hus og så op mod det, tog en dyb indånding og så fortsatte op ad den flisebelagte sti indtil han nåede hoveddøren, løftede hånden og bankede på før han nåede at fortryde.

[Caroline Abbey]

destroys all differences of intellect
The wisest know nothing

Tag: Eric Wolfie ~ Outfit: Here

Det var et stille kvarter Duane Abbey boede i, provinsielt og tenderende kedeligt i hans døtres øjne, men også trygt og hjemmevandt. På nuværende tidspunkt var der ingen lyde, for vinteren holdt alle gør-det-selv mugglerne indendøre med en tændt brændeovn og sangfuglene var fløjet sydpå.
Carrie satte pris på stilheden og registrerede det straks, da der kom en forandring i den. Lyden at et sæt knoer imod døren inde i huset var tydelig nok, selv fra hvor hun sad, og hun rettede sig brat op. Hendes far havde ikke inviteret nogen gæster, men hvis hun virkelig spurgte sig selv, så vidste hun godt hvem det i hvert fald kunne være. Ikke at hun i øvrigt ønkede at tænke sig til det.
Hun drejede hovedet imod drivhuset i baghaven og overvejede i et kort øjeblik at stikke i et par tøfler for at hente ham til at åbne for den ukendte forstyrrer. I sidste ende tog hun sig dog sammen, efterlod vattæppet på stolen og forsvandt ind i huset på strømpesokker.

Hendes hjerte bankede hårdt, på trods af hendes egne forsøg på at overbevise sig selv om, at dette var en tid til at finde sin indre ro og hun standsede ude i gangen og tog en dyb indånding med lukkede øjne. Inden hun nåede at fortryde tog hun det sidste skridt frem og åbnede døren, for at finde nøjagtig det hun havde håbet at hun ikke ville finde. Hun stirrede lige op i et par grå øjne og sugede ubevidst et hurtigt åndedrag ned i lungerne. Ikke et ord forlod hende, for hun havde allerede opbrugt sine ord. I stedet så hun bare tavst på ham, uden at ane hvad hun skulle mene om situationen. Hun gjorde ikke mine til at flytte sig, men blev stående i døråbningen og blokerede for entreen.

[Eric Wolfe]

Even the best fall down sometimes
out of the doubt that fills my mind
I somehow find you and I collide

- - - - - - - - - - -
(Tag) :: Caroline Abbey ~ (Outfit) :: Here

Eric nåede at fortryde ti gange efter at have banket på døren. Han så sig flere gange over skulderen tilbage mod vejen, og løftede så hånden og bankede igen, da der ikke umiddelbart var nogen reaktion inde fra huset med det samme. Hans næste træk ville være at tjekke haven, så godt kendte han i det mindste Duane.

Han stivnede let da han fangede bevægelse bag det matterede glas og gik automatisk et skridt tilbage, blot for sekundet efter at stå ansigt til ansigt med Carrie da døren gik op. Det knugede ubehageligt i hans mave da scener fra dagen før igen fløj gennem hans hovede, alt for levende, og alligevel var hans første impuls, at træde frem og ganske simpelt trække hende ind til sig. Han gjorde det dog ikke, mest af alt fordi han ikke anede hvad han havde at forholde sig til.

Han var stadig såret, mere end nogensinde før, men ikke nok til at det havde ændret på det faktum, at han elskede kvinden foran sig og at han ikke havde tænkt sig at gå igen før han i det mindste havde forsøgt at finde en løsning. Hvor længe de stod og så på hinanden vidste han ikke, men det var næppe mere end et par sekunder. Det gik først op for ham at han havde holdt vejret nogle sekunder, da han åndede ud og så en smule lettet på hende "Jeg håbede du var her.." smuttede det spontant over hans læber før han nåede at tænke for meget.

[Caroline Abbey]

destroys all differences of intellect
The wisest know nothing

Tag: Eric Wolfie ~ Outfit: Here

Carrie var lige ved at åbne munden, men indså at hun ikke anede hvad hun skulle sige til Eric og trykkede i stedet blot læberne sammen. Hun så søgende på ham i et vagt håb om at han ville diktere en eller anden form for vej frem, der ville være til at følge, til ingen nytte. I stedet fandt hun sig selv med en underlig følelse af hjælpeløshed, der ikke blev den mindste smule udbedret af hans ord, på trods af at hans tydelige lettelse forplantede sig som noget tilnærmelsesvist positivt.

Hun sænkede blikket til sine egne hænder, tøvede og så op igen med rynket pande. ”Jeg håbede du ville komme,” sagde hun lavmælt, uden at være helt sikker på at det passede. Det var i midlertidig hvad hun tænkte, som hun stod der overfor ham, tøvende i endnu et par sekunder.. ”Jeg er så ked af det.” væltede det derpå ud, ganske utilsigtet. Efterfølgende bed hun ned i sin egen underlæbe og trådte selvbevidst bagud, for at give plads til ham, krydsende sine egne arme foran sig.

Hendes hjerte bankede afsted og hun spurgte flere gange sig selv om det var rigtigt at gøre som hun gjorde eller ej. Uanset om det var det eller ej, så var det for sent at ombestemme sig og selvom hendes underlæbe bævede svagt og hun havde et klart instinkt, der bød hende at tilkæmpe sig sin plads i hans arme, så blev hun stående som hun var og så søgende og afventende på ham, uden at gøre mine til at bevæge sig længere ind i huset.

[Eric Wolfe]

Even the best fall down sometimes
out of the doubt that fills my mind
I somehow find you and I collide

- - - - - - - - - - -
(Tag) :: Caroline Abbey ~ (Outfit) :: Here

Eric talte før han nåede at tænke over det, men alene det, at Carrie ikke havde smækket døren i hovedet på ham, med det samme hun åbnede den havde løsnet knuden i hans mellemgulv en smule. Hverken den eller det der var sket dagen før forsvandt dog på nogen måde, selvom Carrie heller ikke reagerede negativt på hans impulsive ord. Hendes ordvalg fik tværtimod hans blik til at flakke tydeligt, mens de næste fik ham til at slå blikket ned og tage en diskret indånding før han så op igen og tøvende gik ind over dørtrinnet og fortsatte nogle skridt ind i den velkendte entré.

Han vendte sig langsomt om mod hende og stod igen et langt øjeblik og så på hende med et både trist og håbefuldt blik, for så at nikke let og rømme sig "Jeg skulle ikke.." begyndte han og gik så i stå uden helt at kunne bestemme hvad det var han prøvede at sige, selvom han havde tænkt over lige det adskillige gange, nærmeste konstan, siden han forlod deres lejlighed i London.

Han gik et halvt skridt nærmere, let tøvende og havde løftet den ene hånd mod hende før han nåede at tænke over det. Uanset hvad der var sket, var den stærkeste impuls stadig at trække hende ind til sig. Love hende at alt nok skulle blive okay, at det aldrig ville ske igen, selvom han vidste han umuligt kunne love lige det. Han lod hånden falde igen og så ubeslutsomt på hende "Carrie, jeg.." han gik i stå igen og bandede indvendigt over sig selv, over hvordan ordene nægtede at makke ret, tog det sidste skridt hen til hende, rakte op og lagde en hånd tøvende på hver af hendes kinder, og så hende indtrængende i øjnene med et simpelt "Undskyld.."

[Caroline Abbey]

destroys all differences of intellect
The wisest know nothing

Tag: Eric Wolfie ~ Outfit: Here

Carrie havde instinktivt nærmest slået armene omkring sig selv igen, da først Eric trådte forbi hende ind på gangen. Hun lukkede døren efter ham, krydsede armene lige så beskyttende over brystet og var i det hele taget billedet på én, der både forsøgte at skærme sig selv for verden og holdt noget inde. Hendes blik fandt hans med tydelig usikkerhed og hun stod blot tavs og lod ham tage tilløb flere gange, uden at vide hvad hun selv skulle foretage sig eller sige, selvom hun godt vidste hvad hun havde mest lyst til.

Som han trådte nærmere, rynkede hun panden bekymret. Hun lod ham nærmest passivt lægge begge sine hænder imod hendes kinder og bed hårdt ned omkring sin underlæbe i et øjeblik. ”Jeg troede ikke du kom tilbage,” sagde hun lavmælt med fugtige øjne. ”Undskyld at jeg sagde alle de ting, jeg vil bare ikke have at du tager afsted.” Hun snøftede bestemt ind, før hun fortsatte og lod sine arme falde. ”Jeg ved at du elsker dit arbejde og selvfølgelig gør du en forskel. Undskyld!”
Hendes blik var undersøgende og hendes nervøsitet åbenlys, da hun tav med blikket fæstnet på ham.

[Eric Wolfe]

Even the best fall down sometimes
out of the doubt that fills my mind
I somehow find you and I collide

- - - - - - - - - - -
(Tag) :: Caroline Abbey ~ (Outfit) :: Here

Eric stivnede ubevidst lidt da døren faldt i bag ham og følte sig et sekund fanget, uden at vide hvad han var gået ind til. Han forsøgte dog igen at overbevise sig selv om, at siden hun rent faktisk havde ladet ham komme ind, var det måske ikke helt så håbløst, som den indre pessimist et par gange havde forsøgt at fortælle ham. Hans blik var ligeså usikkert som hendes da han vendte sig mod hende, men på samme tid ganske stålsat. Han prøvede flere gange at komme i gang med at sige det han ville, men gik i stå hver gang og tog tilsidst de få skridt hen til hende og handlede en del mere simpelt, end en længere svada af ord.

Han lod hænderne blive liggende mod hendes kinder lidt endnu og det trak antydningsvist i hans mundvige et kort sekund før alvoren var helt tilbage og han svarede hende med et ærligt "Jeg var heller ikke selv sikker.." han strøg tommelfingrene synkront over hendes kinder uden helt at tænke over det og lod dem stadig blive der mens hun fortsatte. Han rynkede panden over hendes ord der fik det til at knuge i hans mellemgulv igen og lod begge hænder falde "Jeg kan ikke slippe udenom det nu.." mumlede han og mærkede sit blik flakke mellem hendes brune øjne før han handlede ganske instinktiv, løftede armene igen og trak hende ind mod sig selv "Jeg kommer hjem igen.."

[Caroline Abbey]

destroys all differences of intellect
The wisest know nothing

Tag: Eric Wolfie ~ Outfit: Here

Carrie var lige ved at kaste håndklædet i ringen, da Eric svarede på hendes forsigtige og tydeligt sårede konstatering. Hun bed dog nærmest tappert sin gråd i sig og fortsatte lige til hun var kommet ud med det hun rent faktisk havde på sinde. Det var vigtigt for hende at undskylde sin opførsel, selvom hun udmærket kendte sandheden i de giftige ord, der havde forladt hende dagen før. Da først hun var kommet af med dem, var hun i flere øjeblikke reelt nervøs for, at han ville tage hendes undskyldninger og gå. Hun så op på ham med tydelig nervøsitet og et blik, der af samme grund flakkede, som hans hænder faldt fra hendes kinder. Frygten var påtrængende, men hans arme, der fandt deres vej rundt om hende, var – som de altid havde været – beroligende.

Hun protesterede ikke, men gemte hovedet ved hans brystkasse og lod situationen sløre det faktum, at et par lydløse tårer trimlede ud over kanten af hendes øjne og bevægede ned over hendes kinder. Hvor hendes gråd var rent fysisk tilstedeværende, var det dog ikke en af den slags, der fik hendes skuldre til at ryste, og hun reagerede da også blot ved selv at lægge armene omkring ham, aldeles uvillig til at give slip, nu hun først stod der. Ordene klingede stadig rundt i hendes hoved og hun kunne, absurd som det var, ikke lade være med at smile svagt ind imod ham. ”Du kommer hjem igen,” gentog hun ham lavmælt. ”Undskyld.” Hun snøftede insisterende ind igen og løftede hovedet, trods alt rimelig ligeglad med de tydelige våde spor på hendes kinder, når bare hun fik muligheden for at se på ham.

[Eric Wolfe]

Even the best fall down sometimes
out of the doubt that fills my mind
I somehow find you and I collide

- - - - - - - - - - -
(Tag) :: Caroline Abbey ~ (Outfit) :: Here

Eric havde ingen problemer med at undskylde og mene det. Han havde ligeså meget som hende ladet temperamentet løbe af med sig dagen før og især en af de ting han selv havde fået sagt gik ham på. Ligeledes var han stadig såret over hendes anklager og påstande, men ikke nok til at han kunne holde sig væk, eller nok til at det fik ham til at tøve, da han rakte ud og trak hende ind til sig.

Han handlede af lege dele vane og instinkt og lod den ene hånd glide op bag hendes nakke da hun trykkede hovedet mod hans brystkasse. Det i sig selv fik en lettet følelse til at brede sig i ham og han tog en let skælvende indånding før han i stedet for at undskylde yderligere, gik videre til at give hende den forsikring han også selv var nødt til at tro på hver gang han tidligere havde været udsendt og også måtte overbevise sig selv om denne gang.

Han bøjede hovedet da hun gentog hans ord og lod med en bekræftende brummen læberne strejfe hendes hår før hun løftede hovedet og så op på ham. Han smilede svagt, men det forsvandt næsten øjeblikkeligt for alvor og han rynkede brynene beklagende "Jeg skulle ikke være gået på den måde.." fortsatte han lavmælt og så lige dele undskyldende og trist på hende "Jeg ville hellere gå end at der skete noget vi sikkert begge to ville have fortrudt nu."

[Caroline Abbey]

destroys all differences of intellect
The wisest know nothing

Tag: Eric Wolfie ~ Outfit: Here

Der var noget så helt ufattelig velkendt og trygt ved følelsen af Erics arme omkring hende og den hånd, der fandt samme punkt bag hendes nakke som altid, der både fik de sidste forsvarsværker omkring Carrie til at skramle sammen og tårerne til at springe frem i hendes øjne i noget, som nærmere var lettelse end så meget andet.
Hun vidste godt, at han stadig skulle udsendes, og at der ikke var noget forandret i de vilkår, der i første omgang havde fået hende helt ud i tovene, men billedet var trods alt et andet, end det hun havde malet de sidste fyreogtyve timer. Set efter de mål var det svært ikke at være beroliget, selvom smilet også hurtigt forlod hendes læber, da først hun så op på ham, fjernt opmærksom på, at hun stadig måtte lugte af røg, selvom hun virkelig ikke vidste hvorfor den tanke slog hende.

Hun rystede en anelse på hovedet som eneste svar på hans indledende erklæring og bed en anelse ned i sin egen underlæbe igen, før hun rømmede sig. ”Som at jeg svinede hele din karriere og dig med i købet til, mener du?” Ligesom han havde hun rynket panden i alvor, men ironien var alligevel til at tage og føle på. ”Jeg kan godt... Jeg ved godt hvorfor du gik, men jeg troede ikke at du ville komme igen... Nogensinde. Vil du ikke nok lade være med at gøre det igen på den måde? Det... Nej. Bare lad være... Hvor var du?”

[Eric Wolfe]

Even the best fall down sometimes
out of the doubt that fills my mind
I somehow find you and I collide

- - - - - - - - - - -
(Tag) :: Caroline Abbey ~ (Outfit) :: Here

Eric slappede mærkbart af så snart han havde armene omkring Carrie og blev sikker på, at hun ikke ville trække sig væk. Han strøg hånden op over hendes ryg en enkelt gang uden at tænke over han gjorde det og bøjede så hovedet for at plante et kys på hendes hår. En svag, men umiskendelig lugt af røg sneg sig ind i hans næsebor, men i stedet for at give sin mening om rygning ganske klart til kende, så holdt han denne gang tand for tunge og så ned på hende da hun rystede på hovedet.

Hans kæbe strammedes lidt som hun ironisk fortsatte og han endte med at nikke langsomt en enkelt gang, før det trak lidt i hans mundvige igen og han tog hånden fra hendes nakke igen, for at stryge hendes hår om bag hendes ene øre med den nu frie hånd "Noget deromkring.." gav han hende blot ret og og fangede en lok af hendes mørke hår om en finger, før han hurtigt slap den og lagde hånden omkring hendes skulder i stedet.

Han forholdt sig tavs mens hun fortsatte og lod hende tale uden afbrydelser før han sukkede tungt og nikkede som indledende svar til hendes indtrængende bøn "Det lover jeg." svarede han lavmælt, men uden at tøve og tilføjede så et svar på hendes andet spørgsmål "Ottery. Hos Emma og Noah." han strøg hånden op over hendes ryg igen og så nogle lange øjeblikke blot uudgrundeligt på hende før han tilføjede endnu nogle ord "Jeg kommer altid hjem til dig, Carrie." han smilede forsigtigt og bøjede så hovedet for denne gang at plante et kys på hendes pande.

[Caroline Abbey]

destroys all differences of intellect
The wisest know nothing

Tag: Eric Wolfie ~ Outfit: Here

Carrie snøftede lavmælt ind igen og løftede sin egen hånd, for at tørre de løsslupne tårer væk fra sine egne kinder. Den fandt dog hurtigt tilbage til Erics ryg igen, nogenlunde samtidig med at et mat smil hev lidt i hendes mundvige. Der var noget vældig beroligende ved at dem, Eric havde søgt efter deres skænderi, var ikke bare nogle af hans bedste venner, men også hendes familie og et etableret ægtepar med hus og have. Hun satte dog ikke ord på lige netop det, men lukkede blot øjnene for en kort bemærkning, som hans læber var imod hendes pande.

Et suk, af træthed mere end noget andet, forlod hende, før hun åbnede øjnene igen og selv strøg fingrene let over hans ryg uden på tøjet. ”Ikke mere drama,” sagde hun lavmælt. ”Det skal nok gå. Det gik sidst.” Hun forsøgte at forsikre sig selv i måske endnu højere grad end ham med sine ord og så op på ham for at finde bekræftelse, før hun smilede svagt igen, uden at det nåede hendes øjne. ”Jeg elsker at du elsker dit arbejde og at se dig brænde for det du laver, resten må være mit problem og det skal ikke gå ud over dig, okay?” Hendes blik var indtrængende og panden atter rynket, på trods af situationens langt mindre kritiske karakter.

[Eric Wolfe]

Even the best fall down sometimes
out of the doubt that fills my mind
I somehow find you and I collide

- - - - - - - - - - -
(Tag) :: Caroline Abbey ~ (Outfit) :: Here

Eric slækkede sit greb om Carrie en smule da hun rakte op for at tørre sine kinder og blev først da han gjorde det, egentligt opmærksom på, hvor fast han havde haft om hende. Han rynkede panden lidt yderligere og hadede at se hendes forgrædte ansigt, velvidende at han selv inddirekte var en stor del af grunden til det, hvis ikke hele grunden. Han svarede dog uden tøven på hendes spørgsmål og havde ingen problemer ved at lade hende vide hvem han var gået til og dermed også hvem der kendte til grunden til hele misæren.

Han fulgte synkront hendes bevægelser og strøg hende over ryggen igen uden egentligt at tænke over han gjorde det, ligeså meget for at berolige sig selv som for at berolige hende. Han smilede svagt og nikkede "Ikke mere drama.." gentog han hende og mødte hendes blik med et både lettet og kærligt glimt i sine egne øjne "Så længe jeg har dig, så kan jeg klare det meste." han tav igen og alvoren fandt tilbage i hans træk mens han lyttede og lod hende tale ud før han selv reagerede igen. Han sukkede let og lod så hånden forlade hendes nakke og igen lægge sig mod hendes kind mens han åbnede munden for at sige noget, blot for at lukke den igen. Flere spekulationer om de ting hun havde sagt havde været på vej ud, men hanvalgte at lade dem forblive tanker og endte med at nikke langsomt, mens hans tommel strøg over hendes kind "Jeg elsker dig, Carrie." hans blik flakkede mellem hendes brune øjne et øjeblik "Og jeg kan ikke forestille mig mit liv uden dig længere."

[Caroline Abbey]

destroys all differences of intellect
The wisest know nothing

Tag: Eric Wolfie ~ Outfit: Here

Carrie rystede svagt på hovedet, som Eric gentog hendes ord. Hun sukkedede igen, fugtede sine læber og mærkede smilet snige sig op til hendes øjne for en kort bemærkning over det han fulgte op med.
Selv sagde hun ikke mere om hvorvidt det ville gå, men vendte tilbage til noget, der mindede om endnu en undskyldning, selvom det reelt set nærmere var en hensigtserklæring. Hun havde talt en hel del med sin far imellem tudeturene og var i udpræget grad glad for at det var ham og ikke sin mor hun var taget hjem til.

Hendes blik hvilede søgende på Erics ansigt, også da han lagde hånden imod hendes kind igen, og hun sank en klump, før han talte og fik hende til at hæve begge bryn for en kort bemærkning. Endnu et svagt smil hev i hendes mundvige og hun klarede halsen, imens hun blinkede hastigt et par gange, for at eliminere fugten, der havde sneget sig op i de mørke øjne igen. ”Ditto,” fik hun frem i en lettere grødet stemme.
Hun følte sig temmelig ustabil, efter det sidste døgns hændelser og havde usandsynlig let til tårer, selvom hun denne gang formåede stædigt at holde dem inde. ”Jeg ved ikke hvad jeg skulle gøre uden dig.” Hendes ansigt var i alvorlige folder, da hun sænkede blikket og rømmede sig igen, for at få styr på sin lettere spinkle stemme.