Bænken.

[stu]

• "...

Stuart fumlede bemærkelsesværdigt ved pakken, før han greb om cigaretten, og placerede dem mellem læberne. Den orange lighter lå placeret ved hans lår på træbænken, og havde det ikke været for Stuarts rystende håndparti, ville den ikke være faldet mellem revnerne. Han bandede lavmælt og rejste sig, hvorefter han desperat lagde sig på alle fire, i vejkanten.

Det var ikke fordi, at rygning var blevet forbudt i hjemmet. Men de skeptiske blikke fra både datteren og kæresten, syntes alligevel at fordrive ham længere og længere væk. Radiussen blev forstørret for hver gang de sukkede lavmælt, og sendte hemmelighedsfulde blikke til hinanden. Den dårlige samvittighed ramte som en massiv hammer hver evig eneste gang – denne aften var det blevet for meget. Stuart havde reklameret med, at han ville besøge Emrys. Ikke at besøget ville blive langvarigt, men det ville tage mindst en time. De to piger havde derefter fortalt ham, at de så nok skulle underholde hinanden, og at han skulle tage sig god tid med at besøge vennen. Hele problematikken bestod i al sin enkelhed i, at Stuart ikke havde i sinde at besøge sin bedste ven. Det eneste han var ude efter, var en stille stund for sig selv. I selskab med en kold ingefærøl og en lang, dræbende cigaret.

Stewart var kravlet halvvejs ind under bænken, i sin søgen efter lighteren. Da han fandt den på den modsatte side af bænken, sukkede han tungt. I stedet for at bakke, valgte knægten at kravle endnu længere ind under bænken...

..."

[Juniper Shirley]

_________________________________

Sleigh bells ring, are you listening

[/font]
In the lane, snow is glistening[/color][/size]
_________________________________

♥ Tag: Stuart Fellton ♥ Outfit: Here ♥[/center]

Juniper havde sneget sit væk fra familien bare for en kort stund under påskud af at ville udnytte at hun for en gangs skyld var i Hogsmeade, til at se på de stadig julesmykkede butikker. Selvom hun holdt umådeligt meget af sin familie, og ikke mindst sin tante Edwina, der som en af de eneste i den skotske del af familien, rent faktisk stadig boede i Skotland. Julen skulle holdes hos selvsamme tante og det lille hus i Hogsmeade var allerede stoppet til bristepunktet. Selv for den bedste og mest familiære sjæl, gav det behov for et pusterum og da tante Edwina opdagede at være løbet tør for sin yndlingsthe, meldte Juniper sig øjeblikkeligt til at gå ud efter selvsamme.

At hun langtfra havde kunnet lade indkøbene begrænse sig til theen, vidnede de to poser i hendes ene hånd tydeligt om, som hun nynnende fortsatte ned mellem butikkerne i den hyggelige troldsmandsby og overvejede om hun mon kunne tillade sig et besøg på De Tre Koste inden hun vendte tilbage til familien.

Før hun nåede at overveje sagen nærmede faldt hendes blik dog på en skikkelse der tilsyneladende lå halvt inde under en bænk, midt i sneen. Hun stoppede langsomt op og måtte bide sig i tungen for ikke at komme til at fnise. I stedet hankede hun op i poserne og gik forsigtigt nærmere skikkelsen og rømmede sig da hun var tæt nok på til at hun var sikker på vedkommende ville høre hende "Har du tabt noget?" spurgte hun beredvilligt og blev stående afventende.

[stu]

• "...

Stuart måtte hurtigt konstaterer, at han sad fast. Med sne forplantet i ansigtet, overkrop, ben og hænder sad han fast og kunne ikke komme længere, hverken ud eller længere ind under bænken. ”Hold nu kæft...”, hviskede han forbløffet, hvorefter han forbandede sin altafgørende rygetrang til langt ned i helvede. Han lod hånden feje halvt over sit ansigt, da han til sin egen forskrækkelse, fik kylet en halv snebold i hovedet ved den gestus. Nu sad han fast og var blind i sin søgen efter at finde ud. Stuart greb om lighteren, og fik besværet hamret underlivet i jorden, så han på den måde ikke var forhindret i at passere, på grund af røven der strittede op i vejret. Det lykkes ham, imod alle odds, at hive sig selv ud på den anden side, ved hjælp af bænkens støtteben i midten.

Da han, temmelig forpustet og forklædt som snemand, dukkede op fra den anden side, lod han forvirret blikket glide over omgivelserne. Ude af stand til at identificere kvinden foran ham til at starte med, lo han læst i det han begyndte at tørre sne af hår og ansigt. ”En lighter”, reklamerede han hæst, hvorefter han hoppede lidt på stedet, så resten af sneen faldt mod jorden. Nu var han gennemblødt fra top til tå. Det lange sorte garn på midten af kraniet, dryppede på hans næsetip og underlæbe. Først efter at have tændt smøgen og veltilfredst placeret den mellem læberne, bed han mærke i de røde krøller, der var så velkendte. Stuart pegede på hende med smøgen mellem pege- og langemanden og slå et bredt grin op. ”Hold da kæft! Hvad helvede laver du her af alle steder, Juniper Shirley?”, udbrød han og gik mod hende, eftersom de stod adskillelige meter fra hinanden. ”Det er dog længe siden jeg har set dit kønne ansigt”, fortsatte han og blinkede drillende til hende, før et hæst grin forlod hans læber.

..."

[Juniper Shirley]

_________________________________

Sleigh bells ring, are you listening

[/font]
In the lane, snow is glistening[/color][/size]
_________________________________

♥ Tag: Stuart Fellton ♥ Outfit: Here ♥[/center]

Juniper fik sværere og sværere ved at lade være at grine, jo mere personen under bænken rodede rundt i sneen og hun endte med at lægge en bevantet hånd over munden, mens hendes skuldre rystede forrædderisk. Hun rynkede næsen i en tænksom gestus da der kom noget der mindede om et svar fra sneen, både over tingen der åbenbart manglede men også over stemmen, der var underligt bekendt. I første omgang kunne hun dog ikke kæde den sammen med et ansigt, selvom hun ellers var god til netop at huske dem.

Mysteriet blev dog løst kort efter, da personen fik held af at komme fri fra bænken og op at stå. Da hun genkendte Stuart fik det dog ikke hendes skuldre til at ryste mindre intenst og hendes blå øjne spillede hektisk af dårligt tilbageholdt latter. Hun holdt sig i skindet mens Stuart tændte den hvide cigaret, men mærkede alt for tydeligt holdte smuldre da han genkendte hende. Hun opgav og begyndte at sprutte bag den bolschestribede vante og nikkede mens flere halvkvalte lyde undslap hende, før hun tilsidst lod hånden falde. bøjede sig lidt forover og lo boblende uden at slippe ham med blikket mere end et par sekunder ad gangen.

Hun tog en dyb indånding og rettede sig lidt op "Undskyld.. det er bare.." hun kom til at grine igen og fik aldrig gjort sætningen færdig. I stedet tog hun endnu en dyb indånding og prøvede igen "Du så bare så.." hun fnes og tog sig selv i nakken "Hvad ved Dumbledores skæg lavede du lige under den bænk?" hun rettede sig helt op, stadig med latteren tydelig i sit blik, men uden at komme til at grine igen "Jeg holder jul. Hvad ellers måske?" hun lod hovedet glide lidt på skrå og pegede en anklagende finger, der blev en hel hånd på grund af vanten, mod ham "Og det er altså ikke min skyld at du ikke har set det. Du kunne jo bare komme forbi!" hun lod blikket glide over ham og smækkede så igen den ene hånd over munden ved det blotte syn og hikstede sløret ind i det røde og hvide garn, mens hun rystede på hovedet så de kobberrøde krøller dansede "Undskyld..." mumlede hun igen bag vanten "Men du ligner en druknet pygmæpuff.."

[stu]

• "...

Stuart slå ud med begge hænder, og et bredt, drillende smil over læberne. ”Står du der og griner af mig?”, udbrød han smilende og stillede sig en halv meter fra hende. Han satte cigaretten mellem læberne, og kørte hænderne over håret, så det gled hen over kraniet som det ultimative slikhår. Han vendte sig mod hende, og rettede snildt på jakken, hvorefter han inhalerede. ”Nu kan jeg da faktisk ikke se nogen grund til, du skal stå der og spille smart”, drillede han hende mumlende, eftersom cigaretten stadig skulle holdes mellem læberne.

Han greb om den med fingrene, før han rømmede sig lavmælt. Røgen blev inhaleret og han følte sig kortvarigt som et nyt, bedre menneske. Overskuddet vendte tilbage. Han grinende tilfreds da hun reklamerede med de manglende besøg, og han sendte hende et strålende smil. ”Jeg havde jo travlt med at fælde nogle forbrydere”, mumlede han leende og blinkede til hende, før han bevidst lod blikket glide ned af hende. Som alle andre magikere var hun i fuld færd med at købe diverse gaver ind til selve aftenen, og Stuart konstaterede i sit stille sind, at han skulle gøre det samme. Han havde end ikke skænket det en tanke. Desuden var der to dage til jul. Han nikkede mod hendes pose. ”Hold da kæft du giver mig dårlig samvittighed med de der skide gaver. Jeg har slet ikke købt en skid endnu”, udbrød han og inhalerede igen, kraftigt. Stuart sendte hende en grimasse, hvorefter han smilede kortvarigt til hende. ”Men hvordan går du så og har det?”

..."

[Juniper Shirley]

_________________________________

Sleigh bells ring, are you listening

[/font]
In the lane, snow is glistening[/color][/size]
_________________________________

♥ Tag: Stuart Fellton ♥ Outfit: Here ♥[/center]

Joon løftede også den anden hånd og lagde den over den første, mens poserne der havde været i den, havnede dinglende fra hendes håndled, da Stuarts smilende anklage kun gjorde det endnu sværere ikke at bryde ud i latter igen. Hun spruttede hørligt og ganske tydeligt bag vanterne, men benægtede det åbenlyse ved at ryste hektisk på hovedet så krøllerne dansene igen. Hun sænkede langsomt hænder og arme igen, mens hun betragtede ham og revnede så i et bredt, klædeligt smil da han talte igen, men formåede dog ikke at le "Næh.. kun snemænd der udgiver sig for at være forfattere." hun blinkede drilsk og fnes igen kort.

Hun rynkede brynene spørgende et øjeblik og lyste så op i forståelse mens hun pegede en bevantet hånd mod ham igen "Nå ja! Den der bog. Jeg så det godt i Profeten hos tante tidligere i dag. Tillykke! Det er da lidt vildt!" hun smilede oprigtigt og samlede så hænder og poser foran sig, så hun holdt hankene med begge hænder. Hun så undrende ned på dem da Stuart fortsatte og så op igen med et skævt smil og en lille hovedrysten "Det behøver du virkelig ikke. Det her er ikke julegaver." hun lagde hovedet lidt på skrå igen og så et øjeblik helt forlegen ud, mens hun skubbede lidt til sneen med den ene sorte støvle "Det er bare.. ting. The til tante Ed og lidt til mig selv nu jeg var i Hogsmeade." hun udstødte alligevel en spontant munter lyd og så formanende på ham "Mine julegaver er købt for længe siden. De ligger godt og trygt et sikkert sted og venter på i overmorgen." hun trak på skuldrene og smilede stort igen "Godt... det er jul!" hun slog ud med begge hænder så poserne dinglede "Hvordan kan man være andet når det er det, og der er sne, og hele familien er der, og der er julefest på skolen lige om snart..." hendes ivrige, forventningsfulde blik talte deres eget tydelige sprog om, at hun klart glædede sig over og til alle de ting hun remsede op. Hun rynkede dog brynene en smule igen mens hun lod armene falde "Hvad med dig selv, Stuart?" hun så vurderende på ham, stadig med et lille smil lurende i den ene mundvig.

[stu]

• "...

Stuart smilede over hele ansigtet. ”Fandeme om det ikke var vildt!”, udbrød han begejstret og vrikkede med de massive, mørke bryn i panden. Han lagde cigaretten mellem tommel- og pegefingeren, i det han aflagde den sidste distance mellem dem, og stillede sig foran hende. Han hev ud i hendes poser, uden at ødelægge selve papiret, hvorefter han himlede med øjnene ved hendes kommentar. ”Jeg orker snart ikke at skulle tænke på de sindssyge julegaver...”, bandede han lavmælt og vendte de mørkeblå øjne mod hende. ”Min datter vil have bøger. Hvad fejler hun?”, udbrød han drillende kortvarigt efter, før han lo til hende og stak cigaretten i kæften igen. ”Nogen gange bliver jeg altså i tvivl om hun er min biologiske datter. Vi er så ulig hinanden at det er fuldstændig absurd!”, fortalte han med cigaretten dinglende i mundvigen, indtil han fjernede den og pustede ud. Så fortsatte han. ”Hun er lækker, bevares, har arvet min gave, bevares... Men ligheden er jo ikke slående!”, jokede han og kastede begge hænder ud til siden, før han grinede smørret. ”Men bøger... Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre. Det er jo flere årtier siden, jeg sidst gik ind i en boghandler, og jeg kan da lige love dig for, at jeg hurtigt kom ud igen”, tilføjede han drillende, men det var tydeligt at se hvordan han allerede var videre i det næste emne. Datterens interesser var tydeligvis lagt på hylden. Han elskede hende, højere end han elskede sig selv, og det sagde det en del.

”Det er sgu da rigtigt! Nå... Ja”, udbrød han, i det hun nævnte julefesten på Hogwarts. Han skar en grimasse, inhalerede og slap cigaretten med læberne, hvorefter han fangede den mellem fingrene. ”Jeg kommer ikke”, reklamerede han, hvorefter han hurtigt fortsatte med et smil: ”Men forhelvede hvor skal du drikkes i hegnet! Det må jeg næsten få nogle af de gamle til! Du bliver da bare det komiske indslag, så snart du får noget indenbords”, drillede han hende og blinkede internt til hende. Hvor tit havde de ikke drukket sammen i de tidligere år.

..."

[Juniper Shirley]

_________________________________

Sleigh bells ring, are you listening

[/font]
In the lane, snow is glistening[/color][/size]
_________________________________

♥ Tag: Stuart Fellton ♥ Outfit: Here ♥[/center]

Juniper kom til at fnise kort igen over Stuarts tydelige begejstring og fulgte ham med blikket som han kom helt hen til hende "Har du sørget for at fejre det så?" hun trak instinktivt poserne ind mod sig som han trak ud i dem og lagde hovedet lidt på skrå, mens hun hævede brynene i drillende anklage over hans ord "Du er også lidt sent ude. Så er det klart du havner midt i mellem panikslagne sidste øjeblikkere.. ligesom dig selv." bemærkede hun snusfornuftigt med et lille drillende smil.

Blikket blev tænksomt og hun rynkede brynene lidt som han fortsatte og smilede så skævt mens hun trak på skuldrene "Bøger er da en god ting at ønske sig. Hvilke nogen ønsker hun sig?" hun så nysgerrigt på ham og smilede varmt over hans tydelige kærlighed til datteren. Hun endte med at trække på skuldrene igen med et næsten undskyldende blik "Jeg er slet ikke i tvivl om hun er den skønneste lille trold man kan tænke sig, og jeg synes nu hun ligner sin far en del, med mindre det er de forkerte billeder du har vist mig." hun lagde spekulativt hovedet på skrå igen og tav et øjeblik før hun fortsatte "Vil du have hjælp til at finde en bog til hende?" hun slog ud med begge bolchestribede hænder og smilede mildt "Jeg har tid nu hvis det er?"

Hun nikkede ivrigt og fik endnu en gang de røde krøller under den hvide hue til at danse "Ja det er!" udbrød hun med tydelig begejstring og trippede lidt uden selv at lægge mærke til det. Så stoppede hun brat og så et øjeblik helt skuffet ud "Gør du ikke? Hvorfor?" hun holdt kun den skuffede mine to sekunder, så revnede hun i et boblende grin og daskede impulsivt ud efter hans arm "Årh hold op! Det er en pæn fest! Jeg skal ikke i nærheden af nogen som helst hegn skal jeg ikke!" hun rakte barnligt tunge og lagde armene over kors foran brystet "Jeg skal danse til mine fødder hæver til dobbeltstørrelse og nogen må bære mig hjem i seng!" erklærede hun med overbevisning og smilede bredt.

[stu]

• "...

”Jeg er jo ikke et panikslagent øjeblik!”, fornægtede han leende og blinkede til hende. ”Jeg var et impulsivt kærlighedsbarn mellem en troldmand og en mugglerkvinde, som holdte sammen lige til døden skilte dem ad. Det var smukt! Sand kærlighed!”, udbrød han dramatisk, hvorefter han lo lavmælt men stadig flabet til hende.

Stuart knipsede og inhalerede langsomt, mens han et kort øjeblik så yderst tænksom ud. ”Ja, hvad fanden var det nu hun sagde...”, mumlede han undrende, hvorefter han lod røgen forlade hans næsebor. ”Jeg mener... Ej... Jo, jo... Det var om Hogwarts. En bog der lige er blevet udgivet af to elever der gik ud for et år siden... Den skulle fortælle noget om alle de hemmelige passager og være en perfekt håndbog til at blive en god student. Jeg kan huske jeg synes hele konceptet var så latterligt”, reklamerede han og sendte hende et bredt smil, hvorefter han inhalerede igen. ”Anmelderne skulle være ret flittige til at give den varm kritik, men jeg læste lige hurtigt et udsnit... og... de påpeger selvfølgelig, at de gamle gange og passager ikke skal blive benyttet. Hvorfor så overhovedet publicere lortet? Nej, konceptet stank, men hun var opsat på hun skulle have den. Den skulle også indeholde skemaer, som en guide til, hvornår på døgnet det er smartest at lave lektier, alt efter hvor længe man har sovet. Fuldstændig til grin...”, fortalte han ivrigt hvorefter han smed hånden med cigaretten ud til den ene side. Han stoppede brat da hun tilbød ham at gå med, hvorefter han nikkede og lod blikket glide ned af sig selv. ”Det ville jeg naturligvis sætte pris på, men med tanke på, at det er dumt at ligge sig syg lige inden jul...”, hentydede han til sit våde tøj. Stuart sendte hende et bredt smil. ”Vi må næsten mødes over en fadøl efter jul. Arbejder du stadig i kroen?”

Han smed cigaretten fra sig og begravede den i sne, med hjælp fra skosnuden. ”Fordi jeg ikke er så meget for at skulle mødes med de gamle professorer og elever... ikke efter udgivelsen...”, erklærede han ærligt og sendte hende et skævt smil. ”Når jeg igen får overskuddet tilbage, så holder jeg sgu en fest”, reklamerede han og lo.

..."

[Juniper Shirley]

_________________________________

Sleigh bells ring, are you listening

[/font]
In the lane, snow is glistening[/color][/size]
_________________________________

♥ Tag: Stuart Fellton ♥ Outfit: Here ♥[/center]

Juniper hævede begge smalle bryn i tydelig skepsis over Stuarts påstand og lagde armene over kors igen "nej, selvfølgelig ikke.." kommenterede hun tydeligt sarkastisk og rystede på hovedet men han bragte sine forældre ind i ligningen "Der er kærlighed allesteder, Stuart. Man skal bare vide hvad man ser efter." hun så underfundigt på ham, himlede så med øjnene og kom til at fnise.

Hun blev stående med armene foldet foran brystet mens han bevægede sig ud i en længere talestrøm, der dog på ingen måde kom bag på hende når det lige var ham. I stedet smilede hun mildt mens hun lyttede og skuttede sig svagt over kulden der alligevel sneg sig ind nu hun stod stille. Hendes tilbud da han endelig tav længe nok til at hun kunne få et ord indført var oprigtigt ment og hun smilede varmt da han undskyldte sig. Hun lod et kritisk blik glide ned over hans våde tøj og nikkede så før hun løftede blikket igen "Jada... hvor skulle jeg ellers være?" hun stak den ene hånd ned i sin taske og rodede efter noget mens hun fortsatte "Men jeg kan ikke se hvorfor vi skulle vente til efter jul." hun trak en højrød tryllestav op fra tasken og viftede den lidt foran ham med et sigende blik "De Tre Koste er lige om hjørnet." hun så spørgende på ham et øjeblik og gav ham en mulighed for at protestere før hun rettede staven mod ham, mimrede lidt med næsen og slog et lille slag med den "Ventus!" en pludselig, lun vind strøg ud fra stavens spids og ramte Stuart hvis tøj på få øjeblikke var tørt og lunt.

Joon sænkede staven igen og nikkede med et tilfredst blik og et lille smil "Eksellent!" hun hævede blikket og så drillende på Stuart "Du har hermed ikke flere undskyldninger." hun gjorde et lille, opfordrende kast med hovedet tilbage i den retning hun var kommet "Det er det mindste du kan gøre nu du ikke kommer til festen og kunne være den der skulle bære mig hjem når jeg har fået elefant-fødder." hun blinkede drilsk for at slå fast at hun forstod hans grunde til at blive væk, og gik samtidigt et skridt baglæns, klar forventende at han fulgte med.

[stu]

• "...

Stuart hævede underholdt de massive bryn i panden, i det de begyndte at spadsere. ”Kærlighed alle steder siger du... Det minder mig om mit sidste år på Hogwarts. Det var da faktisk skræmmende, så vild du var efter mig i den periode”, drillede han, med en alvorlig, næsten forbløffet grimasse, hvorefter han lo hæst. ”Jeg overvejede da op til flere gange at sende dig til lægen... Det var jo ikke normalt”, fortsatte han i samme toneleje, hvorefter han blinkede venskabeligt til hende og lagde armen om hendes skuldre for at trykke den blidt.

Så trak hun sig, for at tørre hans tøj. Da den varme brise gled over ham, og efterlod ham med en længe ventet tør fornemmelse, smilede han bredt og så ned af sig selv. ”Fandeme om jeg ikke ser godt ud”, udbrød han og knipsede mod hende, før de fortsatte deres skridt mod kroen.

Ikke just fordi Stuart nød tanken. Jo tættere de kom, og jo flere der begyndte at genkende ham på gaden, jo mere steg hans paranoia. Ikke at det var til at gennemskue, men han kunne tydeligt mærke det. Stuart stak hænderne i lommen, tog sig selv i at kontrollere sit åndedrag, før Juniper åbnede døren og lukkede hans værste mareridt indenfor.
Til at starte med, var der ingen der bed mærke i Stuart. Og... heller ikke Juniper. Bag hende gik en tidligere skolekammerat, men det var ikke Stuart Fellton. Det var en høj, mørkhåret ung mand som Stuart havde haft timer med. Han havde fornyeligt læst sig frem til, at knægten arbejdede i Italien og derfor var det sikkert at bruge hans form. Han lagde en hånd på Junipers arm, før han mumlede: ”Det er mig, men jeg orker ikke folks stirren, så nu ser jeg altså sådan ud...”. Han sendte hende et bredt smil, hvorefter de slå sig ned på et af de bagerste borde. Han sukkede tungt, skævede rundt, og smilede igen da han opdagede, ingen havde tænkt videre over deres ankomst. Tanken var rar. Usandsynlig rar.

..."

[Juniper Shirley]

_________________________________

Sleigh bells ring, are you listening

[/font]
In the lane, snow is glistening[/color][/size]
_________________________________

♥ Tag: Stuart Fellton ♥ Outfit: Here ♥[/center]

Juniper stoppede midt i et skridt selvom de var begyndt at gå og fnøs fornærmet, uden helt at kunne lade være at smile alligevel "Jeg var overhovedet ikke vild efter dig!" hun gav ham et solidt puf med skulderen og kom til at fnise"Du kan selv skrubbe til lægen, kan du. Desuden havde du vist rigeligt at se til uden at jeg behøvede havne på den liste." hun protesterede dog ikke da hun et øjeblik lod sig trække ind mod ham, med hans arm om skulderen. Fnøs blot muntert igen og så påtaget anklagende på ham "Du er for viderekommende Stuart. Ved du godt det?"

Hun stoppede helt og trak sig væk, kun for med en hurtig, og ganske praktisk besværgelse, at sørge for chancen for forkølelse blev lidt mindre. Så himlede hun med øjnene og rystede let på hovedet, over Stuart allestedsnærværende selvsikkerhed "Bare bliv ved at bilde dig selv det ind. Jeg kan nævne flere der ser bedre ud." drillede hun åbenlyst i et forsøg på at pille ham lidt ned, mens de fortsatte mod kroen.

Hun forholdt sig tavs det sidste stykke og endte lige før døren lidt foran Stuart, mens hun skubbede døren op og blev mødt af en behagelig mur af varme, dufte og summende stemmer. Hun stoppede nogle skridt inde og så sig straks om efter et ledigt bord, for så at dreje hovedet, da nogen lagde en hånd på hendes arm. Hun så undrende og let forbløffet på den unge mand der nu stod bag hende. Der var noget svagt bekendt ved ham og hun nåede at åbne munden for at spørge hvad han ville, før han talte og hendes øjenbryn røg i vejret i overraskelse. Hun smækkede en vante for munden igen for ikke at le og nikkede hurtigt flere gange efter hinanden som svar, for så blot at følge efter ham ned til et afsides bord og lade sig dumpe ned på bænken ind mod væggen.

Hun trak den hvide hue af hovede og lagde den ved siden af sig, mens hun, stadig med vanter på, forsøgte at glatte de røde krøller, uden det store held. Så lod hun vanter og halstørklæde følge efter og så hele tiden nysgerrigt undersøgende på Stuart, det på ingen måde lignede sig selv "Nu kan jeg jo ikke lade være at sidde og stirre, din ged! Det er vældig ikke-mistænkeligt." hun grinede smørret, men forstod for sig selv godt hvorfor han valgte en forklædning på den måde. Hun lagde hovedet på skrå og så spørgende på ham "Hvem henter? Dig eller mig?"

[stu]

• "...

Stuart lo og nikkede mod baren. ”Selvfølgelig henter du!”, sagde han og hævede et bredt øjenbryn, i hvad der kunne klassificeres som en gestikulerende grimasse. ”Især når du mener, der er så mange andre, der ser bedre ud end mig. Det er naturligvis et punkt, hvor jeg forholder mig dybt uenig – og med de ord! Farvel! Vi ses! Af sted!”, sagde han smilende og pegede mod baren, med et sæt massive øjenbryn hævede. Efter blot få sekunder, tilføjede han hurtigt: ”Jeg skal forresten have whisky!”.

Efter Rødhætte havde rejst sig, og efterladt Stuart alene tilbage, smed han sig tilbage i stolen og lagde armene over kors. De mørkeblå øjne, som nu var grønne, blev vendt ud mod gaden som han roligt betragtede. Mennesker han kendte, på den ene og på den anden måde, syntes at fange hans spage opmærksomhed. Alligevel hævede han ikke hånden til hilsen. Ikke mindst fordi han befandt sig i en anden krop, men også fordi han ikke besad det retmæssige overskud. Stuart gad ingen ting for tiden. Og han var bange for det var stres. Noget han først havde bidt mærke i, efter bogen var blevet publiceret.

En ældre troldmænd hev ham ud af sit tankespind. Han spurgte høfligt om stolen var optaget, og Stuart nikkede roligt. ”Ja, desværre”, sagde han smilende og kløede sig let i nakken – en gestus Stuart Fellton aldrig gjorde sig. Stuart Fellton sad i det hele taget knap så roligt, og så skabte han sig offentligt. Det var det han var kendt for, og det syntes han i bund og grund var fint. Så længe hans familie og venner så ham anderledes. Manden beklagede sig stille, nikkede og forsvandt derefter.

..."

[Juniper Shirley]

_________________________________

Sleigh bells ring, are you listening

[/font]
In the lane, snow is glistening[/color][/size]
_________________________________

♥ Tag: Stuart Fellton ♥ Outfit: Here ♥[/center]

Juniper himlede med øjnene og rakte uden at tænke over det, tunge igen som første reaktion til Stuart selvfølgelige ord "Javel, kaptajn!" drillede hun og gjorde halvhjertet og spøgende honnør, før hun møvede sig ud fra bænken igen og snørklede sig op gennem borde og mennesker til baren.

Kort efter kunne hun bane sig vejen tilbage, denne gang med et glas i den ene hånd og et dampende krus i den anden. Hun satte glasset foran Stuart da hun nåede bordet igen og kruset overfor. Før hun satte sig krængede hun farveladen af en poncho over hovedet og afslørede en meget julet strikket sweater og endte samtidigt med let elektriske krøller. Hun tog sig dog ikke af det mens hun igen gled ind på bænken overfor ham og så nysgerrigt på hans ændrede udseende, før hun udstødte en lille munter lyd og løftede sit krus lidt op og hen mod ham "God jul..." hun tog fat med begge hænder om kruset, førte det til læberne, pustede og nippede forsigtigt til indholdet.

Da hun satte det på bordet igen, så hun igen drillende på ham og samlede tråden fra tidligere op "Og du ser skam glimrende ud, du er bare..." hun mimrede lidt med næsen, en vane hun ikke engang selv lagde mærke til hun havde, og fortsatte efter et øjebliks betænksomhed "Ikke min type." hun lagde hovedet lidt på sned og så smilende på ham gennem halvt nedslagne vipper.

[stu]

”Ikke din type!”, gentog han, tydeligvis forarget. ”Det nægter jeg simpelthen at tro. Jeg er alles type!”, udbrød han irettesættende, hvorefter han greb om det tykke glas, for at skæve ned til det. Han vendte sig mod hende, tydeligvis morret, før et drillende gnist forplantede sig i begge hans øjne. ”Men du må bare indse, at det aldrig bliver os to, min ven. Og du skal nok komme over det... engang i fremtiden”, mumlede han, som om han næsten mente det, før hans læber flækkede og et bredt smil gled over mandens ansigt. ”Det er bare vigtigt du erkender, ikke mindst overfor dig selv, at du jo er dybt tiltrukket af mig... det er som regel nemmere at komme over det så”, tilføjede han hvorefter han blinkede flabet til hende.

Han gled tilbage i sædet, med armene under brystet, uden at havde rørt sin drink. Ikke at den generede ham. De nu mørkebrune øjne gled over omgivelserne, før de igen fæstnede sig på hendes. ”Når du nu ikke synes der er noget ved mig...”, sagde han, denne gang langt mere alvorligt, skønt de fjogede grimasse stadig var at finde på hans ansigt. ”Hvad synes du så om?”, brummede han leende, hvorefter han nysgerrigt lænede sig ind over bordet. Han rynkede let de markerede bryn, hvorefter fæstnede sit blik i hendes. ”Fortæl! Jeg dør af spænding herover!”.