Post by Cassiopeia Higgins on Nov 26, 2011 16:49:58 GMT
De mange snefnug dalede langsomt ned fra den mørke himmel. Skyerne hang lavt og tungt, og vågede faretruende over den lille troldmandsby Hogsmead. Solen havde haft svært ved at bryde igennem de tunge skyer, og ikke en eneste solstråle havde fået lov til at skinne igennem. Det havde været en kold og ikke mindst grå dag. Sneen havde dalet ned hele dagen, og et tykt lag af sne lå på de lange snørklede gader i Hogsmead.
Cassiopeia skuttede sig i sin figursyede frakke. Frakken var af sort uld og havde flaskegrønne knapper. Frakken sad godt om hende petite krop. Hun havde forlængst lagt den flaskekrønne kappe til side, da kulden gik lige igennem dens tynde stof. Cassiopeia lange røde hår, hang om hendes spinkle skulder. Hun havde en sort hat på, og et matchende halstørklæde. Om fødderne havde hun et par knælange snørrestøvler på, med en 5 cm hæl på.
Kulden tog i hendes allerede røde kinder, hun priste sig lykkelig for at hun snart ville ankomme til et af de steder, hun aldrig havde troet hun skulle sætte sine fødder igen. Hun rømmede sig og begravede sin hage i det varme halstørklæde. Hun gik forbi De Tre Koste, og så ind af de store vinduer. Der sad en del mennesker indenfor, og hun kunne næsten mærke varmen strømme ud fra krostuen. Hun sendte det velkendte sted et sidste blik, inden hun gik videre gennem de virvlende snefnug.
Det var længe siden hun havde været i Hogsmead, og hendes blik strøg op til omridset af det slot hun selv havde taget afsked med for mere en 7 år siden. Det virkede som en evighed siden hun forlod slottet efter sin sidste eksamen. Der var sket så meget siden da. Hun skimtede igennem sneen, og afgjorde at det næste hun måtte være hendes bestemmelsessted.
Samme eftermiddag havde hun siddet i sit køkken med avisen foran sig, en kop dampendes varm kaffe, og en potion havregrød. Lyden af et næb på vinduesruden var en af de mest værdsatte lyde i Cassiopeias ydmyge hjem. Hun havde rejst sig, og skimtet ud af vinduet. Ude på solbænken sad en lille grå ugle med et brev i næbet. Hun tog i mod det, og undersøgte det. Der stod ingen afsender på, så hun åbnede det udenbesvær. Indholdet af brevet var yderst overraskende, men med et smil om læberne læste hun de få linjer der var skrevet på det foldede stykke pergament. Hun havde sendt en ugle tilbage, og så ud af vinduet, med et forundret udtryk i ansigtet.
Cassiopeia nærmede sig og da hun stod udenfor den massive trædør, kunne hun, under et lille dække af sne, se de snørklede bogstaver der formede det noget så velkendte navn. Stuart Fellton.
Cassiopeia skuttede sig i sin figursyede frakke. Frakken var af sort uld og havde flaskegrønne knapper. Frakken sad godt om hende petite krop. Hun havde forlængst lagt den flaskekrønne kappe til side, da kulden gik lige igennem dens tynde stof. Cassiopeia lange røde hår, hang om hendes spinkle skulder. Hun havde en sort hat på, og et matchende halstørklæde. Om fødderne havde hun et par knælange snørrestøvler på, med en 5 cm hæl på.
Kulden tog i hendes allerede røde kinder, hun priste sig lykkelig for at hun snart ville ankomme til et af de steder, hun aldrig havde troet hun skulle sætte sine fødder igen. Hun rømmede sig og begravede sin hage i det varme halstørklæde. Hun gik forbi De Tre Koste, og så ind af de store vinduer. Der sad en del mennesker indenfor, og hun kunne næsten mærke varmen strømme ud fra krostuen. Hun sendte det velkendte sted et sidste blik, inden hun gik videre gennem de virvlende snefnug.
Det var længe siden hun havde været i Hogsmead, og hendes blik strøg op til omridset af det slot hun selv havde taget afsked med for mere en 7 år siden. Det virkede som en evighed siden hun forlod slottet efter sin sidste eksamen. Der var sket så meget siden da. Hun skimtede igennem sneen, og afgjorde at det næste hun måtte være hendes bestemmelsessted.
Samme eftermiddag havde hun siddet i sit køkken med avisen foran sig, en kop dampendes varm kaffe, og en potion havregrød. Lyden af et næb på vinduesruden var en af de mest værdsatte lyde i Cassiopeias ydmyge hjem. Hun havde rejst sig, og skimtet ud af vinduet. Ude på solbænken sad en lille grå ugle med et brev i næbet. Hun tog i mod det, og undersøgte det. Der stod ingen afsender på, så hun åbnede det udenbesvær. Indholdet af brevet var yderst overraskende, men med et smil om læberne læste hun de få linjer der var skrevet på det foldede stykke pergament. Hun havde sendt en ugle tilbage, og så ud af vinduet, med et forundret udtryk i ansigtet.
Cassiopeia nærmede sig og da hun stod udenfor den massive trædør, kunne hun, under et lille dække af sne, se de snørklede bogstaver der formede det noget så velkendte navn. Stuart Fellton.