|
Post by Ethan Sinclair on Dec 18, 2011 23:56:22 GMT
celebrating the new year “WITH DRINKS ENOUGH TO MAKE ME FORGET THE OLD” Endnu en bølge af skyldfølelse vaskede ind over Ethan som han stod der, armen hævet, en knyttet hånd parat til at banke på døren, med halvvisne solsikker og en billig flaske rødvin (der næsten havde været i karton) under armen. Det var ikke fordi han havde glemt alt om Carrie fra det øjeblik han tog sin plads som jura-studerende, men som tiden gik var det kun blevet mere besværligt at finde et tidspunkt at se hende på. Han var blevet bange for at tage kontakten i sidste ende, skyldig over at have ladet den gå tabt, men så kom uglen; ud af det blå og med stort spetakkel ind ad vinduet: Inviteret til at tilbringe nytåret sammen med Carrie, Eric (som kun svagt ringede en lille klokke i det fjerne), og et par andre som ikke var uddybet i den lille invitation. Ethan, der enten havde haft udsigt til at tilbringe nytåret med hans far og resten af den pukkelryggede familie, eller sammen med en mindre, halvsørgelig gruppe af jura-studerende, havde hurtigt sendt uglen tilbage med hans svar.
Og nu stod han der, foran døren til den infamøse lejlighed, i hans bedste jakkesæt og festhat, med halvvisne blomster og supermarkedsvin, og kunne ikke engang få sig selv til at banke på døren! Det var først da han kunne mærke et par øjne stirre ham i nakken fra naboen lidt længere nede ad gangen, der højst sandsynligt fandt hans påklædning ganske absurd, at han endelig fik taget sig sammen til at slå den knyttede næve mod døren. Tre hule bank rungede ned ad gangen. Ethan benyttede sig af den korte ventetid til at glatte folderne i jakken ud, rette lidt på festhatten og finde det bedste dette-er-kun-begyndelsen-på-en-undskyldnings smil frem. Han kunne godt bruge et glas vin på dette tidspunkt, og hans billige undskyldning var slet ikke så dårligt et valg.
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Dec 19, 2011 1:57:37 GMT
Each age has deemed the new-born yearThe fittest time for festal cheerTag: Eric and Ethan- - - Outfit: Here
Carrie stod på badeværelset og lagde de sidste detaljer på det ansigt hun skulle møde det nye år med. Hun pressede sine læber lidt imod hinanden og fordelte den røde farve yderligere, betragtede sit eget spejlbillede og mønstrede et smil. Der var ikke rigtig nogen tvivl om, at hun så godt ud. Hendes hår faldt glat og naturligt ned over skuldrene, kjolen var kort og hun fremviste i den sine lange, slanke ben i de høje hæle, som hun allerede havde taget på, selvom hun burde vente til senere. Hun førte fingrene igennem håret, drejede en omgang for at inspicere sin egen figur og noterede sig tilfredst at hun levede op til sine egne forventninger. Vægten omkring hendes hals fik hende atter engang til at fiske det lille ur med uglen op fra under kjolen. Hun holdt det i hånden i et øjeblik, så ned på det med et varmt smil og lod det falde, så det hang synligt i sin kæde. Det kunne senere hen komme ned i tasken eller i samme skjulte lomme som hendes tryllestav var gemt i. Imens de befant sig i hendes verden havde hun tænkt sig at bære det fremme i al tydelighed. Hun så en sidste gang på sig selv i spejlet og bildte sig ind at hun havde en anderledes glød end hun havde haft før juleaften, at hun virkede mere lykkelig, alene på farven i sine kinder eller et hemmeligt glimt i de mørke øjne. Det var i hvert fald ikke løgn, at hun var det.
Da lyden af en banken lød ude i lejligheden lyste hun op i et helt andet smil. Hun åbnede badeværelsesdøren og var hurtigt ude i stuen. ”Jeg skal nok åbne,” skyndte hun sig at sige, ivrig efter at se det gamle, velkendte ansigt og opdage om det havde forandret sig. Det var alt for længe siden hun havde set Ethan. Han var forsvundet tilbage i sin verden, imens hun havde erobret sin egen. Hun vidste hvad han lavede på papiret – sådan da – men ikke hvordan han var nu, hvor meget gelé han proppede i sit eget hår, hvilken musik han nynnede, når han sad og tænkte på alt og intet eller hvilket pigenavn, der var i hans tanker, når han dagdrømte. Alle disse ting, som hun plejede at kende alt til, var blevet mysterier i løbet af år, hvor de var beskæftigede med deres eget. Havde det ikke været for Eric, ville hun sikkert have tilbragt endnu et nytår med Eddie, en champagneflaske og en masse fremmede mennesker. I stedet stod hun for at gense kære gamle venner og hun glædede sig så meget, at hun ikke tøvede i et sekund, før hun trykkede dørhåndtaget ned og åbnede. Hendes farvede læber skiltes i et smil og hun betragtede den festklædte figur udenfor med flasken i sin ene hånd. Blikket faldt til de sølle blomster og hun lukkede et muntert fnys ud. ”Godt at se at intet har forandret sig,” bemærkede hun som det første, glædesstrålende på trods alt sin tydelige ironi. Hun trådte tilbage, så han kunne komme ind. ”Velkommen.” Da hun havde lukket døren i, gik der ikke mange øjeblikke, før hun havde brudt den fysiske afstand og smidt armene omkring ham i et varmt kram. Hun slap ham med et stort smil, betragtede blomsterne igen og rakte en tøvende hånd ud efter dem. ”Skal jeg befri dig for... Uhm... Dine medbringelser?”
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Dec 19, 2011 12:56:52 GMT
So listen dearwon't you meet me therebringing in a brand new year- - - - - - - - - - -(Tag) :: Caroline Abbey + Ethan Sinclair ~ (Outfit) :: Here Eric stak hurtigt de lange ben i de mørkeblå jeans, trak dem op og fik dem hurtigt lukket før han satte sig på hug foran tasken, han mere eller mindre boede i. Hans korte hår var stadig let fugtigt efter badet og han strøg ubevidst en hånd igennem det, mens han ledte efter et par strømper i tasken. De havnede på sengen efter han havde rejst sig igen og i stedet gik han hen til skabet og tog den skjorte ned fra bøjlen, han havde hængt frem allerede aftenen før.
Han smilede for sig selv ved tanken om netop dagen før. Det havde på alle tænkelige måder været en god dag, en af dem man gerne ville have mange flere af. Smilet blev siddende mens han svang skjorten over skuldrene og begyndte at knappe den, mens han fløjtede en stump af en melodi han havde samlet op et uvist sted.
Da det bankede på døren stod han og fumlede let med låsen på sit armbånd, stadig i bare tæer og med den sorte blazer stadig hængende på sin bøjle. Han løftede hovedet og havde allerede taget et skridt nærmere døren ud til stuen, da han hørte skridt og Carries stemme lød sekundet før han så hende passere forbi den åbne dør. Han smilede med et lille nik og fik lukket armbåndet, mens hans blik kortvarigt hang ved hendes slanke skikkelse i den glitrende kjole. Smilet ændrede karakter et øjeblik, mens han blev stående med blikket opmærksomt mod stuen og lyttede til hende åbne døren og tage imod sin ven.
Han ventede et øjeblik før han selv gik ud i stuen, uden at tænke synderligt på, at han stadig var på bare tæer. Han så varmt på Carrie et øjeblik, og sendte så Ethan et afslappet smil mens han gik tættere på og så rakte højre hånd frem mod den anden mand "Det er vist lige et par år eller fem siden sidst. Godt nytår." han blev stående afventende med hånden lidt rakt frem.
|
|
|
Post by Ethan Sinclair on Dec 19, 2011 22:16:17 GMT
celebrating the new year “WITH DRINKS ENOUGH TO MAKE ME FORGET THE OLD” Smilet voksede sig til noget mere oprindeligt da Ethan kunne høre en lyddæmpet Carrie på den anden side af døren. Han havde gjort sig sine tanker om hvordan veninden måtte se ud efter alle disse år. Ethan havde ikke regnet med den store omvæltning, men da hendes genkendelige skikkelse dukkede frem bag døren, var der alligevel noget der ikke helt var teenage-Carrie, som han kendte bedst. Hun var blevet en fin, smuk og (som Profettidende kunne holde ham opdateret på) succesfuld ung kvinde. Hans solsikker syntes at falme omend endnu mere end de var i forvejen. ..."De er vintage. Jeg troede at sådan noget stadig var på mode," kommenterede han med et bredt smil der ikke gjorde tegn til at forsvinde igen. "Tak."
Ethan havde kun lige nået at lede efter et ledigt bord så han kunne få hænderne fri, da Carrie havde smidt armene om ham. Han gjorde sit bedste forsøg på at gengælde den helhjertede omfavnelse, også selvom at han havde blomster og vin i hænderne. Det var forbi før han fik chancen for at knuge hende ind til sig, men dernæst kom han af med hans medbringelser, og lige tids nok da Eric valsede ud i gangen.
Det var ikke meget Ethan havde kendt til Eric da de gik på Hogwarts. De havde været klassekammerater, og Ethan kunne også huske Eric fra Quidditch, men de havde aldrig haft en dybere samtale. Skulle han være helt ærlig, så havde Ethan følt sig en smule nervøs over at skulle møde Eric. Han var sikkert en fin fyr, for Carrie havde trods alt valgt at hænge ved ham, men i Ethans øjne var det altid 'skyldig indtil andet er bevist'. Til gengæld kunne han ikke lade være med at falde over de bare tæer, og før han vidste af det var han brudt ud i latter. ..."Eric! Det er vidst det man kalder en ice-breaker," kommenterede han og gestikulerede mod gulvet. "Godt at se dig igen!" Han tog imod hånden og gav den et fast, måske lige i overkanten, hårdt klem, men var det ikke lidt af en mande-ting, at afmærke territorium og udfordre alfa-hannen? ..."Hæren, ikke sandt?" Ethan gav slip på Erics hånd og sendte et hurtigt blik i Carries retning. Ikke fordi han havde noget at sige i hendes valg af mænd, men der var stadig godkendelse at spore i det lille, tilfredse nik hun også fik.
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Dec 19, 2011 23:56:30 GMT
Each age has deemed the new-born yearThe fittest time for festal cheerTag: Eric and Ethan- - - Outfit: Here
Carrie lo lavmælt, som hun trådte væk fra døren og gjorde plads for Ethan. Hun rystede lidt på hovedet, lukkede i igen efter ham og stak ham et kram, fordi hun havde lyst til at gøre det, inden hun tog imod blomster og vin med et varmt smil. Hun drejede hovedet imod Eric, så vurderende fra den ene til den anden i et øjeblik og besluttede sig så for at skille sig af med indholdet i sine hænder, imens de to trykkede hænder og hilste på hinanden.
Vinen endte på den forhøjede disk inden køkkenet, før hun fiskede tryllestaven frem fra den smalle lomme i kjolen. Hun pegedede den naturligt imod et af køkkenskabene, mumlede en simpel formular og kunne øjeblikket efter fylde en vase med ”aguamenti” og stikke solsikkerne ned i den. Hvor Ethan havde skaffet de gule blomster i slutningen af december spurgte hun ikke om. Med ham havde alting vist altid kunne lade sig gøre.
Hun drejede sig om i tide til at fange et lille nik fra den smilende Ethan. En svag rynke tegnede sig i hendes pande, før hun selv også blot smilede skævt og snuppede vasen med blomster i sine hænder. ”Tak for dem her,” sagde hun, lidt forsinket. Hun gik igennem rummet og forbi de to med den, inden hun satte den fra sig på sofabordet, følgende sin egen konklusion om, at de ville fylde for meget på bardisken, der tjente som køkkenbord. ”De er smukke, egentlig. Lidt modsat dig med den hat der.” Hun sluttede sig til dem, nikkede imod hans hovedbeklædning og fnøs muntert. ”Lyserød er altså ikke lige din farve.” Et drillende smil hvilede på hendes læber, som hun betragtede sin gamle ven; rigtig betragtede ham. Hun tog en dyb indånding og strøg håret om bag sit ene øre. ”Det er virkelig godt at se dig,” bemærkede hun reelt, inden hun nikkede lidt. ”Maden er i ovnen.”
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Dec 20, 2011 1:13:38 GMT
So listen dearwon't you meet me therebringing in a brand new year- - - - - - - - - - -(Tag) :: Caroline Abbey + Ethan Sinclair ~ (Outfit) :: Here Erics bryn røg lidt i vejret da Ethan begyndte at le, men det fik ham ikke til at stoppe eller tage anstød, siden detvar forholdsvis nemt at gætte hvad der havde fremprovokeret latteren. Han trak på skuldrene med et skævt smil og sænkede kort blikket til sine bare fødder og løftede så blikket igen, med et nik mod den lyserøde hat der prydede den andens hovedet "Hvis ikke mine plader gjorde det, så skulle den hat der nok klare det." konstaterede han tørt og tydeligt spøgende, mens han rakte højre hånd frem mod Ethan.
Han lukkede fingrene om den andens hånd da han tog den og gav den et fast klem, tilpasset den moderate styrke der lå i det tryk han selv modtog "I lige måde." svarede han med et oprigtigt smil og slap så Ethans hånd med en lille hovedrysten "Luftvåbnet." rettede han og tilføjede "Royal Air Force. I Norfolk lige for tiden." han tav et øjeblik og flyttede blikket til Carrie der gik forbi dem og satte vasen med solsikkerne på sofabordet. Så lod han det vende tilbage til Ethan med et både spørgende og muntert blik "Og ud fra hvad Carrie har sagt, så gætter jeg på det er jura der har optaget dig?"
Han ventede roligt på et svar og drejede såg igen hovedet mod Carrie og så på hende med et varmt smil, da hun sluttede sig til dem. En munter lyd undslap ham over hendes drillende kommentarer til den lyserøde hat, der allerede havde fået opmærksomheden for aftenen, men han undlod selv at kommentere mere på den. I stedet så han undskyldende først på Ethan, så på Carrie "Giv mig lige fem minutter, så skal jeg sørge for at være anstændig." han lagde den ene hånd let mod hendes lænd mens han talte, uden egentligt at tænke over det og forsvandt så ind i soveværelset igen, for at få de de sidste beklædningsgenstande på.
|
|
|
Post by Ethan Sinclair on Dec 22, 2011 13:13:20 GMT
celebrating the new year “WITH DRINKS ENOUGH TO MAKE ME FORGET THE OLD” Ethan havde været meget bevidst over hans valg af nytårshat. For det første havde han altid været fan af mærkværdige hatte, og jo mere opmærksomhed de kunne trække desto bedre. For det andet havde det været med fuld overlæg. Det var hans ice-breaker, da han ikke vidste hvordan gensynet ville gå. Hans hat var akavet nok til at drage fokus fra alt andet der kunne have været akavet. ..."Jeg synes at lyserød siger alt om min person," svarede Ethan til Carries kommentar imens han prøvede at holde smilet tilbage. "Desuden er dette min sidste chance til for at gøre mig selv til grin dette år, så den skal ikke spildes!" Han rettede lidt på elastikken der sad under hans hage. Den skulle nok nå at drive ham til vanvid i løbet af aftenen. ..."Du skulle bare vide hvor mange kvinder der falder for denne!" Ethan vendte sig mod Eric og pegede en finger mod hatten.
..."Luftvåbnet!" udbrød Ethan og tog sig selv til armen. Heldigvis havde han ikke været langt fra sandheden, men han havde håbet på ikke at begå den fejl. Han var dog hurtig med et undskyldende smil, glad for at Eric også vendte spørgsmålet mod ham. ..."Ja, jura." Der var ikke så meget at sige yderligere. Jura var lige så tungt at studere som at snakke om, og det var det sidste han ønskede at diskutere på dette tidspunkt.
Ethan nikkede godkendende til Erics undskyldning om at komme i resten af tøjet, fangede den lille bevægelse der kærtegnede Carrie for et øjeblik og gav sig hurtigt til at kigge lidt rundt. ..."Har du brug for en hånd?" spurgte han Carrie da hun nævnte maden. "Jeg er slet ikke værst i et køkken. Et par år i egen lejlighed, en hylde fyldt af kogebøger, og nu kan jeg koge pasta uden at brænde det på." Madlavning var ikke hans stærkeste side, men han kunne forsørge sig selv, og han lærte stadig. ..."Jeg er en mester til at snitte grøntsager!" Han havde ikke vidst hvor meget han havde savnet Carrie før nu, og han kunne mærke et nytårsfortsæt der var på vej.
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Dec 23, 2011 18:20:43 GMT
Each age has deemed the new-born yearThe fittest time for festal cheerTag: Eric and Ethan- - - Outfit: Here
Carrie hævede begge øjenbryn en anelse og fnøs muntert af Ethans erklæring. Han lignede sig selv. Hun kunne sagtens have forestillet sig en lignende bemærkning forlade ham i nytåret for seks år siden og tænkte i sit stille sind, at der ikke var meget, der havde forandret sig der. ”Jeg er sikker på at både Eli og Imogen nok skal falde i svime,” konstaterede hun tørt, med en svag trækning i den ene mundvig og et drillende glimt i de mørke øjne.
Hun drejede hovedet imod Eric i et kort øjeblik, sendte ham et varmt smil og nikkede, uden at lade sig mærke med den flygtige berøring, som hun dog stadig ikke rigtig havde vænnet sig til i andres selskab. Det krævede konstante selvpåmindelser om, at de ikke havde noget at skjule, at opføre sig naturligt når de ikke var alene. Hun selv bebrejdede de måneder i sommers, hvor de havde holdt alting hemmeligt, men i realiteten havde det nok mere at gøre med at hun ganske enkelt ikke var vandt til at være i et forhold.
Hendes opmærksomhed vendte tilbage til Ethan, som hun betragtede med et nærmest nysgerrigt blik, før hun rystede på hovedet med et skævt smil. ”Slet ikke. Alting er klar, det skal bare have... Ehm. Lidt mere.” Hun rømmede sig og skævede over imod soveværelsesdøren. ”For at være helt ærlig, så er du formentlig bedre i et køkken end jeg er. Eric er derimod fænomenal.” Det varme smil hev atter engang op i hendes mundvige og hun løftede den ene hånd, for at lukke den omkring den lille ugle, der hang fra en kæde om hendes hals. ”Jeg fulgte virkelig bare hans anvisninger.” Hun pillede lidt ved vedhænget med nervøse fingre, før hun slap det igen og i stedet tog en dyb indånding. ”Kender du egentlig dem vi skal mødes med? Du må selvfølgelig kende Eddie – Edward Llewellyn, men hvad med Eilionoir Eads og Imogen Ivory?”
|
|
|
Post by Ethan Sinclair on Dec 25, 2011 22:46:33 GMT
celebrating the new year “WITH DRINKS ENOUGH TO MAKE ME FORGET THE OLD” Ethan var stadig kun i gang med at finde sin vej rundt i et køkken, men han var begyndt at lære hvad diverse redskaber skulle bruges til, og hvad de ikke skulle bruges til. Han havde haft mange uheld der involverede hans mikrobølgeovn. Der var åbenbart visse genstande man ikke skulle ligge i den, men så var han da blevet den smule klogere. ..."Det havde jeg ikke troet," kommenterede han drillende og med et smil. "På den anden side, så kan jeg heller ikke se dig i rollen som husmor, frøken vigtig-post-i-ministeriet." Ethan sendte hende endnu en drillende kommentar og trådte et par skridt rundt om hende, til dels for at komme ude af rækkevidde, men også fordi han ønskede at se sig lidt omkring. ..."Ingen husalf?" Hvad var hans navn igen? Ethan havde mødt det lille kræ et par gange i selskab med Carrie tilbage i deres skoletid, men han havde aldrig bidt rigtig mærke i hendes husalf, især fordi de altid havde fået det til at løbe koldt ned ad ryggen på ham.
Ethan havde været alt for vant til at få maden serveret, da det havde været det samme derhjemme. Madlavning var ikke ligefrem hans yndlingsbeskæftigelse, især når han kom sent hjem og skulle stå over komfuret. Han havde det bedre med at spise ude, men hans far, ihærdig efter at lære Ethan lidt om livet, havde frataget ham alle pengegoder. ..."Eddie husker jeg, og Imogen. Du ved, Rachel." Ethan vendte blikket mod Carrie igen og sendte hende et par løftede øjenbryn. Der havde sket meget imellem Ethan og Rachel siden de blev færdige på Hogwarts, og for et par dage siden havde de fundet hinanden igen, under julegenforeningen på skolen. ..."Ellionor på den anden side..." Han prøvede at sætte et ansigt på navnet, men der var intet der kom frem, og han endte med at måtte trække på skuldrene. ..."Hvis maden er klaret, hvad med at vi så åbner den flaske?" Han gned hænderne mod hinanden, lagde en hånd på Carries skulder og begav sig imod bordet hvor den stod, men han manglede et middel til at åbne den. Han skulle have købt en med skruelåg, men selv denne billige udgave var med korkprop.
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Dec 26, 2011 1:20:34 GMT
Each age has deemed the new-born yearThe fittest time for festal cheerTag: Eric and Ethan- - - Outfit: Here Carrie skar en anelse ansigt og daskede halvhjertet ud efter vennen, uden egentlig at forvente at hun ville ramme ham. Hun himlede med øjnene. ”Jeg er meget vigtig nu, hr. spilder-sine-evner,” bemærkede hun, en anelse spydigt, selvom hendes skæve smil opløste den delvise alvor. ”Og husalfer er trods alt kun noget man har hvis man er rig eller har arvet en. Jeg har stadig mine bedsteforældre og de har Dempsey.” Hun glattede sin skinnende kjole en anelse, mest for at tage sig noget til med sine hænder, kiggede på vennen og nikkede lidt. ”Mm. Rachel husker jeg tydeligt,” sagde hun i et lettere overdramatiseret tonefald, imens hun hævede begge øjenbryn lidt. Et drillende smil hev i hendes mundvige, før hun fulgte ham og snuppede flasken fra bordet igen i venstre hånd.
Hun fiskede sin tryllestav frem, pegede den imod proppen og stod øjeblikket efter med en åben flaske. Efter en anelse viften med samme stav stod der tre hidkaldte vinglas fra et af køkkenskabene på bordet og hun skænkede op med et skævt smil. ”Det var rart at se dig forleden,” kommenterede hun som hun satte flasken fra sig og gestikulerede opfordrende imod glassene. ”Til julefesten. Jeg troede ikke du ville dukke op.”
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Dec 26, 2011 14:39:57 GMT
So listen dearwon't you meet me therebringing in a brand new year- - - - - - - - - - -(Tag) :: Caroline Abbey + Ethan Sinclair ~ (Outfit) :: Here Eric tog ikke mange minutter om at få sine fødder i både strømper og sko, men alligevel ventede han lidt længere før han rejste sig fra sengen igen. Han gik hen til skabet og tog sin sorte jakke ned fra bøjlen den hang på, men tog den ikke på endnu. I stedet rynkede han brynene undrende, da en bid af samtalen ude i køkkenet nåede hans ører gennem døren der stadig stod på klem.
Han så mod selvsamme dør nogle øjeblikke mens han hørte en kortere strøm af navne glide ind i samtalen og genkendte dem som den mindre flok af venner de havde fået trommet sammen at fejre nytåret med. Han smilede for sig selv i spændt forventning og lagde så jakken over den ene arm, før han åbnede døren helt og gik ud i stuen igen.
Han slængte jakken over lænestolen i stuen og gik helt hen til disken der adskilte køkken og stue, mens han så spørgende fra den ene til den anden, og endte med blikket hvilende på Ethan "Hvilke evner er det hun mener du spilder?" spurgte han nysgerrigt, før han flyttede blikket til Carrie og tilføjede drillende "Du har da en husalf.. den næste måned i hvert fald." han blinkede skælmsk og smilede varmt, før han så tilbage på Ethan, endnu engang med et spørgende blik.
|
|
|
Post by Ethan Sinclair on Dec 27, 2011 9:35:31 GMT
celebrating the new year “WITH DRINKS ENOUGH TO MAKE ME FORGET THE OLD” Han havde selv bedt om den, og der havde da også været øjeblikke hvor Ethan havde følt, at han spildte hans evner, men alligevel stak venindens kommentar som en kold lussing. For et kort sekund falmede smilet på hans læber, og han skulle netop til at åbne munden for at forsvare sit valg, da Eric sluttede sig til dem igen, denne gang fuldt påklædt. Ethan nøjedes med at ryste på hovedet og lukkede munden i igen; det ville sikkert have været nyttesløst at prøve på at forsvare sit valg, kendte han Carrie. ...”Dempsey!” udbrød han da Carrie nævnte husalfens navn og han endelig fik sat navn til det skrækkelige kræ. Han lod Carrie tage sig af flasken og vendte i stedet blikket mod Eric, der spurgte ind til de forspildte evner. ...”Jeg tror at Carrie henviser til mit valg af uddannelse efter allerede at have færdiggjort en med mere potentiale. Jeg spilder mine evner som troldmand ved at vælge jura,” forklarede han, sikker på at dette var grunden. ”Ved at vælge det min far ønskede til at begynde med; ligge magi på hylden og være den muggler jeg var født som.” Dette var så tæt på sandheden som han kunne komme. Selvom Eric havde gjort det samme, omend af valg eller pligt, så var hans tilfælde langt mere ærbødigt end Ethans. Ethan kæmpede ikke for Queen and country, men havde bukket under for det evige pres hans far altid havde lagt på ham.
...”Du er noget kønnere end Dempsey,” kommenterede Ethan efter at have analyseret Erics sidste bemærkning. Han var kommet til den konklusion, at Eric havde påpeget sig selv som Carries husalf, og håbede nu at kommentaren var passende, men skulle den ikke være, så havde han allerede et emne-skift klar. ...”Det var godt at være tilbage. Skolen har ikke forandret sig meget siden sidst,” tilføjede han og greb det ene glas Carrie havde skænket. ”Jeg troede heller ikke at jeg ville dukke op, men jeg havde brug for det.” Og så havde han hørt, at Rachel ville være der, og hun havde haft størstedelen af indflydelsen på hans valg. Julefesten, og Rachel besøg dagen forinden nytår, havde fået Ethan til at finde hans stav frem igen og gøre brug af den, efter at have levet uden magi i et par år. Han havde været rusten, men det var endnu ikke helt forsvundet. Han var dog langt fra så øvet som Carrie. Ethan skulle netop til at spørge Eric om han nogensinde gjorde brug af magi i Luftvåbnet, da han kom i tanke om, at magi foran mugglere var strengt forbudt.
|
|
|
Post by Caroline Abbey on Dec 27, 2011 13:04:09 GMT
Each age has deemed the new-born yearThe fittest time for festal cheerTag: Eric and Ethan- - - Outfit: Here
Caroline sænkede blikket til det vinglas hun havde taget fra bordet og bed lidt ned omkring sin underlæbe. Hun ville gerne afbryde Ethan og sige at han tog fejl og at det slet ikke var det hun mente. Faktum var bare, at han ramte hovedet fuldstændig på sømmet i sin udtalelse om at han, efter hendes mening, spildte sine magiske evner, når han ikke benyttede dem i sit erhverv. Det var ord og begreber hun ikke havde tænkt over at bruge i denne situation, men som hun immervæk havde holdt fra enhver snak med Eric, velvidende at han gjorde lige nøjagtig det samme i hendes bog. Hun bebrejede ingen af dem – ikke rigtig. Alligevel stred det imod hendes politiske meninger og sad dybt i hende.
Hun drejede vinglasset imellem sine fingre og smilede halvhjertet af spøgen om Eric som husalf, uden rigtig at kunne finde ud af at svare. I stedet tog hun en tår af vinen og lod som om hun så til maden i ovnen. Hun var påfaldende stille og ville egentlig gerne have haft et hul at krybe i eller en sok at proppe i munden for to minutter siden, inden hun fyrede sin mening lidt for frit af.
Det ville være nemt nok at dementere, hive udsagnet tilbage og glatte ud, men det lå ikke i hendes natur at bakke i andet end politiske nødsituationer. Hun havde besluttet sig for at stå ved sin egen idealisme og gjorde det også nu med sin bekræftende tavshed, uanset at hun behændigt undgik at se på nogen af de to mugglerfødte. Efter at have skævet imod ovnen løftede hun alligevel blikket til Eric og smilede prøvende. ”... Tror du ikke det er ved at være færdigt nu?”
|
|
Eric Wolfe
Hogwarts - H
Landfast luftkaptajn
%\4\%
Posts: 1,112
|
Post by Eric Wolfe on Dec 27, 2011 16:47:54 GMT
So listen dearwon't you meet me therebringing in a brand new year- - - - - - - - - - -(Tag) :: Caroline Abbey + Ethan Sinclair ~ (Outfit) :: Here Eric satte begge hænder fladt mod disken ved siden af de allerede fremsatte tallerkener til tre og så fortsat nysgerrigt på Ethan mens den anden begyndte at uddybe. En bestemt sætning fik dog hans smil til at stivne en smule, ikke helt tydeligt med mindre man var opmærksomt på den, men en svag fure viste sig et øjeblik mellem hans bryn og han kastede et tænksomt sideblik til Carrie som påfaldende nok, havde blikket slået ned og virkede meget koncentreret om sit vinglas.
Han holdt blikket på hende et kort øjeblik, mens han rakte ud, skubbede det ene af de to tilbageværende vinglas hen foran Ethan og selv tog det andet. Hans blik landede igen på Ethan og han lyttede med oprigtig interesse, selvom tanken der pludselig havde slået rod, blev ved at spøge i hans baghovede. Han rynkede brynene lidt da Ethan tav og lagde hovedet lidt på sned "Bare fordi du vælger en muggler-uddannelse, så udelukker det vel ikke al brug af magi, gør?" han tav et øjeblik og føjede så endnu et spørgsmål til "Men hvis du så helt selv kunne have valgt, hvad var det så blevet? Stadig jura?" han smilede skævt og skævede igen diskret til Carrie et sekund "Der er trods alt forskel på muggler og mugglerfødt troldmand, jeg burde vide det." han løftede sit vinglas i en opfordrende gestus mod dem begge "Skål.."
Efter at have taget en mundfuld af den dybrøde væske, stillede han glasset fra sig igen og grinede smørret over den drillende bemærkning han fik skudt tilbage "Det håbede jeg. Ellers ville alle de timer jeg bruger foran spejlet hver dag være skønne spildte kræfter." han blinkede skælmsk og fulgte Carrie med blikket som hun vendte sig mod ovnen. Han rynkede brynene svagt, men det var væk så snart hun vendte sig mod disken igen. I stedet smilede han svagt, men varmt og nikkede "Ganske sikkert. Nu skal jeg." han gik udenom disken og greb uden videre grydelapperne på komfuret, åbnede ovnen og trak først et dampende fad med gyldentstegte kartofler ud og dernæst et anden fad, med et nydeligt udseende stykke roastbeef.
Han rakte for tredie gang ind i ovnen og trak en plade med små Yorkshire-puddings ud. Det var ét sted han havde lært at nyde magiens muligheder i et køkken. Det sparede en verden af tid at kunne have så mange ting i ovnen på én gang. Han så sig over skulderen med et smil og fandt Carrie med et spørgende blik "Gider du lægge de der puddings i kurven, skat?" han tænkte ikke videre over sine ord og især det sidste, før han igen havde vendt sig og løftede stegen over på et skærebræt og at skære den ud.
|
|
|
Post by Ethan Sinclair on Dec 30, 2011 11:37:35 GMT
celebrating the new year “WITH DRINKS ENOUGH TO MAKE ME FORGET THE OLD” Ethan var ikke typen der tog en kommentar, som den Carrie havde givet, alt for alvorlig. Han var selv enig i, at han havde ladet en side af ham selv gå tabt da han valgte jura. Han havde ikke behøvet at opgive magi fuldkomment som han havde gjort – han havde ikke engang brugt det i hjemmet, hvor det kunne have hjulpet ham betydeligt. Han følte sig selv en smule skyldig, især efter (tilsyneladende) at have givet Carrie mundkurv på. Det måtte også have påvirket Eric, da han sad i selv samme situation. Ethan valgte også at lade hans opmærksomhed flyde rundt sammen med vinen i hans glas, og tog en mundfuld der næsten var for stor at sluge, og som tømte halvdelen af hans glas. Stilheden var næsten for meget at bære, og han skulle netop til at åbne munden da Eric gjorde det før ham. ...”I mit tilfælde gjorde det. Jeg lagde det fuldkommen på hylden, og det var aldrig meningen.” Ethan skævede kort til Carrie. Emnet var ikke så ømtåleligt som det ville have været et par år tilbage. ”Jeg voksede op omkring jura. Min far ejer sit eget firma, så det var en del af min hverdag. Da jeg valgte jura håbede jeg, at jeg ville kunne finde en balance mellem det, og magi, men jeg gjorde aldrig et forsøg.” Han prøvede at fange Carries opmærksomhed, men den var fuldt optaget af maden. I stedet lod han smilet gå til Eric.
Ethan lod dem tage sig af maden mens han tog et skridt væk for ikke at stå i vejen. Han sippede endnu en gang til rødvinen, denne gang med måde og med tanke på, at han endnu ikke havde spist. Duften der bredte sig i køkkenet fik hans mave til at knurre, og han bed mærke i besværgelsen der var kastet over ovnen, i håb om at kunne huske den og selv gøre brug af den en dag. Han kunne ikke lade være med at smile ned i hans glas ved at se Eric og Carrie sammen i køkkenet. Det fik ham til at længes efter at have det samme, selvom han langsomt var begyndt at finde det med Rachel, igen. ...”Det kunne kina-grillen på hjørnet ikke have gjort bedre.” Det fleste af Ethans måltider kom fra dette sted, selv hans julemiddag blev bestilt fra dette sted, selvom han i år havde holdt jul sammen med hans forældre. ...”Jeg fik heller ikke takket jer for at redde mig fra endnu et nytår med kinesisk mad.” Det var et sløvt forsøg på at løsne stemningen op igen, men han var villig til at blive ved indtil at det var fuldført.
|
|