forgiven and never forgotten

[Ethan Sinclair]

we're walking in the air
“WE'RE FLOATING IN THE MOONLIT SKY”

Det havde ikke været planen at dukke op til julefesten, også selvom at det ville være et gensyn med gamle venner. Det havde ikke været planen indtil at han havde hørt, at Rachel ville dukke op. Det havde fået ham til at trække i det bedste tøj han besad og kravle ud af døren, rejse til Diagonalstræde for at benytte sig af susepulver og en ledig kamin, og rejse til Hogsmeade, hvor gåturen til Hogwarts var bekendt og savnet.

Ethan havde brugt det meste af aftenen på at kaste lange, længselsfulde blikke efter Rachel i den anden ende af langbordet. Der var gået to måneder siden deres sidste sammenstød; siden at det var gået op for Ethan, at den eneste han ønskede i hans liv var Rachel. Han havde fortalt Summer hele historien da han var vendt tilbage. De var gået fra hinanden, men på gode forhold, da Summer selv havde set deres forhold smulrer og selv havde haft et godt øje til en dreng fra hendes egen klasse. Ethan havde dernæst brugt et par aftener på De Tre Koste i håb om at møde Rachel, men han valgte altid de dage det ikke var hendes vagt, og den enkelte gang hun rent faktisk havde været der, havde han ikke kunne finde modet til at trække hende til side. Dette, julefesten, var den perfekte undskyldning.

Hun var vidunderlig! Den smukkeste i salen, og Ethan kunne ikke holde sig fra at mindes de mange fester hvor de havde fundet hinanden, eller de sidste par måneder hvor de havde været sammen. Da middagen var færdig og han endelig fandt en tilpas god undskyldning for at forlade det selskab han havde siddet i, bevægede han sig langsomt ned mod hendes ende af bordet. Det så ikke ud til at hun havde lagt mærke til ham, højst sandsynlig dybt optaget af den samtale de havde i gang, men han lagde forsigtigt en hånd på hendes skulder. Det summede i hans fingre ved kontakten, men på samme tid føltes han hånd som død vægt han ikke kunne løfte på.
..."Rachel?" Ethan kunne knapt udtale hendes navn og måtte rømme sig for at tvinge hans stemme frem igen. "Rachel?" Denne gang kunne det høres en smule tydeligere. "Kan jeg snakke med dig for et øjeblik?" Ethan vidste godt at det ikke ville tage et øjeblik at få sagt alt det han ønskede. Han sendte hende et hurtigt smil inden han slog blikket ud over hendes selskab.
..."Jeg håber at i kan undvære hende så længe." Han lo kort inden han bød Rachel hans hånd.

RACHEL • OUTFIT

[Rachel Ivory]

Pleasure is the flower that passes
REMEMBRANCE, THE LASTING PERFUME
for ETHAN SINCLAIR
OUTFIT

Det havde hele tiden været Rachels plan at tage med til julefesten på det smukke slot, der så mange år havde været hendes hjem. Derfor var hun også allerede tidligt på dagen begyndt at gøre sig klar. Som altid havde hun været ude i god tid og fået købt både kjole og sko. Nej, Rachel Ivory var ikke kendt for at lade en shopping-mulighed gå til spilde, og hun havde derfor haft alt klar. Håret havde dog været det sværeste, men hun havde allerede i en tidlig alder vænnet sig til, at det aldrig ville makke ret, da hun kastede et sidste tilfredst blik på det og trak i kjolen. Hun havde aftalt at mødes med nogle gamle venner i Hogsmeade og så følges op til slottet, så det var med et enkelt sving med tryllestaven, at hun tranfererede sig til den hyggelige by. Julestemningen greb en det øjeblik man ankom, og hang stadig ved, da de gamle venner endelig trådte ind på det fantastisk oppyntede slot.
Et øjeblik stod Rachel bare og betragtede den smukt udsmykkede storsal, før de andre kom sig og fik trukket hende med dem hen til et bord. ”Som om du ikke selv var med i det nummer!”, indvendte hun med et højt grin til en af de andre, dybt optaget af samtalen om skarnstreger de havde foretaget sig dengang de gik der. Derfor bemærkede hun ikke Ethan, nåede ikke at tage flugten, før hans varme hånd så blidt berørte hendes nøgne skulder og fik tvunget hendes blik op mod hans ansigt, da hun snurrede halvt rundt på sin plads.

”Hey E”, sagde hun og sendte ham det velkendte, så Rachel-agtige, skæve smil. Ved hans spørgsmål, om han måtte tale med hende, tøvede hun et øjeblik. Det var jo egentlig ikke fordi hun var kommet for at se ham, faktisk snarere det modsatte. Han havde jo bedt hende vente på ham, men selvom hun jo egentlig havde gjort det i over ti år, havde hun sagt, at hun ikke var sikker på, hun var stærk nok til det. Et dybt suk gled over hendes knaldrøde læber, før hun snurrede helt rundt på bænken og tog hans hånd, lod sig hive op fra sin siddeplads. ”Jo, lad os det.”, nikkede hun, så det krøllede hår bølgede ned over hendes bare skuldre.

[Ethan Sinclair]

we're walking in the air
“WE'RE FLOATING IN THE MOONLIT SKY”

Hendes dybe suk og hilsen var ikke til at tage fejl af, Ethan kendte hende trods alt godt, også selvom de ikke havde set meget til hinanden i løbet af de sidste fem år. Han mistede modet en smule, vidste at han ikke havde handlet ret da han havde bedt hende om at vente, endnu en gang, på ham. Men han kunne ikke miste al håb endnu. Han havde trods alt troppet op for at rode lidt bod på de mange fejl han havde begået når det gjaldt Rachel.

Ethan førte hende med ud af storsalen, ud i indgangshallen hvor de kunne snakke en smule mere privat, da resten af festen stadig ventede på desserten. Han havde en voksende klump i halsen, og hans hjerte galopperede vildt afsted. Sidst han havde følt sådan var inden hans midtvejs eksamen, og den følelse han oplevede nu var dobbelt af det han havde prøvet før. Ethan kunne ikke lade være med at trykke hendes hånd som han havde i sin, selvom det var nervøse trækninger.
..."Rachel... Jeg ved ikke hvordan eller hvor jeg skal begynde." Han havde stoppet ved trappen der førte op til førstesalen, men havde ikke givet slip på hendes hånd. Han var ikke klar til at give slip, bange for at hun ville benytte lejligheden til at stikke af, tydeligvis ikke tilfreds med den måde hvorpå han havde behandlet hende.
..."Jeg er virkelig ked af hvordan tingene forløb sig sidst vi sås." Han strøg en hånd igennem håret, der var blevet betydeligt kortere siden sidst. "Jeg var ikke fair."

Han havde sådan lyst til at spytte alt ud. Fortælle hende at alt var slut mellem ham og Summer; at han havde prøvet at kontakte hende, at han var klar til at være sammen med hende uanset hvad, at han var villig til at kæmpe for at have hende i hans liv og beholde hende der, men der var en hel del tilgivelse han måtte søge om først.
..."Jeg har gjort det forbi med Summer. Det er efterhånden et par måneder siden." Det var måske noget henkastet tilføjet, men han havde brug for at få det ud.

RACHEL • OUTFIT

[Rachel Ivory]

Pleasure is the flower that passes
REMEMBRANCE, THE LASTING PERFUME
for ETHAN SINCLAIR
OUTFIT

Rachel kunne ikke helt tilbageholde et noget, i situationen, upassende smil, da Ethan bare lod til at ignorere hendes opgivende suk og bare trak af sted med hende. Noget snublende kom hun over på den anden side af bænken og fulgte lydløst efter ham ud i indgangshallen. Det var efterhånden et par måneder siden de sidst havde set hinanden og det irriterede hende noget så grufuldt, at han stadig havde en så stor effekt på hende. Som hos en forvirret teenager, steg farven op i hendes kinder og fik sommerfuglene til at flakse nervøst rundt i hendes mave. Et sted ville hun ønske, hun bare kunne betragte ham upåvirket, men hjertet bankede frantisk på vej op mod halsen, da hun fandt hvile et trin over ham på trappen op til førstesalen.

Det var fuldkommen forvirrende, da Ethan begyndte at tale. Hun nød den måde han ikke havde sluppet hendes hånd, men samtidig sendte berøringen små stød gennem hende, og gjorde det sværere at koncentrere sig. Noget nervøst trak hun de smalle fingre gennem de bløde lokker med sin frie hånd, som for at have noget at tage sig til.
”Nej, det var du ikke… Men du burde da kende mig nok til at vide, at jeg ikke er en person, der bærer nag over den slags hippogriff-gylle”, erklærede hun og smilede skævt til ham, var lige ved at fortælle ham at han ikke skulle undskylde, men ville alligevel gerne se, hvor hans lille tale ville føre hen. Igennem al den tid de havde kendt hinanden, havde han aldrig rigtig undskyldt overfor hende. Han var tit forsvundet og bare kommet tilbage uden så meget som en kommentar og at han nu stod og nærmest undskyldte var næsten befriende.

Ved Ethans kommentar om ham og Summer hævede Rachel et smalt øjenbryn. Henkastet trak hun på skuldrene, som vidste hun ikke, hvad hun skulle stille op med denne information, selvom hendes indre allerede var ved at gå amok. Måske de kunne prøve igen, måske det rent faktisk var der han var på vej hen med denne lille erklæring. Hendes tænder tog et forsigtigt tag i den bløde underlæbe, mens hun betragtede ham, før hun talte igen.
”Det er jeg da ked af at høre”, mumlede hun forsigtigt og hendes fingre flettedes mellem hans, før hun ganske forsigtigt klemte blidt om hans varme hånd.

[Ethan Sinclair]

we're walking in the air
“WE'RE FLOATING IN THE MOONLIT SKY”

Han skyldte hende en ordentlig undskyldning; en dybtfølt, helhjertet, oprindelig undskyldning; en undskyldning der skulle dække over de mange forkerte handlinger han havde begået og dårlige valg han havde taget. Den havde virket så svær at finde, men pludselig sad den på spidsen af hans tunge og ville ud.
..."Undskyld, Rachel. For alle de problemer jeg har forvoldet dig." Han tog en dyb indånding, glad for at det endelig var ude. Det føltes som om at vaske tavlen ren, men det kunne meget vel kun være en enkelt side af denne tavle.

Ethan havde sjældent sunket så dybt ned i hans egne følelser, og denne bløde side af ham selv fik ham kort til at ryste på hovedet, men hans opmærksomhed blev hurtigt fanget af Rachels fingre der snoede sig ind imellem hans. Synet var ikke fuldkommen uvant og det fremkaldte et lille smil på hans læber.
..."Det er jeg ikke," svarede han mumlende, stadig med blikket på deres hænder. Sandheden var at det havde været undervejs, men ingen af dem havde haft en passende undskyldning for at komme væk. De havde været sammen fordi de var Summer og Ethan, og fordi de havde fælles venner der længe havde ønsket denne forening. Ethan havde glemt alt om dette liv - det han havde haft med Rachel. Ved Merlins gamle hat! Ethan havde ikke udøvet magi, ordentlig magi i flere år, men det var på tide at han vandt det tilbage, og Rachel med.

Ethan trådte op på trappetrinnet Rachel stod på, også selvom der ikke var megen plads til dem begge, men han havde netop søgt efter denne intimitet. Han lod dem stå tæt i et langt øjeblik. Hver gang han tog en indånding strøg deres kroppe imod hinanden. Det gamle, skæve smil og drillende glimt i øjet havde fundet vej tilbage. Hans ene hånd var stadig i hendes, men den anden holdte sig pænt ned ad siden, selvom det pirrede ham at holde den i skakmat.
..."Fik jeg sagt hvor henrivende du ser ud i aften?" Ethan vidste ikke om det var passende, men hvor intet vover, intet vinder, og dette var den bedste chance han havde haft længe.

RACHEL • OUTFIT

[Rachel Ivory]

Pleasure is the flower that passes
REMEMBRANCE, THE LASTING PERFUME
for ETHAN SINCLAIR
OUTFIT

Det var skam ikke fordi Rachel regnede Ethan som en skidt fyr eller noget, men alligevel kunne hun ikke stoppe sig selv, da hendes øjenbryn skød i vejret og efterlod hendes ansigt i dyb forbavselse, perfekt understøttet af en svag måben, mens hun betragtede ham. Aldrig i sit liv havde hun hørt ham undskylde, og denne undskyldning var virkelig kommet bag på hende. Ganske vist havde hun fortjent den, men alligevel havde hun ikke regnet med at den ville komme så direkte. Rachel havde regnet med at den ville komme lidt mere indirekte, mere være vist i ting, han gjorde end sådan. Forbavset glippede hun med øjnene, før et skævt smil gled ind over hendes ansigt og slettede alle spor af forbavselsen. Det føltes fuldkommen rigtigt at stå her med ham nu, der var ikke længere den irritation, hun havde følt, da han havde hevet hende med, eller noget andet. Kun en form for balance, følelsen af at være hel igen, og hun kunne ikke stoppe sit smil i at vokse, da hun så hans reaktion på deres deres fingre, der flettedes ind mellem hinanden, passede perfekt.

Ved hans ord trak hun bare på skuldrene. Der var ikke rigtigt så meget at sige til det. Det var jo egentlig heller ikke fordi, hun var ked af, at han og Summer var gået fra hinanden. Mest af alt havde hun jo lyst til at danse sejrsdans midt inde i storsalen og allerhelst på en af de lange borde, så alle kunne få del af hendes glæde, men hun prøvede at kontrollere detog bare nyde følelsen af glædens fyrværkeri, der gik amok i hendes indre. Da han så tilbage lagde afstanden mellem dem trådte op på trinnet, lod sin varme krop smyge sig mod hendes, trak en rødmen op i hendes kinder. Det var længe siden, hun havde rødmet, men det var som om Ethan havde en nøgle til den gamle Rachel, der havde været begravet under fornuften længe.

"Nej, det har du ikke, men mange tak", hun sendte ham et et skævt smil og lod blikket glide over ham. "Og hvis jeg må sige det, ser du heller ikke værst ud. Jeg ville næsten vove, at kalde dig nydelig", drillede hun og puffede blidt til ham. Det var helt underligt at stå sådan og pjatte med ham med tanke på alt det, de havde været igennem gennem alle de år, de havde kendt hinanden. Al den drama, alle de udfordringer, alle de gange, han havde såret hende, og det var svært at holde alle tanker om fremtiden væk. Hvad ville der ske? Ethans far havde aldrig brudt sig om magi, det vidste hun godt. Ikke fordi hun havde mødt manden, men i tiden på Hogwarts havde hun hørt en del om denne muggler. I hvert fald nok til at vide, at han sikkert ikke ville være begejstret, hvis Ethan bragte hende med hjem. Ganske vist ville hun kunne få Lilys hjælp til at få nogenlunde styr på, hvordan man begik sig hos mugglere, men hun ville altid være magiker.
"Men du sagde aldrig, hvor du ville hen med din søde, lille monolog?", hun hævede udfordrende et bryn og betragtede ham roligt.

[Ethan Sinclair]

we're walking in the air
“WE'RE FLOATING IN THE MOONLIT SKY”

Det var en tung sten der havde faldet af hans skuldre, især da hendes tilgivelse var givet ovenikøbet. Han kunne ikke ændre fortiden, men han kunne altid prøve at være bedre i fremtiden. Trods alt, lærte man så ikke af ens fejl? Ethan havde i hvert fald begået hans del af fejl i sin tid, og lidt ville han da vove at påstå, at han havde lært af dem. Han havde prøvet at være en bedre kæreste da han var sammen med Summer, men hun havde ikke været den rette.

Ethan slog et blik ned ad sig selv. Da han havde været i praktik under hans far var det kun velset at møde op i jakkesæt og stramt slips hver dag. Han var gået fra en uniform til den anden, men efter et stykke tid var han begyndt at holde af hans jakkesæt, der nu var hans foretrukne påklædning når han skulle noget finere end bare i byen. Han holdte stadig af hans jeans og t-shirt, og i aften havde han valgt lidt af en kombination.
..."Tak," mumlede han kort og lod blikket vende tilbage til Rachel. På visse punkter havde han fået slebet de værste kanter af, men han var stadig den samme teenage dreng inden i, som han havde været som elev.

Stadig hånd i hånd trak Ethan Rachel med sig ned af trappen og tilbage mod storsalen.
..."Jeg ønskede kun at lade dig vide hvordan tingene stod til," svarede han til hendes spørgsmål og trak lidt til siden da et par gamle elever strøg ud af døren. "Ingen skjult dagsordning." Han sendte hende et hurtigt smil og stoppede op. Rachel havde et selskab at vende tilbage til, og Ethan havde sit eget, men han ønskede ikke at lade hende gå før han havde gjort én ting han havde ønsket at gøre siden han så hende valse ind i storsalen. Det havde altid været et spørgsmål om knald eller fald.
Ethan tog de sidste skridt mod åbningen ind til storsalen, men før de trådte over dørtærsklen trak han hende med ind til siden, fangede hende op mod muren og lod deres læber mødes igen, efter så lang tid fra hinanden.

RACHEL • OUTFIT

[Rachel Ivory]

Pleasure is the flower that passes
REMEMBRANCE, THE LASTING PERFUME
for ETHAN SINCLAIR
OUTFIT

Alt var blevet vendt på hovedet lige pludselig. Rachel var ikke længere den pige, der vandrede fra favn til favn, seng til seng for at finde noget interessant, der kunne få hendes tanker væk fra Ethan. Hun var ikke længere den forvirrede, rodløse udgave af den ellers så målrettede pige. Endelig havde hun fundet hvile i den Rachel, hun bedst kunne lide at være. Den Rachel, Ethan havde tryllet frem i hende og ikke engang den ellers så fantastiske stemning, der var på det smukke slot kunne hamle op med den magi, der lå i hendes følelser, når hun var sammen med ham. Med et bredt smil fulgte hun efter ham ned ad trappen og mod storsalen, stadig hånd i hånd. Nu var alt præcis, som det skulle være. Nu var alt bare fuldkomment. Alt var rigtigt igen, og det var tydeligt at se på hende. Øjnene glødede varmt, da hun betragtede ham foran sig og selvom der kort var en stilhed mellem dem, var den på ingen måde ubehagelig eller akavet. Den var der bare, lige så naturligt som alt andet ved situationen lod til at være.

Da Ethan så stoppede op, skulle Rach til at åbne munden for at tale, men nåede ikke så meget som at få en lyd over læberne, før hans varme krop trykkede hende blidt mod væggen og hans læber hvilede mod hendes. Luften forlod straks hendes lunger i form af et svagt, nydelsens suk og øjenlågene sitrede svagt, før de lukkedes, som tvunget af en kosmisk kræft. Kysset pustede liv i hele hendes krop, og som vidste den automatisk, hvad den skulle i denne situation, hun havde ventet på så længe, foledes hendes arme om hans nakke og trak ham tættere, mens hendes læber med en svag grådighed og længsel tog imod hans. Hans læber duftede sødt mod hende, og hans fantastiske duft gjorde hende svagt ør i hovedet, rundtosset, som under den mest fantastiske forlystelse. Lige nu kunne intet være fjernere fra hendes tanker end Lily, der sad og ventede inde i salen og sikkert holdt øje med dem eller de mennesker, Ethan sikkert også havde forladt for at tale med hende. Lige nu var Ethan alt. Hans varme krop mod hendes, de bløde læber.

Endnu engang forlod et suk hendes læber, da hun en anelse modvilligt trak sig fra ham, og lod øjnene tage deres tid for at åbne sig igen. Det måtte bare ikke være en drøm!

[Ethan Sinclair]

we're walking in the air
“WE'RE FLOATING IN THE MOONLIT SKY”

Det føltes endelig rigtigt. I det Ethan havde ladet deres læber mødes havde en ny, næsten ukendt varme strøget igennem ham. Hver en fiber i hans krop længtes efter hende til et punkt der ikke var passende på lige netop dette sted, men han kun ikke holde hans hænder fra endnu en gang at vandre over den krop, han længe havde håbet på endnu en gang at have så tæt. Det var først da Rachel brød deres kontakt, at han endelig fandt nok selvkontrol til at trække hans hænder til sig, Ethan kunne dog ikke lade være med at finde et stort smil frem, også selvom Rachel stadig havde øjnene lukket.
..."Wow," udbrød Ethan efter endnu et par sekunders stilhed. Han strøg en hånd over Rachels kind for at få hende til at åbne øjnene igen. Hvorfor de nogensinde var gået fra hinanden, var nu et spørgsmål Ethan havde meget svært ved at besvare. Det havde været en forhastet beslutning, men nu havde han endelig mulighed for at gøre det godt igen. Alt med måde dog. Han ønskede ikke at begå flere fejl, så hvert skridt han nu måtte tage skulle gøres med forsigtighed.

Ethan tog hendes hånd endnu en gang og førte hende væk fra væggen. Denne gang nåede de over dørtærsklen ind til storsalen, men Ethan var ikke glad ved tanken om at skulle lade Rachel gå.
..."Find mig inden du forsvinder." Han gav hendes hånd et klem mere inden han gav slip. "Det var godt at se dig, Rach. Vi må gøre det noget oftere." Ethan blinkede med det ene øje, lænede sig ind endnu en gang, men selvom han havde retning mod hendes læber så rettede han op lige inden og plantede i stedet et blødt kys på Rachels kind.
Ethan havde kun taget et enkelt skridt eller to tilbage mod hans selskab da han slog blikket over skulderen. Han sendte Rachel endnu et smil. Aftenen var ikke ovre endnu.

OUT

RACHEL • OUTFIT

[Rachel Ivory]

Pleasure is the flower that passes
REMEMBRANCE, THE LASTING PERFUME
for ETHAN SINCLAIR
OUTFIT

Det var en helt ubeskrivelig følelse at have Ethan så tæt igen, og hans hænder, der bevægede sig over hendes krop hjalp heller ikke til at berolige hendes hjerte, der frantisk hamrede mod brystkassen som for at smelte sammen med hans. Rachel længtede efter ham på grænsen til det absurde og var næsten lige ved at glemme hvor de egentlig befandt sig, mens hendes fingre begravede sig i hans nakkehår og den anden grådigt fortsatte ned over hans brystkasse i hungrige berøringer, og det fyldte hende næsten med en vemodighed, da hun kom en smule tilbage til virkeligheden og måtte trække sig tilbage, og han ligeså trak hænderne til sig. Det havde føltes så rigtigt! Hvordan kunne det så være forkert? Hun tvang sig selv til at tænke på de mange mennesker, der sad inde i storsalen lige nu og et dybt suk gled over hendes læber i en blanding af salighed og skuffelse over det ikke kunne vare ved. Hendes øjenlåg sitrede svagt under hans kærtegn af kinden og hun lagde ansigtet mod hans hånd, kyssede ham ved håndroden, før hun åbnede øjnene, lod sig et kort øjeblik opsluge af hans varme øjne. Hun kunne slet ikke stoppe med at smile, stoppe med at gløde af forventning og.. Fuldendthed. Forsigtigt tog hun dog hans hånd igen for at følge med ham hen til storsalen. Hun var ved at sprænges af spænding over at skulle fortælle Lily det! At hun endelig var blevet opsøgt af Ethan igen, at de endelig kunne have en chance. Plapre ud til sin bedste veninde om hvor hel hun følte sig. Usikkert skævede hun til ham, men tvang sig selv til at holde alle tanker om, at han bare ville forsvinde igen, væk. Det skulle ikke have lov til at drukne hendes humør nu.

En rødmen gled atter over hendes let fregnede kinder, da Ethan kyssede den ene og hun vendte hurtigt ansigtet, for kortvarigt at fange hans læber. "Som om vi ikke begge to ved, at du ikke kan holde dig væk så længe", hviskede hun drillende mod hans øre og slap hans hånd, selvom hun allerhelst ville knuge sig til den med alle kræfter hun besad, selv alle former for magi, hun kunne mønstre. Et skævt smil fandt vejen til hendes ansigt, da hun betragtede ham gå ned mod de andre, før hun selv med skælvende knæ satte mod bordet, hvor hun havde siddet med Lils og de andre.

OUT