And the bells were ringing out...

[Imogen Ivory]

walking away from myself trying to be
like you and everyone else

[/size]

Tag: Kevin O'Hare • Outfit: Here[/center]

Inderst inde vidste Imogen godt at alt hvad Kevin gjorde og sagde var for at hjælpe og støtte hende, men hun havde svært ved at mønstre den mængde taknemmelighed hun egentlig burde. Selvom hendes eget spørgsmål havde været desperat og hun vidste at svaret ikke ville være som hun ønskede det var, hjalp det alligevel overhovedet ikke at få at vide. Det blev igen sværere at trække vejret og hun måtte virkelig koncentrere sig for ikke at bryde ud i mere panikne åndedrag.

Alligevel havde hun svært ved at kontrollere sit ansigtsudtryk og da hans hånd nærmede sig hendes ansigt og fingrene gled over kinden, bevægede hendes underlæbe sig faretruende igen og hun var nødt til at reagere på samme måde som tidligere ved at bide ned i den. Hun kunne ikke se på ham og holdt derfor blikket vendt mod jorden.

Da han endelig stoppede med at tale igen, tog hun en lang, raspende indånding og drejede hovedet væk fra ham, for at kunne hæve blikket imod den lige nu intetsigende sne hun kunne se. "Nej… Det…" mumlede hun usammenhængende sammen med nogle andre ord også, uden egentlig selv at betragte det som et ordentligt svar på hans ord. I stedet blev hendes tanker ved med at kredse om det faktum at hun var dømt til at have det sådan her længere end hun kunne forestille sig og den tanke gjorde hende blot mere angst.

Af samme grund reagerede hun pludselig irrationelt ved at ryste hans jakke af sine skuldre og aflevere dem til ham, hurtigere end hun var sikker på at han lige var klar på det. Hun havde dog allerede vendte sig halvt væk. "Undskyld," kom det fra hende og sekundet efter havde hun allerede sat i gang og hastede hen over de glatte fliser, uden tanke for hvor hun var på vej hen og hvor uansvarligt det end måtte være. Hun vidste hun var en kujon, men det var for ulideligt til at holde ud og hun ville bare væk. Hurtigst muligt.

[/blockquote][/justify]

[Kevin O'Hare]

When I took your hand on a cold Christmas day
( • I PROMISED THE WORLD WAS WAITING FOR YOU • )


• For who? • Imogen Ivory • Wearing? • This!

Kevin tav igen og forsøgte sig ikke med yderligere fysisk kontakt, mens han igen vendte tilbage til at betragte Imogen undersøgende. Omend han for udenforstående ville virke afslappet, var han på vagt og klar til at reagere hurtigt hvis det skulle blive nødvendigt. En halvhjertet antydning af et smil viste sig igen momentært i hans ene mundvig, uden at bide videre mærke i hvad hun egentligt sagde, af hvilket han også kun fangede nogle få ord. Han var pinefuldt klar over, at hans svar var noget nær det sidste hun havde ønsket at høre, men på samme tid var han ganske uvillig til at stikke hende blår i øjnene og påstå at løsningen var ligeså nem som at vifte sin stav og kaste en praktisk besværgelse. Ikke alt kunne løses med magi.

Efter nogle anspændte minutter åbnede han igen munden for at sige noget, men nåede aldrig at få ordene ud, før hun abrubt og uventet bevægede sig og pressede hans jakke i armene på ham. Han trak instinktivt hænderne op ad lommen og greb fat om jakken og var i nogle få sekunder distraheret nok til ikke at nå at gribe ud efter hende, da hun vendte sig og hastede væk, ud mod plænen og mørket hvor lyset fra faklerne på slottets mure ikke nåede ud.

Han rynkede panden dybt, men stod kun et sekund længere før han satte i gang efter hende, halvt i løb "Imogen!" på trods af hendes fart, var hun forholdsvis nem at indhente, upraktisk som høje hæle var på frostglatte fliser og han nåede at sende en lydløs bøn til højere magter, om at hun ikke gled på det glatte underlag. Han sløjfede alle tanker om at undgå spontan, fysisk kontakt og greb ud efter hendes ene arm så snart han nåede indenfor rækkevidde. Med et let, men bestemt greb om hendes håndled, tog han hurtigt et skridt længere frem og drejede så ind foran hende og afskar hende flugtmuligheden "Stop.. i bare fem sekunder og tag en dyb indånding!" han slap hendes håndled, blot for at række op med begge hænder og lægge dem mod hendes kolde kinder "Se på mig!" hans stemme var lav, men bydende "Dybt ind, helt ned i lungerne og ud igen.." han blev stående med hænderne på hendes kinder og så indtrængende på hende, klar til at gribe fat i hendes arme eller omkring hende, hvis hun besluttede at fortsætte sit flugtforsøg "Du kommer igennem det her. Nøjagtigt ligesom jeg gjorde. En dag ad gangen." han så alvorligt, men hudløst ærligt på hende, mens han stadig forsøgte at fange hendes blik.

[Imogen Ivory]

walking away from myself trying to be
like you and everyone else

[/size]

Tag: Kevin O'Hare • Outfit: Here[/center]

Imogen anede ikke hvad i alverden det var hun havde gang i og hvor hun lige regnede med at hun skulle hen uden jakke og i sko der bestemt ikke var egnet til is og sne, selv for oprevet til på nogen måde at kunne transferere sig selv nogen som helst steder hen helskindet, skulle hun på den ene eller anden måde nå så langt væk at det rent faktisk kunne lade sig gøre.

Hun mærkede hvordan panikken hurtigt greb hende, samtidig med at kulden der var hårdere nu hun ikke længere havde jakken forstærkede følelsen af ubehag der dominerede alt andet i hende. Hun burde nok have vidst at han ville følge efter hende igen, men hun var så sandelig heller ikke ved sine fulde fem lige i det øjeblik. Alt det gjaldt om var at slippe væk, som forsøgte hun at løbe fra sig selv.

Imogen var så opslugt af sine eksploderende tanker, at hun ikke ænsede ham kalde hendes navn og kom derfor med et gisp der lige så meget var af åndenød, som hans hånd pludselig lukkede sig omkring hendes håndled. Instinktivt vred hun sig en smule, ikke som sådan på grund af selve kontakten, men fordi han stod i vejen for hende og flugtmuligheden.

Hun var dog alligevel skarp nok til at indse at hun ikke ville komme nogen steder mens han stod der og overgav sig derfor fuldstændigt til den opgave det var at trække vejret, selvom det føltes som om at luften ikke ville ned i hendes lunger og en svag klynkende lyd fulgte med næsten hver eneste åndedrag. Hans ord trængte på en eller anden måde ind og blev registreret, nok til at hun i hvert fald ikke længere kunne holde gråden tilbage. Hans hænder brændte imod hendes kinder, selvom hans ikke var meget varmere, og febrilsk forsøgte hun at vride sig væk fra dem, så hun ikke var tvunget til at have sit tårevædede ansigt vendt direkte imod ham.

Hendes stemme var skinger og stækket af gråd, som hun desperat udbrød i et tryglende tonefald: "Bare gør noget! Hvad som helst for at få mig til at tænke på noget andet! Hvad som helst!"



[/blockquote][/justify]

[Kevin O'Hare]

When I took your hand on a cold Christmas day
( • I PROMISED THE WORLD WAS WAITING FOR YOU • )


• For who? • Imogen Ivory • Wearing? • This!

Kevins blik forblev låst fast på Imogens ansigt som han selv instinktivt endte med hænderne på hendes kinder og på den måde holdt hende fast, både mentalt og fysisk, uden at holde så hårdt, at hun ikke ville kunne rive sig løs, hvis hun virkelig forsøgte. Indvendigt følte han et stik af lettelse da hun fulgte hans bedende ordre og koncentrerede sig om sin vejrtrækning, men det fik ham ikke til at flytte sine hænder fra hendes kinder. Hans jakke var endt på de snedækkede fliser under dem, men det var i lige det øjeblik så ubetydeligt som noget kunne være og han skænkede den ikke en tanke, mens han gentog sig selv "Ind gennem næsen, helt ned og ud gennem munden." hans stemme var let messende, med ord han havde hørt flere gange brugt til sig selv og som han havde gentaget til sig selv flere gange end han brød sig om at tænke på.

Så snart hun så ham i øjnene holdt han hendes blik fast, ligeså vel som han holdt hendes ansigt fast da hun igen halvhjertet forsøgte at vride sig væk. Hendes tårer var kun noget han perifert registrerede og var ikke en dårlig ting. Nærmere det modsatte. Den fugtige fornemmelse mod hans hænder og fingre blev kun endnu mere at mærke i den kolde luft, men også det var komplet ligegyldigt, mens han brugte hele sin viljestyrke på at forblive rolig og som den eneste af dem bevare overblikket og grebet om situationen.

Hendes desperate ord fik det til at knuge i hans mellemgulv igen, i ren og skær empati for følelser han kendte alt for godt. Desperationen i hendes stemme var til at tage og føle på og han følte sin egen kontrol vakle mellem ønsket om at kunne fjerne hendes smerte og fornuftens stemme der roligt og velovervejet, fortalte hvad det rigtige at gøre var. Alligevel reagerede han komplet på instinkt. I et sekund så han blot tavst på hende, for så at læne sig frem, lukkede tomrummet mellem dem og pressede sine læber hårdt mod hendes. Det gik først rigtigt op for ham hvad han havde gjorde, da varmen fra hendes hurtige åndedræt overskyggede kulden omkring dem og han trak hovedet tilbage med et gisp og et flakkende blik.

Han havde stadig hænderne på hendes kinder, og stod nogle lange øjeblikke blot og så på hende med let hivende åndedræt og vidt opspærrede øjne. Så rømmede han sig hurtigt, stadig uden at slippe hende med blikket eller lade hænderne falde "Undskyld.." mumlede han hæst og så lige dele flovt og indtrængende på hende. Det havde aldrig været hans mening. Det havde aldrig været en tanke han havde haft i hendes retning og alligevel var det nøjagtigt hvad han havde gjort i et kort øjeblik hvor instinkt trumfede fornuft.

[Imogen Ivory]

walking away from myself trying to be
like you and everyone else

[/size]

Tag: Kevin O'Hare • Outfit: Here[/center]

På et eller andet plan måtte hans gentagne messen virke bare lidt beroligende, for Imogen formåede i hvert fald at få dele af luft ned i lungerne. Det føltes dog så klemt at hun gispede voldsomt alligevel, men forsøgte at blive ved med at gøre det , lidt for bevidst om at det hurtigt boblede frem i hende igen og netop som hun var ved at have en smule kontrol kørte det pludselig af sporet forfra og blev svært på ny.

Hun kunne mærke tårerne løbe ned af sine egne kinder og hvordan de forsvandt når de nåede hans hænder der stadig havde samme placering. Med stigende desperation udbrød hun en række ord uden eftertanke, udelukkende interesseret i at komme væk fra sine forstyrrende tanker og kvælende følelser. Hun havde dog ikke overhovedet overvejet at Kevin kunne reagere som han gjorde og blev komplet overrumplet da et par læber insisterende ramte hendes egne og for bare en kort stund lod alle andre ting glide i baggrunden. Først registrerede hun nærmest ikke hvad der foregik, indtil det pludselig dæmrede og det var netop da at han igen trak sig væk.

Det føltes lidt som om det hele gik i stå og kun kørte i halvdelen af det tempo det reelt burde og Imogen fandt sig selv stående med let adskilte læber og våde striber ned af kinderne, skønt gråden meget pludseligt var røget på tilbagetog. Hun vidste ikke hvordan det var sket og snart begyndte panikken og angsten at snige sig ind over hende igen.

Til stadig desperation fulgte også hun sit nyligt opståede instinkt, der var temmelig overbevist om at have fundet et lille smuthul. Uden et ord bevægede hendes arme sig pludseligt og lukkede sig om stoffet på hans skjorte for dernæst helt uden tøven trække ham til sig og presse læberne hårdt og insisterende mod hans igen, for at udelukke alle andre tanker. Imogen var i det øjeblik hamrende ligeglad med hans undskyldning og det at hun burde være rystet over det der var sket. Hjernen var slået fra og det var udelukkende instinkterne der styrede.

[/blockquote][/justify]

[Kevin O'Hare]

When I took your hand on a cold Christmas day
( • I PROMISED THE WORLD WAS WAITING FOR YOU • )


• For who? • Imogen Ivory • Wearing? • This! • Notes? • O U T

Kevin overraskede sig selv da han lænede sig frem og pressede læberne mod Imogens. Det var en dybt impulsiv handling godt affødt af det anspændte og desperate i situationen og som han trak sig tilbage, var det uden intentioner om at gentage handlingen. Alligevel slap han hende ikke, selvom han vidste han burde gøre det, mens han blot stod stille og betragtede hende flovt og kæmpede for at genvinde grebet om situationen.

Til hans undren trak hun sig ikke væk og han rynkede brynene i svag undren, mens han åbnede munden for at fortsætte hvor han havde efterladt sin spage undskyldning hængende i luftet mellem dem. Længere nåede han ikke før hun bevægede sig og hendes hænder sekundet efter lukkede sig om hans skjorte og hårdt trak ham nærmere igen. Han udstødte en overrumplet lille lyd da hendes læber igen ramte hans og stivnede et sekund før han overgav sig, med sin fornuft pippende i baghovedet, at det var en idé ligeså stupid som at forsøge at flyve uden kost.

Hans hænder forlod endelig hendes kinder. Den ene gled om og lagde sig bag hendes nakke, mens den anden faldt slapt ned langs hans side. Han krummede fingrene hårdt bag hendes nakke og brød så abrupt væk nogle sekunder senere med en hæs mumlen "Nej.." hans brystkasse hævede og sænkede sig uregelmæssigt mens han forsøgte at få kontrol over sin vejrtrækning igen. Han beholdt hånden bag hendes nakke, mens hans blik flakkede mellem hendes øjne "Vi skulle ikke..." han gik i stå og så fortabt på hende for så at tage sig selv mentalt i nakken og slippe hende.

Det varede dog kun længe nok til at han kunne bøje sig ned og samle sin jakke op fra fliserne. Han rystede den let før han lagde den omkring hendes skuldre igen og med den, trak hende helt ind til sig selv. Et øjeblik stod han bare med armene lukket fast om hende uden helt at vide hvad han skulle gøre næst. Så slækkede han grebet modvilligt og begyndte uden et ord at gå tilbage mod slottet, stadig med den ene arm omkring hendes skuldre "Jeg tror vi siger festen er slut." uden at vente på hendes svar åbnede han døren igen og gik målrettet efter den nærmeste kamin der kunne sende dem begge til London, nærmere betegnet Diagonalstræde.

[Imogen Ivory]

walking away from myself trying to be
like you and everyone else

[/size]

Tag: Kevin O'Hare • Outfit: Here[/center]

Det eneste Imogens tanker kunne kredse om, var det faktum at det nærmest havde været umuligt for hende at tænke på noget som helst andet da hans læber ramte hendes. Det var det samme der drev hende til at gentage det uden tøven, lige der temmelig ligeglad med hvem det reelt var hun stod overfor. Det var i det øjeblik rent egoistisk og et sølle forsøg på at slippe væk fra alt andet.

Hun slækkede sit greb om hans skjorte og lod armene falde ned langs siderne, mens hans hånd lagde sig hårdt om hendes nakke. Det var lige noget skødesløst og fuldkommen tåbeligt som det her hun havde brug for og da han trak sig væk havde hun mest af alt lyst til at bede ham om at holde mund og fortsætte hvor hun slap.

Alligevel endte hun bare med at stå tavst og møde hans blik med et temmelig markeret åndedræt. Da han forsvandt kortvarigt ned, efterlod det hende fri til at stå og se tomt ud i luften med en tydelig rynke mellem øjenbrynene og stadig adskilte læber i et uudgrundeligt ansigtsudtryk.

Hun reagerede ikke rigtigt da han lagde jakken om skuldrene på hende og stivnede endda lidt da han trak hende til sig. Det væltede om muligt endnu mere rundt i hendes hoved end før og hun kunne nu pludselig ikke rigtigt finde ud af om det var det at slippe væk hunhelst ville eller noget helt andet, meget uventet.

Af samme grund var det tavst og med nedslået blik hun lod sig følge tilbage ind på slottet og over imod kaminen, mens hundredvis af ting løb igennem hendes hoved, før de inden længe forsvandt i et hav af flammer.

out

[/size][/center]
[/blockquote][/justify]