|
Post by Alexander Young on Jun 2, 2011 19:26:41 GMT
I was never really what they wanted me to be Screw them and their view on r e a l i t y
Alexander tog en dyb indånding og rettede lidt på sit tag omkring det spæde liv i hans arme, før han kastede et sideblik på Bree og mønstrede et prøvende smil. ”Det skal nok gå,” forsikrede han både hende og sig selv, uden at være fuldstændig overbevist om, at det egentlig passede.
Brody var pakket godt ind i en varm, men ikke særlig moderigtig, bleg-brun flyverdragt og sov med hovedet ind imod sin fars brystkasse. Den attenårige Alexander kunne stadig blive både fascineret og skræmt over vægten af det, der var hans søn i sne arme. Lige nu var frygten og nervøsiteten det mest dominerende, men det handlede primært om den hoveddør de stod foran. Han rakte den ene hånd frem, med den anden i et sikkert greb om babyen, og bankede på ind til hans eget barndomshjem. ”Det skal nok gå,” gentog han mumlende en sidste gang, før lydene derinde afslørede aktivitet og han rettede ryggen lidt. Døren gik op og afslørede, ikke overraskende, husalfen Marshall. Alexander spildte ikke tid på andet end et svagt smil til den lille alf, der strakst gav sig til at bukke, før han ledte vejen ind i gangen. ”Velkommen hr. Alexander, velkommen.” Væsenets blik fæstnede sig på Bree, som fik samme buk, men ingen hilsen. Den lukkede døren bag den lille familie, hvis man kunne kalde dem det. ”Lad mig tage jeres overtøj,” tilbød Marshall, vanen tro. Alexander så opfordrende på Bree, uden selv at gøre nogen anstalter til at komme af med sit eget, så længe sønnike lå trygt i hans arme. Han var nervøs, men mønstrede alligevel et lille smil, som han henvendte sig til alfen igen. ”Mine forældre? Hvor er de?” Marshall tog imod Brees overtøj og drejede hovedet mod Alexander. ”Fruen og Herren er på vej,” svarede han uinformativt, før han gestikulerede imod jakken omkring hans herrers yngste søns jakke. ”Bree?” Alexander nikkede imod den sovende Brody med hovedet. ”Tager du ham lige?”
|
|
Bree Blance
Deaktiveret
Healer p? 'Skt. Mungos'
Posts: 20
|
Post by Bree Blance on Jun 3, 2011 7:35:54 GMT
Bad Branch on the Family Tree Time to cut it off Bree havde prøvet adskillige forskellige sæt tøj, inden hun havde besluttet sig for en pæn nederdel med top og cardigan. Alexander havde drillet hende med at hun lignede hans bedstemor, men Bree ville for alt i verden give hans ... Hvad kaldte man dem? Ikke svigerforældre. Forældre til ekskæresten som man nu har barn med? Nej, for de var aldrig kærester. Brodys bedsteforældre, blev det til, et godt indtryk, om det så betød at iklæde sig noget tøj hun aldrig ville gå med normalt. Hvis hr. og fru Young var så blodfokuseret som Alex sagde, galdt alle små kneb. Nervøst pillede Bree ved jakkekanten, mens hun prøvede at besvare Alexanders beroligende smil. Hun svarede ikke, men nøjedes med at nikke kort. Blikket gled ned til Brody der sov sikkert i sin fars favn, og automatisk tjekkede hun, at han ikke havde babymos om munden fra da han havde fået lidt på vej ud af døren. Da døren slog op, var Bree klar til at bryde ud i et stort smil og erklære hvor glad hun var, men istedet var det en husalf der hilste dem. Hun lagde ikke mærke til at hun blot fik et afmålt nik, i modsætning til Alexanders høflige hilsen. Øjnene spejdede fascineret rundt i det store hus. Sidst hun havde været der, var til en fest for omkring et år siden, og der havde hun slet ikke været ved bevidsthed til at kunne lægge mærke til den fine udsmykning. Det var så afgjort et hjem af en troldmandsfamilie. Da husalfen bød dem at tage deres tøj, sled Bree blikket væk fra det smukke hjem, og koncentrerede sig om at tage sin frakke af. Hun lagde den forsigtigt i husalfen arme, og sagde ”tak”. Så vendte hun sig mod Alexander og svarede ”ja”. Automatisk gik hun lidt ned i knæene så hun forsigtigt kunne tage Brody over i sin favn. Den lille krøltop vågnede ikke, men udstødte istedet en række små utilfredse lyde i sin søvn. Med én hånd lynede hun hans umage flyverdragt op og tog den af ham, og ikke engang dét, kunne vække det sovende barn. Bree lod en hånd stryge over hans spæde krøllede hår, før hun vendte sig mod Alexander. ”Er det kun dine forældre der er her?”, spurgte hun nervøst, og en smule nysgerrigt. Hun vidste Alexander også havde en ældre bror, Jonathan, og så var der selvfølgelig Julie, som stadig gik på Hogwarts.
|
|
|
Post by Alexander Young on Jun 3, 2011 15:39:02 GMT
I was never really what they wanted me to be Screw them and their view on r e a l i t y
Den lille husalf var ikke direkte uhøflig, men Alexander fangede alligevel den måde hvorpå han lige præcis fik understreget at Bree ikke var helt så velkommen som et sæt bedsteforældres barnebarns mor normalt ville være. Det kom ikke som nogen overraskelse, men plantede alligevel en lille irriteret rynke i panden på ham. Marshall afspejlede udelukkende sin herre og frues indstilling og der var ikke nogen tvivl om, at det var en torn i øjet på dem, at deres yngste søn havde fået et barn i en alt for tidlig alder, med en helt forkert pige. At hun så oven i købet ikke var hverken hans kæreste eller kone, gjorde det ifølge dem selv helt umuligt for dem at forstå hvad han synes de skulle møde hende for. At de overhovede havde indvilget i middagen forundrede ham næsten en smule, for han mente ikke at have haft de bedste overtalelsesevner – eftersom han selv helst havde været helt fri. Han kommenterede ikke forskelsbehandlingen, men lovede sig selv, at han ikke ville acceptere det samme pis fra hans forældre.
Da Bree tog imod Brody, befriede han sig hurtigt fra sit eget overtøj og rakte fraværende kappen til alfen, som tog imod både den og flyverdragten, før han gestikulerede ind imod stuen. Alexander trak på skuldrene af Brees spørgsmål. Han smilede prøvende og lod sit blik falde til grunden til, at de overhovedet stod her i gangen. ”Julie er i hvert fald på Hogwarts. Jeg ved ikke med Jon... Men det finder vi jo ud af.” En dyb indånding og endnu et forsøg på et forsikrende smil senere, ledte han vejen ind i stuen. Hans far dukkede i det samme op inde fra forældrenes soveværelse og udbrød et: ”Jeg synes nok jeg hørte døren,” før han trak sin søn ind i et kram, som det nok primært var sidstnævnte, der synes var anstrengt. Far/søn forholdet var ikke rigtig blevet det samme, siden den dag i sommeren sidste år, hvor han havde annonceret, at han skulle have en unge indenfor de næste fire måneder og i øvrigt havde tænkt sig at søge job i Det Magiske Menageri. Da faren først havde sluppet Alexander, vendte han opmærksomheden imod den unge mor og ungen på hendes arm. Hans smil var høfligt og hans manerer pletfri, som hun fik et halvvejs kram og den sovende Brody et let strøg over håret, men der var ingen varme i de lyse øjne eller stemmen, imens han præsenterede sig selv som Jared Young. Hele attituden var distanceret, selvom en lavmælt lyd fra hans eget barnebarn alligevel et kort øjeblik fik ham til at se en anelse ømt ned på det sovende ansigt. ”Der er dækket op inde i spisestuen,” informerede han dem begge. ”Men måske skal drengen lægges til at sove et sted?”
|
|
Bree Blance
Deaktiveret
Healer p? 'Skt. Mungos'
Posts: 20
|
Post by Bree Blance on Jun 5, 2011 11:58:56 GMT
Bad Branch on the Family Tree Time to cut it off Bree nikkede tavst. Hun vidste ikke rigtigt, om det var en fordel eller ulempe hvis Jonathan var der. Det kunne måske tage noget af presset fra de to unge mennesker, men på den anden side, var det endnu en ukendt Bree skulle vise sine bedste sider for. Da husalfen ledte dem ind i køkkenet, sendte hun Alexander et skjult smil. Det påfaldende smil havde snart siddet klistret på hans læber i så lang tid, at det så falsk ud, så han fik en lighed med en ulykkelig klovn, der var tvunget til at smile. Du hun atter så fremad, opdagede hun, at de var inde i stuen hvor hr. Young stod, og straks iklædte hun sig samme smil som Alexander, om end mere høfligt og formelt. Mens hilste åbenhjerteligt, tog hun hr. Young til nærmere eftersyn. Der var tydelige træk fra ham hos både Alex og Julie, men mest af alt havde de næsetrækkene tilfælles. Ellers lignede han en vellidt, formel troldmand, der begik sig i de øvre kredse. Idet han gav hende et halvt kram, besvarede Bree det så godt hun kunne, med Brody på armen. ”Det er rart endelig at møde dem, hr. Young”, sagde Bree venligt og sendte ham et tappert smil, selvom hun havde allermest lyst til at gemme sig, af frygt for en kold afvisning. Indtil videre opførte han sig umiddelbart som hun havde forventet, og da hr. Young strøg den sovende Brody over håret, var det som om roen sænkede sig en smule. Alligevel havde hun troet, at han ville have spurgt ind til sønnen. Det var trods alt hans barnebarn! En smule forvirret skævede Bree til Alexander, mens hr. Young fortalte om den opdækkede stue. Spørgsmålet fik hende til at kigge tilbage på ham, mens hun kort overvejede hvorfor han kaldte Brody for ”drengen”. Høfligt svarede Bree, ”ja, hans middagslur er ikke helt slut. Vi har selv et tykt tæppe med. Er der et sted vi kan lægge ham?” Automatisk drejede hun hovedet mod Alexander, der nok vidste det ligeså godt som hr. Young.
|
|
|
Post by Alexander Young on Jun 6, 2011 22:57:39 GMT
I was never really what they wanted me to be Screw them and their view on r e a l i t y
Alexander trådte væk fra sin far, da han havde sluppet ham. Han strøg en hånd igennem det lyse hår og rettede lidt på skuldertasken med alle Brodys småting, fornødenheder, ekstra bleer, tæppe og sutter. Nervøsiteten sad stadig i ham, som han betragtede Bree hilse på hans far og undlod at skære ansigt over den formelle tone. Han kunne på nogen måder godt forstå hans forældres problemer med at acceptere situationen. Når han overvejede hvor længe han selv havde været om at forlige sig med, at han skulle være far midt i eksamensstress, knust kærlighed og hemmeligholdelse, gav det bedre mening at de stadig ikke ligefrem var begejstrede. Desværre var den del af deres afstandtagen, der hang sammen med blodstatus bare så direkte latterlig, at han havde svært ved at tage resten reelt seriøst.
Jared Young nikkede en enkelt gang og smilede lige høfligt til Bree, uden at returnere hendes forsikring. Han så i stedet ned på det lille sovende ansigt og virkede i et øjeblik helt blød om hjertet, som han så flere af sin egen yngste søns træk genspejlet der. Da han rettede sig op, var varmen på tilbagetog og han leverede information og spørgsmål med samme kølige smil som før, selv da han så på Alexander efterfølgende.
Inden netop Alex nåede at reagere, havde Bree svaret. Han drejede selv hovedet imod hende og smilede en anelse anstrengt, men trods alt med mere reel følelse bag end hans far havde udvist. Det var ikke hende, han ikke kunne snuppe lige i dette sekund. Ikke denne gang. Selve situationen var bare så akavet og ubehagelig og han flygtede hjertens gerne over stok og sten i lige dette øjeblik. Frem for at tage benene på nakken, nikkede han dog blot en anelse og kom denne gang sin far i forkøbet. ”Der er Jons gamle værelse,” bemærkede han, gestikulerende i retning af den rigtige dør. ”Skal jeg tage ham?” Hans blik blev spørgende, som han rakte armene tilbydende ud, imens tasken dinglede lidt i luften.
Hans far foldede blot hænderne bag ryggen og betragtede de to unge mennesker og deres lille dreng med et roligt, afventende ansigtsudtryk og det der lignede et mildt smil, som fejlede i ikke helt at nå hans øjne. Han rettede ryggen lidt og fugtede tørre læber uden at fortrække en mine.
Closed - Ending up for debate
|
|