The miss... the paste... and the future

[Aiden Ivory]

Dying seems less sad than having lived witout you



O U T F I T
T A G: R A C H E L

Aiden havde haft en hård tid med træning og kampe men omsider havde spillerne fået tid til sig selv og lov til at holde en uges ferie. Aiden var vendt tilbage til Scotland, han var taget til Hogsmeade som i gamle dage og mens han gik gennem gaderne og mørket langsomt faldt på mindes han fortid, tiden på Hogwarts, hans ture til Hogsmeade med venner og søskende. Ja søskende, han savnet sin yngste bror, og han savnet især Rachel. Det var længe siden han sidst havde set hende, ja år siden. Skænderiet huskede han tydeligt, og han hadede at tænke på det, hadede at se hendes vrede ansigt for sig og hadede at se hende vende ryggen og forsvinde, forsvinde helt ud af hans liv. At miste hans tvilling havde været smertefuld om end han havde virkede ganske rolig og ligeglad. De tætteste på ham havde dog opdaget forandringerne for han var blevet en mere åben person omkring kvinder, druk og en mindre social person omkring vennerne. Han var delvist kommet sig over det, og dog ikke helt for hans omgang med kvinder var den samme, hans tætte venskaber var blevet tætte igen. Han bevægede sig hen imod De Tre Koste uden at bemærke det selv, hans fødder førte ham, hen til stedte og han standsede lige ud for døren. *Bare et enkelt glimt* tænkte han, han ville bare se hende lidt. Døren åbnede han en anelse og stak hovedet ind, der var ikke mange folk men tomt var der ikke. Hans blik gled rundt mellem folk, men hun var ingen steder at se, havde vel nok fri. Roligt trådte han ind. Så kunne han lige så godt få sig en drink. Han valgte sig en plads henne ved et hjørne, tæt ved et vindue. Her løsnede han kappen, lod hætten glide af hans hoved og kappen af hans skuldre inden han lagde den over en stol ved siden af den han selv satte sig ved. En udgave af Profettiddende lå på bordet, han foldede den ud og kastede et blik hen over forsidens nyheder.

[Rachel Ivory]

Pleasure is the flower that passes
REMEMBRANCE, THE LASTING PERFUME
for AIDEN IVORY

At følge sine drømme var aldrig nemt, især ikke hvis størstedelen af troldmænd og hekse havde samme drøm som en selv. Alligevel lykkedes det nogle få at bryde igennem, og Rachel var næsten stoppet med a tro på at netop hun kunne være en af de få, det skulle lykkes for. Selvfølgelig kun lige indtil træneren for Wigtown Wanderers havde kontaktet hende. Efter det var det ligesom om, at verden havde foregået i et helt andet tempo. Som om at sommeren først nu begyndte at udfolde sig for hendes sind og hun nu var fuldkommen i stand til at registrere alle de fantastiske ting årstiden bragte med sig. Også det at møde på arbejde den morgen havde været noget helt anderledes, og selv til de sure kunder, der af og til begav sig ind på De Tre Koste, kunne hun ikke lade være at sende et bredt smil og ønske dem en fantastisk dag.

Med en elegant, øvet bevægelse trak hun den fugtige klud over disken og efterlod den i håndvasken for at lalle ned mod et bord, hvor en gæst lige havde slået sig ned. Det nærmest lettede, skæve smil sad plastret på de bløde læber og hendes kinder nærmest glødede med den stolthed, hun følte over sig selv. Hun var jo officielt et skridt tættere på målet! Dette var jo en af de sidste vagter, hun overhovedet havde på kroen, før hun skulle igang med at lære de andre at kende og træne med holdet.

”Kan jeg hjælpe med noget?”, selvom krostuen var fyldt af højrøstede mennesker, der glædeligt diskuterede alverdens sager, havde Rachels stemme og den kraftige, irske accent det med at trænge igennem til kunderne alligevel og uden at betragte kunden ordentligt, trak hun en tot af det krøllede hår om bag øret med kvikskribleren og fandt en blok frem fra en lomme i sit forklæde, lod skribleren finde sin plads på papiret, før hun endelig fik kastet et ordentligt blik på det så velkendte ansigt foran hende.Hun havde ikke set Aiden i flere år efterhånden, og her på De Tre Koste var nok det sidste sted, hun havde forestillet sig at se ham. De var trods alt gået fra hinanden i vrede og sorg.

[Aiden Ivory]

Dying seems less sad than having lived witout you



O U T F I T
T A G: R A C H E L

Verden havde sine underligheder, og selv for magiker var det af og til underlige ting der skete, såsom nu hvor hans egen søster pludselig dukkede op der ved siden af ham, noget han kun havde forestillet sig og drømt om så længe. Det ville være løgn at sige at han ikke havde savnet hende for det havde han, mere end noget han. for pokker hun var jo hans tvilling, de havde været igennem så meget sammen, støttet hinanden og forsøgt på at hjælpe hinanden igennem tykt og tyndt!

Aidens blik havde været rettet mod avisen, han var alt andet end nærværende, alligevel tænkte han ikke på noget specifikt, han tænkte på alt og intet på samme tid. hans tid på Hogwarts, besøgende her, hans liv nu, den lille ferie han var på nu, den kommende kamp, sine nuværende venner og de gamle, ja han tænkte på alt og intet, alligevel formåede den velkendte stemme, med den tydelig irske accent som var meget lige hans accent, at trække ham brat ud af hans egen verden og stivne der. Alle lyde blev lukket ude, han kunne høre sit eget hjerte hamre, sin egen puls, og vejrtrækning og fornemmede hvordan hans puls steg i enkelte sekunder inden han brat vendte blikket mod Rachel akkurat som hun mod ham og deres blikke mødtes.

Et sekund, det var så længe det tog ham at komme sig over overraskelsen og inden han farede på benene. Stolen han havde siddet på var nær væltede men alligevel ikke, i få sekunder var den ud af balance men besluttede sig for at blev på benene. ”Rachel..” hans stemme havde ikke forandret sig spor meget siden sidst, måske blevet mere mandig men heller ikke mere end det. Han var blevet nogle centimeter højere og dog ikke spor mange, og ellers var hans træk blot blevet mere markante og øjnene mere spillende selvom de nu hverken var drillende, muntre eller flirtende, tværtimod nervøse, spændte og afventende. Han havde udtalt hendes navn i en nærmest åndeløs tone, blid og som om han havde set noget helt uvirkeligt.