|
Post by Fenella Maverick on Oct 25, 2011 15:51:36 GMT
- - - - - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - - - - - But not as deep, as the love I miss and I know not, if I'll sink or swim - - - - - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - - - - - Tag: Jonathan MacLeod - Outfit: Here Fenella skubbede stædigt de uvelkomne tanker så langt tilbage i sin bevidsthed som hun formåede og koncentrerede sig i stedet om nuet og det spørgende udtryk på Jonathans ansigt der stadig forvirrede hende. En svag forståelse gryede langsomt for hende, og hun mærkede sit blik flakke igen, mens hun ikke nåede at stoppe sig selv i at gribe fat om medaljonen igen, selvom hun følte sig en smule som et barn der netop var blevet taget på fersk gerning med hånden i krukken med småkager.
Hun slog blikket ned igen, mens et enkelt ord pressede sig frem foran alle de andre der gerne ville ud, men aldrig kom det. hans hånd føltes overnaturligt varm mod hendes kolde arm, og hun fandt det svært at distrahere sig fra. I stedet gjorde hun et ynkeligt forsøg på at befri sig selv for den sorte top og fejlede grumt.
Uden et ord lod hun ham hjælpe sig af med selv samme top, mens hun som han, holdt sit flakkende blik fokuseret på hans ansigt og hjalp til så godt hun formåede, med kun en lettere anstrengt lyd. Instinktiv lagde hun armene skærmende omkring sig selv da hun først var befriet for det første stykke våde tøj. Hun løsnede tøvende det beskytteden greb om sig selv da han rakte ud efter hendes arme igen, og gjorde ingen protester mod den trøje der nu erstattede hendes egen. Hun rystede svagt, af lige dele nervøsitet og kulde, mens varmen dog sneg sig ind i hendes forfrosne krop alligevel. Det krævede allerede hele hendes viljestyrke at abstrahere fra hvor tæt han var på og modstå en ganske instinktivt trang til blot at læne sig et lille stykke længere frem og søge den varme og tryghed hun vidste var lige foran hende, men som ikke længere var hendes.
Hun nikkede svagt til hans ord og trak hænderne ind i de lidt for lange ærmer på trøjen, der nu omgav hende med både varme og en duft hun vidste hun ville kunne kender hvor som helst, mens hun igen lagde armene beskyttende om sig selv, uden at have sluppet hans blik endnu. Hendes blik flakkede igen, før det ene ord alligevel gled over hendes læber, lavmælt og snublende "Undskyld..." hvad hun egentligt undskyldte for, var hun ikke helt sikker på, og desværre var der alt for mange grunde til at undskylde overfor lige ham. Både i fortiden og den nuværende situation. Hun kæmpede for ikke at slå blikket ned igen og blev siddende tavs og urørlig endnu en gang.
|
|
Jonathan MacLeod
Deaktiveret
Ansat i Afdelingen for Overv?gning af Magiske V?sner
%\3\%
Posts: 53
|
Post by Jonathan MacLeod on Oct 25, 2011 21:14:54 GMT
firm as my native rock, . . . . . . . I H A V E W I T H S T O O D T H E S H O C K Jonathan blev klar over at Fenella havde forstået hans undren, da hendes hånd hurtigt og åbenlyst lukkede sig omkring smykket, men det gjorde ikke hans forvirring mindre. Han holdt dog fortsat kommentarer tilbage og kunne ikke finde det i sig selv at tvinge hende til at komme med en forklaring når hun var i den tilstand hun var.
Selvom han ikke så direkte imod hendes overkrop, kunne han sagtens gætte sig til hendes armes beskæftigelse og undrede sig ikke den mindste smule over en ganske naturlig reaktion og først da hans trøje var over hovedet på hende og dækkede overkroppen, lod han blikket vige fra hendes ansigt og ned til hendes egen top som han havde smidt fra sig. I en hurtig bevægelse samlede han den op og placerede den på det lille sofabord.
Øjeblikket efter lød et overraskende ord fra Fenella og han stoppede kortvarigt sin bevægelse. Der gik et par sekunder før han drejede overkroppen igen og mødte hendes blik. Han vidste ikke rigtigt hvad han skulle sige og var ikke sikker på hvad hendes undskyldning indebar, men endnu engang ville han ikke udfritte hende. Dog var han overbevist om at den var helt oprigtig og med let rynket pande rejste han sig op, stadig uden at have ytret et ord.
Jonathan så stadig på hende, men fokuserede så i stedet på tæppet der var gledet halvt ned fra sofaen og samlede det op for at gå ned i hug igen og folde det omkring Fenella. Hans ene hånd løftede sig og nærmede sig forsigtigt hendes ansigt, for at hun ikke skulle fare skræmt tilbage igen, og strøg let over hendes ene kind, uden at vide helt hvorfor han gjorde det, andet end at det var en naturlig impuls.
tag: Fenella Loretz. notes: - outfit: her. [/i][/font][/size][/justify]
|
|
|
Post by Fenella Maverick on Oct 25, 2011 22:10:34 GMT
- - - - - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - - - - - But not as deep, as the love I miss and I know not, if I'll sink or swim - - - - - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - - - - - Tag: Jonathan MacLeod - Outfit: Here Fenella slap smykket om sin hals det øjeblik hun selv blev bevidst om hun havde grebet fat om det igen. Det var en vane der lå alt for dybt i hende at gøre, når hun følte sig presset, nervøs eller ganske simpelt på usikker grund, som nu. Hun skævede tøvende til hans ansigt flere gange, og følte at hun burde forklare sig, uden at kunne finde ud af hvordan og egentligt også hvorfor.
Distraktionen meldte sig dog hurtigt i den akavede frigørelse for gennemblødt tøj og erstatning med tørt. Til gengæld gav det hende god tid til at betragte hans ansigt indgående, og finde adskillige nye detaljer blandt dem hun allerede kendte. På trods af den anspændte stemning i rummet, var hans tilstedeværelse i sig selv beroligende og hun tog villigt imod følelsen, uden dog at kunne ryste vagtsomheden helt af sig.
Den var dog sluppet nok til at det ene, men absolut ikke ubetydelige ord, gled over hendes læber og efterlod hende stivnet på kanten af sofaen, mens hun så fortabt på ham. Hun fulgte ham med blikket nogle sekunder da han rejste sig og bøjede så hovedet forover, så det mørke, filtrede hår faldt frem for hendes ansigt, mens hun forsøgte at overbevise sig selv om, at hun ikke lige havde gjort sig selv komplet til grin. Hun strammede grebet om sig selv, stadig med hænderne gemt i trøjens ærmer og stirrede igen stift på en plet på sine bukser, indtil Jonathan igen satte sig på hug og tæppet endnu en gang blev lagt omkring hende.
Da hans hånd kom ind i hendes synsfelt løftede hun hovedet lidt, uden at se op på hans ansigt igen og holdt ubevidst vejret mens hånden kom nærmere. Da hans fingre fik kontakt med hendes kind, gled hendes øjne i og hun åndede hørligt og skælvende ud, mens hun uden at tænke over det, lænede hovedet til siden, mod hans hånd. Hendes skuldre faldt ned fra deres anspændte position og dirrede svagt og forrædderisk, synkront med hendes underlæbe, før hun igen blev den første til at bryde tavsheden "Jeg ødelægger alting..." konstaterede hun tonløst og næsten ikke hørligt og bøjede sig mere frem over sine egne ben, i et ubevidst forsøg på igen at krumme sig sammen til en lille, usynlig kugle.
|
|
Jonathan MacLeod
Deaktiveret
Ansat i Afdelingen for Overv?gning af Magiske V?sner
%\3\%
Posts: 53
|
Post by Jonathan MacLeod on Oct 26, 2011 22:10:16 GMT
firm as my native rock, . . . . . . . I H A V E W I T H S T O O D T H E S H O C K Det var i sig selv ikke en overvejet beslutning, da han havde strakt hånden frem for at røre hendes kind, men til sin egen overraskelse kunne han ikke ærligt sige at han fortrød det. Han havde dog ikke regnet med at det ville få hende til at krumme sig sammen og komme med tre ord der fik hans blik til at flakke. I et kort øjeblik gled endnu flere, langt mere ubehagelige, minder foran hans indre blik og efterlod ham kortvarigt fastfrosset.
Så gik det op for ham han var gået i stå og lod hånden falde fra hendes kind igen, som det blev umuligt at holde den der, jo længere fremover hun kom. Hendes ord fik ham dog til at droppe det sidste af stoltheden og Jonathan kunne ikke længere hindre de følelser han havde indset han stadig nærede for hende efter deres møde i ministeriet, i at boble frem. Han havde lyst til at fortælle hende, at det ikke var sikkert at hun havde ødelagt alt, men ordene ville ikke ud.
I stedet valgte han at rette sig op i benene, så han kunne sætte sig i sofaen ved siden af hende og dristigt lægge armene omkring hendes dirrende krop, mens han svagt mumlede: "Det skal nok gå, Fen." Han havde aldrig haft et hjerte af sten og uanset hvor meget Fenella i sin tid havde såret ham, så kunne han ikke klare at se hende lide åbenlyst og fortiden virkede så usandsynligt ubetydelig. Havde han ikke for meget kort tid siden ønsket at han havde muligheden for at holde om hende igen, som han sad med hendes forældede brev imellem hænderne?
tag: Fenella Loretz. notes: - outfit: her. [/i][/font][/size][/justify]
|
|
|
Post by Fenella Maverick on Oct 26, 2011 23:23:20 GMT
- - - - - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - - - - - But not as deep, as the love I miss and I know not, if I'll sink or swim - - - - - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - - - - - Tag: Jonathan MacLeod - Outfit: Here Fenella tænkte ikke videre over sine egne ord. Det krævede den absolut sidste rest af viljestyrke ikke at lade tårerne få frit løb igen, da først hans hånd berørte hendes kind. Hvor mange gange hun havde tænkt på netop det og hentet falmede minder frem fra sit sinds afkroge, havde hun ikke tal på, men hun tog villigt imod distraktionen fra realiteterne, som fulgte med den flygtige berøring.
Som hun lænede sig forover og knugede armene tættere omkring sig selv, trak hun også benene op mod sig selv, men formåede ikke at få løftet fødderne selvom det var den instinktive fortsættelse på at krumme sig sammen. I stedet endte hun blot foroverbøjet, med øjnene lukket hårdt i, i et fortsat forsøg på ikke at øse mere fra den, tilsyneladende stadigt uendelige, kilde til tårer der havde vist sig den sidste, hektiske uge af hendes liv. Det føltes uendeligt surrealistisk og stadig delvist som om hun svævede over sig selv og betragtede det hele ovenfra og på samme tid pinefuldt virkeligt og tæt på som hun sad her i den lune pejsestue, langt væk fra det liv hun var havnet i.
Hun lagde ikke mærke til Jonathan havde rejst sig før hun mærkede hans vægt trykke hynden ned lige ved siden af sig. Hun nåede ikke at samle sig sammen til at reagere før hans arme lukkede sig omkring hende og hun stivnede og gik helt i stå nogle sekunder. Tusind tanker føj gennem hovedet på hende ved hans efterfølgende ord, mens den beskyttende skal hun møjsommeligt havde bygget op omkring alt det knap så perfekte, det smertefulde og alt det hun stædigt havde fortrængt, gik i stykker og smuldrede helt væk. Hun hikstede halvkvalt i et på forhånd tabt forsøg på at holde tårer tilbage som allerede var begyndt at løbe ned over hendes kinder igen med fornyet styrke. Hun rystede hektisk på hovedet uden at tænke over det og uden at gøre nogen anstalter til at trække sig væk. I stedet kapitulerede hun helt og fulgte sin tidligere impuls, da hun rettede sig blot en smule op, drejede sig lidt i overkroppen og skjulte ansigtet mod hans brystkasse og gav slip, mens hele hendes krop nu skælvede af lydløs gråd.
|
|
Jonathan MacLeod
Deaktiveret
Ansat i Afdelingen for Overv?gning af Magiske V?sner
%\3\%
Posts: 53
|
Post by Jonathan MacLeod on Nov 2, 2011 8:52:03 GMT
firm as my native rock, . . . . . . . I H A V E W I T H S T O O D T H E S H O C K Det var rent instinkt der fik ham til at lægge armene omkring hende, men alligevel også fordi han, trods alt, holdt mere af hende end han ville indrømme i øjeblikket. Hendes svagt rystende krop mindede ham dog alt for godt om en helt anden person og han lod for første gang tankerne kredse om noget andet end Fenella og derimod hendes ægtemand som han ved hjælp af få ord fra Julie havde fået placeret som grunden til den ødelagte kvindes tilstand.
Han var ikke et sekund i tvivl om, at det var hvidglødende had der ulmede i hans bryst, ikke bare utilfredshed, ubehag eller det faktum at han bare ikke brød sig om Jake. Det var had. Intet mere, intet mindre, så meget var han sikker på.
Så snart Fenella drejede sig imod hans bryst strammede han grebet og strøg hende beroligende over håret med den ene hånd. For nu forsøgte han at hindre tankerne i at kredse mere omkring hans egne følelser imod Fenella, for han vidste ikke hvad der var op og ned eller hvad han skulle mene om noget som helst andet end at hun på ingen måde skulle tilbage hvor hun kom fra. Resten blev sikkert forseglet bagerst i hovedet og midlertidigt ignoreret groft.
tag: Fenella Loretz. notes: - outfit: her. [/i][/font][/size][/justify]
|
|
|
Post by Fenella Maverick on Nov 2, 2011 18:07:40 GMT
- - - - - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - - - - - But not as deep, as the love I miss and I know not, if I'll sink or swim - - - - - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - - - - - Tag: Jonathan MacLeod - Outfit: Here - Notes: Out cold! x) Fenella tænkte ikke mere, da først et par varme arme lagde sig omkring hende. I stedet tillod hun sig selv at give slip og få afløb for første gang i flere år. Da hun først fik begyndt, kunne hun heller ikke stoppe igen, og i stedet for igen stædigt at forsøge, vendte hun sig halvt og gemte ansigtet væk mod Jonathans brystkasse uden forbehold. En flygtig frygt for afvisning og en tanke om at gøre hans sorte skjorte våd, druknede hurtigt og forsvandt, mens hun hulkede næsten lydløst ind mod ham og villigt tog imod trøsten og trygheden han gav fra sig uden hverken bebrejdelse eller anklager.
Hvor længe de sad sådan havde hun ingen anelse om, lige som hun absolut ikke længere havde nogen fornemmelse af hvad klokken var. Langsomt, men sikkert løb hun tør for både tårer og energi, mens en dominerende træthed væltede ind over hende og gjorde hendes øjenlåg tunge som bly. Hun frøs ikke længere, og registrerede kun halvt sin forslåede kæbe og ømme krop, mens hun stadig havde hænderne knyttet i hans trøjes lange ærmer ubevidst havde lænet sig længere ind mod ham.
Til sidst sad hun helt stille og trak vejret roligt, mens hendes øjenlåg insisterende blev ved at falde i og tilsidst blev nede og hun overgav sig til udmattelsen og en, forhåbentligt, drømmeløs søvn.
|
|