Jonathan MacLeod
Deaktiveret
Ansat i Afdelingen for Overv?gning af Magiske V?sner
%\3\%
Posts: 53
|
Post by Jonathan MacLeod on Oct 11, 2011 15:21:44 GMT
firm as my native rock, . . . . . . . I H A V E W I T H S T O O D T H E S H O C K Jonathan kunne umuligt forestille sig hvad Fenella havde været udsat for, siden hun opførte sig som hun gjorde og han var mere eller mindre sikker på at han ikke ville blive glad for detaljer. Det var ikke hans mening at komme med de ord han gjorde, men det var røget ud til lige så stor overraskelse for ham selv, som for Fenella. Bestemt lukkede han læberne hårdt sammen for ikke at forlange flere reaktioner fra hende og dræne det sidste af den energi hun havde. Hendes tårer faldt ikke i hans smag, men han prøvede på at overbevise sig selv om at det var for det bedste og det i det mindste var en naturlig reaktion på trauma (alt i mens han forsøgte at lade som om, at det ingen sammenhæng havde med hans egne ord).
Tavst, uden flere ord på tungen, rev han proppen af flasken og rakte ud efter hendes arm, vel vidende om at hun sikkert ville sky bort igen. Han handlede dog hurtigt og øvet og lod en enkelt dråbe ramme den første af de mange rifter og så til hvordan den lilla væske sydede svagt som den rensede sårene. Varigt strøg hans blik over hendes ansigt. Selv havde han svært ved at finde hoved og hale i sine tanker, men han fandt at det var nemmere at beskæftige hænderne med noget i stedet for at vælte flere spørgsmål eller erklæringer ned over hovedet på hende. Det var aldrig hans intention og havde det ikke været fordi han netop havde læst et gammelt, gulnet stykke pergament for første gang, var det nok aldrig sket. Hans blik strøg væk fra hende igen, som han dryppede endnu en let sviende dråbe på den næste rift.
tag: Fenella Loretz. notes: - outfit: her. [/i][/font][/size][/justify]
|
|
|
Post by Fenella Maverick on Oct 11, 2011 16:33:29 GMT
- - - - - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - - - - - But not as deep, as the love I miss and I know not, if I'll sink or swim - - - - - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - - - - - Tag: Jonathan MacLeod - Outfit: Here Fenella havde uden helt at tænke over det, fået sig skubbet en smule op ad armlænet på sofaen, så hun halvt sad, halvt lå. Trangen til at krumme sig sammen til en lille kugle i forsøget på at forsvinde helt, sad hele tiden i baghovedet på hende, men hun kæmpede stædigt imod den, mens hun krympede sig indvendigt under Jonathans undersøgende blik, og følte han kunne se lige igennem hende. Skammen meldte sig igen og farvede hendes blege kinder svagt, mens hun fulgte ham med blikket hen til den aldrende alf og tilbage igen.
Hans tydeligt spontane ord fik dog alle andre tanker til at fare for bare et kort sekund og blev den sidste dråbe der fik hendes indre bæger til at flyde over. Hun slog blikket ned og lukkede øjnene, mens hun forsøgte at finde hovede og hale i meningen bag ordene der gav genlyd i hendes hovede og kvalte endnu et hulk i opløbet. Tårerne blev dog ved at løbe udenfor hendes kontrol og hendes skuldre rystede svagt.
Hun stivnede mærkbart da Jonathans ene hånd lukkede sig om hendes underarm og spændte imod et kort sekund, før hun igen kapitulerede mentalt og huskede sig selv på, at hun lige havde givet ham lov og at han ikke ville hende noget ondt. Hun skævede momentært op på hans sammenbidte ansigt, før den første dråbe fra flasken ramte en rift på hendes arm og den øjeblikkelige sviden fik hende til at klynke svagt og rettet blikket ned mod sin arm. Selv i det flakkende, dæmpede lys fra ilden, kunne hun se adskillige rifter hun ikke havde lagt mærke til før nu og en alt for afslørende mørk rand om sit håndled.
Da den næste dråbe faldt fra flasken var hun forberedt og kvalte endnu et klynk i opløbet og nøjedes med at knytte hånden hårdt og bide ligeså hårdt sammen. Det sidste af de to reaktioner var den mest uigennemtænkte og fik det igen til at smerte i hendes forslåede kæbe, men hun sagde ikke en lyd. Ubevidst holdt hun vejret indtil den svidende fornemmelse tog af og hun løftede vagtsomt sit flakkende blik til hans ansigt igen "Jeg.." hendes stemme var ikke mere end en hæs, hvisken og hun gik i stå igen næsten med det samme. Hun sank hårdt og forsøgte at synke den klump der sad fast i halsen på hende før hun tvang sig selv til at fortsætte, uden at kunne skjule desperationen i hverken sin stemme eller sit blik "Jeg kunne ikke tænke på andre steder at tage hen..." hendes stemme lød helt forkert i hendes egne ører, hæs som den var af at være blevet overbrugt og hendes underlæbe sitrede svagt igen, men der kom ikke flere tårer, for nu. I stedet slog hun blikket ned endnu engang, og fandt samme plet som før på sine gennemblødte bukser, uden at forsøge at trække armen til sig.
|
|
Jonathan MacLeod
Deaktiveret
Ansat i Afdelingen for Overv?gning af Magiske V?sner
%\3\%
Posts: 53
|
Post by Jonathan MacLeod on Oct 13, 2011 15:02:22 GMT
firm as my native rock, . . . . . . . I H A V E W I T H S T O O D T H E S H O C K Hans egne ord rungede fortsat i hovedet på ham og blev ved med at vende tilbage igen og igen. Det var i teorien sandt. Han skulle aldrig have forladt hende. Men på den anden side vidste han udmærket at der ikke havde været nogen anden løsning. At han havde været nødt til det. Og han kunne stadig ikke tvinge sig selv til at se retfærdigheden i den gamle handling, men han var kommet en del videre med tiden… Videre nok til at have indset, at han stadig havde uafklarede følelser for Fenella, for blot et par dage siden.
Jonathan brød sig ikke om de svage klynk, men han vidste at sårene blot ville blive værre hvis der intet blev gjort ved det og hårdnakket blev han ved med at rette dråberne præcist mod rifterne og havde inden længe klaret de fleste af dem. Hendes ord fik hans blik til at vige og han mødte hendes blik, med et ulæseligt ansigtsudtryk. Han var endnu fast besluttet på ikke at vælte mere overilet ned over hende lige med det samme. "Du er i sikkerhed her." svarede han dog i et beroligende tonefald og flyttede lidt på sig for at gribe ud efter tæppet, nu da han var færdig med hendes arme. Han kom kortvarigt på benene, for at lægge det varme stof i de karakteristiske gule skotsktern hen over hende. Derefter samlede han flasken med den resterende eliksir op og gled ned på knæ, tættere ved hendes ansigt og så vurderende på hendes læbe. "Lad være med at bevæge dig," advarede han kort, før han også rakte frem for at behandle flængen.
tag: Fenella Loretz. notes: - outfit: her. [/i][/font][/size][/justify]
|
|
|
Post by Fenella Maverick on Oct 13, 2011 18:04:01 GMT
- - - - - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - - - - - But not as deep, as the love I miss and I know not, if I'll sink or swim - - - - - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - - - - - Tag: Jonathan MacLeod - Outfit: Here Fenella prøvede virkelig hårdt at få plads til alle tanker på én gang i sit i forvejen fortumlede hovedet og endte i forsøget med at blive dobbelt så forvirret som hun allerede var. At han havde været den første hun tænkte på for tryghed og sikkerhed, talte tydeligere end hun egentligt brød sig om, og hun nåede at fortryde sin handling adskillige gange på få sekunder. Hans ord sad stadig fast i hendes bevidsthed, og gjorde det om muligt endnu mere surrealistisk at være hvor hun var, og med lige netop Jonathan lige ved siden af sig.
Uanset hvor hårdt hun prøvede kunne hun ikke skubbe lige den tanke fra sig mens han metodisk og kyndigt rensede rifterne der prydede hendes arme. Hans fingre føltes varme mod hendes arm og det svagt beroligende alene i det, fik en enkelt sætning ud af hende. Hendes flakkende blik afsøgte hans ansigt uden at finde noget at klamre sig til da han svarede, og hun endte med hurtigt at slå blikket ned og tage en dyb indånding som han rejste sig. Af ren indgroet vane rakte hun den ene hånd op mod sin egen hals, lukkede hånden omkring vedhænget i sin halskæde og knugede det nogle sekunder mens et tæppet blev lagt over hende. Hun holdt blikket nedslået og rynkede panden mens tankerne kørte igen. Hun var ikke et øjeblik i tvivl om, at han mente oprigtigt at hun var i sikkerhed, men hvor længe? Jake havde uden tvivl allerede opdaget hun var forsvundet for længst og hun regnede på ingen måde med at have asyl på Dunvegan ret længe. At hun overhovedet var kommet indenfor porten undrede hende svagt, omend hun var mere taknemmelig end hun kunne håbe at udtrykke.
Hun stoppede mit i de myldrende tankerækker og kneb øjnene hårdt sammen, mens hun trak luft dybt ned i lungerne og åndede skælvende ud igen, netop som Jonathan gled ned på knæ ved siden af hende igen. Hun så tøvende op igen, men valgte at fokusere på en mørk krølle ud for hans ene øre i stedet for se ham i øjnene igen. Hun nikkede svagt, næsten ikke synligt og spændte igen i hele kroppen da han rakte ud mod hende og tvang sig selv til ikke at bøje hovedet forover igen. I stedet krummede hun den ene hånds fingre hårdt om tæppet i forventningen om den sviden hun vidste ville komme og koncentrerede sig om den, fremfor at han var så tæt på at duften af varm regn sneg sig ind i hendes næsebor.
|
|
Jonathan MacLeod
Deaktiveret
Ansat i Afdelingen for Overv?gning af Magiske V?sner
%\3\%
Posts: 53
|
Post by Jonathan MacLeod on Oct 14, 2011 16:41:04 GMT
firm as my native rock, . . . . . . . I H A V E W I T H S T O O D T H E S H O C K Så snart eliksiren havde fået såret på læben til at syde svagt ligesom alle de andre, erklærede Jonathan sig færdig for nu. Der var ikke mere han lige umiddelbart kunne gøre og han ville ikke udsætte hende for mere end højst nødvendigt, hendes tilstand taget i betragtning.
I en hurtig bevægelse satte han proppen i flasken, der ikke længere havde meget indhold tilbage, og kom på benene. Hans blik hvilede kort ved Fenella og han havde lyst til at sige noget, på trods af at han ikke vidste hvad det skulle være og var klar over at hun sandsynligvis ikke ville svare ham.
Derfor lod han det være ved det og tog i stedet et par skridt væk fra hende, for at sætte sig i en lænestol der vendte med fronten imod den fløjlsbetrukne sofa, mens han ventede på at husalfen dukkede op med den te han havde bedt om. Træt og fortsat en anelse i chok gned Jonathan fingrene imod sin ene tinding og drejede hovedet væk fra Fenella for at se imod ilden der knitrede svagt i kaminen. "Jeg kunne forestille mig at søvn ville gøre dig godt." foreslog han svagt og holdt blikket imod de dansende flammer. Han skulle nok sørge for at der blev et værelse til hende, men det tog tid.
tag: Fenella Loretz. notes: - outfit: her. [/i][/font][/size][/justify]
|
|
|
Post by Fenella Maverick on Oct 14, 2011 18:43:24 GMT
- - - - - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - - - - - But not as deep, as the love I miss and I know not, if I'll sink or swim - - - - - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - - - - - Tag: Jonathan MacLeod - Outfit: Here Fenella bed stædigt endnu en klynken i sig, da endnu en dråbe af den violette eliksir ramte hendes revnede læbe. Det sved uendeligt meget mere end rifterne på hendes arme og hun kneb øjnene hårdt sammen nogle sekunder, indtil den svidende smerte aftog. Hun trak vejret ind i et hurtigt, hørligt åndedrag, og blev først der bevidst om, at hun også havde holdt vejret.
Hendes fingre løsnede sig omkring tæppet igen, og hun slog øjnene op, da hun både hørte og mærkede ham rejse sig. Hun løftede tøvende blikket til hans ansigt og mærkede sit blik flakke mellem hans øjne igen. Hun havde en brændende lyst til at spørge, hvorfor han havde taget hende ind, uanset hvor kort det måtte blive, men modet svigtede. Spørgsmålet i sig selv var også, at hun ikke var sikker på hun ville vide det. Slet ikke som situationen var nu. Håbet om at han på en eller anden måde krydsede hendes vej igen, var langsomt blegnet over de år der var gået. Falmet, omend aldrig dødt.
Hun fulgte ham med blikket hen til stolen han valgte at sætte sig i og en lille del af hende var taknemmelig for, at han ikke havde forladt rummet. Tanken om at være alene var umådeligt skræmmende og uoverskuelig, selvom hun ikke var meget for at indrømme det, ikke engang overfor sig selv. En følelse af skyld ramte hende, som hun betragtede ham tage sig til hovedet, men hun holdt blikket på hans ansigt, og skubbede sig besværet og sammenbidt lidt længere op at sidde under det ternede tæppe. Hun rystede impulsivt let på hovedet som første svar på hans dæmpede ord. Tog sig så i det og nikkede modviligt, mens der gik endnu nogle lange øjeblikke, før hun igen fik sin tunge til at lystre, dog ikke med de ord hun egentligt ville, men et spagt "Tak..." der egentligt var en smule ude af kontekst.
Hun slog blikket ned igen og rettede selv sit blik mod de dansende flammer der var sært beroligende. Hun krøb lidt sammen og hendes hånd havnede endnu en gang ubevidst ved hendes egen hals, mens hun tog tilløb og slugte den sidste rest af stolthed. Der var ikke plads til den længere. hun vár træt. Udmattet, men tanken om søvn var skræmmende i sig selv, når man ikke vidste hvad den ville bringe med sig "Jeg tror ikke jeg kan sove..." svarede hun endelig hans ord og tog en dyb indånding mens det prikkede bag hendes øjne igen "Og jeg har ikke lyst at være alene..." hun holdt blikket stift rettet mod ilden og følte sig mere blottet mentalt end hun brød sig om.
|
|
Jonathan MacLeod
Deaktiveret
Ansat i Afdelingen for Overv?gning af Magiske V?sner
%\3\%
Posts: 53
|
Post by Jonathan MacLeod on Oct 14, 2011 22:17:26 GMT
firm as my native rock, . . . . . . . I H A V E W I T H S T O O D T H E S H O C K Den svage lyd af ildens knitren var mildt beroligende og i et kort øjeblik virkede det nemmere at holde styr på tankerne, selvom han ikke havde megen idé om hvad han skulle gøre efterfølgende. Han havde generelt aldrig brudt sig om ikke at være forberedt på tingene, men der var næppe noget der kunne karakteriseres som værende i samme grad. Jonathan kunne ikke rigtigt forholde sig til noget som helst.
Han fangede Fenellas bevægelser ud af øjenkrogen og drejede hovedet i hendes retning. Han ville gerne have insisteret og det ville ikke være svært at gentage sig selv, men hendes ord afholdt ham fra det. Det var måske nok ingen overraskelse at hun var dybt rystet over hvad der end var sket i løbet af aftenen, og var det ikke fordi han for længst egenhændigt havde bestemt at våge over hende, ville han have ladet den indestængte vrede imod hendes mand tage over. Fenella formåede dog at overskygge den. Han havde tænkt sig at gøre hvad han kunne for at hun skulle føle sig sikker. "Jeg havde tænkt mig at bede Edlyn om at gøre et af værelserne i stand til dig…" Han tøvede og så undersøgende på hende. "Men du må også gerne blive her natten over." Med 'her', mente han selvfølgelig stuen de befandt sig i.
Langsomt rejste han sig op og kastede endnu et stjålent blik imod hende, før han uden nogen egentlig grund bevægede sig de få skridt nærmere kaminen. Af ren vane samlede Jonathan hænderne på ryggen og mens han havde blikket rettet imod flammerne tilføjede han: "Hvis du ikke vil være alene, bliver jeg her. Eller Edlyn, alt efter hvad du foretrækker…" Jonathan sendte kort en tanke mod sin mor, der for én gangs skyld ikke var hjemme. Det var endnu en ting der skulle tages stilling til.
tag: Fenella Loretz. notes: - outfit: her. [/i][/font][/size][/justify]
|
|
|
Post by Fenella Maverick on Oct 14, 2011 23:35:38 GMT
- - - - - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - - - - - But not as deep, as the love I miss and I know not, if I'll sink or swim - - - - - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - - - - - Tag: Jonathan MacLeod - Outfit: Here Tusind tanker svirrede stadig rundt i Fenellas hovede, men lige for nu, var de mere eller mindre alle spørgsmål hun alligevel ikke vovede at stille og undskyldninger i en lind strøm, der sikkert alligevel ingen forskel ville gøre for noget som helst. Hun havde en overvældende følelse af at være malplaceret og pludselig ikke have nogen base eller noget fundament at stå fast på som hun lå på den røde sofa uden andet med sig, end sit stadig fugtige tøj og de få smykker hun havde på.
Alligevel slappede hun nogenlunde af i visheden om, at hun var i sikkerhed bag de tykke mure. Hun tog en skælvende indånding og fulgte så trangen til at krumme sig sammen til så lille en kugle under tæppet som det var hende fysisk muligt da hun først havde slugt en mindre hippogrif af malplaceret stolthed. Hun krummede en smule af tæppet sammen under hagen på sig selv og lod sig villigt hypnotisere mildt af flammerne i kaminen. En svag rynke meldte sig på hendes pande over de muligheder han stillede op for hende og selvom svaret ikke behøvede egentlig betænkning, krævede det igen tilløb at få sat ord på. Hun løftede blikket til hans ansigt igen, uden at løfte hovedet og mødte hans spørgende blik, med et urealistisk håb om at han bare kunne læse hendes tanker og hun derfor ikke behøvede kæmpe flere ord frem.
Før hun alligevel fik gjort det, rejste han sig og gik tættere på kaminen, blot for at føje flere muligheder til de to hun allerede havde fået. Nogle lange sekunder lå hun blot sammenkrummet og betragtede hans stadig velkendte og alligevel forandrede skikkelse i det flakkende skær fra ilden. Så sank hun hårdt og tog endnu en dyb indånding "Bliv her, Jonathan..." hendes stemme var lavmælt og usikker, mens hun tvang sig selv til at holde blikket på hans ansigt, uden at kunne se det tydeligt i den dæmpede belysning.
|
|
Jonathan MacLeod
Deaktiveret
Ansat i Afdelingen for Overv?gning af Magiske V?sner
%\3\%
Posts: 53
|
Post by Jonathan MacLeod on Oct 15, 2011 0:07:00 GMT
firm as my native rock, . . . . . . . I H A V E W I T H S T O O D T H E S H O C K Jonathan reagerede naturligt ved at dreje blikket kortvarigt imod Fenella, da han igen kunne se hende røre på sig ud af øjenkrogen, men drejede dog derefter hovedet tilbage imod ilden og gav sig til at tale videre. Han var ikke selv helt klar over om han ville have at hun valgte husalfen frem for ham eller ej, men Fenellas ord tog beslutningen for ham og han svarede ikke med andet end et nik.
Øjeblikket efter dukkede husalfen op på ny med en bakke, hvor på der stod en enkelt kop. Jonathan rettede sig lidt op og tog skridtende hen til husaflen, for at befrie ham for teen. "Tak Edlyn. Jeg har ikke mere at bede dig om lige nu." Alfen knejsede i knæene og forsvandt derefter med et plop.
Jonathan vendte sig imod Fenella og rynkede lidt på panden over hendes sammenkrøllede skikkelse. "Hvis du har lyst." sagde han og satte koppen på det flade armlæn ved siden af hende, så hun ikke behøvede række langt for at nå. "Jeg må hellere finde noget tørt og rent tøj til dig." tilføjede han efterfølgende og så vurderende og lettere spørgende på hende.
tag: Fenella Loretz. notes: - outfit: her. [/i][/font][/size][/justify]
|
|
|
Post by Fenella Maverick on Oct 15, 2011 0:58:52 GMT
- - - - - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - - - - - But not as deep, as the love I miss and I know not, if I'll sink or swim - - - - - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - - - - - Tag: Jonathan MacLeod - Outfit: Here Fenellas blik hvilede fortsat på Jonathans ansigt, men sank igen modløst til ilden i kaminen, da han blot svarede med et nik uden at se på hende. Hvad hun egentligt havde forventet, eller håbet på, var hun ikke engang selv komplet klar over, men spændingen i rummet der var tyk nok til at skære med en kniv, var umulig at ignorere og forhindrede hende i at slappe mere af, end den smule hun allerede gjorde. Hovedgrunden havde dog intet med Jonathan at gøre, men alt med grunden til hun i det hele taget var her nu at gøre.
De alt for uvelkomne tanker og endnu mere uvelkomne billeder der pressede på for hendes indre blik blev dog effektivt standset netop som hun mærkede sin underlæbe bæve ganske svagt igen. Et pludseligt, men velkendt plop brød den anspændte tavshed og alfen igen kom til syne i rummet. Det gav et synligt sæt i Fenella og en anstrengt blanding af et gisp og et klynk undslap hende før hun fik det standset, da den pludselige bevægelse ubarmhjertigt mindede hende om hendes mørbankede krop.
Hendes blik flakkede mellem alfen og Jonathan der igen satte i bevægelse, før hun endte med at krumme sig sammen igen, så hun regulært set ikke engang fyldte halvdelen af sofaen. Hun nikkede en enkelt gang svagt da han satte koppen med the tæt ved hendes ansigt og fokuserede sit blik på hans ene bukseben. Det blev der dog ikke længe, før han spørgende fortsatte og fik hende til at dreje hovedet lidt, så hun kunne se op på ham. Både undren og taknemmelighed var at spore i hendes blik, selvom det flakkede igen "Jeg vil ikke være til besvær..." begyndte hun spagt, og gik så i stå, velvidende, at hun allerede var det, uanset hvordan man vendte og drejede situationen. I stedet endte hun med at nikke svagt igen og kaste et hurtigt, vurderende blik på den dampende kop på armlænet.
|
|
Jonathan MacLeod
Deaktiveret
Ansat i Afdelingen for Overv?gning af Magiske V?sner
%\3\%
Posts: 53
|
Post by Jonathan MacLeod on Oct 15, 2011 11:56:36 GMT
firm as my native rock, . . . . . . . I H A V E W I T H S T O O D T H E S H O C K Husalfens visit og aflevering, fik Jonathan til at vende opmærksomheden mere åbenlyst imod Fenella, som hun afgav endnu en lyd der fik det til at risle koldt ned ad ryggen på ham. Rynken mellem brynene blev en anelse tydeligere, men det lod umiddelbart ikke til at der ville komme mere fra hende lige med det samme.
Koppen dampede svagt og var varm at holde ved og han håbede i stille sind at hun var nok ved sans og samling til, at kunne drikke det meste af det. Bare varmen fra det ville uden tvivl styrke hende og han så meget gerne, at hun fik det bare den mindste smule bedre. Hendes ord fik det til hans egen overraskelse, den ene mundvig til at sitre svagt, som om han overvejede at smile. "Du er ikke til besvær," svarede han prompte og uden at tænke over det. "Jeg er hurtigt tilbage," forsikrede han hende og rakte ud efter sin tryllestav på bordet. Sekundet efter forsvandt han med et plop.
Få øjeblikke efter, dukkede han op på omtrent samme sted som han var forsvundet fra, nu med forskellige stykker klæder i den ene hånd. Det var hans eget tøj, selvom han nok kunne have fundet noget af sin mors der kunne bruges. Det var dog det faktum at han netop havde lovet Fenella at hun ikke skulle være alene, der havde fået ham til at gribe det hurtigste og nærmeste. Hans blik søgte hendes ansigt igen og helt uden at tænke over det, sank han sammen i knæene igen, ned i hug, for at være i øjenhøjde med hende. "Kan du selv klare at skifte?" spurgte han og rynkede svagt på panden.
tag: Fenella Loretz. notes: - outfit: her. [/i][/font][/size][/justify]
|
|
|
Post by Fenella Maverick on Oct 15, 2011 13:08:01 GMT
- - - - - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - - - - - But not as deep, as the love I miss and I know not, if I'll sink or swim - - - - - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - - - - - Tag: Jonathan MacLeod - Outfit: Here Fenellas blik sank igen ved synet af rynken mellem Jonathans bryn da han så hen på hende igen efter at være gået hen til alfen. Hun følte sig mest som hun hun var blevet dasket rundt af en mavesur trold, og tænkte ved sig selv, at det måske ikke var den dårligste sammenligning. Duften fra theen der stod på armlænet sneg sig indbydende ned til hende og fik hende endnu en gang til at løfte hovedet lidt. Først for at skæve til koppen, dernæst for at se på Jonathans ansigt igen og møde hans blik tøvende. Hans svar fik hende til at blinke en ekstra gang, men uden at hun fik sagt mere før han greb ud efter sin stav og forsvandt i ingenting.
Hun blev liggende urørligt og stirrede på stedet han lige havde stået, for så at lukkede øjnene hårdt i og tage en rystende indånding. Helt ned i lungerne og ud igen. Hun filtrede den ene hånds fingre fri fra tæppet og skubbede sig med en anstrengt grimasse lidt op at sidde mod armlænet igen. Så rakte hun en rystende hånd ud mod koppen og kom ikke længere, før en umiskendelig lyd meldte Jonathans tilbagekomst.
Uden egentligt at ville det, gav det et sæt i hende igen og hendes blik flakkede kort mellem ham og thekoppen der et sekund vaklede lidt på armlænet, før den igen stod stille. Hendes blik faldt til tøjet han havde i den ene hånd og rynkede brynene svag, da det ikke var svært at afkode, det ikke var kvindetøj. Et splitsekund var tanken lige ved at få det til at trække i hendes ene mundvig, men det skete dog aldrig. I stedet fulgte hun ham ligeså opmærksomt som før med blikket mens han satte sig på hug og igen kom frygteligt tæt på. Hans spørgsmål fik hendes blik til at flakke og hun anede ikke hvad hun skulle svare.
Hun hadede at føle sig så svag at hun ikke engang vidste om hun kunne skifte tøj og alligevel var hun langt ude over det punkt, hvor hun havde nogen blufærdighed ved at lade en anden hjælpe sig med det. Men nu var den anden i denne situation ikke hvem som helst og selvom der rent nøgternt intet var han ikke havde set før, så fik tanken hende til at slå blikket ned igen "Jeg kan prøve.." hun bed stædigt sammen, for så at skubbe den ene arm ind under sig og skubbe sig videre derfra op at sidde, mens hendes ben gled ud over kanten på sofaen og hendes fødder ramte gulvet. Hun endte let foroverbøjet, med en hånd i hynden på hver side af sig og svajede let med lukkede øjne, da svimmelheden igen slog ind over hende over anstrengelsen.
|
|
Jonathan MacLeod
Deaktiveret
Ansat i Afdelingen for Overv?gning af Magiske V?sner
%\3\%
Posts: 53
|
Post by Jonathan MacLeod on Oct 15, 2011 13:19:53 GMT
firm as my native rock, . . . . . . . I H A V E W I T H S T O O D T H E S H O C K Jonathan så imod koppen hun havde rakt ud efter, men han kunne ikke lige umiddelbart bedømme hvor vidt hun havde nået at drikke af den allerede. Han tog sig dog ikke tid til at tænke nærmere over det, for inden længe var han gået ned på hug med blikket rettet imod hendes ansigt. Rynken i panden blev om muligt endnu dybere da han så Fenella rette sig anstrengt op og helt automatisk røg hans hånd frem for at støtte hendes arm da hun svajede let. "Går det?" spurgte han med oprigtig bekymring, men holdt et spørgsmål om hvorvidt han skulle hjælpe hende tilbage, af frygt for at blive mistolket, skønt han egentlig bare gerne ville gøre alt nemmere for hende.
Hans læber skiltes igen, som for at stille endnu et spørgsmål, men han stoppede pludselig sig selv i det da hans blik blev fanget af noget skinnende omkring hendes hals. Han huskede tydeligt medaljonen, som han selv havde foræret hende for så længe siden og i et udtryk af overraskelse røg hans øjenbryn i vejret. Han havde lyst til at stille hende adskillige spørgsmål, men han bed dem alle sammen i sig, uden helt at kunne tage blikket fra smykket. Med en kraftanstrengelse vendte han blikket imod Fenella igen og kunne ikke helt skjule det let spørgende blik. Hans distraktion fra sine egne tanker, fik ham til at komme med det forslag han først havde holdt tilbage: "Hvis du ikke selv føler du kan, kan jeg godt hjælpe dig." Han rømmede sig lidt og tilføjede så: "Eller bede Edlyn om det…"
tag: Fenella Loretz. notes: - outfit: her. [/i][/font][/size][/justify]
|
|
|
Post by Fenella Maverick on Oct 18, 2011 0:31:18 GMT
- - - - - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - - - - - But not as deep, as the love I miss and I know not, if I'll sink or swim - - - - - - - - - - - - - ❧ - - - - - - - - - - - - - Tag: Jonathan MacLeod - Outfit: Here Fenellas blik fulgte tøvende, stadig en smule vagtsomt, Jonathan som han gled ned på hug foran sofaen og dermed hende. Hun slog dog blikket ned da hun møjsommeligt fik sig kæmpet op at sidde. Anstrengelsen fik det til at svimle for hende momentært. Hendes skuldre værkede mærkbart over bevægelserne og det var svært ikke at tænke på, hvorfor de gjorde det. Følelsen af at have begge arme fastlåst på ryggen, og ublidt få dem tvunget mod skuldrene, var alt for klar i hukommelsen, og hun lukkede øjnene hårdt i, mens hun tog flere dybe indåndinger. Et kort øjeblik havde hun følelsen af en hånd på sin arm, fulgt af Jonathans bekymrede stemme og hun nikkede kort uden at åbne øjnene igen, mens hun underminerede sin egen ordløse påstand ved at krumme fingrene hårdt omkring hynden hun sad på.
Hun sad endnu nogle øjeblikke og koncentrerede sig om at trække vejret dybt, indtil svimmelheden igen trak sig tilbage, uden at vide hvor længe hun rent faktisk sad sådan. Så åbnede hun øjnene, stadig med blikket mod sine egne lår et sekund, før hun løftede hovedet igen. De smalle bryn trak sig nedefter i svag undren over det spørgende udtryk i hans ansigt da hun mødte hans blik igen netop som han løftede det. Hun fik en klar fornemmelse af, at det spørgende blik ikke længere havde noget med hans tidligere spørgsmål at gøre, men før hun nåede at tænke nærmere over det, talte han igen og hendes blik flakkede uvilkårligt mellem hans øjne.
Hun slog blikket ned igen som han rømmede sig og rystede så svagt på hovedet som svar på hans tilføjelse, uden at tænke over, at hun på ingen måde havde gjort tydeligt hvad hun svarede på. At bede om hjælp var uendeligt svært, selv nu, hvor hun var ulideligt klar over, at hun havde brug for den og selv på trods af, at den lige var blevet tilbudt.
Hun slap hynden og strakte fingrene lidt, stive som de var blevet af at knuge om kanten på den røde hynde. Så løftede hun den ene hånd og strøg det filtrerede hår om bag det ene øre, før hun tog den anden hånd til hjælp i forsøget på at få albuen indenfor den sorte top, for at kunne krænge den af, uden at skulle løfte armene mere end højest nødvendigt. Det virkede dog absolut ikke efter hensigten og hun endte med at gå i stå og lade armene falde igen, med en lille forpint lyd. Hendes øjne sved igen i ren afmagt mens hun sad stille nogle sekunder før hun løftede hovedet og mødte Jonathans blik med let blanke øjne og så bedende på ham. Hun skilte læberne lidt for at sige de to simple ord højt, der stod klart i hendes tanker, men intet kom ud.
|
|
Jonathan MacLeod
Deaktiveret
Ansat i Afdelingen for Overv?gning af Magiske V?sner
%\3\%
Posts: 53
|
Post by Jonathan MacLeod on Oct 25, 2011 7:16:04 GMT
firm as my native rock, . . . . . . . I H A V E W I T H S T O O D T H E S H O C K Hendes hud var kold under hans fingre, skønt der hurtigt var blevet varmt i pejsestuen som følge af den knitrende ild. Jonathans blik dvælede ved Fenellas ansigt i et bekymret udtryk, som hun hårdt kneb øjnene sammen og med al sandsynlighed prøvede på at fortrænge et eller andet han ikke kendte til. Om det så var smerten eller noget helt andet.
Efter hans blik først var blevet fanget af det lille bitte fragment af deres fortid omkring hendes hals, var det uendeligt svært at hindre tankerne i at kredse om det. Med lidt viljestyrke holdt han dog fokus på hendes ansigt og kontrol over spørgsmål der blev ved med at poppe op.
Det hjalp dog synderligt, da Fenella bevægede sig igen og i en tydeligvis smertefuld bevægelse forsøgte at få den regnvåde top af. Hans blik var rettet direkte imod hendes øjne idet hun slog dem op og genkendte det, ikke særligt velkendte, bedende blik der var, at finde. Jonathan rømmede sig lydløst en enkelt gang og hævede sig en anelse længere op fra sin position på hug og slap den arm han havde støttet.
Hans hånd greb ud efter den varme trøje han for ikke længe siden havde medbragt og forsigtigt hjalp han Fenella ud af den våde top og var meget omhyggelig med hele tiden at have blikket rettet imod hendes ansigt og ikke hvad han lavede. For hendes skyld. I hans tanker kunne han dog ikke hindre gamle minder i at røre på sig, selvom dette var en situation ulig noget som helst andet. Jonathan så dog ikke ned, ikke engang for at fodre sin nysgerrighed, der i stille sind undrede sig over om den store tatovering han vidste der slangede sig ned ad hendes side, så ud som han huskede det.
Forsigtigt holdt han hænderne frem efter hendes underarme, så han kunne hjælpe hende med at få armene ind i den anden trøje og ned over hendes blottede overkrop. "Så snart du har fået lidt mere varme i kroppen, kan jeg se om jeg ikke kan gøre noget ved dine smerter," informerede han hende, mest af alt for at gøre situationen lidt lettere for ham selv. Han havde jo egentlig tænkt sig at foretage de healende besværgelser med eller uden hendes samtykke.
tag: Fenella Loretz. notes: - outfit: her. [/i][/font][/size][/justify]
|
|