Why is it, that I always return to you?

[stu]

Vinden havde, de sidste dages tid, opført sig djævelsk. Dukket op på mærkværdige tidspunkter, og raseret i Hogsmead. Alligevel kunne denne aften ikke sammenlignes med nogen anden. Træerne svajede heftigt, og fra tid til anden, syntes vinduerne at knirke faretruende. Samtidig havde det kvælende mørke lagt sig over England, og det tillod ikke at man uden videre, ignorerede vinden og dens stormstyrke...

Stuart havde siddet i hendes seng, til han bemærkede, hvordan hendes vejrtrækning langsomt men sikkert, havde ændret sig. Det var ganske tydeligt på hans datter, som det var tydeligt på ham selv, når hun sov eller når hun blot lå og lod som om. Denne aften havde været svær. Normalt sov hun tidligt, men vejret udenfor havde ikke tilladt den fem år gamle pige, at falde til ro før langt over hendes egentlige sengetid. Selvom Stuarts datter under normale omstændigheder var et nemt og velopdragent barn, syntes hun alligevel at hele natten blev umulig, så snart mørket for alvor havde lagt sig og vinden havde taget til. Stuart havde siddet og holdt hendes hånd længe, selvom hans tanker var andetsteds. De befandt sig i stuen, i fuld færd med at gennemgå tonsvis af notater og alverdens andre pergamenter, der kunne havde en hvis indflydelse på hans sag.

September rykkede på sig, og uden nogen hæmninger, forsvandt hendes fine bløde hånd fra hans. Først der blev han et med sig selv, og tankerne fløj tilbage i hovedet på ham. Han huskede pludseligt, at Jonathan ville kigge ind om ganske få minutter. Stuart rejste sig langsomt, hvorefter han forlod værelset. Han lukkede ikke døren, men hev lidt i den, så alt lyset fra stuen ikke ødelagde hans datters søvn. Et kort, udmattet og sandt blik blev kastet over sceneriet. Ikke videre et imponerende syn. Stuen lignede et kaos; overalt lå der pergamenter, fordelt i forskellige bunker. Skrivemaskinen stod placeret midt på stuebordet, og selv sofaen var fyldt med alverdens skidt, der kunne relateres til bogen han var i gang med. Stuart forlod stuen, der gik i et med køkkenet, hvorefter han fandt sin stav på spisebordet. Det var, i forhold til stuebordet, ryddet. Han pegede på pergamenterne, men ombestemte sig derefter; det var hans bedste ven der om lidt stod ude foran hans dør. Ikke en kollega, eller et vidne. Stuart tog sig selv i, at falde om på stolen, hvorefter han gabte lydløst. Han glædede sig til det var ovre. Hold kæft hvor han glædede sig...

Jonathan MacLeod

[Jonathan MacLeod]

firm as my native rock,
. . . . . . . I H A V E W I T H S T O O D T H E S H O C K

Et højt plop gav genlyd i aftenroen der hvilede over Hogsmeade og en skikkelse trådte øjensynligt ud af det rene ingenting. Mørket lagde sig tæt omkring ham og vinden piskede ubarmhjertigt imod hans ansigt. Jonathan trak kappen tættere sammen om sig og øgede hastigheden på sine skridt. Langsomt begyndte små dråber af regn at ramme hans ansigt, og Jonathan var ikke i tvivl om at den kvælende temperatur i luften inden længe ville medføre lyn og torden.

Han kunne igennem den tiltagende regn ane lyset fra lejligheden hvor vennen boede og der var ikke tvivl om at det nok skulle blive godt at se Stuart igen. Klokken var mange, normalt for sent til et alment, venskabeligt besøg, men Jonathan havde en kalender der ikke altid var helt normal. Der var uro i skovene ved Dunvegan, noget var under opsejling blandt kentaurerne, men han vidste endnu ikke hvad. Og det var ikke bare dem. Alle væsner han var stødt på havde opført sig mærkværdigt. Det var hans arbejde at holde styr på skoven og det var usvigeligt sikkert at Ministeriet ville have at vide nøjagtigt hvad der foregik. Derfor betød det sene timer, helt ind til solen forsvandt.

Jonathan nåede endelig frem til den rigtige dør og krængede den op, en anelse besværet af den heftige vind. Så snart han trådte over tærsklen virkede naturens larm ikke så voldsom, men nærmest som havde han stukket hovedet under vand. Et svagt skælv gik igennem hans krop og han strøg langsomt fingrene igennem krøllerne på toppen af hovedet, der glinsede af små vandperler. Antydningen af et smil voksede sig roligt frem som udsigten til gensyn kom nærmere. Dæmpet, for ikke at komme til at vække September der sandsynligvis allerede sov, spurgte han forsigtigt ud i ingenting: "Stuart?"


tag: Stuart Fellton.
notes: Sig til hvis det ikke er okay at han bare går ind.
outfit: her.

[/blockquote]

[stu]

Et sorthåret men ellers blegt hovedet stak pludselig frem fra væggen. ”Hold da kæft, din mongol, du skræmte mig”, udbrød den unge troldmand, hvorefter et tungt suk forlod hans læber. Han kneb øjnene sammen, og nikkede mod køkkenet. ”Kom ind. Bare smid kappen. Øl eller kaffe?”, spurgte han hurtigt, hvorefter hovedet forsvandt. Skridtene i stuen kunne reklamere, hvordan Stuart Fellton forlod arealet og betrådte køkkenets.

Trætheden i hans ansigt var ikke til at tage fejl af. Sagen havde drænet ham for energi, og siden gårsdagens skænderi med Sofia, syntes han ikke længere at gide mere. Jonathan var som sendt fra himlen. Stuart havde sat vand over til kaffen, og vendte nu ryggen til stuebordet, hvor han fik skubbet sin ranglede skikkelse på plads. ”Nå. Skrækkeligt vejr ikke? Man skulle kraftedme tro, at Gud havde bedre ting at gøre end at pisse på os. Åbenbart ikke”, brummede han og lod et lille smil forplante sig i mundvigen, da Jonathan kom til syne i det lille køkken. Stuart betragtede sin bedsteven med et mat blik, hvorefter han gned sin pande. Et kort øjeblik sad han i tavshed, hvorefter elkedlen begyndte at hyle. Stuart forlod bordet og sin rare siddeplads, for at hive den af plusset, og hælde det kogende vand op i kopperne. Stuart nikkede mod køleskabet, med diverse tegninger og fotografier af September. ”Der ligger øl øverst oppe bag den hvide skål. Ifølge min datter er det ikke sundt at drikke nemlig”, forklarede han kort, og lod et lille smil glide over læberne. ”Så det er vores hemmelighed kammerat...”

Stuart tog sin egen kaffekop, og slå sig ned på pladsen ved køkkenbordet. Han stillede koppen fra sig, og lagde armene over kors, før han lænede sig tilbage. ”Jeg høre, at dine dyr lider af et eller andet. Hvad er det egentlig der foregår?”, spurgte han pludselig, hvorefter han vendte blikket mod Jonathan. ”Jeg hørte det fra Emrys Cadwallander. Du ved. Guleroden. Aner ikke hvor helvede han har det fra...”, skyndte han sig undskyldende at tilføje.

[Jonathan MacLeod]

firm as my native rock,
. . . . . . . I H A V E W I T H S T O O D T H E S H O C K

Jonathan var ikke meget mere end lige nået ind af døren da et velkendt ansigt dukkede op i døråbningen og ytrede en sætning der fik den nyankomne troldmand til at le på en hæs måde, der fulgte med flere års regelmæssig rygning. "Ser jeg bekymret ud?" spurgte han retorisk med et flabet smil, mens han lod kappen falde fra skuldrene ned i sin ene hånd og hang på plads på knagerækken ved siden af døren. Han nåede ikke svare på Stuarts spørgsmål, men regnede med at den anden selv fandt ud af det.

Jonathan skuttede sig en anelse og smed skoene ved siden af døren, før han fulgte efter vennen ind i den velkendte lejlighed. Hans hænder gravede sig ned i lommerne, mens han så sig omkring og rynkede lidt på panden over synet af de mange papirer der lå spredt ud over det hele. "Du ender med at arbejde dig ihjel, makker," sagde han alvorligt, men trak alligevel på smilebåndet. Jonathan lænede sig op ad køkkenbordet og foldede armene over kors. "Ja. Det er et inferno derude. Hvordan går det med Sebbe? Kunne hun godt sove for det?" spurgte han med oprigtig interesse. Han kendte udmærket Stus datter og havde mødt hende ved mere end én lejlighed. Jonathan lo igen og skævede op til skålen den anden hentydede til. "Lad os starte med kaffen så. Hun slår mig som en fornuftig, ung dame."

Jonathan tog selv en kop og satte sig overfor Stuart ved køkkenbordet og lagde underarmene mod bordpladen, med hænderne foldet om koppen. Det var en stor bekymring Stuart bragte op og det anedes tydeligt ved rynken på Jonathans pande. "Jeg ved det sgu ikke. Der er i hvert fald et eller andet i røre derude. Jeg har ikke kunnet opdrive Adrastos hele ugen." Jonathan sukkede opgivende og tilføjede kort efter. "Du ved. Den kentaur der figurerer som link mellem klanen og mig." Skotten immiterede Stuart og lænede sig tilbage i stolen. "Aner ikke hvad fanden der sker." Det trak antydningsvis op i hans mundvig og nikkede. "Det lyder ikke usandsynligt. Jeg farer ind og ud af ministeriet disse dage og kontoret er særligt opsatte på at få en forklaring på tingene."



tag: Stuart Fellton.
notes: -
outfit: her.

[/blockquote]

[stu]

Stuart skævede til de mange pergamenter, Jonathan hentydede til. Han trak tøvende på skulderen, før han placerede sin kop på bordet foran sig. ”Du har højst sandsynlig ret i”, brummede han og vendte blikket mod Jonathan. Stuart sendte ham et minimalt smil, før han lænede sig ind over bordet. Han lod sin tommelfinger glide ind i hanken, og lod de resterende finger placeres på selve koppen. ”Men fuck nu det. Jeg kan jo altid skrive i mit testamente, at Sebbe skal bo skiftevis hos dig og Guleroden. Ærlig talt. Det tror jeg hun ville synes om”, drillede Stuart og sendte Jona, et flabet smil før han vendte blikket mod vinduet. Mørket genspejlede hans person. Larmen fra vinden og regnen der trommede mod ruden, afslørede hvordan der fandtes liv bag mørket. Stuart rømmede sig lavmælt og måtte igen trække på skuldrene. ”Hun var lang tid om det denne gang... jeg tror jeg lå i hendes seng i omkring en time, før hun virkelig sov tungt. Det er vel ikke så sært. Jeg sov imellem min mor og far, da det tordnede og jeg stadig boede hjemme. Det ændrede sig da jeg kom til Hogwarts”, brummede Stuart småleende, før han vendte sig mod Jona. ”Du ville jo ikke have mig liggende hos dig!”, udbrød han lavmælt, i et påtvunget bebrejdende tonefald, før han lo hæst. ”Så var jeg nødt til at lære det jo...”

Selvom Jonathan var gået i gang med sin beretning, hørte Stuart ikke efter. Han sad bøjet ned over kaffen, med næsen næsten placeret i væsken, og lod duften kærtegne hans sans. Øjnene var lukket. Da han, efter adskillelige minutter, bemærkede der var blevet stille, satte han sig op. Trætheden var tydelig at spore i hans blege ansigt. Om ikke andet, ville øjnene og de sorte rande under øjnene afsløre dette.

”Jeg var på Sankt Mongus tidligere i dag, Jona”, begyndte Stuart og fæstnede sit blik på Jonathans skikkelse. Han betragtede hans bedste ven længe, før han rømmede sig lavmælt. ”For at besøge Fenella. Jeg er jo i gang med den der bog...”, mumlede han forklarende før han rømmede sig lavmælt. Stuart skævede til sin kop kaffe, hvorefter han tøvende løftede koppen, og placerede kanten mod hans læber. Så ombestemte han sig brat, og satte koppen fra sig. ”Hun lignede udskidt æblegrød... ja, altså, for at sige det pænt. Måske burde du besøge hende...", mumlede han tøvende, og skævede kortvarigt til Jonathans skikkelse

[Jonathan MacLeod]

firm as my native rock,
. . . . . . . I H A V E W I T H S T O O D T H E S H O C K

Jonathan smilede over vennens ord og rystede blot på hovedet som respons. Han havde været komplet seriøs da han sagde at Stuart ville ende med at arbejde sig ihjel. Han kunne sagtens tænke sig at et slot var noget af en spændende oplevelse for et barn på Septembers alder, det havde han i hvert fald selv ment da han var lille og det var endda selvom han var vokset op der og aldrig havde kendt til noget andet. "Selvfølgelig. Men spar os nu bare for besværet og behold træskoene på lidt endnu." Han hævede sigende øjenbrynene og lukkede hånden om den lune kop, men uden at løfte den. Jonathan nikkede svagt til Stuarts svar og lo hæst. "Livet er hårdt ind i mellem."

Jonathan havde netop løftet koppen efter sin egen fortælling for at tage en slurk af kaffen, da Stuart fortsatte i et helt andet emne, der først forvirrede ham. "Skt. Mungos?" spurgte han med rynkede øjenbryn og havde ingen erindring om nogen der skulle befinde sig der. De følgende ord fik ham dog til at rette sig overrasket op og endte næsten med et skvulpe kaffen ud over kanten af koppen, som han hurtigt satte fra sig på bordet. Jonathans blik flakkede en smule. "Jeg anede ikke hun var der…" Han bed et spørgsmål om hendes velbefindende i sig og tilføjede i stedet i et tydeligvis påtaget nonchalant tonefald: "Hun har vel sin mand til at se efter sig."


tag: Stuart Fellton.
notes: -
outfit: her.

[/blockquote]