Not knowing

[Julie Young]

give me your h e a r t ,
and come back home

Tonerne af en popsang strømmede ud fra radioen der stod på sengebordet hørende til en af de to senge i lokalet på 2. sal. Tidligere var det stemmerne af to kommentatorer, der havde lydt, men Julie var faldet i søvn inden hun havde hørt, hvordan quidditchkampen endte. Holyhead Harpies havde holdt skansen mod Caerphilly Catapults i flere dage, og selvom Julie vidste, at det var derfor Eddie ikke var kommet endnu, følte hun sig ensom og savnede ham uendeligt meget.

Der var gået fire dage, siden hun var faldet om i Alexanders køkken og var blevet indlagt på Skt Mungos hospital for magiske kvæstelser. Selvom hun havde hvilet sig, følte hun sig mere udmattet end nogensinde, og hun var nærmest lige så bleg som de lagener, hun lå og sov på. Den anden seng i lokalet var lige for tiden uokkuperet, men da hun først var blevet indlogeret i dette lokale havde en mand, der havde problemer med sine lunger, ligget og fyldt stilheden med hvæsende lyde. Healerne havde sendt ham hjem for to dage siden, da de ikke kunne gøre mere for ham her. Heller ikke Julie havde de kunne hjælpe på særlig mange andre måder end at lægge en forbinding om hendes højre håndled, hvor arrene fra sammenstødet med chimaeraen var blevet røde og irriterede. Derefter havde de indlagt hende til observation i håb om at nogle genkendelige symptomer ville vise sig, men indtil videre havde de ikke haft heldet med sig.

Radioen skrattede, og musikken døde ud og blev erstattet af en lav brusen. Det bratte skift af lyd vækkede Julie, der følte sig tør i halsen og ikke i første omgang bemærkede, at quidditchkampen var ovre.

[Eddie Llewellyn]

FAR FROM THE MOUNTAINS AND THE SEAS
back in her arms he swears he'll be.

Kampen havde varet omtrent fem dage og Eddie var mere end udmattet da deres søger langt om længe havde grebet Det Gyldne Lyn, til stor glæde for hele holdet. Det krævede dog viljestyrke at holde sig fast på kosten og hans venstre arm var så tung og øm at han i få øjeblikke var overbevist om at den skulle sættes af. Det havde ikke bare været en intens og spændingsfuld kamp, men det havde også silet ned kontinuerligt og Eddie rystede ukontrollabelt over kulden der gik helt ind i hans knogler.

Det var mens han træt, men smilende, udvekslede korte kommentarer med skribenter og gav modstandere hånden, at holdets træner hev ham til side og fortalte at en patronus for fire dage siden, havde leveret en besked om at en Julie Young var blevet indlagt på Skt. Mungos og at de ikke havde kunnet give ham beskeden før kampen var slut.

Eddie var blevet ramt af en følelse af vantro og afmagt og pludselig kunne han ikke længere mærke hverken søvnmanglen eller udmattelsen. Et panisk udtryk havde lagt sig på hans ansigt, da han uden et ord drejede om på stedet og sendte sig selv igennem tid og rum.

Da han øjeblikke senere stormede ind af hospitalets døre drev regnvandet stadig af ham og hans røde hår klæbede sig fast til hans pande. Han var stadig iført fuld spilleruniform og i hånden havde han endnu sit trofaste Besenstiel-kosteskaft, uden egentlig at sanse det. Hans hoved var et stort virvar af tanker, og han frygtede allerede det værste, uvidende om hvad der var sket med hans Julie. Panikken groede sig hurtigere og hurtigere fast i ham og heksen ved skranken måtte ikke have været i tvivl om at det var bedst blot at give den drivvåde Quidditchspiller afdelingen og stuenummeret, da hun hørte hans fortvivlede og rystende stemme.

Næsten i løb stormede han op imod anden sal og ignorerede blankt benene der truede med at give efter under ham af udmattelse, og da han nåede det angivne stuenummer, var det ikke ligefrem forsigtigt og tøvende han åbnede døren. Blikket søgte hurtigt rundt i lokalet og en punkteret lyd forlod ham da han opdagede Julies blege skikkelse i den eneste optagede seng. Uden at tøve smed han tankeløst kosteskaftet fra sig på gulvet og krydsede afstanden til hende i et par få, lange skridt. Hans blik var rettet imod hendes ansigt, hans øjne lysende af både panik og forvirring som han stirrede på hende uden at kunne finde sin stemme.

[Julie Young]

give me your h e a r t ,
and come back home

I et par minutter lå Julie blot og stirrede ud i luften, men så dæmrede det for hende, at radioen var død. Med rynkede bryn så hun hen på det lille apparat, der knitrede og brusede, og hun spekulerede på, om udsendelsen var slut, eller om signalet bare var røget. Der gik ikke mange sekunder, før hun fik svaret, da døren ind til lokalet blev åbnet og endnu en lyd fulgte, og det gav et sæt i Julie, der med en kraftanstrengelse fik løftet sig op den ene albue for at se, hvem det var.

Synet af Eddie, fik lettelsen til at strømme i gennem Julie. Et taknemmeligt smil bredte sig på hendes læber, men det blev hurtigt erstattet af en bekymret mine, da hun så hvilken tilstand han var i. "Du er jo gennemblødt!" konstaterede hun og satte sig op i sengen. "Er du ok?" spurgte hun bekymret. Hendes blik flyttede sig fra hans tøj og op på hans ansigt igen, og det gik op for hende, hvad der var galt. Ordene var pludselig svære at finde, og kunne ikke længere få sig selv til at se ham i øjnene. I lang tid havde hun ventet på, at han kom, men hun havde ikke tænkt på, hvor svært det ville være egentlig at stå overfor ham og skulle forklare, hvad der foregik. Det var som at konfrontere det faktum at hun var syg om igen, hvilket var svært nok i sig selv. Egentlig var hun ikke så nedslået over at være dårlig, men det var snarere alle de ting hun var bange for at miste på grund af det. Hun var en hårdhudet pige, men når det kom til drømme og de personer hun holdt af, virkede alting pludselig mere håbløst.

Julie følte sig lille og vidste ikke, hvad hun skulle gøre af sig selv. Hun så stadig ikke på Eddie men trak benene ind til sig, så der var plads til ham i sengen. Først da hun havde lukket armene rundt om sine knæ kiggede hun op på ham igen, denne gang med et lille, skævt og næsten opgivende smil på læberne, fordi hun simpelthen ikke anede, hvad hun ellers skulle gøre eller sige.

[Eddie Llewellyn]

FAR FROM THE MOUNTAINS AND THE SEAS
back in her arms he swears he'll be.

Hvad end Eddie havde forventet, da han stormede ned af gangene på troldmandshospitalet, så var det langt fra det syn der mødte ham i den lille stue. Han havde aldrig set Julie så bleg eller afkræftet før, og hvis ikke det var fordi Eddie i forvejen var gennemblødt og forfrossen ind til knoglerne, var han overbevist om at alt blodet også ville have forladt hans ansigt, der i opløbet så meget seriøst ud.

Dog fordampede det den mindste smule da hun sendte ham et smil og til hans frustration spurgte til hans velbefindende. Det var overraskende for Eddie at han kunne mærke hvordan det trak mærkbart op i hans ene mundvig, selvom det forsvandt igen så snart som det var kommet. Blikket var som låst fast på hende og det var med stive, rystende skridt han trådte nærmere (selvom det nok nærmere havde noget at gøre med at han næsten ikke havde haft fast grund under fødderne i fire dage). ”Julie…” Da han endelig fandt sin stemme igen, var den overraskende ru. Men igen – at råbe frem og tilbage i så længe af gangen ville klart tære på den. ”Jeg er så ked af at jeg ikke har været her før… Jeg anede ikke…”, forsøgte han sig med et undskyldende tonefald.

Hendes ord der kom nogenlunde samtidig fik ham til at hæve øjenbrynene forbløffet og han så ned af sig selv som om han ikke havde været klar over hvilken tilstand han var i. Øjenbrynene trak sig let sammen i en rynke og han så på hende med et uforstående blik. Han bemærkede hvordan det trak svagt i hans mundvig igen, mens han fnøs forurettet. ”Det er hvad jeg gør, Julie. Jeg har set værre ud…” Hans ene hånd løftede sig, for at stryge fingrene hen over hendes kind, men han tog dem hurtigt til sig igen, udmærket klar over hvor kolde de måtte være. ”Desuden burde det være mig der stillede dig det spørgsmål.” Eddie så undersøgende på hende, placeret ved siden af sengen som han var. Selvom hun havde trukket benene til sig, gjorde han ikke anstalter til at ville sidde ned – Ikke fordi hans udkørte krop ikke kunne bruge det, men han ville ikke gøre hendes seng beskidt og gennemblødt.

[Julie Young]

give me your h e a r t ,
and come back home

Blandede følelser vældede op i Julie, da den umiddelbare bekymring om hans velbefindende havde lagt sig, og hun kunne ikke sætte ord på en eneste af dem. Det at han kom anstigende i gennemblødte gevandter betød netop det, hun havde håbet på: at han var kommet lige så snart, han havde fået beskeden, hvilket måtte være, når kampen var slut. Selvom hun ikke havde ønsket andet, så blev hun lettere irriteret over hans modsvar og følte pludselig at han i det mindste kunne have brugt to sekunder på at skifte tøj - det var jo ikke, fordi hun var døende eller sådan noget. Irritationen blev hurtigt erstattet af forvirring over situationen, hvorefter hun ikke magtede andet end at smile skævt til ham.

Han kolde fingre mod hendes kind var en kærkommen berøring, og hun fik en pludselig impuls til at gribe ud efter hans hånd. Alligevel gjorde hun det ikke, for som altid var hun i tvivl om, hvor meget hun kunne tillade sig, når hun var i nærheden af Eddie. Følelserne var der, det var der ingen tvivl om, men de havde altid kun næsten været et par. Det var, som om deres forhold aldrig rigtig havde fået lov til at blive til noget, hvilket kun gjorde det sværere i et øjeblik som dette, hvor der var andre og vigtige ting at tage sig af.
"Det kan da godt være..." indvendte hun men kom aldrig længere, fordi han til hendes frustration blev stående ved hendes side, hvilket kun fik hende til at føle sig mindre og mere svagelig end hun gjorde i forvejen. I et forsøg på at samle sig tog Julie en dyb indånding.
"Jeg er ok." sagde hun langsomt og tænkte tydeligvis over, hvordan hun skulle formulere sig, men hun var svært distraheret af, at Eddie stod op og ikke sad ned. "Vi - jeg fik bare et chok, jeg var slet ikke klar over, at jeg havde fanget noget - sig mig, er du en troldmand eller hvad?" Det sidste spørgsmål blev udtalt med overraskende meget stemme, og hun vendte sig i sengen for at finde sin tryllestav, der lå ved siden af radioen, der for kort tid siden havde sendt quidditchkampen, så hun kunne gøre noget ved den andens drivvåde gevandter. Med en rystende hånd rakte hun ud efter staven og fumlede en smule med den. At koncentrere sig om vådt tøj var i høj grad en dårlig undskyldning for at udskyde sin egen helbredserklæring lidt mere, og samtidig havde hun et stort behov for at vise, at hun nægtede at være så svag, som hendes bror, healerne og nu også Eddie syntes at mene alt efter hans ansigtsudtryk at dømme.