It's been so long...

[Imogen Ivory]

raise above
the chaos of love

[/size]

tag: stuart fellton outfit: here [/center]

Solen skinnede klart over St. James Park, der som sædvanlig myldrede af liv i sommermånederne. Imogen Ivory havde slået sig ned på en tilfældig bænk, hvor hun sad med blikket rettet ud over vandet og nynnede svagt for sig selv. Det var ikke lang tid siden hun havde lagt Irland bag sig og var så småt ved at være installeret i lejligheden i Diagonalstræde. Det var underligt at bo i England pludseligt og hun regnede ikke med at hendes irske rødder ville stoppe med at trække i hende. Men ind til videre var hun ganske glad for både skift af hold og nation.

Hun foldede det ene ben over det andet med et lille, tilfreds suk og lænede sig tilbage imod ryggen på bænken. Foden vippede lige så stille frem og tilbage, og skønt der langt fra var stille i parken, men fyldt med stemmer, latter og glædesskrig fra små børn, følte hun alligevel en herlig sindsro. En af fordelene ved at bo i England, var at hun nu var en hel del tættere på nogle stykker af dem hun holdt allermest af og ikke havde været i stand til at besøge lige så ofte da hun endnu havde bopæl i Irland.

[/blockquote][/justify][/blockquote]

[stu]

”En lille sorthåret pige med mørkeblå øjne? Det siger dig ikke noget, overhovedet? Er du fuldstændig sikker? Det er bare... min datter... jeg kan ikke finde hende...”, brummede en ung herre, iklædt en sort habit med tilhørende brune lædersko, til en ældre dame som havde besluttet at spendere dagen i parken i selskab med sin hund. Hun rynkede de næsten ikke eksisterende øjenbryn, før hun atter en gang beklagede, og kastede et blik på mandens farverige tatovering på halsen. Han bandede noget uforstående, hvorefter han uden et ord eller ønske om en fortsat god dag, vendte rundt og trampede ned af alléen.

Samtidig, i den modsatte ende af parken, lod den lille sorthårede pige, til at give op. Hendes små hænder blev krampagtigt foldet, mens hun kæmpede en brav kamp med sig selv, om ikke at lade tårerne glide ned af de tykke kinder. Hun kom langsomt gående ned af grusstien, uden at bemærke de omkringværende, der betragtede hende med en hvis undren. Hvad lavede en så ung pige helt alene? Og så her, af alle steder? Et ungt par konstaterede hviskende, at de på ingen måde, ville lade deres kommende barn betræde parkens græsareal uden i hvert fald en af dem var lige i hælene på dem – stadig gjorde de intet for at redde den lille sorthårede pige fra sine sorger. Pigen havde ikke længere energien til at ignorere tårerne, og de skød ud af øjenkrogene som små springvand. Pigen begyndte stille at hulke, da hun fik kæmpet sig op på en træbænk, blot få meter fra hendes tidligere bestemmelsessted. Endnu ikke havde hun bidt mærke i den kvinde der sad ved hendes side, og selvom hun havde, ville det ikke have ændret på faktummet; hun kunne ikke finde sin far.

Stuart var ved at blive panisk. Siden han havde gjort sig bemærket i offentligheden, syntes paranoiaen langsomt at have indhentet ham. Folk vidste hvilke slags nyheder der interesserede Stuart. De vidste han var den bedste indenfor den genre. Samtidig var han begyndt at modtage trusselsbreve angående hans nye bog, og skønt han ikke havde taget truslerne særlig alvorligt, syntes de alligevel at dæmre i hans tanker. Specielt i øjeblikket. Han havde vadet parken tynd, indtil han besluttede sig for at skifte retning. Han strøg ned af grusvejen, hvor han mødte et yngre par, der gik hånd i hånd. Jo, de havde skam set en lille sorthåret pige, lidt længere nede – og var det hans barn? I sårfald syntes de, han skulle tage sig bedre af hende. Den gik lige ind. Stuart sank en klump, og med røde øjne fandt han sin grædende datter blot få meter efter. Skammen og den kvælende dårlige samvittighed, var parat til at slå ham ihjel.

Stuart sank sammen foran hende, og straks fløj hun ham om halsen. ”Undskyld prinsesse... jeg mødte en ven... undskyld, undskyld...”, hviskede han såret, uden at slippe hende igen. Som sin datter havde han ikke bidt mærke i kvinden ved deres side.

[Imogen Ivory]

raise above
the chaos of love

[/size]

tag: stuart fellton outfit: here [/center]

Imogen lod øjnene falde i og nød fornemmelsen af solstrålerne der kærtegnede hendes sommerbrune ansigt. Endnu et suk gled over hendes læber og fik hendes brystkasse til at hæve og sænke sig tungt en enkelt gang. Hun løb over tusinde forskellige ting i sine tanker på rekordtid, før hun langt om længe fæstnede sig ved drømmen om at stå overfor en særdeles velkendt landsholdstræner. Det tog hende ikke længe at fordybe sig i fantasier om sig selv i karakteristiske hvide, grønne og orange farver og den prestige der dertil fulgte.

Lyden af et eller andet i nærheden rev hende dog brat tilbage til virkeligheden og hun slog hurtigt øjnene op og så sig omkring for at se hvem der havde nærmet sig. En forvirret rynke dannede sig mellem hendes øjenbryn da hun ikke umiddelbart så nogen ved første øjekast, men en svag snøften gjorde hende opmærksom på at hun skulle rette blikket længere nedad. Rynken imellem øjenbrynene blev dybere som hun fik øje på den lille, sorthårede pige der var kravlet op på bænken ved siden af hende og som en ganske naturligt ting at gøre så Imogen rundt i nærheden for at spotte en forælder i nærheden, skønt der ikke lige umiddelbart var nogen at se.

Imogen vendte blikket imod pigen igen og så bekymret på hende. "Er du blevet væk fra din mor og far?" spurgte hun forsigtigt, ikke helt sikker på hvordan hun skulle gribe situationen an. Hun kunne dog ikke få sig selv til at lade som ingenting og bare lade det ulykkelige barn være for sig selv, hvilket ret hurtigt fik hende til at konkludere med sig selv at det bedste hun kunne gøre var at hjælpe med at få hende tilbage til det rigtige sted igen.

Der gik dog ikke mere end nogle minutter, før hastige skridt nærmede sig og før Imogen vidste af det havde en fremmed mand taget pigen i sine arme med et væld af beklagelser. Det var en lettet fornemmelse der spredte sig igennem Imogen, der rettede sig op med et mildt smil. Det var først der det gik op for hende at det ikke just var en fremmed mand, men en hun rent faktisk kendte særdeles godt. Smilet falmede og blev erstattet af ren overraskelse. "Stuart?"


[/blockquote][/justify][/blockquote]

[stu]

De mørkeblå øjne fandt kvindeskikkelsen, hvis stemme havde afsløret hende. Stuart slap modvilligt taget om sin datter, hvorefter han rømmede sig forlegent. Synet af Imogen Ivory, var som et hårdt slag i skridtet – umuligt at ignorere.

”Skat...”, hviskede Stuart, efter at have sent et kortvarigt smil i Imogens retning, hvorefter han løftede sin datter op til sig. September stirrede på kvinden, der havde forudsaget sådan et udtryk hos hendes far, mens hun klamrede sig til ham. Stuart betragtede Imogen indgående, og lod sulten men samtidig diskret blikket glide hen over hendes skikkelse. Kvinden der havde fanget hans åbenlyse fascination år tilbage. Hans ene hånd gned sin datters ryg, hvorefter han rømmede sig. ”Imogen Ivory? Hold da kæft... du er... vokset”, brummede han og sank en besværet klump, hvorefter han nikkede halvhjertet mod September. ”Det er min datter. September Fellton”.

Der var blevet prikket diskret til bylden, siden han havde forladt Hogwarts. Stuart huskede hvordan han kort efter sin hjemrejse, var endt i sengen med en fremmede kvinde. Han huskede ikke meget fra den nat, eftersom hans promille sikkert havde befundet sig på et tal efter hundrede, men skammen efterfølgende, den huskede han. Det var ikke med Stuarts gode vilje, de var gået hvert til sit, dengang efter hans syvende og sidste årgang. Men det var sket, og det var dem umuligt, at skrue tiden tilbage. Stuart havde ikke glemt hende, selvom hans hverdag ikke lagde op til, man gik rundt med en længsel og et brændende savn. Nu var bylden sprunget, og Stuart anede ikke, hvordan han skulle tøjle sit, sikkert, åbenlyse lidenskab.

”Far... skal vi hjem nu?”, brummede September, efter Stuart havde betragtet Imogen længe, i larmende stilhed. De blå øjne var på grænsen til tomme, men samtidig alvorlige. Ikke en blanding man normalt kunne finde i Stuarts blik. Og det bekymrede den lille pige der sad på hans arm. Nu ville hun hjem. ”Far!?”, udbrød han lavmælt, og først der syntes han at reagere. ”Øh...”, brummede han mumlende, uden at fjerne blikket fra Imogen.

[Imogen Ivory]

raise above
the chaos of love

[/size]

tag: stuart fellton outfit: here [/center]

Det sidste Imogen ville have regnet med da hun flyttede til London, var at rende på Stuart Fellton midt i en park fuld af mugglere. Hun havde ganske vist været svagt bevidst om at han boede et sted i storbyen, alt efter hvad profettidende med tiden havde bragt om den særligt aspirerende journalist og forfatter, men det sagde jo så meget og hun fandt sig selv ude af stand til at afgøre med sig selv om hvordan hun lige skulle reagere. Selvfølgelig var barnet på hans arm også en særligt stor distraktion. Imogen kom selv målløs på benene da Stuart rejste sig op, uden helt at kunne samle sig selv igen. Det var jo ikke fordi hun aldrig havde forestillet sig hvordan det ville forløbe hvis de mødtes igen i alle mulige forskellige versioner, men det her var ikke ligefrem en af dem. Stuart sparede hende dog for besværet med at finde ordene ved selv at tage ordet først, og straks fløj Imogen tilbage i sig selv efter at have haft en lille ud af kroppen-oplevelse. Et slankt øjenbryn røg i vejret. "Efter fem år, og det eneste du kan komme på er: 'Du er vokset.'" Det trak mærkbart i Imogens ene mundvig, selvom hun havde den der fornemmelse af at al luften var blevet slået ud af hende. Hun undlod at kommentere det faktum at hendes særdeles høje sko havde alverdens effekt på højden, men hun havde samtidig en fornemmelse af at det måske ikke ligefrem var så meget på det punkt han mente. Imogen valgte derfor en mere sikker vej og vendte blikket imod pigen på hans arm. "Hej September." sagde hun forsigtigt til pigen, der dog virkede langt mere optaget af sin far.

Derfor var det også uundgåeligt at Imogen måtte møde Stuarts blik ige, hvilket fik det til at gibbe nostalgisk i hende. Hendes ansigtsudtryk var langt lige så seriøst som Stuarts og hun var ikke helt sikker på at hun brød sig om at skulle lede efter ordene på den måde. Derfor rømmede hun sig svagt og brød kortvarigt øjenkontakten ved at se tilfældigt i retning af den dame der gik forbi med en hund, inden hun ikke kunne modstå fristelsen til at se tilbage igen længere. "Det er… godt at se dig igen," kom det endelig fra hende og ganske mod forventning voksede et smil frem på hendes læber. Septembers stemme fik hende til at kigge i retning af pigen der ved nærmere eftersyn var en tro kopi af sin far. "Lige så bestemt som sin far, hm?" spurgte hun endnu svagt smilende, før hun kortvarigt bed ned i sin underlæbe.



[/blockquote][/justify][/blockquote]

[stu]

Stuart kunne havde sparket sig selv over skinnebenet. Smilet og de brune øjne, gjorde det næsten umuligt for den unge mand at trække vejret. Han havde stået overfor magtfulde mennesker, og hældt spandevis af lort i hovedet på dem, uden at være hverken nervøs eller bange. Stuart havde modtaget alverdens trusler, men heller aldrig dem, havde han taget særlig notits af. Nu stod han overfor Imogen Ivory, og var parat til at stikke halen mellem benene. Og bylden blev ved med at bløde, og jo mere den blødte, jo mere fik ham lyst til hende. Hvor var det ærgerligt, man ikke længere kunne kalde sig for værende fast ryger...

”Oh... ja...”, udbrød han mumlende, hvorefter han satte September tilbage på gruset. De mørkeblå øjne fandt hans datters skikkelse, hvorefter han lod lungerne fyldes med luften omkring dem. ”Vi har diskuteret, det sidste halve år, om vi skal have hund eller kat... så... det er ikke nogen fordel”, fortalte han og fremtvang et kortvarigt smil, et af dem, han aldrig kunne præstere og som så ægte ud samtidig. Stuart rømmede sig, hvorefter September vendte ryggen til dem, og gik hen over stien og videre mod søen, der lå lidt derfra. Stuart kastede et skarpt blik i hendes retning, men dykkede så ned i sin højre lomme, for at hive en pak cigaretter frem. Han stod kort og overvejede indtrykket hun måtte havde fået, hvorefter han lagde dem tilbage i lommen. Stuart stod og sparkede fraværende i gruset, hvorefter han åbnede munden.

”Er du flyttet tilbage tilbage til England? Jeg synes jeg læste i Profettidende, at du... ja... havde skiftet hold...”, spurgte han stille, og nikkede mod bænken, som en invitation til hende om at sætte sig ved ham. Selv havde han placeret sig yderst til venstre. Nu hvor han havde hende, havde han ikke ønsket om at lade hende fordufte. Stuart ville nyde synet, duften, latteren og smilet så længe det var ham muligt. Om han så skulle spille død, for at få hvad han ville have.

[Imogen Ivory]

raise above
the chaos of love

[/size]

tag: stuart fellton outfit: here [/center]

Imogen fulgte Stuarts bevægelse med blikket, som han satte datteren fra sig på jorden og var taget af sted hurtigere end Imogen havde kunnet nå at følge med. Et varmt og venligt smil var at finde på hendes læber over Stuarts ord, mens hun nikkede kort. "Ja, det kan jeg lige forestille mig. I hvert fald hvis I også er lige så stædige," tilføjede Imogen med en humoristisk tone der kun var halvt så fremtrædende som ellers. Hun følte sig lidt for overvældet og fraværende til at være fuldt ud sig selv. Da hende og Stuart var gået fra hinanden var det ikke fordi de ikke længere var interesseret i hinanden, men i afstanden i mellem dem. Det var sandsynligvis også af den grund at spændingen i luften imellem dem var så tyk at man næsten kunne skære i den. Hendes blik gled kortvarigt til pakken med cigaretter, som hun egentlig ikke var så overrasket over se der, eftersom han også havde røget for nogle år tilbage.

Hans spørgsmål fik hende dog til at slappe en anelse mere af, for som altid var sporten den konstant hun altid kunne gribe fat i når hun følte hun var ude hvor hun ikke kunne bunde. Det eneste svar hun gav ham var dog et nik, inden hun kom ned at sidde og begav sig ud i at uddybe. "Ja, jeg er flyttet hertil nu. Det er lidt underligt når jeg altid har været vant til Irland…" Hun smilede og trak kortvarigt på skuldrene, før hun foldede det ene ben ind over det andet. "Men nu har jeg altså skrevet kontrakt med Appleby Arrows." Hun kunne ikke hindre et svagt stolt smil, før hun drejede hovedet i retning af Stu. "Jeg har også kunnet læse mig frem til at du skriver?"


[/blockquote][/justify][/blockquote]

[stu]

Stuart nikkede og lagde lapperne tilbage i lommerne på de sorte bukser. ”Ja, det er korrekt. Men beskæftiger mig ikke rigtig med sporten. Jeg valgte politik som mit fagområde... hvis man ellers kan sige det”, brummede han og hævede begge bryn i en sigende grimasse. Stuart betragtede diskret, hvorefter han vovede sig tættere på hende. Stuart smilede tilfreds. Chokket over at se hende, syntes efterhånden at være forduftet, og efterladt ham tilbage med en følelse af dyb ro. ”Men jeg har ikke skrevet særlig meget det sidste år... min bog udkommer snart, hvis du læser Profettidende. Dækkede nogle forskellige politiske forslag, men ellers har jeg ikke rigtig skrevet for avisen... Og så har jeg travlt med at passe på hende... altså... når hun ikke bliver væk fra mig”, brummede han og smilede drillende, hvorefter han blinkede til hende. Jep. Stuart var ovenpå.

Han vendte fronten mod hende på bænken, hvorefter han kneb øjnene sammen, og vurderende betragtede hendes skikkelse. ”Men måske skulle jeg kaste mig over sporten, når det er jeg er færdig med politik. Synes efterhånden de er begyndt at blive kedelige derinde... i ministeriet. Da jeg startede, kunne jeg høste den ene skandale efter den anden... og så på et tidspunkt, begyndte de at opføre sig pænt. Næsten kedeligt, ikke?”, spurgte han stille, hvorefter han grinede lavmælt. ”Hvorfor skiftede du hold?”, spurgte han kortvarigt efter, nu langt mere alvorligt, og med en skjult interesse i stemmen. ”Hvorfor flytte fra Irland, hvis du godt kunne lide at være der?”, spurgte han og betragtede hende vurderende. Var det en gammel kæreste hun flygtede fra i Irland? Man kunne næsten håbe på kærestesorger – så havde man da en grund til at blive ved med at støde på hende.

[Imogen Ivory]

raise above
the chaos of love

[/size]

tag: stuart fellton outfit: here [/center]

Imogen smilede varmt og nikkede over Stuarts ord. "Jeg må nok ærligt indrømme at jeg ikke har læst noget af det du har skrevet." Hun smilede beklagende, før hun tilføjede: "Det er primært sportssektionen jeg holder øje med." Imogen vippede lidt foden og lod albuen hvile på ryglænet på bænken, så hun sad halvt med fronten imod Stuart. Et varmt smil bredte sig over hendes læber, som hun betragtede det velkendte ansigt. Det var en underlig fornemmelse at se ham igen, mest fordi det havde været med blandede følelser at de var gået fra hinanden og det havde ikke ligefrem været rart at høre at han skulle være far et par måneder efter at de var gået fra hinanden. Men alt det gled hurtigt i baggrunden og efterlod en positiv følelse tilbage. "Jeg vil sørge for at få fingre i den så snart den udkommer." forsikrede hun ham med et varmt smil og drejede hovedet i retning af September der legede i nærheden og lod hovedet falde lidt på skrå, inden hun så tilbage på Stuart med et glimt i øjet. "Hun ligner dig."

Imogen rettede sig lidt op, som hun lo af Stuarts næste ord. "Rigtigt kedeligt." Hun hævede øjenbrynene en enkelt gang og nikkede, stadig med antydningen af grinet over læberne. "Jeg ved dog ikke helt om jeg skal være nervøs over tanken om dig som sportsjournalist," tilføjede hun i en spøgende tone og kunne ikke helt lade være med at smile over tanken om at det ville være Stu der i så fald skulle grave alle hendes og resten af holdets skandaler frem.

Imogen sukkede svagt op trak på skuldrene. "Nu må du endelig ikke dømme mig…" Et drillende smil voksede sig frem og hun lænede sig en anelse længere ind imod Stu med dæmpet stemme. "De tilbød en noget større løn en Kenmare," en svag latter lød fra hendes bryst, som hun slog let ud med den ene hånd. "Tid tid forandring, jeg ved ikke…" Imogen mødte hans blik med sit. "Et væld af årsager."


[/blockquote][/justify][/blockquote]

[stu]

Stuart hævede smilende de markerede bryn i panden. ”Har du noget at skjule Imogen? I sårfald ville jeg slette alle beviserne. Såvel de skriftelige men også de menneskelige. Det er faktisk de vigtigste. Det er altid kilderne, der ender med at afsløre dig. Ikke de fysiske bevismaterialer, som forskellige dokumentationer. De er bare med til at føre en ekstra stærk sag på dig. Husk det”, fortalte han leende, og blinkede smilende til hende.

Datteren syntes ikke længere at interessere sig for kvinden på bænken. Stuart betragtede September længe, uden at svare Imogen, hvorefter han vendte blikket mod hende. ”I stort set alt hvad hun gør. Dog er hun langt klogere end jeg nogen sinde bliver. Men det må næsten være til hendes fordel...”, drillede han og vendte blikket ud over søen, de sad ved. Stuart betragtede omgivelserne, hvorefter han lod lungerne fyldes med luften omkring dem. Ved den næste kommentar om en større løn, lo Stuart højlydt. ”Jeg dømmer dig ikke... jeg havde gjort det samme”, udbrød han leende og lo igen, før han knipsede og lagde armene over kors. ”Det eller så var jeg blevet fyret. Da jeg startede som journalist, nåede jeg at skrive en artikel, før min redaktør sparkede mig af helvedes til. En artikel!”, udbrød han og stirrede på hende med et sigende blik, og et skævt smil i mundvigen. ”Bevares, han var en idiot, og jeg fandt da arbejde igen... men... det er alligevel lykkes mig at blive fyret alle gangene”, afsluttede han og lo pludseligt. Ak ja. Stuart havde aldrig taget det så tungt – mest fordi han havde beviserne for de sager han førte.

”Nu ved jeg ikke hvad jeg skal sige Imogen”, udbrød tøsefornærmet, hvorefter han lo med et venligt smil over læberne. ”Jeg troede da alle magikere i hele England havde læst mine artikler, og vidste hvem jeg var!”, udbrød han og sendte hende et drillende blik før han trak på skuldrene. ”Det jeg kommer op med næste gang, kan du umuligt overse... Det er simpelthen for banebrydende”, mumlede han og sendte hende et kort smil, før han skubbede emnet til siden med et nik i modsat retning. ”Men hvordan har du det ellers?”.

[Imogen Ivory]

raise above
the chaos of love

[/size]

tag: stuart fellton outfit: here [/center]


Imogen lo af Stuarts ord. "Selv hvis det er tilfældet, ved jeg stadig bedre end at fortælle en journalist om det," tilføjede hun med et drillende smil. "Men dine tips er hermed noteret." Hun hævede begge øjenbryn en anelse og klukkede svagt, før hun vendte blikket imod Stuarts datter. Imogens smil blev skævt over Stuarts ord. "Jeg ved nu ikke… Jeg mener bestemt ikke at huske at du nogensinde var den sløveste kniv i skuffen" Hun så sigende på ham med et smil.

Endnu en svag latter undslap hende og Imogen lod blikket falde en anelse på skrå, mens hun placerede albuen på bænkens ryglæn. "Det er jeg glad for at høre. Så er det ikke kun mig." Hun kneb øjnene lidt sammen i et spøgende udtryk. Begge hendes øjenbryn hævede sig en anelse over Stuarts ord og hun så nærmest helt imponeret ud. "En artikel? Hold da op… Det var da helt vildt. Men mon ikke han ærgrer sig lidt over at være en sikkert ganske glimrende journalist foruden nu. Det ville jeg i hvert fald gøre." Hun smilede varmt. "Så længe der er arbejde at få, går det sikkert nok."

Imogen kunne ikke lade være med at grine af Stuarts tydeligt falske, fornærmede attitude og sendte et drillende blik lige tilbage. "Jeg har jo i teorien heller ikke været en magiker i England. Men jeg kan vist ikke påstå at jeg ikke var klar over hvem du var…" Imogen afslørede sine tænder i et smil og nikkede. "Jeg vil glæde mig til det. Uden tvivl," lovede hun og drejede sig så ryggen hvilede mod det dertil indrettede ryglæn. "Godt, rigtigt godt. Alting flasker sig egentlig mere eller mindre som det skal for tiden… For en gangs skyld." Hun smilede varmt. "Hvad med dig - eller jer? Har I det godt?" Imogen kunne ikke lade være med at tænke på hvor mon pigens mor var henne og om hun ville dukke op lige om lidt.
[/blockquote][/justify][/blockquote]

[stu]

Stuart lo, med den karakteristiske hæse latter, hvorefter han smed hånden ud i en fejende gestus. ”Folk fortæller mig ikke hvad jeg ved. Det er mit job at finde ud af det... selvom det selvfølgelig ville blive en del nemmere, hvis de bare åbnede kæften”, indrømmede han og sendte hende et sigende, drillende blik. ”Ministeriet er jo absolut top sikre i visse afdelinger, og så skal jeg til at tænke, og finde på og ja... !”, remsede han op som var det hverdagskost, før han grinede lavmælt og afslappet lænede sig tilbage.

Et øjeblik sad han og betragtede Imogen, som hun sad med blikket hvilende på hans datter. Ak ja. Hun holdte sig fandeme godt. Han rømmede sig, i det hun vendte sig mod ham, og et lille smil gled over hans læber. ”Gulerodens værk. Emrys Cadwallander. Absolut en flink fyr til at terpe med mig, selvom jeg var så pisse hamrende irriterende”, udbrød Stuart lavmælt og sendte hende et drillende blink, før han skævede til September der fortsat legede uforstyrret. Et øjeblik sad han og betragtede hende, før han vendte sin opmærksomhed mod Imogen. Stuart nikkede til hendes ord. ”Det går egentlig også fint. September har lige været syg, men ellers nyder jeg bare at have hende hos mig. Jeg kan faktisk godt lide at være far”, fortalte han lavmælt, og i et tonefald der indikerede overraskelse. ”Da jeg fik hende, havde jeg lyst til at sende hende tilbage igen med det samme. Fysisk umuligt, det ved jeg godt, men jeg gad ikke... og så pludselig var hun der, og hendes hår blev ved med at skifte farve, fordi hun var stresset over alt det nye... det... og så blev jeg bare forelsket i hende, og så har hun boet hos mig lige siden”, fortalte han og lo veltilfredst. Han betragtede September kortvarigt, hvorefter han vendte sig mod Imogen: ”Det er først nu jeg er begyndt at tage hende med ud, for hun har ikke kunne styre sine evner... Hvis man presser hende, kan man stadig se hun er lidt anderledes end os. Øjnene. Dem har hun ikke helt styr på endnu...”, fortalte han og trak lidt på skuldrene. ”Jeg havde først virkelig styr på det, da jeg var syv... så... det kommer nok”.