|
|
Post by stu on Oct 9, 2011 17:09:11 GMT
Wild, wild horses couldn't drag me away
Han tog endnu en tår af appelsinjuicen. Inhalerede. Lod røgen forlade hans næsebor roligt. Kiggede uinteresseret ud af vinduet og videre ud i baghaven. Bladene der forlod træet, fangede kortvarigt hans opmærksomhed. De betød han skulle til at svinge kosten. Tanken virkede beroligende... som om, det at gå og feje blade sammen, ville forbinde ham til hans mor. Hun havde altid nydt tiden i haven. Ikke at det var smittet af på den unge troldmand, men han havde nydt at se hende gøre det. Hold kæft hvor han savnede hende... især nu.
Stuart var ikke meget for at indrømme det, men igennem det sidste halve år, havde han aldrig følt sig mere alene. Han sov dårligt, drak og røg for meget, selvom han for længst havde annonceret han var stoppet. Han gad ikke tage sig af huset. September fik ikke ordentlig opmærksomhed. Stuart følte sig udstrakt. Som for lidt smør over alt for meget brød, og ligegyldigt hvad helvede han gjorde, blev følelsen ved med at vokse. September kunne se det på ham. Det kunne han mærke.
En knirkende lyd bag ham, fik ham til at vende sig om. Synet af September der kom gående ud af sit værelse, iført nattøj stadig og hjemmesko på fødderne. Hun gik med et stykke papir i hånden, og en rød farveblyant i den modsatte. Et lille skævt, opmuntrende smil prægede hendes læber, da hun sneg sig under hans arm og imellem hans ben. Hun kiggede længe på ham. Stuart strøg hende over kinden, og lagde armene omkring hendes spinkle skikkelse.
- ”Jeg har noget til dig far”, brummede hun stille. Stuart slap hendes skikkelse og rømmede sig lavmælt.
- ”Nå, for søren. Hvad er det?”, brummede han, og prøvede oprigtigt at lyde interesseret. September tøvede men rakte så papiret til sin far, der lænede sig tilbage i stolen og tog imod det. Det var en tegning. Motivet var ikke hvem som helst, men Emrys, Stuart og September foran deres hus. Stuart smilede svagt og så kort på sin datter. ”Du er virkelig god til at tegne Sebbe”, roste han hende lavmælt og rømmede sig besværet. En pludselig klump havde sat sig i hans hals. Stuart lagde tegningen på bordet, og viklede armene om sin datters krop. ”Jeg elsker dig Sebbe. Du er hele min verden, prinsesse”, hviskede han i hendes øre. Lidt efter mumlede September tilbage. ”Det ved jeg da godt far”.
|
|
|
|
Post by Sofia Banes on Oct 9, 2011 19:48:00 GMT
If you jump, I'll jump ●●● Fyrværkeri. Der var fyrværkeri i Sofias hoved. Grønne, røde og blå gnister føg rundt og slog ind mod væggene for at starte små ildebrænde, som havde nogen kastet besværgelsen relashio i hovedet på hende. Nogen havde ikke, noget havde startet det. Alkohol. Moralske tømmermænd? Vrede. Bitterhed. Skam.
En lille pibende lyd kom fra Sofias tørre læber. Munden føltes som en indre ørken. Tørhed. Vand! Øjnene åbnede sig som små sprækker, og Sofia fik øje på et glas vand der stod ved sengebordet. Hånden rakte klodset ud efter det, og var tæt på at vælte det på gulvet inden fingrene lukkede sig omkring det. Begærligt drak Sofia vandet i en slurk. Der lød et klonk da glasset ramte bordet igen.
Tilbage i sengen. Hovedpine endnu værre! Munden heldigvis ikke ligeså tør.
Så begyndte det så småt at komme tilbage til Sofia. Gårdsdagens begivenheder. Kysset med Jake. Stuart der afbrød dem. Diskussionen i gyden. Det sidste Sofia huskede, var at Stuart bestemt lukkede døren til soveværelset, og Sofia der sank udmattet ned i sengen. Tårerne der endnu engang havde rendt ned ad kinderne i en vished om, at nu var det absolut slut mellem hende og Stuart. Umuligt. Var hun faldet hulkende i søvn?
”Auuw”. Der lød endnu en pibende lyd fra Sofia, da hun trak dynen endnu længere over sig. Øjnene klemte sig i, fast besluttede på at sove endnu længere. Måske for evigt? I hvert fald længe nok til at Stuart måske var smuttede for at gøre et eller andet.
●●●
Flere timer var gået, og da Sofia vågnede, føltes kvalmen ikke ligeså påtrængende. Hovedpinen var heller ikke ligeså kraftig mere. Sofia lå adskillige minutter i sengen og gjorde sig psykisk klar. Så svingede hun de rasende tunge ben ud af sengen. Hvorfor havde Stuart dog heller ikke et spejl på sit værelse? Tøjet var hun allerede iført, så det eneste hun formåede at gøre, var et ynkeligt forsøg på at rede det viltre hår ud, idét hun løsnede fletningen. Med hænderne gned hun det værste søvn ud af øjnene og prøvede at fjerne diverse makeuprester der var røget ned ad kinderne ved tårernes floder. Med et lille suk åbnede hun forsigtigt døren. I et kort sekund overvejede hun at spektral transferere sig væk, men lyden af September og Stuarts stemmer i køkkenet holdte hende tilbage.
Med forsigtige skridt begav Sofia sig langsomt ud og kom tilsyne i køkkendøren. Hun så på de to skikkelser, og følte en ubegrænset kærlighed vælte ukontrolleret ind over sig. De to mennesker, der var nogle af dem der fyldte allermest i hendes verden. ”Hej...”, sagde Sofia lavmælt og samlede sig om at sende September et lille smil. Det forekom hende umuligt at bevare øjenkontakten med Stuart.
●●●
Tag: Stuart Fellton
|
|
|
|
Post by stu on Oct 10, 2011 15:16:01 GMT
Septembers mørkeblå øjne hvilede tungt på kvindens spinkle skikkelse. ”Er du meget syg Sofia?”, spurgte hun mærkbart stille, før hun ubevidst placerede den orange tus mellem de buttede læber. Stuart rømmede sig anspændt, og rejste sig besværet fra stolen, før han forsigtigt fjernede tussen og blidt strøg datteren over håret. ”Nej, det er hun ikke tøsen. Sofia er bare lidt sløj, du ved, som du var i sidste måned. Kan du huske det?”, brummede Stuart hæst, før han sendte hende et beroligende, uoprigtigt smil. September rynkede de næsten ikke eksisterende bryn, i hvad der kunne minde om en forvirret og bekymret grimasse, før Stuart blidt puffede hende mod værelset. ”Kan jeg ikke lige låne Sofia, skat? Så kan du få hende lige så længe du vil bagefter...”, drillede Stuart tamt, og blinkede prøvende til sin datter. September stod stille i adskillelige minutter. Intet ved den tynde person, syntes at give mening. Det var ganske tydeligt, at hun nægtede at forlade rummet. Samtidig var hun forvirret som en i helvede, og bekymret for Sofia, der lignede noget hun aldrig i sit liv før havde set. Stuart strøg hende langsomt over håret, og havde tydeligvis bemærket tankerne der truede med at eksplodere. ”Skat... det tager ikke så lang tid...”, forsikrede han hende. Bemærkningen syntes at få September til at reagere. Ganske langsomt og med et vagtsomt blik placeret på Sofia, forlod hun køkkenet.
Efter døren til Septembers kammer var blevet forsvarligt lukket, vendte Stuart fronten mod Sofia. Et kort øjeblik stod han og betragtede hendes syge skikkelse, med et ømt, næsten undskyldende blik. Så vendte han ryggen til hende og fortsætte over mod kaffemaskinen. ”Kaffe er altid godt efter sådan en omgang. Tro mig...”, brummede han stille, efterfulgt af et lille, intetsigende hæst kluk, der tydeligt afslørede hvordan han ikke var sig selv. Stuart sank en klump og rømmede sig besværet, før han kvælende langsomt begyndte at tilberede en ordentlig kaffe til sin gæst. Det hjalp at have hænderne beskæftiget. Det brændte stadig i ham fra gårsdagens hændelser. Sofia var hans. Det kunne umuligt være så svært at forstå...
”Jeg... eh...”, brummede han stille, med blikket rettet stift mod kaffemaskinen. Hans hjerte arbejdede på højtryk, og for et kort sekund, spekulerede han på om det var nu han skulle dø. Ganske forsigtigt vendte han sig mod Sofia og lod et kort, intetsigende smil ramme sine læber. ”Jeg er vild med dig, Sofia. Så please forsatan tøs... er du ikke sød bare at holde dig til mig?”, udbrød han forvirret og med en bedende undertone. Stuart så både lamslået og lalleglad ud, da han havde sagt det. Han stod og stirrede på hende, med lyserødt hår og store, vilde øjne. Det hele føltes absurd. Hold kæft hvor han savnede sin mor...
|
|
|
|
Post by Sofia Banes on Oct 10, 2011 16:57:25 GMT
If you jump, I'll jump ●●● Brynene rynkede sig let ved den lille piges lettere bekymrede ord, og Sofia var tæt på at gribe hende og holde hende tæt ind til sig. Forsikre hende om, at der ikke var noget galt, og at hun nok skulle være der for hende for evigt. Men September sad hos Stuart, og ham vovede hun ikke at gå for tæt på, lige nu.
Hun undgik at sende Stuart et irriteret blik over at han svarrede for hende, men pressede istedet et beroligende smil frem. ”Nej, Ember. Som din far siger, er jeg bare lidt forkølet”. Det var tydeligt at hun helst ikke ville bevæge sig, og Sofia ville hjertens gerne følge med September ind på værelset og drukne sig under hendes lyserøde dyne. Tanken om endnu et møgfald fra Stuart var nok til at få hende helt ned i kulkælderen, og det beroligende smil smuldrede langsomt og blev erstattet af en foruroliget mine.
Idét September gik forbi lod hun armen stryge en enkelt gang over det sorte hår, men trådte så et skridt længere ind i køkkenet. Benene nægtede stadig at gå helt hen til Stuart. Sofia slog armene omkring sig som for at beskytte sig selv mod de hårde ord, der sikkert ville komme fra Stuart om få sekunder... Men de kom ikke. Istedet formanede han hende blidt om at tage en tår kaffe. Mundlam rynkede Sofia panden endnu mere. Det var ikke den Stuart hun havde forventet at stå op til. Han behandlede hende jo nærmest undskyldende.
Vagtsomt nikkede Sofia og trådte helt hen til køkkenbordet. En lettere rystende hånd landede på stolelænet og trak langsomt ud så der lød en skrattende lyd fra gulvet. Hans tøvende ord fik hende til at stoppe, og blikket rettede sig forvirret op på Stuart.
”Jeg er vild med dig, Sofia”. Vild med dig. Sofia. Sætningen skabte et ekko inde i hovedet på Sofia, da hun hørte de ord, hun havde drømt om i flere år! Var det ønsketænkning? Var hun stadig beruset og illusionerede? Drømte hun? Nej, det var ægte. Så faldt underkæben, og havde det været fysisk muligt, havde der lydt en klonk når underkæben havde ramt gulvet. De blå øjne blev spærrede op og så forvirrede på Stuart. Hele situationen faldt sammen om ørerne på Sofia. Det var det øjeblik hun havde ventet på, men den eneste reaktion hun formåede at give, var en bævende underlæbe. Øjnene fyldtes langsomt af tårer, og inden læge svømmede de over. Stuarts skikkelse der stod rådvild foran hende blev utydelig indtil hun blinkede et par tårer væk, og her registrerede hun den mærkværdige lyserøde farve hans hår havde taget.
Sofias skikkelse rystede, da hun snart ikke kunne holde gråden tilbage mere. Så lod hun sig dumpe ned på stolen. Hænderne fløj op til ansigtet, som prøvede hun at gemme det for Stuart. Skuldrene rystede af indestængt hulken. Det var denne her situation hun havde drømt om i så lang tid, og så valgte han at fortælle det, når hun fysisk og psykisk var helt nede og røre gulvet med tungen. Hun kunne næsten ikke kapere det.
●●●
Tag: Stuart Fellton
|
|
|
|
Post by stu on Oct 10, 2011 17:45:23 GMT
Stuart stirrede på hende. Hun græd. Det smukkeste han i sit liv havde set, sad og græd efter han havde erklæret sin idiotiske kærlighed. Forsatan. Stuart sank en massiv klump, og vaklede besværet hen imod Sofia, hvis blonde hår stod omkring hendes ansigt i ivrige totter. Han måtte synke igen.
Langsomt satte han sig på hug foran hende, uden at vide hvad han skulle sige eller gøre. Han sad i lang tid, så benene begyndte at sove, før han åbnede munden. ”Undskyld Sofia... forsatan tøs... jeg... jeg har sgu da aldrig oplevet, at... ja... at en pige begyndte at græde, hvis jeg sagde jeg var vild med hende”, brummede han i et sølle forsøg på at lette stemningen. Det lykkes ham ikke. End ikke at smile vattet til hende. Stuart kunne ikke finde energien. Det var det med at være for lidt en smørklat, til et for stort stykke brød... hold da kæft.
Han lagde sine hænder på hendes knæ og sank igen. Begyndte at kærtegne hendes knæskaller, før han uden at vide hvorfor, lagde sin pande mod hendes lår. De havde før delt intime stunder som denne, og Stuart kastede slet ikke tanke til hans tidligere erklæring. Han ville bare gerne have hende. Dele sin seng med hende. Stå op med hende. Lave morgenmad til hende. Stuart ville have børn med hende, gifte sig med hende, fejre guldbryllup med hende... Han sukkede tungt og lod tankerne passere. Stuart lukkede sine øjne og kneb dem sammen. ”Det var ikke meningen jeg skulle reagere som jeg gjorde i går... men du... men du kender mig jo forhelvede... nogen gange ville jeg bare gerne have dig for mig selv Sof... nej det var løgn”, brummede han pludselig og vendte hovedet, så kinden støttede mod låret og han kunne betragte hende. ”Jeg vil faktisk kun have dig for mig selv”.
|
|
|
|
Post by Sofia Banes on Oct 10, 2011 18:21:51 GMT
If you jump, I'll jump ●●● Det måtte ikke være den ideelle ønskede reaktion at se parten man lige havde erklæret sin store kærlighed til, knække sammen i tårer, men alligevel kunne Sofia ikke holde sit sammenbrud tilbage. Og hun hadede sig selv for det. Det var denne situation hun mest ønskede sig, men tårerne trillede uhæmmet ned ad kinderne alligevel.
Stuarts tonefald var så blødt og undskyldende og pakkede hende ind i blødt vat og bomuld så hulkeriet blev endnu kraftigere. Der var ikke noget vrede tilbage, kun skam og ulykkelighed over, at hun dagen forinden havde stået og kysset Jake. Havde hun nogensinde følt sig så dum? Nej. Havde hun passeret sin chance for et forhold med Stuart? Sikkert.
Hans hoved mod hendes lår var blot en lille trøst mod vandfaldet af tårer. Hænderne blev langsomt våde og glatte, og hun måtte tørre dem i tøjet. Der lød et ordentlig uelegant hiks da Stuart erklærede, at han kun ville have Sofia for sig selv. Som kærester. Med sine enorme, blå karakteristiske øjne, der svømmede over af tårer, løftede hun blikket fra bordet og så vantro ned på ham. Det lød uvirkeligt i hendes ører, men det satte en effektiv stopper for tårerne. ”Mener du det?”, spurgte hun med en hvisken. Fingrene landede langsomt ovenpå hans hænder der nussede knæene, som for at understrege alvoren. Det her måtte han ikke lyve om... Så ville hendes verden bryde sammen. Men hvis han mente det... En varm følelse begyndte at brede sig i underlivet, men Sofia turde næsten ikke lade den bryde frem. Istedet prøvede hun at udtrykke det, hun havde prøvet så mange gange, uden at kunne få ordene over læberne. ”Den person jeg har været forelsket i hele tiden... Har været dig”, sagde hun lavmælt, og følte hvordan det tårerfyldte blik var bundet fast i Stuarts øjne, holdt af magnetiske tråde. ”Jeg... Jeg kan ikke lade være med at tænke på dig”. Der lød et åndeløst snøft fra hende, og en smule flovt prøvede hun at tørre nogle af tårerne væk. De havde trådt et spor ned over hendes ansigt, så hendes tilstand så langt værre ud end for 5 minutter siden.
●●●
Tag: Stuart Fellton
|
|
|
|
Post by stu on Oct 10, 2011 18:53:07 GMT
Et kort øjeblik sad han, og betragtede Sofia der stadig græd, med et smørret smil over læberne. Ordene havde sat sig, og han havde forstået dem. Lettelsen kunne ikke sammenlignes med noget andet, han i sit liv havde oplevet. Sofia var hans. Hans alene. Stuart betragtede hendes røde kinder og ophobede øjne. Så lød et lille hæst grin fra hans side...
Hans hænder fandt vej rundt om hendes hofter. Stuart trak hendes matte skikkelse tættere på sig, før han roterede hende 180 grader, og forsigtigt placerede hende på gulvet. Han placerede sine hænder på hver sin side af hendes skuldre, før hans blik langsomt gled op af hendes figur. Nu kunne han tillade sig det. Alene tanken morede ham, og endnu et smil brød hans læber. ”Hvis du synes så godt om, fatter jeg ikke du ligger og tuder... du burde jo allerede være i gang med at hive mig desperat ind i sengen”, brummede han stille og sendte hende et flabet smil, før han bøjede sig ned over hende, og placerede sine læber på kravebenet i et kys. Hendes hud mod hans læber brændte. Den varme der bredte sig i hans krop, var vild og uregerlig. Stuart sank lydløst, og lod øjnene glide i, da han en centimeter længere oppe, lod sine læber ramme hende igen. Forsigtigt sank han ned på underarmene, så hans krop kom i kontakt med hendes. Øjnene fandt Sofias, og et kort øjeblik lå han og betragtede hende nydende. ”Din lille alkoholiker...”, hviskede han alvorligt, med en drillende undertone. Stuart listede sin frie hånd ind under hendes nakke, og placerede hendes brændende varme hoved på hans modsatte arm. På den måde, kunne det umuligt være ulideligt for hende at ligge der blot nogle minutter.
Han kunne ikke tage blikket fra hendes ansigt. Stuart kærtegnede kinderne, kindbenene og ikke mindst panden med tommelfingeren, som kunne det redde hende fra den sikre hovedpine. Han anede ikke om det hjalp. Stuart strøg hende over håret og sendte hende et smil. Han kunne svæve. Alt hvad der før havde føltes umuligt, syntes nu pludselig at være det letteste i verden. ”Du er godt klar over, at jeg var parat til at slå Jake Loretz ihjel i går ikke?”, spurgte han stille, med et hævet, bedrevidende øjenbryn. ”Ærlig talt... jeg fatter da absolut ikke hvad I tøser ser i ham, når I kan få sådan en slatten journalist som mig”, brummede han ironisk, med et flabet smil over læber. Et øjeblik lå han og betragtede hende intenst, før han lagde sin pande mod hendes. ”Men det er også lige meget... for... nu er du faktisk min helt alene...”, hviskede han og grinede lavmælt, før han kiggede hende i øjnene. Længe efter vovede han at betragte hendes læber, han kort efter lod mødes med sine egne. Og den fornemmelse der spredte sig i hans krop... det kunne ikke forklares. Men han var solgt på stedet.
|
|
|
|
Post by Sofia Banes on Oct 10, 2011 19:52:19 GMT
If you jump, I'll jump ●●● Det lille hæse grin fik Sofias hånd, der desperat havde prøvet at tørre tårer væk, til at dale af overraskelse. I et kort sekund troede hun, at han grinede af hendes ynkelige tilstand, men så indså hun, at det var en slags glæde han ikke helt kunne undertrykke. Og denne blotte tanke løftede hendes humør adskillige grader.
Hans hænder på hofterne fik Sofias mundvige til at sitre. Ikke som tegn til et nyt anfald af tårer, men som begyndelsen til et genert smil. Hun havde aldrig følt sig genert foran Stuart, men den pludselige forandrede nærhed fik små røde pletter til at danse over kinderne.
Idét han forsigtigt trak Sofia ned på gulvet, støttede hun hænderne for at lande blødt. Håret spredte sig i en vifte omkring hende – det vil sige det hår der ikke klistrede sig til de tårerfyldte kinder. Hun skyndte sig at fjerne dem og snøftede en gang, uden at kunne lade være med at smile lidt skævt. Ordene fik hende til at hikke lidt af grin. Det var svært at forklare, hvorfor hun havde grædt sådan. Han ville sikkert godt kunne forstå det, men Sofia gad ikke til at forklare sig.
Situationen var så uvirkelig, og Sofia følte hvordan sommerfuglene flaksede rundt i maven. Hvordan hver celle skreg af glæde over kysset på kravebenet. Et lille suk flød ubevidst over læberne ved kærtegnene, og automatisk løftede Sofia hovedet en smule, så han kunne komme bedre til den blege hals. Det var umuligt at holde sig fra ham et sekund mere. Drømme om længselsfulde kys og hed berøring som denne, der førte til helt andre ting, som fik Sofia til at rødme en smule. Hænderne rørte forsigtigt hans arme og gled langsomt op ad skjorten. De endte i nakken hvor de forsigtigt nussede den bare hud. En enkelt hånd strøg lidt videre op i hans sorte hår og lukkede sig om en tot. Så kunne han ikke smutte fra hende.
Sofia kunne ligge dér for evigt. Det var umuligt at skjule et stort, smådumt, lykkeligt smil, især ikke da Stuart kaldte hende alkoholiker, selvom hun mærkede et lille stik af flovhed. Vægten fra hans krop var en kærkommen følelse, idét hun ikke kunne komme tæt nok på ham, og pludselig føltes de få lag stof der skildte dem ad, som en hel mur af adskillelse.
Det var ikke lige Jake Sofia havde lyst til at snakke om nu, men hun forstod, at han ønskede en forklaring. ”Jeg savnede dig... Og var ulykkelig over vores skænderi. Så da han lagde an på mig, var det en sølle emotionel erstatning for et af dine kys”, sagde hun stille og så op i hans dybe øjne. En finger gled fra hans nakke, over kindbnet, videre ned over kinden for forsigtigt at stryge over hans læber. Læberne... Hvor ville hun gerne mærke dem mod sine egne!
”Ja, og du er min”. Ordene fik hendes sind til at flyve væk af lykke, og hun følte at hun skulle briste, da han endelig kyssede hende. Det var alt hvad hun havde forestillet sig. Det var umuligt ikke at lægge alle de sidste par års hengivne følelser i det, og hun kunne tydeligt mærke affektionen fra hans side. Ivrigt besvarede Sofia kysset. Hænderne i hans nakke klyngede sig fast, som frygtede hun, at hun skulle flyve fysisk væk... Eller at han skulle holde op.
●●●
Tag: Stuart Fellton
|
|
|
|
Post by stu on Oct 10, 2011 20:11:10 GMT
Stuart smilede stadig, selvom hendes forklaring bed i ham. Smilet var på ingen måde glædeligt, for efterhånden begyndte mindet fra aftenen før at vende tilbage i rædselsfulde glimt. Derimod var der ingen tvivl om, hvor jaloux han i grunden var. Hele hans mimik afslørede ham. ”Jeg ved godt jeg var hård ved dig...”, brummede han stille, og lagde forsigtigt sin egen pande mod hendes. Han lukkede øjnene og sank besværet, før han blev mand nok til, at åbne øjnene og lade blikkene mødes. ”Men... jeg kunne... jeg vil bare ikke have, du skulle have en interesse for en anden... men Imogen og jeg sad bare og snakkede... September legede i parken... Jeg var ikke sammen med hende, selvom jeg antydede det”, brummede han stille og lod et lille, mat, intetsigende smil glide over læberne. ”Og jeg skulle ikke have komplimenteret hendes ydre, Sof. Ikke når du... ikke når jeg skulle have komplimenteret dit... desuden... så er det okay med Jake. Lad os aftale vi er kvit...”, kvitterede han stille og strøg hende langsomt over håret, med et ømt, nærmest besidderisk blik. Jake ville aldrig få chancen for at uddele kærtegn i Sofias retning. Om han i helvede, nok skulle sørge for det...
Hendes læber mod hans, fik ham på andre tanker. Eller det vil sige næsten. Jake der gramsede på Sofia, fik Stuart til at stramme grebet om hende betydeligt. Han lod forsigtigt men samtidig krævende sine læber kærtegne hendes, og han kunne ikke beskrive hvor uendelig godt det føltes. Stuart gled forsigtigt ned på hendes side, stadig med et ben og det meste af overkroppen over hende. Den hånd der var fri, som ikke holdte hendes hoved beskyttende fra gulvet, listede ned af hendes bryst og videre ned af hendes side. Da den omsider nåede trøjens slutning, kunne Stuart ikke skjule et svagt, passioneret smil. Han løftede hovedet, nok til hendes læber ikke ville kunne angribe hans igen. Hånden listede forsigtigt ind under hendes trøje, hvorefter smilet på læberne steg adskillelige grader. Han kunne slet ikke lade være. Han ville ikke lade være. Stuart bøjede sig frem mod hendes, og lod deres læber mødes igen. Et øjeblik kastede han en frydende tanke i Jakes retning. Sofia var hans nu.
|
|
|
|
Post by Sofia Banes on Oct 10, 2011 20:41:19 GMT
If you jump, I'll jump ●●● Sofia var ligeglad med alt hvad han sagde. At han havde været hård ved hende, at han ikke skulle have insinueret noget med Imogen, havde komplimenteret Imogens ydre. Det var fuldstændig ligemeget, for Sofia var hans, og han var hendes nu! Og intet skulle komme imellem det. Især ikke to personer, der betød så lidt for dem nu. De havde blot været små forhindringer på vejen.
Hun kunne godt mærke hvordan mindet om Jake stak til Stuarts frygtelige jaloux side, og som for at overbevise ham om, at han var den eneste hun havde i tankerne, klyngede hun sig ind til ham og løftede overkroppen så de var helt, helt tætte på hinanden. Kysset ændrede sig til at blive en hel del passioneret, men så, da Sofia følte der kun var gået to sekunder, fjernede Stuart sig fra hende, så det tætteste de kom på hinanden var læberne. En smule desperat efter ham trak hun sig lidt krævende op, ved stadig at have et fast greb i hans nakke.
Genertheden var for længst forsvundet og erstattet af en overvældende lyst til at opleve en hel ukendt og fremmede nærhed med Stuart. Hendes bedste ven. Hendes kæreste. Da han lod hånden glide op af hendes mave og videre op, kunne Sofia ikke tilbageholde et lille grin. Han lignede så afgjort en fræk skoledreng der skulle til at overtræde nogle regler. Eller én, der netop havde fået fingrene i kagedåsen og skulle til at tage for sig af godterne. Og Sofia havde det på samme måde. Stuarts krop var et helt ukendt territorium som hun ikke kunne vente med at udforske – i drømmene havde hun et meget klart billede, men virkeligheden var en helt anden ting.
Da hun ikke kunne udholde afstanden mere, løftede hun hovedet det sidste stykke for at kysse ham igen, men da Stuart besvarede det, sænkede hun det en smule, så stillingen ikke var så krævende. Lidenskabeligt lukkede hænderne sig om hans sorte og og holdt det fast, ubevidst om det gjorde ondt på ham.
Uden at kunne lade være løftede hun sig på siden, placerede en hånd på Stuarts hofte og puffede ham forsigtigt om på ryggen. Deres kys blev afbrudt i få sekunder hvor Sofia ikke kunne lade være med at smile skævt af dem, mens deres læber kun var få centimeter mod hinanden, og ånden slog mod dem. Hun lagde sig halvt over ham for at kunne kysse ham mere insisterende, og som for at vise, at hun ikke ville drilles nu. Bare have ham!
●●●
Tag: Stuart Fellton
|
|
|
|
Post by stu on Oct 11, 2011 15:22:35 GMT
Stuart befandt sig i en absurd drøm. Sofias kærtegn og kys formåede at bringe hele hans krop ud af balance. Hans hjerte blev ved med at eksplodere, og blodet begyndte at forlade de yderste lemmer for at samle sig i et andet.
Da han blev rullet om på ryggen, forstod han først ikke hvad der foregik. Ivrigt lænede han sig mod Sofia, og deres læber mødtes på halvvejen, før han igen syntes at slappe af. Før han igen forstod hvad hun ville have ham til. Stuarts hænder fandt automatisk ned til hendes bagdel, videre op af lænden for til sidst at lande på ryggen, som for at forhindre hende i at finde på at drille ham ved at fortrække sig. Bare tanken fik det til at slå svage, protesterende gnister. Afbrydelser af enhver art, ville på ingen måde blive modtaget med åbne arme. Bare få øjeblikke til og...
”Far? Far... hvor er du?”. Stemmen skar igennem køkkenet, og der var ingen tvivl om, hvor ejermanden af selv samme var på vej hen. Stuart kneb øjnene sammen og bandede lavmælt, før han forsigtigt skubbede Sofia ned fra sig. Stuart brændte af iver. Noget der efterhånden var blevet en anelse synligt. Stuart kastede sig panisk, men med et roligt, påtaget ansigtsudtryk hen over køkkenbordet, hvor det var umuligt for September at se andet end fra bæltestedet og op. Stuart knipsede og pegede advarende på hende. ”Du kan ikke komme herhen!”, udbrød han. September stoppede brat op og stirrede på sin far med store, mistænksomme øjne. Han forbandede sine ord, for hvad skulle forhindre hende? Stuart sank en klump og så kort mod Sofia, der lå på gulvet. ”Eh... der er en kæmpe stor edderkop Sebbe... og... Sofia er lige ved at fange den!”, fortalte Stuart lettere panisk, før han skævede ned til Sofia – med et blik der talte sit tydelige sprog; hjælp mig. Det var umuligt for datteren, at vide noget om det pludselig opstået forhold nu. Under disse omstændigheder. September hævede begge sin bryn i en tydelig skeptisk grimasse. ”Du er bange for edderkopper far”, brummede hun og knipsede ligeledes mod ham. En gestus Fellton familien gjorde sig, hvis man for alvor havde kvajet sig. Stuart bandede indvendig. Pigen havde ret. En enkel men forbistret tanke blev sendt til den aften, hvor Stuart havde stået på toilettet og befalet September, hans datter på fire, til at fjerne edderkoppen i vasken...
Stuart trak på skuldrene, da en kortvarig lettelse langsomt bredte sig i hans krop. ”Og?”, brummede han, uden at have noget videre konkret at gå videre med. September kløede sig på kinden og så opfordrende på ham. Et øjeblik var der tavshed. Rungende tavshed. Så smed Stuart hænderne ud til siden, og trådte væk fra køkkenbordet. Han vendte sig mod Sofia og hjalp hende behjælpeligt op, før han, efter en intens kamp med sig selv, gav slip på hende og gik mod køleskabet. ”Skal du have noget at drikke?”, spurgte han og vendte fronten mod sin datter, der om muligt, ikke kunne se mindre forvirret ud. Stuart skævede til Sofia. Hold da kæft, hvor var September uønsket lige der... September nåede ikke at svare, før han rømmede sig forlegent. ”Sebbe... Sofia og jeg vil rigtig gerne invitere dig ud og spise i aften... altså her... jeg laver mad... eh...”, brummede Stuart og hævede skuldrene, før han stak hænderne i lommen og skævede spørgende til Sofia. Gik det for stærkt? Hvad fanden var det i grunden han havde gang i? Som altid søgte han svar i Sofias blik. Hun var begavet. Hun vidste, hvad han skulle gøre med hensyn til Sebbe...
|
|
|
|
Post by Sofia Banes on Oct 11, 2011 16:42:59 GMT
If you jump, I'll jump ●●● Da Sofia var kommet sig over det første klyngende kys, blev det inderligt passioneret. Fingrene strøg forsigtigt op af halsen, rundede hans ører og endte i håret, hvor de nussede i små, bløde cirkler. Hun kunne ikke lade være med at lade tungen berøre hans læber forsigtigt; smage på dem, mærke deres blødhed. Det var som om hende egne læber blev hævet og ømme, følsomme idét hver en lille berøring var en eksplosion af sanseoplevelser.
Noget af det blonde hår faldt ned omkring kinderne og landede i Stuarts ansigt, men ingen af dem syntes at bekymre sig om det. Sofia kunne ikke lade være med at vride skikkelsen en anelse for at komme helt tæt på ham og mærke ham under sig. Hun ville have mere! Have tilfredsstillet det uslukkelige begær, som Stuart havde vækket, og kun Stuart kunne slukke. Og hun kunne mærke på hans krop, at han pludselig også var mere end klar på det.
Så kunne en uventet stemme pludselig høres abrupt i køkkenet. Forfærdet løftede Sofia hovedet for at spidse ører; jo, den var god nok. September havde kursen mod køkkenet, hvor de to unge mennesker befandt sig i en temmelig upassende stilling midt på gulvet. Der gik ikke få sekunder før Stuart puffede til Sofia, så hun tumlede ned på gulvet og satte sig hurtigt op. Hænderne fór op til håret og prøvede at glatte det en smule febrisk. Hun mødte Sturats øjenkontakt da han kom med en elendig undskyldning om en edderkop. Det var umuligt for Sofia at lade være med at smile skævt, blot af tanken om Stuart så tæt på en edderkop – hvis der virkelig havde været en, dansede han panisk rundt oppe på køkkengulvet på nuværende tidspunkt. ”Bare rolig, jeg har den nu”, sagde hun en anelse tamt, og så hen på September. ”Din far er en rigtigt tøsedreng”, istemte hun, da pigen lavede et rigtigt Fellton-knips.
Det var ikke muligt at skjule rødmen i kinderne. Den bratte afbrydelse havde ikke gjort hende mindre varm i kroppen og ivrig efter Stuart, men den havde gjort hende bevist om hendes egen opførsel. De burde nok heller ikke have ladet den gå så langt, når de vidste der var en lille pige inde i rummet ved siden af, som blot ventede på at komme ud og snakke med dem.
Taknemmeligt greb Sofia Stuarts udrakte hånd og fik kæmpet sig op at stå. Hænderne børstede en smule krummer, der havde ligget på gulvet, af blusen, og glattede bukserne så hun så lidt mere anstændig ud. Det skukke ikke undre hende, at September sagtens kunne regne ud hvad der foregik. Hun var trods alt 4 år, og intelligent af sin alder. Men hun var stadig et barn, og skulle behandles sådan.
Stadig uden at kunne skjule et stort smil, gik Sofia hen til pigen, greb hende om livet, og løftede hende op på køkkenbordet, mens Stuart forvirrede erklærede, at han ville lave aftensmad til dem. ”Jeg så din tegning du har lavet. Den er godt nok flot”, sagde Sofia rosende og nikkede hen mod tegningen der lå på bordet. ”Skal du være kunstner når du bliver stor?” Hun skævede til Stuart der stod ved siden af, og hun fangede hans hånd med sin, og gav den et lille klem.
●●●
Tag: Stuart Fellton
|
|
|
|
Post by stu on Oct 11, 2011 17:26:57 GMT
Stuart var parat til at gå til. Datteren lod sig villigt blive placeret på køkkenbordet, og strøg kærligt Sofia over kinden, før hun vendte sig mod sin far. Så nikkede hun og begyndte rastløst at svinge med benene. Skønt opførslen virkede normal, var det tydeligt, i hvert fald for Stuart, at September tænkte så det knagede højlydt. Det skulle ikke undre ham, om datteren allerede var i gang med at ligge to og to sammen. Han måtte synke, før han vendte ryggen til de to tøser, og åbnede vinduet over vasken. Fra sin bukselomme fremdrog han en cigaretpakke. Han betragtede den skyldbetynget, hvorefter han tøvende lagde den tilbage i lommen. Stuarts krop skreg efter en hvæs. Alligevel kunne han mærke Sebbes øjne i ryggen, og blikket var absolut ikke venligt...
”Jeg er aldeles ikke nogen tøsedreng!”, brummede han protesterende og vendte sig mod tøserne. Han betragtede dem kærligt mens han langsomt nærmede sig dem. ”I kan godt lade være med at rotte jer sammen mod mig. Det er ikke fair”, tilføjede han mumlende, og placerede en hånd på hver af deres side på køkkenbordet, så han lukkede dem inde. Stuart kyssede September på panden, og lod kinden støtte mod den. Han betragtede Sofia, med et lille skævt smil. ”Og med hensyn til den edderkop... den var også gigantisk!”
OUT
|
|
