|
Post by stu on Sept 23, 2011 16:11:27 GMT
Stuart havde placeret sig på stolen overfor hende. Hældt kartofler og kylling over på sin egen tallerken, for derefter at mase to kartofler til uigenkendelighed. Stuart skovlede den spiselige mos op på gaflen, hvorefter han proppede massen i munden. ”Giv mig en måned og du vil ligne et bjerg”, brummede han udfordrende, hvorefter han under bordet, puffede til hendes fod med sin. ”Det minder mig forresten om en kvinde jeg så for nogle dage siden. Hun var gravid, og ikke så forfærdelig langt henne... Der er bare noget over gravide kvinder. Det er skide frækt”, udbrød han lavmælt, og lo lavmælt til hende, hvorefter han skyndte sig at tilføje: ”Misforstå mig nu ikke. Ikke at jeg ville bryde mig om at spendere tiden i sengen med en gravid... Det er bare... Ja, et dejligt syn! De er sådan... ja, hvad siger man... frodige... levende! Ja, de er levende", lo han og knipsede da han ramte den oprigtige beskrivelse.
Spørgsmål om faderen, fik det til at vende sig i ham. Efter en tid i en krævende branche, var det dog alligevel umuligt at spore på hans mimik, hvordan det hele roterede. Stuart tog sig tid til at tygge af munden, hvorefter han trak på skuldrene, i en bøvet bortforklaring. ”Som en mand har det, efter at have mistet sin kone. Vi savner hende... ingen tvivl om det...”, brummede han og sendte hende et kort, intetsigende smil hvorefter han spiste videre uden at drøfte sagen nærmere.
Stuart var vågnet den morgen, med sådan en helvedes kvalme. Og så vidste han, at der var noget i vejen. Han kunne mærke det. Som om en del af ham var forsvundet. Der gik mindre end en time, før hans far stod parkeret i hans stue, rystende og hulkende, med beskeden om hans mor. Til begravelsen var der ikke et øje tørt. Han huskede stadig, hvordan folk kondolerede med tårerne trillende ned af deres kinder, og med røde ophævede øjne. Selv præsten måtte tage et øjeblik midt i afskeden. Stuart havde stået med September. Ved siden af Emrys og sin far, der ikke havde formået at sove i flere dage. Efter bisættelsen havde Stuart siddet med Emrys og hulket så snottet var kørt rundt i hele ansigtet. Og selvom det var flere år siden nu, følte han det stadig. Det hul som hun havde efterladt ham med. Deres sidste møde, med skovbærtærte og September blev spillet igen i hans hoved, og synet af hans mor der klukkede af Septembers pludren var rar. Men det gjorde samtidig hullet større... Alligevel blev han ved med at mindes. Stuart nægtede at lade være.
Han rømmede sig pludseligt. Stak til en kølig kartoffel, hvorefter han proppede den i munden. Tyggede langsomt før han rystede moderen ud af tankespindet, og forseglede hullet så meget det var ham muligt. Så vendte han blikket mod Sofia, og rynkede de markerede bryn. ”Men nok om hende. Hvordan har du det?”, spurgte han uden at ligge en emballage over hans ordvalg. De var direkte, og det var ganske hørligt, hvordan de krævede et svar. ”Og når jeg spørg, forventer jeg en lang smører om dine inderste følelser... Virkelig...”, tilføjede han hurtigt, hvorefter han slyngede gaflen mod hende i en sigende grimasse. Stuart lænede sig tilbage i stolesædet, og så alvorligt på hende.
|
|
|
Post by Sofia Banes on Sept 23, 2011 17:48:59 GMT
Throwing Caution to the Wind
Til al held var Stuarts spisevaner heller ikke en dronning værdig, ellers ville Sofia have gjort blot et lille forsøg på at være høflig. Hun morede sig med at se hvordan han, som altid, mosede kartoflerne til uigenkendelighed. Måske var det blevet en vane, fordi han altid gjorde det for September? Puffet med benet blev besvaret med et lille spark fra Sofias side. ”Så skulle du trille mig ned ad gaden, når vi skulle nogle steder. Men jeg kunne agere udemærket sofa, istedet for den hæslige du har stående. Så skulle vi alligevel bare slette i'et i mit navn", et lille fnis undslap hendes læber over joken, men det blev snart til et flabet smil, idét hun bragte én af deres evindelige diskussioner op. Sofia kunne ikke fordrage den, men Stuart synes den var fantastisk. Lidt undrende lyttede Sofia til hans kommentar, mens hun sulten skovlede kylling og kartofler ind i munden. Et øjeblik frygtede hun, at han rent faktisk havde læst hendes tanker, men det kunne jo umuligt være rigtigt. Stuart var, hvad hun vidste, ikke nogen mester i legilimens. ”Du er skør, Stu”, fnes hun, men kunne ikke lade være med at glæde sig en smule over ordene. Hvis han var vild med gravide kvinder, kunne han måske en dag se hende for sig med stor gravid mave? Tanken sendte en brændende længsel op i Sofia, som gjorde det umuligt at fjerne det store smil. Det svandt dog alligevel langsomt ind, da Stuart var stille i adskillige sekunder før han svarede. Selvom der ikke var meget tydeligt at spore i hans ansigt, havde hun på fornemmelsen, at det arbejdede på højtryk derinde. Som svar nikkede hun. Begravelsen stod stadig tydeligt malet for det indre blik. Den havde været smuk, ingen tvivl om det. Selvom hun ikke kendte mrs Fellton så godt, havde tårerne rendt ned ad kinderne, hvilket måske også skyldtes synet af en sårbar Stuart. Sådan havde hun aldrig set ham før, og det skar i hjertet. Selv nu, kendte hun ham så godt, at den affejende attitude i virkeligheden var for at dække over følelserne. En stilhed sænkede sig mens de begge tænkte tilbage. Tallerkenen var efterhånden skrabet godt ren, og for en gang skyld begyndte Sofia at føle sig mæt og tilpas. Da han endelig snakkede, vendte hun spørgende blikket mod ham. Et lille øjenbryn hævede sig. ”Du giver mig så lidt, og så forventer du, jeg skal fortælle om mine dybeste følelser?”, spurgte hun, men sukkede så lavt. ”Nej, du behøver ikke snakke om det. Men... Du skal vide, at jeg altid er her for dig, hvis du har lyst”. Der var tydelig alvor at spore i stemmen, og for at understrege sine ord, rakte hun hånden ud og gav hans et likke klem. Hun sendte ham et opmuntrende smil og vendte så tilbage til tallerkenen. Gaflen skrabede lidt mod porcelænet og fik en bunke kartofler op som snart forsvandt i Sofias mund mens hun overvejede, hvad hun skulle svare. Hun kunne umuligt fortælle ham sandheden. Og dog... På vej op til munden holdt Sofia gaflen stille i luften et øjeblik. ”Altså...”. En smule tænksomt spidsede hun munden og så ned på tallerkenen. ”Hvis du absolut vil vide det... Så er der denne her fyr, som jeg kan lide”. Ordene flød uendelig langsomt over læberne som lava der banede sig vej gennem ukendt terræn. ”Eller... Jeg kan ikke bare lide ham, jeg er forelsket i ham! Så forelsket, at det er som om... Som om en hånd har lagt sig rundt om hjertet og klemmer til, så det buler smertefuldt ud, de steder det kan komme til”, sagde Sofia, hvis stemme efterhånden var blevet til en hvisken. Det var svært at beskrive følelserne hun havde gået med i så lang tid. Øjnene fór op til Stuart for at afvente en reaktion, og hun kunne mærke hvordan hjertet bankede mod brystet. Ligemeget hvad, var det her et afgørende øjeblik! Hånden faldt en smule opgivende ned så gaflen landede på tallerkenen. Sofia sank en klump.
[/justify][/blockquote] Tag: Stuart Fellton og September Fellton
|
|
|
Post by stu on Sept 23, 2011 20:46:49 GMT
Stuart kunne ikke forhindre et hæst grin i, at forlade hans læber, da hun kommenterede sofaen. Et kort blik blev kastet i dens retning, hvorefter han smilede bredt til hende. ”Et fantastisk møbel, så hold grabberne væk”, mumlede han drillende, hvorefter han returnerede hendes puf med foden.
Han lænede sig frem mod hende, for at lade hænderne placere sig på hver sin side af hendes kinder. Ganske forsigtigt trak han hende tættere på sig, hvorefter han nikkede tavst. Tommelfingrene begyndte at kærtegne hendes markerede kindben, hvorefter et lille skævt smil trodsede og forplantede sig på læberne. ”Det er faktisk det jeg forventer”, svarede han hende ærligt, og blinkede til hende. Hendes formodning om altid at være der, fik ham til at smile bredere. Stuart nikkede, som tegn på, at han godt vidste det. Selvfølgelig vidste han det. Sofia og ham var afhængige af hinanden. Ikke sandt? Stuart var i hvert fald afhængig af hende... så meget vidste han.
Stuart stoppede brat med at kærtegne hendes kindben. De mørkeblå øjne var knebet let sammen, og hans skikkelse var stivnet. ”Hvad var det du sagde?”, mumlede han skeptisk, og med en undertone der ikke kunne defineres. Stuart lod langsomt lungerne fyldes med luften omkring dem, i det han forsøgte at dække over sit åbenlyse chok. ”Hvem er han?”, tilføjede han sammenbidt, hvorefter han gav slip på hendes ansigt. Han skubbede stolen ud og rejste sig med et sæt. Hvad helvede skete der? ”Hvor lang tid har du rendt efter ham? Hvorfor er jeg ikke blevet informeret før?”, mumlede han, nu med en pludselig vrede i den hæse stemme. Stuart skævede til Septembers værelse. Han kunne mærke hvordan det begyndte at syde i hans mellemgulv. Hvordan han var jaloux. Stuart vendte ryggen til hende, for derefter at betragte køkkenet. Et øjeblik stod han og så ud af vinduet, hvorefter han snurrede rundt.
”Havde du tænkt dig at gifte dig med ham, inden du diskret fik kastet bomben, og fortalt mig det?”, udbrød han vantro, lidt for højt. Stuart skævede til Septembers dør igen, men eftersom den ikke gik op, vendte han sin vrede mod Sofia. Det var ligesom dengang. Hvor hun råbende havde reklameret, at hun bestemt kiggede efter drenge, og han ikke skulle blande sig. Stuart var i løbet af et skridt henne ved bordet, hvor han begyndte at fjerne tallerkener og bestik. Det blev sluppet i vasken, hvorefter han vendte sig mod hende. Stuart stak hænderne i lommen, som for at foretage sig et eller andet. ”Så svar mig dog. Hvem satan er den lort?!”.
|
|
|
Post by Sofia Banes on Sept 25, 2011 19:27:47 GMT
Throwing Caution to the Wind
Sofia himlede med øjnene da han lavede en bevægelse hen mod den hæslige sofa, og med et lille smil vendte hun blikket ned og to en stor bid kylling. Da hun havde tyggede af munden mærkede hun snart et par hænder i hver side af kinderne, og en usynlig ild brændte langsomt frem på hunden dér hvor hans hud kunne mærkes mod hendes. Kommentaren fik hende til at lave en lille grimasse over selvfølgen, selvom det var sandt. Hun forventede intet mindre end det samme af Stuart. Sådan var det vel, når man var venner. Hvis ikke bedste venner. Så var det sagt. Sofia nåede ikke engang at gennemtænke det før ordene havde sluppet hendes læber. Ville han vide, at det var ham hun snakkede om? Måden Stuart reagerede på, tydede ikke på det. Idét fingrene frøs fast midt i bevægelsen og hånden langsomt faldt ned, tog Sofia sig selv i at løfte hænderne fra skødet for at fange hans og desperat sætte dem op til kinderne igen. En smule chokeret betragtede hun Stuarts uventede reaktion, hvorved han så ud til at blive mere og mere oprørt. Hvorfor reagerede han sådan? Var han virkelig så besidderisk, at han rent faktisk mente, hun ikke skulle have nærkontakt med andre drenge end ham? Et sekund skulle hun til at protestere, men det var som om talegaven svigtede. Først da han bad om ”lortens navn” reagerede hun: det blev til et udbrud der mindede om en blanding af et vantro fnys og en skør lille latter idét Stuart jo, uden at vide det, talte om sig selv. Synet af den oprørte Stuart forhindrede hende i sige navnet, måske fordi hun forestillede sig den samme vrede reaktion hvis han fik af vide hvem. Blikket flakkede en smule, men så rejste hun sig op og prøvede at tyde følelserne der strømmede forvirrede rundt i kroppen. ”Du har ikke fået noget af vide fordi... Fordi det er virkelig svært at tale om”, stammede Sofia og lænede sig en smule tamt op ad bordet. ”Og du er altså heller ikke selv en åben bog når det gælder den slags bekendtskaber! Du har for eksempel ikke fortalt hvad der skete med dig og Imogen!” Stemmen var blevet en anelse skinger, og uden at tænke over det, havde deres skænderi nærmede sig et, som et kærestepar kunne have. Jalousien var tydelig at spore, men ingen af dem var istand til at genkende det hos den anden part. Afventende lagde hun armene over kors og så afventende på ham. Ansigtet forsøgte at se roligt og kontrolleret ud, men hvis Stuart kendte hende godt nok, ville han tolke den lille rynke midt i panden som forvirring og den meget lidt bævende underlæbe som ulykkelighed.
[/justify][/blockquote] Tag: Stuart Fellton og September Fellton
|
|
|
Post by stu on Sept 26, 2011 16:13:16 GMT
Stuarts hånd forsvandt i den højre lommes gemmer, og fremdrog den maste cigaretpakke fra tidligere. Cigaretten blev plantet mellem læberne, og derefter blev jagten indstillet efter ild. Stuart snurrede rundt, og begyndte irriteret og på grænsen til desperat, at gennemrode skuffer og skabe, der kunne gemme på denne orange farvede lighter af hans. Hans blod kogte. Stuart skulle finde en lighter. Pludselig stoppede han brat, smækkede rasende skabslågen til kaffedepotet i, og vendte sig mod Sofia. Den endnu ikke tændte cigaret dinglede mellem hans læber, og de blå øjne var giftige. Efter at have stirret indædt på hende i hvad der svarede til to sekunder, strøg han forbi hende, og ind i stuen. Greb sin jakke fra tidligere, for at gennemrode lommerne. Denne gang var der bid. Kort tid efter, stod den tykke uigennemtrængelige røg omkring hans vrede skikkelse... Stuart hadede ham. Helt ind til benet.
Han snurrede rundt på stedet, og glemte med vilje at åbne vinduerne, så røgen kunne finde ud. Udelukket for at provokere Sofia. ”Svær at tale om, mig op i røven!”, udbrød han rasende. Stuart inhalerede kraftigt, og greb om smøgen med tommel- og pegefinger. Et kort øjeblik lod han sit blik fæstne sig i hendes. De øjne der søgte hans, med den karakteristiske rynke i panden, fik det til at vende sig i ham. Han ville have hende. Stuart skulle til at åbne munden og gå til bekendelse, da hun bragte Imogen på banen. Et kort sekund, havde han glemt hvem helvede den heks måtte være. Så faldt tiøren og raseriet vendte tilbage, som var den aldrig forsvundet. Smøgen blev placeret mellem læberne, og Stuart udbrød et flabet, næsten ondt ironisk grin. ”Hvad jeg laver med hende, kommer ikke dig ved. Hvem jeg spendere min dyrebare tid med, kommer ikke dig ved. Faktisk er det mit område, som du absolut ikke har adgang til – fattet!?”, hvæsede han lavmælt, men bidsk af hende. Stuart trådte truende hen imod hende, velvidende han kørte på den onde klinge.
Det eneste der virkelig bed i ham, var hun havde en anden end ham. Stuart havde altid ment, at de måtte have nok i hinanden; flere gange havde han set andre kvinder, jovist, men det var uacceptabelt at Sofia havde den mulighed. Hun var hans. At tænke tanken... se hende nøgen med en anden mand for hans indre blik, gav ham kvalme. Han fik lyst til at hamre hovedet i bordet, som for at lade billederne skride af helvedes til. Sådan havde det altid været. Sofia var forbudt område for alle; selv Emrys og Jonathan havde ikke Stuarts accept.
”Hvorfor fanden skal du altid skjule det, og så fortælle mig det, i aller sidste sekund!? Hvorfor kan du ikke bare sige det, så det ikke bliver det her fucking cirkus?”, udbrød han pludselig, efter billederne igen var strøget igennem hans tanker. Stuart kneb øjnene sammen og gned sin pande i krampagtige, rasende og opgivende bevægelser.
|
|
|
Post by Sofia Banes on Sept 27, 2011 20:38:43 GMT
Throwing Caution to the Wind
Helt stille og afventende betragtede Sofia Stuart, som han panisk indstillede en jagt efter, hvad der nok var en lighter. Den eneste lyd der brød stilheden var klirren fra bestik og køkkengenstande da han trak raslende skuffer ud og lukkede dem igen. Ubevidst gibbede det i hende da han smækkede lågen i, og rynken i panden blev endnu dybere. Hvorfor stoppede hun ham ikke? Sagde at han ikke behøvede reagere sådan? Fortalte at det kun var ham og at der kun havde været ham de sidste mange år! Fortalte at hun var fortabt og halv uden ham, som en plante der visnede uden den livsgivende vand, der var Stuarts kærlighed! Forvirret kiggede Sofia ned i jorden og prøvede at beslutte sig for hvad hun skulle gøre, inden han pludselig stod ved hende med røgen væltende om hans rasende skikkelse. Det generede hende ikke. Han stod så tæt, at hun ville kunne række hånden ud og stryge ham ned over kinden. Så let... En skygge gled over Sofias øjne da han kom med dødsstødet, og et øjeblik følte hun fysisk en smerte der fik hende til at knække en smule sammen. Små usynlige flækker krakkede rundt i kanten af hjertet der pludselig føltes som is. Det tog ikke mere end et par sekunder for tårerne at vælte frem så øjnene blev sløret og gjorde årerne i gulvets planker utydelige. Hvorfor var han sådan? Vidste han, at hun var forelsket i ham, og nød at pine hende? Hvad havde han lavet med Imogen?! Hun nåede lige at kigge op da Stuart gik hen mod hende på en næsten truende måde som fik Sofia til at måbe en lille smule. Så skød en skræmmende vrede op i hende som ild der pludselig blev overhældt med benzin. Uden at tænke over hvad hun gjorde satte hun begge hænder op på hans bryst og skubbede til af alle kræfter. Han skulle satme ikke være på den måde foran hende! Hans bedste veninde efter så mange år, og så vovede han at påstå, at intet om hans liv kom hende ved! ”Nu styrer du dig fandme, Stu”, sagde hun rasende mens tårerne løb ned af kinderne. Hun ænsede dem ikke af vreden. ” Sådan skal du ikke opføre dig foran mig! Din veninde som har set dig græde af sorg, set dig grine til du trillede ned ad stolen, krammede dig og trøstede dig, og været der for dig og din datter altid! Men måske var det en fejl”, rasede hun, og djævlens tanker fik hende til at overveje, om han virkelig bare havde misbrugt hende i alle disse år; set hende som en genstand han kunne trække frem og bruge af og til når han havde lyst, for derefter at sætte den op på hylden igen. Idét ordene var sagt, var det som om raseriet forsvandt og blev erstattet af en sorg der fik hende til at hive efter vejret. Hvis hun blev i det hus med Stuart et sekund længere ville hun eksplodere! Hænderne fór op til øjnene for at tørre nogle rasende tårer væk, idét hun masede sig forbi ham for at komme ud til gangen. //Out
[/justify][/blockquote] Tag: Stuart Fellton og September Fellton
|
|
|
Post by stu on Sept 28, 2011 17:05:02 GMT
Da hun forlod huset, og døren smækkede i bag hende, faldt Stuart om på stolen hun havde siddet på. Et kort øjeblik sad han og betragtede køleskabet, før en knirken bag ham fik ham til at vende sig om.
September Fellton stod og stirrede på ham, iført hvidt nattøj og det sorte hår løst opsat i en hestehale. Stuart kastede cigaretten ud af vinduet, hvorefter han med et lille påtvunget smil vendte sig mod sin datter. ”Jeg kan ikke sove”, svarede hun på hans åbenlyse, spørgende attitude. Stuart gned sin pande, og gik hen imod hende. ”Det kan ikke være rigtig. Kom, ind i seng”, beordrede han smilende, selvom hans hjerte stod i brand.
Stuart ville have hende tilbage. Og så var han nødt til at fortælle sandheden... Hold kæft, hvor han ofte tog et smut til helvede for tiden. OUT
|
|