Throwing caution to the wind

[Sofia Banes]

Throwing Caution to the Wind

Vinden havde rusket rundt i Sofia Banes lange, lyse hår, og det, der havde været en pænt opsat frisure, var hvirvlet rundt til uigenkendelighed. Selvom det var adskillige timer siden de var gået fra parken havde Sofias kinder stadig et rødligt, ungdommeligt skær. Vejret havde været udemærket for en septemberdag. Det var som om solen i disse uger brugte de sidste krampetrækninger på at sprede lys, liv og varme, inden de lange efterårsdage tog over. Og det havde Sofia, Stuart og September nydt til fulde. De havde tilbragt en af Stuarts sparsomme fridage ude i det grønne hvor de havde hygget og leget, og Sofia havde medbragt en drage som September fik lov at prøve. Det var ikke videre vellykede, med med hjælp fra en lille besværgelse kom den hurtigt op og svæve i luften. Dernæst havde de spist en god middag i Hogsmeade. Det var en af den slags dage Sofia holdt mest af, og hun følte halvt hun var en del af deres lille familie.
”Vil du beholde dragen, Ember?”, spurgte Sofia den lille pige, og rakte en smule spørgende den røde drage ned mod hende. Der var tegnet et par store øjne på hver side af pinden der skabte balance mellem plastikken, og de vrængede forskellige ansigter efter hvor højt den var oppe. Lige nu skulede den til dem på grund af den manglende luft.
De stod ved hoveddøren til Stuarts hjem, og Sofia ventede på, han skulle åbne. Det skulle blive godt at komme ind i varmen og hygge, selvom Sofia var en smule i tvivl om, hvornår hun skulle tage hjem. Hun ville nødig trænge sig på, hvis Stuart havde arbejde at lave. Han plejede dog ikke at have noget imod, at hun var tilstede i hans hjem når han lavede andre ting.

Tag: Stuart Fellton og September Fellton

[stu]

September lagde armene om halsen på sin far, hvorefter hun gabte lydløst. De blå øjne blev lukkede, og trygt begyndte hun at døse hen, imens Stuart og Sofia bevægede sig ned ad gaden. Den kølige aftenvind, gled langsomt om hendes skikkelse, og beroligede hende yderligere. Hendes fars og Sofias lavmælte stemmer, spillede en betydelig faktor. Hun kunne lide at høre ham snakke inden hun faldt i søvn. På den måde, befandt han sig der i hendes drømme. Han var der. Samtidig elskede hun, hvordan han mumlede ting til Sofia, der fik hende til at grine lavmælt. Hun kunne lide det grin. Derfor var aftenens vuggesang, den mest effektive hun nogen sinde havde været udsat for. Sin fars lavmælte ord, Sofias små kluk og vindens kølige kærtegn.

Stuart nikkede mod Sofia, hvorefter han lydløst mimede, om pigen var faldet i søvn. Han sendte hende et bredt smil, hvorefter han forsigtigt låste døren op, til det lille hus. De trådte ind ad gangen, og Stuart fik forsigtigt trådt skoene af. ”Jeg ligger hende i seng. Du må ikke gå”, bad han hende stille, hvorefter han vendte fronten til hende, og hævede begge bryn i en sigende grimasse. Han ville have hende her. Bare lidt til. Stuart vendte rundt og krydsede stuen, hvorefter han forsigtigt åbnede døren til datterens værelse. Han lagde hende forsigtigt i sengen, tændte et lys, og begyndte at klæde hende af. Pigen var ikke videre samarbejdsvillig; hun bevægede sig protesterende og ansigtsudtrykket afslørede hvordan hun ville være i fred. Stuart tog sig god tid, og få minutter efter, lagde han dynen over hende og slukkede lyset.

Stuart lænede sig op af dørkarmen. Øjnene betragtede den lyshårede kvinde, der sad placeret i hans sofa, og tålmodigt ventede på hans selskab. De mørke bryn var samlet nær midten i en undrende grimasse. Hun havde forandret sig. Formerne var anderledes. Håret. Øjnene. Han måtte synke. Æde forandringerne og jage dem af helvedes til. Forsigtigt lukkede han døren bag sig, og trådte hen imod hende. Et lille smil lurede i mundvigen, da han drillende nærmede sig hende, og hev hende op. ”Jeg er ikke færdig med dig”, brummede han og lagde armene om hende ved lænden. Et øjeblik stod han, og betragtede hende, hvorefter han rynkede de markerede bryn i en tænksom grimasse. ”Det er længe siden, vi har haft en tur som den her. Er du ved at være træt af os?”, spurgte han stille, og trak hende tættere på sig, med et bredt smil om læberne.

[Sofia Banes]

Throwing Caution to the Wind

Sofia følte en uforklarlig varme ved synet af September der klamrede sig om halsen på sin far. Sin far, som havde ændret sig så markant de sidste mange år, og som stadig kunne få Sofias hjerte til at hamre afsted i galop. Hun vidste, at September faldt til ro ved lyden af Stuarts stemme, så på vejen hjem småsludrede de om løst og fast. Af og til sagde Stuart mærkværdige ting uden sammenhæng som Sofia ikke kunne lade være med at grine af, blot for at datteren kunne høre stemmen.
Vinden lullede hende langsomt i søvn med dets bløde kærtegn, og en træthed begyndte så småt også at lægge sig over Sofia. Det var en lettelse da de endelig var fremme ved døren, og da indså Sofia hurtigt, at hun nu sov. Med et lille nik besvarede hun Stuarts smil og tog dragen tilbage i favnen. De lukkede Hogsmeades fjerne lyde af latter, hundeglammen og smækkende døre bag sig, og trådte længere ind i Stuarts hyggelige hus. Skoene røg af og blev stillede pænt op ad væggen, imens hun mønstrede et bekræftende smil mod Stuart. Han ville have hende til at blive lidt endnu, og det fik hjertet til at springe et slag over.
Hun satte dragen op ad sofaen og lod blikket glide en gang rundt i den lille stue, for at se om noget havde ændret sig. Det lignede sig selv bortset fra skrivebordet, der var en hel del mere rodet. Stuart havde tydeligvis travlt med sit arbejde for tiden. Inde fra værelset ved siden af kunne Sofia høre protosterende lyde fra September og den beroligende stemme fra Stuart. Hun overvejede kort at gå derind, idét hun elskede at putte September, men hun vidste også, at pigen mest var i humør til sin far når hun var træt.
Den bløde sofa gjorde Sofia endnu mere døsig, og hun modstod fristelsen til at lægge sig ned, krølle sig sammen og sove på den. Hun spidsede tænksomt munden da Stuart pludselig kom tilsyne i døråbningen. Endnu engang slog det hende, hvor flot han var, og måden han så på hende, fyldte hende af forvirrede tanker. I få sekunder anede hun følelser i hans blik som hun selv følte, men de blev afvist ligeså hurtigt som de var kommet. Hun ville ikke tillade sig selv at få den slags idéer: det kunne hun kun blive såret af.
For ikke at forsvinde væk i dagdrømmerier smilede Sofia stort og prøvede at få den venskabelige attitude frem. Da han hev hende op, gjorde hun sig drillende helt slap i kroppen, så han nærmest måtte bære hele hendes vægt. ”Jeg tror ellers jeg er ligeså træt som din datter”, kommenterede hun smilende ind mod hans brystkasse. Det krævede al koncentrationen ikke at lægge mærke til musklerne der bevægede sig gennem skjorten, de beskyttende arme der lå rundt om hende og duften af ham som var så karekteristisk. Med et ubevidst lille suk rettede hun sig op og betragtede ham ligeså studerende som han betragtede hende. Spørgsmålet fik hendes blik til at flakke en smule. ”Jeg kunne aldrig blive træt af jer, Stubrew”, sagde hun alvorligt mens en lille rynke tegnede sig mellem øjenbrynene, da hun kaldte ham det gamle øgenavn. Hun havde netop været på en kærkommen lang rejse til Sibirien i forbindelse med arbejdet. En rejse hun havde taget, fordi de mange stunder med Stuart havde gjort hende forvirret og ulykkelig over den forbudte kærlighed. Da hun kom hjem, kunne hun som sædvanligt ikke modstå at se ham længere, og derfor fik hun fluks arrangeret en skovtur. Uden at tænke over hvad hun gjorde, rakte hun en hånd op mod hans ansigt og lod en finger hvile et øjeblik på hans underlæbe.

[/justify][/blockquote]

Tag: Stuart Fellton og September Fellton

[stu]

Stuart lo lavmælt, uden tvivl moret. Forsigtigt lagde han sin pande mod hendes, hvorefter øjnene gled hen over hendes læber og kindben. ”Jeg savner dig...”, hviskede han mumlende, hvorefter han fæstnede sit blik i hendes. Læberne var skilt i et intetsigende smil, og armene trak hende om muligt tættere på sig. Hans blik veg ikke fra hendes. Hver en celle i hans krop, syntes at reagere på hendes så tætte nærvær. Noget der gjorde den unge troldmand forvirret. Ikke at hendes nærvær i andre situationer, ikke påvirkede ham. Det havde bare ændret sig. I stedet for at kigge igennem hende, var han begyndt at kigge på hende. Ligge mærke til de små bryster, hofterne, håret, øjnene og hendes yderst interessante bagdel i de lærredsbukser hun tit sås i. Det værste af alt dette, var at han kunne lide hvad han så...

Forsigtigt trak han sig tilbage. Et øjeblik stod han træt og betragtede hende. ”Er det forkert at sige, at jeg ville ønske du aldrig rejste, men blev hos mig hele tiden?”, spurgte han stille, hvorefter smilet brød læberne og de hvide men lettere skæve tænder, blev blottede. Selvom Stuart var kendt i medierne for at være en helvedes dygtig journalist, havde det en pris. Det betød han at han arbejdede konstant. Han holdte ikke ferier, og sørgede for at holde sig selv opdateret. Hjemmet, især soveværelset og stuen, afslørede hvordan han aldrig lagde arbejdet til side for at have tid til sig selv. Samtidig skulle han passe en syg far, der var parkeret i Ely, og selv være far til snart fem år gamle September. Han nød hvert et sekund i sin datters selskab, men kræfterne slap op, ligegyldigt hvad helvede han gjorde. Sofia var derfor en fantastisk løsning; September elskede hendes nærvær, og ligeledes gjorde han. Han arbejdede ikke, når Sofia kom omkring i lejligheden, og September fik at se, hvordan det var at være en mere i en familie. Sofia var løsningen på hans problemer; og svaret til et andet.

Stuart tvang sig selv til at live op, hvorefter han nikkede mod køkkenet. ”Jeg giver øl”, sagde han stilfærdigt, hvorefter han vendte rundt på hælen og satte kursen mod køkkenet.

Køkkenet og stuen var et rum; køkkenet lå blot placeret i den modsatte ende af hoveddøren, men der var ingen vægge der adskilte de to rum. Samtidig var køkkenet farverigt, og dekoreret med Septembers egne små tegninger. Noget Stuart havde fundet på(September var gået med til det, dog med en skeptisk attitude). Stuart hev en stol ud til Sofia, hvorefter han åbnede køleskabet. Han stillede en øl foran Sofia, hvorefter han dykkede ned i skuffe for at finde en oplukker. ”Du skal forresten til at forberede dig på noget af et brag. Jeg er ved at fælde alle Emmerichs gamle støtter... bogen er forresten udskudt til jul...”, fortalte han stille hvorefter han slyngede sig ned foran hende, efter at have åbnet begge flasker. ”Jeg har Ella Dellochio i kikkerten”, fortalte han ivrigt, hvorefter han lænede sig hen over det lille runde tomands bord. ”Det bliver grimt for hendes vedkommende”, skyndte han sig mumlende at tilføje, hvorefter han sendte hende et smørret smil.

[Sofia Banes]

Throwing Caution to the Wind

Stuart og Sofia havde aldrig været bange for at vise kærtegn. I deres tid sammen kunne de ofte kramme hinanden og af og til holde i hånden, men den måde Stuart holdt om hende nu, og den måde hans øjne gled higende ned over hendes ansigt, tog pusten helt fra hende. Hjertet bankede så hårdt mod hendes bryst, at Sofia halvt frygtede han kunne høre det. Et øjeblik var hun ved at erklære sin kærlighed til ham, men som altid formåede hun at holde det tilbage. Han kunne aldrig få det af vide! Det ville bare ødelægge venskabet mellem dem, og hvis Stuart ikke var i hendes liv... Det turde hun slet ikke tænke på.
”Jeg savner også dig”, kvækkede hun. Læberne var en lille smule adskildt, og Sofia følte nærmest at de var en smule hævede af ivrigheden efter kontakten med Stuarts læber. Hans ånde slog forsigtigt mod hende og hele nærkontakten var tæt på at gøre hende svimmel. Bare få centimeter tættere på... Måske kun en centimenter, så kunne deres læber mødes og...
Stuart trak sig væk. Det var som om de usynlige bånd der havde trukket dem tættere og tættere blev kappet, og Sofia var halvt ved at vælte. Hun måtte træde et skridt frem for at genoprette balancen. Modsat ham var hun ikke istand til at smile. Følelserne der stormede rundt i kroppen var som et bragende uvejr.
Der var ikke noget hun hellere ville, men idéen i sig selv var så fristende, at Sofia ikke turde sætte den slags griller igang. At bo sammen Stuart, sove i hans seng, mærke hans kærtegn, passe September... Nej!
”Det tror jeg ikke du ville ønske”, sagde hun og fik fremtvunget et selvironisk smil, men hun var stadig så rund på gulvet, at stemmen truede med at knække over. "Jeg roder... Og jeg er forfærdelig til at lave mad! Og så har jeg en vane med at løbe rundt i huset og synge skøre, selvopfundne sange...", hun løb tør for grunde og sendte ham et forskende blik. Stemningen var nødt til at ændre sig, ellers ville hun bryde sammen.
Det var en kærkommen forandring da Stuart viste hende ud i køkkenet. Hun nikkede og smilet blev mere ægte.
Ude i køkkenet satte Sofia sig på en af stolene og greb øllen da han placerede den på bordet. Et minde om dengang Stuart og Sofia drak sig beruset i Det glade Vildsvin passerede for hendes indre blik, og det fik hende umiddelbart til at kvække lidt af grin. Hun tog en slurk og koncentrerede sig om det han sagde.
”Er det det, du har arbejdet på i så lang tid?”, spurgte Sofia en anelse overrasket. Hun var blot en lille smule fornærmet over ikke at have fået det at vide, men det var der jo ikke noget at sige til, efter som hun havde været ude at rejse i omkring en måneds tid. Nysgerrigt rynkede hun panden. ”Du må ikke efterlade mig med sådan en cliffhanger”, peb hun en smule og daskede ud efter ham. ”Giv mig en ledetråd! Og... Hvad har du gjort for at presse dine kilder?” Hvis Sofia kendte Stuart ret, havde han brugt en blanding af charme, afpresning og karismatisk overtaling.

[/justify][/blockquote]

Tag: Stuart Fellton og September Fellton

[stu]

Stuart hævede begge de markerede bryn, hvorefter hans venstre hånd dykkede ned i lommen, for at frembringe hans halvmaste pakke cigaretter. ”Maden er jeg fuldstændig enig i”, brummede han og lo lavmælt, hvorefter han stak en hvid cigaret i mundvigen. Den blev tændt, og røgen skød ud af næsebordene kort efter. Han grinede lavmælt, hæst før han rejste sig. Stuart placerede sig på køkkenbordet, og åbnede vinduet som for at lede røgen i en anden retning. Et kort undskyldende smil blev dedikeret til Sofia, men ikke nogen yderligere forklaring, selvom han officielt var stoppet for over seks måneder siden.

De mørkeblå øjne gled hen over omgivelserne, hvorefter et lille smil forplantede sig på hans læber. ”Jeg tilbyder dem, bare hvad de gerne vil have”, fortalte han stille og blinkede indforstået til hende. ”Caroline Abbey vil have, jeg forhindre Emrys i at sladre om noget. Det kan lade sig gøre”, fortalte han stille, hvorefter han inhalerede langsomt. ”Fenella Loretz vil have jeg snakker pænt om hende i en artikel, og peger på hende som mulig kandidat til en plads i højmagiratet. Den bliver... den kommer til at svie på mit omdømme...”, tilføjede han kortvarigt efter, hvorefter de bekymrede folder lagde sig over hans trætte ansigt. Blikket fæstnede sig i hendes skikkelse, som fandt han en ro i de former og i de øjne. Han inhalerede kraftigt. ”Medmindre jeg selvfølgelig nægter, efter hun har givet mig hvad jeg behøver... problemet er bare, at Fenella slet ikke er dum. Jeg nægter at tro, hun udlevere hele svineriet, uden først at få et bevis for, at jeg giver lidt igen. Så jeg skal have kringlet den efter jul engang, og pludselig se noget lærerigt i hendes person”, fortalte han stilfærdig. Blikket gled langsomt ned af Sofias skikkelse, som slugte han hver og en af de fine detaljer. Han gad end ikke ligge skjul på det.

Stuart tvang sin blik ned på gulvet, hvor det blev fæstnet. Han rømmede sig lavmælt, og skoddede smøgen i vinduet hvorefter han smed den af helvedes til på græsset. ”Sådan gør jeg. Giver og tilbyder mindre end jeg modtager. Og så sørger jeg får, at holde mig gode venner med dem bagefter. Så meget det nu er muligt, når man er halvblod og de svin man nakker er fuldblods...”, tilføjede han stille og lo lavmælt, opgivende. ”Henrettelse. Muggler kvinde. Sekt. Sagen blev skubbet ud af systemet, og Ella var øjenvidne. Det skete for ti eller femten år siden”, sagde han hvorefter han sendte hende et skarpt blik. ”Jeg sagde sagen var grim...”.

Han snøftede og lukkede vinduet. Hoppede ned og gik tilbage til sin plads, hvorefter han greb sin øl, og satte sig på bordet. Stuart tog en tår, hvorefter han skar ansigt. Øl var ikke ligefrem hans smag længere. Han var rastløs. Kunne ikke finde ro... Det eneste han havde lyst til, var han dele sin seng med Sofia. Sikke et helvede.

[Sofia Banes]

Throwing Caution to the Wind

Sofia vrængede lidt af Stuart da han selv indrømmede hendes mindre fantastiske kulinariske evner. Indtil videre havde hun forsøgt at tilberede stor middag til Stuart og September når de kom på besøg et par gange, men det endte ofte brændt, misfarvet eller med en eller anden underlig smag, så det endte næsten altid med takeaway.
En lille rynke tegnede sig over næsen og Sofia sendte ham et strengt blik, da han fandt den krøllede cigaretpakke frem. Han havde stolt proklameret omkring 6 måneder tilbage at han nu ville stoppe, men det var endnu ikke sket. Sofia havde prøvet at overtale ham et par gange, blandt andet på grund af September, men hun havde efterhånden givet op. Det hjalp også en smule at han satte sig hen til vinduet så røgen drev udenfor istedet for indenfor, hvor den kunne sætte sig i gardinerne og møblerne.
Sofias fingre legede med markaten på øllen uden at hun egentlig drak af den. Øl havde aldrig rigtigt været hendes favorit, medmindre det var en blød, skummende ingefærøl. Fraværende kradsede hun i det, mens opmærksomheden var rettet mod Stuart. Hun hævede øjenbrynene en smule, da han fortalte alt. Overraskelsen stod tydelig malet i hendes ansigt. I den måned hun havde været ude og rejse havde hun ikke fulgt meget med i politik, og sandhederne kom helt bag på hende. Det gjorde blot Sofia endnu mere overbevist om, at hver politiker handlede mere i sin egen interesse end folkets.
Fenella Loretz i Højmagiratet? Den Fenella som havde været en tyran på Hogwarts og som troede på favorisering af fuldblodsslægter? Tanken fik Sofia til at åbne munden en smule og fingeren frøs fast mit i kradseriet. Forvirringen stod tydelig malet i hendes ansigt da Stuart i korte sætninger forklarede årsagen til hele tumultet. ”Hvor forfærdeligt”, sagde hun lavmælt. Som den empatiske sjæl hun var, følte hun en tristhed dale ned over hovedet på hende, og blikket faldt tænksomt hen ad bordet. Årer i træet bugtede sig ned gennem overfladen. Det var den slags sager som troldmandssamfundet skulle vide noget om, og hér havde Stuart en vigtig rolle at spille. En smule henført rettede Sofia blikket op mod Stuart da han satte sig hen på stolen igen. Uvilkårligt lukkede hendes hænder sig om hans, efterhånden kolde, hånd, og gav den et lille trøstende klem. Noget sagde hende, at han måtte have været ensom på det sidste, ude af stand til at kunne fortælle sagen til andre. Og nu fortalte han det til hende. Affektion simrede i mellemgulvet.
”Det kan godt være, at du træder folk over tæerne på vejen, men folk fortjener sandheden. Det du gør, er fantastisk”, sagde Sofia ærligt og prøvede at fange hans blik, for at understrege at hun mente det hun sagde.

[/justify][/blockquote]

Tag: Stuart Fellton og September Fellton

[stu]

”Det er til at brække sig over...”, sagde han uden at ligge skjul på vreden, der havde lagt og dirret i ham, siden han for et år siden, havde modtaget informationerne. Det kunne have været hans mor. Hans datter. Fuldblodsslægterne havde en medfødt fordel; rent blod. En fordel han ikke kunne give sin datter, der fra nogle individer, skulle høre fra hendes status. Derfor gik han efter struben denne gang; fordi September ikke havde valgt ham til sin far. Fordi det var hans skyld, hun var udsat.

Stuart sank hvorefter han rømmede sig besværet. ”Dagene op til og efter udgivelsen... Kan Sebbe bo hos dig? Jeg kommer til at ligge vandret, hvis jeg skal forsvare den i pressen... Desuden håber jeg på en efterfølgende retssag, og den kommer jeg til at lave en bred artikel om til Profeten”, fortalte han og rømmede sig, hvorefter han gned sin pande, tydeligvis udmattet. ”Ugen op til udgivelsen, går vi i gang med at reklamere, så folk ved at hvad hele lortet går ud på... Desuden får jeg lavet en artikel på omkring fire spalter, hvor jeg får præsenteret indholdet. Indtil videre, tror jeg, at jeg er godt med...”, fortalte han med et spagt smil, hvorefter han lænede sig tilbage i stolesædet, for at betragte hende indgående. Det var tydeligt at se på knægten, at han var stresset...

Han kløede sig på brystkassen, hvorefter han gned sin pande, og lagde armen over hovedet. ”... hvis jeg ikke når at blive sindssyg, inden den går i trykken”, tilføjede han adskillelige minutter efter. Pludselig viftede han fraværende med hånden, hvorefter han lod lungerne fyldes med luften omkring dem. Han betragtede hende, uden at ligge skjul til, hvordan synet behagede ham. Brysterne. Kurverne. Selv hendes læber og kindben. Der var noget fascinerende ved den måde, de havde ændret sig på.

”Du har ændret dig”, brummede han pludselig, som om ordene var taget ud af kontekst. Øjnene fæstnede sig i hendes, og et lille smil spillede fraværende i mundvigen. ”Som Imogen Ivory. Har jeg forresten fortalt dig det? Jeg mødte hende her i forgårs...”, sagde han og hævede begge bryn i en sigende grimasse. Han greb sin øl, og drak dovent.

[Sofia Banes]

Throwing Caution to the Wind

Sofia nikkede istemmenende og rynkede panden en smule over den tydeligvis oprørte Stuart. Det gik op for hende, at han måske var bange på sig selv og sin datters vegne. Stuart var mugglerfødt og dermed havde September ikke ligefrem nogen renblodede linje. Selv var hun halvblods, Aileen var mugglerfødt, men Sofia elskede sine bedsteforældre højt, og der var ingen synderlig forskel på dem og bedsteforældrene på Liams side.
Blikket løb endnu engang fraværende langsomt ned af bordets årer. En finger fulgte linjernes bugten. Tænksomt overvejede hun, om enhver renblodede linje ikke måtte have en eller anden afstikker. En revne i det ellers perfekte træ. Men deres stolthed værnede om den slags hemmeligheder så ingen nogensinde ville finde ud af det. Medmindre typer som Stuart gravede ned i familiekisterne.
Ved lyden af hans mørke stemme rettede hun blikket op. ”Selvfølgelig kan hun det”, sagde Sofia glad og smilede allerede lidt ved tanken om pigens selskab. Det var svært at forestille sig Stuart i hele medieræset. Det var selvfølgelig ikke noget han ikke kunne klare, men Stuarts temperament havde det med at få ham til at sige ting, han ikke ønskede der skulle siges. Men også han var selvfølgelig blevet ældre og langt mere moden.
En lille smil brød frem på Sofias læber, og hun kunne ikke lade være med at komme med et lille grin. Han så så lidende ud, at Sofia fik lyst at trylle ham om til en bamse uden bekymringer og bare knuge den ind til sig for evigt. ”Hvis du bliver sindsyg skal jeg nok komme med cookies til dig på tosseanstalten”, afgjorde hun. Det var en af de få ting hun kunne finde ud af at lave, og til hendes store glæde, havde Stuart og September vist sig at holde meget af dem.
Om det var kulden der havde sneget sig ind fra Stuarts før åbne køkkenvindue eller om det var hans pludselig meget åbenlyse blik der fik Sofia til at trække kappen en smule tættere om sig, var svært at sige. En rødmen skød ufrivillig op i kinderne, og på én gang følte hun en smule glæde ved at han lagde mærke til hende, men også en smule irritation ved at han gjorde det så åbenlyst. ”Stuart!”, sagde hun bebrejdende og prøvede at lyde fornærmet, selvom stemmen mest af alt lød glad. Et lille smil tegnede sig frem på læberne da hun lidt drillende vendte siden til ham så han ikke kunne se så meget af hende.
En spand usynlig vand pjaskede i hovedet på Sofia ved Stuarts næste kommentar. Imogen Ivory. Ikke blot Stuarts gamle flamme men en nu kendt Quidditchspiller. Uden at kunne skjule sorgen i ansigtet, for tankerne var selvfølgelig røget på langfart og forestillede sig Stuart og Imogen i hed gensynsomfavnelse, prøvede hun at kamouflere skuffelsen ved at drikke lidt af sin øl. Det endte med, at hun bundende den.
”Det må have været rart at se hende efter så lang tid”, kom det endelig. Stemmen var langt mere skrøbelig end forventet, og Sofia bandede indevendig over sig selv. De sekunder inden han svarede var tortur.

[/justify][/blockquote]

Tag: Stuart Fellton og September Fellton

[stu]

Stuart lo fjoget, da hun forlegent trak kappen tættere om sin spinkle krop. Han blinkede provokerende til hende, hvorefter han med et spagt, sigende smil tømte resten af indholdet i ølflasken.

Da hun gjorde ham kunsten efter, med et blik der talte sit tydelige sprog, mødtes de markerede mørke bryn nær midten i en undrende grimasse. Stuart rømmede sig lavmælt, tøvende før han trak kvast på den ene skulder. ”Sagde jeg noget forkert?”, mumlede han nu med en hvis bekymring i den mørke stemme. Han stillede glasflasken fra sig på bordet, før han prøvende rakte ud efter hendes hånd.

I årenes løb var det lykkes enkelte individer at træde Sofia over tæerne. Stuart var klar over, at han ikke for al tid og evighed, kunne troppe op, efterfulgt af tolv bøller og give disse individer tæsk. Selvfølgelig. Det var klart. Problemet bestod i al sin enkelthed i, at Stuart endnu ikke havde accepteret den kendsgerning. Hun var hans. Noget af det mest dyrebare i hans samling, og absolut den der var låst inde i det sikreste skab af alle. Han huskede tydeligt, hvordan hun i de første år, havde fundet sig i hans opførsel. Ladet ham tage hendes kampe, for derefter at vende tilbage til hende, som om intet var sket. Stuart havde før ladet temperamentet løbe af med sig; en ting Emrys havde pointeret overfor ham ved adskillelige lejligheder. Det var de sidste år på Hogwarts, der gjorde forskellen. Stuart måtte, på den hårde måde, lærer hvordan han ikke kunne styre hende udenom intriger. Styre hende uden om den problematiske kærlighed, han selv flygtede fra. Han huskede stadig, hvordan den sved... Hvordan Sofia råbende havde reklameret, at hun selvfølgelig kiggede efter det modsatte køn, og at han ikke skulle bestemme hvornår og hvordan.

Stuarts hånd greb hendes. Han lod lungerne fyldes med luften omkring dem, før han løftede håndryggen mod hans ansigt. Stuart kyssede den flygtigt. Derefter rejste han sig, og trak hende op. Et lille afventende smil lurede i mundvigen, da han lagde armene omkring hende. ”Må jeg ikke kigge på dig?”, spurgte han stille og lo lavmælt, næsten opmuntrende. Han stod et øjeblik og betragtede hendes ansigt, før han bed sig i læben. ”Jeg fatter ikke, hvorfor jeg ikke endnu har givet dig væk...”, tilføjede han smigrende, hvorefter læberne brød og han smilede bredt, næsten fjoget til hende.

[Sofia Banes]

Throwing Caution to the Wind

”Nejnej”, mumlede Sofia som svar, lettere utilfreds med hans mangel af samme. Det fik blot tankerne til at gå på langfart. Havde de kysset? Udvekslede gamle minder? Sat sig ind på en café og holdt i hånden? Ansigtet krakelerede i ulykkelige folder, og hun lignede mest af alt en ulykkelig hundehvalp. Blikket flakkede ned til hans hånd der greb ud efter hendes.
Nej! Han skulle ikke se hende sådan her. Med anstrengelse skar hun en grimasse og lagde derefter ansigtet i drillende folder. Det blev sågar til et mildt smil. Stuart havde dog sikkert allerede gennemskuet hende. De havde ofte kunne læse hinanden som åbne bøger, og få mennesker kendte hende så godt som ham. Alligevel havde han ikke set hendes forelskede opførsel nok gange til at kunne genkende den. Hendes besynderlige uigennemskuelige adfærd tolkede han sandsynligvis bare som modning.
Fast besluttet på ikke at afsløre det mindste besvarede hun hans håndsgriben med et lille klem. Hun himlede drillende med øjnene over hans charmerende gestus. Hvor mange gange havde hun ikke set ham gøre det på andre damer? Armen om skulderen høstede intet andet end en lille skæven, før hun med et hævede øjenbryn vendte ansigtet mod ham. Blikket fæstnede sig til hans, og hun forsøgte at undgå at drukne i de fantastiske mørke øjne, som kunne afklæde kvinder effektivt, kunne afspejle en følsomhed som Sofia kunne genkende på et splitsekund når han talte om September eller om sin syge far, og kunne sende hende et blik der kunne få hende til at svæve væk af lykke, bare for at være én pige ud af mange, som fik dét blik...
”Næ, men jeg tvivler på, jeg kan få dig til at lade være”, mumlede hun drillende og viste en række skinnende tænder i et stort smil. Hun lukkede kappen tæt omkring sig så hun lignede noget nær en flagermus. Selvom det var en anelse køligt i køkkenet følte hun ingenting. Stuarts nærhed fik en varme til at brænde gennem årene.
”Skulle det være et kompliment?”. Endnu engang himlede hun med øjnene og kunne ikke lade være med at bore en finger ind i hans brystkasse. ”Hvis jeg nogensinde spurgte om tilladelse, ville du jage fyren væk før jeg fik en chance for et enkelt kys”, gav hun igen, og mente ordene oprigtigt. Der havde kun været få kærester på de 5 år, og de gange hun havde fortalt ham om det, havde han ikke reageret positivt. Hvis det stod til Stuart, levede hun hos ham, passede September dagen lang og lavede mad til dem begge (eller købte mad udefra). Okay, tanken var måske en smule tiltrækkende.

[/justify][/blockquote]

Tag: Stuart Fellton og September Fellton

[stu]

Stuartbed mærke i sin egen lettelsen, der langsomt lagde sig over ham. Smilet på hendes læber, afslørede hvordan tallerkenen var vendt.

”Du har ret. Jeg ville kastrere ham på stedet”, brummede han medgivende, hvorefter han stirrede alvorligt på hende. Et lille smil i mundvigen, skulle forhindre at blikket blev for bidsk, men der var ikke tvivl om, hvilken pointe Stuart fremførte. Han greb blidt om hendes hage, hvorefter han forsigtigt tvang hende til at betragte ham. ”Og med hensyn til at kigge efter dig... Så bestemmer jeg heldigvis selv”, mumlede han lavmælt, velvidende hun hørte hvert et ord. Smilet havde formået at glide hele vejen over læberne, og et kort øjeblik blev de hvide tænder blottede. ”Men jeg skal prøve at holde mine øjne andetsteds. Det er ikke noget du behøver at være bange for...”

Stuart løj. Det vidste han godt. Tanken om, ikke at nyde de små øjeblikke i lærredsbukser, forekom ham latterlig. Sofia havde forandret sig. Fået kurver og bryster. Et ganske fængslende fænomen, ifølge Stuart, der ikke havde set dagen komme. Selvfølgelig havde han bidt mærke i humørsvingningerne i starten af deres teenagesår, men de andre damer på årgangen over, havde været igennem fasen; de var derfor, ganske naturligt, mere udrustede. Derfor blev de, ganske naturligt, mere interessante. Stuart havde følt sig forbundet med Sofia, fra den første ordudveksling. Hun var speciel, men det betød, at hun var forbudt område. Selv nu...

”... Måske skulle du være glad for, jeg sorterede alt skiftet fra”, bed han mildt af hende. Han trak sig forsigtigt tilbage, hvorefter han hævede begge bryn i en sigende grimasse. ”Jeg kan ikke gøre for, du altid vælger dem, som absolut stod sidst i køen, når der blev udelt alting”, sagde han og sendte hende et bredt smil, hvorefter han kløede sig på brystet. Han gik forbi hende, og klappede hende drillende i bagdelen, som en form for protest mod tidligere. Stuart kunne lide at røre og udforske, alt det han ikke havde set tidligere. Han forsvandt forbi hende, før han landede ved køleskabet. ”Skal jeg bikse noget natmad sammen til os, eller hvordan har din mave det? Jeg er i hvert fald ved at gå til...”, reklamerede han smilende, tydeligvis moret over klappet, før han vendte fronten mod hende og afventende betragtede hende. Stuart var uden tvivl en glimrende kok.

[Sofia Banes]

Throwing Caution to the Wind

Stuarts markabre og flabede kommentar var efterhånden noget Sofia var blevet vant til, men de kom alligevel af og til bag på hende. En smule overrasket spærrede hun øjnene op, men fnes så en smule ved tanken. Ærlig talt troede hun ikke på, at Stuart ville nærme sig en anden fyrs junk med en ildtang.
Øjnene blev to små sprækker og munden presset sammen i en overdrevet fornærmet gestus da han tvang hendes hoved til at vende sig mod ham. Da han slap bed hun drillende hun efter hans hånd der langsomt faldt mod bordet. ”Som om”, sagde hun tvivlsomt og troede ikke et sekund på, hvad han sagde. Desuden ville hun nok blive skuffet den dag han ikke længere så sådan på hende, for det måtte betyde, at alt håb var ude.
Smilet svant langsomt ind i den korte stilhed der sænkede sig, og Sofia lagde hovedet en lille smule på skrå. ”Det er lang tid siden jeg har set dig smile på den måde”, sagde hun lavmælt. Spøgefulde kommentarer og hæs latter regnede som regel ned over Sofia og September når de var sammen, men i løbet af dagen havde han været overraskende tilbageholdende. Arbejdet tog tydeligvis hårdt på ham, og Sofia mærkede et stik i hjertet. ”Forbandede politikere”, tænkte hun.
Havde det været enhver anden der smækkede Sofia i røven var det af vrede røde pletter sprang frem på kinderne, men denne rødmen var en helt anden. En rest af værdighed fik hende alligevel til at slå ud efter ham. ”De stod aldeles ikke bagerst i køen! Og hvis de gjorde, var det sikkert fordi du skubbede, maste og boksede dem væk for at komme forest”. Det gik op for hende, at det rent faktisk kom ud som et kompliment. ”Og dernæst ville du... Blev du sikkert smidt om bag i køen alligevel”. Det var en tam redning, og istedet sprang Sofia op fra stolen og marcherede hen overfor ham hvor han stod selvsikkert op ad køleskabet. ”Stuart Fellton! Du tillader dig alt for meget. En eller anden dag bliver du knaldet for chikane”, sagde hun strengt, og håbede bagefter inderligt, at han ikke ville lave kommentaren fræk. En enkelt pegefinger var advarende løftet, og hun prøvede at tilbageholde et grin gennem den alvorlige maske. Effekten af det bestemte toneleje blev nedtonet en anelse af højdeforskellen. Sofia var godt op i 1.70’erne, men Stuart var efterhånden nået over de 1.90, og var derfor omtrent et hoved højere. Som en dronning drejede hun hovedet en anelse med halvt lukkede øjne og lod pegefingeren blive til en affejende håndbevægelse. ”Og lav så min mad”, sagde hun drillende og vendte sig for at gå hen til køkkenbordet og sætte sig op det.

[/justify][/blockquote]

Tag: Stuart Fellton og September Fellton

[stu]

Stuart valgte at servere kylling med skrap krydderi og friske kartofler. Han lagde nødvendighederne på køkkenbordet, og fremdrog derefter et skærebrat til kyllingen. Stuart rømmede sig. Gik forbi og greb en kødkniv, før han begyndte at tilberede kyllingen.

De mørke bryn skød til vejrs i panden, hvorefter han vendte fronten mod hende, med kødkniven i hånden. Smilet på de smalle læber var ikke til at tage fejl af; selvfølgelig havde Stuart opfattet komplimenten, og grimassen var hoverende. ”Jeg gjorde absolut intet, for at komme forrest i køen. Gud mente åbenbart, at jeg skulle blive født med alle disse goder”, drillede han hende hvorefter han blinkede leende til hende. Stuart trådte ud fra køkkenbordet, og lod fejende en hånd glide ned over hans skikkelse, som for at symbolisere hvilken halvgud han jo i grunden var. ”Desuden... Du har mødt min mor. Sådan en smuk kvinde, kan jo umuligt føde et grimt barn!”, tilføjede han og sendte hende derefter et sigende, men stadig drillende blik. Stuart vendte tilbage til sin madret. Smilende optaget, selvom tankerne ledte andetsteds hen. Jovist. Han havde ikke smilet sådan længe... Skide politikere. Men snart var det slut. Det havde han lovet sig selv.

Han havde hørt ordene før. Men det var fra en anden kvinde. En ældre, nu afdød mor. Hans mor. Det var ikke nogen hemmelighed, at Stuart havde udfordret skæbnen adskillelige gange i hans yngre dage. I sommerferierne, når han ikke befandt sig på Hogwarts, og tilbragte en rum tid i forældrenes nærvær, syntes han at opsøge dårligt selskab. En mindre gruppe drenge i byen Ely, havde fra tid til anden lavet hærværk. Stuart havde selvfølgelig bidraget, og en gang var de blevet taget af den lokale strømer. Eftersom han kendte forældrene og drengene, blev det til at de skulle fjerne malingen og rydde op på skolen. Hans mor havde sagt, at han skulle passe på, for en dag ville han ende i saksen. Og alligevel var han fortsat... Selv da drengene var blevet uvenner, og gruppen blev splittet i to. De der holdte med den tidligere 'anføre' fik tæsk af forræderne. Stuart ende med at tilbringe resten af sommeren i sengen...

Han havde taget sig selv i at stirre ud af vinduet. Stuart rystede på hovedet og gned sin pande, hvorefter han genoptog arbejdet. Han følte ikke behov efter at svare hende, for første gange i lang tid, havde Stuart Fellton ingen idé om, hvordan han skulle snige sig ud af saksen.

Stuart tændte for komfuret og hældte kyllingen på panden. Den spruttede gevaldigt, men han syntes ikke at tage sig af det. Han vendte sig mod kartoflerne og tjekkede dem hurtigt, før han rømmede sig og forlod køkkenet. Han åbnede døren til sit soveværelse. Betrådte arealet og greb en trøje på sengen, som han hev over hovedet. ”Du må sige til hvis her bliver for koldt”, bad han hende, før han igen landede i køkkenet. Stuart kløede sig på brystet. Slukkede for de færdige kartofler, og skruede ned for kyllingen. Han vendte sig mod Sofia, hvorefter han svaret kom springende ind i hans hoved. ”Jeg klarer mig nok, ikke sandt?”, brummede han og sendte hende et lille smil, hvorefter han kærligt gav hendes lår et forsigtigt klem. Så dækkede han bord og serverede kylling med stærk krydderi og nye, friske kartofler.

Stuart jagede hende ned af bordet, hvorefter han provokerende klappede hende i bagdelen. Den drillende gnist havde fundet vej frem til de mørke øjne. Stuart var tilbage. Han åbnede skabet og begyndte at dække op til dem, før han kløede sig på brystet. ”Fedtfattigt... Sådan så vi ikke risikere du bliver en prop. Jeg kan meget godt lide hvordan du ser ud nu”, mumlede han drillende, hvorefter han slyngede sig ned på sin plads. Et sigende blik blev sendt i hendes retning, hvorefter han grinede lavmælt.

[Sofia Banes]

Throwing Caution to the Wind

Med et lille hop fik Sofia sat sig op på køkkenbordet. Håndfladerne hvilede under lårene for at få lidt varme, og benene svingede en smule rastløs frem og tilbage. Småtræt betragtede hun Stuart der langsomt fandt remedierne frem: en kniv, spækbræt og kylling. Han var en glimrende kok, hvilket Sofia ofte nød godt af, men det havde han selvfølgelig også været nødt til at blive med en datter, der ikke havde godt af takeaway hver dag.
Blikket flakkede til kødkniven Stuart stod og viftede med, men hun kunne ikke lade være med at grine med en hovedrysten. ”Gud ville bare af med dig i en fart”, gav Sofia igen og gav ham et lille blink med øjet. Hun lod være med at kommentere hans reference til moren, idét denne var død for få år siden. Selvom Stuart havde forsikret hende om, at hun sagtens kunne nævne hende, havde Sofia svært ved at omgå emnet. Selv kendte hun ikke mange mennesker der var døde, og kom ærlig talt fra lidt af en kernefamilie. Men hun gav ham ret indeni. Mrs Fellton havde været en vidunderlig smuk kvinde, og Sofia havde brudt sig meget om hende, de gange de havde mødt hinanden. Og selvom hun muligvis havde fejlet en smule i opdragelsen, havde hun sandelig videreført de gode gener. Sofia tog sig selv i at forestille sig hvordan deres fælles barn så ud, og det fik hende til at spære øjnene en smule op og skæve til Stuart af frygt for, han på en eller anden måde havde læst hendes forbudte tanker. Han så dog ud til at være ligeså fraværende ved at stå og stirre ud af vinduet, og Sofia spekulerede kort på, hvad han tænkte på.
Snart spredte duften sig i køkkenet og fik Sofias mund til at løbe i vand. Selvom det kun var nogle timer siden de havde spist, var Sofia udstyret med en mave der var på grænsen til det bundløse. Krydderierne kradsede i næsen og Sofia drejede sig i en akavet stilling for at rode rundt i maden, idét Stuart kortvarigt forlod køkkenet. Da han kom tilbage med en trøje overhovedet nikkede Sofia. Det var efterhånden en anelse køligt, men kappen hang stadig tungt om hendes skuldre. Den pludselige kommentar der kom fra ham fik hende til at se spørgende på ham, indtli hun huskede på, hvad han havde sagt. ”Du klarer dig altid”, bekræftede hun en smule henført og sendte ham et smil.
Da han jog hende ned fra bordet sprang hun elegant ned, men kom til at skyde bagdelen fremad da denne modtog endnu et uventede klap. En lille lyd, der mest af alt mindede om et hvin, faldt over hendes læber, og hun sendte ham et fornærmet blik. Det forsvandt hurtigt da øjnene faldt over den lækre mad der var anrettet på tallerkerne. Stolen skrabede en smule da den blev hevet ud og hakkende skubbede sig ind igen. ”Hvor ser det godt ud”, udbrød Sofia begejstret og prøvede at holde sig tilbage indtil Stuart fik sat sig.
”Fedtfattigt”, gentog hun med et fnys. ”Jeg bliver aldrig en prop!” Det lykkedes dog ikke at tilbageholde et glad smil over kommentaren, og automatisk rettede hun sig en anelse op. Den Stu han havde tilbageholdt hele dagen var tydeligvis ved at vende frem, og det beroligede Sofia en hel del.
En eksplosion af forskellige smagsvarianter bredte sig i munden allerede ved første mundfud, og de stærke krydderier var tydeligt at smage. Det var dog aldrig noget Sofia havde haft problemer med. ”Det smager himmelsk”, sagde hun med munden fuld af mad. Høflige spisevaner var aldrig noget hun havde tillært sig.
Mens hun skovlede mad ind kunne hun ikke lade være med at spørge, ”hvordan går det med din far?”. Det var så lang tid siden de havde snakket om emnet, og da de nu sad alene, syntes Sofia godt hun kunne tillade sig det.

[/justify][/blockquote]

Tag: Stuart Fellton og September Fellton